Vokseværk

Inspireret af Martin Glaz Serups fremragende analyse af Den (nye) litterære offentlighed bringer jeg hermed et uddrag af Per Højholts Rittersportsbeslægtede tekst, "var resten" (PRAKSIS, 2: Groteskens område, 1978), som i mine øjne kan fungere fint som et sprogligt billede på den sociale geografi, Serup omtaler i sit indlæg:

"til resten voksede ud og bulede og / sprang op og foldede sig til alle sider og / grenede sig opad og udad uden at / standse voksede den og faldt ud og hen / og kæntrede og groede henad og ned og / gik voksende i stå: for mange grene, for mange veje for et mylder, så den faldt hen og ned og lukkede sig myldrende / bag en rest, som begyndte at vokse, uden varsel, i blinde, hurtigt opad og til sider / ne, svajende og blød fordoblede den sig, / og igen, og igen, og den stivnede, pege / de, og doblede igen, et utal af retninger, / dejsende tilbage, nedad, den fladede sig ud, sprang og kæntrede, på vej ned i / fladen, den forsvandt mere og mere, den / fordoblede sin forsvinden til alle sider"

Vi står midt i dette vokseværk, kære medbloggere. Eller med Virginia Woolfs ord: "we are the words; we are the music; we are the thing itself.”


NB: Jeg må beklage, at Højholt-teksten ikke her lader sig bringe i sin oprindelige Rittersportskantede grafiske form.

At holde sig på rette spor

Bent Otto Hansens digtsamling, Opløselige, består af still-billeder af en fragmenteret verden, i hvilken tingene, løsrevne fra en meningsdannende helhed, optræder foruroligende fremmede indtil det direkte fjendtlige. Digterjeg'et søger fortvivlet at opbygge en ny og samlende orden ved hjælp af ord og sætningskonstruktioner, der imidlertid selv går i skred.

Her er eksistentialistisk fremmedgørelse og angst nok til at fortrykke selv den modige læser, som har vovet sig ind bag omslagets advarende grå tristesse, hvor Marie Hvid Pørksens billede af tom stol foran reol på glimrende vis illustrerer tingsverdenens påtrængende andethed i forhold til det menneskelige element, som synes at være forsvundet ud af billedet.

Adskillige tekster i Opløselige stræber imod en konkretistisk minimalisme. Beklageligvis kommer disse digte til at spænde ben for sig selv og deres eget projekt, idet de mindre succesfuldt inkorporerer en blanding af oftest banale sproglige nydannelser og tø-hø-agtige floskler. Dette forvirrer læseren og resulterer i, at den minimalistiske stramheds og strengheds springlagen slappes kendeligt. For eksempel i følgende linjer:

"på sin vis er det
på min vis er det

vekselrum
mellemstrøm

månefup
mandefald

fødehest
fimrehår

fordoms
fuldkost

træer knuses"

Langt bedre går det, når Hansen tillader teksterne at fremstå i helsætninger. Her får digterjeg'ets iboende følsomhed og sanselige sensibilitet, såvel som dets selvironiske afstandstagen til samme, lov til spændstigt at udfolde sig. Således i disse strofer fra samlingens udgangsdigt:

"bommene falder tungt med blink og klokker
et tog med skrigende hjul kommer på tværs
hvem siger at det tog kan blive på sit spor
det kan tage tid at holde øje med den slags

der dyrkes roer på marken jeg kigger på nu
hvem passer egentlig på de roer om natten
der er sikkert en uro inden i hver enkelt roe
roerne bør vide at mørket godt kan falde på"

Det er gennem sådanne billeder, Hansen når ind på livet af sin læser. Opløselige viser Bent Otto Hansens potentiale som billedskabende og historiefortællende lyriker. Et potentiale, han forhåbentlig vil satse på at udvikle yderligere, hvorimod han bør afstå fra flere forsøg udi minimalismen, hvor digtenes iboende benspænd resulterer i fald gennem teksternes alt for løse masker.


OBS: Bent Otto Hansens underholdende causerier samt flere uddrag fra digtsamlingen kan læses på
Beologisk Institut

Bent Otto Hansen
Opløselige

Attika 2006

Den personlige fortælling

Et igangværende forskningsprojekt på Bispebjerg Hospital indikerer, at uhelbredeligt syge opnår en forøget følelse af værdighed og fornyet livsvilje, når de får mulighed for at få fortalt og nedfældet deres livshistorie.
Den daglige leder af projektet, psykolog Lise Jul Houmann, siger i Nyhedsavisen (26/2-07), at patienterne ved hjælp af terapien får mulighed for "at fokusere på det betydningsfulde i deres levede liv - i stedet for at tænke på deres sygdom og symptomer her og nu."

Artiklen i Nyhedsavisen fik mig til at tænke på et afsnit i Karen Blixens Den afrikanske Farm. Blixen fortæller her om afrikaneren Jogona Kanyagga, der beder om hendes hjælp til at udforme et juridisk dokument, der skal indeholde hans beretning om, hvorledes han har draget omsorg for sin plejesøn. Jogona fortæller sin historie, og Blixen nedfælder den. Efterfølgende læser hun højt for Jogona, hvad hun har skrevet, og under oplæsningen vender Jogona sig bort fra hende, for at hans opmærksomhed ikke skal blive adspredt:

"Men idet jeg læste hans eget Navn op [...] drejede han lynsnart Ansigtet om imod mig og gav mig et stort, vildt, flammende Blik, saa overstrømmende af Latter, at det forvandlede den gamle Mand til en Dreng, til selve Ungdommens Symbol. Da jeg var færdig med hele Dokumentet og for anden Gang læste Navnet op, hvor det stod til Vitterlighed under hans Fingeraftryk, fik jeg det samme, levende, grebne Blik, men denne Gang dybere og roligere, fuldt af en helt ny værdighed.
Et saadant Blik gav Adam Gud, da Herren havde dannet ham af Støv og blæst Livets Aande i hans Næse, og Mennesket blev til en levende Sjæl. Jeg havde skabt ham og vist ham ham selv, Jogona Kanyagga, som havde det evige Liv. Da jeg rakte ham dokumentet, tog han det ærbødigt og begærligt til sig, svøbte det i et Hjørne af Kappen og holdt sin Haand omkring det. Han vilde ikke for noget i Verden miste det, for hans Sjæl var i det, og det var ham Beviset paa hans Eksistens."

Ethvert liv er en fortælling, og vi beretter den daglig for os selv - og for hinanden. Den personlige fortælling (som ikke nødvendigvis svarer fuldstændig til det historisk korrekte eller med andre ord det biografiske forløb i det enkelte menneskes liv) er vores måde at strukturere tilværelsen på, i en form for narrativt forløb. Et sådant narrativt forløb forsyner os med en række pejlemærker eller holdepunkter, som gør det ud for det mønster, der viser os en mening med vores eksistens.

Indenfor (især nyere) litteratur sættes gråzonen mellem biografi og fiktion - eller realitet og fantasi - i spil. Og på Bispebjerg Hospital tager forskerne nu den personlige fortælling i brug for at hjælpe uhelbredeligt syge. Hvorfor nu det?

Den personlige fortælling må have været til, så længe der har eksisteret mennesker. Men i de præ-moderne samfund har fortællingerne formentlig i højere grad været indfældet i og båret oppe af forhold og relationer i den ydre verden og i lokalmiljøet. Individet var en del af en helhed, og i mange tilfælde var en stor del af livsmønsteret forudgivet for den enkelte. Moderniteten og vor tids globalisering har ændret på disse forhold. Den enkelte har nu langt større mulighed for at træffe egne valg og for at perspektivere sit liv i forhold til andre mennesker og andre lokaliteter. Friheden er således blevet mere udstrakt, men med friheden følger et ansvar og en eksistentiel angst.
Derfor har vi nu brug for at genopdage fortællingen - og for at finde os selv og vores værdighed gennem den. Som Karen Blixens Kardinal Salviati siger: "[...] i hele Verden har alene Historien Myndighed til at besvare det Menneskehjertets dybeste Nødraab der lyder: ,,Hvem er jeg?"

Dagene, Danmark og David

"Det er en af de dage
hvor jeg hader Danmark
og danskerne.

En af de sure forkølede dage
hvor Danmark mest af alt
minder om et etbenet
syvenderangs Johnny Reimar party.

Det er en af de dage
hvor jeg har den allerstørste lyst
til at putte
dette
lille forsovsede
pølsekulturland
i en snusket papæske
som jeg med et multinationalt
tandpastasmil ville overbringe postvæsnet,
og derefter gå
i den sikre forventning
at Danmark vil gå tabt
i postterminalen...
Bye Bye Denmark !!"

Hvad blev der egentlig af David Henrik Fried? For det var ham, der skrev ovenstående digt, som stammer fra samlingen Alright Shirley, som udkom i 1981 - samme år som hans første samling, Hot Spot.
I 1981 kom jeg på Lyrikcafeen, som holdt til i Huset i Hasserisgade i Aalborg. Jeg var 17, mit hår var langt, og jeg gik klædt i lyserøde gevandter og skrev kærlighedsdigte fulde af svulmende patos. David - som også kom på Lyrikcafeen - må have været omkring de 18, hans hår var sort og strit, hans vipper var sorte, hans tøj var sort og hans digte var sorte. Vi talte aldrig med hinanden. Men jeg lagde mærke til ham. Alle lagde mærke til ham. Også i bybilledet sås han ofte skridte gaden af i sine sorte militærstøvler, med den lange sorte frakke flagrende efter sig og med sikkerhedsnåle stukket gennem øreflipperne. Dengang var dét noget særligt. Punkkulturen var endnu ikke slået rigtig igennem i Aalborg, så David stak ud i forhold til de øvrige aalborgensere, som lidt frygtsomt passerede denne vrede unge mand. Sikkerhedsnåle i øreflipperne - hvad blev det næste?

Det næste blev, at den vrede unge mand rejste sig op under et møde på Lyrikcafeen, hvor en stor del af klientellet dengang bestod af pæne modne damer, som gjorde sig lidt ud i lyrik til skrivebordsskuffen, og fremsagde et digt, der sluttede med linjerne:

"Det mest utrolige
ved kvinder er,
at de er så bløde
som de
er."

Det gisp, der gik gennem forsamlingen vil undre i dag. Og jeg ved ærligt talt ikke, om det skyldtes, at de modne damer ikke tidligere havde tænkt på den unge digter som et seksuelt væsen, eller om chokket skyldtes, at David brugte benævnelsen 'kvinder' frem for 'piger'. (Nu be'r jeg Dem, fru Heilbunth!) Men jeg ved, at damerne sidenhen så på David med et slet skjult smil dirrende på læberne.
Tiderne var åbenbart langt mere uskyldige for 26 år siden. - Tænk, er det virkelig så længe siden?
Og hvad blev der egentlig af David Henrik Fried? Jo, hvis ikke der er tale om en gemen navnelighed, så er han faktisk manden bag denne blog.
Verden er blevet mindre. Og det stykke vej, som er tilbagelagt mellem dengang og nu, synes at have været en ganske kort strækning. Selv vejret har ikke ændret sig drastisk. Der er fortsat sure forkølede dage, hvor man kunne ønske, at Danmark gik tabt i postterminalen.

Vil du med hjem og se min bogsamling?

Vis mig dine bøger, og jeg skal sige dig, hvem du er! Det er omtrent indholdet af et indlæg, som jeg læste igår på en anden blog.

Den holder naturligvis ikke hele vejen igennem, men et stykke henad vejen gør den: Umiddelbart kommer jeg til at tænke på, at jeg engang havde en kæreste, som på sin fine mørkbejdsede reol med de røgfarvede ruder opbevarede en hel række fint indbundne værker med guldtryk. I samme sekund jeg andægtigt og varsomt greb om et bind, gik det op for mig, at jeg stod med en videokassette i hånden. Men hvad kan man forvente af et menneske, som har en reproduktion af det grædende barn hængende på væggen? Det var forresten også ham, der havde en pistol gemt i skrivebordsskuffen og smuglede sprut i benzindunke.
Hans yndlingslæsning viste sig at være Bill og Ben pocket-bøgerne, som han nådigt lånte mig, for at jeg kunne lære hans litterære værdier at kende.
Hvad jeg lærte om ham og om hvem han var? Jeg lærte at han var en langdistanceblænder og en action-man i egen indbildning, men dybest set lige så hul indeni som de fine bind på reolen.

Senere i mit liv kendte jeg en politimand. På hans reoler stod mere musik end litteratur. De få bøger, der havde fundet vej ind i hans hjem, var hovedsalig kriminalromaner. Det var i det mindste ærlig snak. Desværre var livet med ham omtrent lige så dramatisk som fortællingerne i hans kriminalromaner, og selvom der var stunder med sød musik, så holdt det ikke i længden.

Hvad der byder mig mest imod er imidlertid de hjem, hvor reolen (hvorpå der aldrig ligger et støvfnug)indeholder de bogklubtitler, som man altid støder på, når man som bibliofil afsøger kræmmermarkedernes stande med bøger: Navarones kanoner, Boks nu Mathilda, Djævlen i kroppen, Drama i rum sø.
Ikke et ondt ord om bogklubber. I dag findes der flere udmærkede af slagsen, hvor man kan bestille alt fra filosofi til klassiske børnebøger. Men de titler, som står på benævnte støvfri reoler er altid de samme. Og bøgerne står altid pænt og ordentligt med god luft omkring. På det lige så støvfri sofabord ligger Alt om haven eller Bo bedre. Og der er ingen tvivl om, at husets beboere har læst Hulebjørnens klan - en romanserie, som de kan udbrede sig om i timevis. Den eneste romanserie, de kan udbrede sig om!

Mine reoler er ikke støvfri (ret længe ad gangen). Og bøgerne (tilnærmelsesvis systematiseret efter alfabetet) vælter ud af dem. Der ligger bøger ovenpå andre bøger, for ellers er der ikke plads nok. Der ligger også bøger i stakke på gulvet og nogle stykker i vindueskarmen. Èn af reolerne indeholder næsten udelukkende faglitterære værker. Jeg har læst de fleste, men enkelte har jeg endnu tilgode. Min samling rummer værker fra H.C. Andersen over Blixen og Bang til Orhan Pamuk, Shakespeare, Thoreau og Virginia Woolf.
Er jeg en litterær snob? Nej, egentlig ikke. Men jeg har noget imod hulhed og det, der skal se ud 'som om'.

Jeg har i tidens løb haft gode venner, som sjældent åbnede en bog. De oplevede verden gennem andre sanser end den litterære, og de kunne således tilbyde mig et alternativt syn på tingene. Til gengæld havde de ikke pænere udgaver af gamle bogklubbøger udstillet på reolerne og deres videokassetter var ikke camoufleret som fine værker i skindindbinding.

Summa summarum: Du behøver ikke at læse Sartre og Shakespeare fremfor Victoria Holt eller Len Deighton for at være min ven. Men jeg forventer, at du står ved dine valg og ikke giver indtryk af at være eller ville noget andet! Forlorenhed og overfladepænhed er noget, jeg absolut ikke trives med.

Ørkenspejling

Desert Solitaire (1968) er en selvbiografi og en hybrid-roman, hvori Edward Abbey beretter om sine oplevelser som Park Ranger i The Arches National Monument sidst i 1950erne. Værket er også et politisk manifest, og det indbefatter polemiske essayistiske reflektioner af filosofisk og kritisk tilsnit. Desuden er det en elegi for Naturen og for bevidstheden om det slægtskab mellem menneske og Natur, som det moderne menneske er blevet fremmed overfor.

Abbeys ørken er et rum for kontemplation. Man kunne fristes til at sige, at den er en legemliggørelse af den berømte sentens: "memento mori". The Arches National Monument fremstår som en ydre manifestation af et mentalt rum. Dette ørkenområde er et sted, hvor man kan "confront, immediately and directly if it's possible, the bare bones of existence", og et sted "in which the naked self merges with a non-human world and yet somehow survives still intact, individual, separate."

Som Park Ranger bor Abbey i en campingvogn midt i denne storslåede stenørken, hvor tiden synes suspenderet, og hvor han kun har ørkenens naturlige indbyggere som selskab. Men lejlighedsvise indbrud fra den omkringliggende civisation gør det klart for ham, at mennesket, den menneskelige verdens jagt på profit og fænomenet 'clock-time' står i fare for at nedbryde også dette landskab - et landskab, som den menneskelige bevidsthed imidlertid, som Abbey ser det, har brug for at bevare intakt og uberørt.

"Claritas, integritas, veritas. Only the sunlight holds things together. Noon is the crucial hour: the desert reveals itself nakedly and cruelly, with no meaning but its own existence.
[...] Life has come to a standstill, at least for the hour. In this forgotten place the tree and I wait on the shore of time, temporarily free from the force of motion and process and the surge toward - what? Something called the future? I am free, I am compelled, to contemplate the world which underlies life, struggle, thought, ideas, the human labyrinth of hope and despair."

Desert Solitaire er et 'grønt' værk, som er blevet kanoniseret indenfor det litteraturvidenskabelige område, der kaldes økokritiske - eller grønne - studier. Men det er også et værk, der konkretiserer den eksistentialistiske tænkning. Abbey beskriver sin ørken som nøgen, monolitisk, øde, grusom, umenneskelig, fantastisk og forunderlig. Den er på en gang vidtstrakt, ærefrygtindgydende og smuk og må således henregnes under kategorien 'det sublime'. Og hvem, kan man spørge, har brug for en gud eller et paradis, hvis det sublime kan findes på denne jord i the Arches National Monument?

Desert Solitaire er så aktuel som nogensinde i disse tider, hvor vi omsider har rettet opmærksomheden mod nødvendigheden af en anderledes respektfuld omgang med naturen. Dertil kommer, at teksten har bud med til det moderne og stressede menneske, der har glemt at mærke jorden under sine fødder, at kigge op mod stjernehimlen og føle sin sjæl.


Edward Abbey:
Desert Solitaire

Random House Publishing Group 1971

Let på tå

Jeg kan høre de høje hæle klapre ned ad trapperne i min opgang omkring kl. 23. Det er fredag. Nogle gange gør de det også om lørdagen.
Jeg kan høre de høje hæle klapre op ad trapperne igen omkring kl. 03. Så er det blevet lørdag. Nogle gange er det søndag.
Mine egne høje hæle står i entreen. Jeg har taget mine listesko på. De er foret med noget lunt, der ligner lammeuld.
Overboens fødder danser over et blankt gulv et sted i byen. Mine fingre danser over pc-tastaturet på mit mørke skrivebord.
Hun drikker Tequila Sunrise eller måske Gin & Tonic. Jeg drikker (for meget) kaffe og henter til sidst et glas vand.
På byens dansesteder dunker bassen som et fælles pulsslag blandt de dansende, og kropssprog er det eneste mulige kommunikationsmiddel, hvis man har rundet de fyrre og allerede har mistet følsomheden indenfor visse frekvensområder.
I min lejlighed hører jeg fra gaden et fjernt sus af biler, tasternes små klik og måske - ganske svagt – en melodi i radioen.

Du skal da gå i byen en gang imellem, siger min veninde, du skal ud og træffe nogle nye mennesker.
Ja, ja! Siger jeg høfligt, imødekommende. Men jeg går ikke i byen. Kun hvis nogen kommer og trækker mig af sted ved håret.
Det er ikke fordi, jeg ikke kan lide at danse. Det er heller ikke fordi, jeg ikke kan lide at træffe nye mennesker.
Det er fordi, jeg i hvert fald for øjeblikket har det meget godt i mine listesko her ved mit tastatur. Jeg har det ret godt i mit eget selskab - langt det meste af tiden.
Det er fordi, jeg gerne vil kommunikere med nye mennesker på andre måder end ved hjælp af kropssprog, i hvert fald så længe de endnu er nye mennesker for mig.
Og når de er blevet gamle bekendte, så vil jeg helst se dem over en middag med rødvin på bordet, med levende lys og selvvalgt stemningsmusik. Efter den anden flaske vin kan det godt ske, at vi rydder gulvet og sætter dansemusikken på.

Men i aften hygger jeg mig her i mine flade sko, og i morgen har jeg hverken ondt i lår eller lægge på grund af dans på høje hæle. Jeg slipper endda for at have ondt i håret, for slet ikke at tale om lommesmerter eller om moralske tømmermænd.
Mine høje hæle har intet hastværk og mine listesko står lige godt til blå jeans og til lyserød pyjamas. Jeg træffer nye mennesker på bloggen – mennesker, som en skønne dag vil være gamle bekendte, der kan komme til middag med rødvin på bordet og levende lys.
Den dag tager jeg nok de høje hæle på.

Fuglene

De kommer hver morgen. Kort efter daggry invaderer de luftrummet over de grønne fællesarealer. Ikke ulig kamikazepiloter eller terrorister i kaprede fly styrter de sig, med duvende højspændte skrig, tæt ned langs med boligblokkenes vinduesglas, i hvilke solen lyner skarpt som et sværdhug. Hvad kommer de her for? Kaster nogen overflod ud fra de øvre etager?
En mågevinge strejfer min rude, slår med en dump lyd mod sollysets spejling.

Med ét forstummer de skingre skrig. Så kommer kragerne. En efter en slår de sig ned på den vidtstrakte plæne, spankulerer, med berusede præsters kontrollerede vaklen, tungt tværs over flisegangene, basker med flossede ærmer i luften, finder et agern og banker på skallen. Enkelte fremviser deres tekniske snilde: flakser opad, smider nødden som en bombe mod cementfliserne - igen og igen indtil nøddeskallen sprænges. Hæst råber de efter hinanden og ler diabolsk, indforstået af de forbipasserende. Hvæsser næbbene mod træernes bark, lægger hovederne på sned og blinker forsorent. Jeg holder mest af kragerne - bybilledets gadedrenge, som hen under aften forsvinder et sted hen, som ingen ved, på deres sorte vinger.

Analyse

Jeg elsker dig
er en enkel sætning
som let kan analyseres
subjekt verbum og objekt
subjekt og objekt adskilt
af verbet
elsker
som i den virkelige verden

Dagens lyriske oplevelse

Dagens dejligste lyriske oplevelse finder du her. Læs selv videre i Stensamlerens samling af små digte.

Forfatterens bedste ven

I dag kom jeg til at sige et af de forbudte ord, nemlig ’følelser’. Det skete, da vi på kurset om nyere dansk litteratur diskuterede Christina Hesselholdts Hovedstolen (1998).

”Teksten fremkalder ingen følelser i mig” sagde jeg – eller noget i den retning. Man skal passe på med at sige den slags i det akademiske miljø. Det er uvidenskabeligt. Det peger i retning af subjektivitet og sentimentalitet. Det peger også i retning af den store fortælling, som vi ellers har kæmpet så ihærdigt for at få erklæret død. Og det ved jeg naturligvis alt sammen udmærket godt, men af og til bliver jeg så enormt træt af den politiske korrekthed og den alment vedtagne konsensus i forhold til denne eller hin forfatter eller dette og hint værk, at jeg simpelthen må op af stolen og tale Roma midt imod.

Hvad jeg egentlig mente, og hvad jeg efterfølgende forsøgte at uddybe, var, at Hovedstolen er et værk, der ikke gør nogen forskel i min verden. Den tilføjer ikke min horisont et nyt perspektiv, og den hverken begejstrer, henriver eller provokerer mig – i særlig høj grad. Og dog, måske provokerer den mig. Men det kommer vi til.

Jovist kan jeg godt se, at der allerede i titlen ligger et opgør med den tradition i dansk digtekunst, som især Per Højholt var en varm fortaler for, nemlig at holde det private ude af teksten. Kun når det private løftes til almengyldighed bør det vinde indpas i værket. (En kunst som for eksempel Karen Blixen var en mester i.)
Jeg kan også godt se, at Christina Hesselholdt kan noget med ord. Hun er en begavet stilist – ingen tvivl om den ting. Bogens korte prosastykker, som tilbyder glimt ind i en barndom, som måske og måske ikke er biografisk funderede, og som følgelig kan siges at fremstå som eksempler på fremskrevet liv, er meget fint udtænkt i al deres berøringsforskrækkelse. Teksterne går aldrig nogensinde ind i et egentligt narrativt forløb, de frembyder ingen overraskende vendepunkter eller nogen filosofisk indsigt i tilværelsens mysterier. De er heller ikke morsomme, og de bringer hverken sproget selv eller sprogets muligheder og begrænsninger i spil. Denne erindringsroman, som altså ikke er en egentlig erindring og heller ikke nogen egentlig roman – altså dette værk eller disse fiktioner, som man for nemheds skyld har kaldt teksterne – kommer til at fremstå som en plan flade og som sådan aldeles uvedkommende for læseren, medmindre læseren primært interesserer sig for et værks stilistiske træk.

Her synes jeg, at kunsten går i selvsving. Kunsten er blevet til kunst for kunstens skyld, og dermed bliver den mere kunstig end kunstnerisk. Den slags har vi set meget af indenfor alle kunstarter gennem især de seneste 50 år. En lort på dåse kan således fremstå som kunst, fordi den er kommet på dåse, og fordi kunstneren hævder, at det er kunst. Men en lort er og bliver en lort, uanset hvor fin en indpakning den kommer i.

Mit problem med Hesselholdts Hovedstolen og med flere andre værker og forfattere i disse år er, at jeg ikke kan mærke, at de har noget på hjerte, udover at de altså gerne vil beskæftige sig med kunsten. Hvad gør en kunstner, som ikke har noget budskab? Jo, en sådan kunstner gør naturligvis kunsten ikke blot til sit medium, men til sit materiale. ”Se, jeg laver kunst!” råber kunstneren og presser én gang til. (Ikke så underligt, at fæces går igen i både Manzonis og Hesselholdts værker.) Og derudover er der kun formen – eller indpakningen, så at sige, tilbage. Og det er altså en lidt flad fornemmelse at lukke op til indholdet af potten eller til slet og ret ingenting, når man tror, at man åbner en gave.

Og her er det altså, at jeg ikke gider sidde og råbe med i koret: ”Ih, hvor er det godt fundet på!”
For ved I hvad? Pottens indhold står man sig bedst ved at skille sig af med, og papirkurven er stadig forfatterens bedste ven.

Camoufleret selvcensur eller kvalitetstest?

På Betty Nansen Teatret har et hold stand-up komikere sat en ny version op af Shakespeares Købmanden fra Venedig, skriver Nyhedsavisen i dag under overskriften "Må man gøre grin med jøder?".

Stykket spiller fra på fredag, men forud for premieren har teatret inviteret et test-publikum - herunder ti jøder - til at overvære og kommentere forestillingen.
I denne nyfortolkning af det i forvejen anti-semitiske skuespil har holdet bag forestillingen valgt at indlægge humoristiske bemærkninger om f.eks. holocaust, og hensigten med invitationen af det jødiske publikum har været at få et fingerpeg om, hvorvidt stykket i sin nuværende form og med sin satiriseren over jøder går over stregen.

Stand-up komikeren Omar Marzouk, som spiller med i stykket, udtaler, at holdet kunne se problemerne i forestillingen på grund af holocaust, og han tilføjer, at hvis man ikke selv er jøde, er man måske ikke den bedste til at bedømme, om teksterne er sjove.
Ifølge Teaterdirektør Henrik Hartman udsættes denne og andre forestillinger dog ikke for et testpublikum med henblik på selvcensur, men skal opfattes som et forsøg på at afveje, hvorvidt forestillingen rammer sin målgruppe, fungerer i sin helhed og - i dette tilfælde - hvorvidt komikken holder. "Det er jo det, stand-uppere lever af", siger Hartman.

Der kan vel næppe herske tvivl om, at et sådant tiltag fra et kommercielt synspunkt er ganske fornuftigt. Alligevel kan jeg ikke lade være med at spekulere på, om ikke Hartmans udmelding er en pæn måde at sløre det faktum, at der igen er gået selvcensur i kulturen? Marzouks udmelding synes i hvert fald at pege i en anden retning end Hartmans.

Naturligvis skal vi satirisere over jøderne og over holocaust, lige så vel som vi skal satirisere over islam, kristendom, buddhisme og så videre. Vi kan ikke frede én befolkningsgruppe eller ét område fremfor et andet.
Satiren og den sorte humor hjælper os til at opretholde en sund grad af selvironi, som også er en hjælp til mental overlevelse både i hverdagen og under ekstreme forhold.
Det turde være indlysende, at eksempelvis rædslerne under holocaust ikke blot må reduceres til indslag, som man kan muntre sig over i og under en teaterforestilling. Den lødige satire gør da heller ikke noget sådant. For den satire, som er kvalitativt i orden taler også til publikums forstand og dets evne til selv at sætte tingene i perspektiv.

Dét skal Betty Nansen Teatrets nye forestilling måles på, og ikke på, hvorvidt vi må gøre grin med jøder eller nogen anden udvalgt gruppe.

Dit ansigt som ikke kan ses i et spejl - kun i en andens

What is hell?
Hell is oneself,
Hell is alone, the other figures in it
Merely projections.
T.S. Eliot

Dette citat kan passende stå som en sammenfatning af temaet i Dobbeltgængeren (1846) af F.M. Dostojevskij.
Dobbeltgængeren er en fortælling om den russiske embedsmand, Goljadkin, som under en snestorm i Skt. Petersborg møder sin egen dobbeltgænger og hvirvles ind i en tilstand af mental oversvømmelse og ud i en række ukontrollerbare begivenheder:

>>Hu - dette vejr!...skulle der mon blive oversvømmelse?<< tænkte vor helt. >>Vandet er nok steget for voldsomt...<<

Den tragikomiske Goljadkin kan ses som en tidlig repræsentant for det moderne, splittede menneske. Hans største ønske er at udtrykke sit sande jeg, uden hensyntagen til almindelig skik og brug, og netop dér går han galt i byen: Fordi han ikke kan underlægge sig de gældende normer og spille den rolle, han er blevet tildelt, udstødes han af fællesskabet og isoleres i sin egen ensomhed.

Karen Blixen lader en af sine karakterer i "Syndfloden over Norderney" sige: "På din maske skal jeg kende dig." Goljadkins problem er, at han ikke er i stand til at udnytte maskens muligheder, og at masken derfor udnytter ham, med det resultat til følge, at Goljadkin selv bliver stadig mere uigenkendelig og på det nærmeste usynlig.
Romanen er både motivisk og kompositorisk bygget op omkring spejlinger. Fortællingen består således af tretten kapitler, hvis opbygning kan illustreres grafisk gennem billedet af en sommerfugl: De første seks kapitler spejler på indholdssiden de sidste seks, mens det syvende og midterste kapitel, som kan siges at udgøre sommerfuglens krop, står uden spejling.

Har man ikke tidligere læst noget af Dostojevskij, er Dobbeltgængeren et udmærket værk at begynde med: Her introduceres, i en overskuelig form, genkomne temaer i hele forfatterskabet, men i modsætning til mange af Dostojevskijs øvrige værker er persongalleriet såvel som sidetallet stærkt begrænset her. Det stærkt symbolladede værk giver endvidere righoldige muligheder for analyse og fortolkning for den læser, som holder af at gå i dybden med et værk. Romanens objektverden kan således betragtes som et udtryk for (anti)heltens bevidsthedstilstand. Det er et simpelt og velkendt greb i mange fortællinger, men Dostojevskijs håndværksmæssige dygtighed løfter dette kunstgreb op på et mesterligt niveau.


F.M. Dostojevskij:
Dobbeltgængeren

People's Press, København 2006

Hvor er nøglerne?

Hvis jeg havde valgt at læse filosofi som sidefag i stedet for engelsk, så havde jeg formentlig nu siddet med nøglerne til de spørgsmål, der trænger sig på, efterhånden som jeg får trevlet Virginia Woolfs To the Lighthouse op. Som det er nu, er en større research, som involverer både Platon, I. Kant og G.E. Moore, påkrævet.
På den anden side set: Hvis jeg havde læst filosofi i stedet for engelsk, så ville jeg formentlig ikke have fundet på at beskæftige mig med Virginia Woolf i mit speciale. Jeg ville i så fald kunne sidde og rasle med mine nøgler uden at have noget at låse op med dem.
Ud fra den betragtning har jeg altså – trods alt – fat i den lange ende. Og jeg skal nok finde nøglerne!

Sprogbrug

tastatur (af tast(e))
taste (til tast(e)) vb.: beføle, berøre; angribe, antaste
Obs.: - ikke at forveksle med det engelske ’taste’ [teist] (vb.) smage;
have smag; prøve, smage på; nyde

Skriver mig ind på dig
skriver henover dig
skriver lidt om dig
men mest mellem linierne
dit udtryk
mit indtryk
tryk avler modtryk
mit udtryk
dit indtryk
tast-at-urets tik-tak
tripper i takt til jeg
fuldstændig tryg ved dig
trykker mig ind til dig

tasterne tier
tegn sproget taler

Atter det enkle

Himmelrummet står åbent over gaderne. Med sig bærer blæsten en svag duft af grønne spirer, af frønnet bark og af overfladevarm muldjord. Fra fortovets rektangulære mønstre, fra de brændte blå og gyldne sten, springer modlys op som brudte flader af sølv, imens åens mørke isvand glimter for hver overfladekrusning i skyggespillet under de endnu nøgne træers forvredne udhæng. På en stamme nær ved broen lyser barkens grønhed, isprængt dunkelt kobberskær.
Jeg skubber lyden af bildæks susen mod asfalten bag mig til side. Ignorerer cykelstiens fade blå farve, der trænger sig på i kanten af den yderste øjenkrog. Ser bort fra videoudlejningsbutikkens skærende gule skiltning længere nede ad gaden, fra de ældre boligkarréers snavsede murværk.
Ser i stedet på en kobberstamme, smager på det kommende forårs ozonduft, vender mit øre mod musvittens kvidren i krattet. Glæden vrister sig fri af kulden. Vintergækkens spæde skud og hvide blomsterklokker bryder gennem jordskorpens tyngde. Banaliteter. Atter det enkle. Klokkerne klinger. Om lidt er det forår.

Billedskøn

Det er det diffuse lys
det hammershøjske islæt
i en linies bløde brydning
mod en flade i et ansigt
retoucheret ned til skønhed
Det er støvet i en fremmed
stemmes gammelkendte stålklang
Det er denne enkelhed
der én gang til har lokket
lyset frem af pytterne
på stien tilladt drømmeskær
at danse i de tomme spejles
tavshed som en sommerfugl
der fanget bag en rude mat af snavs
forgæves kaster sig mod
solens blege indfald

Kropsdigteren

Et digt springer ud af din krop
din krop springer ud af et digt
jeg får lyst
til at lægge mig tæt op ad dig
og mærke alverden opstå på ny

Himmelhøj linedans

Salman Rushdies roman, Klovnen Shalimar, er en stort anlagt fortælling om krig og kærlighed - to sider af samme sag. Fortællingen indledes med linedanseren og klovnen Shalimars mord på Max Ophuls, den tidligere amerikanske ambassadør i Indien. Et mord som overværes af Ophuls voksne datter. Herfra føres læseren tilbage til udgangspunktet for de begivenheder, som gennem et halvt århundrede har ledt op til mordet.
Klovnen Shalimar er en beretning om store følelser, om begær, om politik, om frihedskamp og om religiøst såvel som lidenskabeligt vanvid. Et vanvid, hvortil kimen lægges en første elskovsnat i Kashmir:

">>Du må ikke forlade mig,<< sagde han, idet han rullede om på ryggen og stønnede af lykke. >>Du kan lige vove på at forlade mig, jeg vil aldrig tilgive dig, og jeg skal nok få hævn, jeg slår dig ihjel, og hvis du får nogen børn med en anden mand, så slår jeg også børnene ihjel.<<
>>Hvor er du dog romantisk,<< svarede hun ubekymret. >>Du siger sådan nogle søde ting.<<

Romanen er en tragedie af græske dimensioner, i hvilken Rushdie har indvævet Østens myter og Vestens modernitet på godt og ondt. Rushdies håndværk er i top, og man taber ganske pusten ved tanken om den store research, der må ligge bag værket, ligesom man gang på gang må undres over forfatterens indsigt i det menneskelige sjæleliv.

Det er god, gammeldags fortællekunst. Det er himmelhøj linedans uden sikkerhedsnet.


Salman Rushdie:
Klovnen Shalimar

Gyldendal 2006

En bibliofils bekendelser

Så skete det igen. Jeg gik ind i Studenterboghandelen for at afhente Christina Hesselholdts Hovedstolen, som skal diskuteres på kurset om tendenser i nyere dansk litteratur i næste uge, og jeg kom ud derfra med tre værker foruden Hovedstolen. Når man nu er i en boghandel, så bliver man jo nødt til lige at se sig om.

Det første værk, der fangede mit blik var Det drømte træ - en bog, hvori kunstneren Hanne Skyum og digteren Pia Tafdrup fra hver deres udgangspunkt besynger træerne og deres skønhed.

Ganske pudsigt - når nu talen er om træer - faldt mit blik i næste nu på Ursula Andkær Olsens Skønheden hænger på træerne. Efter at jeg havde hørt digteren læse op af denne samling, var det naturligvis naturligvis en bog, som jeg ikke kunne gå forbi uden at måtte eje den.

Mit sidste køb i denne omgang blev Litteraturvidenskaben siden nykritikken: En kort introduktion, som er skrevet af min tidligere underviser i Engelsk litteratur, Lars Ole Sauerberg. Jeg anser dette køb for at høre hjemme i den faglige og derfor strengt taget fornuftige ende af indkøbsskalaen. Den vil formentlig vise sig nyttig at have ved hånden i årene fremover.

Hvorom alting er, så er det nok på tide, at jeg, let rødmende, erkender overfor mig selv, at jeg er bibliofil og således storforbruger af de smukke træer. Hmm - et næppe særligt 'grønt' træk!

Verden ifølge Freud

Drømmen er en billedgåde
billedgåden er en rebus
denne rebus er en ligning
med x antal ubekendte
dette antal ubekendte
løber i en labyrint
labyrinten er en ligning
denne ligning er en rebus
rebus er en billedgåde
billedgåden er en drøm

Lyrikkurser - et forslag

"Læserne gider ikke lyrik" har Peter Hagmund, kulturredaktør på Fyens Stiftstidende sagt her. Hagmunds udtalelse er en kommentar til Martin Glaz Serups kritik af Fyens Stiftstidendes sparsomme dækning af ny lyrik, som man kan orientere sig om her.

Jeg vil bestemt ikke afvise, at Hagmund kan have ret i sin påstand. Lyrik er tilsyneladende noget, som rigtig mange gerne vil skrive (se blot de mange poetiske forsøg f.eks. på digte.dk), men som de færreste har lyst til at læse.

Hvordan kan det nu hænge sammen? Min hjemmebryggede teori går ud på, at læserne simpelthen ikke længere har tradition for at læse (eller skrive?) digte. Man er med andre ord ikke klædt på til det. Før i tiden, da mine forældre var børn, terpede man salmevers i skolen. På den måde fik man smag for rytmen og det musikalske i et digt. På den tid var de fleste digte da også mere musikalske i deres opbygning. Og selvom jeg ikke sidder her med statistikker, ifølge hvilke jeg kan påvise hverken det ene eller det andet, så er det mit personlige indtryk, at tidligere generationer læste flere digte, end man gør i dag.

Digtekunsten forandrer sig imidlertid med hver generation, og gennem det sidste halve århundrede er det endda gået rigtig stærkt. Nye formeksperimenter kommer hele tiden til. Lyrikkens problem (eller måske snarere digternes) er så, at børn ikke længere terper salmevers i skolen, eller for nu at opdatere tingene lidt: Problemet er kort og godt, at børn og unge ikke længere undervises i at læse lyrik. Og i dag er det i højere grad end nogensinde før nødvendigt at lære noget om genren og om kunsten at læse den, fordi lyrikken i vid udstrækning er blevet intellektualiseret, og derfor i stigende grad henvender sig til de særligt indviede.

Tove Ditlevsen og Benny Andersen er stadig til at forstå for den almene læser. De to har fortsat deres berettigelse, selvom yngre og selvudnævnt avantgardistiske digtere i dag stikker næsen i sky og vrænger ansigt, når de nævnes. Ditlevsen og Andersen er for folkelige, lader det til. Men er det ikke (også) den brede læserskare, de nye digtere gerne vil nå? Det skulle man antage udfra et kommercielt synspunkt. Og det leder til spørgsmålet om, hvordan mennesker uden de særlige forudsætninger, som en uddannelse i f.eks. litteraturvidenskab tilvejebringer, skal have en ærlig chance for at få noget ud af systemdigtning, konkret poesi, og hvad det nu ellers alt sammen hedder?

Min pointe er, at hvis den nye digtning skal have en chance for at nå et bredere publikum, så skal der satses mere på lyrikken i danskundervisningen i skolerne. Og spørgsmålet er, om dansklærerne selv er rustet til at undervise i den moderne digtning?

Som så ofte før handler det nok grundlæggende om økonomiske resourcer: Er det samfundsøkonomisk forsvarligt at vægte undervisning i digtekunst fremfor eksempelvis undervisning i reklamemediets strategier? Er der tid og råd til begge dele?
Det kan der anlægges flere vinkler på. Som lyrikelsker kunne man jo sige, at lyrik er sundt for sjælen, og at den således kan betragtes som et terapeutisk redskab i kampen mod moderne tiders stress. Måske virksomhederne burde begynde at sende deres medarbejdere på lyrikkurser og efterfølgende tilbyde 15 minutters lyrikoplæsning over højttalerne to gange daglig?

Hvis køer producerer mere mælk, når man spiller musik for dem, så kan det jo tænkes, at menneskets ydeevne ligeledes optimeres, når det får en daglig dosis digtekunst. Det kunne i det mindste være et interessant eksperiment, som samtidig kunne give et fingerpeg om, hvorvidt det svenske rigsdagsmedlem, Hillevi Larssons, idé om kultur på recept er holdbar eller ej.

Og igennem

Jeg gik ind i en drøm
og igennem
Verden var klar som krystal sol
fanget ind af et ansigt på himlen
hang måger som V-tegn
alle lyde var klare som klokker på havet
år nul

Her lå evigheden bredt ud
det kunne begynde på ny vasket ren
gik jeg ind i den drøm
i det hus og den verden hvor
alt var forklaret og let
som en boble i brisen
gik ind og igennem

Nu fyger der salt gennem sprækken i døren
i havstokken skummer
gråkrappede bølger forblæste måger
hænger på himlen som V-tegn
og skriger
som rustne hængsler på døren skriger

hver gang jeg går ind i en drøm
og igennem

Angående anmelderiet

I forbindelse med den debat omkring redaktionelle processer, som for tiden kører i Sandkassen, og som man kan læse flere kommentarer til her, har jeg gjort mig følgende overvejelser (som også er sendt til Sandkassen):

Forholdet mellem kritikere og forfattere er et had/kærlighedsforhold. Sådan har det vist altid været, og sådan vil det formentlig blive ved med at være. Nye og håbefulde digterspirer bejler til særligt udvalgte kritikeres gunst, imens de afskriver andre anmelderes smagsdomme som useriøse og inkompetente. Det er naturligvis forståeligt, hvis en kritiker, som nu Klaus Rothstein, tager til genmæle overfor beskyldninger af netop denne art. Hvem bryder sig om at blive truet på levebrødet - eller på den faglige stolthed? Det gør hverken forfatteren eller anmelderen, lader det til.

En læsværdig anmeldelse vil vel til enhver tid været præget af en vis grad af subjektivitet. Det er jo ikke ensbetydende med, at anmelderen ikke har sin faglige viden i orden. Det betyder blot, at denne eller hin anmelder har en individuelt betinget sym- eller antipati overfor visse dele af en given tekst. Og er det ikke netop det, der gør anmeldelser værd at læse? En anmeldelse skal, som jeg ser det, beskrive bogen i sig selv så neutralt som muligt, men den skal også præsentere læseren for anmelderens personlige indtryk af og dermed dom over værket. Hvis det sidste ikke blev inddraget i anmeldelsen, så kunne man jo nøjes med at udsende en liste med bagsidetekster til diverse kulturredaktioner og således spare anmelderne væk.

Det forekommer mig endvidere, at være lidt for nemt at afskrive en anmeldelse som useriøs eller inkompetent med den begrundelse, at kritikeren ikke er specialist i den genre, som han har anmeldt. Anmelderen vil jo da, i langt de fleste tilfælde, have større viden om en specifik genre, end det almene publikum, som de fleste skønlitterære værker (og de respektive anmeldelser) henvender sig til. Dermed være ikke sagt, at det ikke er at foretrække, at et værk også anmeldes af en specialist indenfor dets særlige genre. Men det er nu en gang mest magtpåliggende for forfatteren og for den specialiserede læser. Kritikerens dom vil under alle omstændigheder kunne give publikum en retningsmarkør for, hvorvidt det ene eller det andet værk er værd at beskæftige sig med. Og når alt kommer til alt, så er en negativ eller en neutral omtale til enhver tid bedre end ingen omtale.

Det er forfatterne jo nok også klar over et eller andet sted. I hvert fald råbes der lige nu, i forfatternes lejr, på mere spalteplads til boganmeldelser. Især efterlyses flere anmeldelser af nye og ukendte forfattere. Personligt ville jeg da også sætte pris på, at kultursektionen fyldte noget mere i diverse aviser. Jeg forestiller mig endvidere, at mere kulturstof i aviserne kunne have en positivt opdragende/uddannende effekt på samfundet og således kunne fyre økonomisk op under dansk kultur i det hele taget. For guderne skal vide, at de mere åndelige aspekter af tilværelsen tilsyneladende er sørgeligt forsømt i store dele af den danske befolkning.

Vi må imidlertid både som kritikere, som forfattere og som menige læsere indse, at så længe spaltepladsen er begrænset, så må også kulturredaktionerne sortere kraftigt i de værker, de vælger at anmelde. Og i og med at de fleste aviser sigter forholdsvist bredt, så vil anmeldelser af mere ukendte kunstnere fortsat se sig henvist primært til de mere specialiserede og tilsvarende snævrere litterære tidsskrifter, hvor uhensigtsmæssigt dette end kan forekomme set udfra kunstnernes og de litterært interesseredes synspunkt.

Go-Go og stjerner i mørket

Uforlignelige, H.C. Andersenske Lars Bukdahl åbnede i aftes Odense Lyrikfestival 2007 med tåspidsdans, fyrige spark og poetiske indslag dyppet i DSB-sennep. Jo, Bukdahl kan danse -
Go-Go!

Mikael Josephsen fik den tunge opgave at udfylde scenen ovenpå Bukdahls fnysende og nysende præstationer. Alt taget i betragtning - for hvilken endnu ikke gennembrudt digter ville ikke være nervøs i aftenens selskab? - klarede Josephsen opgaven ganske hæderligt. Den socialrealistiske og dybt personlige tyngde i hans værker er måske en smule for tung for min smag, men det er ikke ensbetydende med, at fortællingerne ikke holder. For Josephsens tekster minder mere om fortællinger end om digte.

Pia Tafdrup, Danmarks ubestridelige digterdronning, sendte med spinetsprød stemme sine frostklare sætninger som stjerner op i mørket og beviste nok en gang, at der er god grund til, at Pia Tafdrup er blevet Pia Tafdrup.

Oplæsningen blev afrundet af Ursula Andkær Olsen, som hviskede hvidt ud i rummet og ind under hjernebarken. Sært, sart og dybt foruroligende.

Hvis du gik glip af fredag aftens arrangement, så fortvivl ikke:
Lyrikfestivalen fortsætter til og med søndag.

Unødvendige ruter

Der er enkelte lysglimt på vejen, når man følger Lonni Krause ad hendes Nødvendige ruter. Som for eksempel, når det i digtet ”Operation X” hedder:

Frontallap, en underlig lyd
Men lyden af snittet er værre
Han redigeres væk

Eller i ”Psykosefrost”, skønt titlen næsten er for tung til at bære de smukke, legende linier:

En fugl ligger spredt
for alle vinger

Samlingen kan således ikke afskrives som talentløs eller uden iboende potentiale, men overordnet må jeg sige: Jeg tror på, at Lonni Krauses nødvendige ruter har været nødvendige for hende selv og for hendes udvikling som digter. Men spørgsmålet er, om de er nødvendige for en læser?

Lonni Krause:
Nødvendige ruter

Books on Demand 2006

Odense Lyrikfestival 2007

I aften kl. 19 åbner Lars Bukdahl Odense Lyrikfestival. På aftenens program står Mikael Josephsen, Pia Tafdrup og Ursula Andkær Olsen. Vi er flere, der glæder os.

Incestlitteratur - selvpromovering eller Selvorientering?

Så er vi ved det igen: Det private og det dokumentariske i nutidens litteratur. I Smagsdommerne denne torsdag aften udtalte journalist og forfatter Klaus Rothstein, at Kim Leines debutværk, erindringsromanen Kalak (Gyldendal 2007), var dét af udsendelsens anmeldte værker, man skulle interessere sig for, fordi det var det eneste, der beskæftigede sig med virkeligheden.

Personligt mener jeg ikke, at referencen til virkeligheden er et i sig selv tilstrækkeligt gyldigt kriterium for at beskæftige sig med ét værk fremfor et andet. Det er imidlertid interessant - i forbindelse med den nye trend i dansk litteratur, som er omtalt i min forrige post på denne blog - at ikke blot Rothstein, men også aftenens to andre anmeldere (sognepræst Edith Thingstrup og Danmarksmesteren i Poetry-slam, Thorkil), fremhævede Kim Leines bog, som med sin beretning om incest og misbrug åbenbart taler lige ud af og lige ind i virkeligheden i disse timer og i disse år.

Incest, pædofili - kald det, hvad du vil - har været et stadigt mere brændende emne de seneste år. Var det Kristian Ditlev Jensen, der stak hul på den betændte byld med Det bliver sagt (Gyldendal 2002), eller var der andre før ham, som sagde det i det offentlige rum? I hvert fald er der siden fremkommet flere åbenhjertige beretninger i bog- og artikelform om overgreb på børn. Notabene bør det lige bemærkes for de uindviede, at begrebet incest i dag ikke blot betegner seksuelle overgreb blandt direkte blodsbeslægtede, men tillige kan betegne overgreb, foretaget af andre voksne, som barnet står i et tillids- og/eller afhængighedsforhold til.

Incest er vel noget af det mest private, man kan tale om, eftersom emnet i så mange år har været tabuiseret. Når fænomenet derfor sælger bøger idag, så kan man anlægge den kyniske vinkel på tingene, at det skyldes læsernes nyfigenhed. Det kan imidlertid også skyldes, at mellem 1-4 børn ud af 10, statistisk set, udsættes for en eller anden form for seksuelt overgreb i løbet af deres opvækst. Heraf følger, at der må være en temmelig stor potentiel læserskare blandt dem, der ikke selv har fået det sagt, og som måske har behov for, gennem spejlingen i andres personlige historier, at bearbejde deres egne oplevelser.

Incestberetningerne, som altså for øjeblikket synes at være af særlig interesse for mange læsere - og forfattere, er endnu et eksempel (og et af de tydeligste) på, hvordan det private og det dokumentariske slår igennem i litteraturen i disse år. Sådanne beretninger går et skridt videre, end den del af bekendelseslitteraturen fra 1970erne, som beskrev forfatterens seksuelle udskejelser. Det gør de, fordi incest ikke så meget handler om sex og om det fysiske legeme, men i højere grad om det psykiske overgreb, nemlig indvaderingen af det personlige og sjælelige rum, og den følgende nedbrydning af offerets grænser. Den forfatter, som vælger at skrive personligt og dokumentarisk om incest, klæder sig således nøgen for alverden i mere end én forstand. Det 'interessante' er ikke det fysiske overgreb i sig selv, men hele den psykologiske dynamik, som ligger i situationen, og hvad deraf følger sidenhen af traumatiske konsekvenser for offeret og for offerets omgivelser. Når et incestoffer derfor vælger at delagtiggøre omverdenen i sine oplevelser og skriver en bog om emnet, så er det næppe udfra en ekshibitionistisk trang til at udstille sig selv, men snarere i et forsøg på at bearbejde og afmystificere eller af-tabuisere incesten og dens konsekvenser - for forfatterens egen såvel som for andre mulige ofres skyld. Der må således, i hvert fald når det gælder denne form for bekendelseslitteratur, stilles spørgsmålstegn ved betegnelsen 'selvpromovering', som har været brugt (også i mit tidligere indlæg) til at beskrive nyere tids litteratur. Måske er her snarere tale om en personlig Selv-orientering, som forsøger at indgå i en ny (og bedre) dialog med omverdenen.

Ny litteratur i en globaliseret verden

I dette semester følger jeg et kursus om tendenser i ny dansk litteratur. Vi skal her, som det hedder i kursusbeskrivelsen, undersøge "hvordan det private, det dokumentariske og det politiske optræder i aktuel dansk prosa og lyrik". Det skal nok blive interessant.

Når det gælder litteratur, gives der jo sjældent ét rigtigt svar eller en endegyldig sandhed om noget som helst. Man vil således også kunne anlægge forskellige vinkler på, hvorfor netop det selvpromoverende, det selvafsøgende og -fremstillende i stigende grad blander sig i fiktionens univers. Og netop de mange vinkler, det kalejdoskopiske eller globaliserede perspektiv på tilværelsen, synes at spille en væsentlig rolle i nyere litteratur i det hele taget (ikke kun den danske).

Betragter man de nævnte tendenser i en sociologisk/(kultur)historisk sammenhæng, så kunne man vel sige, at grænserne mellem det indre og det ydre, mellem du og jeg, mellem det private og det offentlige er blevet stadig mere flydende siden modernitetens første indvarsling af den gradvise nedbrydning af traditioner,institutioner og landegrænser såvel som andre grænser. Hvor individets selvopfattelse tidligere var indfældet i en fælles historie, som var dikteret af social position, familliemæs-sigt, partipolitisk og nationalt tilhørsforhold og så videre, dér er den enkelte nu blevet langt mere mobil eller frit stillet. Ophævelsen af skel og grænser i den ydre verden har følgelig fået konsekvenser for individets indre verden.

Når den nyere litteratur derfor blander fakta og fiktion, selvbiografisk materiale og ren fantasi, og når ikke blot digtere og forfattere, men de yngre generationer i det hele taget, synes optaget af at promovere sig selv i en grad, der tilnærmer sig det ekshibitionistiske(tænk f.eks. på de mange reality-serier på TV - og indholdet af visse blogs), så er det måske fordi, mennesket i det enogtyvende århundrede er i færd med at definere sig selv og det at være menneske på en ny måde.

Det er klart, at den eksistentielle rodløshed, som næsten uundgåeligt må følge i modernitetens kølvand - og i kølvandet på globaliseringen, som jo også medfører kulturelle sammenstød, kan slå ud i negativ form som for eksempel social utilpasset-hed, og hvad deraf følger af øget vold, kriminalitet, racisme og religiøs fanatisme. Hos andre synes den eksistentielle rodløshed imidlertid frugtbar i den forstand, at den gøder jorden for en ny tilværelsesforståelse og selvopfattelse, som f.eks. hos de yngre forfattere, der måske kommer en realistisk virkelighedsopfattelse nærmere, netop når de lader hånt om tidligere tiders skel mellem fakta og fiktion - eller sætter denne i spil, og når de opgiver idéen om menneskets jeg som en fast og uforanderlig kerne.

Om det at være bogelsker

Gennem de forløbne måneder er det lykkedes mig at føje adskillige bøger til min samling uden at få dem læst. Det skyldes bestemt ikke manglende lyst, men må tilskrives manglende tid. I disse måneder er jeg nemlig i færd med at skrive mit speciale, og jeg tillader derfor ikke mig selv at læse meget andet end specialerelateret litteratur. I mit tilfælde vil det sige litteratur af og om Karen Blixen og Virginia Woolf.

Nu står mine nyligt erhvervede værker imidlertid og hvisker lokkende til mig fra deres respektive alfabetisk indekserede pladser på reolerne. Jeg kan for eksempel nævne Orhan Pamuks Sne, som jeg har påbegyndt, men har besluttet at gemme, indtil jeg får tid til at læse den sideløbende med Camus Den fremmede, idet jeg tidligt har sporet et slægtskab de to værker imellem. Desuden venter Marilynne Robinsons Gilead, fire små romaner af Pär Lagerkvist (indkøbt antikvarisk af min søster og overbragt med den besked, at de ikke længere genoptrykkes af danske forlag – forbryderisk!), A.S. Byatts The Djinn in the Nightingale’s Eye, som er en gave fra mit barnebarn,Gogols Døde Sjæle og Per Højholts Auricula – ligeledes gaver. Den senest indkøbte bog, som jeg absolut måtte have i dag, er Herman Bangs Noveller. Bangs enestående stil faldt jeg for, da vi på mit studie blev introduceret for ”Franz Pander”. Men denne måneds godnat-læsning er Klovnen Shalimar, et på alle måder gedigent værk af Salman Rushdie, som jeg har tænkt mig at anmelde på denne blog, så snart sidste blad er vendt.

I sektionen for faglitteratur bemærker jeg Sandhed og metode af Hans Georg Gadamer – en bog, som nok vil kræve noget mere end en times koncentration hver aften ved sengetid.
Min digtsamling er ligeledes blevet udvidet – denne gang med Pia Tafdrups jubilæumsudvalg, Springet over skyggen, som min søn og hans kæreste har foræret mig.

Efterhånden ligner min etværelses mere et bibliotek, end den ligner noget andet. Det gør mig nu ikke noget. Jeg kan nemlig godt følge Jorge Luis Borges, når han siger: ”Jeg har altid forestillet mig Paradis som en form for bibliotek”.
Det bliver dog efterhånden lidt vanskeligt at forsvare fortsatte bogindkøb både overfor andre og overfor mig selv. De eksisterende reoler er fyldt op, og for øjeblikket har jeg svært ved at se, hvor jeg skulle placere en mere. Det kan således gå hen og blive en ganske bekostelig affære at være bogelsker og -samler, da det med tiden utvivlsomt må medføre en flytning til en større (og mere bekostelig) lejlighed. Jeg har også ondt ved at skille mig af med min nuværende bolig, da jeg har et vidunderligt lysindfald gennem fire store, sydvendte vinduer, og tilsvarende udsigt til himmel og grønne arealer, hvilket man nok kan have brug for, når blikket med jævne mellemrum må løftes fra bogsiderne og indstilles på uendeligt for at lindre trætheden i øjnene.

Hvorom alting er, så kan jeg se, at den dag mit speciale er afleveret – og dermed den specialerelaterede litteratur, som universitetsbiblioteket jo ganske givet vil ønske tilbageleveret, så får jeg frigjort i hvert fald én hylde på reolen ved min skriveplads. Desværre vil det så igen betyde, at jeg må ud og opspore adskillige af de ganske udmærkede og oplysende værker, som jeg har læst om Blixen og Woolf, og som på det nærmeste er blevet uundværlige for mig.
Jeg har dog indtil videre lov at håbe på, at jeg, efter endt uddannelse, bliver fuldtids-skribent eller underviser i litteratur og således får et job, hvor jeg kan beskæftige mig med bøger. Og måske endda kan få eget kontor med tilhørende reoler.
Dét ville jeg gerne være!

Familien Ingalls - også for voksne

"Engang for længe siden - for mere end firs år siden - boede der en lille pige i et lille, gråt hus, bygget af tømmerstokke, dybt inde i de store skove i Wisconsin ovre i Amerika.
Store, mørke træer stod hele vejen rundt om huset. Bag ved dem var der andre træer og bag dem igen endnu flere træer. Så langt et menneske kunne gå mod nord i løbet af en dag eller en uge eller en hel måned, var der ikke andet end skov. Der var ingen huse. Der var ingen veje. Der var ingen mennesker. Der var ikke andet end træer og de vilde dyr, som hørte hjemme i skovene."

Så isoleret levede nybyggerfamilien Ingalls i 1800tallets USA. Vanskeligt at forstå, måske, for et bymenneske i det 21ende århundrede - men så meget desto mere lærerigt (for både børn og voksne) at læse om.
Citatet ovenfor stammer fra indledningen til Laura Ingalls Wilders Det lille hus i den store skov, som er det første bind i den romanserie, der siden er blevet kendt gennem TV-serien Det lille hus på Prærien (med titel efter bind 2 i serien).
Lad det være sagt med det samme: TV-produktionen yder ikke bøgerne retfærdighed. Ingalls Wilders smukke romaner er her blevet reduceret til en portion drivende sentimental sødsuppe. Det er ærgerligt, for det kan nok afholde mange potentielle læsere fra at tage Ingalls Wilders bøger med hjem fra biblioteket eller fra boghandleren.

Romanserien er skrevet i et enkelt sprog, som for hvert bind nogenlunde svarer til den aldersmæssige udvikling hos hovedpersonen Laura, igennem hvis øjne de forskellige begivenheder ses. I den forstand kan de første bind i serien opfattes som børnelitteratur, imens de sidste bind nok hovedsalig vil tale til de voksne læsere. Både børn og voksne kan dog med interesse følge familiens liv og herigennem lære meget om, hvordan tilværelsen tog sig ud for amerikanske nybyggere på den tid.
Detaljeret berettes om produktion af ahornsirup, om bjørnen, der hjemsøger husdyrenes fold, om græshoppesværmen, som ødelægger høsten og invaderer huset, om mødet med indianerne, om skikke og traditioner blandt nybyggerne og meget, meget mere.
I Gyldendals seneste genoptryk af serien har man heldigvis bibeholdt Garth Williams charmerende illustrationer fra 1953.

Fra min egen barndom husker jeg Laura-bøgerne som både hyggelige og spændende, og jeg kan anbefale dem varmt til højtlæsning for hele familien.


Laura Ingalls Wilder
Det lille hus i den store skov

Gyldendal 2006

Frihed og fordom

I december udkom Knud Bjarne Gjesings ’Hån, spot og latterliggørelse’ med undertitlen Egyptisk satire under Muhammed-krisen på GPO forlag. Bogen er en lille net paperback, som foruden essayet ”Ytringsfrihed og religionsfrihed” indeholder tretten satiriske tegninger, der tidligere har været trykt i den egyptiske avis Al Fagr som et modangreb på de danske karikaturer, der udløste hele balladen.

Det er muligt, at danske aviser og anmeldere er blevet mættede med bøger om Muhammed-krisen, for guderne skal vide, at denne krise affødte en lind strøm af debatbøger om Islam, ytringsfrihed og religionsfrihed i det globaliserede samfund, men det er nu synd at netop denne bog hidtil ikke har fundet vej til spaltepladserne i diverse avisers kultursektioner.

Det er synd, fordi ’Hån spot og latterliggørelse’ på en både underholdende og intelligent måde kort og klart redegør for og tager stilling til en lang række af de problemstillinger, som Muhammed-krisen bragte frem i lyset. Overordnet set drejer det sig naturligvis, som essayets titel indikerer, om forholdet mellem ytringsfrihed og religionsfrihed, og her er forfatterens holdning klar:


”[..]i en nutidig sammenhæng kan religionsfrihed og ytringsfrihed ikke sidestilles som størrelser, der afgrænser hinanden, eller hvor ytringsfriheden endog må underlægges religionens diktat. Forholdet bør rettelig opfattes omvendt. Ytringsfriheden må principielt anses for mere fundamental end religionsfriheden, eftersom ytringsfriheden generelt sikrer retten til fri religionsudøvelse, hvorimod religionsfriheden ikke modsat yder en generel garanti for retten til at ytre sig frit.”


Med fare for at støde sine akademiske kolleger har Knud Bjarne Gjesing i denne bog vovet at benytte sin ytringsfrihed til give udtryk for en holdning, som går imod den politiske korrekthed i den del af det offentlige rum, hvor den såkaldte intelligentsia og en del venstreorienterede bevæger sig rundt. Spørgsmålet er imidlertid, om ikke flere intelligente enkeltindivider, bag deres puritanske masker og bag deres frygt for at blive slået i hartkorn med fanatiske indvandrerfjendske grupper, tænker i de samme baner som Gjesing?

Hvorom alting er, så har den politiske korrekthed imidlertid allerede sat sit præg på lovgivningen i nogle lande, hvorfor man kan have al mulig grund til at frygte, at retssikkerheden (og de demokratiske rettigheder) vil blive undergravet indefra. Gjesing giver et glimrende eksempel, idet han fremkommer med en klog analyse af en lov, som ”i forholdsvis ubemærkethed” trådte i kraft i Norge d. 1. januar 2006. Det drejer sig om lovnr. 2005-06-03-33 AID, som har til formål at hindre diskriminering på grund af etnicitet, national oprindelse, afstamning, hudfarve, sprog, religion og livssyn, ”idet man dog ikke betragter forskelsbehandling, der har karakter af ’positiv særbehandling’, for diskriminerende”. Loven indskrænker sig, som Gjesing påpeger det, ikke til blot at forbyde konkrete handlinger eller undladelser, men retter sig tillige mod ytringer, der virker eller har til formål at virke krænkende, skræmmende, fjendtlige, nedværdigende eller ydmygende. Problemet, mener Gjesing, er at afgøre, hvornår en ytring virker eller har til formål at virke krænkende etc. Men dér, hvor det går rigtig galt med den nye norske lov, er i lovens paragraf vedrørende bevisbyrde. Her hedder det:

”Hvis det foreligger omstendigheter som gir grunn til å tro at det har funnet sted brudd på bestemmelsene […], skal det legges til grunn at brudd har funnet sted, hvis ikke den som er ansvarlig for handlingen, unnlatelsen eller ytringen sannsynliggjør at det likevel ikke har funnet sted slikt brudd.”

Ja, man kan vel kun være enig med Gjesing, når han med udråbstegn konkluderer: ”Du er skyldig, indtil du har modbevist det!” Norges nye lov medfører således et klart brud på almindelig gældende retspraksis i et demokratisk samfund.

Hvorfor er det så vigtigt, hvilken retspraksis, der kommer til at gælde ikke blot i Norge eller for eksempel Storbritannien, hvor den politiske korrekthed og en rimeligvis deraf affødt (ufrivillig?) leflen – ikke for brede muslimske kredse, men netop for de islamiske fundamentalister – har medført en række forbud mod blandt andet afbildning af grise i offentlige bygninger i visse områder?
Det vil jeg gerne svare på med egne ord: Det er vigtigt, fordi retssikkerheden er grundlæggende i en demokratisk verden. Det er vigtigt, fordi en demokratisk verden, som netop er en verden, i hvilken ytringsfriheden såvel som religionsfriheden tilgodeses, immervæk er den verden, som de fleste mennesker fortsat synes at stræbe efter. Det er vigtigt, fordi det at give køb på ytringsfriheden til fordel for enkelte gruppers divergerende opfattelser af, hvad de måtte anse for at være blasfemisk eller på anden måde krænkende, er et svigt i forhold til den enkeltes personlige frihed såvel som samfundets. Og det gælder, uanset hvilken hudfarve, hvilken religion eller hvilken etnisk oprindelse individet eller gruppen har.

Med ’Hån, spot og latterliggørelse’ sætter Knud Bjarne Gjesing fokus på flere problemer og spørgsmål, som måske nok i første omgang blev synliggjort i forbindelse med Muhammed-krisen, men som fortsat består. Gjesings analyser og kommentarer er velovervejede, intelligente og skarpe, og bogen kan varmt anbefales til enhver, der ønsker at sætte sig ind i den danske og den europæiske globaliseringsproblematik i det hele taget – og i den fortløbende diskussion om forholdet mellem ytringsfrihed og religionsfrihed i særdeleshed.


Knud Bjarne Gjesing:
'Hån, spot og latterliggørelse'

GPO forlag 2006

Den indre svinehund

Sognepræst Edith Thingstrup, som sad med i panelet i forgangne aftens udgave af Smagsdommerne, udtalte, efter at have set Hvordan vi slipper af med de andre?: "Jeg finder linierne, der køres ned til jødeforfølgelserne, usmaglige."
På trods af at Thingstrup altså må have bemærket allusionen til jødeudryddelserne - og andre folkemord, så savnede hun et politisk budskab i filmen.

Forfatterskoleeleven Shadi Angelina Zeghi var imidlertid i stand til at se bag om og bort fra politiske budskaber eller mangelen på samme. Zeghi nævnte, at hun ved at se filmen blev konfronteret med sit indre svin - eller hullerne i sin egen humanisme.

Jeg så selv filmen sidste fredag, da den havde premiere, og umiddelbart må jeg sige, at min oplevelse ligger tættest på den, som Zeghi gav udtryk for.
Hvad der hidtil er blevet sagt og skrevet om filmen de fleste steder - at det er en komedie og en fremtidsvision, der handler om, hvordan de borgere, som bidrager positivt til samfundet (læs bruttonationalproduktet) slipper af med alle nasserne og skravlene, er simpelthen for overfladisk.
Idémæssigt er filmen af langt større dimensioner, hvilket den opmærksomme seer vil opdage ved at følge udviklingen hos enkelte karakterer, fra de introduceres og frem til rulleteksterne. Her tænker jeg ikke mindst på den forvandling, Folke - desværre overspillet af Søren Fauli -undergår.
Zeghi har nemlig fuldstændig ret, når hun siger, at man som tilskuer bliver konfronteret med hullerne i sin egen humanisme. Jeg vil gå så langt som til at sige, at man bliver konfronteret med sin egen indre svinehund, og at det går op for én, at vi alle har det bæst indeni os. Hvor lang snor den får, ja det er egentlig kun afhængigt af, i hvilken retning den politiske korrektheds vinde blæser her og nu, i det miljø, man til daglig er en del af. I den forbindelse er det helt på sin plads, at der trækkes linier til Nazisternes jødeforfølgelser - og andre forfølgelser af enkelte samfundsgrupper.

Hvordan vi slipper af med de andre? er ikke nogen stor film, og den vil næppe gå over i filmhistorien. Det er desuden en fejltagelse at betegne den som en komedie - med lidt god vilje kunne den dog kaldes en satire. Men filmen er et værk, der giver stof til eftertanke, hvis man formår at sætte det, der foregår umiddelbart for øjnene af en, blot en smule i perspektiv.
Skuespilpræstationerne er på det jævne (efter en dansk målestok, hvis jeg må være så flabet). Dog spiller Søren Pilmark ganske habilt i rollen som forhørsleder og selvbestaltet bøddel, og Lene Poulsen må roses for sin troværdighed i rollen som den smålurvede rufferske Nancy.


Hvordan vi slipper af med de andre?

Instruktion: Ander Rønnow Klarlund
Manuskript: Rasmus Botoft og Anders Rønnow Klarlund