Al begyndelse er svær

Det mest geniale grin, jeg længe har fået, fik jeg i dag, da jeg så denne video. God fornøjelse!

Den gode læser

the quick light
across your face
focuses and
a glow of purpose
centers in your eyes

the gentle sounds
of inspiration
gather momentum;
reach crescendo:
you read poetry well

Susan Bradley Skov: "Intensity"
fra samlingen You read poetry well

Sløret komposition for to stemmer

Det er svært at sige, hvor Bergh begynder, og hvor Bach hører op, i de to debuterende digteres fælles samling Emergens, som for få uger siden udkom på Forlaget Litera.

Teksterne indgår i en så tæt symbiose, at værket kunne være skabt af én og samme forfatter. Det kan man kritisere bogen for, men der er måske en pointe i denne symbiotiske sammensmeltning, da værket på det tematiske plan fremstår som en illustration ikke blot af den ensomhedsfølelse, men også af den momentane overskridelse af samme, som mennesker er fælles om i det post- eller senmoderne samfund. Når de to stemmer altså ligner hinanden til forveksling, indikeres det således, at moderne mennesker har mere tilfælles, end vi til daglig gør os klart. Grundvilkåret – den eksistentielle ensomhed - er det samme for os alle.

Emergens, der er tænkt som første bind i en trilogi, er inddelt i fire sektioner, som hver især spejler en tilstand i mødets eller overskridelsens cyklus. Første sektion beskriver det øjeblik, da en tone slås an i den enkelte, og han eller hun vender blikket mod noget udenfor sig selv. I Louise Bachs gengivelse:

Du er sne der gror fast på huden
du er digte der vokser under fingrene
du er rytmer der smelter i vinter og issol

I anden sektion er mødet en realitet, grænserne mellem to verdener smelter bort, og symbiosen på én gang lokker og truer. Tredje sektion præges af en begyndende tilbagetrækning, og i sidste sektion synker Selvet tilbage i sin daglige isolation, og kun efterdønninger af mødets intensitet anes på overfladen af digterjeg’ets bevidsthed. Det kan lyde således med Kaare Berghs ord:

Idag vil jeg undlade at se ned hvor tingene gror
jeg synker sammen
og vender blikket mod en flad himmel

Samlingens tekster har en sprødhed, en skarphed og en kølighed over sig, som leder tankerne hen på frosne pytters skrøbelige isflager. Det er måske den overflade og retside, som omslagsillustrationens sortrøde vrangside af blotlagte kapillærer blæst op i nærbillede skal modsvare. Beklageligvis når Bachs og Berghs tekster mig kun sjældent der, hvor hjertet banker. Sanselighed og nærhed går tabt i abstraktioner og smukke sentenser. På det æstetiske og filosofiske niveau scorer samlingen imidlertid høje tal på min pointtavle for sine frysende smukke og klare øjebliksbilleder, og for de associationsrækker, som de iværksætter, med tråde tilbage til myten om Orfeus og Eurydike.

Bach og Bergh er nyudsprungne digtere med et stort potentiale - og værd at holde øje med fremover. Emergens ville dog nok have vundet noget, stilistisk såvel som følelsesmæssigt, hvis samlingen i højere grad fremstod som en duet, hvori de to digterjeg’er sang op mod hinanden. Dette ville have oplyst læserens nu let slørede auditive vision af en ’komposition for to stemmer’.

Louise Bach og Kaare Bergh:
Emergens

Forlaget Littera 2007

Tyndt plot fra Bellow

Saul Bellow skuffer i Ringen, når man har læst Herzog. Sammenligningen er dog heller ikke helt retfærdig, da Ringen snarere må kategoriseres som en kortroman eller en novella sat overfor Herzog, som både hvad angår sidetal og persongalleri er af langt større format.

Ringen er et portræt af den smukke og intelligente Clara Velde, der forsøger at leve det moderne liv i New York, men som har sine følelsesmæssige rødder solidt forankret i en langt ældre verden i Indianas og Illinois småbyer. Clara er en drømmer, som går langt ud over rimelighedens og fornuftens grænser i de historier, hun fortæller sig selv om mennesker, der omgiver hende, og om det liv, hun forsøger at manøvrere igennem.
Claras moralbegreber såvel som hendes tillid til omverdenen kommer på prøve, da hun mister den ring, som hendes elsker gennem mange år - den distancerede high society-akademiker Teddy Regler - engang har foræret hende.

Plottet er lidt tyndt, og jeg sidder derfor med en følelse af at være blevet snydt, da jeg vender sidste side. Saul Bellow kan imidlertid fortælle, og hans skildringer af Clara Velde, Teddy Regler og aupair-pigen Gina, som spiller en væsentlig rolle i handlingen, er tegnet med en skarp pen, der endnu en gang afslører Bellows sarkastiske vid.

Bellow har skrevet bedre bøger, og selvom dette værk fungerer som detailstudie, kan man undre sig over, hvorfor han har valgt at publicere Ringen som en selvstændig fortælling.

Saul Bellow:
Ringen

Fremad 1989

Hvad laver de så?

Det må være en tam affære at dele soveværelse med en mand, som ikke læser i sengen.

Dråber

Driver gennem døgnet driver gennem dagene regn drypper vandet siler gennem huden vandet gennemvæder sjælen dråber samler sig til floder samler sig til svale søer sjælen drypper denne susen i min stemme længselsbruset snart forstummet denne susen gennem løvet regnvejrsstøvet over græsset sjælen drypper diamantlys det er sent det er september alt er sagt for længe siden og jeg driver gennem døgnet sjælen drypper gennem dagene så let som støv der hvirvles op fra stierne de solskinstørre timer tung som tøj glemt på en tørresnor i byger af september sjælen drypper regn den sene tunge sommerregn der driver gennem døgnet driver dagene afsted mod efterår mod mørke skyers tunge tætte tavshed sjælen drypper alting driver døgnet drypper gennem dagene en natlig regn en natlig regn skal bære mig afsted igennem denne tales tavse ord der spildes på papiret flyder ud i blæk og bølge

Deed den Dejlige

Så vidt jeg har forstået er det ikke comme il faut blandt højtuddannede at se tv. Men selvom jeg hører hjemme i nævnte kategori, så vil jeg blæse på den politiske korrekthed på området: Sommeren igennem har jeg nydt mine tirsdag aftener med Dommer John Deed på TV Charlie. Hvor finder man ellers en så charmerende, humoristisk, intelligent og retsindig mand? Ikke i den virkelige verden i hvert fald.

Ganske vist har selv Deed en karakterbrist - han lader sig alt for let forføre af kvindelig skønhed. Netop derfor er det en stor fordel for mig og for min forelskelse i den gode dommer, at han er en fiktiv person. Det betyder, at jeg kan omorganisere hans personlighed, som det passer mig, når jeg tænker på ham. En mulighed som ikke er en forundt i realiteternes verden, hvorfor jeg altså har valgt at holde mig til fiktionen.
Og da det jo er fiktion, jeg beskæftiger mig med rent fagligt, så er mine tirsdage med Deed vel retfærdiggjort, er de ikke?

Særlige mennesker

"Inden for de områder han var ekspert i havde han selvfølgelig ikke brug for hjælp. Han var et af de særlige mennesker der klarer sig fint indtil de roder sig ud i det almindelige liv. Men når de først er ude i hverdagslivet kan de ikke klare sig uden at der er nogen der passer på dem."

Kenneth Trachtenberg om botanikeren Benn Crader i Saul Bellows roman Der er flere der dør af hjertesorg

'Nogen på ørerne'

Jeg bryder mig ikke om at græde offentligt. Men jeg gjorde det i torsdags. Jeg bryder mig heller ikke om at jamre mig offentligt. Men i dag vil jeg gøre en undtagelse.

I to måneder har jeg været så godt som døv på højre øre. Den penicillin, som en privatpraktiserende læge udskrev til mig, gjorde lige så stor forskel som en dråbe i havet. Efter 14 dages ventetid kom jeg så, i tirsdags, til ørelægen, rystende og bævende, på grund af gamle barndomstraumer. Stor var min lettelse, da manden viste sig som et menneskeligt væsen, der forstod min angst for både undersøgelse og behandling. Desværre måtte han fortælle mig, at min hørelse var voldsomt nedsat på højre øre, og at han ville anbefale punktering af trommehinden og isættelse af et dræn. Han var dog så sød at foreslå, at det blev gjort i fuld narkose.

Onsdag eftermiddag ringede jeg rundt til familie og venner for at høre, om der var en, der ville tage med mig eller i hvert fald tage sig af mig ovenpå indgrebet, da jeg ikke måtte lades alene. Det kunne jeg dog have sparet mig, for alle var optaget af andre gøremål - og mon ikke det gik endda... Sønnen tilbød mig først, at jeg kunne komme og være hos ham og kæresten, men senere var han nødt til at ændre den aftale.

Torsdag formiddag mødte jeg fastende (og ikke-rygende) op hos ørelægen og fik en snak med narkosesygeplejersken. Da hun hørte, at jeg ikke havde noget følgeskab og ingen til at pleje mig resten af dagen, nægtede hun at lægge mig i narkose. Jeg ringede så til min ex-mand, som bor i nærheden, og klagede min nød. Gudskelov accepterede han at få besøg, når indgrebet var overstået.
Men tårerne meldte sig nu alligevel, da jeg klatrede op på briksen for at modtage sprøjten. Kors, hvor kan man føle sig alene i sådan en situation! Det er aldeles ikke klædeligt for en voksen kvinde, men der er tidspunkter, hvor masken falder.

Siden torsdag har jeg ligget ned det meste af tiden. Øret er ikke meget bedre - og ørelægen fortalte mig da også efterfølgende, at han var glad for, at han havde lagt mig i fuld narkose, da det var værre end først antaget. Jeg har smerter, det væsker - og en forespørgsel hos ørelægen i dag gav det svar, at sådan skulle det ikke være, så nu måtte jeg hente penicillinøredråber på apoteket og forsøge at dryppe med dem. Hvis det ikke virker, så må jeg komme op til ørelægen igen. Og nu er ham den flinke, som jeg var blevet tryg ved, gået på ferie, så i givet fald skal jeg ind til hans kollega, som jeg ikke kender. Arrgh!

Som om det ikke var nok, så er der nu ti dage, til jeg skulle have afleveret mit speciale, men min vejleder har været på ferie (hvilket er ham vel undt), og jeg har først fået kontakt med ham i dag. Alt taget i betragtning anbefaler han mig at søge mit SU-slutlån forlænget - og dermed specialeafleveringen udsat - til november under henvisning til mine helbredsproblemer. Den er jeg med på, men det er dog et hårdt slag for min faglige stolthed, og samtidig indebærer det en masse papirarbejde og løben rundt til diverse instanser, hvilket ikke er det, man har mest lyst til, når man føler sig så syg og afkræftet, som jeg gør i denne tid.

Ja, kære læsere - I blev advaret i indledningen. Dette indlæg er dybt personligt og en værre gang jammer og klage, men rent undtagelsesvis mener jeg godt, at jeg kan tillade mig denne form for selvterapi. Der er brok nok i blogosfæren over langt mindre ting. Nu var det min tur, syntes jeg.

Sybergs desillusionsroman

I Karen Sybergs roman Stederne afdækkes forhåbninger og livsløgne i al deres nøgenhed som de halmstrå, mennesket rækker efter i livets flydende strøm. Sybergs kollektivroman er i den forstand også en opdateret desillusionsroman, som fremviser eksempler på de meningsløse tilfældigheder, der bringer mennesker sammen eller skiller dem fra hinanden med mere eller mindre vidtrækkende konsekvenser for de implicerede parter.

Her er det ikke menneskene, som præger steder og begivenheder, men steder og begivenheder, som præger menneskene. Det gælder uanset, om fiktionens karakterer befinder sig i en provinsiel idyl i Danmark, i et krigshærget Kroatien, i et sygdomsbefængt Afrika, i Tyskland eller i Tjekkiet.

Det er ikke de enkelte hændelser som f.eks. voldtægten af en tjekkisk pige eller mordet på en kroatisk mand, som fæstner sig i læserens erindring. Det gør derimod den meningsløshed og de tilfældighedernes nedslag i eksistensen, hvis krusninger breder sig på tværs af menneskeliv og landegrænser og som dermed udløser nye begivenheder.

Stederne dementerer den skæbneforestilling og den magiske betydningsfuldhed, vi mennesker er tilbøjelige til at indlæse i tilfældige hændelser. Den magi, som dog er at finde i Sybergs roman, viser sig i forfatterens fortælleteknik, hvis neddæmpede stil og flydende, overlappende dialoger får billederne til at sive ind under huden på den læsende. Under værkets dramatiske scener sidder man med tilbageholdt åndedræt, som var man tilskuer til en tidlig Ingmar Bergman-film, hvor angstens malstrøm lurer under uskyldshvide nøkkeroser.

Romanens opgør med den menneskelige tankes grundlæggende og gentagne tendens til, mod bedre vidende, at søge meningsfulde mønstre i tilværelsen munder for den læsende ud i en mærkværdigt befriende desillusionering, som for en tid tillader læseren at læne sig tilbage og lade sig føre med strømmen.

Syberg fremstiller med nærmest fotografisk dokumentarisme og uden nogen form for moraliseren eksistensens nøgne tilfældighedsprincip og de livsløgne, vi alle lever på. Det gør hun godt. Stederne er en tematisk tankevækkende og stilistisk veludført roman om menneskets generelle eksistentielle vilkår, men med særlig reference til mennesket i begyndelsen af det 21. århundrede, hvor grænser og faste værdier er opløst og alting flyder.

Karen Syberg:
Stederne

People'sPress 2007

OBS: Læs eventuelt også min Sentura-tilpassede anmeldelse af Stederne på Sentura, hvor der, ifølge webredaktørens ønske, er lagt mere vægt på romanens handlingsgang.

H.C. Andersen overbord

Skal Odenses byplanlæggere, lokalpolitikere og turistarrangører smide H.C. Andersen og den idylliske pænhed overbord og i stedet markedsføre byen som et tag-inficeret, innovativt kunstforum med en kant? Det var et af de spørgsmål, som i dag blev vendt under den afsluttende konference i forbindelse med Days of Art & Love i Odense.

Meningerne var delte, men der sporedes et flertal for en sådan nytænkning – hvis man da kan kalde den sådan. Idéen blev bragt på bane af billedkunstneren Kirsten Bertelsen, som sammen med designeren Louise M. Jeppesen havde taget ophold i Odense nogle dage for at danne sig et indtryk af stedet. (Se denne artikel for nærmere omtale af de to damers projekt.) Hvad der var sprunget de to damer i øjnene – og øjensynlig faldet dem for brystet - var netop H.C. Andersen idyllen, pænheden, renheden og de fraværende tags på murene i bymidten. Bertelsen syntes at mene, at eventyr-konceptet udelukkende var skabt som et bagstræberisk komplot af lokalpolitikerne. Ifølge hendes opfattelse ville det følgelig være nærmest umuligt at komme igennem med, endsige opnå støtte til, nogle kunstneriske projekter, som stred imod dette idylliserende billede af Odense.

Jeg har flere bemærkninger til Kirsten Bertelsens indlæg og den diskussion, som fulgte i kølvandet derpå. Allerførst vil jeg – på et overordnet og generelt plan – råbe vagt i gevær overfor opfattelsen af H.C. Andersen som en idyllisk forfatter. Det er korrekt, at han gennem årtier er blevet markedsført i en sådan disneyficeret form, og jeg kan sagtens forstå, at visse menneskers kvalmegrænse på det punkt er ved at være nået. Men hvis man gør sig den ulejlighed at læse en større del af H.C. Andersens forfatterskab, i stedet for kun at forholde sig til de mest kendte af hans fortællinger for børn, vil man opdage, at H.C. Andersen som forfatter og som privatperson står for alt andet end idyl. Den ulejlighed bør man gøre sig, ikke mindst, hvis man i sin egenskab af kunstner, lokalpolitiker eller turistmedarbejder vil udtale sig om Danmarks største digter og hans markedsværdi for Odense.

Dernæst vil jeg opponere imod den (dybt anarkistiske) forestilling, at nyskabende kunst kun kan vokse frem i slumlignende omgivelser. Jeg mener, at vi har al mulig grund til at være stolte af, at der er rimeligt pænt og rent i vores bymidte, da det giver både odenseanerne og besøgende udefra mere lyst til at opholde sig dér. Personligt ser jeg endvidere frem til den dag, hvor Thomas B. Thrigesgade igen er blevet jævnet med jorden og bymidten fremstår som en helhed. – En vision, som Kirsten Bertelsen også så skævt til, fordi den i hendes perspektiv tilsyneladende pegede i retning af ”studsning og skrårem og motorsavsmassakre”.

Den konspirationsteori, som Kirsten Bertelsen åbenbart ser i markedsføringen af Odense som en eventyrby – en konspirationsteori, ifølge hvilken al kunst på tværs altså skulle blive kvalt ved fødselen - finder jeg det meget svært at forholde mig til med andet end overbærenhed. Skal jeg tro på den, skal der anderledes hårde facts på bordet, frem for Bertelsens private observationer og forestillinger. Som en anden deltager da også ganske rigtigt påpegede, så vil man bemærke, at eventyrbilledet blegner, hvis man bevæger sig blot nogle få kilometer udenfor Centrum. Her kan Bertelsen og Jeppesen få alle de tags og al den kreative(?) uorden, de ønsker sig.

For mig at se har Bertelsens og ligesindedes fantasier om grimhedens og den snavsede bys kreative potentiale rod i en både stereotyp og forældet tresser- og teenagerorienteret opfattelse af, hvad kunst og skabelse egentlig er for størrelser. Man kunne lige så vel hævde, at pænheden gav den skæve kunst en perfekt baggrund at profilere sig på.

I forlængelse heraf vil jeg give digteren Poul G. Exner fuldstændig ret i den holdning, han gav udtryk for, nemlig at kunstnere ofte er på en eller anden måde utilpassede og skæve i forhold til det omgivende samfund, og hvis kunstnerne ønsker at deres kunst skal nå et større publikum, så er de nødt til i nogen grad at tilpasse sig og således lade en kanal stå åben imellem det alment accepterede og deres eget kunstneriske udtryk. Derfor er det ingen løsning at smide H.C. Andersen og eventyrby-konceptet overbord. Kunstnerne må tværtimod indgå i et samspil med det omgivende samfund på de allerede eksisterende præmisser.

Kunsten går med andre ord i selvsving, og det samme gør Odense som kulturby, hvis kunstnerne insisterer på at optræde som rendyrkede anarkister og endda lader hånt om den moderne verdens krav til markedsføring.

Her havde kulturredaktør på Fyens Stiftstidende, Peter Hagmund, da også en væsentlig, om end selvindlysende, pointe, da han sagde, at hvis vi ønsker at trække større opmærksomhed til byen, så skal der tænkes anderledes stort og visionært, end det nu er tilfældet.

Der var bred enighed blandt dagens arrangementsdeltagere om, at der rent faktisk er et rigt kulturliv i Odense. Problemet er primært, at store dele af dette kulturliv aldrig når den brede del af befolkningen, hverken i eller udenfor byen. Dette skyldes især manglende markedsføring. Ofte får man som (potentielt) publikum det indtryk, at et givent arrangement først omtales i medierne, når det er taget af plakaten. Om skylden herfor ligger hos kulturredaktionerne eller hos arrangørerne af de enkelte arrangementer er det mere vanskeligt at nå til enighed om. Ifølge Peter Hagmund indløber der dagligt langt flere mails til f.eks. hans kulturredaktion, end de redaktionelle medarbejdere overhovedet kan nå at gennemlæse – og blandt dem, som de når at læse, er der flere med ufuldstændige oplysninger vedrørende sted og tidspunkt for de nævnte arrangementer.

Resultatet bliver naturligvis, at det blomstrende kulturliv fører en undergrundstilværelse, hvor informationen om det enkelte arrangement går via mund til mund metoden. Det betyder endvidere, mener jeg, at mange af Odenses borgere vægrer sig ved at deltage, da de på forhånd dømmer kulturtilbud, som de har hørt om ad denne vej, enten som værende for en lille sluttet kreds, eller som værende af en så dårlig kvalitet, at de ikke er interesserede i at møde op.

Min konklusion på dagens diskussion må være, at hvad det først og fremmest drejer sig om, hvis Odense i fremtiden skal gøre sig bemærket som kulturby, er øget information om kulturtilbuddene, det være sig i lokale såvel som landsdækkende medier. Og så skal kunstnerne – også undergrundskunstnerne – blive bedre til at finde sammen, råbe byens kulturudvalg op, stille forslag og sende personlige invitationer til kulturarrangementer ud til de mennesker, som har penge og indflydelse nok til at gøre en forskel i kulturel sammenhæng.
Hvad H.C. Andersen og eventyrkonceptet angår, så skal det ikke opgives. Men det er på tide, at H.C. Andersen bliver profileret med den kant, som han i høj grad også havde, og at vi husker os selv og omverdenen på, at et eventyr ikke er lutter idyl.

Mellemrum

Lauren Hartke er kropskunstneren - i Don Delillos værk af samme navn - der bruger sin egen krop som medium for det kunstneriske udtryk. Lauren Hartkes mand, filmkunstneren Rey, dør pludseligt, og hun befinder sig nu alene i en mærkværdigt løsrevet tilstand i det store hus ved havet, som de har lejet for en kortere periode.

En dag opdager Lauren en fremmed og næsten sprogløs mand i huset. Skønt manden ikke kan redegøre for sin tilstedeværelse i hendes hjem, tager Lauren ham til sig, som om han var et forhutlet barn, der skulle drages omsorg for. Det viser sig snart, at den mystiske fremmede tilsyneladende er i besiddelse af en besynderlig erindring om samtaler, som tidligere har været ført imellem Lauren og hendes mand - samtaler, som han kan gentage brudstykker af uden dog at kunne forstå ordenes betydning.

Kropskunstneren giver ikke sine hemmeligheder væk. Tolkningen af denne foruroligende fortælling påhviler den enkelte læser. I min tolkning fremstår den fremmede mand som en projektion af en udspaltet del af Laurens personlige erindring, betinget af hendes choktilstand og savn. Manden antager sin særegne halvt maskuline og halvt feminine eller barnlige skikkelse, der ligner en krydsning mellem Lauren selv og hendes afdøde mand, som følge af den sensitive kropsbevidsthed, igennem hvilken Lauren erfarer verden og formulerer sin viden om den.

Et af flere spor, som peger i retning af en sådan tolkning, findes under morgenmadsscenen i værkets første kapitel, hvor (angiveligt) Lauren tænker:
"Eller du bliver en anden, en af personerne i historien, fører en samtale du selv finder på. Du bliver sommetider en mand, lever mellem linierne, gennemspiller en anden version af historien."

Kropskunstneren er i det hele taget et værk som beskæftiger sig med mellemrum, overspring og forskydninger. Det væsentlige er ikke, hvad der foregår på romanens realplan, men hvad der dukker op på grænsen mellem realplan og tankeplan, eller i den brøkdel af et sekund fra en given impuls sætter ind og til den giver sig udslag i registrerbar handling. Delillo er en fremragende stilist, der kan registrere og beskrive selv de mest minutiøse detaljer i dagligdags scenerier, så de tilføjer hverdagens rutiner nye og nærmest skræmmende betydningsdimensioner og vækker den læsendes opmærksomhed på samme i hans eller hendes eget liv.

Don Delillo:
Kropskunstneren

Centrum 2001

Den desillusionerede drømmer

”I Aarenes løb har jeg mistet evnen til at forfærdes. Naar man ved, hvordan det i Virkeligheden hænger sammen med Verden, da kan man ikke skrive Digte om den. Naar man har haft omgang med Genfærd og staaet i Forhold til Djævle, saa er man tilslut mere bange for sine Kreditorer end for nogen af dem. […] Jeg er kommet Livet paa for nært Hold. Det kan ikke mere narre mig til at tro, at den ene Ting er mere værd end den anden.”

Karen Blixen: "Drømmerne"