En 40årig kvindes filosofi

"I am ashamed, or perhaps proud, to say how much of my time is spent in thinking, thinking, thinking about literature. It is a dangerous seed to plant in your children. Still, I doubt whether anything else in life is much worth having - so there is the philosophy of an old woman of 40."

Virginia Woolf i brev til Jacques Raverat d. 25. august 1922.

Et menneske uden anlæg for lykke

Dette er ikke en anmeldelse, men en omtale. En omtale af en meget fin lille roman, som tilsyneladende er blevet næsten glemt. Bogen hedder Doktor Glas, og den er skrevet i 1905 af Hjalmar Söderberg.

Plottet er ganske enkelt: Den ensomme og ikke længere helt unge Dr. Glas forelsker sig i den utiltalende gamle pastor Gregorius unge hustru, og han begynder at overveje, hvordan han kan frigøre provstinden for den klods af en mand, hun har om benet.

Teksten har form af dagbogsoptegnelser, som er fyldt med eksistentielle overvejelser, der samtidig giver et ganske godt indblik i Dr. Glas barndom og ungdom, som har fået fatale konsekvenser for hans psykiske habitus.

Hjalmar Söderberg mestrer sit stof. Han er endnu et eksempel på en af disse lavmælte stemmer i svensk litteratur, som forstår med enkle ord og i en nedtonet stil at kalde de store følelser frem.

Nedenfor bringes nogle få uddrag af værket:

"Man vill bli älskad, i brist därpå beundrad, i brist därpå fruktad, i brist därpå avskydd och föraktad. Man vill ingiva människorna någon slags känsla. Själen ryser för tomrummet och vill kontakt till vad pris som helst."

"Markel: [...] Det finns människor som sakna alla anlag för lycka och som känna det med pinsam, obeveklig klarhet. Sådanna människor sträva inte efter lycka utan efter att få litet form och stil på sin olycka.
Och han tillade plötsligt, oförmodat:
- Glas hör till dem."

"Dagar som dessa tycker jag att det stiger upp gammel liklukt från kyrkogåden och tränger in genom väggar och fönster. Regnet droppar på fönsterblecket. Jag känner det som om det droppade på min hjärna för att urholka den. - Det är nogat fel med min hjärna. Jag vet inte om den är för dålig eller för bra, men den är inte som den borde vara. Till gengäld vet jag åtminstone med mig själv att jag har hjärtat på rätta stället."

Udfra mange betragtninger er Dr. Glas et ganske utiltalende menneske, og hvorvidt han har hjertet på rette sted, det er et spørgsmål, som kan diskuteres. Alligevel føler man med ham gennem hele værket og kommer til at holde inderligt af ham og hans skrøbelighed - for Dr. Glas er et menneske på godt og ondt, og han kan fremstille sin sag, så man kommer til at se verden også igennem hans øjne.


Hjalmar Söderberg:
Doktor Glas

Klassikerförlaget 1997

Kære professor Heidegger

"Kære doktor, professor Heidegger. Jeg vil meget gerne vide, hvad De mener med udtrykket 'faldet ned i hverdagen'. Hvornår fandt dette fald sted? Hvor stod vi, da det indtraf?"

Brev til Martin Heidegger fra Moses Herzog i Saul Bellows roman Herzog. (1964)

Søkilde alias Orfeus

Jeg har efterlyst den flere gange: Poesien, som jeg har savnet, i den moderne lyrik. Nu er mine bønner omsider blevet hørt.
Om andre vil følge i Morten Søkildes fodspor - og om de kan - skal jeg lade være usagt, men Søkilde selv har med samlingerne Pan og Landskaber sat et markant aftryk i lyrikkens bløde skovbund.

Som en anden Orfeus kalder han naturen til live med de skønne sonetter i Pan og ikke mindre med de forunderligt frodige tekster i Landskaber.
Sonetterne bærer en klassisk stramhed i formen, mens billederne af hesten og barnet, som er omdrejningspunkt for samlingen, introducerer en ny tids mytologi, som nok har rødder i klassisk tradition, men som samtidig er fundamentalt influeret af en modernisme, hvori skriften til tider tilnærmer sig et decideret galesprog. Er teksterne ikke umiddelbart afkodelige, så fremskriver de ikke desto mindre en sublimt svævende stemning, som gør Pan til et værk, der må siges at tale direkte til følelserne.

I Landskaber spiller Søkilde alias Orfeus for alvor op til dans. Landskabet breder sig ud gennem sprogmagiens suggerende lydlag. Her er spiring og udspring og grøde og vækst fremskrevet med ord så urimeligt skønne, at det ikke lader sig gøre at gengive, undtagen igennem et direkte citat. Her indledningen til "Vår":

FRYD! Lysspil i grynet grus, gyldent-brunt;
skygge; frugtvildt fugleliv; skumrings-
lunt
tidelys nu, pure pryd! Frisksprungne tings
tusningsmulm; dunduskede spiringspinke
pinjer;
guldhudet himmel i ulm-indhyllet purpur!
Stynet pil; vildskudsvidjer; slumrings-
ly i skumrings-ild: Guds lyst!

Samlingerne er udkommet som to hæfter, der ligger indfoldet i et mælkehvidt plastomslag. Hæfterne er smukt og underfundigt illustreret med fotografier af kunstigt etablerede landskaber, og i Pan indgår modelheste i de forskellige scenerier. Resultatet er langt mere æstetisk forførende, end det umiddelbart kan lyde.

Søkildes udgivelse er et sandt overflødighedshorn af sanselighed - en fortryllende læseoplevelse med en mængde underliggende referencer, som også tillader læserens intellekt at komme på arbejde, når den første døvende skovduft fra siderne er klinget af.


NB: Morten Søkilde (f. 1974) er uddannet fra Forfatterskolen i 2004 og er fungerende butler på programmet Den 11. time. Søkilde har tidligere udgivet samlingen Morten Søkilde 1974-2003 på Adressens Forlag.

Morten Søkilde:
Pan og Landskaber

Arena Dottir 2007

I, who intensify atoms

"[...] writing seems to me a queer thing. It does make a difference. I should never talk to you like this. For one thing, I dont know what mood you are in, and then - but the subtleties are infinite. The truth is, I am always trying to get behind words; and they flop down upon me suddenly. [...]And then you are much simpler than I am. [...] How do you manage to see only one thing at a time? Without any of those reflections that distract me so much, and make people call me bad names. I suppose [...]your simplicity is really that you take in much more than I do, who intensify atoms."

Virginia Woolf i brev til søsteren Vanessa Bell d. 16. august 1909

Bewitched

Måske hedningene var mere hjertevarme mennesker end de såkaldte kristne. Oprindelig var det, vi i dag kender som Skt. Hans aften, simpelthen en midsommerfest, hvorunder man fejrede sommersolhverv og i al fornøjelighed forsøgte at skræmme onde ånder bort ved hjælp af ilden.

Men så kom de kristne og blandede sig. Festen blev mixet op med højtideligholdelsen af Johannes Døberens fødselsdag, som man fastsatte til d.24. juni. Ikke et ondt ord om Johannes Døberen, men det var nok her, at tingene begyndte at køre af sporet.

Senere kom inkvisitorerne nemlig til og med dem traditionen for, at kvindeforskrækkede mandspersoner under henvisning til Kirkens (og mandsvældets) ufejlbarlighed kunne riste sagesløse kvinder over en sagte ild. I dag sætter vi stadig en heksefigur på bålet - og højdepunktet indtræffer, når hun bryder i brand.

Jeg synes, det er skræmmende, når man tænker nærmere over baggrunden - og over de psykologiske implikationer. For var og er heksene rundt om på de mange bål noget som helst andet end projektioner af bødlernes egne indre dæmoner? Det sete afhænger jo af øjnene, der ser.

Pagten

",,Hør mig," sagde Herren, ,,jeg vil gøre en Pagt mellem dig og mig! Jeg vil ikke maale dig større Ulykker ud, end du netop behøver for at skrive dine Bøger."
,,Naa dog ikke!" sagde Charlie."

Karen Blixen:
"Den unge Mand med Nelliken"

Finde-ord

Blandt Mikael Josephsens løse tekster fandt jeg disse to linjer:

"det er mig der står under soluret
med et alfabet i knaphullet."

Jeg ved ikke, hvorfor de ord går rent ind hos mig i dag, men det gør de.
Lige ind i hjertet.
- Og ved nærmere eftertanke ved jeg nu nok alligevel hvorfor.

Far-mand

For et par uger siden bragte Nyhedsavisen denne artikel om unge fædre, som løber fra det hele.
Ugen efter blev den fulgt op af denne artikel, som fortæller om vigtigheden af, at fædre bruger mere tid sammen med børnene.

Op gennem det 20ende århundrede har vi kvinder kæmpet for - og opnået - en væsentlig og tiltrængt forbedring af vores stilling i et tidligere patriarkalsk samfund. Vi er blevet ligeværdige med mændene i egen bevidsthed og (på de fleste områder) i samfundsmæssig henseende. Så hvad er det lige, der går galt rundt om i de nystiftede familier?

Selv hælder jeg mere og mere til den overbevisning, at der er tale om et uheldigt samspil mellem mænd, som ikke har haft en tilstrækkeligt god fadermodel indenfor rækkevidde under opvæksten og kvinder, som i deres iver efter at gøre det bedste for børnene presser faderen til at optræde ikke som far, men som en ekstra mor.

Vi er blevet så sikre på os selv og rigtigheden af vores egen måde at forholde os til barnet på, at vi har glemt at tage i betragtning, at et barn har brug for vekselvirkningen mellem det maskuline og det feminine univers for at blive et helstøbt menneske, som siden kan mestre livets mangfoldighed i både medgang og modgang.

"Åh," vil mange unge mødre nu sige, "men kønnet er jo bare en konstruktion."
"Nej," svarer jeg, "kønnet er også en konstruktion, men der er en grundliggende biologisk forskel, som man skal vare sig for at lade hånt om."

Mange mænd - unge som lidt ældre - er i dag usikre på deres egne roller. Vi kvinder har simpelthen forvandlet os til det stærke køn, og mændene svarer igen på forskellig måde, alt afhængig af deres personlige erfaringer, karaktertræk og temperament. Nogle trækker sig simpelthen fra konfliktsituationer og løber fra det hele, som man kan læse i førstnævnte artikel. Andre optræder måske agressivt og dominerende - i visse tilfælde endog voldeligt. Og så er der dem, som forvandler sig til iskolde og beregnende typer, som charmerer og udnytter det feminine køn for egen vindings skyld og i øvrigt fraskriver sig ethvert ansvar for både kvinder og børn. Endelig er der dem, der indordner sig, men mister troen på sig selv og egne evner undervejs.

Mændene må lære at træde i karakter som Mænd! med hjerte og sjæl, men også netop som mænd, der lærer barnet om verden set fra en maskulin vinkel.
Vi kvinder må lære at vise tillid til mændenes evne til at håndtere børnene, selvom de håndterer dem anderledes, end vi gør.
Er vi måske - som kvinder - en smule bange for at få konkurrence, når det gælder om at tage hånd om børnene, lige så vel som mændene har frygtet konkurrencen fra os på arbejdsmarkedet? Der er jo ingen tvivl om, at der også findes adskillige fædre og alene-fædre, som gør et udmærket stykke arbejde i den forbindelse.

Et slogan for Tryg Forsikring sprang mig øjnene igår: "Måske er det på tide at give slip!"
Ja, det tror jeg, det er, hvis vi skal genfinde trygheden i familien og i os selv som henholdsvis mænd og kvinder. - En tryghed, som det er vores ansvar at give videre til børnene.

Zap-roman

Katrine Buchhave Andersen, medredaktør af Banana Split, ironiserer i sin debutroman over den moderne zapperkultur.
Læs hele min anmeldelse af EVA - et styk vestlig hjerne med kvaps i knolden fx på Sentura.

"Gå ud og gå en tur"

Vi må tilbage til naturen. Se bare her. Grønt er godt.

Fanget i frihed

Glem ikke at huske, at ethvert valg er også et fravalg.
Og som Sartre ville sige: Det ikke at vælge er også et valg.
Frihedsfange på livstid!

Ridser i lakken

Det kan kun skyldes pladsmangel eller blindhed hos bogindkøberne, at denne velskrevne, afsindigt underholdende og fælt grumme roman ikke står forrest på alle boghandleres udstillingshylder side om side med Kunsten at græde i kor og Den som blinker er bange for døden.
Ane-Marie Kjeldbergs Fred og Ro skriver sig ind i samme række af hjemstavnsfortællinger, hvori overfladepænhed, hykleri og tabuer afdækkes. Og så er den dog noget helt for sig selv.

Med en knivskarp sans for detaljerne i den menneskelige gestik og mimik fortæller Kjeldberg om præstedatteren Miriam, som bliver gift med den flotte mindretalstysker, Hannes, og flytter ind i en fløj af svigerforældrenes hus i Sønderjylland. Det burde være den rene idyl, men det er nu foruroligende, når ens svigermor ugenert betragter en, imens man sidder med kjolen oppe under armene og ammer sit nyfødte barn, og når hun omarrangerer i ens køkkenskabe, imens man er væk.

" "Hvad - hvad laver du?" Miriam stammede, da det faldt hende ind, at det var hendes tvebakker, Asta hev i.
"Det her er grydeskabet!" sagde Asta og pegede ind i viktualieskabet. "Der skal gryderne stå!"
"Har Hannes sagt det?"spurgte Miriam og så en pakke knækbrød flyve ned i bunken til de andre madvarer.
"Det siger jeg!"
"Jeg forstår ikke..."
Asta ilede hen mod døren, lidt krumrygget, kantede sig næsten helt forbi hende, men bremsede sig selv, rettede sig op, trak vejret dybt og så et øjeblik direkte på hende:
"Enten skal du ud, eller også så skal jeg." Der løb en tåre ud af hvert af Astas øjne. Helt synkront."

Mindre foruroligende bliver det ikke, når man opdager, at folk i lokalsamfundet vender det døve øre til, når en gammel nazi-sympatisør råber op om naziregimets fortræffeligheder, eller når svigermor uden foranledning langer sin voksne søn en syngende lussing over kaffebordet.

Indledningsvis forsøger Miriam at indrette sig efter forholdene, men snart begynder hun at pille i de ridser, hun ser i lakken. Hvilke hemmeligheder skjuler der sig bag svigermors rengøringsvanvid og hendes dominans af husets sønner, bag svigerfars udflugter til kirkegården og bag svigerindens æteriske olier i kælderlejligheden?
Lag for lag trænger Miriam med sin stadige udspørgen ned i familiehemmelighederne - kun for at opdage, hvordan forholdet mellem danskerne og det tyske mindretal i området trækker tråde helt tilbage til krigens tid - og til stor og ulykkelig kærlighed.

Forfatteren går tæt på forholdet mellem mennesker - også når det gælder det erotiske område. Det utrolige er, at Kjeldberg forstår at bevare en meget fin balance imellem det direkte pornografiske og det blidt erotiske, selv når hun skildrer endnu tabubelagte seksuelle udfoldelser. Erotikken taler sit eget sprog og fortæller sin egen historie hele romanen igennem.

På Ane-Marie Kjeldbergs blog kan man følge med i forfatterens tanker og i diskussioner om romanen. Desuden kan man kommunikere direkte med bogens hovedpersoner på deres blogs:

http://bolle.urbanblog.dk/
http://hannesbloggen.wordpress.com/
http://miriam.urbanblog.dk/

Ane-Marie Kjeldberg har tidligere udgivet e-bogen Keramik (2004)
Fred og Ro burde sikre forfatteren et velfortjent gennembrud.


Ane-Marie Kjeldberg
Fred og Ro

Facet 2007

Sprækker

"Det tog tid, det sagde alle. Der kunne ikke komme fred fra den ene dag til den anden. Eller der var jo faktisk fred, men kroppen, det var den, der blev ved med at reagere, som om der var fare i luften. Den sitrede i kuldegysninger som nu, eller tarmene trak sig sammen, eller ticsene ved det ene øje vendte tilbage. Og det besynderlige var, at det ikke kun var ubehageligt. Der var en vis nydelse ved det. Det store, tomme hotel med de tykke termoruder og de fede væg til væg-tæpper, et eller andet blev man nødt til at fylde det med for ikke at opløses i luften, og hvis man ikke kunne nyde roen og skønheden, måtte man vide at sætte pris på rædslen."

Uddraget stammer fra Simos passion, en ny roman af Annette Lindegaard. I denne fortælling om en lidenskab, som kører af sporet, afdækker forfatteren med stor dygtighed de sprækker, der lurer under den menneskelige psykes uskyldsrene overflade.

Min anmeldelse af Simos passion kan læses i sin fulde længde på Sentura.


Annette Lindegaard:
Simos Passion

Rosinante 2007

Marodansk

I Marokko skriver digterne om kirsebærlæber, om længsler og lidenskaber og flugt. Teksterne læses ikke op, nej de deklameres - og det på et sprog, der lyder som var det kærligheden selv, der talte.

I Danmark skriver digterne om plejehjem, om hundehømhøm'er og plasticcitroner. Teksterne fremføres med ironisk distance og nedtoning, nedtoning.
Stort møder småt under den dansk-marokkanske digteraften på Odense Musikbibliotek, Casablancas varme vinde møder den danske termo-stat.

Men da Hadi Khalaf lader Tusindogennats vibrationer klinge gennem rummet, glider vi alle ind i musikkens ordløse sprog og finder hinanden i rytme og smil. Muniam Alfaker, den begavede irakiske digter, der også har fungeret som tolk undervejs, ligner pludselig en sol. Den unge mand, som fra sidelinjen har fulgt arrangementet for at lave en reportage til Egyptisk TV, ligner Farao selv på slap line. Alle får lys i øjnene: Mette Moestrup er smuk, Touira Ikbal er smuk - selv Viggo Madsen er smuk, som han står der på podiet med nedslagne øjne og rødmende kinder, fordi den skønne Fatiha Morchid netop har givet ham et uventet knus.

Scheherezade smiler til den gamle danske digter. Kulturudveksling kalder man det. Man kunne også kalde det kærlighed. Kald det lige, hvad du vil. Inderst inde er vi dog af samme slægt. Måske et nyt digtersprog kan spire frem engang med tiden: marodansk!

Insignifikant

Træt ind til marven af hedehvid himmel af træers massivtgrønne ro træt af stilstand og dæmpede stemmer og latter fra plænerne bagved de støvede ruder træt indtil døden af drømmes gentagelse vrangtyranni diskrepansen imellem erfaring og håb føj for satan blindt stirrende huse står hvor de stod dagen før intet nyt under solen og dynen af danmarksfad sommerbleg hverdag det gen-tagnes grimhed spejler kun tomhed træt træt ind til marven af ingenting ingen at tale om intet med tomrum bag tomrum rejser sig under en hedehvid himmel mens urene tikker i cirkler i cirkler begejstringen gemt under gråtoner gadens trafikstøj en susen der blot varer ved indtil natten igen falder på med sin tavshed kun for at holde dig vågen i tinitussusen spændt op som en fjeder af modstand hvidglødende ind i din hjernebarks mudrede væv spændt ud på det svedige lagen - insignifikant

Same old story

"De der skriver dunkelt er heldige: de vil få fortolkere. De andre vil kun få læsere, hvilket tilsyneladende er foragteligt."

Albert Camus

100 ting du (nok) ikke vidste om mig

1. Jeg har en gang skældt en rocker ud midt på gaden.
2. Jeg er vild med Garbokager.
3. Jeg har opholdt mig fem døgn i et beskyttelsesrum.
4. Jeg har truet en italiensk kvinde med lemlæstelse.
5. Jeg har været kærester med en af musikerne i Red Squares.
6. Jeg får kvalme af hjerter i flødesovs.
7. Jeg har engang begået medlidenhedsdrab.
8. Min første barnekæreste hed Jan og gik i islandsk sweater og gummistøvler.
9. Jeg har sovet i Alberte Windings seng.
10. Jeg var engang kendt som ’feen med den blå hat’.
11. Jeg er bange for at blive gammel.
12. Jeg er bange for ikke at blive gammel.
13. Jeg holder meget af chokolade med rosencreme.
14. Jeg kan ikke fordrage cocktailbær.
15. Jeg har engang fået en sangtekst sat i musik og indspillet i et studie.
16. Jeg bliver glad, når jeg får en grøftekantsbuket.
17. Jeg synes, at naturisme er en uskik.
18. Jeg vinder altid i yatzy.
19. Jeg er allergisk overfor rødkål.
20. Jeg har engang været vidne til et røveri.
21. Jeg bliver svimmel, hvis jeg går ind i en svømmehal.
22. Jeg synes, at det er vigtigt at kunne tie godt sammen.
23. Jeg er engang - uretmæssigt - blevet tilbageholdt af en butiksdetektiv i Magasin.
24. Jeg er engang blevet tilbageholdt og afhørt af det tyske politi.
25. Jeg har engang talt mig ud af en voldtægtssituation.
26. Jeg ville gerne være dyrlæge, da jeg var yngre.
27. Jeg skrev et filosofisk essay, da jeg var 13.
28. En tidligere RAF-soldat har engang tilbudt mig en rejse til Rom som tak for en historie.
29. Jeg har engang købt et par forede håndjern.
30. Jeg er usikker på udtalen af Hella Joofs efternavn.
31. Jeg har gået catwalk på Hotel H.C. Andersen.
32. Jeg ville gerne ligne Helen Mirren.
33. Jeg kan svare på næsten alle litterære sprøgsmål i Trivial Pursuit.
34. Jeg kan ikke svare på nogen af dem om sport.
35. En læge har engang forsøgt at slå mig ihjel.
36. En mand har engang truet med at slå mig ihjel.
37. Jeg synes cirkusforestillinger er kedsommelige.
38. Jeg tror på Folkekirken som kulturel institution.
39. Jeg er engang blevet forladt af en mand i Firenze midt om natten.
40. Jeg har reddet min søn fra kvælningsdøden ved hjælp af Heimlichmanøvren.
41. Jeg har givet en kat kunstigt åndedræt.
42. Jeg får røde knopper af kunststoffer.
43. Jeg mistænker alle slipsemænd for at være knudemænd.
44. Jeg synes, at tights er ret sexede til mænd.
45. Jeg blev bange, første gang jeg så Deer Hunter.
46. Jeg mærkede ingenting, første gang jeg røg græs.
47. Jeg har engang danset vals med min chef midt i redaktionslokalet.
48. Jeg synes, at Kevin Spacey er lidt lækker.
49. Hvis jeg var en mand, ville jeg gøre kur til Meg Ryan.
50. Jeg har - med skam at melde - engang overfaldet en skolekammerat.
51. Jeg filmede mig gennem matematikeksamen på VUC.
52. Jeg fik engang 13 for en terminsopgave i dansk.
53. Jeg samler på gode sætninger og skriver dem ned i notesbøger.
54. Jeg har aldrig været i Rønne.
55. Jeg har engang tisset i en rendesten midt i Paris.
56. Jeg tror på, at Jesus troede på, at han var Messias.
57. Hvis køen til dametoilettet er for lang, går jeg ind på herretoilettet.
58. Min yndlingsfarve er grøn.
59. Jeg er blevet leet ud for min udtale af 'Arkansas'.
60. Jeg tæller prikker, når jeg skal lægge tal sammen.
61. Jeg vil ikke op i rutschebanerne i Tivoli og på Bakken.
62. Mit kælenavn i skolen var ’Lotte’.
63. Jeg fik engang ved et uheld klippet 30 centimeter af mit lange hår.
64. Jeg faldt engang i en tidslomme.
65. Jeg tror at en engel har reddet mig fra at blive trafikdræbt.
66. Jeg nægter at se Exorcisten.
67. Jeg synes, Jens Gaardbo er en fornuftig mand.
68. Broerne i Madison County er en af mine yndlingsfilm.
69. Jeg ville gerne kunne skrive som Virginia Woolf.
70. Jeg har engang klippet hver anden knap af alle en politimands uniformsskjorter.
71. Jeg foretrækker min juleand gennemstegt og sprød.
72. Jeg har engang været statist i en dansk/islandsk filmproduktion.
73. Jeg faldt i søvn på min bryllupsnat – før den begyndte.
74. Jeg ville gerne lære at danse tango.
75. Jeg kan lave en flødeis, som får englene til at synge.
76. Jeg var bange for gasmanden, da jeg var barn.
77. Jeg synes det er en alvorlig fejl at skille par, når man laver bordplan.
78. Jeg græd, da jeg første gang så flamencodans.
79. Jeg er besvimet af skræk på Odense Universitetshospital.
80. Jeg kan virkelig hidse mig op over inkompetence.
81. Jeg er umådeholdent nysgerrig.
82. Jeg mener, at naturvidenskaben og de humanistiske fag har meget at lære af hinanden.
83. Jeg har et donorkort liggende i min pung.
84. Jeg er modstander af dødsstraf.
85. Jeg skræmmer tit andre mennesker, fordi jeg forventer, at de tager ansvar for sig selv.
86. Jeg bryder mig ikke om champagne.
87. Jeg ville gerne starte en skole for særligt begavede børn.
88. I mit næste liv vil jeg gerne studere sibiriske tigre.
89. Jeg tror, at jeg har levet i Italien i en tidligere inkarnation.
90. Jeg skriver notater på små papirlapper og på bagsiden af kuverter – og kan ikke finde dem igen.
91. Jeg overvejede at kalde min søn Gabriel, men hans far ville ikke gå med til det.
92. Jeg har engang holdt maleren Rafael i hånden.
93. Min yndlingskirke er benediktinerklostrets kirke i Ottobeuren.
94. Jeg fastholder stædigt mit håb om at få prinsen - skidt med det halve kongerige.
95. En flodhest var engang ved at skræmme livet af mig.
96. Jeg synes at livet er for kort til strygetøj.
97. Jeg har aldrig været i Sverige.
98. Jeg synes danskundervisningen i skolerne er mangelfuld.
99. Jeg har festet med et fodboldhold i Søren Elungs hus.
100. Jeg har engang overnattet på et hotelværelse, som blev aflyttet.

Fald ind i Intet

Falder i mørke falder igennem et bristende dække af jord ud i Intet et svimlende hvirvlende Intet en afgrund nej ikke en afgrund et verdensrum falder i mørke og lysende spredte partikler falder ind i et endeløst sort univers og brister i mørket bevidst om jeg brister og kastes tilbage til livsrum knapt levende samler mig samler de spredte partikler og fanger de flygtige stjerner samler min angst til jeg bliver i stand til at smyge den af mig min ligskjorte bristende bristende fald ind i Intet

Nyt - og anderledes - bogkatalog

"Vi stiller os i formidlingens tjeneste. Overgrunden giver den læselystne inspiration og overblik. Vi præsenterer nye udgivelser; også fra de mindre forlag, der ellers kan have svært ved at komme til orde." Sådan introduceres det nye litterære magasin Overgrunden af redaktionen.

Bag initiativet står Brian Stevn Hansen, Janni Iben Rasmussen og Christian Brandt, som kender hinanden fra danskstudiet på Aalborg Universitet.

Se mere her eller hent første udgave af magasinet hos din boghandler.
Det kan godt gå hen og blive interessant!

En psykopatmanual

"En psykopatmanual, der henvender sig [...] til tabere: overvægtige mennesker med klatgæld", udtaler journalist og forfatter Marie Tetzlaff om bogen Hemmeligheden, som var på plakaten hos Smagsdommerne igår aftes.

Rhonda Byrnes bog, som udkommer i dansk oversættelse på Borgens Forlag, er en selvhjælpsbog, som fokuserer på 'loven om tiltrækning'. Det handler om at visualisere og fokusere positivt, idet dine tanker skaber din verden.

Hvad Marie Tetzlaff egentlig tænker, er det svært at komme til klarhed over: Det ene øjeblik harmes hun over et værk, hvori det hævdes, at det i højere grad er den overvægtiges (negative) tanker om mad, der feder, end det er maden i sig selv - og hun anklager dermed forfatteren for at erklære overvægtige mennesker både fede og dumme. I næste øjeblik omtaler Tetzlaff selv de overvægtige som tabere med klatgæld.
Hvem er det egentlig, der er dum her?

Ideen om at ens tanker skaber verden, køber Tetzlaff heller ikke. For hende er tilværelsen åbenbart sort/hvid: Hvis man tror at have indflydelse på noget udenfor sig selv igennem de tanker, man tænker, så er man psykopat og lider af storhedsvanvid.

Som det vil fremgå, er jeg ikke helt enig med Marie Tetzlaff. Naturligvis bør man tage et sådant værks udmeldinger med et gran salt, men der er nu noget om, at de mennesker, som er i stand til at fokusere positivt, oftere har held i sprøjten, end dem, der konsekvent forestiller sig de værst tænkelige scenarier.
Indenfor sportsverdenen har man således påvist en målbar effekt, når sportsudøvere på eliteplan lærer at tænke positivt om sig selv og deres egne fremtidige resultater.

Iøvrigt: Hvorfor skulle det at ønske sig noget godt for sig selv afsløre en som psykopat - som Tetzlaff synes at mene? Er det ikke mere sandsynligt, at den, der får det godt med sig selv, har større overskud at dele ud af til omverdenen?

Det kan gerne være, at Hemmeligheden (The Secret) ikke er nogen oplevelse i litterær forstand, og den såkaldte hemmelighed er måske nok en gammel sandhed, som har været omtalt i adskillige selvhjælpsbøger op gennem 80erne og 90erne, men derfor skal man ikke lade hånt om effekten af positiv tænkning.

Det er aldrig for sent at begynde, Marie Tetzlaff!