Prutter og mundblæste glas

Hvis man ikke gennem medierne var blevet så bekendt med Klaus Rifbjergs ansigt, så ville man formentlig, såfremt man traf manden på gaden, umiddelbart antage, at han var tandlæge – eller måske overlæge. Det må være forfatterens ofte omtalte solidaritet med den borgerlige pænhed, som slår igennem i det ydre, på trods af kunstnerens udlevering af samme.
Lyder det selvmodsigende? Det er muligt, men så har man vist ikke forstået humorens væsen. For der er megen humor i Rifbjergs værker, og når det gælder udlevering, hvem kan så bedre udlevere nogen, end den, som samtidig nærer kærlighed til den eller dem, der udleveres? Det gælder om at balancere på en knivsæg mellem det, der gør ondt og det, der bringer smilet frem. Og det er en kunst, som Rifbjerg mestrer.

I mange år læste jeg ikke Rifbjerg, og jeg har således en del af hans produktion til gode endnu. Som teenager fortærede jeg den ene af hans romaner efter den anden, og blev så at sige mættet. Men så blev hans seneste novellesamling En naturlig forklaring omtalt i Smagsdommerne, og jeg blev mindet – vistnok af Knud Romer – om Rifbjergs fantastiske lydarbejde med ordene. Det resulterede i, at denne bog kom på ønskesedlen til jul, og minsandten om ikke mit ønske blev opfyldt.

Så sad jeg da med En naturlig forklaring mellem hænderne og betragtede forsidebilledet - et foto i dæmpede nuancer, der forestiller genspejlingen af et vindue og en radiator i en blank bordflade. Billedet sagde mig ikke meget, før jeg havde læst novellesamlingen, og således var blevet genindført i Rifbjergs afdæmpede univers, hvor verden nok kan siges at fremtræde i sepia, hvis ikke i gråtoner.

Med En naturlig forklaring er Rifbjerg endnu en gang dykket ned i sit tilsyneladende uudtømmelige reservoir af fortid, og har hentet øjebliksbilleder frem. Forfatterens diskrete, men præcise beskrivelser af disse øjeblikke vækker en genklang i læseren, som bevirker, at de beskrevne lyde, lugte og sansninger genopleves, som var de helt nye og ukendte. Fra sætning til sætning har man fornemmelsen af at bevæge sig over en skrøbelig flade, under hvilken man kan skimte noget andet, noget mere, noget levende. Akkurat som man til tider kan føle det i det virkelige liv: Jeg taler om oplevelsen af denne pergamenttynde og dog uigennemtrængelige hinde, der synes at bestå mellem ens såkaldt bevidste og observerende jeg på den ene side og en anden realitet på den anden side. Ikke blot udadtil, men også indadtil. Rifbjergs tekster står skrevet på den anden side af pergamentet, og læseren må varsomt bevæge sig fladt liggende på maven hen over arket, for at dechifrere tekstkoden.

En naturlig forklaring rummer noveller af en forfriskende enkelthed, men også tekster, som nærmer sig det surreelle og det rent ud sagt absurde. Hverdagen studeres gennem det rifbjergske hulspejl, som giver det betragtede en ny vinkling, der tillader læseren at undre sig. Her er virkeligheden på én gang så jordnær og sensuel, at den næsten bliver triviel – og så mirakuløs og besynderlig, at det er lige før, den letter og tager læseren med.
Følgende passage fra ”Under himlens dække” kan passende fungere som et eksempel på den spændthed, der opstår mellem det jordnære og det mirakuløse:


”Han havde hørt de gamles forestilling om, at himlen var en kuppel af krystal, og den dag var det let at forstå, selvom han vidste, det var forkert, og at der var gjort mange andre og korrigerende opdagelser siden middelalderen. Hans egen tid var fuldkommen moderne, men lige dér, hvor han stod, virkede den mindre moderne. Det var til gengæld ikke noget, han tænkte over, det var mere en fornemmelse, for sådan var det at være på landet. Der var af en eller anden grund mere gammeldags i provinsen.”


Rifbjerg lader mundblæste glas, kupler af krystal og spejlblanke bælter svæve som manifestationer af det metafysiske i en omverden, hvor konsistensfedt, dieselmotorer, blod, sæd og prutter gør det ud for den såkaldte og langt mere prosaiske virkelighed. Og han gør det med den karakteristiske danske afdæmpede tone, som måske mere end noget andet, er en naturlig forklaring på Rifbjergs succes som forfatter.


Klaus Rifbjerg:
En naturlig forklaring

Gyldendal 2006

Eurydikes sang

Med samlingen Tarkovskijs heste har Pia Tafdrup skabt et værk, der er så skønt, at man alene af den grund fristes til at kalde forfatteren for Danmarks smukkeste digter.
Det kan måske synes besynderligt, idet teksternes realverden i denne samling er langt mere real og påtrængende, end den sædvanligvis synes at være i Tafdrups mangetydige og svævende digtunivers. Temaet er i sig selv forstemmende, og langt de fleste begreber i værket tilnærmer sig noget af det mest enkle, vi har set fra Tafdrups (h)ånd. Men er ikke også mol-skalaen smuk, og kan det enkle ikke til tider efterlade det dybeste aftryk i sjælen?

Tarkovskijs heste er en elegi over digterens far. I svimlende glimt, hvorunder grænsen mellem fortid og nutid udviskes, får læseren indblik i den demente fars frie fald fra den kendte verden med dens til stadighed mere foranderlige pejlemærker og ind i evighedens ikke kortlagte rum.
Som vanligt er der intet banalt føleri i Tafdrups tekster. Til gengæld er der ægte og dyb følelse i datterens sang til den bortdragende. Således i samlingens indledningsdigt, ”Mørkekammer i Immanuelkirchstrasse”, hvor det hedder:

Skal Eurydike hente
sin døde far –
som Orfeus synge om det tabte?
Eurydike, erindringen,
eruptionen.
Før slangen i solen
huggede til,
havde Eurydike vel et liv.

For det er ikke kun den demente, der er døende. Også de efterladte oplever, hvordan de mister en del af sig selv og hver især må omskrive og nyfortolke deres personlige historie, under den langstrakte afsked, hvor intet længere er, som det engang var tænkt:

Det velkendte har gemt sig
eller skiftet navn
i mørket,
og morgnen ved velsignet lidt om,
hvad i går bragte.
Alt er ganske normalt,
bare anderledes.

Den dementes verdensopfattelse spejles i de hjælpeløse vidner til den mentale opløsning af et menneske, de har elsket. Et menneske som nu må overlades i fremmede plejeres hænder, og som dermed må tage afsked også med den nære kontakt til familien, som det ligeledes skildres i ”Glemslen behersker sin herre”.

Min far vil ikke skilles
fra min mor –
for så længe begge er i live,
står verden vel endnu?
- Men vi
er pludselig meget mindre
end os selv. Og svar skyldige.

Med Tarkovskijs heste har Pia Tafdrup sat forløsende ord på de elementer af sorg, hjælpeløshed og paradoksal og ellers næsten unævnelig afsluttende lettelse, der glider sammen i en kaotisk svimlen for de efterladte, der finder sig selv fremmede i verden under dødens snigende overtagelse af livet.

Min søn og min svigerdatter forærede mig samlingen, som jeg læste Julenat, på min fars fødselsdag. I flere år led min far af Alzheimers sygdom, og Juleaften var det præcis seks måneder siden, han døde. Læsningen af netop disse digte på netop dette tidspunkt gjorde mig omsider i stand til for alvor at græde over min far, at tage livtag med sorgen og således give rum til mere lysende minder. En stor tak til Pia Tafdrup, som i Tarkovskijs heste synger om det, jeg - og andre, der således har mistet dag for dag - ikke selv har været i stand til at sætte i musik.


Pia Tafdrup:
Tarkovskijs heste

Gyldendal 2006