Vokser ud af det hus
hvor jeg voksede op
må bøje nakken
for ikke at støde mod loftet
kravler gennem gangene
hvor lyset går ud
når man tænder
løber over loftet
og ser ikke lemmen i gulvet
åben som en grav
løber over graven
som ikke er der
og falder
ud af min barndom
Saturday, March 31, 2007
Friday, March 30, 2007
Blomsterudspring
Taksigelse
En lille taksigelse på en mirakelblå dag kunne lyde som den tidligere omtalte Rod McKuen's "Thank you":
"All the taxi horns have sounded their retreat.
The wind is down to nothing but a whisper in the
street.
And now as you lie sleeping I'll take
a moment just to tell you
all the things I never say when you're awake.
Thank you for the raspberries this morning
and thank you for the orange marmalade.
And last night let me say
when you might have gone away
thank you very much because you stayed.
Thank you for the sun you brought this morning
even though the sky was full of clouds.
And thank you for the way
you held me yesterday
and steered me through the noisy Paris crowds.
I can't look ahead to the future
and I'm too old to run home to the past.
So now while you sleep on beside me
I'll do what I can to make this moment last.
Thank you for another special morning
and thank you for an even better day.
And thank you in advance
if there's even half a chance you'll stay,
one more morning. One more day."
"All the taxi horns have sounded their retreat.
The wind is down to nothing but a whisper in the
street.
And now as you lie sleeping I'll take
a moment just to tell you
all the things I never say when you're awake.
Thank you for the raspberries this morning
and thank you for the orange marmalade.
And last night let me say
when you might have gone away
thank you very much because you stayed.
Thank you for the sun you brought this morning
even though the sky was full of clouds.
And thank you for the way
you held me yesterday
and steered me through the noisy Paris crowds.
I can't look ahead to the future
and I'm too old to run home to the past.
So now while you sleep on beside me
I'll do what I can to make this moment last.
Thank you for another special morning
and thank you for an even better day.
And thank you in advance
if there's even half a chance you'll stay,
one more morning. One more day."
Wednesday, March 28, 2007
Marts
Det er marts
og en kvinde lægger stille pennen fra sig
lader håndens slanke fingre glide over bordets flade
det er marts og der er løfter om april og maj i luften
Det er marts
og en kvinde iført frakke tøver lidt på trappetrinet
stryger hånden over håret
imens brisen køligt stryger over landet
det er marts
Det er marts
og en kvinde samler sten ved flodens bred
bemærker mønstrene og tyngden i hver flade
synker dybt i skræntens blødhed
det er marts
Det er marts
og en kvinde vader ud i floden Ouse
hvor tankestrømmen blander sig med flodens
Langt om længe ét med bølgerne
og marts april og maj
I dag, d. 28. marts, er det 66 år siden, at Virginia Woolf druknede sig i floden Ouse.
Livet igennem havde vandelementet draget Virginia, hvilket man kan forvisse sig om ved at læse hendes breve og dagbøger, som i øvrigt fremstår som unikke kunstværker i sig selv. Med romanen The Waves (1931) kom hun måske en fremskrivning af havet og bølgerne nærmere end nogensinde. The Waves er et kompliceret værk, som imidlertid forekommer essentielt, hvis man vil forsøge at trænge ind i forfatterens ikke mindre komplicerede psyke. Den psyke, som i det tidlige forår 1941 fik hende til at forlade sit hjem, vandre over markerne og træde ud i en ydre materialisering af den indre tankestrøm, hvori hun ikke længere kunne bunde.
Tuesday, March 27, 2007
Specialeovervejelser
Da jeg fortalte mine unge medstuderende og litterære bekendte, at jeg havde tænkt mig at skrive om Karen Blixen og Virginia Woolf i mit speciale, viste der sig et skeptisk udtryk på deres ansigter.
Da jeg fortalte dem, at jeg ydermere ville inddrage en biografisk vinkling, så de direkte forfærdede ud - et udtryk, som et øjeblik efter afløstes af en let nedladende hovedrysten.
Jeg havde læst på Universitetet i 5 snart 6 år: Havde jeg da slet intet lært? Biografisk tolkning var yt, død, borte, hedengangen, oldnordisk. Den vise ville vælge den sikre vej, som var anvist gennem nykritikken og de analysemetoder, som fulgte den.
Myten om det autonome kunstværk havde åbenbart bidt sig fast i de dugfriske og mindre overskrevne hjerner.
Det kan gerne være, at Blixen og Woolf er 'gamle' forfattere. Men deres værker har holdt over tid. Derfor har de fortsat noget at sige en nutidig læser.
Det er også rigtigt, at der stadig i nogen grad hersker den konsensus på de højere læreanstalter, at grænsen mellem værk og forfatter ikke bør overskrides (som nykritikken foreskrev det). At opretholde dette skel, når vi taler Blixen og Woolf, er imidlertid en alvorlig vildfarelse. Det er så tydeligt, at disse to litterære ikoner tog udgangspunkt i biografisk materiale, når de skrev, at det ville være en reduktion af dimensioner, hvis man negligerede det biografiske element. Ydermere var især Blixen en mester i en selviscenesættelse, som moderne tiders selvpromoverende show-skribenter kunne lære meget af.
Og så kan jeg jo glæde mig over, at grænsen mellem liv og kunst, mellem fiktion og dokumentar, i disse år bliver stadig mere flydende for ikke at sige udvisket. Nu spilles der ligefrem - i hvert fald fra forfatternes side - med eller i dette krydsfelt.
Så måske er det fastholderne af nykritikken og de deraf beslægtede analysemetoder, der i virkeligheden er de gammeldags og bagstræberiske. Det kan man overveje.
Da jeg fortalte dem, at jeg ydermere ville inddrage en biografisk vinkling, så de direkte forfærdede ud - et udtryk, som et øjeblik efter afløstes af en let nedladende hovedrysten.
Jeg havde læst på Universitetet i 5 snart 6 år: Havde jeg da slet intet lært? Biografisk tolkning var yt, død, borte, hedengangen, oldnordisk. Den vise ville vælge den sikre vej, som var anvist gennem nykritikken og de analysemetoder, som fulgte den.
Myten om det autonome kunstværk havde åbenbart bidt sig fast i de dugfriske og mindre overskrevne hjerner.
Det kan gerne være, at Blixen og Woolf er 'gamle' forfattere. Men deres værker har holdt over tid. Derfor har de fortsat noget at sige en nutidig læser.
Det er også rigtigt, at der stadig i nogen grad hersker den konsensus på de højere læreanstalter, at grænsen mellem værk og forfatter ikke bør overskrides (som nykritikken foreskrev det). At opretholde dette skel, når vi taler Blixen og Woolf, er imidlertid en alvorlig vildfarelse. Det er så tydeligt, at disse to litterære ikoner tog udgangspunkt i biografisk materiale, når de skrev, at det ville være en reduktion af dimensioner, hvis man negligerede det biografiske element. Ydermere var især Blixen en mester i en selviscenesættelse, som moderne tiders selvpromoverende show-skribenter kunne lære meget af.
Og så kan jeg jo glæde mig over, at grænsen mellem liv og kunst, mellem fiktion og dokumentar, i disse år bliver stadig mere flydende for ikke at sige udvisket. Nu spilles der ligefrem - i hvert fald fra forfatternes side - med eller i dette krydsfelt.
Så måske er det fastholderne af nykritikken og de deraf beslægtede analysemetoder, der i virkeligheden er de gammeldags og bagstræberiske. Det kan man overveje.
Monday, March 26, 2007
All soft and gold - the safest place to land
For mange, mange år siden forærede Natascha mig en digtsamling. Det var en lille bog i lommeformat - hvid stofindbinding med guldtryk. Listen to the warm, stod der på bogryggen. Og nederst til højre på forsiden stod digterens navn prentet: Rod McKuen.
Dengang var jeg ikke videre engelskkyndig, så der var mange af teksterne jeg ikke umiddelbart begreb. Alligevel var der noget i ordenes musik, i stemningerne, der greb mig. Siden er bogen, gennem de snart tredive år, der er gået, siden jeg fik den, gang på gang blevet taget ned fra reolen. Den har forvandlet sig til en brugt bog. En elsket bog. Mærket med æselører på talrige sider, smånusset. Det ses, at den har været mellem hænder, og at den er blevet kælet for. Med tiden forstod jeg jo flere og flere af teksterne, og magien holdt.
Igår tog jeg den ned fra hylden igen. Bogen bærer en kortfattet dedikation: "For E" står der. Og nedenfor har forfatteren skrevet med kursiv: "If you cry when we leave Paris I'll buy you a teddybear all soft and gold".
Så smukt og enkelt kan det siges. Og sådan fortsætter prosadigtene hele værket igennem - om end de folder sig ud over flere linier.
I mange år vidste jeg ikke, hvem forfatteren var. Med andre ord: Jeg havde ikke andre referencer end netop denne digtsamling. Nu ved jeg noget om ham, som jeg ikke vidste igår. Jeg har fundet ham her.
I sin velkomsthilsen skriver han: "No map to help us find the tranquil flat lands, clearings calm, fields without mean fences. Rolling down the other side of life our compass is the sureness of ourselves. Time may make us rugged, ragged round the edges, but know and understand that love is still the safest place to land."
Jeg er Rod McKuen umådeligt taknemlig for de tekster, som har dannet klangbund til oplevelser i mit liv i tidens løb. - Og Natascha naturligvis. For uden hendes gave havde jeg næppe stiftet bekendtskab med Rod McKuen og hans poesi.
Et teksteksempel er på sin plads her. Jeg vælger at bringe digtet "Like a Child" i sin helhed. Fordi det er umuligt at udvælge blot en del af det, og fordi det er et af dem, som der er sat et æseløre ved - og fordi jeg i dag forstår det bedre end nogensinde før:
"Like a child I just sat in the sunlight
and played with the minutes as they went running by.
Like a child who had never known sorrow
I didn't hurry tomorrow I just looked at the sky.
While the clouds went on endlessly passing.
All the clouds on their long voyage home
seemed to say that youth is everlasting
but a rose cannot grow alone.
Like a child I would listen in silence
to the soft sound of evening as it caught up the day,
till you were there in the gathering darkness
and we found that our green years had all gone away.
Now the clouds are going forever
here awhile then gone evermore
and a child on the far side of never
has to run when time closes the door.
Then take my hand and as children we'll go now
all alone through the thundering crowds.
Take my hand and together we'll look now
like a child for the little lost clouds."
Rod McKuen:
Listen to the Warm
Random House 1967
Dengang var jeg ikke videre engelskkyndig, så der var mange af teksterne jeg ikke umiddelbart begreb. Alligevel var der noget i ordenes musik, i stemningerne, der greb mig. Siden er bogen, gennem de snart tredive år, der er gået, siden jeg fik den, gang på gang blevet taget ned fra reolen. Den har forvandlet sig til en brugt bog. En elsket bog. Mærket med æselører på talrige sider, smånusset. Det ses, at den har været mellem hænder, og at den er blevet kælet for. Med tiden forstod jeg jo flere og flere af teksterne, og magien holdt.
Igår tog jeg den ned fra hylden igen. Bogen bærer en kortfattet dedikation: "For E" står der. Og nedenfor har forfatteren skrevet med kursiv: "If you cry when we leave Paris I'll buy you a teddybear all soft and gold".
Så smukt og enkelt kan det siges. Og sådan fortsætter prosadigtene hele værket igennem - om end de folder sig ud over flere linier.
I mange år vidste jeg ikke, hvem forfatteren var. Med andre ord: Jeg havde ikke andre referencer end netop denne digtsamling. Nu ved jeg noget om ham, som jeg ikke vidste igår. Jeg har fundet ham her.
I sin velkomsthilsen skriver han: "No map to help us find the tranquil flat lands, clearings calm, fields without mean fences. Rolling down the other side of life our compass is the sureness of ourselves. Time may make us rugged, ragged round the edges, but know and understand that love is still the safest place to land."
Jeg er Rod McKuen umådeligt taknemlig for de tekster, som har dannet klangbund til oplevelser i mit liv i tidens løb. - Og Natascha naturligvis. For uden hendes gave havde jeg næppe stiftet bekendtskab med Rod McKuen og hans poesi.
Et teksteksempel er på sin plads her. Jeg vælger at bringe digtet "Like a Child" i sin helhed. Fordi det er umuligt at udvælge blot en del af det, og fordi det er et af dem, som der er sat et æseløre ved - og fordi jeg i dag forstår det bedre end nogensinde før:
"Like a child I just sat in the sunlight
and played with the minutes as they went running by.
Like a child who had never known sorrow
I didn't hurry tomorrow I just looked at the sky.
While the clouds went on endlessly passing.
All the clouds on their long voyage home
seemed to say that youth is everlasting
but a rose cannot grow alone.
Like a child I would listen in silence
to the soft sound of evening as it caught up the day,
till you were there in the gathering darkness
and we found that our green years had all gone away.
Now the clouds are going forever
here awhile then gone evermore
and a child on the far side of never
has to run when time closes the door.
Then take my hand and as children we'll go now
all alone through the thundering crowds.
Take my hand and together we'll look now
like a child for the little lost clouds."
Rod McKuen:
Listen to the Warm
Random House 1967
Sunday, March 25, 2007
- og vi så hans herlighed
"I have sometimes dreamt, at least, that when the Day of Judgement dawns and the great conquerors and lawyers and statesmen come to receive their rewards - their crowns, their laurels, their names carved indelibly upon imperishable marble - the Almighty will turn to Peter and will say, not without a certain envy when He sees us coming with our books under our arms, 'Look, these need no reward. We have nothing to give them here. They have loved reading.' "
Virginia Woolf i essayet "How Should One Read a Book?" (The Common Reader Vol.II)
Saturday, March 24, 2007
Thursday, March 22, 2007
Den politiske kunst og ensidigheden
Jeg er ved at være grundigt træt af politisk kunst. Jeg er især træt af venstreorienteret kunst og højtråbende venstreorienterede kunstnere, der føler sig kaldet til at lege fritidspolitikere også udenfor deres værker.
Men mest af alt er jeg træt af den ensidighed, som står i fare for at resultere i et decideret meningstyranni.
Hvis kunsten absolut skal være politisk, så må også oppositionen på banen. I modsat fald forvandles den venstreorienterede kunst og dens udøvere til undertrykkere af samme dimensioner som dem, den og de til enhver tid hævder at modarbejde. Dermed lukker kunstmiljøet sig om sig selv og udelukker kunstnere, som måtte have en anden politisk observans end den, der i miljøet opfattes som politisk korrekt.
I mine øjne må det da udgøre et problem i forhold til venstrefløjens højt besungne rummelighed - og i forhold til demokratiets interesser.
Eller hvad?
Men mest af alt er jeg træt af den ensidighed, som står i fare for at resultere i et decideret meningstyranni.
Hvis kunsten absolut skal være politisk, så må også oppositionen på banen. I modsat fald forvandles den venstreorienterede kunst og dens udøvere til undertrykkere af samme dimensioner som dem, den og de til enhver tid hævder at modarbejde. Dermed lukker kunstmiljøet sig om sig selv og udelukker kunstnere, som måtte have en anden politisk observans end den, der i miljøet opfattes som politisk korrekt.
I mine øjne må det da udgøre et problem i forhold til venstrefløjens højt besungne rummelighed - og i forhold til demokratiets interesser.
Eller hvad?
En poetik
"[...] the problem of space remained, she thought, taking up her brush again. It glared at her. The whole mass of the picture was poised upon that weight. Beautiful and bright it should be on the surface, feathery and evanescent, one colour melting into another like the colours on a butterfly's wing; but beneath the fabric must be clamped together with bolts of iron. It was to be a thing you could ruffle with your breath; and a thing you could not dislodge with a team of horses."
Virginia Woolf: To the Lighthouse (1927)
Lily Briscoe maler. Men billedet ovenfor er også en metafor for skriften. En poetik. Det er en beskrivelse af den kvalitet, Virginia Woolf søgte at fremskrive i sine værker. Musikalitet og rytme - ikke forbeholdt poesien, men strømmende også igennem prosaen. Havets farvespil og bølgernes slag mod kysten.
Virginia Woolf: To the Lighthouse (1927)
Lily Briscoe maler. Men billedet ovenfor er også en metafor for skriften. En poetik. Det er en beskrivelse af den kvalitet, Virginia Woolf søgte at fremskrive i sine værker. Musikalitet og rytme - ikke forbeholdt poesien, men strømmende også igennem prosaen. Havets farvespil og bølgernes slag mod kysten.
Wednesday, March 21, 2007
Over broen
I aftes, da vi passerede broen, stod huse og lys spejlvendte i søernes mørke. Svanerne flød på en omvendt verden, og øjeblikket frøs fast i en vinterkold brise. Det vil jeg bære med mig. Som et krystal i mit bryst, hvor din varme skulle ha’ været.
Se - jeg puster et engledun efter dig.
Se - jeg puster et engledun efter dig.
Det muliges usandsynlighed
Med opmærksomhed på dit nærvær i rummet
og det muliges usandsynlighed
strækker jeg tanken imod dig
over afstanden mellem to linier
Dit kodesprog lader mig ikke i tvivl
om signalværdien i bevægelsens tøven
Jeg griber et kærtegn slet skjult i din hånd
og vender mig roligt mod ønskernes brønd
mens det usandsynliges mulighed
spejles i en udgået pære
og det muliges usandsynlighed
strækker jeg tanken imod dig
over afstanden mellem to linier
Dit kodesprog lader mig ikke i tvivl
om signalværdien i bevægelsens tøven
Jeg griber et kærtegn slet skjult i din hånd
og vender mig roligt mod ønskernes brønd
mens det usandsynliges mulighed
spejles i en udgået pære
Tuesday, March 20, 2007
The spreading wide my narrow hands
Emily Dickinson levede fra 1830-1886. Nu står hendes digte på min reol. The Poems of Emily Dickinson er et digert værk, der indeholder 1789 digte. Det siger således næsten sig selv, at det ikke er en samling, som man gennemlæser på én gang. Jeg vil derfor ikke her og nu begive mig ud i en decideret anmeldelse af digtene. Jeg vil blot bringe et eksempel på en tekst, som jeg holder særligt meget af, og i øvrigt konstatere, at Dickinsons digte kræver både koncentration og kontemplation - og åbenhed af sin læser. Til gengæld belønnes man med urimeligt skønne strofer og billeder, der både har lysglans og tyngde.
"I dwell in Possibility -
A fairer House than Prose -
More numerous of Windows -
Superior - for Doors -
Of Chambers as the Cedars -
Impregnable of eye -
And for an everlasting Roof
The Gambrels of the Sky -
Of Visitors - the fairest -
For Occupation - This -
The spreading wide my narrow Hands
To gather Paradise - "
The Poems of Emily Dickinson
Ed. by R.W. Franklin
Harvard University Press 2005
Monday, March 19, 2007
Over tærsklen
Hun træder over tærsklen. Det er kun et enkelt skridt. Hun har gjort det. Hun har overskredet grænsen. Og her, hvor hun nu står, falder sollyset ind. Blændende. Hun blinker mod det uventede åbne. Hendes skuldre falder ned og på plads. Hun hører lyden af svingfjer, der retter sig ud bag hendes ryg. En hvisken mod gulvbrædderne.
Er kampene forbi? Ikke flere drager, der ligger i baghold? Hun prøver at se ind i lyset. Hun prøver at se bag om lyset. Der er dunkelt udenfor solstrålens bane. En blød dunkelhed. Og alle lyde er dæmpede nu.
Mørket er stadig til. Det melder sig i glimt. Men hun vil ikke længere se ind i det. I stedet vælger hun, at her - på den anden side af tærsklen - her er hun i sikkerhed. Hun kan tænke den virkelighed. Hun er træt af det evige forsvar. Træt af de stækkede vinger, som har hindret hendes flugt ind i solen.
Hun tøver. Hun drejer rundt om sig selv. Udser sig et dunkelt hjørne. Her lægger hun sig. Hun ruller sig sammen og dækker sit ansigt med vingerne. Hun bliver så let, mens de vokser. Når hun vågner, vil hun mærke, om de bærer.
Er kampene forbi? Ikke flere drager, der ligger i baghold? Hun prøver at se ind i lyset. Hun prøver at se bag om lyset. Der er dunkelt udenfor solstrålens bane. En blød dunkelhed. Og alle lyde er dæmpede nu.
Mørket er stadig til. Det melder sig i glimt. Men hun vil ikke længere se ind i det. I stedet vælger hun, at her - på den anden side af tærsklen - her er hun i sikkerhed. Hun kan tænke den virkelighed. Hun er træt af det evige forsvar. Træt af de stækkede vinger, som har hindret hendes flugt ind i solen.
Hun tøver. Hun drejer rundt om sig selv. Udser sig et dunkelt hjørne. Her lægger hun sig. Hun ruller sig sammen og dækker sit ansigt med vingerne. Hun bliver så let, mens de vokser. Når hun vågner, vil hun mærke, om de bærer.
Fjersamlerne
Hun bruser frem iført sin åbenhed og sin ærlighed som en usårlighedens kåbe. Men hun burde efterhånden have lært det: Der findes dem, som vil skyde engle ned, blot for at kunne samle fjerene.
Sunday, March 18, 2007
Som at kigge ned
Det er som at kigge ned fra et tårn
med blæsten i håret
og lyden af duernes flaksen i ørerne
svimlende
hænderne fryser af sved
og de glider
på rækværkets blanke metal
perspektivet er væltet
det suger dernede i dybet
åndeløs træder hun ud
i en hvirvlende strøm
af skønhed og tab
Undergangen er smuk
som et forår i blomst
her er kurrende duer og kærtegn
så bløde som bølger
Det er som at kaste sig ud fra et tårn
hun må se op mod himlen
og solen
de snehvide sejlende duer
og famlende føle sig frem
bagud efter murværket
før hun gør alvor af det
og springer
med armene udbredt
som vinger
med blæsten i håret
og lyden af duernes flaksen i ørerne
svimlende
hænderne fryser af sved
og de glider
på rækværkets blanke metal
perspektivet er væltet
det suger dernede i dybet
åndeløs træder hun ud
i en hvirvlende strøm
af skønhed og tab
Undergangen er smuk
som et forår i blomst
her er kurrende duer og kærtegn
så bløde som bølger
Det er som at kaste sig ud fra et tårn
hun må se op mod himlen
og solen
de snehvide sejlende duer
og famlende føle sig frem
bagud efter murværket
før hun gør alvor af det
og springer
med armene udbredt
som vinger
Mens grunden synker
Mørk flade set ovenfra
Set fra neden lys og skygge vekslende
spillende legende kispus med sanser blændede
Jade cinnober citrongul azur
For den som svimler med nakken lagt bagover:
Sale og søjler og kupler
der suser og suser og rasler og flammer og drysser
og tier og tilføjer frostsmag på tungen
Og spirer sprænges og suser mens grunden blødt synker
Grunden som emmer af grøde afgrøde forgængelighed
Amfibiet kvækker og bobler og brister
og daler mod verdener uden erindring
Glimtende svævende guldsmed med skinnende vinger
svinger sig ind i et synsfelt forsvinder i sollys
og okkergult sumpvand hvor kluntede vandkalve danser
en meningsløs dans med en skøjtende løber
så let om sit hjerte at vandfladen vælger at bære hans vægt
Brat bevægelse bryder balancen
minder om rækken af punkter der udgør den linie
som fraskriver slægtskab med evighed sat vertikalt
i den svampede muldjord
hvis trøskelugt hænger ved klæder i kister og kirker
Set fra neden lys og skygge vekslende
spillende legende kispus med sanser blændede
Jade cinnober citrongul azur
For den som svimler med nakken lagt bagover:
Sale og søjler og kupler
der suser og suser og rasler og flammer og drysser
og tier og tilføjer frostsmag på tungen
Og spirer sprænges og suser mens grunden blødt synker
Grunden som emmer af grøde afgrøde forgængelighed
Amfibiet kvækker og bobler og brister
og daler mod verdener uden erindring
Glimtende svævende guldsmed med skinnende vinger
svinger sig ind i et synsfelt forsvinder i sollys
og okkergult sumpvand hvor kluntede vandkalve danser
en meningsløs dans med en skøjtende løber
så let om sit hjerte at vandfladen vælger at bære hans vægt
Brat bevægelse bryder balancen
minder om rækken af punkter der udgør den linie
som fraskriver slægtskab med evighed sat vertikalt
i den svampede muldjord
hvis trøskelugt hænger ved klæder i kister og kirker
Saturday, March 17, 2007
Tungt og strålende
Jeg sidder her med Mikael Josephsens anden digtsamling, Pokalhjertet, som udkom på Borgens Forlag i 2000. Den er jeg blevet opfordret til at læse. Og det er jeg glad for.
Pokalhjertet bærer et fortællende element i sig - og en fortløbende tidslighed, som giver samlingen karakter af kortroman. De beskrevne begivenheder udfolder sig i et mig fremmed miljø på travbaner, i vinstuer og i et barndomshjem, hvor druk og tørre tæsk står på dagsordenen.
Det er en fjendtlig og næsten Broby Johansensk verden, Josephsens digterbarn bevæger sig rundt i. Men barnet har stjernekim i blodet, og gennem hans blik transformeres indtryk og oplevelser fra rædselsbilleder til ekspressionistiske, surrealistiske kunstværker. Det fjerner ikke smerten i digterjeg'et - eller i læseren, men det sætter et spor i verden. Som i en af samlingens sidste og opsamlende tekster:
"Sætter en pistol for hestens tinding
kortspil bag ruden
epileptiske oktober
min barndom rejser sig aldrig igen."
Det er flot, hvad Josephsen her har præsteret. Pokalhjertet er tungt og strålende. Læs samlingen!
Mikael Josephsen:
Pokalhjertet
Borgen 2000
Lykkestjerner
"Stjerner er tårer, der aldrig blev grædt
og frøs fast i Himlens Imperium -
derfor kan hver faldende stjerne byttes
til endnu en lykke på jorden."
Søren Ulrik Thomsen
Thursday, March 15, 2007
Roser til Rose
I denne torsdag aftens udgave af Smagsdommerne sad Jyllands-Postens kulturredaktør, Flemming Rose, med i panelet, som blandt andet skulle fælde dom over filmen Shortbus.
I filmen, der omtales som stærkt pornografisk, stifter en kvindelig sexterapeut bekendtskab med New Yorks swingermiljø.
Men her skal det ikke handle om filmen. Her skal det handle om Flemming Rose og hans kommentarer i anledning af Shortbus.
"Den seksuelle relation er den mest intime relation, man kan have med et andet menneske", siger Rose, "og den intime relation har også en åndelig dimension."
Rose finder det problematisk, at filmen ikke går ind i, hvad det at udleve sin seksualitet gennem grænseoverskridende erotiske eksperimenter og gennem intime relationer med flere partnere gør ved mennesker.
Rose savner i det hele taget en øget opmærksomhed omkring denne side af moderne menneskers grænseløse seksualitet.
Det er under disse udmeldinger fra Rose, at Adrian Hughes og de andre paneldeltagere vender blikket mod Rose og ser på ham, som om han var faldet ned fra månen. Forbløffede spærrer de øjnene op, uforstående stirrer de på ham, og Adrian Hughes begynder at fremmumle en sætning, hvori ordet 'gammeldags' indgår.
Men stop nu en halv! For Flemming Rose har jo ret. Vi kan ikke, på baggrund af moderne tiders politiske korrekthed, ifølge hvilken der dømmes nypuritanisme, hver gang nogen ytrer kritik af pornografi, swingermentalitetens udbredelse med mere, afstå fra at tage en diskussion om, hvad de ting gør ved os som mennesker. Det være sig åndeligt, moralsk eller etisk.
At bringe en sådan diskussion på bane eller at indrømme, at man personligt tager afstand fra grænseløse (og hæmningsløse) former for seksuel udfoldelse, må og skal være legitimt. Heller ikke her kan vi tillade os at håne, spotte eller latterliggøre nogen, som vover at gå imod strømmen eller tidsånden.
Roses forsøg på at trænge igennem med en argumentation blev desværre alt for hurtigt kvalt af studieværten, men det er ikke ensbetydende med, at hans emne ikke er relevant. Vi må have den diskussion. I en fordomsfri tone, tak. For man behøver hverken at være gammeldags, nypuritansk eller dybt konservativ i det hele taget for at bekende sig til skønheden og trygheden i en intim relation imellem to - og kun to.
Roser til Rose - godt forsøgt! Og kom igen!
I filmen, der omtales som stærkt pornografisk, stifter en kvindelig sexterapeut bekendtskab med New Yorks swingermiljø.
Men her skal det ikke handle om filmen. Her skal det handle om Flemming Rose og hans kommentarer i anledning af Shortbus.
"Den seksuelle relation er den mest intime relation, man kan have med et andet menneske", siger Rose, "og den intime relation har også en åndelig dimension."
Rose finder det problematisk, at filmen ikke går ind i, hvad det at udleve sin seksualitet gennem grænseoverskridende erotiske eksperimenter og gennem intime relationer med flere partnere gør ved mennesker.
Rose savner i det hele taget en øget opmærksomhed omkring denne side af moderne menneskers grænseløse seksualitet.
Det er under disse udmeldinger fra Rose, at Adrian Hughes og de andre paneldeltagere vender blikket mod Rose og ser på ham, som om han var faldet ned fra månen. Forbløffede spærrer de øjnene op, uforstående stirrer de på ham, og Adrian Hughes begynder at fremmumle en sætning, hvori ordet 'gammeldags' indgår.
Men stop nu en halv! For Flemming Rose har jo ret. Vi kan ikke, på baggrund af moderne tiders politiske korrekthed, ifølge hvilken der dømmes nypuritanisme, hver gang nogen ytrer kritik af pornografi, swingermentalitetens udbredelse med mere, afstå fra at tage en diskussion om, hvad de ting gør ved os som mennesker. Det være sig åndeligt, moralsk eller etisk.
At bringe en sådan diskussion på bane eller at indrømme, at man personligt tager afstand fra grænseløse (og hæmningsløse) former for seksuel udfoldelse, må og skal være legitimt. Heller ikke her kan vi tillade os at håne, spotte eller latterliggøre nogen, som vover at gå imod strømmen eller tidsånden.
Roses forsøg på at trænge igennem med en argumentation blev desværre alt for hurtigt kvalt af studieværten, men det er ikke ensbetydende med, at hans emne ikke er relevant. Vi må have den diskussion. I en fordomsfri tone, tak. For man behøver hverken at være gammeldags, nypuritansk eller dybt konservativ i det hele taget for at bekende sig til skønheden og trygheden i en intim relation imellem to - og kun to.
Roser til Rose - godt forsøgt! Og kom igen!
First Life Avatar
Skrifttegn på plan flade
skrevet ind som del af overskuelige netværk.
Tankestreger, kragetæer fæstnet
i de digitale træers forgrening
gennem fingerdans på tastaturet.
Sjælen bloglagt
og bag skærmen dette nøgne ansigt
som ser indad og på én gang frem og bagud
mod et Intetsted
hvor sol og sprog skal sortne.
Også denne side er eksempel på et liv
tilskrevet avatarens andethed
afskrevet under skabelsen
som er din egen.
Det er altid muligt at delete.
But beware:
din læser ligger inde med en backup.
Next blog>>
skrevet ind som del af overskuelige netværk.
Tankestreger, kragetæer fæstnet
i de digitale træers forgrening
gennem fingerdans på tastaturet.
Sjælen bloglagt
og bag skærmen dette nøgne ansigt
som ser indad og på én gang frem og bagud
mod et Intetsted
hvor sol og sprog skal sortne.
Også denne side er eksempel på et liv
tilskrevet avatarens andethed
afskrevet under skabelsen
som er din egen.
Det er altid muligt at delete.
But beware:
din læser ligger inde med en backup.
Next blog>>
Wednesday, March 14, 2007
Linier
For hvert sceneskift
for hvert angstinficeret brud eller møde
en dag eller år klippet ud af dit liv
for hver uge en fure lagt ind i dit ansigt
en linie lagt til din fortælling
for hvert angstinficeret brud eller møde
en dag eller år klippet ud af dit liv
for hver uge en fure lagt ind i dit ansigt
en linie lagt til din fortælling
Tuesday, March 13, 2007
En dag i poesiens tegn
Kendte du til begrebet Verdens Poesidag, som falder 21. marts? Det gjorde jeg ikke, før jeg læste om det i Sandkassen. Måske en dag, hvor det er værd at slå et ekstra slag for at udbrede kendskabet til såvel egen som andres digtekunst?
Bødlens psykologi
Jens-Martin Eriksens Vinter ved daggry er en yngre mands beretning om en måned som militssoldat. I et område, hvis lokaliteter eufemistisk er omskrevet til navne som Columbus, Alabama, Perm, Zanzibar og Cambodja - for således at ophæve enhver reference til de beskrevne steder som bekendte geografiske fikspunkter - deltager han, sammen med andre unge mænd, i etniske udrensninger.
De unge mænd har for de flestes vedkommende meldt sig til denne forkortede militærtjeneste for at slippe for flere måneders indkaldelse, og den første dag har de endnu ikke helt begrebet, hvad de er gået ind til. De forstår blot, at de står under en kommando, som de frivilligt har underlagt sig, og som de derfor må følge uden at stille spørgsmål. Allerede her er grunden lagt til den sprogligt funderede manipulation og grænseoverskridelse, som militssoldaterne udsættes for, og som de gradvis selv tilegner sig som et værktøj til overlevelse i en ekstrem situation.
Her tales i vendinger som 'ledsagelse' og 'afslutning' for at sætte en afstand til den realitet, som ville blive anderledes nærværende, hvis ord som bortførelse og udryddelse blev benyttet. Dermed bliver begivenhederne isoleret fra det levede liv som helhed og fremstår næsten som drømmesekvenser i forhold til den enkelte soldats bevidsthed og øvrige virkelighedsopfattelse. Den således indlagte distance gør det pludselig plausibelt at genne mænd fra området sammen og føre dem ud i de omkringliggende skove til massehenrettelser - eller afslutninger. Ofrenes egen autoritetstro og vantro og deres deraf følgende mangel på modstand virker ind i det psykodynamiske spil:
"Ludo sagde, at det ikke var noget han havde tænkt på før. Men han fik uvilkårligt, og uden at være klar over det, den fornemmelse, at de var nogle andre. Også nu. Han kiggede ud over de ledsagede på markedspladsen. De sad ynkeligt og var i vores varetægt. Vi stod med vores geværer og vidste hvordan den dag skulle ende. Vi havde en helt forskellig viden om resten af dagen - og for deres vedkommende resten af deres hele liv, og det var vel det, som gjorde, at vi fik det sådan, som om de var anderledes. Hvordan skal man forklare det? Ikke mere mennesker, vi havde vel allerede taget forskud på dagens afslutning, ikke? Når vi kom hjem til Alabama, så ville de ikke være her i verden mere. Og derfor, når vi på denne måde kunne se dem, og med den viden, som vi uvilkårligt havde, så var de allerede døde, så var de faktisk allerede forbi, ja, de var allerede nogen andre. Historie."
Vinter ved daggry er en grusom beretning om mental og til dels selvvalgt blindhed, om sprogets bedrageriske konstitution og om ophævelse af normalitet. Jens-Martin Eriksen lader sin jeg-fortæller berette sin historie i et særegent abrupt og famlende sprog, som mimer bevidsthedens cirklen om det uudsigelige og uforståelige: Magtens, afmagtens, bødlens og offerets interdependente forholden sig til hinanden.
På et ekstratekstuelt niveau kan beretningen læses som en kommentar til og en kritik af mediernes såvel som enkeltpersoners selektive og distancerede, men på sin vis også såre menneskelige forholdsmåde overfor de grusomheder, der begås, i det som vi stadig kalder den virkelige verden.
Jens-Martin Eriksen:
Vinter ved Daggry
Lindhardt og Ringhof 2003
Sunday, March 11, 2007
Mikkel og Minimoyserne
I dag har jeg været med mit bonusbarnebarn, Mikkel på 7, i biografen i OBC for at se Luc Bessons Arthur og Minimoyserne.
Bevæbnede med de obligatoriske slikposer og sodavandsbægre tog vi plads i plyssæderne, og jeg tør godt sige, at Mikkel undervejs kom helt frem på stolekanten.
Arthur og Minimoyserne er fortællingen om den 10årige Arthur, som under en ferie hos sin bedstemor sætter sig for at finde den rubinskat, som bedstefaderen engang har hjembragt fra Afrika - og som skal redde den fattige bedstemor fra at blive sat ud af huset. Skattejagten fører Arthur ned til minimoysernes forunderlige miniatureunivers, hvor han forelsker sig i den skønne prinsesse Selinia og må kæmpe mod en fæl troldmand, som truer med at ødelægge minimoysernes rige.
Luc Bessons film kombinerer det bedste fra den gode gammeldags børnebogsfortælling med moderne animation. Selv som voksen behøver man ikke at sidde og kigge utålmodigt på uret, imens børnene morer sig.
Før vi gik ind i biografen stod vi lidt og så ud over banegårdsterrænet fra vinduerne på 2. sal. "Se, de parrer sig", sagde Mikkel og pegede på et par forårskåde duer, som ganske rigtigt havde indledt en romance ovenpå en af de lange lygter, der er fæstnet til murværket. "Ved du godt, at duer har mælk, så de kan amme deres unger?" sagde Mikkel. Det vidste jeg ikke. "Jo, de har sådan nogle kirtler i halsen, så ungerne kan drikke!" Hvis Mikkel siger det, så skal det nok passe. Han har en - for sin alder - overraskende stor viden om dyr.
Og når nu vi er ved det med kærligheden, så skal Mikkel spille Tommy i et stykke om Pippi Langstrømpe, som han og hans spejdertrup skal sætte op. "Nææh" sagde jeg "det er jo ligefrem en hovedrolle!"
Hvortil Mikkel svarede: "Ja, og så skal jeg synge en sang. De andre drenge ville ikke, for det er jo noget med kærlighed, og det synes de er klamt!"
Mikkel er vist for moden til at tage sig den slags nær. Men han har selvfølgelig også allerede haft en kæreste! No sweat!
Arthur og Minimoyserne (2006)
Instruktion og produktion: Luc Besson
Manuskript: Luc Besson og Cèline Garcia
Bevæbnede med de obligatoriske slikposer og sodavandsbægre tog vi plads i plyssæderne, og jeg tør godt sige, at Mikkel undervejs kom helt frem på stolekanten.
Arthur og Minimoyserne er fortællingen om den 10årige Arthur, som under en ferie hos sin bedstemor sætter sig for at finde den rubinskat, som bedstefaderen engang har hjembragt fra Afrika - og som skal redde den fattige bedstemor fra at blive sat ud af huset. Skattejagten fører Arthur ned til minimoysernes forunderlige miniatureunivers, hvor han forelsker sig i den skønne prinsesse Selinia og må kæmpe mod en fæl troldmand, som truer med at ødelægge minimoysernes rige.
Luc Bessons film kombinerer det bedste fra den gode gammeldags børnebogsfortælling med moderne animation. Selv som voksen behøver man ikke at sidde og kigge utålmodigt på uret, imens børnene morer sig.
Før vi gik ind i biografen stod vi lidt og så ud over banegårdsterrænet fra vinduerne på 2. sal. "Se, de parrer sig", sagde Mikkel og pegede på et par forårskåde duer, som ganske rigtigt havde indledt en romance ovenpå en af de lange lygter, der er fæstnet til murværket. "Ved du godt, at duer har mælk, så de kan amme deres unger?" sagde Mikkel. Det vidste jeg ikke. "Jo, de har sådan nogle kirtler i halsen, så ungerne kan drikke!" Hvis Mikkel siger det, så skal det nok passe. Han har en - for sin alder - overraskende stor viden om dyr.
Og når nu vi er ved det med kærligheden, så skal Mikkel spille Tommy i et stykke om Pippi Langstrømpe, som han og hans spejdertrup skal sætte op. "Nææh" sagde jeg "det er jo ligefrem en hovedrolle!"
Hvortil Mikkel svarede: "Ja, og så skal jeg synge en sang. De andre drenge ville ikke, for det er jo noget med kærlighed, og det synes de er klamt!"
Mikkel er vist for moden til at tage sig den slags nær. Men han har selvfølgelig også allerede haft en kæreste! No sweat!
Arthur og Minimoyserne (2006)
Instruktion og produktion: Luc Besson
Manuskript: Luc Besson og Cèline Garcia
Saturday, March 10, 2007
Når lyset bryder frem
De sidste dage har jeg fulgt Katrine Marie Guldager gennem Dantes Inferno og frem til Lysgrænsen. 'En psykoanalyse', kalder forfatteren sit værk, og sådan opleves det af læseren.
Selv gik jeg til bogen med en vis skepsis, blev undervejs både irriteret og rørt og ramt. Men netop som jeg mest af alt havde lyst til at lægge beretningen fra mig, fordi jeg simpelthen ikke kunne holde ud at læse mere om 70ernes lighedstanker, om de venstreorienterede og om hjælpearbejde i Afrika, altsammen emner, som udgør en stor del af Guldagers personlige erindringsmateriale, så kom vi - Guldager og jeg - til et vendepunkt, hvor brikkerne i dette kalejdoskopiske billede stille og roligt faldt på plads, og hvor historien omsider tog form:
"Følelse for følelse måtte jeg rekonstruere min fortid [...]. Det var et langmodigt og besværligt arbejde, og sommer blev afløst af efterår, som blev afløst af vinter. For en udenforstående kunne det se ud, som om jeg spildte tiden, men grunden til, at det var så vigtigt var, at jeg fik en historie. Jeg fik en sandhed, der var min."
Guldagers gengivelse af den psykoanalytiske rejse, som hun sammenligner med Dantes rejse gennem Underverdenen, kan på et vist plan siges at mime den psykoanalytiske proces for læseren. Man kan simpelthen ikke undgå selv at vende blikket indad undervejs - og således forsøge at kaste lys over sin egen historie.
Katrine Marie Guldager:
Lysgrænsen - En psykoanalyse
Gyldendal 2007
Friday, March 9, 2007
Farlig fredagshygge
Fredag aften - så er der ufarlig familiehygge med Familien Danmarks bedst friserede duksedreng, Bubber. Nå, ikke helt ufarlig måske: Peter Bo Bendixen sidder jo med i dommerpanelet, og han ser så djævleblændt godt ud, at det nok kan bringe nogle hjerter i fare. Desuden er han den eneste af dommerne, som lader til at dømme seriøst og ud fra et reelt kvalitetskriterium.
Når roserne således er kastet efter Peter Bo Bendixen, så er der ikke flere blomstrende superlativer at øse ud over Scenen er din. Det er simpelthen tyndbenet, politisk korrekt skoleteater på landsdækkende TV, hvor publikum primært klapper af de optrædendes mod til overhovedet at stille sig op på en scene, og hvor det gudhjælpemig hedder sig, at "selvom nogle af jer bliver stemt hjem, er der ingen tabere". Ja, lad os endelig undgå forskelbehandling - selv i konkurrencesammenhæng.
Nej, må jeg så bede om en privatforestilling med Peter Bo Bendixen i trikot - og med en rose mellem tænderne! Det er fredagshygge! Og jeg overlader ganske frivilligt 'the lead' til ham.
Når roserne således er kastet efter Peter Bo Bendixen, så er der ikke flere blomstrende superlativer at øse ud over Scenen er din. Det er simpelthen tyndbenet, politisk korrekt skoleteater på landsdækkende TV, hvor publikum primært klapper af de optrædendes mod til overhovedet at stille sig op på en scene, og hvor det gudhjælpemig hedder sig, at "selvom nogle af jer bliver stemt hjem, er der ingen tabere". Ja, lad os endelig undgå forskelbehandling - selv i konkurrencesammenhæng.
Nej, må jeg så bede om en privatforestilling med Peter Bo Bendixen i trikot - og med en rose mellem tænderne! Det er fredagshygge! Og jeg overlader ganske frivilligt 'the lead' til ham.
Specialeskrivning og sidespor
Jeg har genoptaget min specialeskrivning. Det går langsomt nu, men jeg kender jo efterhånden processen og dens præmisser. Tempomæssigt er det sammenligneligt med min barndoms tog, som kun langsomt satte i gang fra stationen, når fløjten lød - for gradvist at komme op i omdrejninger, indtil det kørte støt derudaf.
Lige nu skriver jeg på et afsnit om Karen Blixen og "Kardinalens første Fortælling". Den tekst er allerede fortolket et utal af gange, men jeg vil så gerne kunne bidrage med en ny vinkling. Så længe jeg bare ikke forvilder mig ud på et sidespor, hvilket jeg allerede har gjort i forbindelse med andre afsnit, hvor jeg nok har været lovlig langt ude i forhold til den oprindelige rejseplan. Der bliver en del redigeringsarbejde i sidste ende, kan jeg allerede nu se. Det gælder om at samle trådene til de fremstår som et mønster, domineret af den røde tråd, som gerne skal løbe ned igennem hele vævet - som et spor.
I lang tid har jeg været distraheret af, at jeg meget hellere ville skrive om alt muligt andet end netop Karen Blixen og Virginia Woolf, som jeg jo ellers selv har valgt at skrive om, fordi de to forfattere fascinerer mig så voldsomt. Så jeg lukker lidt damp ud på bloggen fra tid til anden. Her kan jeg få lov at skrive om andre emner.
Men nu tilbage til Blixen og Kardinal Salviati. Jeg skal nok få toget op i tempo igen. Mere kul på!
Thursday, March 8, 2007
Kvindernes internationale Kampdag
Måske har du set filmen Enough (2002), hvori Jennifer Lopez spiller en voldsramt kvinde, som sammen med sin datter må flygte fra en psykopatisk ægtemand. Måske har du rystet på hovedet og fundet den stærkt overdrevet. Måske har du siddet med alle muskler i kroppen spændt, mens filmen kørte, og måske kom du til at græde? I sidstnævnte tilfælde er du rimeligvis selv kvinde og måske udsat for fysisk eller psykisk vold fra din partner eller din ex.
Ifølge en statistisk undersøgelse fra år 2000 udsættes 65.000 kvinder i Danmark hvert år for fysisk vold. Det reelle tal er formentlig højere, da mange kvinder skammer sig for meget over de overgreb, som begås imod dem, til at råbe op om det - endsige anmelde det. Desuden kan det være svært at anmelde noget, som man ikke altid kan fremlægge fysiske beviser på.
Den fysiske vold er ofte ledsaget af psykisk vold, som ikke er mindre smertelig, og som i mange tilfælde har langt mere vidtrækkende konsekvenser for offeret. Eller den psykiske vold kan komme alene, hvilket gør den så meget vanskeligere at sætte ord på.
I dag er det Kvindernes Internationale Kampdag. Hvis du er voldsramt, så brug dagen i dag til at overveje og planlægge dit første skridt ud af den mishandling, du udsættes for. Alle mennesker har en grænse. Hvornår har du fået nok?
Undersøg hvor du kan få hjælp. Du kan f.eks. starte med at linke til denne side
Tuesday, March 6, 2007
At mødes eller ikke at mødes
"Hvis vi en dag skulle finde på at mødes
(hvilket jeg i grunden tvivler på)
så lad os da for Guds skyld vælge et sted
hvor ingen af os har været før.
En eller anden forlagt ø i Ægæerhavet
eller en strand nær Alexandria.
Et sted, hvis natlige haver ikke straks
får os til at opleve os selv
som spøgelser, hvor folk ved synet af os
ikke straks kommer til at tænke
på den som døde siden vi sidst sås
og hvor vi ikke optræder i deres historier.
Vi kunne tilbringe natten sammen
med at drikke, tale om ingenting
og måske ro ud på havet i måneskinnet
og hvis vi ikke fandt på at drukne os
skilles lige inden solopgang
lykkelige, inden vi var blevet ædru.
- Hvis der altså findes et sådant sted
(hvilket jeg som sagt tvivler på)
et sted hvor selv visse sene solstrejf
og visse natlige træers dufte
ikke nu og da minder os om at vi har forsøgt
alt dette så mange gange før, uden held.
Ellers lad os opgive tanken om at mødes."
Henrik Nordbrandt
Ak ja, vi er nok flere, der går rundt med splinter fra fortidens knuste troldspejle i vores øjne, og sådanne splinter har som bekendt den kedelige effekt, at de fordrejer den betragtendes syn på både steder og mennesker. Men skal vi derfor helt opgive tanken om at mødes? Metaforikken længe leve.
K.E. Løgstrup ville nok sige, at implikationen af denne tekst er et udtryk for tvungne, kredsende tanker, i hvilke mennesket med tiden indfanges i en cirklen med eller om sig selv. - En tendens, som modgår de elementære grundtræk i den menneskelige eksistens: 'tillid', 'barmhjertighed' og 'talens åbenhed'. Det at være menneske blandt mennesker ser således ud til, som følge af individets erfaring med kriser og konflikter, at blive vanskeligere med tiden, hvor man dog ellers kunne have håbet og troet, at den enkelte i stigende grad ville mestre livskunsten.
Sunday, March 4, 2007
Psykologisk drama for romantikere
Wings of the Dove (1997) er en fortælling om, hvor langt mennesker vil gå i kærlighedens navn. Kate Croy (Helena Bonham Carter), en ung og uformående kvinde i 1900-tallets London, er involveret i et lidenskabeligt kærlighedsforhold med den attraktive, men lige så fattige journalist Morton Densher (Linus Roache). Kates velhavende, men intrigante tante har taget den unge kvinde under sine beskyttende vinger, men prisen for den dermed opnåede velstand og indtræden i de bedre kredse er, at Kate opgiver Morton. Da Kate bliver venner med Milly (Alison Elliott), en jævnaldrende, men terminalt syg amerikanerinde, undfanger hun en plan, som kan bane vejen for Mortons og hendes kærlighed. Det viser sig imidlertid snart, at Kate ikke har kunnet forudse de følelsesmæssige konsekvenser af sine egne planer, og de følger, de får.
Motivet i denne fortælling, som er bygget over en roman af forfatteren Henry James (1843-1916), er gammelkendt: Ulykkelig kærlighed som følge af sociale skel og mangel på likvide midler. Også moralen i fortællingen er, som man kunne forvente: Alting har en pris, og forsøger man at lege Gud i forhold til andre mennesker, er man dømt til fortabelse. I bund og grund kan historien sidestilles med eventyret om konen i muddergrøften.
Hvad der på trods af trivialiteterne gør filmen seværdig, er dens symbolrigdom og de pragtfulde kulisser, der fremstiller tiden omkring forrige århundredeskifte - i henholdsvis London og Venedig - i et eventyrligt og romantisk påfugleblåt og gyldent lys. Dertil kommer filmens ultimative erotiske scene, som viser det ensomhedens svælg, der har åbnet sig mellem de tidligere så lidenskabeligt forbundne elskende, Kate og Morton.
Wings of the Dove er et forudsigeligt, men smukt psykologisk drama for romantikere – hvori den af-erotiserede erotiske scene udgør højdepunktet for de to hovedaktørers præstation.
Saturday, March 3, 2007
Sommerlængsler
"Inde i mig
er Konkyliesuset -
de hvileløse Bølgers Slag
mod Havstokkens Sand -
Inde i mig er Regnspovens melankolske Fløjtetoner
Susende Svingfjers Lyd
gennem tidløse Foraarsdøgn
- længselsblaa og svimle - "
Tove Meyer
Sommer på Ewalds Høj, Rungstedlund.
Er det kun mig, der længes efter solskin, blide vinde, høj blå himmel og grønne træer?
er Konkyliesuset -
de hvileløse Bølgers Slag
mod Havstokkens Sand -
Inde i mig er Regnspovens melankolske Fløjtetoner
Susende Svingfjers Lyd
gennem tidløse Foraarsdøgn
- længselsblaa og svimle - "
Tove Meyer
Sommer på Ewalds Høj, Rungstedlund.
Er det kun mig, der længes efter solskin, blide vinde, høj blå himmel og grønne træer?
Friday, March 2, 2007
Dvælen og kontemplation
I 2005 blev den amerikanske forfatterinde, Marilynne Robinson, tildelt Pulitzerprisen for romanen Gilead, som udkom i USA året før – og i 2006 blev oversat til dansk af Ida Jessen.
Gilead er en smuk og stilistisk formfuldendt skildring af et århundrede i amerikansk historie, som oprulles for læseren igennem pastor John Ames’ personlige brevtestamente til sin søn.
Da præsten midt i det 20ende århundrede affatter sit brev, er han en aldrende og alvorligt syg mand, som må se i øjnene, at han aldrig vil nå at se sin da syvårige søn vokse op. I et forsøg på dog at videregive sin livserfaring og slægtens historie begynder han derfor at nedfælde de tanker og erindringer, som falder ham ind i løbet af denne hans sidste sommer i Gilead, Iowa. Det bliver en beretning om vanskelige fader-søn relationer, om idealisme og pacifisme, om kærlighed, teologi og om livets mirakel. Pastor Ames fremstår som en helstøbt person, der har levet hele sit liv i overensstemmelse med kristendommens fundamentale principper om ydmyghed og næstekærlighed. Men midt under brevskrivningen vender en gammel vens fortabte søn hjem, og hans tilstedeværelse tvinger præsten til at tage sine hidtidige antagelser og overbevisninger om verden og livet op til revision. En nøglepassus i romanen lyder således:
”På alle de måder der betyder noget, er vi en hemmelighed for hinanden. Jeg tror også, at vi hver især har vores eget helt særlige sprog og vores helt egen æstetik og vores egen jurisprudens. Hver og en af os udgør en lille civilisation, der er bygget på ruinerne af et utal af tidligere civilisationer, men med vores helt egne begreber om, hvad der er smukt, og hvad der er tilladeligt – som, må jeg skynde mig at tilføje, vi i almindelighed ikke lever op til, og som vi kæmper for at leve i overensstemmelse med. Vi forveksler tilfældige ligheder iblandt os med virkelig lighed, fordi vores omgivelser også har fået de samme værdier ind med modermælken og handler med den samme mønt, og mere eller mindre har den samme opfattelse af sømmelighed og forstandighed. Men det betyder egentlig kun, at vi kan leve side om side med det ukrænkelige, det uoverskridelige og med uhyggeligt store afgrunde imellem os.”
Glem alt om kvindelige forfattere, som skriver ud fra et feminint synspunkt: Robinson har givet pastor Ames en stemme, som ikke blot er umiskendeligt maskulin, men samtidig dybt præget af præstens livslange beskæftigelse med teologi og dannelseshistorie.
Det er en sen tekst at læse som følge af værkets mange digressioner og fortællerens utidssvarende sprogbrug, og fordi egentlig handling er nedtonet til fordel for refleksioner. Det gør imidlertid ikke romanen mindre læseværdig. Det betyder blot, at læseren må indstille sig på, at den sidste sommer med pastor Ames er en tid for dvælen og kontemplation.
Marilynne Robinsons Pulitzerpris er fuldt fortjent.
Marilynne Robinson:
Gilead
Gyldendal 2006
Thursday, March 1, 2007
Ingen hjemme i Ungdomshuset
Min sympati for brugerne af det netop ryddede ungdomshus svinder minut for minut, imens jeg via medierne følger urolighederne på Nørrebro, som i dette øjeblik ligner en krigszone.
Unge aktivister angriber politiet med brosten, flasker, jernstænger og kanonslag, bygger barrikader og tænder meterhøje bål. Kampene bølger frem og tilbage, og senest har politiet benyttet tåregas for at få situationen under kontrol. Dog ser det ud til, at kampene kan vare ved i hvert fald natten igennem, hvorfor politiet har tilkaldt ekstra mandskab udefra.
Allerede nu har der været klager over unødig magtanvendelse fra politiets side. Men hvad med aktivisternes magtanvendelse? Tænker de unge aktivister et øjeblik på, at der også er mennesker bag uniformerne? Tænker de på, hvilken frygt de spreder blandt beboerne på Nørrebro og på, hvad det betyder for de fuldstændig uskyldige mennesker, hvis ruder de knuser og hvis biler de vælter for at bygge barrikader? Tænker de på, at ældre mennesker, som betragter urolighederne fra deres vinduer, risikerer at få hjertestop og småbørn traumer for livet?
Altsammen fordi Ungdomshusets brugere er "skuffede", som en reporter udtrykte det, over at de nu er blevet frataget et hus, som de mente var "deres sted".
Ydermere forlyder det nu, at politiet under rydningen af Ungdomshuset fandt både chrysanthemumbomber og diverse former for kasteskyts. Så det er spørgsmålet, hvor spontan (og dermed affektbetinget) en aktion, der her er tale om?
Skal man stadig forsøge at hjælpe de unge mennesker til et nyt værested? Og er de overhovedet interesserede i en sådan løsning, eller er de kun interesserede i at skabe borgerkrigslignende tilstande i København - måske for at undgå den kedsomhed, som deres tilsyneladende mangel på hjerneaktivitet velsagtens medfører i dagligdagen?
Personligt har jeg ikke mere sympati for Faderhuset, som - på baggrund af Dialogcenterets analyse - i mistænkelig grad minder om en sekterisk bevægelse med de skræmmende implikationer et sådant foretagende kan have for de mennesker, som indfanges i denne 'frikirke'. Så mit ærinde med dette indlæg er absolut ikke at tage parti for den ene eller den anden part - som sådan.
Men lov er lov og med lov skal land bygges, som det hedder. Det må Ungdomshusets brugere også indrette sig efter. Men deres eneste svar på den uretfærdighed, de mener at være blevet udsat for, er desværre at terrorisere en hel bydel, hvis indbyggere ikke har fjerneste andel i konflikten. Det er absolut urimeligt - og komplet tåbeligt, når man tænker på, at der også kommer en dag i morgen!
Unge aktivister angriber politiet med brosten, flasker, jernstænger og kanonslag, bygger barrikader og tænder meterhøje bål. Kampene bølger frem og tilbage, og senest har politiet benyttet tåregas for at få situationen under kontrol. Dog ser det ud til, at kampene kan vare ved i hvert fald natten igennem, hvorfor politiet har tilkaldt ekstra mandskab udefra.
Allerede nu har der været klager over unødig magtanvendelse fra politiets side. Men hvad med aktivisternes magtanvendelse? Tænker de unge aktivister et øjeblik på, at der også er mennesker bag uniformerne? Tænker de på, hvilken frygt de spreder blandt beboerne på Nørrebro og på, hvad det betyder for de fuldstændig uskyldige mennesker, hvis ruder de knuser og hvis biler de vælter for at bygge barrikader? Tænker de på, at ældre mennesker, som betragter urolighederne fra deres vinduer, risikerer at få hjertestop og småbørn traumer for livet?
Altsammen fordi Ungdomshusets brugere er "skuffede", som en reporter udtrykte det, over at de nu er blevet frataget et hus, som de mente var "deres sted".
Ydermere forlyder det nu, at politiet under rydningen af Ungdomshuset fandt både chrysanthemumbomber og diverse former for kasteskyts. Så det er spørgsmålet, hvor spontan (og dermed affektbetinget) en aktion, der her er tale om?
Skal man stadig forsøge at hjælpe de unge mennesker til et nyt værested? Og er de overhovedet interesserede i en sådan løsning, eller er de kun interesserede i at skabe borgerkrigslignende tilstande i København - måske for at undgå den kedsomhed, som deres tilsyneladende mangel på hjerneaktivitet velsagtens medfører i dagligdagen?
Personligt har jeg ikke mere sympati for Faderhuset, som - på baggrund af Dialogcenterets analyse - i mistænkelig grad minder om en sekterisk bevægelse med de skræmmende implikationer et sådant foretagende kan have for de mennesker, som indfanges i denne 'frikirke'. Så mit ærinde med dette indlæg er absolut ikke at tage parti for den ene eller den anden part - som sådan.
Men lov er lov og med lov skal land bygges, som det hedder. Det må Ungdomshusets brugere også indrette sig efter. Men deres eneste svar på den uretfærdighed, de mener at være blevet udsat for, er desværre at terrorisere en hel bydel, hvis indbyggere ikke har fjerneste andel i konflikten. Det er absolut urimeligt - og komplet tåbeligt, når man tænker på, at der også kommer en dag i morgen!
Bogudsalg
Bogudsalget er startet i Odense, og jeg har været en tur rundt for at snuse. De bøger, jeg ønskede mig mest, var imidlertid ikke på udsalg. Desværre. Hos Arnold Busck (som ellers er min favoritboghandel) havde man i øvrigt - meget uhensigtsmæssigt - valgt at placere de fleste udsalgsbøger langs med den ene væg i butikken bag andre reoler, hvor passagen er meget snæver. Dette forårsagede en del irritation blandt forkølelsesplagede kunder, som på denne trange plads mistede overblikket over udbuddet, imens de, dampende af varme i vinterovertøjet, tabte varerne på gulvet,trådte hinanden over tæerne og kom med vrissende verbale udfald mod andre kunder.
Efter nogen tids masen og skubben besluttede jeg mig for at købe Den fremmede af Albert Camus, som jeg ganske vist tidligere har læst (og undervist i), men som jeg ikke selv ejede. Som roman betragtet er den ikke blandt mine yndlingsværker, men fra et filosofisk synspunkt er den ganske interessant, og så har jeg jo - som jeg har nævnt andetsteds - en idé om, at Orhan Pamuks Sne bør læses parallelt med Den fremmede.
Per Højholts Samlede digte stod naturligvis til fuld pris. En noget større udskrivning. Men da jeg har tænkt meget på Højholt på det sidste, så måtte han alligevel med ud af butikken.
Jeg søgte efter sekundærlitteratur (litteratur om litteratur), men her var udvalget stærkt begrænset. Jeg ville sætte pris på, om Arnold Busck ville opprioritere dette område, for vi er faktisk en del litterater, som handler hos dem - og det er jo nok stadig os, der køber mest af den slags.
Fra Centrum gik turen med bus til mit lokale posthus, hvor jeg skulle afhente min bestilling fra Samlerens Bogklub: Amy Dempseys Kunstleksikon (kunstbøger har jeg mange af, men ikke en samlet isme-oversigt - før nu), Olaf Pedersen og Helge Kraghs Fra kaos til kosmos (den ser lidt tør ud, men jeg vil gerne lære mere om videnskabshistorie og astronomisk idéhistorie) og endelig At leve for at fortælle af Gabriel García Márquez. (Den glæder jeg mig til - optaget som jeg er af fortællingen og dens rolle litterært, psykologisk og socialt.)
Jeg mangler fortsat reolplads - både plads på reolen og plads til en ekstra reol.
Efter nogen tids masen og skubben besluttede jeg mig for at købe Den fremmede af Albert Camus, som jeg ganske vist tidligere har læst (og undervist i), men som jeg ikke selv ejede. Som roman betragtet er den ikke blandt mine yndlingsværker, men fra et filosofisk synspunkt er den ganske interessant, og så har jeg jo - som jeg har nævnt andetsteds - en idé om, at Orhan Pamuks Sne bør læses parallelt med Den fremmede.
Per Højholts Samlede digte stod naturligvis til fuld pris. En noget større udskrivning. Men da jeg har tænkt meget på Højholt på det sidste, så måtte han alligevel med ud af butikken.
Jeg søgte efter sekundærlitteratur (litteratur om litteratur), men her var udvalget stærkt begrænset. Jeg ville sætte pris på, om Arnold Busck ville opprioritere dette område, for vi er faktisk en del litterater, som handler hos dem - og det er jo nok stadig os, der køber mest af den slags.
Fra Centrum gik turen med bus til mit lokale posthus, hvor jeg skulle afhente min bestilling fra Samlerens Bogklub: Amy Dempseys Kunstleksikon (kunstbøger har jeg mange af, men ikke en samlet isme-oversigt - før nu), Olaf Pedersen og Helge Kraghs Fra kaos til kosmos (den ser lidt tør ud, men jeg vil gerne lære mere om videnskabshistorie og astronomisk idéhistorie) og endelig At leve for at fortælle af Gabriel García Márquez. (Den glæder jeg mig til - optaget som jeg er af fortællingen og dens rolle litterært, psykologisk og socialt.)
Jeg mangler fortsat reolplads - både plads på reolen og plads til en ekstra reol.
Subscribe to:
Posts (Atom)