Regnskabets time

I romanen Med venlig deltagelse har Erling Jepsens Alter Ego, forfatteren Allan, et regnskab at gøre op med sin mor, da den tyranniske far dør. Allan ønsker ikke at deltage i begravelsen, men nøjes i første omgang med at sende en buket.

"Det føltes rigtigt, at han sendte en buket fra dem alle tre. Så kunne hans mor se at han ikke var alene, men havde sin egen lille familie nu. At der var nogen der godt ville være sammen med ham. Nogen der måske ligefrem elskede ham."

Da begravelsen er overstået, vender Allan, sammen med søsteren Sanne, tilbage til barndomshjemmet, som de gennem de sidste ni år har været forment adgang til.
Mødet med hjemmet og med moderen og storebroderen Asger, bliver også et møde med en smertelig barndom og med Allans egne ambivalente følelser overfor forældrene.

I løbet af de følgende uger graver Allan sig ned i stadig dybere lag af familiens hemmelige liv - dels for at finde ud af sandheden om sin fars død, som han har mistanke om ikke er gået helt naturligt til, og dels for at finde den kærlighed, han altid har hungret efter.

Med venlig deltagelse er en fortælling om misbrug, om omsorgssvigt, om et stædigt håb om kærlighed på trods af alt og om overlevelsesstrategier i forhold til det almindelige vanvid bag ligusterhækken. Man forfærdes, og man græder - til tider af grin, for Jepsen skildrer de enkelte hændelser med en kulsort humor, der bobler op fra psykens dybeste mørke.

"Han turde ikke sige hende sandheden. Det behøvedes heller ikke. Sanne kendte sin lillebror, alt for godt.
-Du skulle tage at snakke med nogen om det her, sagde hun. - Du skulle søge professionel hjælp.
- Nå? sagde han.
-Og du skal ikke gå til psykologer, de sidder bare og hælder vand ud af øret. Du skal til en psykiater. De fortæller dig hvad du skal gøre og ikke gøre, og så udskriver de medicin. Det hjælper. Men pas på ikke at tage for meget, du skulle nødig ende som mig.
- Ja, sagde han.
Hun mente det godt. Men han havde nu ikke tænkt sig at søge professionel hjælp; han havde da god grund til at skyde sin mor. Det behøvede vel ikke betyde at man var psykisk syg?"

Jepsens enkle og ukunstlede sprogbrug, som jeg under andre omstændigheder ville have beklaget og skældt ud over som værende stilistisk ufuldendt, fungerer i dette værk som en understregning af det hverdagsagtige og almindelige, hvilket netop sætter romanens socialpsykologiske spænding stærkt i relief. Det er umådeligt dygtigt gjort. Erling Jepsen er en ærlig tragikomiker med et stort personligt mod, når det gælder den selvudlevering, i hvilken vi andre kan spejle os selv såvel som vore familier.

Influenzalitteratur

"Når jeg læser, er det mest for at blive underholdt, og jeg skriver også for at underholde", siger Sara Blædel på sin hjemmeside.
Det er ærlig snak, og underholdt bliver man - som man bliver underholdt af Anna Pihl på TV eller af et af de kulørte ugeblade. Det er der ikke i sig selv noget galt i.

Men jeg er alligevel ikke tilfreds. Jeg er ikke tilfreds med kvaliteten af Sara Blædels Kald mig Prinsesse (2005), som jeg netop har læst, i et forsøg på at sætte mig ind i, hvad det er, der sælger hos et bredt publikum i dag.


Stilistisk såvel som indholdsmæssigt ligner Sara Blædels roman(er) til forveksling andre kriminalromaner, som har været populære de senere år - f.eks. Elsebeth Egholms. Sproget er enkelt og plottet forudsigeligt.
Det kan gerne være, at Sara Blædel har lagt et stort arbejde i sin research for at kunne beskrive dagens gang på en politistation eller forholdene på Patologisk Institut, men læseren får intet at vide, som hun ikke kunne have læst sig til i en anden moderne krimi.

Som i så mange andre kriminalromaner drives man frem gennem teksten på grundlag af identifikation, sensationslyst og nyfigenhed - de samme fænomener, som sælger kulørte ugeblade. Fænomener som giver en grim smag i munden, når man lige får sunket en gang.

Jeg savner overraskelser, indblik i de involverede karakterers psyke, større sproglig omhu og en perspektivering til en verden udenfor værkets lukkede miljø.

Men mest af alt savner jeg læsere, som kræver noget mere end influenzalitteratur. Krimier som Blædels eller Egholms og de kulørte ugeblade kan man gemme, til man ligger på langs med sviende øjne og vat i hovedet. For her gør det ikke noget, om man misser en linje eller to.

Kriminalromaner behøver ikke at være dårlig litteratur. Men det hjælper åbenbart på salgstallene.
Måske man skulle overveje en karriere som kriminalforfatter? Det kan vel ikke være så svært....

En stemme fra graven

Hør Virginia Woolfs stemme her, hvor hun taler om ord:

"....purity or their impurity discussed. If you start a society for pure English they will show their resentment by starting another for impure English. Hence the unnatural violence of much modern speech."

Uddraget stammer fra en radioudsendelse med forfatteren 29. april, 1937, og jeg har fundet det på denne side.

Nedsat frekvens

Publiceringsfrekvensen på denne side er indtil videre nedsat betydeligt som følge af specialeskrivning - og som følge af en almen livslede betinget af nutidsmenneskets lemfældige omgang med værdier som etik og moral. En værdimangel, som kun bliver tydeligere gennem specialeskrivningens perspektiverende fordybelse i Blixen og Woolf. Begynder at frygte, at jeg er født cirka 100 år for sent!

Herzogs historie

Hvor går man hen, og hvad stiller man op, når man midt i livet rammes af svig og bedrag fra sine nærmeste og dermed kastes ud i den tomhed, som følger af konfrontationen med ens indre afgrund?

I erindringsromanen Herzog fra 1964 går Saul Bellow i clinch med de dybeste eksistentielle spørgsmål gennem fortællingen om sit alter ego, den fallerede historiker Moses Herzog.

Bellow har taget udgangspunkt i sine egne oplevelser i forbindelse med den skilsmisse, som fulgte i kølvandet på hans hustrus og hans bedste vens kærlighedsforhold. Men fortællingen løfter sig langt over det rent private, fordi Bellows historie er af almenmenneskelig relevans, og fordi den detaljeret blotlægger de psykiske skred, der finder sted i et menneske, som med ét erfarer, at han er blevet offer for omgivelsernes manipulation.

Moses Herzog, som er vokset op under ringe kår i en fattig jødisk Chicagofamilie, har ved hjælp af sin begavelse kæmpet sig op ad den sociale rangstige. Herzogs sociale arv og hans bånd til den familie, han kommer fra, fornægter sig dog ikke. Herzog fremstår som et dybt splittet menneske, hvilket gang på gang fremgår ikke blot af hans modsatrettede handlinger, som de fremstilles på bogens realplan, men også af de breve stilet til levende såvel som døde venner, fjender, politikere og filosoffer, som han i sin ensomhed får en sand mani for at affatte. Her er tale om en mand, som desperat forsøger at komme i kontakt med omverdenen, fremstille sin sag og få et fornyet greb om virkeligheden.

Herzog kan hævdes at være en bog for intellektuelle eller i hvert fald for læsere, som er rimeligt velorienterede indenfor filosofi, historie og samfundsforhold. Den kan med udbytte læses også af andre, men de mange referencer til især filosofiske problemstillinger og den ironi, hvormed samme ofte præsenteres, tilføjer værket en perspektiverende dimension, som den almene læser næppe vil have en kinamands chance for at forholde sig til.

At Herzog er skrevet for godt fyrre år siden bør ikke afholde nogen fra at læse bogen. Dens eksistentielle omdrejningspunkt er så aktuelt nu som nogensinde, og var det ikke for værkets referencer til verdenssituationen anno 1964, kunne historien lige så vel udspille sig i 2007.

Herzog er mit første møde med et værk af Nobel-pristageren Saul Bellow, men det har absolut givet mig lyst til at uddybe bekendtskabet.
Det kan lade sig gøre at finde guld i boghandlerens 20 kroners rodekasse!

Saul Bellow:
Herzog
Det Schønbergske Forlag 2001

Introversion

Liggende er verden en globus
lyttende er verden en krig
hun lytter ikke
hun har lukket sin dør
stille

Line Møllebro: "At lukke sin dør"

Sociopatens maske

". . . a person lacking eros (love) can be charming . . . the presence of eros makes life difficult for people . . . Eros means caring, and if someone cares for whatever or whoever it may be, worries, nervousness, even neurotic tensions can be the result. Loving persons are seldom cool and relaxed, but people suffering from a deficient eros are unconcerned and so do not worry; often they are very relaxed and easy-going.

Relationships (for psychopaths) are things of the moment . . . their motto seem(s) to be "Out of sight, out of mind."

Adolph Guggenbuhl-Craig, The Emptied Soul.

"Callous, deceitful, reckless, guiltless . . . The psychopath understands the wishes and concerns of others; he simply does not care . . . The psychopath believes that rules and morals are for other, weaker people who obey because they fear punishment . . . No matter how bright, and a psychopath is often very bright, he rarely maintains a regular job . . . he may have an ingratiating manner and superficial charm, be persuasive, poised . . . Lying, evasiveness, feigned forgetfulness, vague and inconsistent answers about his past . . ."

Dr. David B. Adams

Vil du vide mere om sociopater, så klik ind på The Psycopath - The Mask of Sanity. Under de tilhørende links finder jeg især dette interessant.
Flere relevante oplysninger finder du på denne blog.

Da sociopaten, ifølge sagkundskaben, bliver stadig mere udbredt som samfundstype, kan det nok være værd at sætte sig ind i, hvad det er for en størrelse, vi her har med at gøre.

Lara

Jeg opfandt ikke Lara og mener således ikke, at jeg kan holdes ansvarlig for hendes gerninger. Hvad hun måtte vælge at foretage sig eller ikke at foretage sig, er ikke min sag.
En dag var hun der bare. Jeg stod ved mit vindue og så hende komme ud fra villaen overfor. Det er en stille vej, så man bemærker, hvem der kommer og går.
Jeg iagttog hende, da hun gik ned ad fortrappen og ud på det snedækkede fortov: Mørkt hår, mørke solbriller, mørk pels og sorte støvler. Hun gik målbevidst, uden hastværk. Solen gnistrede i pelshårene som i snepudderet på gaden. Over hendes hår lå en mat stråleglans. Jeg bemærkede hende, som man bemærker en smuk kvinde. Hun var et enkelt billede af skønhed, som passerede gaden.
Et par uger efter så jeg hende i metroen. Det var en af disse gråvåde vinterdage, hvor en sød og kvalmende lugt emmer fra menneskers kroppe, når de står for tæt sammen. Hun gled forbi mig i menneskemylderet, og jeg bemærkede en sødmefuld blomsterduft og et strejf af moskus, som jeg tilskrev pelsen. Dens silkebløde hår kærtegnede et øjeblik min hånd. Hendes ansigtstræk var fintmejslede og klassiske. Der var en aura af urørlighed omkring hende. Jeg vendte mig efter hende. Hun placerede sig stående lidt længere nede i kupéen, og da hun flyttede vægten fra det ene ben til det andet gled pelsfrakkens nederste folder til side og tillod mig et glimt af et fintformet knæ over støvlekanten. Hendes duft hang i mine næsebor, skønt svagere nu. Jeg dvælede ved tanken om dette nøgne knæ og syntes, jeg kunne ane en mere omfattende nøgenhed under pelsen, da hun atter skiftede stilling. Det kan naturligvis have været ren fantasi.
Hvorom alting er: Fra det øjeblik begyndte jeg at fantasere om dette skønne legeme gemt bag pelsværkets folder: Lægge og lårs lange glatte flader, mavens runding, brysternes tyngde, ryggens kurve og kravebenets spinkelhed. Jeg blev lidt ør, som jeg stod der og svajede i metroen. Snart var hun forsvundet bag ligegyldige ansigter og mørke vinterfrakker.

Dagen efter lå der et luftpostbrev i min postkasse adresseret til Lara Spacek. Posten havde afleveret brevet på den forkerte adresse. Sådan lærte jeg hendes navn at kende. Skriften på kuverten var omhyggelig, næsten kunstfærdig, men afsenderen havde kun underskrevet sig med efternavnet Fremont. Jeg var fristet til at åbne brevet og læse det. Men jeg lod være. Jeg overvejede at overbringe det personligt, men endte med at lægge det i hendes postkasse.
Om aftenen tog jeg, med korte intervaller, opstilling ved mit vindue, i håb om at se Lara på gaden eller i vinduet overfor. Mine tanker var opfyldt af drømmen om, hvordan hun trådte ind i min stue, satte sig i min sofa med nakken lagt tilbage og de fugtige læber adskilt i et let smil. Hendes tunge mørke hår ville falde ud over sofaryggen med en lyd, som når et silkeklæde rammer gulvet, og hendes pels ville glide til side og åbenbare hendes nøgenhed for mig.
Så kom hun hen ad gaden i lygternes lys. Hun gjorde ophold og åbnede sin postkasse. Hun fandt brevet og trykkede det et øjeblik mod brystet, før hun låste sig ind i huset. Jeg kunne ane, bag den mørke rude derovre, at hun trak rullegardinet ned, før hun tændte lyset. Der gik nogle minutter – så så jeg hendes silhuet på gardinet, oplyst af det bagvedliggende lampeskær. Hun var nøgen nu. Hendes bryster stod skarpt aftegnede og mavens runding, som jeg havde forestillet mig den, men nu i negativ. Hun førte en hånd op til håret, lod den glide ned langs kroppen i en bevægelse, der mindede om et kærtegn. Jeg holdt vejret, lyttede til stilheden i mine stuer og til blodets susen i mine ører. Så passerede Lara vinduet og gled ud af mit synsfelt. Jeg så hende ikke mere den aften, og de følgende uger var der mørkt i lejligheden.

I det tidlige forår rejste jeg til Paris, hvor jeg skulle forelæse om fænomenologi, eller nærmere bestemt om det værende og det-for-hånden-værende, som Heidegger kalder det. Langs med Champs Elysée stod kastanjetræerne med bristefærdige skinnende knopper. En regnbyge var netop faldet, og nu, hvor solen brød frem mellem skyerne og fik alt til at glimte og lyse, løftede en regnbue sig over Triumfbuen. Jeg standsede og betragtede den. Så mærkede jeg en velkendt duft af søde blomster og moskus. Jeg vendte mig efter duften og så Lara arm i arm med en blond kvinde. Jeg skulle til at tage et skridt frem mod dem, give mig tilkende og bruge dette pudsige tilfælde som et påskud for kontakt. I det samme standsede de to kvinder, og i en selvforglemmende bevægelse favnede de hinanden. Som i en natlig drøm så jeg, hvordan Laras fugtige læber skiltes og gav plads til venindens tunge, der legende strøg over Laras hvide tænder og mødte hendes tungespids.
Nogen ville måske have føjet dette billede som et ekstra krydderi til deres fantasier, men for mig var det som at blive fanget nøgen i en iskold byge. En sky gled symboltung for solen.

Jeg opfandt ikke Lara. Hvad hun måtte vælge at foretage sig eller ikke at foretage sig, er ikke min sag. Om aftenen trækker jeg gardinerne for, før mørket kommer.

My fair Lady!

Jeg overvejer at springe ud som nudist.

Det skyldes, at jeg i dag fik at vide, at jeg på mit profilbillede ligner en pæn dame, som stemmer på liste C. Det kan jeg ikke have siddende på mig. Det er ikke så meget det, at jeg ligner en, der stemmer på liste C, jeg stejler over. Det er mere, hvad dertil knytter sig af associationer - herunder begrebet 'pæn dame'.

Tidligere har jeg fået en anden kommentar, ifølge hvilken jeg, "at dømme efter billederne på [min] blog", åbenbart fremstår som "en, der har sit på det tørre og ikke mangler noget".
Ak ja, klæder skaber folk, skindet bedrager, og man skal ikke skue hunden på hårene, kunne jeg fristes til at sige. Men hvad nytter det? Det er det første indtryk, der tæller.

Pæn dame - moi? Jo, jeg kender til takt og tone, men afviger jævnligt fra samme.
Mine nærmeste venner og familien vil da også kunne skrive under på, at der er dage, hvor jeg ligner alt andet end en pæn dame - og heller ikke opfører mig som en sådan.

"En der har sit på det tørre og ikke mangler noget". Nu mener jeg ikke, at det behøver at diskvalificere en som menneske, at man ikke mangler noget. Men når det er sagt, så mangler jeg faktisk temmelig meget. Vil dog ikke redegøre nærmere for min privatøkonomi her, men for god ordens skyld nævne, at SU og studiejob ikke gør en velhavende.

Skulle man virkelig blive nudist? Det ville være befriende ikke at blive bedømt på sin påklædning. Men så ville man såmænd nok blive bedømt på noget andet.
Jeg kan sagtens forestille mig følgende udmelding: "Nå, jeg ser, at du ikke barberer dig under armene - du stemmer nok på SF, hva'?" Eller i modsat fald: "Jeg ser, at du barberer dig både under armene og på benene - er du højreorienteret?"
Desuden er jeg alt for blufærdig til at smide tøjet sammen med andre mennesker.

I stedet vil jeg nok lade håret vokse langt, gå på jagt efter et par hullede jeans og finde skovmandsskjorterne frem.
Så må vi se, hvad det fører med sig. Jeg er et rimeligt anstændigt menneske og nok en sammensat størrelse, men jeg vil bestemt ikke hænges ud som pæn dame og lade mig nøje med det selskab, som pæne damer holder sig.

Laissez faire litteratur

Bogudvikling.dk ønsker at videreudvikle det blook-koncept, som de påbegyndte med udgivelsen af Spacemermaids blog. Se mere her og få et indblik i nogle reaktioner fra andre bloggere her.

Konceptet, som allerede kendes fra USA - at udgive blog-skriverier i bogform - er der ikke i sig selv noget galt i. Jeg er imidlertid enig med Beologen, når han citerer følgende udmelding fra en af initiativtagerne bag Bogudvikling:

"Det skal ikke være skrevet med en udgivelse i tankerne. Er det det, mister det hurtigt sin autenticitet, som netop er dét, der bl.a. kendetegner gode blogs – i mine øjne"

- og hertil knytter følgende kommentar: "Det skal åbenbart være sådan...ufrivilligt godt?"

Spacemermaids blog fungerede som bogudgivelse - ikke som et fremragende værk i litterær forstand, men som et velformuleret øjebliksbillede af et kvindeliv her i starten af det 21ende århundrede.

Taler vi blogs generelt, så vil jeg imidlertid vove den påstand, at de fleste blogs fungerer som sociale mødesteder eller cyber-caféer, der er godt på vej til at træde i stedet for den mere krævende og direkte kontakt mennesker imellem IRL. Her finder man næppe meget udgivelsesegnet materiale.

Andre blogs koncentrerer sig om fagligt stof, som imidlertid - grundet nødvendigheden af den relativt korte artikelform, som mediet kræver for at fastholde læserens interesse - i bedste fald kun kan fremstå som populærvidenskabeligt og altså temmelig overfladisk materiale. Det er nok heller ikke, hvad Bogudvikling vil gå efter.

Men der findes også en række litterære blogs eller forfatterblogs, hvor mere seriøst indstillede skribenter publicerer egne skønlitterære forsøg og diskuterer litteratur over en bred kam.
Var jeg en del af teamet bag Bogudvikling, ville jeg afgjort vende blikket i denne retning og glemme alt om den idé at "det skal ikke være skrevet med udgivelse i tankerne".

Jeg har simpelthen ikke forståelse for, at tilfældighedsprincippet nu skal sættes i højsædet på bekostning af hårdtarbejdende skrivetalenter, som virkelig vil noget med deres materiale.
Det er i mine øjne endnu et eksempel på den laissez faire holdning, der i disse år hersker indenfor alt for mange områder af tilværelsen. Hvad er der blevet af seriøsiteten? Skal de kommende års nyudgivelser bestå af laissez faire litteratur, der er lige så overfladeglat som damebladenes glittede papir?