Sunday, October 28, 2007

The impossible dream

Mit kandidatspeciale, som omhandler Karen Blixens og Virginia Woolfs liv og forfatterskaber, er færdigskrevet. Ifølge planen skal det i løbet af den kommende uge printes ud i indtil flere eksemplarer, forsynes med limryg og indleveres til bedømmelse.

Det vil sige, at jeg har afsluttet mit universitetsstudie og kun afventer karakteren for den sidste - og i mine egne øjne ret afgørende - aflevering.
Jeg havde gerne læst videre. Jeg synes, at jeg først nu har fået øjnene op for alt det, der er at fordybe sig i. Mine sene studieår er gået alt for hurtigt.

Nu står jeg så her og skal finde et job, hvor jeg kan gøre brug af den viden og de færdigheder, jeg har tilegnet mig. Dén del lærte jeg ikke meget om undervejs. I det hele taget slår det mig, at der er rigtig meget, jeg endnu ikke har lært, og at det fremover må gå efter devisen "learning by doing". Som nyudklækket (eller snarligt udklækket) kandidat oplever jeg, på trods af min modenhed i år og på trods af min tidligere erhvervserfaring, en vis usikkerhed. Mange spørgsmål melder sig:
Hvordan omstiller jeg mig fra den beskyttede tilværelse som studerende og til et aktivt arbejdsliv? Hvordan integrerer jeg min kunnen i en virksomhed, hvis jeg da ikke skal satse på et job som underviser? Og hvad er mit personlige mål, på kort eller på langt sigt?

Jeg vil gerne arbejde med litteraturen. Så meget står mig klart. På længere sigt er mit ultimative mål den umulige drøm, nemlig at kunne leve af at skrive, faglitteratur såvel som skønlitteratur. Det indblik, jeg har fået i litteraturen og i forfatternes verden, har imidlertid også gjort det klart for mig, at min drøm om at kunne overleve som forfatter er tæt på umulig. Men engang forekom det mig også umuligt, at jeg i min relativt modne alder skulle kunne opnå titlen cand.mag. Luftkasteller er åbenbart til, for at man kan bruge dem som modeller for de slotte, man bygger på klippegrund.

Jeg drømmer også om egen virksomhed, men har endnu ikke helt afgjort med mig selv, hvilket område jeg skal satse på, bortset fra, at også det må være indenfor det litterære og kommunikative felt. Den personlige frihed og selvstændigheden er vigtig for mig.

I første omgang vil jeg dog nok satse på freelance-opgaver for forskellige tidsskrifter, ligesom jeg vil søge job indenfor undervisningsmiljøet og forlagsbrancen. Jeg håber, at nogen vil give mig en chance for at finpudse og tilpasse mine færdigheder til den såkaldt virkelige verden.

Om jeg har sommerfugle i maven? Ja, det har jeg. Men jeg antager, at det er noget, som jeg har tilfælles med de fleste flyvefærdige fugleunger, når de første gang stirrer ned i det svimlende uvisse.

Her fra redekanten og fuld af højtflyvende drømme vil jeg ikke undlade at komme med et lille pip: Gode råd, tips og tricks, henvisninger og anbefalinger modtages med stor taknemmelighed. Ordholder kalder jorden: Cand.mag. i dansk og engelsk søger passende destination med mulighed for sikker landing!

Nye anmeldelser

Min anmeldelse af de stille digte i Annemette Kure Andersens nye samling, Andetsteds, er nu at finde på Senturas hjemmeside.

Du kan også læse min anmeldelse af Árni Thórarinssons krimi, Heksens tid - et værk, der blev kåret som årets islandske krimi i 2005.

Wednesday, October 24, 2007

Det enkle liv

JEG VIL HA AT DET SKAL VÆRE ENKELT OG LET AT FORSTÅ:

Man begynder med at bearbejde sin jord og bagefter sår man.Så
skinner solen og det regner og solen skinner igen og en dag er
de grønne spirer kommet frem. Så ser man at spirerne vokser til
planter og at planterne vokser og blomstrer og sætter frø og so-
len skinner og frøene modnes og det er tid at høste.

Så høster man. Så tærsker man og nogle af frøene gemmer man
for at så dem næste forår og nogle af frøene gemmer man for at
bruge dem i vinterens løb og resten af frøene sælger man.

Om vinteren passer man sine dyr.

Sådan lever man til man dør. Alt andet er kun krusninger på
overfladen. Mejerisammenslutninger fabrikker revolutioner
forrentningsprocenter kødkvæg kontra malkekvæg og alt det er
uvirkeligt. Det virkelige er jord sol regn og luften som er var-
mere om sommeren end om vinteren.
Så enkelt skulle det være.


Knud Sørensen: "Drømmen"

NB: Redaktionen beklager de opbrudte linjer, som ikke svarer til linjedelingen i originaludgaven.

Skøjtedans

"Med indadvendte Skøjter og med indadvendte Tæer
gaar jeg min Skøjtevandring langs med Breddens sikre Træer."
Tom Kristensen: "Situation"

Jeg forventer af min familie og af mine venner og bekendte, at de melder klart ud med hensyn til, hvilke holdninger de har - og hvordan de forholder sig til mine. Det er beklageligvis en evne, som de færreste mennesker er i besiddelse af i dag. Man kalder det ærlighed. Og når det viser sig, at ærligheden - i modsætning til, hvad jeg gang på gang forsøger at overbevise mig selv om - ikke er og ikke har været til stede, så begynder isen at føles usikker under mine fødder. I selvsamme øjeblik er jeg allerede på vej ind mod bredden igen.
It takes two to tango, og det er vigtigt at være enige om koreografien - selv i en skøjtedans. Mon de egentlig ved, hvad de går glip af?

Monday, October 22, 2007

Skumfødt

Det er din sårbarhed
jeg vil nå ind til
det punkt hvor vandene samles
og flyder
over i dine øjne
det er din regn jeg vil mærke
som dråber mod huden
det er dit hav
jeg vil vaske mig i
for at genopstå renset
og klar af de skummende bølger

Sunday, October 21, 2007

Måneskin

Da du sad på hug foran ovnen
i aftes steg månen op
over din bukselinning

Samlet og adspredt
ligger jeg her
med katten snorkende blødt
som et spædbarn ved mine fødder
mens du lyser varmt
som sol i en kats gule øjne
langt inde bag mine grønne
lukkede spejdende drømmende

Friday, October 19, 2007

Himlen ned på jorden

I min forestilling har Himmelbjerget altid været en lille forkommen bakke med et ambitiøst tilnavn. Den opfattelse blev gjort grundigt til skamme, da min ven tog mig med derop forleden. Selvom dagen var diset af støvregn, glødede efterårsløvet under os, da vi steg op i det 25 meter høje tårn til minde om Frederik VII, som troner øverst på 'bjerget'. Med vinden i håret og kraverne trukket godt op om ørerne betragtede vi den vidunderlige udsigt over Julsø og de små holme dernede, imens finregnen drev som skyer under os.


Siden gik vi ned ad de stejle stier og satte os på H.C. Andersens Bænk, hvorfra man har et vertikalt kig dybt ned mellem trækronerne, over skrænten og videre ud over søen. En svimlende udsigt - og skøn med de flammende blade mod de blygrå og indigo nuancer i efterårshimlen og vandet. Et sted at blive forelsket i.

Tidløsheden hersker her. Hvert øjeblik tænker man, at H.C. Andersen selv - eller måske Blicher - kunne komme vandrende ad de stejle stier og slå sig ned ved ens side på bænken. I den forstand går vindens susen i ét med historiens vingesus, den historie, som der da også er adskillige referencer til gennem de mange mindesmærker, der er opført på Himmelbjerget.

Jeg havde aldrig troet, at der fandtes landskaber som dette, eller landskaber som dem, jeg havde gennemvandret de forudgående dage. Hvorfor dog rejse udenlands, når vi både har bjerge og dale, ildtræer og vidtstrakte søer i Danmark?

Var mit syn farvet af den lykke og ro, som jeg oplevede i de døgn? Det er ikke umuligt. Dog vil jeg tro, at man næppe kommer tættere på vor fælles fortælling og den fortid og oprindelighed, som er danskernes arv, end man gør netop her. Så skøn åbenbarer den sig - og fylder sjælen med glæde. Det slog mig, at måske hedder Himmelbjerget ikke blot Himmelbjerget fordi, det strækker sig mod himlen, men fordi der er så smukt, at Himlen synes rykket ned på jorden. Sådan tog det sig i det mindste ud i mit sværmeriske blik, og hvorfor skulle jeg ikke fastholde det?

NB: Billedet forestiller ikke Himmelbjerget, men er Vilhelm Kyhns gengivelse af egnen omkring Himmelbjerget.
Er du interesseret i historiske oplysninger om Himmelbjerget, kan du læse mere på denne side.

I dag er det Martins fødselsdag

Et stort og hjerteligt tillykke til mit efterårsbarn, Martin, som fylder 25 i dag.

Thursday, October 18, 2007

Slave af lidenskaben

En algiersk kvinde, som skjuler sig bag pseudonymet Nedjma, har skrevet Mandelen - en voldsom fortælling om lidenskaber, der kammer over, om legemets vilje, legemets afmagt og legemets erindring.

Mandelen er det kælenavn, som levemanden Driss giver den unge jegfortæller Badras køn. Badra, som er flygtet til Tanger fra en ydmygende tilværelse i et goldt og hæsligt ægteskab, forelsker sig inderligt i bejleren Driss, hvis kærtegn sender hende ud i de yderste galakser. Indledningsvis affinder den naive Badra sig med Driss' eskapader med andre kvinder, men efterhånden som deres fælles lidenskab vokser, oplever hun at blive stadig dybere involveret i et afhængighedsforhold, som udfordrer og overskrider alle grænser. Badra bliver Driss' og sine egne lidenskabers slave, fordi hun hverken kan tæmme sit hjerte eller sin lyst. Men heller ikke Driss går fri, som det viser sig hen mod romanens slutning.

Når man har læst Mandelen blegner den nok så berømte og berygtede 9 1/2 uge til støvet kiosklitteratur fra fordums tider, og dens chokeffekter bliver trivielt banale. Ikke alene er elskovsscenerne i Mandelen voldsommere og mere detaljerede, men de går også dybere under huden på læseren, fordi de samtidig er glaseret med et forførende lag af hårdtbrændt, silkeglat, karamelliseret sukker - og garneret med vildt blomstrende humor.

Mandelen
er en forunderlig og foruroligende historie, som kunne være et fremragende bud på en nutidig version af en fortælling fra 1001 Nats Eventyr. Her løftes sløret for en emmende erotik, der tilsyneladende lever sit eget dulgte liv, side om side med de mange forbud og den ydre anstændighed i et overvejende muslimsk samfund. Og her fremstår hjerternes og legemernes lidenskaber i al deres strålende og sårbare nøgenhed som den ild, der kan lægge sjælens grønne sletter øde.

Det kræver stærke nerver og en ikke ringe mangel på bornerthed at læse Nedjmas roman, som efterfølgende må vise sig uafrystelig for enhver, der selv har oplevet kærlighed og lidenskab. Det er ikke lutter latter og lyst. Man græder også, imens man ser ned i sin egen afgrund af inderlige længseler og forbudte ord - som for eksempel ordet kærlighed.


Nedjma:
Mandelen

Tiderne Skifter 2006

Wednesday, October 17, 2007

Uncertain

How can we be sure of anything
the tide changes.
The wind that made the grain wave gently yesterday
blows down the trees tomorrow.
And the sea sends sailors chrashing on the rocks,
as easily as it guides them safely home.
I love the sea
but it doesn't make me less afraid of it
I love you
but I'm not always sure of what you are
and how you feel.

I'd like to crawl behind your eyes
and see me the way you do
or climb through your mouth
and sit on every word that comes up through your
throat.

Maybe I could be sure then
maybe I could know
as it is - I hide beneath your frowns
or worry when you laugh too loud.
Always sure a storm is rising


Rod McKuen: Listen to the warm

Essentials

"I went to the woods because I wished to live deliberately, to front only the essential facts of life, and see if I could not learn what it had to teach, and not, when I came to die, discover that I had not lived. I did not wish to live what was not life, living is so dear; nor did I wish to practise resignation, unless it was quite necessary. I wanted to live deep and suck out all the marrow of life, to live so sturdily and Spartanlike as to put to rout all that was not life".

Henry D. Thoreau: Walden

Saturday, October 13, 2007

Lille banal eufori

Vi spiste sammen af solen i går
vi drak af sommerens solmodne skød
holdt varmen fast i begærlige hænder
lod frugtkød sprænges mod vore tænder
oktoberguld brændte sig ind i det blå
til verden blev vårgrøn og frisk som en dåb
og æbletræet symbol på et håb

Friday, October 12, 2007

Et net af forbundne skæbner

Med Nexø Trawl har Dennis Gade Kofod skrevet en fabelagtigt god roman, som trækker vod i mytens grønne dybder.

Vodbinderiet Nexø Trawl, Mads Tofts livsdrøm og stolthed, står som symbolet på det net af forbundne skæbner, som binder byen sammen gennem tre generationer. I centrum af begivenhederne finder vi Thomas, der vokser op sammen med bogens jeg-fortæller i 80ernes og 90ernes Nexø.

Den vildskab, som ligger Thomas far, Esben, i blodet, slår hos Thomas ud i lys lue. Intet er for farligt for ham, intet må lades uprøvet i forsøget på at komme den provinsielle kedsomhed til livs. Ungdomstiden drukner i en rus af alkohol og stoffer, et hemmeligt liv, som forældrene ikke kender til. Da Thomas langt om længe er ved at finde ro, sætter skæbnen trumf på, og Thomas reagerer gennem den endegyldige overskridelse af alle grænser, da han sprænger sig selv i luften i en jolle ud for Nexø Havn.

Nexø Trawl er en retrospektiv beretning om det simple og hårde liv i et fiskersamfund, en beretning om enkle mennesker og enkle glæder, men også om længsler, om kærlighed, om meningsløse dødsfald og om den uoverkommelige sorg, som trækker alt med sig i dybet.

Kofods fortællestil er rå og ligetil som de skæbner, han fortæller om. Samtidig er der dog en voldsom skønhed og inderlighed i værket, som må være båret af en ikke mindre voldsom kærlighed til det miljø og de mennesker, der har inspireret til denne vidunderlige roman. Dennis Gade Kofod griber sin læser om hjertet, og man elsker ham, selv når hans hårde greb bringer tårerne frem i ens øjne.


Dennis Gade Kofod:
Nexø Trawl

Rosinante 2007

Stilhed før stormen

Har læst Michael Katz Krefelds romandebut, krimien Før stormen, som i dag udkommer på Gyldendal. Der var stille i lang tid, må jeg sige. Læs hele min anmeldelse på Senturas hjemmeside.

Michael Katz Krefeld:
Før stormen

Gyldendal 2007

Wednesday, October 10, 2007

Swept off my feet

"Kunne du tænke dig at læse Dennis Gade Kofods Nexø Trawl?" spurgte Martin og rakte mig bogen.
Så det gør jeg nu. Jeg læser Nexø Trawl, og jeg har svært ved at slippe den igen. Længe har jeg ellers gået rundt med en sørgmodig følelse af, at der ikke var meget ægte fortælletalent at komme efter hos de yngre danske forfattere, og at størstedelen af den nye litteratur var dybt fortænkt. Men her er jeg blevet 'swept off my feet'.
En anmeldelse af værket følger her på bloggen indenfor nærmeste fremtid.

Tuesday, October 9, 2007

Det må du selv bestemme

Vi er endnu nogle (få), som søger en Sandhed i livet eller i det mindste i vore relationer. Måske ikke en objektiv sandhed, for troen på den er forlængst frataget os, men så dog en subjektiv sandhed, som kan vise os vej gennem tilværelsen.

I den forbindelse kommer vi ikke udenom at tale om begreber som 'betydning', 'mening', 'værdier' og 'valg'. En kommentator, som har valgt at være anonym, har lagt en tekst af Henrik S. Holck som kommentar under dette tidligere indlæg. Holcks tekst kredser netop om disse begreber. F.eks. hedder det:

"hvis vi synes blomsterne
har en dybere mening
har de en dybere mening

og hvis stenene er for grå
hælder vi bare vand
over dem

sådan er det
og sådan er det ikke
det må du selv bestemme"

Før den tid, vi betegner som den moderne æra, indtrådte, var der en overordnet fælles konsensus i de vestlige samfund, som satte rammerne for de værdier og følgelig for de normer og valg, det var hensigtsmæssigt for den enkelte at træffe - alt afhængigt af ens sociale placering. Typisk fulgte man i sine forældres fodspor, fulgte Kirkens bud, giftede sig indenfor sin egen stand og efterlevede i det hele taget traditionerne.

I dag ser verden noget anderledes ud. Troen på de højere magter - det være sig af guddommelige dimensioner eller i skikkelse af politikere, fædre eller ægtemænd, er en saga blot. (Blind) tillid er afløst af (sund) skepsis, lidenskab afløst af videnskab. Og vi er i sand eksistentialistisk forstand efterladt i det store øde, hvor vi - ironisk nok i lighed med den hedengangne Kristus-skikkelse - ikke længere har den sten, hvortil vi kan læne vort hoved.

Vi får ikke mere dikteret en mening eller en forudgiven plan for vor eksistens. Deri ligger en overvældende frihed, som vi måske ikke har evnerne til at administrere - alene fordi vi har forkastet, hvad Karen Blixen tydeligvis opfattede som åndens adel.

Ibsen talte om 'frihed under ansvar'. Nævner man dette citat i dag, møder man oftest latter eller panderynken. Den frihed, som samfundsudviklingen har befordret, har ikke længere meget at gøre med den berusende følelse af åbenhed, glæde og bevægelighed, som den vel retteligen burde have. I stedet er den egentlige eller den ideale frihed blevet afløst af en mærkværdig form for tvungen frihed, ifølge hvilken vi alle skal postulere åbenhed, glæde og bevægelighed for at kunne begå os blandt andre mennesker, endskønt vi reelt måtte ønske os tilbage til en større systematik, en større ansvarlighed og en større gensidig respekt mennesker imellem.

Metafysisk set kan Holcks udsagn være fuldstændig korrekt og tillægges en positiv betydning: Jeg kan selv vælge, hvordan min verden skal se ud, for mit syn på denne verden afhænger af, hvordan jeg vælger at indstille mit blik. Jeg kan således vælge at tro, at der findes et liv efter døden - og det gør der måske netop, hvis jeg tror tilstrækkeligt på det. Står der ikke i Bibelen, at troen flytter bjerge? Men undskyld, jeg ved det godt: Nu bevæger jeg mig igen tilbage til en før-moderne tid, hvor man kunne tage det bogstaveligt i positiv betydning, at 'en mand er en mand, og et ord er et ord'.

Hvad jeg vil sige er: Vi har brug for en ny etik og moral, som bygger på erkendelsen af, at vi må vælge en frihed under ansvar. Ja, jeg kan tillægge blomsterne en dybere mening - og så har de en sådan. Men så længe de kun har en dybere mening for mig, skaber denne mening ingen større saliggørende omvæltninger i min eller i din verden. Vi må være flere, der enes om, at en rose er mere end en rose - og som handler derefter. For (kun) hvor to eller flere er forsamlet i Hans navn, dér vil han selv være til stede.

"Sådan er det
og sådan er det ikke
det må du selv bestemme"

Tekstlæsning

Det ’du’ i digtet er ikke kun dig
er ikke helt dig
det ’jeg’ i digtet er ikke kun mig
er ikke helt mig
men en delmængde
en mulighed
et fragment
som trækker glødetråde tilbage i tid
- måske frem
når jeg skriver ’solen’ skriver jeg om alle sole
om lys som engang kom ind i verden
hærskarer af skygger
tilbage til Adam taler med
når jeg taler om ’en mand’
æblet er ikke kun det æble vi stjal
i en have og spiste i går
men årtusinders sødmefyldte
fristende frugter
sådan læser du digtet
for at læse det vel
jeg er ikke kun mig
jeg er Eva
sådan læser du mig
for at læse mig vel
alt er så meget mere end det lader til at være
når du åbner dine grænser
til den store sammenhæng
når du lader verden være
hvad den er
og læser teksten

De tomme pladser

Tak for dit smukke brev.
De tomme pladser i teksten
råber mod Himlen.
I din tavshed kender jeg atter
hænder der åbner og slipper.
De manglende svar
la'r mig vide
at jeg er en fremmed her
og blot på rejse gennem dit landskab.
Jeg ville dykke i dit hav
jeg ville bære dine tankers tag
på mine arme.
Men du gav mig bare lyset
og det store tomme rum
- en frihed uden grænser
og derfor betydningsløs.

Hvis ikke du holder mig fast
er jeg nødt til at gå.

Monday, October 8, 2007

Eyes Wide Shut

Hun ser ind i solen
blændes af gløden
i lyset over det sene landskab
først i dét nu
hvor hun drejer sit ansigt
bemærker hun skyggen
bag ryggen
en kile af frysende mørke
midt i det flammende rum

Friday, October 5, 2007

Vision på auditivt grundlag

Din latter
fylder telefonen
med friske citroner
med grønne blade,

når vi mødes
giver du mig en skål
af matrød porcelæn
til citronerne
og en solid, dyb, blå
skål af mørke
til porcelænsskålen.


Laus Strandby Nielsen: "Skål med citroner"

Wednesday, October 3, 2007

Nærvær, opmærksomhed, nærvær, opmærksomhed...


Aaaahhh! Er netop hjemvendt efter dagens yogasession. Det gør noget ved mig. Hvad det i bund og grund handler om, er at nå ind til en før-bevidst og dog vågen tilstand.

Vi instrueres i grundlæggende yoga-øvelser, som skal trække opmærksomhed og nærvær tilbage i kroppen. Og vi gennemgår meditations- og afspændingsøvelser, som har til formål at aflaste sindet og berede det for åbenhed og glæde i nuet.

De yogaøvelser, som vi hidtil har gennemgået, har i sagens natur været af de mere enkle, da dette jo er et hold, hvor de fleste gerne skal kunne være med. Det minder egentlig mest om en variant af gymnastik og udstrækningsøvelser, men her inddrages altså i høj grad et fokus på åndedræt og opmærksomhed.

Afspændings- og meditationsøvelserne, som jeg også praktiserer herhjemme, er en sand lise for sjælen. En ganske simpel teknik, som det står enhver frit for at benytte, kan beskrives her: Man sidder eller ligger ganske stille med lukkede øjne og retter sin opmærksomhed mod sit åndedræt. Det handler ikke om at ændre åndedrættet, for det er kroppen intelligent nok til selv at tage sig af. Man retter blot opmærksomheden mod åndedrættet - og dets hæven og sænken mellemgulvet - for at man kan fokusere og dermed spænde af. Efter nogen tid flytter man opmærksomheden til lydene i rummet omkring en. Væsentligt er det, at man ikke (be)dømmer de enkelte lyde som positive eller negative, behagelige eller ubehagelige, men blot bemærker, at de er der, så vidt muligt uden at sætte ord på dem. Tilsvarende med de tanker, som måtte opstå undervejs. I stedet for at forfølge en tanke bemærker man blot, at den er der, og så lader man den passere, idét man på ny retter opmærksomheden mod lydene i rummet eller mod lydene udenfor rummet. Med tiden kan man opøve sig til at have en tilsvarende rolig opmærksomhed overfor en samtalepartner - eller når man går hen ad gaden, gennem en skov eller ved stranden.

De første gange er det svært at holde opmærksomheden på lydene i længere tid, og gang på gang tager man sig selv i at være fulgt med en tanke ad sindets snørklede stier. Men øvelse gør mester, og efter forholdsvis få forsøg vil man begynde at mærke den beroligende effekt, som denne øvelse har på sind og krop. Og så er man 'hooked', kan jeg hilse og sige. Mere vil have mere.

Da jeg i dag, ovenpå yogasessionen, gik langs de trafikerede gader med myldretidstrafikkens støj og støv, forsøgte jeg at bibeholde den ro, som øvelserne havde befordret i mig. Jeg så op mod den blå himmel, jeg fokuserede på efterårsløvets glødende farver, som lyste i haverne og fra de faldne blade på fortovet - og jeg mærkede, hvordan trafikken blev mindre væsentlig, imens min indre ro og min tillid til øjeblikket blev dybere rodfæstet i mit indre.

Så enkelt er det at opleve en anden dimension af tilværelsen. Jeg fortsætter med mine øvelser.