Hvad brygger hun på?

Vi ved jo nok, at i Italien tager ting den tid, de nu tager, men 3 dages kaffepause?
Måske det simpelthen skyldes, at italienerne brygger bedre kaffe!

Sibyllen har talt

Da Karen Blixen, hen imod slutningen af sit liv, under et interview blev spurgt, hvordan man bør leve, svarede hun: "Først og fremmest skal man være modig. Man kan ikke leve uden et stort mod. Og hvis De spurgte mig igen ville jeg sige: Man må kunne elske, og man må have humoristisk sans."

Det samme fremgår af Blixens fortællinger. For de er - for nu at låne en formulering fra Søren Porsborg, som således karakteriserer den græske tragedie - dramaer om vækst i viden. Denne viden er synonym med selverkendelse eller selvkendskab - i den græske tragedie såvel som i Karen Blixens liv og fortællinger.

Mod og evnen til at elske må til, for at mennesket kan manøvrere gennem tilværelsen, men også den humoristiske sans er essentiel, fordi den sætter den enkelte i stand til at se sig selv og sin (tragiske) situation på afstand, hvorved samme tragedie i et 'guddommeligt' perspektiv kan betragtes som en komedie.

MetrOrd

Er du forfatteren bag en selvudgivelse, og ønsker du dit værk anmeldt på Nettet, så besøg MetrOrd.
Her finder du en række litterært interesserede, skribenter og journalistisk eller litterært uddannede anmeldere, som er klar til at anmelde din tekst.

Venedigs engle

Imens jeg vandrer med trin
der er lette og svimle
som lyset
der spiller på bølger
og genskær af bølger
på mure i brudte pasteller
der flyder i spejlinger
over og under en sart akvarel
- en skitse der stirrer op på mig
fra mørket i skyggen af broen
forstår jeg
idet en fane af duer med smældende vinger
svinger sig op imod endeløs himmel:

Der er ingen engle i byen Venedig
kun lyset og lyden og vandet
- og hvem ville bede om andet?

Kunstnersjælen - en myte?

Kjeldberg har med sit indlæg Forfatteriets mørke psykologi givet mig mod til omsider at nedfælde og offentliggøre mine betragtninger vedrørende 'kunstnersjælen'.

Idéen om en særlig kunstnersjæl hævdes almindeligvis at være opstået i forbindelse med romantikken, hvor kunstneren blev opfattet som et menneske, der stod i en særlig forbindelse med det guddommelige. Nietzsche så snarere kunstneren som en skifting, idet han beskrev ham som et amfibium - et væsen, der befandt sig et sted på halvvejen mellem havet og landjorden.
Længere tilbage - i det gamle Grækenland - finder vi Orfeus, musikeren og digteren, som ifølge myten drager til Underverdenen for at føre sin elskede Eurydike tilbage til livet. Igen ser vi, hvordan kunstneren befinder sig på et overgangssted. Orfeus mission lykkes imidlertid ikke, og efter en tid at have sunget længselfulde sange på jorden, ender han sin tilværelse som et offer for mænaderne (de besatte). Her træder altså vanviddet ind.

Der findes adskillige mere eller mindre nutidige myter om 'gale' og 'geniale' kunstnere. I flæng kan blandt forfatterne nævnes Friedrich Nietzsche, Virginia Woolf og Sylvia Plath, og herhjemme H.C. Andersen og Karen Blixen. De fleste mennesker, som personligt kender en kunstner, vil endvidere kunne fremhæve indtil flere mærkværdige og/eller afvigende træk i vedkommendes karakter.

Kunstneren er i tidens løb blevet skiftevis hånet, latterliggjort og fejret og feteret. Tænk blot på H.C. Andersen - eller på Karen Blixen.
Meget tyder på, at mange kunstnere vitterlig er særligt følsomme og dermed lydhøre - måske ikke overfor stemmer fra højere eller lavere verdener - men i hvert fald overfor deres eget (og andre) sinds dybder. Så måske findes der en særlig kunstnersjæl - om dens oprindelse så skal søges i arv eller miljø. Man må have grinet igen til djævelen, som Karen Blixen nok ville have sagt det, hvis man skal kunne fortælle historier.

"Er De forelsket?"

Jeg har en lille mani for at nedfælde udvalgte sentenser fra skønlitterære tekster og film. Sentenser, som slår en tone an i mit eget sind.
I en gammel notesbog fra 1979 fandt jeg denne:

"Jeg havde tit lyst til at spørge folk: ,,Er De forelsket? Hvad kan De lide at læse?" Men deres erhverv interesserede jeg mig ikke for... og det var som regel det primære i deres øjne."

Francoise Sagan

Katharsis

Ud til havet

Endelig kom vi ud til havet!
Det ligger foran os
ti kilometer dybt og fuldt af hemmeligheder.
Men fra den flade strand, hvor vi står
ser man kun overfladen.
Julisolen skinner på den, men det er ikke alt.

På vejen købte vi nemlig Coca Cola
i et supermarked i en lille by
der så for lille ud til at have et supermarked
for slet ikke at tale om bordellet
,,Frydenlyst" over for kommunekontoret.
,,Tak skal du have!" sagde vi i kor.

Det var den sidste by inden havet
men vi var kommet gennem mange andre:
Byer med kirker, skoler, biblioteker og statuer
og stationer med lave perroner
hvor der stod fanger i stribede dragter
og stirrede ned i gruset mellem deres vogtere.

Vi havde set sporskifter, bomme og vanddepoter.
Og uden for den store by, vi kom fra
var der store reklameskilte langs med banen.
Inde i byen nåede sollyset
først ud på eftermiddagen de smalle gårdes bund.
Det var derfor, vi var taget af sted.

Og nu står vi endelig her foran havet.
Skønt det ikke er dybt på dette sted
hvor de store bøgetræer gror helt ud til det
ved vi, at det er ti kilometer dybt.
Det vi stikker fødderne i, snavsede efter rejsen
breder sig hele vejen rundt om jordkloden.

Solen skinner på det, og der sejler skibe.
Vi kan drukne i det eller lade være.
Vi kan lade en Coca Cola-flaske
synke ti kilometer
og ligeledes alle vores nøgler.
Her kan vi ikke bruge dem til noget.

Der er ingenting mellem os og havet.
Det blinker i sollyset
og inviterer os til at fjerne alle vores erindringer
med et plask midt i denne pragtfulde blinken.
Sådan er havet.
Det er godt, vi endelig nåede ud til det.

Henrik Nordbrandt

Tænk en gang!

"Bag enhver frygt ligger et ønske." Sigmund Freud.

Fra kunstens heksegryde

Nu, hvor jeg selv er begyndt at publicere en del skønlitterære tekster på denne side og jævnligt modtager kommentarer til dem enten her eller IRL, er jeg blevet anderledes opmærksom på faren og ulempen ved at slutte direkte fra tekst til forfatter. Som i så mange andre af livets forhold er det en stor hjælp og øjenåbner at få mulighed for at se tingene fra den anden side.

Selv har jeg længe været af den overbevisning, når det gjaldt litterær analyse, at det var en alvorlig fejl ikke at inddrage forfatterjeg’et under tolkningen af et givent værk. Det mener jeg for så vidt fortsat. Jeg mener i hvert fald, at en biografisk tolkning skal afprøves i forhold til værket, hvis man søger en helhedstolkning og ikke ønsker at lade fund og deraf følgende tolkning bero på et forudgående valg af metode.

Jeg er imidlertid blevet langt mere forsigtig med, hvilke slutninger jeg drager i biografisk sammenhæng, da jeg – på baggrund af ovenfor nævnte kommentarer – har gransket sammenhængen mellem mine egne tekster og mit liv.

Det er sandt, at livet til tider (også i mine bryggerier) skrives næsten ufiltreret ind i enkelte tekster, men selv hvor dette er tilfældet, er der dog tale om en beskæring af virkeligheden. Valg og fravalg er foretaget på baggrund af indholdsmæssige såvel som formmæssige hensyn. Samtidig bliver disse tekster til i et krydsfelt mellem selvoplevede hændelser, begivenheder, jeg har været vidne til eller er blevet fortalt, forestillingsbilleder, fragmenter af andres værker og overvejelser vedrørende sproglige hensyn.

Og så er der spørgsmålet om tekstens affattelsestidspunkt, hvilket det måske er særligt vigtigt at være opmærksom på, når man benytter dette medie til publicering af tekster. Oftest vil læseren umiddelbart opfatte teksten som dugfrisk i forhold til publiceringstidspunktet, men den idé holder naturligvis ikke. Selv publicerer jeg ældre og nyere tekster imellem hinanden, og af og til publicerer jeg ældre tekster, som jeg siden har redigeret i.

Man skal altså være varsom med at drage forhastede slutninger. Og det gælder jo for så vidt enhver form for analyse. Når det gælder tekstanalyse, kan en forhastet slutning være misvisende for læseren, og direkte ubehagelig for forfatteren. Det er således ikke kun bekendelsesskribenter, der mærker ukendte læseres nyfigenhed og bekendtes sårbarhed. For næsten enhver tekst vil i større eller mindre grad blive opfattet af læseren som et del-element af forfatterjeg’et.
Det er en problematik, som enhver forfatter må indstille sig på - og lære at tackle. Og det er ikke så let, som det umiddelbart lyder, for grænsen mellem fiktion og fakta, mellem fri fantasi og realitet, er yderst sjældent – om nogensinde - helt klar. Heller ikke for forfatteren selv!

Tidevand

Du kunne være blevet på den smalle bred ved havet
og ha’ lagt dig til at drømme
øjeblikket som det var
til tidevandet drog dig ud i indigo
til tiden tog dig til sig
og lod mørket lukke sig i bølgeslag
blidt sukkende og salt som havet selv
så dybt som himlen ikke siden set i dine øjne
og du kunne være druknet lykkelig
den time spejl og ansigt gik i ét

Mærk verden på Brandts

På Kunsthallen Brandts kan man for øjeblikket opleve blandt andet en monumental retrospektiv udstilling af Sys Hindsbos værker. Er man meget begejstret for Sys Hindsbos fremmedgjorte og anonymiserede figurskildringer og deres iboende eksistentielle uhygge, skal man afgjort gå indenfor og lade sig fortabe her. Er man mindre begejstret for Hindsbos livsværk, kan samlingen forekomme noget overvældende i sin ensformige konceptualitet.

For børnene er der rige udfoldelsesmuligheder på Sanseudstillingen 2007 ved Peter Callesen, hvor de kan få et indblik i en jordisk udgave af en verden ’ovenover skyerne’. Lyt til en fortælling om Babelstårnet, gå selv en tur op i det, svæv på dunlette skyer til lærkesang eller kreér din egen engel i engleværkstedet.

Hvad det voksne publikum absolut ikke bør gå glip af, er Jesper Rasmussens fotokunst-udstilling Out of Space. Rasmussens billeder viser kendte bygningsværker i nye former og perspektiver, og stiller spørgsmålstegn ved vores måde at erkende og genkende verden på. Idéen bag værkerne er i sig selv interessant, og den æstetiske nydelse og de små chok, som beskueren får undervejs, er af særegen høj kvalitet. Idéens såvel som udtrykkets nærmest klassicistiske renhed og enkelhed åbner til det indre såvel som det ydre rum. Meget flot!

It's Magic

Han spiller skak
som en Kasparov
suverænt
i tre træk har han sat hende skakmat
måske det blot skyldes at
hun sidder blændet af solen
og af samme grund hidtil har troet
de spillede Hjerterfri
Det er sådanne taskenspillerkunster
hans Skygge benytter sig af
selv er han for ærlig
til at snyde i spil
så godt kender hun ham dog
efterhånden:
Pan alias Illusionisten

Familieråd

I min familie har vi råd for den slags
- en opskrift nedarvet gennem generationer
min oldefar fandt sit for enden af rebet
man fandt ham i laden
- "Han mistede jordforbindelsen"
siger vi og smiler polisk
En fjern kusine
blev fundet i knælende stilling
med en strikke om halsen
hun led af patologisk angst for højder
I min familie er det nærmest rutine
én skød hovedet af sig
- det kunne ha' været mer' smagfuldt
det er der enighed om
Og blandt mine nærmeste
kan opregnes flere forsøg
med piller og skarpe remedier
Selv hører jeg nok til
de dybt seriøse som ikke
råber "ulv" før den er der
Dog skader det ikke
at være beredt:
Ha' altid barberblad
reb og piller ved hånden
for ingen kender timen
og da er det godt
at ha' råd for den slags

Taktslag

Far banker kedlen ned i komfuret
far banker bulerne ud
i sit værksted i kælderen
jeg går til hånde
rækker ham hammer
og tænger
han bander

Far slår det fast
med syvtommersøm
han banker forstand ind
i hovedet på søster
så banker han puds løs
fra under tapetet
og spartler og maler
til alt er som før

Far banker sengen
op imod væggen
mor ligger under ham
det kan jeg høre
far banker rytmisk
og rytmen går ind
i et hul i min drøm
og lejres i mørket
hvorfra den kan hentes

Far banker plejerne
far banker stokken i gulvet
far banker hårdt
ind i tab af erindring
- Senere banker vi
knoer mod bunden af urnen
tømmer dens støv over havet
mens kutterens motor
dunker som levende pulsslag
og taktfulde hjerter

Det usynlige barn

Der er kun det snavsede vindue
og bagved det
sollys
en sommerfugl fanges
i spindelvæv
flossede vinger flagrer
mod glasset en trommende
dance macabre
akkompagnerer mandens
fingerspil mod mit barnlige køn
her lugter af koks
støvfnug daler som glimmer
over det sprukne cementgulv

En lynsnar bevægelse fyldig dump
idet en fedladen edderkop
lader sig falde frem mod sit bytte
der er kun stilhed
og mandens åndedræt i den
kun brændende kinder
og koldsved i håndflader
der er intet jeg
der er kun en krop
der er blottet i solskin
og lugten af koks
bitter kvælende

Mor ser os ikke
hun ser ikke mig
kun han kan se mig
en sommerfugl
hænger slapt
i en edderkops væv
selv er jeg usynlig nu

jeg er usynlig - selv nu

Dræbersnegl

Du går i cirkler
du drejer indad
i sneglens spiral glider
ud gennem afløbet
ind i dit eget
øres tavshed
du forsvinder fra verden sådan
kan du undgå at forholde dig
til livet sådan
kan du lade som om
du ikke eksisterer
imens du udsletter andre

Bare en bamse

En nat for mange år siden lå jeg vågen, plaget af savn og skyldfølelse, fordi jeg havde glemt min bamse udenfor i haven og min mor ikke ville lade mig gå ud for at lede efter ham. Det var en lang nat. Det var en mørk nat. Og min bamse var alene i den, fordi jeg ikke havde passet på ham. Sådan tænkte jeg. Dengang.

Nu ser jeg på min ven, som sidder tavs overfor mig i stolen, med det sørgmodige udtryk i ansigtet, som han ikke siden lagde af sig - og jeg må erkende - med en kærlig hilsen til Freud - at nogle gange er en bamse bare en bamse.

Men hvis han i aften skulle fare vild i haven, ville jeg alligevel gå ud og lede efter ham, før duggen faldt.

For andre gange forholder det sig sådan, at en bamse er en bamse er en bamse.

Finlitterært selvsving

Kirsten Nørgaard har lagt en kommentar under mit indlæg om Llambias. Heri spørger hun, om ikke der også skal være plads til den slags litteratur, hvor projektet i sig selv går forud for fortællingen - den slags litteratur, som også kunne betegnes med et ord som 'metalitteratur'.

Jo, den slags litteratur skal der også være plads til. Men når man, som jeg, sidder midt i det akademiske landskab og betragter de seneste års udgivelser såvel som flere håbefulde skribenters endnu ikke udgivne værker, så kan man hurtigt få det indtryk, at den litterære elite er godt i gang med at etablere en lille særverden, hvor projektet og metarefleksionerne går forud for den gode fortælling - eller slet og ret indholdssiden.
Dermed kan vi, der har læst litteratur på Universitetet, oprette, uddybe og opretholde et skel imellem os (de kloge) og de andre (de knap så kloge). De værker, som de kloge finder for godt at læse - og at skrive - er nemlig ikke for menigmand. De vender ind i sig selv, ligesom det moderne menneske har en tendens til at gøre det. De står med andre ord ikke i et direkte og umiddelbart forhold til livet eller virkeligheden.

Jeg har svært ved at acceptere snobberiet hos den litterære elite - og især hos næsten-litteraterne og flere af de digterspirer, der endnu er på vej, og som tror, at man kan konstruere sig frem til succes eller komme ind i varmen på baggrund af en leflen for de rigtige avantgardistiske meninger.
Jeg har svært ved at acceptere, at man indenfor de samme grupperinger er tilbøjelig til at findyrke sproglighed, metarefleksion og projekt på bekostning af underholdningsværdi, indholdsdybde og den gode fortælling - altsammen områder, som man ikke blot lader hånt om, men som man direkte håner.

Ifølge min opfattelse rummer det ideelle værk muligheden for tolkning på flere planer - samtidig med, at det trækker læseren med ind i sit eget univers og underholder og perspektiverer, som netop en god fortælling kan det.

At håne den gode fortælling - og dermed de læsere, som holder af den - er rendyrket finlitterært snobberi.
Den litterære elites hovedopgave burde være at formidle en dybere (litteratur)forståelse til den ikke-elitære læser og at bygge bro imellem dem, der ved meget om litteratur og dem, der ved mindre - ikke at grave grøften dybere de to parter imellem.

Jeg er ikke fortaler for nogen form for snobben-nedad. Jeg forlanger bare, at litteraturen og den litterære elite i højere grad begynder påny at forholde sig til omverdenen og du'et i stedet for at forholde sig til sig selv og kun sig selv.

En illegitim Llambías?

Pablo Henrik Llambías roman Et ukendt barn er et collagelignende værk, som glider ind og ud af forskellige virkelighedsdimensioner og fortællinger. Rammen udgøres af jeg-fortællerens deprimerende situation, umiddelbart ovenpå en skilsmisse, hvor han som forfatter og som menneske føler sig fastlåst og ude af stand til at engagere sig i noget udenfor sig selv. En dag får forfatteren imidlertid tilsendt et manuskript – en påstået autentisk beretning om en ung kvindes oplevelser under 2. Verdenskrig – og dette manuskript kommer til at danne afsæt for et selvrefleksivt projekt, som til sidst manifesterer sig som Et ukendt barn.

Undervejs følger vi jeg-fortælleren under hans forsøg på at finde ind til sandheden bag det manuskript, han er blevet tilsendt, og ind i hans bestræbelser på at legitimere den tilsendte beretning såvel som sin egen historie. Vejen går over erindringsmateriale, over historiske studier af 2. Verdenskrig og personlige beretninger om samme, ind i det tilsendte manuskript og videre ud på Vestre Kirkegård.

Romanen kan kritiseres for manglende ’flow’ ligesom et temmelig langt afsnit om Ardenneroffensiven kan kaste den læser af, der ikke – som Llambías selv - har en umiddelbar interesse for 2. Verdenskrig i særdeleshed eller militærhistorie i det hele taget. En nærmere analyse af værket påviser imidlertid, at hvert element i romanen fungerer som en nødvendig brik i legitimeringen af værket som helhed.

Og her er det så, man må spørge, om en roman fungerer som roman, hvis den kræver en analyse for at kunne hænge sammen i læserens bevidsthed? Min personlige mening er, at det er et plus, hvis en roman har en iboende symbolik eller undertoner, som gør den egnet til fortolkning på flere planer, men det må ikke være romanens primære projekt. En roman skal kunne læses og forstås umiddelbart som fortælling.

En ting, som jeg i særlig grad undrede mig over i den store sammenhæng, og som jeg spurgte ind til, da Llambías for nylig talte om sin bog på Syddansk Universitet, var de mange overgrebs- og voldtægtslignende situationer, som værkets kvinder udsættes for. Her savnede jeg nemlig den legitimering i forhold til resten af fortællingen, som Llambías hævder at gå op i.
Direkte adspurgt refererede forfatteren først til det afsnit i værket, som er en gengivelse af det tilsendte manuskript, og han forklarede overgrebene i dette afsnit som et typisk eksempel på, hvor farlig situationen for en enlig kvinde i Tyskland var hen mod slutningen af krigen.

Det svar fandt jeg imidlertid ikke tilfredsstillende, idet også andre kvinder i romanen tydeligvis fremstår primært som begærsobjekter for jeg-fortælleren og oftest i seksuelle forestillinger, som rummer et element af tvang overfor og ydmygelse af kvinderne. Jeg spurgte Llambías, om der kunne være en symbolsk sammenhæng mellem den passage i bogen, som han netop havde læst op og selve værkets tilblivelsesproces? I den oplæste passage beskrives en stor fabriksbygning med indbyrdes forbundne rør og med skorstene, hvorigennem, der udledes damp for at lette det indre tryk fra produktionsprocesserne. Jeg ønskede med andre ord at vide, om overgrebssituationerne kunne ses som en form for afledning og/eller udladning i forhold til forfatterens indre liv under skriveprocessen.
Her flammede noget farligt op i Llambías argentinskmørke øjne, og hans kønne smil blev diabolsk. Svaret forsvandt i en afvæbnende latter.

Jeg tror, at vi i denne situation nåede den lille smalle stribe ingenmandsland i grænseområdet mellem fortæller-jeg’et og forfatter-jeg’et. Og det er grund nok til at læse Et ukendt barn på trods af værkets svagheder som fortælling betragtet.


Pablo Henrik Llambias:
Et ukendt barn

Gyldendal 2005

Floder

For første gang er min kærlighed rolig
er den en flod ved hvis bred jeg kan sidde
og stille betragte dens stadige løb
dens løb som jeg ikke kan standse
langt mindre end jeg kan standse dit
mod de vidder du higer efter

Og ville jeg standse det?
Elsker jeg ikke netop din vej
din søgen mod større verdener?
Og elsker jeg ikke flodens løb
utilpasset bekræftende livet
som den baner sig vej gennem gadens
opbrudte asfalt nedslidte sten
og henkastede affald
med retning mod mørke og undergang
men med længselen mod havet intakt?

En opdæmmet flod
hører op med at være en flod

Vækkelsen

Livet vil livet
solgult sprænger grå asfalt -
stå op, Lazarus!

Forfatter-læser-kritiker konstellationen

Donald spørger i en kommentar andetsteds på denne blog til min mening om forfatterens forhold til læser og kritiker – og om min mening om Donalds idé om kritikeren som tour-guide.

Som skribent mener jeg, at det er min opgave at formidle en erkendelse (især når jeg skriver faglitteratur) og/eller en oplevelse (når jeg skriver skønlitteratur) til min læser. Mit eget dybt personlige kriterium for graden af succes er så, i hvor høj grad det lykkes for mig at etablere en overensstemmelse mellem tekstens udsagn, som jeg selv opfatter det, og tekstens udsagn, som læseren opfatter det.

Min skriveproces foregår i hovedreglen sådan, at jeg på baggrund af en række idéer, observationer og måske gamle notater begynder at skrive nogle udkast eller længere tekststykker, som efter timer, dage eller måneder tages frem påny, hvorefter de – ofte af flere omgange – revideres og finpudses eller måske forkastes.

Den første del af processen er således meget styret af inspiration, og her lader jeg mig i høj grad lede af teksten selv – eller rettere sagt – af øjeblikkelige impulser, imens jeg skriver. Det gælder naturligvis først og fremmest, når jeg skriver skønlitteratur, hvorimod faglitterære tekster fremkommer under anderledes kontrollerede former, hvor der til stadighed veksles imellem impuls, vurdering og revidering af det skrevne.

Anden del af processen er det tidspunkt, hvor jeg forsøger at sætte mig i en ukendt læsers sted og afprøver tekstens holdbarhed eller effekt – som om jeg ikke kendte dens indhold. Dette lykkes bedst, når teksten har fået lov at hvile nogen tid, for i mellemtiden har jeg selv flyttet mig mentalt og følelsesmæssigt fra teksten og kan i højere grad læse den som en for mig ny tekst.

Mit forhold (som forfatter) til kritikeren – eller måske snarere til begrebet kritik – er vist som følger: Jeg finder enhver seriøs kritik utroligt spændende, fordi den på den ene side siger mig noget om, hvordan min tekst virker på læseren – og til dels siger mig noget om kritikeren selv. En såkaldt negativ kritik kan derfor også lære mig mere om, hvordan jeg bliver en bedre skribent, end en såkaldt god kritik kan. På den anden side set kan en god kritik bekræfte mig i, at jeg lykkes med mit projekt – og dermed øges lysten til at fortsætte med forsøgene.
Endelig må man som forfatter selv forsøge at analysere en given kritik, idet forskellige kritikere har forskellige indfaldsvinkler til det at anmelde.

Min egen indfaldsvinkel til anmelderiet er, at en anmeldelse i første omgang skal præsentere værket på værkets egne præmisser. Dernæst skal den udtrykke anmelderens personlige opfattelse af værket – og undervejs skal den være læseværdig i sig selv. Dermed mener jeg, at sprog og vinkling skal være bæredygtigt, men på grund af den begrænsede plads, der tildeles anmeldelser i de fleste aviser - og til tider på grund af den enkelte kulturredaktions linie og udstukne regler omkring anmeldelser - ser man i det daglige store udsving i anmeldelsernes underholdningsværdi. Er der spalteplads til det, mener jeg i øvrigt, at anmeldelsen gerne må indeholde uddybende oplysninger om forfatteren og/eller andre perspektiverende informationer. I den forstand kan man vel godt betegne kritikeren som en tour-guide, som Donald udtrykker det.

Med hensyn til, hvorvidt en kritiker kan eller bør anmelde et værk, som er begået af en forfatter, som vedkommende kender – et emne som også har været diskuteret i flere kommentarer her på bloggen – så har jeg følgende bemærkninger: En trænet læser/kritiker er i de fleste tilfælde udmærket i stand til at se bort fra det personlige forhold og at give en kompetent og uhildet kritik af værket. Især når kritikeren ved, at forfatteren selv er i stand til at sætte (hånd)værket i højsædet i forbindelse med netop denne udveksling de to imellem.

I et så lille land som Danmark kan det ikke undgås, at forfatter og kritiker af og til kender hinanden personligt. Det er bare ikke altid, at de menige læsere af forskellige anmeldelser er klar over dette. Og ideelt set burde det altså heller ikke være afgørende.

Det siger imidlertid sig selv, at der kan opstå etiske problemer i denne sammenhæng. Der har været eksempler – som man vil kende til, hvis man færdes blandt kritikere og forfattere – på kritikere (og forfattere), som ikke har kunnet abstrahere fra det rent personlige.
Men igen – det er alt sammen en del af ’spillet’ i den litterære verden, som jo er en levende verden, hvor mennesker elsker, hader og taler med hinanden og til andre gennem litteraturen.

Miljødiskussionens natur

De seneste dage har der udspundet sig en debat omkring mijø og miljørelaterede dommedagsprofetier på Beologisk Institut.

Det er store emner, som let kan bringe sindene i kog. Før man kaster sig ind i en sådan debat, er det måske derfor hensigtsmæssigt at holde emnerne ud i strakt arm og forsøge at danne sig et overblik over de mangfoldige tilgange der er til dem.
Her er der hjælp at hente i den tværfagligt funderede litterære disciplin, der efterhånden er blevet kendt som 'økokritik' eller i undervisningsmiljøer som 'grønne studier'.

En udmærket introduktion til økokritikken gives af Greg Garrard i værket Ecocriticism, som udkom første gang i 2004. Bogen beskriver og tager kritisk stilling til en række udsagn om og holdninger til Natur og miljø, hidrørende fra kunstnere såvel som miljøaktivister, politikere og andre. Værket er inddelt i otte kapitler, som beskæftiger sig med hvert sit hovedemne eller, som Garrard foretrækker at kalde dem, hver sin trope: Forurening, indfaldsvinkler, pastorale, den vilde Natur, dommedagsprofetier, dvælen, dyr og Jordens fremtid. Desuden har forfatteren tilføjet en liste med forslag til anden relevant læsning.

I det indledende kapitel siger Garrard:
"The challenge for ecocritics is to keep one eye on the ways in which 'nature' is always in some ways culturally constructed, and the other on the fact that nature really exists, both the object and albeit distantly, the origin of our discourse.
[...] Ecocritics remain suspicious of the idea of science as wholly objective and value-free, but they are in the unusual position as cultural critics of having to defer, in the last analysis, to a scientific understanding of the world."

Ecocriticism kommer ganske godt rundt om de forskellige tilgange, der eksisterer - og i tidens løb har eksisteret - til de store spørgsmål om, hvordan vi som mennesker bør forholde os til den Jord, vi lever på og af. Garrards bog kan således fungere som en øjenåbner og som en mediator, der kan hjælpe til gensidig forståelse, hvor to eller flere holdninger til emnet kolliderer og truer med at låse en forhåbentlig ellers frugtbar diskussion fast i det rene meneri.

Greg Garrard:
Ecocriticism

Routledge 2005

Rejsebrev fra Toscana

”Den italienske gæstfrihed og imødekommenhed er legendarisk.” skriver Lilja med højre hånd, mens hun med den venstre manøvrerer en sørgmodigt udseende pizzabolle fra dagen før ind i munden. Hun streger ”legendarisk” og overvejer en anden formulering. Hun har trukket sig ind i køkkenets kølighed, men ladet døren stå åben ud mod terrassen. Lyset derude får åbningen til at fremstå som et hvidt felt midt i dunkelheden. ”Den italienske gæstfrihed og imødekommenhed har ikke forandret sig. Italienernes nysgerrighed i almindelighed og overfor landets gæster i særdeleshed…” Hun tænker på Claudio, da han uden tanke for hendes mulige blufærdighed betragtede hendes afklædte legeme på sengen. Nysgerrig, udforskende. Hun havde følt sig som en ting. Eller er det noget, hun tænker nu, set i tilbageblik. Hun havde været beruset og vistnok ikke følt noget ved hans interesse. Udover at den var kærkommen, fordi hun havde lyst til at elske. Heden, vinen, den italienske nat med cikadernes sang, rosernes duft. Naturligvis måtte italienerne være et lidenskabeligt folkeslag. Blodet blev bragt i kog her.

”Italienernes nysgerrighed i almindelighed og overfor landets gæster i særdeleshed gør, at man som gæst i landet føler sig svært privilegeret, hvis ikke ligefrem forkælet. Befolkningen synes at have en forkærlighed for danskerne – i hvert fald hvis man skal dømme efter deres højrøstede glædesudbrud og deres indgående spørgsmål til dansk skik og brug, når de hører, hvor man kommer fra.” >>Uinspireret<< mumler Lilja for sig selv og streger de sidste linier over. Der lyder lette slag af knoer mod dørkarmen og en høj ranglet mand tegner sig mørk mod den lyse firkant.

>>Silvio!<< Siger Lilja og rejser sig smilende. Hun forstår kun enkelte brokker på italiensk og kan aldrig følge med i Silvios hastige og utydelige tale, men han er altid et stort smil, omsorgsfuld og elskværdig. Han kigger forbi mindst en gang om dagen og taler uafbrudt i et par minutter, tilsyneladende uanfægtet af, at man ikke begriber et ord. Denne gang rækker han en urtepotte med kraftigt duftende urter frem mod hende.
>>Basilico<< siger han og nikker og smiler, så man kan se alle hans brune tænder, >>basilico fresco, aah! << Han holder urterne helt tæt op under hendes næse.
>>Hmm<< svarer Lilja >>gratzie, Silvio, multo gratzie!<<
Silvio overlader den friske basilikum til Lilja og påbegynder en af sine rivende talestrømme, samtidig med at han går baglæns ud af døren, med hånden løftet i en kejtet hilsen. Han forsvinder ud af synsvidde, og hans tale slår over i en munter fløjten.

Duften af basilikum fylder hele rummet. Lilja åbner en flaske vand fra køleskabet og læner sig mod den tykke gråhvide køkkenplade af marmor, mens hun drikker. Hendes blik glider op under det høje loft, der tilsyneladende kun udgøres af de mørkbejdsede brædder, som går op i en ret vinkel. Under den er der tværbjælker, som bærer konstruktionen. Væggene er hvidkalkede og nøgne, og de danner en skarp kontrast til de få massive møbler, der ligeledes er af mørkt træ og, efter alt at dømme, har mindst hundrede år på bagen. Spisebordet, skænken, den eneste magelige lænestol med grønt plysbetræk og sofabordet ved siden af, hvor Silvios evigt muntre hustru har anbragt en fin lysedug og en kolossal kobberkandelaber. På det koksgrå flisegulv flyder et par kludetæpper i solblegede rødmende nuancer. Lilja kan lide rummet. Det giver hende en fornemmelse af, at tiden er ophævet her. Når man ser bort fra de moderne – nå, ja – relativt moderne indretninger som gaskomfuret og køleskabet, der er anbragt så diskret som muligt i et hjørne lige indenfor døren, kunne man tro, man befandt sig i det nittende århundrede. I den ene ende af køkkenet, modsat indgangsdøren, fører et par trin ned til venstre til en aflåst dør, som Lilja har konstateret fører ud i det fri, der hvor stien op til udsigtspunktet begynder. Til højre for disse trin fører en mørk trappe med repos op til soveværelset, hvorfra der er adgang til et diminutivt kombineret bad og toilet. Soveværelset er en drøm for en romantisk sjæl: Den kolossale smedejernsseng med blødt fjedrende madrasser og håndknyttet hvidt sengetæppe fylder næsten hele pladsen mellem de rødgyldne vægge. Et vindue med grønmalede skodder vender ud mod dalen og opkørslen til huset.

Lilja ser op mod soveværelset og overvejer at tage en lur. Det er siesta, og der er ro i de andre lejligheder nogle timer endnu. På den anden side set skulle hun måske hellere begynde at renskrive den sidste uges noter om sin rejse. Hun åbner lågen til skabet under vasken for at stille den tømte flaske derned. I skraldeposen får hun øje på gårsdagens brugte præservativ. Det ligger der så udslidt og opgivende som en hvilken som helst anden for længst udbrændt affære. Hun ser for sig de millioner af hendøende sædceller, som ligger og gisper efter vejret. Eller er de allerede døde? Det er en del af et fremmed legeme, som ligger der i affaldsdyngen.
Lilja tømmer kaffetragtens grums ned over den ubehagelige påmindelse og lukker lågen med et lille smæld, før hun placerer sig ved spisebordet med den bærbare computer og den blok, hun allerede har fyldt: ”Afrejsen fra Danmark i juli foregår i øsende regnvejr. Da jeg stiger ud af bilen og vinker farvel til min chauffør for at begive mig ind i lufthavnsmodtagelsens mylder, står humørbarometret imidlertid på solskin ved udsigten til gensynet med Italien og det vidunderlige Toscana, som jeg ikke har besøgt de sidste femten år. Hvor meget vil vise sig at være forandret?”

Lilja ser et øjeblik Christens ansigt for sig, da han gav hende et hastigt og kejtet knus efter at have overrakt hende kufferten fra bagagerummet. Regnen havde fået hans grå manke til at stritte og brilleglassene til at dugge, så hans blågrå blik syntes at svømme derinde bagved. >>Pas nu på dig selv<< sagde han >>vi tales ved i aften.<< Hans smil var kun en trækning ved mundvigene, og han trak kraven sammen i halsen, tydeligvis ivrig efter at få det overstået og komme ind i bilen, hjem til sine bøger, sin pibe – som han ville ryge over hele lejligheden, mens hun ikke var der – og gud måtte vide, hvad ellers. Lilja kommer pludselig til at tænke på noget: Christens ben er lyse og næsten hårløse sammenlignet med Claudios.

”Hvor meget vil vise sig at være forandret?” Deres forhold havde tidligt forandret sig. En gradvis forandring, men mærkbar. Fra stormende forelskelse til almindelig sympati, fra sympati til kølig distance, lejlighedsvis afløst af gensidig omsorg. Lilja rejser sig fra sin plads og roder sin taske igennem for at finde cigaretterne. Hun ryger Marlboro light i Italien. De italienske mærker er for stærke. Hun puster røgen ud i en tynd stråle, som opløses i det sollys, der nu flyder ind af køkkenvinduet. Pinjen udenfor bryder lyset og kaster en let skygge ind over gulvet og ned over blokken på bordet. Lilja holder sin hånd frem for sig og studerer dens overside i sollyset. Hun har smukke hænder, stærke, slanke. Men med årene er huden blevet mere tør, i lyset ses det tydeligt, hvordan de småbitte rynker myldrer frem. Engang, da hun var ganske ung, havde hun en ældre kæreste, som viste hende gennem sammenligning mellem sin egen trediveårige hånd og hendes tyveårige, hvordan hudens elasticitet mindskedes med tiden. Hun balancerer cigaretten i den ene mundvig og trækker med to fingre huden op i en fold på den venstre hånd. Huden falder omgående på plads igen. Havde hans hud ikke gjort det? Han havde været yngre dengang end hun er nu.
Lilja bladrer igennem sine noter, streger et par steder, fylder ud på andre. Så fortsætter hun renskrivningen, mens solen går sin vej omkring huset og over dalen.

Tusmørket har sænket sig, og Lilja har iført sig et par lyse slacks og en let skjorte. Hvis hun vælger et udendørs bord på den lille restaurant nede i byen – forudsat naturligvis, at hun kan finde den igen – vil hun være forberedt på de aggressive myg. Hollænderne i lejligheden på den anden side af terrassen er rykket ud i aften og har dækket op. Deres gennemtrængende latter trænger ind gennem døren, som Lilja nu har trukket til. Hun ser ud over dalen. Himlen blåner dybere for hvert minut, og lysene tændes i småbyerne og på bjergskråningerne.
Hun må hellere ringe til Christen og høre, hvordan det står til derhjemme. Hun taster nummeret på mobiltelefonen og hører ringetonen fire gange, før han tager den.
>>Ja, det er Christen!<< Han lyder altid formel, når han tager telefonen. Lidt forbeholden som om han er blevet forstyrret i noget vigtigt.
>>Hej, det er mig.<< Siger hun.
>>Hvordan står det til. Er vejret godt dernede?<<
>>Varmt, << siger Lilja >>hvordan går det med Markus – har han ringet hjem?<<
Markus er på ferie i Berlin sammen med et par venner. Lilja har for så vidt tiltro til sin søn, men mindre tiltro til de venner, han er sammen med. Søde unge mennesker – (ikke meget yngre end Claudio) – men lidt for glade for at feste.
>>Jeg talte med ham i dag. Han havde selvfølgelig brug for forstærkning.<< Siger Christen og rømmer sig. >>Jeg har sat lidt ind på hans konto. Men ikke for meget. Han skal ikke tro, at pengene bare kommer strømmende fra et bundløst kar.<<
>>Har du fået overstået konferencen?<< spørger Lilja. Hun havde glemt alt om den indtil dette øjeblik, men Christen har længe bekymret sig om sit indlæg. Han fortæller, at det vistnok gik udmærket. Hans forelæsning blev vel modtaget. For så vidt som ingen havde væsentlige indsigelser at gøre.
>>Hvad med dig?<< Siger han >>Er der noget at skrive om? Får du arbejdet?<<
>>Jeg prøver.<< Svarer Lilja >>I dag har jeg da renskrevet tredive sider, men du ved – det skal altid pudses efter. Måske sender jeg noget hjem en af dagene. Hvis du lige vil kigge på det og kommentere det. Jeg laver det som en slags rejsedagbog. Holder det i en personlig stil, 1. person osv.<<
>>Ja, ja – send det bare.<< Siger Christen, og hun kan høre, at hans tanker pludselig er et andet sted.
>>Jeg forsøgte at ringe til dig i går aftes<< siger han >>har du ikke set det på mobilen? Ja, jeg lagde ingen besked. Så vigtigt var det ikke.<<
>>Jeg har ikke hørt den<< siger Lilja og følger med blikket den magre hollandske kvinde, som netop passerer udenfor køkkenvinduet iført en turkis top og cyklamenfarvede shorts, som står ualmindelig dårligt til hendes gustne hudfarve. Utroligt, at nogle mennesker kan opholde sig under sydens sol uden at tage farve.

Nej, igår hørte hun ikke telefonen. Hun var gået med Claudio fra fortovscafeen og hen på et tarveligt diskotek, hvor den italienske teknomusik dundrede mod trommehinderne. Musikken var rædsom, og lyset flimrende og sansebedøvende. Men Claudio havde fungeret som et fikspunkt i dette fremmede univers, hvor hun formentlig var den eneste, som var en dag over femogtyve.
>>Jeg glemte telefonen, da jeg kørte ned i byen for at spise<< Siger hun. >>Jeg fik en glimrende pastaret og en god rødvin på en lille lokal restaurant. Og jeg faldt i snak med nogen italienere.<<
>>Hm<< Siger Christen >>Jamen, det var da godt. Nu drikker du ikke mere end du kan køre sikkert, vel? Så må du altså spendere på en taxa.<< Omsorgsfuld.
>>Jeg skal nok passe på.<< Havde hun drukket for meget? Ganske givet. Hun har ingen erindring om hjemturen. Hun kan kun huske duften af Claudios aftershave, forlygternes lys, som skar gennem den mørke nat, ramte træstammerne, de små hvide insekter, der dansede i lyskeglerne. Hun synes pludselig, hun kan mærke den aftershave igen, og hun får en let kvalme, som hun prøver at forjage ved at stikke næsen ned i Silvios basilikum, som endnu står i en lille potte på bordet.
>>Silvio kom med frisk basilikum i dag. Han er sådan en sød gammel mand.<< Hun prøver at skifte emne.
>>Ja, det er godt.<< Siger Christen >>Det er godt, der er nogen til at tage sig af dig. Hør, min ven – det er dyrt det her. Vi tales ved, ikke?<<
>>Okay, hej igen – og pas på dig selv!<< Siger hun. Hun kan høre, at Christen allerede er på vej væk, da han svarer i lige måde.

Lilja snuser til huden på sine arme. Har Claudios duft efterladt spor? Men hun tog et bad i morges. Hun kan ikke lugte noget nu, andet end sin egen duft. Hun finder nøglerne i sin taske, åbner døren og nikker kort til hollænderne, som er optaget af deres egne anekdoter og måltidets beskaffenhed, inden hun går ned og starter den endnu solvarme bil.

Forvandling

Fastfrosne tårer
smelter under dit favntag
forårsforløsning

Nysprungne kilder
strømmer dig blødt i møde
najadelatter

Repræsentanten

Christen spiser sin middag på kroen i byen. Her serverer de et godt solidt dansk måltid. Det holder han af. Skal det være fint, skal det være fransk. Men i dag har han glædet sig til stegt flæsk og persillesovs. Restaurationslokalet er som ethvert andet restaurationslokale her på Vestkysten: Mørkt træ, slidte tæpper med rød luv, hvide duge på bordene, brændende kærlighed i glaserede urtepotter. Her lugter af mølkugler og af bøf med bløde løg. Som i bedsteforældrenes hjem dengang. Christen har en vinduesplads og kan se ud på den grusbelagte parkeringsplads gennem de små buede ruder. Der trænger kun et dæmpet støvet lys ind gennem vinduerne. De vinrøde portierer, som ganske vist er skubbet til side lige nu, dæmper lysindfaldet. Han skærer et stykke flæsk over. Kniven er ikke så skarp, som man kunne ønske. Skubber den hvide sovs med de grønne spor og et stykke kartoffel op på gaflen. Mens han tygger, kører en hvid stationcar ind på pladsen. En ældre mand stiger ud, kigger op mod den grålige himmel og rækker ind på passagersædet efter en jakke. Mørk gabardine. Sikkert en repræsentant, tænker Christen og ser på den kraftige skikkelse, som trækker op i bukserne og nu, med jakken over armen, begiver sig hen mod indgangsdøren.

En flue summer i vinduerne bag de tykbladede planter. Hvorfor beplanter man altid disse vindueskummer med svigermors skarpe tunge og ubestemmelige slyngplanter? Støvet samler sig på dem – og kalk fra vandet, når de en sjælden gang bliver fugtet. Det ser trist ud derude. Himlen er jævnt grå og Christen mærker en kølig brise i ryggen, da yderdøren bliver åbnet. Han vender sig halvt i stolen og møder repræsentantens blik. Manden nikker kort og fortsætter sin afsøgning af lokalet. Han går direkte hen til disken, som afskærer vejen ud til køkkenregionerne, og ringer på en lille klokke. Den ældre dame, som også serverede for Christen, dukker op, rødmosset, men med et træt udtryk omkring de blege øjne. Det lykkes hende at smile til repræsentanten:
>>Goddag, hvad kan jeg hjælpe med?<<
>>Goddag<<, repræsentanten rømmer sig kraftigt, har en tudse i halsen. Det lyder som om han ryger for meget. >>Kan jeg få en gang hamburgerryg og en pilsner til?<<
>>Så gerne.<< Kvinden forsvinder ud i køkkenet.
Christen lemper en ny portion op på gaflen. Fluen er blevet tiltrukket af duften og sværmer om hovedet på ham. Han slår den væk med højre hånd og taber flæsket ned på tallerkenen. Om igen.

Repræsentanten passerer hans bord og tildeler ham et velbekomme undervejs. Christen nikker og synker. Ser på mandens mave, som hænger ud over bukseremmen, da han skubber sig ind på en plads med ryggen mod væggen ved bordet overfor. Skjorten skiller lige ovenfor linningen og afslører et stykke blegt lyserød hud. Christen skænker mere øl i sit glas. Han er glad for at han stadig holder sig i form, trods sin tiltagende alder. Ville nødig se sådan ud. Manden ligner et fedesvin. For mange og lange ture bag rattet, for mange gode middage.
>>Ja, vejret er jo ikke det bedste i dag.<< Siger repræsentanten og kigger med skeptisk mine ud af vinduet.
>>Nej, det var synd at sige.<< Svarer Christen, som egentlig helst vil være i fred.
>>Nu regner det også. Det begyndte lige at støvregne, da jeg kom ind.<<
>>Hmm, ja, det skifter noget for tiden.<< Christen filer i flæsket.
>>Men vi skal vel være glade for at markerne får lidt vand. Bønderne klagede sig jo noget her i forsommeren.<<
>>Er det ikke snart lidt sent til det?<< Siger Christen med mad i munden. >>Nu er der jo ikke længe til høsten. Så er det vel ikke vand, de håber på, bønderne.<<
>>Ha! Næh, det kan der sgu være noget om. De skal jo helst have noget at beklage sig over, skal de ikke?<<
En tidløs samtale, tænker historikeren Christen. Den er foregået så langt tilbage, nogen kan huske. Og den vil foregå, så længe der findes afgrøder på markerne.

>>Ja, nu mig selv,<< siger fyren, og skænker den pilsner op, som kromutter netop har stillet på hans bord, >>jeg behøver jo ikke klage over vejret. Men jeg gør det sgu alligevel. Man er jo ikke sådan at gøre tilpas. Jeg kører jo rundt med strømpeprøver til forhandlere rundt om i landet. Men derfor vil man jo godt se på noget andet end sådan en tung himmel undervejs.<<
>>Ja, det er klart.<< Christen skraber det sidste sovs op fra tallerkenen.
>>Det lokker jo heller ikke pigerne frem.<< Repræsentanten griner.
>>Hvad?<< Siger Christen.
>>Vejret. Regnvejret lokker jo ikke de kønne piger frem. Næh du. For fjorten dage siden, da solen var på himlen, da skulle du have set dem ude på revlerne. Ja, så smuttede jeg jo lige en tur derud forbi en gang imellem. Der var noget at se på, kan jeg love dig.<<
>>Hmm.<< Christen skubber tallerkenen fra sig og føler en let afsky for det rødblissede ansigt ved bordet derovre.
>>Ja, nu er man selvfølgelig også ved at blive for gammel til at komme i lag med dem. Men man har da lov at drømme, ikke?<<
>>Ja, tanker er toldfri.<< Svarer Christen høfligt, og overvejer, om han skal tænde en cigaret nu – piben har han efterladt i hytten - eller om han skal betale og se at komme ud herfra. Han kender typen. Når de først kommer i gang er de ikke til at stoppe igen. Braldrende, storskrydende. Men i grunden er han vel en ensom stakkel. Christen tænder sin cigaret.

>>Nå, du holder fast ved tobakken. Selv lagde jeg den på hylden for en ti år siden. Et hjerteanfald, du ved. Så ved man, hvad klokken er slået. Men jeg har nu ikke savnet det en dag siden. Fra den ene dag til den anden. Hvad siger du så?<<
>>Imponerende!<< Så ryger han altså ikke. Christen vil gerne have sin smøg i fred. Han ser på ruderne, som nu er dækket af et fint lag af småbitte rindende dråber.
>>Hør, må jeg ikke byde dig på en pilsner?<< Siger repræsentanten.
>>Næh, nej tak, jeg skal snart videre.<< Siger Christen ilde berørt. Han leder efter sin pung i jakkelommen, men kommer i tanker om, at han har stukket den i baglommen.

I det samme kommer kromutter ud fra køkkenet med repræsentantens bestilling.
>>Nå,<< manden gnider sig i de store hænder, >>nu skal det gøre godt med lidt mad – og hør, en pilsner mere til mig, og en til den herre ved bordet der.<<
Kromutter nikker og henter to pilsnere mere. Christen resignerer. Det kan være bygen driver over i mellemtiden. Repræsentanten smiler og skåler med Christen.
>>Her er ikke mange gæster i dag.<< Konverserer Christen.
Repræsentanten kvæler et bøvs. Støder den kraftige hage ned mod brystet. >>Næh, her er forholdsvis fredeligt. Guderne må vide, hvordan de egentlig holder skidtet kørende i vore dage.<<
De sidder lidt i tavshed. Der skramles med potter og pander i køkkenet. Repræsentanten ånder kraftigt, mens han spiser. Frastødende.
>>Og hvad laver du så?<< Spørger han, og dypper et stykke kød i sovsen.
>>Jeg er her på ferie.<< Siger Christen undvigende.
>>Javel, ja, jeg kan jo nok høre, at du ikke er fra de her kanter. Køwenhawnstrup, ikke sandt?<<
>>Ja, det er rigtigt. Frederiksberg.<<
>>Ooha, oha!<< Repræsentanten peger på ham med gaflen. >>En af de fine herrer?<<
>>Det ved jeg nu ikke, om jeg er.<< Christen er glad for sin adresse, men pøbelen kan hurtigt smudse den til. Han rømmer sig.
>>Så må du vel have en god stilling. Ellers har man sgu da ikke råd til at bo sådan et sted.<<
>>Jeg er læge.<<
>>Ja, selvfølgelig.<< Repræsentantens øjne lyser op, så glider der et tænksomt udtryk over hans ansigt. Et udtryk Christen kender alt for godt. >>Ja, siden de lavede den her by-pass på mig er det jo gået noget bedre, men jeg har alligevel ikke helt tillid til jeres slags, undskyld jeg siger det. Jeg får jo stadig åndenød engang imellem og de her små stik inde i maskineriet.<<
>>Vi er ikke mirakelmagere.<< Svarer Christen, måske lidt studst, og skodder cigaretten i askebægerets ravfarvede glas.
>>Nej, det er I vel ikke. Men tror du det betyder noget?<<
>>Det behøver det ikke, << siger Christen, >>har du ikke talt med din egen læge om det?<<
>>Ham vil jeg sgu helst ikke se for tit,<< Siger repræsentanten, som allerede har tømt tallerkenen, >>nu vil han også lave om på min kost. Men jeg tror nu, at den mad, der var god nok til mine forældre og mine bedsteforældre, den også er god nok til mig. Jeg er jo ingen kanin, vel?<<
Nej, det er ikke en kanin, du minder mig om, har Christen lyst til at svare. Men han ryster bare på hovedet.
>>Tak for skænken!<< Siger han, og rejser sig fra bordet.
Udenfor er regnen taget til.

Ind på livet af livet

Kjeldberg skriver her om ikke-skrivendes modstand overfor de skabendes fiktive(?) virkelighed.

Jeg genkender den bemærkning fra en ikke-skrivende, som Kjeldberg citerer: "Ja, jeg foretrækker nu det virkelige liv!"
Dermed er der lukket og slukket. Og den uforstandige, verdensfjerne og sværmeriske digter er sat på plads og udgør ikke længere nogen egentlig fare for de medmennesker, som ikke kan overkomme den angst, de føler ved at se de større horisonter.

Vi, der dagligt bevæger os frem og tilbage over grænserne mellem fiktionen og det såkaldt virkelige - eller skal vi sige begrænsede - liv, ved imidlertid, at vi er dem, der kommer tættest på virkeligheden - og på livet. For vi er velsignet med evnen til at gå ind gennem en dør, bag hvilken nye områder af virkeligheden breder sig ud som et vidtstrakt landskab.
Det er det, de ikke-skrivende misforstår: Digteren lukker sig ikke ude fra livet - digteren trænger ind i det.

Spor

Det er langsomheden, Christen savner. Han er den nærmere, når han sådan står alene og ser ud over havet. Blæsten river i hans hår. Mågerne dykker gennem luften under en vældig himmel, slår med baskende vinger ned i havfladens skummende dønninger, skriger hæst og skingert til hinanden i en kontrast til vandmassernes brusen og blæstens susen. Han fryser lidt i sin ruskindsjakke under den blege sol, men går alligevel længere ned mod vandet, der i glinsende, glitrende bølger af sølv og tin skyller rytmisk op over sandet, skyller tang og muslinger, drivtømmer ind, trækker lidt med sig ud igen i den tilbagegående bevægelse, prøver på ny.
Hans skridt, som var besværede i det tunge sand længere oppe, bliver lettere nu, da han i spring bevæger sig langs havstokken, hvor sandet er tæt og mørkt, gennemtrængt af salt væde. Han bærer sine sko i den ene hånd, og hans fødder bliver hvide af kulde mod sandets grå og sammentrængte flade, som skrider en smule under hans vægt, for hvert skridt, og blødt eftergivende modtager hans spor. Blæsten fra havet bærer en stor og karsk lugt af salt, tang, fisk og forrådnelse med sig ind mod land. En bølge skyller over hans fødder og væden suger sig fast i hans bukseben. Han vender om, springer tilbage op i sikkerheden i det tunge hvide sand. Langt ude kommer en fiskerbåd til syne. Christen går længere op og sætter sig i marehalmen. Han gnider varme i sine nu næsten følelsesløse fødder og ifører sig strømper og sko. Mågernes skrig har fortonet sig. Han ser ud over det glitrende hav. Skyerne ruller i vældige elfenbensgule, snehvide og gråblå formationer, ikke ulig havets bølger, frem under den lyseblå himmel. Mågerne er søgt ud mod fiskerkutteren, hvis dimensioner er vokset.
Christen rejser sig og begiver sig gennem marehalmen tilbage mod stien, som leder op mod sommerhusene, der ligger tilfældigt kastet som terninger i klitlandskabet. Han går til - med tanke på at komme i læ for blæsten, inden døre. Han vil tænde op i kakkelovnen i aften og høre aftenkoncert i radioen, mens han prøver at få fæstnet nogle tanker på papiret.
Over ham hvælver himlen sig i en bue så høj, at den fremstår som en illustration af uendeligheden. Bag ham synker lyden af havets brusen til en susen, til han kun hører blæsten, der synger gennem det nu vidtstrakte lyngplettede landskab foran ham, som kun er afbrudt af enkelte træhuse og i horisonten afgrænset af mørke skovtykninger. Stien afløses af en smal asfalteret vej, og Christen går raskere, mere ubesværet nu, trækker vejret dybt ned i lungerne og længes efter piben, som han ikke har taget med ud.

Han holder meget af ensomheden. Langt mere nu end for blot få år siden. Det hele går så stærkt nu. Han føler sig som en frønnet bundgarnspæl, urokkelig om end under nedbrydning i de frådende evigt bevægelige vandmasser. Giv tid, giv tid.
Han holder af bøgerne. Han har altid holdt af bøgerne. De sorte tegn, der efterhånden samlede sig i mønstre, åbenbarede sig som lyde og betydninger, malede billeder på den indre himmel.
Forunderligt at ligge under sin lune dyne og med en lommelygte følge Daniel Dravot og Peachey Carnehan ind i Kafiristan, mens vinterkulden, der peb ind ad den skårede rude i hans eget værelse, isnede luften i dette uvedkommende ydre univers. Og før han selv blev i stand til at afkode tegnene deres betydning, var der eftermiddage i køkkenet, hvor hans mor utrætteligt læste højt, mens regnen trommede mod vinduerne og plaskede ned langs muren fra den overfyldte tagrende. Hvor mange børn af i dag kender sådanne glæder? Nu er det TV og computer, der udfylder tiden. Ingen behøver at arbejde for at finde noget nyt. Nyhederne vælter ind i en uafladelig strøm, som ikke levner plads til glæden i fordybelsen, forundringen og underet ved at opdage sine egne kompetencer, at en udvikling finder sted. Arbejdsglæden og belønningen for en indsats er ukendte størrelser.

Han ville gerne have været digter. Han forsøger sig. Men hans tanker hænger fast i konstruktioner, som bremser den frie udfoldelse. Han er blevet dannet, og hvor han engang håbede på, at dannelsen var vejen frem, at tilegnelsen af viden om historien og litteraturen kunne frisætte hans evner og føre ham frem til storhed, føler han sig nu fanget i sin rolle som den der ved noget, frem for at være den, der skaber noget. Han ville gerne have skabt noget. Han ville gerne have gjort en forskel. Have efterladt et spor i verden, som var bredt nok, tilstrækkeligt tiltrådt til at blive en farbar vej for senere generationer.
Storhed. Det gjaldt om at blive til noget stort. Hans forældre havde opdraget ham i de gamle dyder. Hans far havde rejst havet tyndt, mens hans moder tog sig af det derhjemme. Hun havde holdt heltene frem gennem sin oplæsning. Dertil skulle han nå. Han skulle blive en, der selv blev indskrevet i litteraturen blandt heltene. De mente ham det godt, hans forældre. Og det var vel godt. Han havde gjort det godt. Han havde studeret flittigt, både under lægestudiet, som skulle bringe brød på bordet og under sine fritidssysler med historie og litteratur. Han var kommet i de bedste kredse. Han havde giftet sig med en smuk og sprudlende kvinde, som havde foldet sine vinger ud og var lettet, steget mod berømmelsens tinder som en af de store, smukke fugle, der optrådte i hendes egne fantastiske fortællinger.
Og han, som selv havde længtes mod opdriften, mod himmelflugten og suset, mod det sted oppe i skyerne, hvor han var sikker på, han hørte til, han havde bygget rede i skyggen, i en leret jord, hvorfra ingen flugt syntes mulig.
Til tider forekommer det ham, at hun er vokset på skuldrene af ham, at det er derfra hun har sat af. Til andre tider er han ikke sikker på, om ikke det, at han overhovedet er blevet rodfæstet i miljøet og har fået mulighed for at beskæftige sig med det, der er hans hjerteblod, skyldes hans ægteskab med hende. De eksisterer i et gensidigt afhængighedsforhold.

Han havde brug for historien om dem som par. Myten også kaldet. Det var han dog – og det var måske alt, hvad han var: Den fattige dreng, der havde vundet prinsessen og det halve kongerige. Men det var ikke nok for manden, som ville være konge.
Hun havde brug for hans støtte, mens hun skrev. Perioder, hvor hun sled sig selv op. For slet ikke at tale om ugerne op til udgivelserne, kritikken, interviewene. Hun var ofte bortrejst. Hun læste op, optrådte i forskellige sociale sammenhænge, holdt møder med udenlandske forlag, deltog i konferencer. Tilbragte dage og nætter i Oslo, Paris, Venedig, New York med sin cubanske elsker. Når hun kom tilbage, kunne hun isolere sig med skriverierne i ugevis, eller hun gik irritabel og sørgmodig rundt i stuerne, sad i timevis og stirrede ud af vinduerne og græd sig nogle gange i søvn mod hans skulder. Han talte lavmælt til hende, han flygtede ind på sovesofaen i gæsteværelset, eller de stod midt i stuen og udgød ondskabsfuldheder over hinanden, indtil de høje, lyse lofter formørkede sænkede sig over dem. Ude af stand til at finde sammen, ude af stand til at forlade hinanden. Når børnene kom hjem optrådte de høfligt reserveret overfor hinanden, men begge hjerteligt overfor børnene. De lod til gengæld som om de ikke mærkede spændingerne mellem forældrene.
Han kunne ikke bebrejde Lilja, at hun havde en elsker. Det værste var vel heller ikke forholdet i sig selv. Det værste var, at han var den, som måtte skjule det. At hun ikke selv havde været i stand til det – overfor ham og overfor andre. Det var ham - han som ikke kunne digte - der måtte lyve på forfatterindens vegne. Det gjorde ham bitter. Selv havde han været varsom med sine eventyr. Naturligvis havde Lilja en mistanke, ja, mere end det. Men han havde altid benægtet det. Det var løgne, men ærefulde løgne. Det gjaldt om at holde idealet oppe de to imellem. Det havde hun nu opgivet. Han var alene om det. Mere alene end før. Mere alene end han var i sin ensomhed her i klitterne. Denne ensomhed var anderledes, fordi den var selvvalgt.

Christen sætter sig på den almueblå træstol ved bordet og ser ud af vinduet. Han har udsigt til skyerne og det flade landskab, men kan ikke se vandet herfra. Hvis man går ud af huset, eller hytten, som det vel bør kaldes, og lidt op ad bakken til højre kan man se det. Umiddelbart udenfor huset vokser nogle få spredte og hårdt prøvede buske på de sandede vindomsuste jorder. Der er noget ved det barske landskab som tiltaler ham.
Selv er han ingenting. Nu prøver han at sætte sig i en andens sted og beskriver, hvordan denne anden må have haft det. De er sådan han gør, når han prøver at digte. Det personlige skal lades ude af betragtning. Det personlige er ikke interessant for nogen, før det er blevet forvandlet til noget almengyldigt. Det er kunsten. Det er det, stor kunst kan. Men kan han skabe stor kunst? Formentlig ikke, men han kan prøve. Det er hans trods mod de faktiske forhold. Og han står støt som en frønnet bundgarnspæl og holder stand mod vandmassernes brusen, mens han holder det net oppe, som fiskene fanges i. Alle de små fisk, som her møder deres skæbne. Alle de små fisk, hvis bestemmelse viser sig i deres første og nu sidste valg, som har sat dem i stand til at gå i nettet for at give føde til en højere vilje. Nu sætter han pennen til papiret. Nu sætter han net ud for at fange fisk. Nu sætter han sit spor i verden.

Frit fald

Den er her igen:
angsten som æder sjæle
frit fald i afgrund

Tilstand

En eremitkrebs
trækker sig ind i sit hus
søgræs svajer tavst

Da forstod jeg livets mening

Selvom bogmarkedet blomstrer med nyudsprungne udgivelser, gør man til tider sig selv en stor tjeneste ved også at dykke ned i den ældre litteratur.

Blandt mine personlige yndlingsværker fra begyndelsen af det 20ende århundrede er Pär Lagerkvists lille roman Det evige smil (Det eviga leendet), som udkom første gang i Sverige i 1920.
Det er et fint og diskret filosofisk værk om livets mening eller mangelen på samme. I et enkelt og dæmpet hverdagssprog fabulerer forfatteren over eksistensens mest grundlæggende og klassiske spørgsmål.

"Der var engang nogle døde," således indledes fortællingen, "de sad sammen et eller andet sted i mørket, hvor vidste de ikke, måske ingen steder, de sad og snakkede for at få evigheden til at gå."

De døde fortæller hver især deres egne livshistorier, men alle kredser de om det samme tema: Hvad er meningen med livet?
Omsider enes de om at opsøge Gud for at stille ham til regnskab for Skaberværket. Men da de finder Gud, viser han sig at være en simpel gammel brændehugger, og hans svar på menneskenes brændende spørgsmål er lige så simple som han selv. De døde sjæle er ikke fuldt ud tilfredse med den besked de får, men skubber børnene frem for den gamle mand og spørger, hvad han så har ment med disse uskyldige små?

"Store tårer brød frem i den gamles øjne. Han strøg forsigtigt og varsomt hen over deres små hoveder, hans fingre skælvede.
Dem har jeg ingenting ment med, sagde han så stille, at alle kunne høre det. Dengang var jeg bare lykkelig.
[...] Ingen sagde noget mere. De havde ingenting, de kunne sige; men de tav ikke af beklemthed, men fordi deres hjerte var for fuldt. De tav for at kunne fornemme alt. De tav, fordi der skulle være fuldkommen stille. De forlod sig selv, for at være hos det, der var sket med dem."

Det evige smil fremsætter en enkel lære om væren. Som en af de døde udtrykker det: "Da forstod jeg, at livet kun vil sig selv. Det vil træerne, det vil menneskene, det vil blomsterne, de, som dufter på jorden, men ikke en enkelt af dem.
Livet har ingen kærlighed til dig, menneske, til dig, blomst, til dig, bølgende græs, undtagen når det mener dig. Når det ikke længere mener dig, så elsker det dig ikke mere, men udsletter dig.
Da forstod jeg livets mening.
[...] Jeg tror ikke, livet vil træer og mennesker, jeg tror ikke, livet vil blomster og bølgende græs, undtagen når det netop mener det. Ellers vil det lige så gerne være ingenting. Tom ørken. Sand, som hvirvler om i et øde rum."

Tom Kristensen kaldte Det evige smil "en af de bedste romaner i skandinavisk litteratur." Det er den stadig!


Pär Lagerkvist:
Det evige smil

Gyldendal 1968

Hun sover ikke

Det er Treøjelil
der har gennemskuet familien
ensom og bitter sidder hun
nederst ved bordet
og værner om sit lille liv
det liv de ikke ville gi hende
det liv de ikke kunne ta
næsten smuk
var det ikke for det øje midt i panden
som forvandler prinser til frøer
og får folk til at se
til den anden side
hun sover ikke om natten
i drømmens parallelunivers er hun altid
på flugt fra sin barndom
hvor trolden lurer i skyggen
rede til at lære et barn
hvad kærlighed ikke er
hendes mor er blevet blind
eller gået hjemmefra
hun sover ikke om natten
hun kan ikke lukke et øje

Digterens egen lyd

Forholdet mellem digter, værk og læser forandres, når skriften formidles til læseren (lytteren) gennem digterens egen lyd.

Pia Tafdrups digte er således - i hvert fald i mit univers - blevet forbundne med hendes stemme og hendes betoninger, i en sådan grad at jeg, når jeg selv læser hendes digte, samtidig hører hendes intonationer for mit indre øre.
Det samme er hændt mig i forbindelse med Ursula Andkær Olsens værker, og det siger næsten sig selv, at det er nærmest umuligt at læse Dan Turéll uden at høre hans messende beat-stemme i baghovedet. Senest har jeg lyttet til en CD, hvorpå Bent Otto Hansen (Beologen) har indtalt sine digtsamlinger.

Det var egentlig denne sidste lytning, som fik mig til at tænke nærmere over den forskydning eller præcisering af værkets tolkning, som fremkommer, når formidlingen af værket skifter fra det visuelle område og til det auditive. For mig er det for eksempel ganske tydeligt, når jeg hører Bent Otto Hansens egne valg af intonationer og pauseringer, at der er betydninger i hans tekster, som jeg hidtil har overset/overhørt eller har fejlfortolket, fordi jeg under min egen læsning af digtene har indlagt den frasering, som passede mig.

Generelt må man sige, at digteroplæserens præcisering får den konsekvens, at værkets autonomi i nogen grad opløses. Digterens intonationer bliver pejlemærker for, hvordan teksten bør tolkes - set fra hans eller hendes udgangspunkt. Dermed forskydes tolkningsmulighederne fra det flertydige og i retning mod det entydige. Vi er så ude i en diskussion af, hvorvidt værket kan og bør læses/høres på dets egne, på læserens/lytterens eller på digterens/oplæserens præmisser.
Fordele og ulemper ved brugen af auditive værkpræsentationer kan altså i høj grad diskuteres.

Man bør også tage i betragtning, at ikke alle digtere er så dygtige oplæsere, som de her nævnte. Oplæsning - ikke mindst oplæsning for mikrofon - er en kunst og et håndværk i sig selv. Nogle forfattere vil således risikere at gøre deres værker og læserens/lytterens forståelse af dem mere uklare, hvis de sætter sig for selv at indtale eller fremføre deres værker. Og hvis det er digterens intention med teksten, som skal være i fokus, så nytter det ikke, at digteren vælger en anden og mere veltalende oplæser. Det vil i hvert fald kræve et så intimt og tidskrævende samarbejde mellem digter og oplæser, at det er spørgsmålet, om det overhovedet er økonomisk muligt at publicere og/eller fremføre værkerne under denne form.

De muligheder og de problemer, der har fulgt genreoverskridelserne op gennem det 20ende århundrede, synes således at gentage sig i udforskningen af de forskellige fremførelses- og formidlingsformer, som medierne har stillet til kunstnernes rådighed. Og dette virker igen tilbage på litteratur- såvel som på kommunikationsteorierne.

Lyriktillæg

Som nogle af jer måske allerede har læst, har Beologen modtaget et rigtig godt tilbud fra Fyens Stiftstidende. Det kan man læse om her.
Det er imidlertid ikke det eneste tiltag fra den fynske kulturredaktions side. Peter Hagmund har øjensynlig taget bloggernes klager over for få anmeldelser af lyrik til sig, og det forlyder i dag - fra forhåbentlig pålidelig kilde - at Fyens Stiftstidende fremover hver måned vil udkomme med et særligt tillæg om alt, hvad der rører sig på lyrikscenen i Danmark og i særdeleshed på Fyn.
Vi takker for et godt initiativ. Hvis ellers det står til troende. Det vil tiden vise.

Send in the Clowns

"Where are the clowns? There ought to be clowns. Send in the clowns!"