Thursday, May 31, 2007

Drømmene



Jeg leder efter dig i dunkle drømme
oftest i byen eller ved havet
møder op på forladte perroner
hvorfra toget netop er kørt
eller banelinjen nedlagt for længst

Jeg vågner i mareridt
hvori du ikke vil vise dit sande ansigt
som jeg har skimtet engang
måske elsket mens dagen endnu var til
og lyset

Vågner på ny for at finde
at drømmene også er mine i dagslys
at din skygge står tegnet på væggen
som en dør til en ukendt verden
af gru eller skønhed

Jeg vinker til dig fra tomme kupeer
løfter mine hænder til afsked
mens bølgerne bærer mig længere ud
badet i lys fra dit ansigts sol
undrende undrende fanget i frihed

Wednesday, May 30, 2007

En glimrende ordning


Der findes en mand, som jeg vil rejse langt for at træffe. Ikke mindst i betragtning af, hvilke traumatiske oplevelser jeg har haft med andre af slagsen. Hver gang vi mødes, lægger manden mig ned - og bøjer sig varsomt ind over mig. Han kender mit følsomme gemyt, respekterer det og behandler mig altid godt. Det er jeg ham meget taknemlig for.

Som det forholder sig på nuværende tidspunkt - og som det har været i nogle år efterhånden - ses vi én gang hver fjerde måned, og jeg har da fornøjelsen af at kunne indsnuse hans velduftende deodorant, imens jeg ligger ganske tæt op ad hans bryst.

Jeg må naturligvis finde mig i at dele ham med andre, men det accepterer jeg også under de forhåndenværende omstændigheder. Mindre begejstret er jeg over den regning, som jeg altid får stukket i hånden, inden jeg går.
Af og til tænker jeg derfor: Vi kan ikke blive ved at mødes på denne måde. Men min tandlæge mener fortsat, at vi har en glimrende ordning.

Tuesday, May 29, 2007

Balancegang

Det er stilheden du helst vil have
stilheden
du vil være i
vel vidende
at du kommer ud af den igen
at du ikke skal blive i den
endnu
ønsker du dig stilheden
intet bliver færdigt før du får
denne midlertidige stilhed
siger du
dette bad i stilheden

hvor ingen impulser når dig
hvor du har samme afstand til alle sider
hvor du kan samle dine spredte dele
genfinde balancen

det er stilheden du helst vil have

vel vidende
at du nok
kommer ud af den igen



Uffe Harder:
"Stilheden du vil have"

Den lille havfrue eller Wet Wet Wet


Charlotte Heje Haase, bedre kendt som Spacemermaid, er medieguf. Ikke nok med at den unge dame netop er udkommet med den første danske weblog-udgivelse i bogform – hun er også køn at se på, og så fremtræder hun klædeligt genert i denne sin første tid i rampelyset. En kombination, som nok kan smelte mange (mande)hjerter.

Spacemermaid, som i blogosfæren fremdeles foretrækker at blive omtalt under sit bloggernavn, har gennem et par år - skjult bag anonymitetens maske - ført en Internet-dagbog med intime betroelser om sit privatliv. Det er denne weblog, der nu foreligger som bog under titlen 1001 tårs tøsetanker.

Her følger læseren en stræbsom, men følelsesmæssigt usikker ung kvinde gennem skæve og pinlige situationer på arbejdspladsen såvel som i privatlivet. Fester og caféliv med våde varer ad libitum samt en lige så lind strøm af halvklamme frøer, som må kysses i jagten på prinsen, fylder en del i den lille havfrues tilværelse. Man bliver næsten helt lettet, når man på et tidspunkt læser, at natteregnen indfinder sig, idet man håber, at den vil fortynde alkoholen en smule og lægge en dæmper på de til stadighed ulmende elskovsgløder.

En dag eller to i sofahjørnet med 1001 tårs tøsetanker svarer, hvad underholdningsværdien angår, omtrent til at tilbringe et par dage med at læse sig igennem venindens aflagte stakke af dameblade. Tonen er let og munter, oftest selvironisk – og på indholdssiden er det muligt for de fleste kvinder at genkende sig selv i Spacemermaids bekymringer om, hvorvidt dagens Mr. Right nu er seriøs eller ej.

I længden finder jeg dog de mange gentagelser en smule søvndyssende, ligesom jeg flere gange undervejs får lyst til at ruske lidt i forfatteren og spørge, hvordan så intelligent og velformuleret en kvinde kan opføre sig så tåbeligt?
Men det er måske bare et surt opstød fra en ældre medsøster, som kun har været seriøst beruset ved ganske få lejligheder og (heldigvis) aldrig selv har oplevet at vågne op ved siden af et hankønsvæsen uden at kunne huske, hvordan han egentlig kom ind i billedet – og i sengen.

Siden udgivelsen er Spacemermaid blevet headhuntet som fast klummeskriver til Femina. Det er hende vel undt, for der kan næppe herske nogen tvivl om, at damen har talent for at skrive indenfor denne genre. Om hun nogensinde vil udkomme med et værk af blot tilnærmelsesvis den tyngde, som hendes litterære idoler, Virginia Woolf og John Donne, mestrede, vil jeg stille mig mere tvivlende overfor. Men hvem ved? Måske den luftige lille havfrue vil træde i karakter som romanforfatteren Charlotte Heje Haase, når hun engang bliver stor.


Spacemermaid:
1001 tårs tøsetanker

Politikens Forlag 2007

Monday, May 28, 2007

Mere magi


Wauw - så let skal det være! Lær noget enkelt af en klog mand her!

Friday, May 25, 2007

"Bitter-sweet"


Under dagens indkøb passerer jeg slikafdelingen i Kvickly, hvor mor, far og deres to småbørn er i færd med at fouragere til weekendens hyggeaften.

I forbifarten hører jeg faderens sindige og godmodige røst: "Naah, stop nu det overforbrug!"
"Men jeg kan ikke finde det, jeg vil have," bider moderen (moderen!) ham af - og hun fortsætter med stigende desperation i stemmen: "Det er da utroligt, at man aldrig kan finde det, man vil have!"
"Nåh, det passer da ikke", lyder det muntert smilende fra faderen, "jeg fandt da dig!"
"Ja - det hjælper jo ligesom ikke mig!" vrisser hun til svar.

Slap af og lyt, kvinde: Din elskedes læber drypper af honning.
Men det er måske ikke ham, du vil have?

Fri kunst - hvilken kunst?


Vi kommer ikke udenom, at også kunst og kultur - især i et kommercialiseret samfund - er områder, som er afhængige af økonomi. Megen god kunst når aldrig et større publikum alene af den grund, at kunstnerne er tvunget til at bruge størstedelen af deres tid og kræfter på andet og såkaldt 'almindeligt' arbejde for at eksistere. Er det ikke ressourcespild?

Det forekommer mig, at der generelt er den holdning blandt ikke-kunstnere, at man gerne ser kunsten og kunstnerne i samfundet, men at man nødig vil bidrage konstruktivt (læs økonomisk) til opretholdelsen af deres eksistens. (Jeg tænker for eksempel på, at en nyere undersøgelse har konkluderet, at flere danskere ville besøge landets museer, såfremt der var fri entre.)

Kunstpublikummet kan formentlig ikke se formålet med at understøtte de kulturelle institutioner eller de enkelte kunstnere, eftersom det ikke anerkender vigtigheden af det alternative sprog, som kunsten udgør - et sprog gennem hvilket det er muligt at nå andre dele af bevidstheden og følelseslivet, end vi ellers er i kontakt med.

Kunstnere er åbenbart forvist til en æterisk svæven i et særrum, hvor det er muligt at opretholde en eksistens alene i kraft af talentet. Det er en meget smuk og romantisk forestilling, som desværre ikke holder vand, idét også kunstnere har brug for brød på bordet for at være til og for at kunne skabe.
Jeg siger ikke, at kunstnere førhen var bedre stillet, men jeg spørger, om ikke et overskudssamfund som det danske burde være bedre i stand til at integrere kunsten og kunstnerne i hverdagslivet og således give de åndelige dimensioner i tilværelsen øgede vækstbetingelser?
Og jeg taler ikke om statsstøtte, men om den enkeltes ansvar i forhold til kunstnerens og eget liv.

Forestil jer et Danmark blottet for kunstneriske udtryk. Forestil jer en verden uden skønhed og skæve vinkler.... Skræmmende, trøstesløs, ikke sandt?

Saturday, May 19, 2007

Dér - netop dér



En verden så skøn som en flødeskumssky
der smelter i purpurblødt lys

dér - netop dér hvor vi glemmer os selv
for hinanden og flyder
ind i den sitrende syngende sol

Thursday, May 17, 2007

Det ender med en abildgård



Jeg er blevet nyorienteret: Jeg er blevet kolonihavetilhænger.
Det begyndte med, at min svigerdatter inviterede indenfor i den kolonihave, hun havde købt, og efter ganske få besøg var jeg solgt. Hvem skulle nu have troet, at det kunne overgå mig? Jeg, der altid har smågrinet let foragteligt af disse forældede og småborgerlige haveforeninger, hvor lillemor trak i havehandsker og galocher, imens lillefar fik sig en kold øl i skyggen? Aldrig i livet!
Men nu overvejer jeg altså selv, om jeg ikke skulle få mig en kolonihave.

Jeg har nemlig opdaget, at dette er et fristed - ikke blot for øldrikkende arbejdsmænd, men for vidt forskellige mennesker: unge og gamle, kunstnere, arbejdere og bedsteborgere (hvis man stadig kan tale om sådanne), danskere og nydanskere. Jovist - flere indvandrere har nemlig også taget kolonihavetanken til sig.

Og på dette fristed kommer smilene oftere frem, end man ellers ser det. Jeg tror, at det skyldes mangfoldigheden, glæden ved at have noget, man kan sætte et personligt præg på, og den leg, som (have)arbejdet dermed forvandles til. For det petit-agtige kalder det indre barn frem.

Derfor har hvert hus og hver have også sit eget udtryk. Der er dukkehuse, og der er legehuse, og der er haveskur, og der er huse i funktionalistisk design. Haverne er overdådige eller minimalistiske eller Ordnung muss sein-agtige eller Pipi Langstrømpe-skødeløse. Ét sted ligger huset lavt langt inde bag en sirligt snoet sti og næsten skjult af stedsegrønne buske, som får denne plet til at ligne illustrationen til et børneeventyr. Derfor er det en varieret oplevelse at gå rundt på stierne og tillade sig nysgerrige blikke ind over hækkene. Folk hilser og nikker og smiler, når de ser én. Man hører nok til, tænker de sikkert. Og det gør jeg jo næsten. Jeg er i hvert fald en af familien.

Jeg troede egentlig, at kolonihavefænomenet var opstået engang i begyndelsen af det 20ende århundrede, for at tilgodese de arbejderfamilier, som til daglig var trængt sammen i små og usunde lejligheder i storbyerne. Helt galt på den var jeg ikke, men en smule research viste mig, at kolonihaver på sin vis kan spores helt tilbage til sen-middelalderen, hvor haverne, der blev anlagt udenfor byernes fæstningsmure ofte blev betegnet som abildgårde.
Det kan man læse mere om her.

Ja, måske ender det med en abildgård. Frem med galocher og havehandsker!

Monday, May 14, 2007

Frugtelskeren



”Jeg gik i panik,” sagde arrestanten. Hans ansigt var blegt.
”Forstår I det? Jeg gik simpelthen i panik. Jeg havde hørt, at den slags kunne ske for en mand, men jeg anede ikke, at det kunne ske for kvinder.”
Kommissæren lænede sig tilbage på stolen, sukkede træt og gned sin næse mellem tre fingre.
”Godt,” sagde han, ”altså: Du løste billet til Amsterdam på Københavns Hovedbanegård, du fandt dit tog og din sovevogn, anbragte din bagage, og hvad skete der så?”
Arrestanten havde svedperler på panden. Hans hånd rystede let, da han løftede vandglasset.
”Jeg åbnede vinduet. Det var en af de gamle vogne, hvor vinduerne kan trækkes næsten helt ned. Jeg forstår ikke, man stadig bruger dem. Meget ukomfortable. Det var køligt, og det larmede på perronen, så jeg lukkede vinduet igen og satte mig ned. Jeg sad og spiste vindruer, da hun kom ind.”
”Hvem kom ind?” Spurgte kommissæren og så op mod en revne i loftet.
”Damen i pelsen. Ingrid Marie. Hun stod pludselig i døren, iført den der fantastiske pels, og med tykt blondt opsat hår. Hun lignede en million, selvom hun selvfølgelig ikke var helt grøn længere. Hvordan skal jeg forklare det? Hun havde samme udstråling som en velhavende mands gamle Cadillac. Kvalitet, tænkte jeg. Hun sagde: Undskyld, men er der nogen her, som vil hjælpe mig med at finde min plads?”
Arrestanten tav.
”Hvad skete der så?”
”Ingenting. Jeg tænkte først, at hun var forkælet. At hun kunne lide at koste rundt med folk. Det overraskede mig, men det sendte også en sær behagelig gysen gennem mig.”
Assistenten, som stod ved døren, hostede og børstede et imaginært fnug af sit jakkeærme.
”Jeg har altid været tiltrukket af modne kvinder, der ved hvad de vil,” sagde arrestanten, ”jeg har bare aldrig før haft lejlighed til at komme så tæt på én. Nå, men så gik det op for mig, at hun var blind. Man kan se det på deres bevægelser. Der er noget tøvende og næsten famlende over dem. Så jeg sprang op og kiggede på hendes pladsreservation. Jeg tog hende under armen og hjalp hende på plads.”
”En sand gentleman!” mumlede assistenten.
”Toget satte i gang. Konduktøren dukkede hurtigt op for at billettere. Han ønskede os tillykke med, at vi havde hele kupéen for os selv. Vi præsenterede os for hinanden – Ingrid Marie og jeg. Talte om vejret.”
”Hvad skete der så?” sagde kommissæren.
”Jeg læste i min avis. Mørket faldt på. Ind imellem iagttog jeg hende. Hun mindede mig om en moden frugt. Jeg kom til at tænke på ferskner. I ved: bløde fuldmodne ferskner, lige før de bliver uspiselige. Da hun åbnede sin pels, bølgede duften af modenhed, af pudder og saftige frugter gennem luften. Hendes knæ strejfede mit, da jeg skiftede stilling. Jeg tilbød hende en klase af vindruerne og lagde den mellem hendes hænder. Hendes håndflader var bløde og varme. Så bad hun mig, om hun måtte mærke mit ansigt. Jeg lod hende gøre det. Pelsærmet kildrede min hage. Jeg kunne ikke modstå det: Da hendes fingerspidser ramte mine læber, slikkede jeg hende i håndfladen. Den smagte salt.”
”Og hvordan reagerede hun på det?” spurgte kommissæren og så ned på bordpladen.
”Hun lænede sig frem mod mig. Jeg kyssede hende. Først blidt, men så noget voldsommere. Vi gled ned på gulvet mellem sæderne. Jeg trak pelsen af hende og skubbede den tilrette under os.”
”En hvid pels på et kupégulv,” udbrød assistenten forarget, ”det er jo vandalisme!”
Kommissæren skulede til ham.
”Jeg knappede hendes bluse op. Perlemorsknapper, det var perlemorsknapper. Jeg skubbede hendes bh-skåle ned. Jeg har aldrig vidst, at modne kvinders bryster er så forskellige fra yngre kvinders. Udtrykket meloner har fået en helt ny betydning for mig efter det.”
Assistenten betragtede væggen bag arrestanten. Kommissæren skrabede med fødderne mod gulvet.
”Jeg smagte på dem. Jeg skubbede hendes nederdel op og trusserne ned. Hendes lår var bløde og glatte som skindet på nektariner. Hun duftede af vinteræbler.”
Kommissæren rømmede sig og så plaget ud. Assistenten havde røde pletter på kinderne.
”Hun var, om jeg så må sige, plukkemoden.” sagde arrestanten.
”Da hun blev fundet mindede hun mere om nedfaldsfrugt.” sagde assistenten i en stødt tone. Han havde været med ude at hente hende.
”Jeg rører ikke nedfaldsfrugt!” sagde arrestanten. ”Det kan være fyldt med alskens kravl. Det kan være på vej til forrådnelse.”
”Præcis!” sagde assistenten med et grumt udtryk i ansigtet.
”Så spurgte jeg, om hun ville smage min banan!” sagde arrestanten.
”Banan?” Kommissæren lænede sig brat frem over bordet.
”Ja, I ved… min banan. Det ville hun gerne. Og et øjeblik efter kom hun så op at sidde ovenpå mig. Hun kunne lide den. Det var ligesom når man klemmer en appelsin, og saften løber ned ad ens håndled. Hun råbte noget, men så…”
Arrestanten gik i stå.
”Hvad så?” spurgte kommissæren.
”Hun faldt sammen. Først troede jeg, hun kom, men så gik det op for mig, at hun var gået bort. Hun trak ikke vejret. Og så gik jeg i panik. Jeg klædte hende på. Så trak jeg vinduet ned. Det lykkedes mig at løfte hende op og bugsere hende ud af det. Vinden ruskede i hele kupéen. Hendes rejsetaske smed jeg også ud. Så lukkede jeg vinduet og lagde mig ned. Jeg sov forbløffende godt, men det var vel ovenpå al den virak.”
”Så Ingrid Marie Appel var allerede død af naturlige årsager, da du ekspederede hende ud gennem vinduet?” spurgte kommissæren.
”Ja, det ved gud hun var!” svarede arrestanten.
”Godt,” sagde kommissæren og rejste sig, ”vi kommer ikke videre lige nu. Men foreløbig beholder vi dig her. Vi sørger for, at du får noget mad bragt op.”
Assistenten åbnede døren for kommissæren.
”Jeg spiser ikke kød,” sagde arrestanten, ”jeg kunne vel ikke bede om noget frugt?”

Sunday, May 13, 2007

Fantastisch




Du siger ’fantastisch’ og ’heeeeeej’ med en blød baryton
og jeg smelter solskinsdryp over de før frosne søer
jeg falder ned i mig selv og forvandles
til den som jeg skulle ha’ været
fra starten
nu føles det rigtigt
levende – sådan -
jeg havde helt glemt det

Ballonflugt mod blåt himmelrum imens
kirsebærtræernes candyfloss-skyer er tæt på
at lette som lærkernes kvidren
stigende faldende stigende faldende
sukker vi sætningers pulsslag
det er
som det skulle ha’ været
fra starten
det er

Friday, May 11, 2007

Nåh ja - ham!

"Han er én
der gerne vil opleve.
Ikke nødvendigvis alt
og ikke nødvendigvis voldsomt.
Men noget. Et eller andet.

Han oplever bedst siddende.
På en bænk i et hjørne af en plads
eller i en ventesal eller på en mole.
Han oplever
ved at føle sig indenfor og udenfor
på éngang.

Han spørger:
Hvilket digt sker nu?

Så skriver han."



Knud Sørensen:
"Forfatteren om forfatteren"

Thursday, May 10, 2007

Pan amoroso

Din mund er en blomst honningdråber dit køn er et dyr varmt levende under min hånd selv er du en skov underdejlig og duftende dråber af sommerregn blød som et kærtegn din hånd er et dyr underdejlig i skoven dit køn er en blomst honningdråber selv falder du sommerregn blødt i min mund og blomsterne åbner sig dyrene danser i honningregn levende falder vi hånd i hånd mund mod mund dyr ved dyr ind i en underskov duftende dejlighed ind i et blomsterflors blødhed dyr ved dyr mund mod mund hånd i hånd falder vi levende honningregn danser i dyrene åbner sig blomsterne blødt i min mund falder sommerregn selv honningdråber en blomst er dit køn i en skov underdejlig et dyr er din hånd et kærtegn blødt som dråber af sommerregn duftende og underskov er du selv varmt levende dyr under min hånd er dit køn honningdråber din mund er en blomst er din mund er en blomst er din mund er min mund er din mund er min honning varm levende duftende du

Tuesday, May 8, 2007

Aus der Neuen Welt

"Også Newton tøver, ser
at æblets vokslag sitrer
men måske
er det bare hans øjne
for han har jo stirret så længe
måske
er det bare hans bevidsthed
for han har jo holdt vejret så længe
hengivet sig til denne ubeslutsomhed
forelsket sig i dette evige øjeblik.

Så lukker han øjnene
ser ikke
at æblet stiger mod den blå himmel.
Han siger:
Æblet falder til jorden."


Knud Sørensen:
"Altings forklaring"
- uddrag

Sunday, May 6, 2007

Hvem ringer klokkerne for? - Romers anklageskrift


Fortællingen om en dreng, der vokser op i en familie og et lokalsamfund, hvor fortidens spøgelser sætter deres præg på hver eneste dag, er beklageligvis blevet glemt i det offentlige rum til fordel for diskussionen om, hvorvidt Romers erindringer, som romanen angiveligt bygger på, nu også er sandfærdige.

Dermed har publikum - med taktisk snilde, fristes jeg til at sige - flyttet fokus fra den anklage og det skrig om forståelse, der ligger i Romers historie. Man kan sige, at modtagelsen af værket - og samme modtagelses bagvedliggende psykologiske mekanismer - er mere interessante end spørgsmålet om det sandhedskriterium, ud fra hvilket man har forsøgt at måle værkets værdi. Romer har således vundet en sejr, som dog må smage ham noget bittersødt. For diskussionen bekræfter blot den af dumhed affødte ondskab, som bogen er et anklageskrift imod.

Forfatteren har, fra en dobbeltposition, i hvilken ’Knüdchen’ og den voksne hr. Romer glider i ét, fortalt en vigtig historie om overgreb: Dels om de overgreb, som nazisterne under 2. Verdenskrig begik også imod deres egne landsmænd – dels om de overgreb mod tyskere bosat udenfor Tyskland (eller andre, som skiller sig ud fra mængden), som affødes af en unuanceret og hadefuld holdning blandt mennesker i et lille samfund – i dette tilfælde Nykøbing Falster.

”Når det ringede ud for de andre, ringede det ind for mig, og jeg forsøgte at komme gennem frikvarteret. De havde lært det i timerne og vidste, hvem jeg var. Jeg var tyskersvinet, og mor var en hitlerkælling og direktørfrue og fisefornem, så det løb ned ad lårene. Jeg tilbragte det meste af tiden med at stå inde i en rundkreds – drenge og piger – og de skubbede og spyttede og råbte i takt. Det værste var, når det gik ud over mor, og de brægede ”Hilde-gaaard, Hilde-gaaard” ligesom geder og grinede hysterisk. ”

Romers roman er også en fortælling om kærlighed og om et vanskeligt forhold mellem mor og søn. ’Knüdchen’ forsøger desperat gennem hele sin barndom at beskytte sin tyskfødte mor mod den hæslige spot, som han selv møder hver dag i skolen og på gaden. Han lyver om dagens begivenheder og finder sig stiltiende i omgivelsernes latterliggørelse, i stedet for at indvie forældrene i sin angst og smerte. Men moderens gamle ar er så dybe, at intet kan hindre hendes tiltagende alkoholmisbrug og en lurende sindsformørkelse.

Fortællerens fortvivlelse lyser ud af de afsnit, som omhandler moderens sidste dage og omstændighederne i forbindelse med hendes sygdom og død:

”Jeg ville have givet mit liv for hende, men hun ville ikke have det og lå i sengen og nægtede at spise. Det var lige meget, hvad jeg gjorde – det var forgæves – og jeg tilbragte aftenen med at putte syrlige drops i mors mund, fordi det lindrede i svælget – hun ville have citronmåner – og langsomt spændte hun skruen.”

Den som blinker er bange for døden er - som kunstværk betragtet - ikke et stort og epokegørende litterært værk. Fortællestilen såvel som kompositionen er enkel og jævn, og tonen er i overvejende grad holdt i det ironisk-muntre. Men smerten slår desto tydeligere igennem, når Romer uden forsonende elementer beretter om det ondeste i mennesket: Ligegyldigheden overfor andre og den letkøbte opdeling i ’dem’ kontra ’os’, hvis konsekvenser spænder fra ødelagt selvværd og til døden ved henrettelse. Her er en fortælling, som rækker langt ud over Nykøbing Falster og det rent personlige og ind i en almenmenneskelig umenneskelighed.


Knud Romer:
Den som blinker er bange for døden

Athene 2006

Thursday, May 3, 2007

Sprøde saftspændte tekster

Morten Søkilde er en (næsten) nyudsprungen digter, som forleden optrådte i Den 11. time.
Søkilde udgiver hele to samlinger på én gang på forlaget Arena Dottir: Landskaber og Pan - en fabel.

Udgivelsen kaldes andetsteds 'en debut', men Morten Søkilde har faktisk tidligere udgivet Morten Søkilde 1974-2003 på Adressens Forlag i 2003. Så helt debutant er han vel ikke.

At dømme efter indslaget i omtalte TV-program kan vi, der elsker lyrik, hvor det forgrener sig grønnest, roligt glæde os til at læse den unge sprogækvilibrists nyeste værker.
Jeg har i hvert fald aldrig før hørt så sprød og saftspændt en tekst som den, Søkilde reciterer for seerne. (Ja, reciterer, mine damer og herrer - i sig selv en sjælden kunst i vore dage.)


Tak til Beologen, som endnu en gang havde øjne og ører med sig og som gjorde mig opmærksom på indslaget.

Wednesday, May 2, 2007

(Gen)skabelsen

"It is perfectly true that she obsessed me, in spite of the fact that she died when I was thirteen, until I was forty-four. Then one day walking round Tavistock Square I made up, as I sometimes make up my books, To the Lighthouse: in a great, apparently involuntary rush. One thing burst into another. Blowing bubbles out of a pipe gives the feeling of the rapid crowd of ideas and scenes which blew out of my mind, so that my lips seemed syllabing of their own accord as I walked. What blew the bubbles? Why then? I have no notion. But I wrote the book very quickly; and when it was written, I ceased to be obsessed by my mother. I no longer hear her voice; I do not see her." (Virginia Woolf i Moments of Being 1978, s. 94)

Sådan beskriver Virginia Woolf den skabelsesproces, som munder ud i To the Lighthouse - og den indre proces, som sætter hende i stand til at frigøre sig fra fortidens spøgelser.

Skønt man kan mene, at der æstetisk set er langt mellem Virginia Woolf og Katrine Marie Guldager, så er der en vis overensstemmelse mellem Woolfs og Guldagers psykologiske frigørelsesprocesser.
Katrine Marie Guldager skriver i Lysgrænsen om Freud-eleven Hanna Segal, ifølge hvem "al skaben i virkeligheden (er) en genskabelse af et engang elsket, men nu tabt og ødelagt objekt. Trangen til at skabe er trangen til at forvandle ruinhoben til en ny bolig for tanken, for sjælen, det være sig enten en bog, et maleri eller et stykke musik." (K.M. Guldager i Lysgrænsen 2007, s. 230)

Hanna Segals tese er ganske interessant læsning - især for kunstnere (og mennesker, som søger hinanden - og derigennem sig selv). Og måske kan den artikel, som man altså kan klikke sig ind på ovenfor under Segals navn, bidrage til at uddybe og perspektivere overvejelserne i mit tidligere indlæg om kunstnersjælen og de kommentarer, som det afstedkom.

Guldager siger: "Rejsen mod en anden og rejsen mod et kunstværk er måske ikke så forskellig." (Ibid: 231)
Nej - det er den måske ikke!