Hvad er meningen?

Sønnen bringer i disse dage løbende rapporter fra
Audiatur Festival i Bergen.

Jeg har derfor været inde på hans (altså Martins) blog og har fulgt diverse links til en række oplæsninger/performances. Og her er det så, jeg gerne vil have hjælp fra andre lyttere og seere, som er velbevandrede ud i den nyere poesi: Hvad er meningen? vil jeg gerne have lov at spørge.

Jeg sidder et sted midtvejs mellem en stille morskab (som angiveligt ikke er på sin plads, hvis man skal dømme efter den tilsyneladende dybt andægtige stemning i salen) og seriøs akademisk spørgen ind til. Dér har jeg placeret mig, da det forekommer mig at være for let, hvis jeg blot afskriver dennne nye kunst som - ja, som netop 'for let'.

Er jeg blevet forstokket, forbenet og for konservativ?
Jeg ved jo godt, at jeg - formentlig - til enhver tid vil sætte Morten Nielsens

"......Stille, helt stille -
og du er den lyse Nat og den vilde Vin,
det tøvende Rum og Vinduets lette Gardin"

over for eksempel Martin Larsens højrøstede nuller og ettaller med akkompagnement. Det er dog ikke fordi, jeg gerne vil gøre min konservatisme til en kunst i sig selv. Så jeg spørger igen: Hvad er meningen?

They shoot monks, don't they?

Har netop modtaget følgende opfordring på min mobiltelefon, som jeg gerne vil viderebringe til andre:

"In support of our incredibly brave friends in Burma: May all people around the world wear a red shirt on Friday, September 28.
Please forward!"

På den igen!

For de faste læsere, som det måtte interessere, skal hermed bringes en opfølgning på sidste måneds personlige helbredsrapport. Har ikke haft det for godt de sidste mange uger - for nu at sige det mildt. I mandags var jeg så til kontrol hos min ørelæge, som kunne konstatere, at min krop, længe før tid, havde afstødt det dræn, jeg havde fået indlagt i højre øre. Så tror da F....., det ikke har hjulpet.

På den igen! På mandag skal jeg nok en gang i narkose og denne gang have indsat en anden type dræn, som ikke kan afstødes af sig selv, men som skal fjernes operativt på et senere tidspunkt. Der kan opstå visse komplikationer med denne type dræn, men ørelægen vurderer, at det er den eneste mulige løsning, hvis jeg vil have en chance for at få has på undertryk og væske i mellemøret - og måske redde hørelsen på øret. Tak skal du ellers have! Det trøster mig en smule, at jeg har hørt god omtale af hans faglige ekspertise. Den må jeg jo stole på, selvom jeg igen er meget nervøs for både narkose, indgreb og mulige uheldige følgevirkninger.

Ørelægen foretog desuden en kikkertundersøgelse af næse og svælg. Det viser sig, at mine slimhinder er stærkt medtagne og hævede, hvorfor jeg har fået ordineret A-vitamin i megahøje doser. Dem skal jeg indtil videre tage i tre uger, såfremt jeg ikke mærker kraftige bivirkninger. A-vitamin kan nemlig være giftigt, hvis man får for meget af stoffet.

Hvordan jeg ellers går og har det? Tak, rædsomt. Hvis nogen af jer skulle være troende eller gøre jer ud i fællesbøn eller lignende, så ville jeg med glæde takke ja til en lille lys-seance med healing pr. langdistance. If you please...

Den lykkelige litterat

"Mens Bernt Halvorsen var dybt bekymret for atomoprustningen og den kolde krig, og gerne ville gøre noget ved det, sad stud.mag. Pål Andersen hjemme på sit værelse og læste mærkværdige digte, som han havde store problemer med at tyde. [...]hvilken glæde kunne ikke fylde ham hvis han efter lang tids arbejde med fx et modernistisk digt pludselig forstod! Allerstørst havde glæden for øvrigt været når han forstod intuitivt, med det samme. Hvorfor? Fordi der i dette øjeblik skete det at hans egen søgende, og urolige, og i de fleste tilfælde utilpassede sjæl med den største selvfølgelighed smeltede sammen med hans egen samtids bevidsthed.Han var da blevet oplyst, og det på højeste niveau. Det gav ham en indre stilfærdig tilfredstillelse, fordi virkeligheden da berørte ham og han ønskede inderligt at nogen i dette øjeblik kunne komme og besøge ham på hans værelse, for da ville han læse dette digt op for den som kom."

Dag Solstad:
Professor Andersens nat

Yoga for begyndere

I dag har jeg været til min første kursusdag i "Yoga mod stress". Instruktøren, Alex, ligner en omvandrende reklame for alt det gode, som yoga og meditation kan føre med sig, hvis man bruger teknikkerne regelmæssigt. Jeg har i hvert fald sjældent set så kernesund og afslappet en mand. Så det kan man vel kalde en god begyndelse. Jeg har hørt fra hans egen mund, at han er en årgang 64 som jeg selv. I modsat fald ville jeg have tippet ham til at være max. 35.

Dagens program stod på en runde med personlige stress-fortællinger, hvorefter vi skulle guides igennem enkelte indledende øvelser i både yoga og meditation. Et lille foredrag havde Alex også forberedt, sagde han. Så langt nåede vi dog aldrig. Da vi var færdige med at fortælle, var tiden gået.

Og hvem sidder så på sådan et afstressningskursus? Er der mon ikke bare tale om en flok livsuduelige stakler, som ikke har kunnet klare mosten - folk, som man egentlig helst ville undgå at blive set i selskab med?

Næh nej! Vi er otte (tilfældigvis) kvinder på holdet. Den yngste er formentlig midt i tyverne og den ældste omkring pensionsalderen. Fælles for os er, at vi er stærke, kompetente kvinder, som i årevis har holdt stand selv i strid modvind. Kvinder, som altid har sagt: "Den klarer jeg" og "den klarer jeg også", og som har engageret os med liv og sjæl i vores arbejde og i vore medmennesker. Betegnelser som ildsjæle, flinke piger og lignende ville ikke være fejlanbragte her. Jamen jeg siger jer, det er gæve piger, der sidder her - og virkelig spændende og farverige mennesker, som jeg glæder mig til at lære bedre at kende.

Fælles for os er desværre også de stress-symptomer, som har meldt sig hos os. For de flestes vedkommende ganske pludseligt: Overvældende træthed, manglende evne til at udholde andre menneskers selskab mere end to timer af gangen (selv dem, vi elsker allermest), overfølsomhed overfor lyde, ja, overfor indtryk i det hele taget. Føleforstyrrelser i kroppen. Migrænelignende hovedpineanfald, angst, svimmelhed, koncentrationsproblemer, oplevelse af fremmedhed, momentane, delvise lammelser i bevægeapparatet, og en overvældende følelse af magtesløshed, fordi vi fortsat så gerne vil, men ikke længere kan præstere tilnærmelsesvis, hvad vi før har kunnet - ja, end ikke, hvad andre raske mennesker kan. Fælles for os er desværre også, at lægerne har sendt os hjem med besked om, at de ikke kunne gøre mere - og at vi bare skulle tage det roligt og se at få slappet lidt af med et ekstra glas rødvin.

Hver enkelt historie er forskellig og skal ikke gengives detaljeret her, da det er given konsensus, at der er tavshedspligt på dette hold. Så meget kan jeg dog afsløre, at for nogle er det tilfældige udefrakommende hændelser, som på én gang har væltet læsset, for andre er det mobning på arbejdspladsen, og for nogle af os er det et helt livs traumatiske oplevelser hobet ovenpå hinanden, som omsider har fået filmen til at knække.

Alex mener, at yoga, meditation og afspændingsøvelser kan hjælpe de fleste af os i den ønskede retning mod helbredelse. (Ja, ja - det skal han selvfølgelig sige.) Men jeg vælger at tro ham. Jeg husker i hvert fald ikke, hvornår jeg sidst - og på trods af trykken i øret og bihulerne og på trods af træthed, svimmelhed og svigtende koncentrationsevne - har følt mig så velkommen, så åbenhjertig og så godt tilpas i et forum med fremmede mennesker, som jeg gjorde her i dag. Og den ganske enkle og korte meditationsøvelse, som vi gennemgik til sidst - over tid - fik mig for første gang i månedsvis til at slappe fuldstændig af i måske hele tre minutter.

På onsdag skal vi mødes igen i de dejlige lyse lokaler, hvor de hvide orkideer blomstrer med en glæde og livskraft, som vist kun overgås af yogalærerens.
Jeg glæder mig til onsdag!

Det er en Ommer!!!

På forsiden af Nyhedsavisen kunne man d. 10. september i år (2007) læse følgende:

Det gode kys afgør vores valg af partner
Kvinder gider ikke mænd, der er dårlige kyssere - også selvom mændene ellers er fysisk og psykisk tiltrækkende

Hallo: Det kan man da ikke skrive! I denne sammenhæng må man da have fat i den benægtende sammenligning, som i sin korrekte form ville have heddet: "- heller ikke selvom mændene" osv.

Den dårlige sprogbrug fortsætter længere nede på siden. I forbindelse med forsideartiklen - forsideartiklen! - kan man læse følgende:

Men hvad sker der, hvis cellisten smider sin kjole og sit hvidt, ifører sig cowboybukser og en lurvet T-shirt?"

Jeg vil gerne vide, hvad hans 'hvidt' er for noget? Jo, vi kan jo gætte på, at der refereres til skjortebrystet, men altså....... Kjole og hvidt er nu en gang en fast vending, hvori begreberne ikke skal adskilles.
Og hvorfor er et komma indsat på det fraværende 'og's plads?

Mit bud på en forbedret sætningskonstruktion lyder således:
"Men hvad sker der, hvis cellisten smider kjole og hvidt og ifører sig cowboybukser og en lurvet T-shirt?"

Som om det ikke var nok, indledes næste afsnit således:
Og sætter sig på en af Danmarks mest befærdede metrostationer [...]?
Ja, så fik vi da en idé om, hvorfor 'og' i sidste sætning i forrige afsnit var afløst af et komma. Man har ikke villet gentage for mange 'og'er' efter hinanden. Alternativt har man valgt at erstatte det første 'og' med et komma, men har blot mudret vandene endnu mere til, idet man herefter har brudt teksten op og har indledt næste afsnit med et 'Og' - og indsat et 'sig', som nu er løsrevet fra cellisten i forrige afsnit. Mudder, mudder, mudder!

Om skylden for den dårlige sprogbrug i Nyhedsavisen - og i mange andre medier - skal lægges på journalisten, på redaktionssekretæren eller på den ansvarshavende redaktør, er jeg noget i tvivl om. I sidste instans vil jeg dog nok mene, at det er redaktørens opgave at luge ud blandt de skribenter, som ikke kan formulere sig blot tilnærmelsesvis korrekt på almindeligt dansk. For vi antager naturligvis, at redaktøren såvel som redaktionssekretæren er i stand til at formulere sig korrekt, eller?

Som jeg ser det, har et skrivende medie et medansvar i forhold til at oppebære en vis sproglig standard og således sætte et eksempel for befolkningen som helhed. Derfor, kære ansvarshavende redaktør: Det er en Ommer!!!

Tilvænning

Man kan vænne sig til, at de eneste forandringer, der finder sted, er lysets vandring over plænen og løvets farveskift fra grønt til gult, fra gult til brunt. Man kan vænne sig til - udover den fjerne susen fra gaden og en dør, der smækker i opgangen - kun at høre de lyde, man selv forårsager. Såsom trin over gulvet, bestikkets klirren mod tallerkenen eller vandets fossen ud af hanen, når man drejer et metalgreb. Man kan vænne sig til at færdes på seksten kvadratmeter foruden bad og køkken. Det er bare et spørgsmål om tid. Om tid og om den rette indstilling til tingene. Man skærer det overflødige bort, belaver sig på sin alenehed som et af tilværelsens grundlæggende vilkår.
Det bliver interessant at iagttage en enlig cyklist på stierne derude, og chokeffekten er ganske betydelig, når en vinduespudser planter sin stige op ad muren udenfor og passerer ens vinduer for at pudse dem på øverste etage.
Man kan vænne sig til at leve langsomt, at leve nøjsomt, uden nogen form for forventning om menneskelig udveksling. Man kan vænne sig til, at telefonen kun kan ringe ud af huset, og at ingen tager den. Får man brug for at iagttage et ansigt, kan man møde et i spejlet. Får man brug for at mærke varme under hænderne, er ens eget legeme altid nær. Man kan vænne sig til denne tavshed. En dag er dét blevet trygt - at næsten ikke være til.

Sally snuser sig frem

På Sentura kan man nu læse min anmeldelse af Birgitte Sallys Smalltalk - en håndbog i menneskeligt hundesnuseri.

Ordspilsfugle

Vibe Bredahls værk Pun Birds (Ordspilsfugle) kommer i en delikat indpakning: En vaniljegul boks, som på forsiden er dekoreret med spindelvævsfine illustrationer af fugle, der fra nederste venstre hjørne skaber en opadgående bevægelse tværs over titel og forfatternavn, som er trykt med enkle grå typer. Ser man godt efter, opdager man en lille kvindeskikkelse blandt fuglene - og i nederste højre hjørne sigter en mandlig jæger i grønt med sin bøsse op mod fugleflokken.

Boksen indeholder foruden bogen en på indersiden trykt engelsk oversættelse af de danske tekster i bogen og en engelsksproget indlægsseddel med en omtale af kunstnerens teknik og tankerne bag værket - i bund og grund en introduktion, som skal lede læseren/beskueren i den retning, hvori Vibe Bredahl har tænkt sit værk.

Bogen, hvis omslag har samme bløde, vaniljegule nuance som boksen, indeholder en række tusch-tegninger holdt i Vibe Bredahls karakteristiske spinkle streg, som balancerer mellem det detaljerede, præcise udtryk og en nærmest barnlig naivisme. Det gentagne motiv er fugle i den ene eller den anden kontekst.
Hvert billede fremstår som et kunstværk i sig selv, men suppleres med undertekster i form af kendte ordsprog og talemåder fra henholdsvis dansk og engelsk kultur. Tegningerne er andet og mere end illustrationer til teksterne. Tekst og billede står i et til tider humoristisk og til tider foruroligende spændingsforhold til hinanden, som forårsager en tøven og en undren hos beskueren. For hver side, der vendes i bogen, føjes endnu en dimension til historien, så der dannes forløb, som imidlertid gang på gang tager nye retninger. Vibe Bredahl sender således sit publikum på rejse i dets eget indre billed(sprogs)- og forståelsesunivers.

Pun Birds kan opfattes som en fortælling om forholdet mellem frihed og tvang, liv og død, eller om måden, hvorpå vi i det hele taget oplever og forholder os til vores omverden.
Begrebet 'fortælling' må dog i denne sammenhæng tages med forbehold, for her er tale om et kunstværk, gennem hvilket kunstneren netop ikke nøjes med at fortælle, men viser beskueren noget, som det ikke er tilstrækkeligt at berette om. Kunsten sker, i sin yderste moderne konsekvens, i mødet mellem ord og billede såvel som mellem publikum og værk.

Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at Pun Birds er en bog, som jeg - og andre - vil vende tilbage til igen og igen. For man bliver ikke færdig med den på én gang, på trods af dens tilsyneladende enkelhed. Hvad der især glæder mig ved Pun Birds, er, at Vibe Bredahl her har formået at forene kunst i klassisk forstand med mere moderne metadimensioner og chok- eller provokationseffekter, der kaster læseren/beskueren ud i en videretænkning af både værk og egen bevidsthed.

Vibe Bredahl:
Pun Birds

Hurricane Publishing 2005


OBS: Du kan finde mere om Vibe Bredahl og se eksempler på hendes værker ved at klikke dig ind her og her.

Ordholder - en moderne eventyrfortæller?

Hvilken historisk personlighed er du? hedder den test, som for øjeblikket er blandt de mest populære overspringshandlinger i Blogland. Mit testresultat ses nedenfor:

J.R.R. Tolkien
Du er mannen bak fantasysjangeren, og den moderne tids aller mest populære eventyrforteller. Din fantasi er enorm, som også din kunnskap om historie, språk og kulturer. Du er en skapende person, og du kommer til å skape mye stort i ditt liv, og bringe glede til mange hjerter.

Farmor puster ud

Det kunne se ud som om, jeg har opgivet mine forholdsvis jævnlige blogindlæg. Det er imidlertid ikke tilfældet. Kæmper dog fortsat for at blive helt frisk ovenpå mine problemer denne sommer med både stress og sygdom.

Den netop overståede weekend tilbragte jeg, i min egenskab af farmor, som barnepige for børnebørnene, Mikkel og Evald, imens deres forældre var i Århus for at deltage i Verbale Pupiller.

Nu forholder det sig sådan, at min søn og svigerdatter bor på anden sal i et ældre byhus, hvor badeværelset er anbragt i stueetagen. Det betyder rigtig mange daglige ture op og ned ad trapperne - oftest med den mindste på et år på armen. Det er jeg, som bor i en stuelejlighed, uvant med. (Ja, grin bare, men så sjovt er det heller ikke.) Når nattesøvnen så også afbrydes en gang i timen, dels fordi man hele tiden har et øre på den lille, og dels fordi han stadig selv vågner om natten - og når helbredet ikke er i top, så har man det, efter tre døgn, som om man har været på både mental og fysisk stroppetur hele weekenden. Også selvom bonusbarnebarnet for første gang helt impulsivt har kaldt en for Farmor, og selvom den yngste har overgivet sig og tillidsfuldt lagt sin kind ind til ens egen - når nu mor og far ikke var i nærheden.

Summa summarum: Jeg må lige restitueres en smule, før jeg igen kan skrive blot nogenlunde hæderlige indlæg. Hæng på, trofaste læsere. Det er min plan at vende tilbage snarest og fortælle om den meget specielle boggave, som min svigerdatter havde fundet til mig i Århus - og om det værk, jeg er ved at anmelde for Sentura.
Nu skal jeg vist bare sove - og drikke en masse vand, så der kan komme lidt flow i de tørre hjernevindinger.
Vil I have en idé om, hvordan det opleves at være mig lige nu, så husk dengang I selv følte jer allermest nedkørte og kast et blik på dette billede.

Bon appétit!

"Det er altid spændende at komme en tur i “Den Grønne Kælder”. De ændrer nemlig menu-kortet hver mandag, så der er altid et væld af nye og spændende retter at vælge imellem. Når manden bliver serveret bugner tallerkenerne af sunde, sprøde og farvestrålende grøntsager."

Redaktionen siger tak til Jens Drejer for denne tastetorsk.

Syretrip eller meditativ rejse?

Er Henriette Elmøes kortroman Eventyret om Plante ét langt syretrip eller en meditativ rejse ind i den store sammenhæng? Det afhænger nok af, med hvilken indstilling man læser bogen.

Plante er en regnskovsvækst, der er havnet i en vindueskarm på Nørrebro hos den mandlige jeg-fortæller. Den tilbagetrukne unge fyr, der virker mere vegetativ end planten selv, udvikler en overordentlig nær relation til denne urt: Forholdet bevæger sig fra mental kommunikation de to imellem til en decideret sammensmeltning, hvorunder planten og manden foretager fælles rejser på tværs af tid og rum.

Eventyret, der begynder som en afdæmpet og anderledes beretning med smag af økologi og holisme, kammer beklageligvis over og begynder i mistænkelig grad at minde om et heftigt trip på guderne må vide hvad. Det er som om fantasierne har taget magten fra skribenten. Det er rigtig ærgerligt, eftersom den grønne, tænksomme og stilfærdige tone, som er gennemført på bogens første 30-40 sider fungerer upåklageligt.

Eventyret om Plante minder på mange måder og især i begyndelsen mere om en fantastisk fortælling end om et eventyr. Men da jeg-fortælleren og hans regnskovsvækst smelter sammen og begynder at suse gennem ormehuller, ophæves den tøven, som i klassisk forstand ellers karakteriserer den fantastiske fortælling, og man afskriver irriteret resten af teksten som resultatet af en overgearet fantasi. Noget eventyr er der heller ikke tale om, da værket ikke giver læseren anledning til at gå ind på eventyrgenrens symbolske grundpræmis.

Elmøe skriver i en ligefrem og enkel sprogtone, som må kunne udnyttes bedre. I fremtidige værker vil hun således kunne gøre både sig selv og læserne en stor tjeneste ved at holde idéerne i kort og stram snor - og at holde forskellige genrer adskilt fra hinanden.

Henriette Elmøe:
Eventyret om Plante

Forlaget Ravnerock 2006

Kvinden og Aben

Her til aften dumpede jeg ind i
Dokumentaren på DR, hvor man fulgte Lone Dröscher Nielsens arbejde for at redde orangutangen i Borneos regnskov fra udryddelse - og mishandling.

Lone Dröscher Nielsen fortalte om en af de sager, som havde gjort voldsomst indtryk på hende. De ledsagende filmoptagelser talte deres tydelige sprog: En hun-orangutang var blevet fundet lænket til en væg i et nøgent rum. Orangutangen var gennem længere tid blevet udnyttet seksuelt af mænd, som mod betaling besøgte stedet. To gange om ugen blev orangutangen barberet for al kropsbehåring for at virke mere attraktiv på kunderne. Behøver jeg at fortælle, hvordan den barberede orangutang lå apatisk og mistrøstigt sammenkrummet på sin måtte på gulvet i dette fængsel?

Nu er orangutangen blevet forsøgt rehabiliteret og lever i et grønt udslusningshabitat. Hun er fortsat dybt traumatiseret og har en - for dyr - unaturlig og usund afhængighed i forhold til mennesker, men på samme tid ingen tillid til mænd.

Jeg ved godt, at der findes dyremishandlere både blandt mænd og kvinder. Jeg er desværre også klar over, at der også er kvinder til, som ikke ser noget problem i at dyrke sex med et dyr. Det er imidlertid mit indtryk, udfra det jeg til dato har læst og hørt, at der er langt større sandsynlighed for, at en mand vil optræde som prostitutionskunde - åbenbart også hos en orangutang - end at en kvinde vil.

Jeg ved naturligvis godt, at der (også) findes anstændige, moralsk uangribelige og gode mænd derude -alligevel vælter tvivlen, leden og kvalmen op i mig og giver endnu en gang anledning til spørgsmålet: "Hvad f..... er der galt med mænd?"
Hvordan kan ens kønsdrift være så overvældende og/eller så twisted, at man kan vælge ikke blot at købe/tiltvinge sig adgang til sex, men at købe/tiltvinge sig adgang til sex med et dyr, som det er sket i ovenfor omtalte eksempel?

Moralske opstød er naturligvis ikke nok til at ændre verden. Derfor tillader jeg mig at henvise interesserede til Lone Dröscher Nielsens forenings hjemmeside, hvor der er forslag til, hvordan man kan bidrage til en bedre verden for orangutanger - og dermed for alle, som ikke tænder på aber på den måde.

Curious...

"It's funny really, but as soon as people don't wanna discuss something, I do!"

Inspector Morse i Service of All the Dead

Trold kan tæmmes?

Som en yderligere kommentar til den hen ad vejen noget afsporede debat, som er omtalt i mit forrige indlæg - og som eksemplificering af den (generelle) hulemandsmentalitet og seksualisering af kvinder, som jeg omtaler i samme forbindelse, vil jeg henlede læserens opmærksomhed på Leonora Christina Skovs indlæg på egen blog.

Need I say more?

Leonora, laviner og hulemænd

Spacemermaid gav med dette indlæg bolden op til en diskussion om anmeldere og anmelderi. Efter nogen tids ping-pong inde hos Spacemermaid, hvor især Leonora Christina Skov blev udsat for en del barske tacklinger, brød Lonni Krause ud af forsvarsrækken og indhentede en af angriberne, nemlig Beologen, på hans banehalvdel. Her udviklede kampen sig til et veritabelt hundeslagsmål, hvorunder debatten ikke blot løb af sporet og endte i endnu en kønsdiskussion, som det ofte hænder på de kanter, men hvor det tillige føg igennem luften med verbale ørefigener og ufine tacklinger, som nok kunne finde plads som eksempler i ordbogen under 'kønsdiskriminering'. Lonni Krause valgte at forlade banen, men har siden rapporteret om begivenhederne på sin egen blog. En reportage som har afstedkommet yderligere reaktioner.

Når jeg finder denne lavine-effekt interessant nok til, at jeg vil beskæftige mig med den på min blog, så er det blandt andet fordi den er et tydeligt eksempel på, hvordan mere eller mindre skjulte agendaer sætter dagsordenen for de forskellige synspunkter og debatindlæg i blogosfæren. Noget tilsvarende foregår utvivlsomt også i andre medier, men det ses tydeligere i bloggeruniverset, fordi der her findes enklaver af debattører, som med tiden har lært hinandens blogvæsen at kende - og som i nogle tilfælde også kender hinanden privat. Hvad der således udfra et rent etisk kriterie burde være tilnærmelsesvis objektive eller i det mindste upartiske indlæg, forvandles hurtigt til subjektiv argumenteren og mudderkastning.
Det højner naturligvis underholdningsværdien for udefrakommende læsere- især hvis man interesserer sig for psykologiske og sociologiske studier, ligesom det utvivlsomt giver de involverede debattører et adrenalinkick, når bølgerne går tilstrækkligt højt. Men til tider bliver tonen i debatten så rå, så plat og så indskrænket, at man føler sig bombet tilbage til stenalderen, hvor den, der kunne frembringe den højeste og mest skræmmende lyd, var den, der kunne indtage pladsen som konge på bjerget. (Og det er den anden grund til, at jeg beskæftiger mig med dette emne.) I den aktuelle debat er der nemlig ingen tvivl om, at stenaldermanden igen har løftet stemmen og dermed har forsøgt at 'sætte kvinden på plads'. Godt brølt, løve, vil nogen nok sige. Det synes nemlig endnu at være mandens privilegium i visse kredse.

Lad mig nu vende tilbage til udgangspunktet for hele denne debat: Nogle anmeldere er generelt hårdere i deres smagsdomme end andre. Leonora Christina Skov opfattes som en af de mere barske af slagsen. Dette dementerer hun selv i en kommentar på Lonnis blog. Hidtil har jeg selv opfattet Leonora som en af de krasbørstige anmeldere, men jeg er villig til med åbne øjne og øren at forsøge at læse og høre hende påny - især efter, at jeg har læst dagens kommentarer i diverse fora såvel som Rasmus Heibergs interview med Leonora i det sidste nye nummer af BogMagasinet (som kan afhentes gratis hos boghandleren).
Det er næppe noget under, at en debat om Leonora Christina Skov og hendes skarpe feministiske udmeldinger kan afstedkomme en diskussion, som udarter til en verbal kamp mellem kønnene. For uanset hvad man så ellers mener om Leonora, så er hun godt skåret for tungebåndet, hun har sine meningers mod - og hun taler, hvor andre tier. Vi (kvinder), som har en lignende tilbøjelighed og ikke længere vil nøjes med at holde kæft, være smukke og vende det døve øre til, når mænd nedgør os - alene fordi vi er kvinder - og tillader sig konsekvent at forholde sig til os som kønsobjekter, vi ved, hvor krævende det er at stå fast i det stormvejr, som vores modstand udløser - ikke blot i hulemænd, men også i de modsøstre, som stadig agerer medløbere for sådanne.

Maskebal og marionetter

Under operakarnevallet i København 1925 samles otte velhavende og udklædte personer til et sent måltid i en villa udenfor byen. Gennem den konversation, som finder sted under måltidet, fremstilles deltagernes desillusionering, som er afstedkommet af meningstab og mangel på perspektiv i tilværelsen.
En af deltagerne foreslår, at de tilstedeværende skal spille et lotteri, hvor indsatsen skal være deltagernes samlede formue. I et år skal denne tilfalde vinderen, der må rejse bort med en ledsager efter eget valg.
Intentionen er altså at sætte alt på ét bræt og kaste sig betingelsesløst ud i et voveligt forehavende for at etablere en højere orden. Imidlertid er ingen villige til at satse så meget, og man nøjes derfor med at sætte renterne af formuen i foretagendet. Den økonomiske indsats relativeres således på linie med enhver anden indsats i de tilstedeværendes tilværelse.
Idet lotterispillet skal tage sin begyndelse dukker endnu en person uventet op. Det er negeren Zamor, som, bevæbnet med en pistol, forsøger at true gæsterne til at udlevere ham 500 kr. Zamor optræder i denne rolle som repræsentant for det betingelsesløse, skæbnen eller det absolutte.
En ung pige, udklædt som Harlekin, får dog talt Zamor fra hans forehavende. Hun overbeviser ham om, at hans chancer for at forandre sin tilværelse er langt større, hvis han i stedet deltager i lotteriet – tilfældets spil. På ny overtager det relative det absoluttes plads.
Harlekin selv bliver imidlertid den heldige vinder, og hun tilbyder Zamor at være hendes ledsager på en rejse, hvor han skal fungere som hendes kunstige samvittighed, idet hun erkender, at hun har forbrudt sig mod ham: ”Det var hans jomfruelighed: at han ikke ville være som nogen af os. Jeg fik ham til at sælge sin sjæl for en nitte i et lotteri. […] for mig er det noget frygteligt at være forfører, ja, jeg kan ikke tænke mig noget værre. Jeg vil give et år til at godtgøre Zamor hans tab.”
Harlekin har, så at sige, overtaget Zamors rolle som røver eller hans plads som skæbnens repræsentant – en gestaltning, hun ikke føler sig tilpas i. Derfor prøver hun at genoprette en balance, vel vidende at denne balance kun kan blive illusorisk, da det skete ikke står til at ændre, kun synet på det. Derfor kan Zamor kun blive hendes ”kunstige samvittighed”.
Således fremstår handlingsgangen i ”Karneval”. Læseren sidder tilbage med et umiddelbart indtryk af en fremstilling af meningstabet i en verden, hvor ingen er i stand til at satse livet for en højere orden, idet såvel eksistensen som den mulige etablering af en sådan orden betvivles, om end den ønskes.

Denne Blixen-fortælling, som hører hjemme i den tidligste del af forfatterskabet, men først blev publiceret efter hendes død, udgør et kernepunkt i forbindelse med en nærlæsning af de senere værker. Hele forfatterskabet kan siges at ligge i kim i denne historie, idet man allerede her finder adskillige elementer, der siden indgår som motiver eller temaer i Blixens samlede produktion. Fortællingen adskiller sig imidlertid på et enkelt punkt fra de øvrige, da historiens tid ikke er lagt de sædvanlige hundrede år tilbage.
Allerede i titlen finder man to siden ofte anvendte motiver: Forklædningen eller masken – og de forskydelige værdipunkter. I teksten anvendes forklædningen som et middel til at blotlægge de enkelte karakterer, idet de respektive personers udklædning på én gang er en maske, som skjuler mennesket, og et karikeret udtryk for karakterens sande ansigt. Heri smelter maskemotivet sammen med karnevalsmotivet. Samme karnevals-motiv, med dets forskydelige værdipunkter, optræder imidlertid også som tema i fortællingen.

En forførende ung kvinde ved navn Fritze ”var klædt ud som Camelia i blegrød atlask”. Senere i teksten hedder det: ”Hvis hun havde noget problem var det dette, at hun havde svært ved at blive i klæderne.” Fritze har haft utallige elskere, men hendes største fornøjelse er det øjeblik, hvor elskeren tryllebindes af hendes skønhed. ”For hende klang alle en kærlighedsaffæres melodier i dette særlige øjeblik, resten var tavshed.”
Fritze alias Camelia, spiller på en intertekstualitet i forhold til såvel Alexandre Dumas’ Kameliadamen, også kendt som Violetta i operaen La Traviata, som til Søren Kierkegards Johannes Forføreren i Forførerens Dagbog, som i øvrigt nævnes direkte andetsteds i teksten.
Såvel kameliadamen som Johannes Forføreren udmærker sig ved på den ene side at nyde forførelsen, på den anden side at være ude af stand til at fuldbyrde et varigt kærlighedsforhold. En tilsvarende dobbeltrolle gør sig gældende hos Fritze: Hun forfører for forførelseskunstens egen skyld, ikke ud fra troen på behovsopfyldelse gennem en fysisk forbundethed. Hun er en kvindelig Casanova, forelsket i forelskelsen.
I en psykologisk tolkning ville Fritze fremstå som en nymfoman: En kvinde med et narcissistisk behov for fortsat bekræftelse fra omgivelserne, men ude af stand til at opnå seksuel tilfredsstillelse. Fritze er altså underlagt sin kvindelige kropslighed, men i en negativ styring. Hendes længsel efter frigørelse fra den kvindelige forførerrolle, hvori hun er sat af omverdenens maskuline begær, ses i forbindelse med hendes tanker om at få et barn: ”Hvis hun vandt præmien, ville hun rejse bort, helt ud af sin egen verden, til et sted ved havet, hvor hun kunne samle det lille barn op i ro, som en muslingeskal på stranden.” Fortælleren knytter hertil følgende kommentar: ”Som alle kvinder troede hun i sit hjerte på den ubesmittede undfangelse og skænkede ikke sin amorins fader en tanke.”
Men heller ikke for denne drøm er Fritze parat til at gøre den nødvendige indsats. Illusionen om den skønne forførerske søges opretholdt, skønt det liv, der ønskes af mennesket bag masken, tager sig anderledes ud.

Annelise, en anden kvinde i selskabet, må ses som en spejling af Fritze: Annelise, der er forklædt som Kierkegaard, beskrives som en yndet kunstnermodel og som forfatter af ”meget moderne digte”. Det nævnes endvidere, at hun hænger på Glyptoteket i ”den mærkelige bleggrønne studie: nymfe og enhjørning drikker af en skovsø”. Her kontrasterer Annelises bleggrønne farve altså Camelias blegrøde, som et fingerpeg om en særlig forbindelse mellem de to. Dette underbygges af det forhold, at Annelise, trods en forbundethed med det åndelige, introduceret gennem Kierkegaard-kostumet og digtervirksomheden – udlever sit fysiske begær på linie med mændene, idet hun optræder som den initiativtagende part. I modsætning hertil forholder Fritze sig passivt. Annelise kan derfor opfattes som en Don Juan skikkelse: Hun erkender sit begær, opfylder det og fjerner sig herefter fra det begærede objekt.
Det bør i denne sammenhæng bemærkes, at netop Søren Kierkegaard i ”Forførerens Dagbog” skelner mellem Casanova, der nyder selve forførelsen, og Don Juan, der nyder behovsopfyldelsen.
At Annelises digte er ”meget moderne” er derfor et udtryk for hendes emanciperede forholden sig til kønnet og hendes aktive udadrettede engagement i det hele taget.

Søstrene Polly og Mimi kaldes ”en uensartet ophobning af ensartede atomer”. De er så nært forbundne, at de nærmest må ses som to sider af den samme person. Dette understreges gennem deres kostumevalg: Polly er forklædt som Harlekin, Mimi som Pierrot. Her er det vigtigt at kende de to figurers oprindelse og udvikling: Harlekin var oprindelig en klodset tjenerskikkelse, siden udvikledes figuren til Kolumbines snedige elsker – en gøgler og en nar. Heroverfor står Pierrot som en naiv dummepeter.
Dobbeltheden følges op i Polly og Mimi hver især, idet Polly, som først fremtræder som sværmerisk og drømmende, siden viser sig som den handlende og ligefrem manipulerende i overensstemmelse med Harlekinfigurens karakter, mens Mimi, den ældre søster og selskabets værtinde, træder tilbage i en passiv rolle og tager form af en dummepeter, der føler sig narret af livet.

Mimis ægtemand, Julius, er udklædt som Venetiansk Dame. Dette tjener til at fremhæve de feminine træk i hans karakter, hvilke allerede antydes i Mimis udtalelse til søsteren om elskeren Charlie: ”Mener du da virkelig, jeg nogensinde troede på at han elskede mig? Nej, han elskede Julius, akkurat ligesom jeg”. Julius femininitet udhæves yderligere gennem en fortællerkommentar: ”Det var et paradoks, typisk for tiden, at han var blevet født som dreng, […] thi ifølge den poetiske retfærdigheds love burde han have været heltinden i stykket. Damen, selv den hjerteløse dame, - og hjerteløs var han, - indtager den centrale plads i eventyret uden nogensinde at spille nogen aktiv rolle.”
Julius forekommer da også usædvanlig passiv gennem hele fortællingen. Og det i en sådan grad, at læseren næsten overser, at ideen til lotterispillet opstår hos ham. Han er den, der – nærmest uset – trækker i trådene og sætter spillet i gang. Det stemmer med omtalen af ham som gudelignende: ”I sine venners tilværelse indtog han en stilling som gudebilledet i templet, alt-seende og usynlig.”

Endnu en Harlekin optræder i selskabet: Den unge mand Tido. Til forskel fra Pollys klassiske Harlekin optræder Tido som en futuristisk Harlekin. Hans dragt er syet af bløde skinnende materialer i blege nuancer. Tido har iført sig dette kostume, ”fordi han havde lovet den unge pige at overstråle hende”.
Fortælleren fastslår, at det må være en smagssag, hvem der overstråler hvem. Som fortællingen skrider frem, synes den futuristiske Harlekin imidlertid at komme til at stå som en svag afglans af den klassiske. Tido indtager, i lighed med Julius, en feminin positur: Hans væsen er drømmende, og hans rolle, i forhold til den attråede Annelise, er rollen som bytte. Annelise har tilbudt Tido en enkelt nats elskov – ikke mere. ”Han kunne, som hun selv havde sagt, acceptere eller lade være.” Allerede gennem denne formulering har Annelise således lagt afstand imellem sig selv og Tido. Kvinden har overtaget mandens definerende rolle og overladt manden til objektgørelse.

Pollys tidligere elsker, Charles, er iført en magentarød kappe, i hvilken han fremtræder som Domino. Domino kan her referere såvel til betydningen herre som til spillet domino. I betydningen ”herre” ligger en ironi, eftersom Charles tydeligvis er en undergiven i forhold til den gudelignende Julius, da Charles er den tilbedende part. Ydermere bliver Charles, som den mest velhavende i selskabet, den der skyder den største indsats i puljen. Hermed kan han ses som en brik i Julius (lotteri)spil, hvorved betydningen af domino som spil eller spillebrik fremkommer. Resultatet bliver, at Charles anonymiseres, og bliver synonym med det almene menneske. Det understreges yderligere gennem fortællerkommentaren om, at hans tanker gik frem ”ad en smal bakkekam, hvorfra han hvert øjeblik kunne falde, til den ene side ned i dyb taknemmelighed mod Gud, til den anden side ned i fortvivlelse. Han blev holdt i balance ved at drages lige meget til begge sider.” Dertil kommer beskrivelsen af hans evner for at lide, og hans tilbagevendende forelskelser i urørlige kvinder. Lidelsen er altså Charles – og menneskets – betingelse, ligesom drømmen om det uopnåelige er det.

Den sidste tilstedeværende er maleren Rosendahl, der er klædt som kineser i en gul dragt, fordi han vil dementere en påstand om, at farven gul ingen dybde har. I karakteristikken af Rosendahl hedder det: ”Da det forekom underligt, at en så overordentlig begavet person havde et lille fuldmåneansigt, så godt som uden træk, hår eller udtryk, faktisk mest af alt lig et spædbarns hale, havde eleverne på hans malerskole, som elskede ham, udviklet en teori om, at der var sket en ombytning i hans anatomi, og at han havde et særdeles livfuldt og udtryksfuldt ansigt det andet sted.” Endvidere siges det, at ”han kunne godt have gået for at være en intrigant og begavet gammel eunuk, som har skudt genvej til overlegenhed og ligevægt, og som fra sit ophøjede stade iagttager mindre forenklede menneskers krumspring med sympati og uden fordomme.”
Rosendahl optræder altså i en farve uden dybde. Hans ansigt er glat og udtryksløst, og han giver umiddelbart indtryk af at være kønsløs, ligevægtig og fordomsfri. Denne ydre fremtrædens gyldighed dementeres imidlertid af Rosendahls verbale udtryk.

Maleren er den karakter, som indfører det måske væsentligste motiv i ”Karneval”, nemlig farveperspektivet, der her kommer til at illustrere hovedtemaet om åndelig dybde og meningsfuldhed. Rosendahl beklager sig over, at ingen i selskabet er i sort: ”Jeg ved at der et eller andet sted er en teori om, at sort gør ens farvevirkning tung. Det er en meget stor fejltagelse. Tværtimod: det giver lethed og fjerner det præg af noget fedtglinsende, som er den største fare for en maler. Leret er, som De ved, inden brændingen også fedtet, blødt og tungt, men ved brændingen bliver lertøjet sort og på samme tid hårdt, tørt og let. Det samme med livet. Det er nødvendigt på en eller anden måde at få sort ind i det. I unge mennesker kender ikke til sort, og hvad er resultatet? – Ak, at jeres tilværelse for hver dag bliver mere flad og fedtet.”
Farven sort bliver, under Rosendahls videreudvikling af teorien, et udtryk for skæbne, synd, skyld – og samvittighed. Begreber, som – ifølge Rosendahl – er nødvendige for at leve livet fuldt ud, for at kunne dække hele farveskalaen eller tonerækken.
Rosendahl plæderer altså tilsyneladende for en genindførelse af den sorte farve, af betydning og dybde i tilværelsen. En dybde,der står i modsætning til hans eget ydre, som forekommer glat og fedtglinsende. Men hans stadige - til dybden knyttede - referencer til kunstens verden og til forskellige myter efterlader det indtryk, at Rosendahl selv måske kun er et skin, at han ikke er i stand til at efterleve sit eget ideal. Måske fordi han ikke er blevet ”brændt af livet”.

Det sorte kommer dog ind i selskabet, da den uindbudte gæst, Zamor, dukker op: ”Zamors kostume var udadleligt, man så tydeligt, at det var blevet fremstillet, halvandet hundrede år tidligere, uden hensyn til omkostningerne. Det var helt af sort silkemoiré, med små stykker Alencon-knipling ved hals og håndled, og en kenders blik konstaterede hurtigt, at kniplingerne, såvel som jakkens knapper af små rosendiamanter og agraffen i den høje sorte turban var uhyre kostbare. Det sorte i materialerne var overhovedet ikke falmet med alderen. Det var så dybt, at synet af det var som at stirre ned i en snæver bundløs brønd.”
Zamor repræsenterer altså ægte sort, skæbne og dybde, erhvervet gennem en sjælens brænding eller med andre ord: Erhvervet ”uden hensyn til omkostningerne”. Vi forstår det bedre, når det går op for os, at Zamor er røver og (måske) morder, idet han angivelig har dræbt antikvitetshandleren Madame Rubinstein, der – som det siden viser sig – er hans adoptivmor.

Opfattelsen af Zamor som ægte sort dementeres imidlertid hurtigt: ”Zamors egen farve var på den anden side forloren.” Zamors skyld og skæbnefuldbyrdelse ophæves tillige i nogen grad, da det viser sig, at han kan tales fra sit røveriske forehavende, og at han nok alligevel ikke har taget livet af Madame Rubinstein. ”Jeg slog hende i hvert fald i hovedet”, lyder Zamors selvhævdende kommentar.
Nok en gang ser vi, hvordan det relative overtager det absoluttes plads. Skæbne forvandles til tilfælde, skønt den kvindelige Harlekin søger at genoprette en skæbnens orden ved at indsætte Zamor i rollen som sin kunstige skygge og samvittighed.

Som det vil fremgå, arbejder Blixen her, som så mange andre steder i sit forfatterskab, med dobbeltheder og dementier, der ophæver tidligere udtalelser og antagelser. Resultatet bliver et konstant foranderligt billede, som i sin form mimer tekstens tema: Det fraværende faste mønster i form af Gud eller skæbne, tilfældets og meningsløshedens univers, hvor subjektet selv må lægge betydning ind i det kalejdoskopiske farvespil.
”Karneval” kan således læses som en fremstilling af det moderne menneskes vilkår efter Guds død. Et værk, hvis intention er at hævde kunstens eller (skue)spillets orden, som den eneste mulige afløser for Guds orden, trods erkendelsen af det kunstige i denne værdisætning. En værdisætning, som genkendes fra den oprindelige ide i karnevalsbegrebet, nemlig en udenfor-tid-tid, hvor alle skel ophæves, og hvor man, skjult bag masker, leger med rollerne og vender op og ned på almindeligt gældende normer og værdier.