Femi-magt

Et indlæg hos Harning har givet mig anledning til følgende overvejelser:

Har feministerne overtaget de gamle patriarkers rolle?
Er den ligestilling, som vi og vore medsøstre har kæmpet for, kammet over og blevet til femi-magt?

Harning fortæller om den form for seksualundervisning, som praktiseres i sønnens skole. Det er tydeligt, at den favoriserer pigerne og efterlader drengene på Herrens mark. Harning, som beslutter selv at finde relevant undervisningsmateriale, opdager dernæst, at også på bibliotekerne er det uhyre vanskeligt at finde litteratur, som tilgodeser drengenes behov for relevant oplysning på deres præmisser.
Det er blot ét eksempel på, hvordan kvindebevægelsen har sat et - i visse sammenhænge - uheldigt præg på samfundet.

Et andet eksempel kunne være det faktum, at selvom adskillige mænd - især i de yngre generationer - i dag tager ivrigt del både i partnerens graviditet, børnefødslerne og børnenes pasning, så er det mere reglen end undtagelsen, at det er kvinden, der tildeles den fulde forældremyndighed, hvis forholdet går i stykker. Er det rimeligt?

Dertil kommer den måde, hvorpå kvindekønnet ustandselig går ind og retter på manden og hans adfærd, både når det gælder hans håndtering af børnene, hans maskuline interesser, hans anderledes måde at udtrykke sig på etc. (En hyppig årsag til, at der opstår gnidninger de to køn imellem.)

Der er ingen tvivl om, at kvindesagen har afstedkommet rigtig mange og hårdt tiltrængte samfundsændringer, som også generelt har gavnet kvinders selvværd. Men nu er det vist på tide, at vi strækker hånden frem til forsoning og lader mænd være mænd og kvinder være kvinder.

For vi har skudt os selv lidt i foden, har vi ikke?
Det er dejligt at kunne "realisere" sig selv, men jeg tror ikke på, at kvinden som køn er konstrueret til at gå ud og kæmpe på lige fod med mændene - hverken i felten eller på et jobmarked, som ikke er gearet til i tilstrækkelig grad at tilgodese 'det hele menneske'. Hvorfor rammes netop så mange kvinder af stress i disse år? Måske fordi naturen har skabt os til at indtage en mere tilbagetrukket rolle, end den vi efterhånden - som følge af de nye økonomiske og familiemæssige strukturer - er nødt til at indgå i.
Hvorfor er det derimod oftest enlige (fraskilte) mænd, der går i hundene? Måske fordi manden har behov for den form for ro, omsorg og støtte på hjemmefronten, som kun en kvinde kan give ham.

Ja, jeg mener, at der er en naturgiven forskel på de to køn, udover den, som kan iagttages med det blotte øje. Jeg tror, at kvinden oprindeligt er bestemt til at være den, der skaber den trygge base, hvori ikke blot børnene gradvis kan opdage verden, men hvori også manden har den fornødne tryghed til, at han kan gå ud og præstere, uanset om det er som jæger i marken eller på arbejdspladsen. Jeg tror på, at begge køn skal have såvel et eget som et fælles rum - i bogstavelig og i overført betydning, hvis forholdet - og samfundet - skal hænge ordentligt sammen.

Jeg siger ikke, at kvinderne "skal hjem til kødgryderne". Men vi må foretage justeringer på en større skala, som gør det muligt for de, der måtte ønske det, at indrette sig tåleligt med kun én eller måske halvanden indkomst, så i hvert fald den ene part kan gå hjemme. Daginstitutioner skal være et tilbud, men vores børn skal ikke, som om det var naturligt, vokse op i institutioner og være nødt til at undvære den essentielle forældrekontakt.

Vi kvinder skal give drengene og mændene mulighed for at være netop drenge og mænd. Ikke groft dominerende og afstumpede mænd, men aktive, stolte og beskyttende mænd, som er stærke nok til at bevare kontakten med deres feminine side. Så kan vi måske endelig få lov til selv at være de kvinder, som mange af os ønsker at være. Ikke undertrykte og skræmte kvinder, men kvinder med hjerte og sjæl, med omsorg og stilhed og nærvær, vi kan dele ud af - og med overskud til at administrere vor maskuline side på en fornuftig måde.

Som, når om foråret...

Som, når om foråret, spirerne blødt bryder frem
og afstedkommer jordskred i mulden,
som, når om foråret, fuglene første gang synger,
som de kun synger, når isen i grøfterne smelter,
og krattet står spættet af vårgrønne skud,
som, når om foråret, hver morgen åbner til verdener i ultramarinblåt,
og lydene løber med småbitte fødder på tæpper af fløjl,
sådan mærker jeg glæden blødt bryde sig vej,
glæden - så hensynsløst mild, himmelhøj - over dig.

So many books...

So many books - so little time...
Flere gange om ugen bliver jeg anbefalet forfattere og titler, jeg bør læse - eller jeg opdager selv forfatterskaber, som jeg gerne vil dykke ned i. At jeg har en forholdsvis bred smag, indskrænker jo ikke ligefrem sortimentet.

Senest har Jens Drejer peget en skribent ud, som nok kunne vise sig ganske underholdende - om ikke ligefrem hyggelig - i denne mørke vintertid. Læs selv Jens Drejers indlæg om den sureste forfatter i Norden.

Sammenbruddets taktik

Jeg er ved at lære det: Man må gå på med krum hals, hvis man virkelig vil opnå noget. Ikke lade sig afficere af kølige stemmer i telefonen, ikke tage et nej for et nej.

I dag ringede jeg til en gynækolog for at bestille en tid snarest muligt. Jeg forklarede, som sandt er, at min læge skulle have fremsendt en henvisning. Efter nogen nølen i den anden ende kunne sekretæren oplyse mig om, at det havde sin rigtighed. Heraf kunne hun se, at jeg for et års tid siden havde konsulteret en anden gynækolog. Der var imidlertid et problem: Den gynækolog, jeg nu ønskede at konsultere, stillede sig uforstående overfor, at jeg for kun et år siden havde fået foretaget et eftersyn for celleforandringer og allerede nu igen, ifølge henvisningen, ønskede en ny. Derfor ville den nye gynækolog have fremskaffet papirerne fra den gamle gynækolog, før jeg kunne få en tid. Almindeligvis burde sådan en prøve jo kun foretages hvert tredie år.

Jeg forsøgte at forklare, at for det første havde jeg fået at vide, at den nyeste politik på området sagde, at det var en god idé at få foretaget denne undersøgelse en gang om året, når man (som jeg) en gang tidligere havde fået konstateret og været behandlet for celleforandringer, og for det andet havde jeg mere akutte underlivsproblemer lige nu, uanset om min læge havde skrevet dem på henvisningen eller ej. Sekretæren forsøgte så at overtale mig til igen at gå til egen læge med de problemer. På dette tidspunkt i samtalen begyndte min stemmeføring at stige mærkbart.

Sekretæren tøvede, men kunne endelig oplyse mig om, at jeg kunne få en tid efter jul. Nu var jeg ved at miste tålmodigheden. Selvom det sædvanligvis byder mig imod at indvie en lægesekretær i de ting, som jeg mener bør være en privat sag mellem lægen og mig, begyndte jeg at fortælle hende om den form for smerter, jeg oplever, om den diagnose, som én gang, i dén forbindelse, er stillet (en i sig selv harmløs, typisk kvindelig, men stærkt plagsom lidelse, som nogle af os har meget svært ved at slippe af med igen), og om, hvordan jeg havde opsøgt den ene alternative behandler efter den anden, fordi jeg ikke syntes, at jeg fik den ønskede hjælp i det etablerede behandlingssystem.

Måske var jeg bare heldig: Måske netop denne sekretær selv havde kæmpet med netop dette problem. I hvert fald blev denne speciallægens vagthund pludselig anderledes medgørlig og helt mild og varm i stemmen. Nu viste det sig, at jeg kunne få en tid her i begyndelsen af december. Halleluja!
Men hvorfor skal der presses så voldsomt på, før man får lov at komme til? Mange andre ville have affundet sig med den første afvisning og have tænkt, at de blot måtte bide smerter og irritation i sig et par måneder mere. Sådan et fromt lam var jeg selv før i tiden.

I dag skyldtes min pågående facon, at jeg blev en smule smådesperat: Jeg ved jo ikke, hvordan den ene lidelse kan gribe ind i eller være et symptom på den anden dernede. Jeg er ikke specialist i de dele, men jeg har da læst nok om tingene til at vide, at en kvinde skal passe på sit underliv og lytte til dets signaler. Desuden er det et enormt irriterende sted at have problemer. Og så havde jeg faktisk en veninde engang, som selv var læge, men som døde af en for sent opdaget livmoderhalskræft.

Derfor blev jeg altså pågående i dag. Men for fremtiden vil jeg med fuldt overlæg benytte den taktik, hvis jeg afvises i lignende situationer. Alligevel synes jeg, det er for dårligt, at man skal demonstrere noget, der ligner et sammenbrud, før man får den nødvendige hjælp fra de mennesker, som lever af at hjælpe. Jeg er et behersket menneske, og jeg forventer at blive taget seriøst som et sådant - ikke kun, når jeg begynder at råbe op.

Løgnen

For nogle år siden, imens jeg beskæftigede mig med eksistentialismen, kom en ældre medstuderende pludselig og forærede mig en bog, som hun havde haft stående på sin reol. "Jeg tænkte, at du kunne få brug for denne her." sagde hun og rakte mig Sartres Etik. Det overraskende eller pudsige var, at jeg faktisk ikke kendte Inga ret godt. Jeg har derfor ikke kunnet lade være med i årenes løb at tænke på, hvilken impuls, der fik hende til at bringe mig den gave, som skulle vise sig at få stor betydning for mig.

Jeg har endnu ikke fået læst den helt igennem, men dengang slog jeg tilfældigt op i den, og mit blik faldt på et afsnit om voldens natur. Det havde jeg netop brug for at læse om på dét tidspunkt, da jeg kort forinden havde forladt en voldelig mand - et menneske, hvis adfærd jeg endnu havde vanskeligt ved at begribe. Her hjalp Sartre - og Inga - mig.

Igår tog jeg bogen ned fra reolen igen. Jeg ville skrive et lommefilosofisk blog-indlæg om forholdet mellem de to køn, og jeg mente at huske, at Sartre havde skrevet noget, som jeg kunne bruge i den sammenhæng. Det var imidlertid ikke det, jeg tænkte på, som sprang mig i øjnene, men derimod et afsnit om løgnen. Og det er interessant, fordi løgnens destruktivitet ganske vist var en del af den tematik, der havde beskæftiget mine tanker på det seneste, men det var ikke den, som mit fokus var rettet mod.

Det er det nu, for Sartres tanker gør det klart for mig, hvor ofte vi lyver for hinanden, enten gennem fortielser eller i mere konkret form. Og hvad er det, der sker, når vi lyver eller udsættes for en løgn? Hvorfor er det så ubehageligt? Hvorfor reagerer vi så voldsomt, når vi fornemmer eller afslører, at vi bliver ført bag lyset? Det giver Sartre nogle glimrende bud på. Jeg vil derfor undlade at føje mere til hans ord, men lade dem tale for sig selv:

"Den, der lyves for kastes ud på det imaginære plan og hans frihed bliver proppet til af det imaginære, den retter sig mod. [...] Løgnen sætter den andens frihed mellem parenteser. Den destruerer den ikke, men isolerer den, skærer den bort fra verden ved hjælp af et tomrum og bliver stående som herre over beslutningen om hvorvidt den genstand, den andens frihed retter sig imod, er imaginær eller virkelig. [...] I løgnen tilegner man sig friheden og afvisningen ved at destruere verden for-den-andens-bevidsthed, man destruerer den subtilt ved at skjule den bag det imaginære; man fjerner frihedens nødvendige støttepunkt fra den og den forvandler sig til en drøm om transcendens, dvs. til ren immanens og passivitet. Endelig er løgnen afstedkommet af et nederlag (virkeligt eller forudset: en umulighed af at lade sandheden vurdere sådan som den er).

Kvinden, der bedrager sin mand, skjuler elskeren for ham. Her drejer det sig ikke om at forlange af en narret frihed, at den frit skal tilskrive mig en værdi, men blot og bart om at adskille denne frihed fra min ved et intet. Ved at lade noget være ufortalt graver jeg en kløft af intethed mellem to dele af universet, jeg skaber to universer uden forbindelse med hinanden. Men dermed er det univers, den bedragne lever i, forfalsket, dvs. falsk, og ydermere indeholdt i det totale univers, der omfatter de to universer: jeg har rejst mure omkring den bedragne.

Løgnen er en tilbagetrækning. Jeg forvandler med overlæg frihed til en ting. Samtidig fjerner jeg enhver konkret betydning i den andens bevægelser og ord. Hvis min omgangskreds er meddelagtig, ligner den bedragne den tålmodige person, der i blindebuk har bind for øjnene. Jeg ser ham, og han ser ikke mig: han er en evindeligt transcenderet transcendens. Imidlertid kan det tænkes, at jeg bevarer den andens frihed som værdi til strengt begrænsede anvendelser. For eksempel kan jeg fortsætte med at billige hans frie vurdering af kunstværker, politik osv.[...] I dette tilfælde har den anden to sider: jeg kan opfatte ham som frihed eller som ting efter forgodtbefindende. Men hans frihed modificeres totalt i sin form, skønt den er intakt i sin materie (værdidommen kan være sand) fordi den kun er frihed efter mit forgodtbefindende. Hvis jeg har besluttet at bedrage ham på ét punkt, er det kun i kraft af bekvemmelighed eller storsindethed at jeg ikke har besluttet også at gøre det på alle andre punkter (eller på grund af forsigtighed eller dovenskab osv.); kort sagt, jeg er herre over mit eget bedrageri og herre over den andens frihed. Herefter kommer den ovenfor analyserede løgn, hvor jeg har behov for at den andens frihed er helt igennem ting og helt igennem frihed. PÅ ÉN GANG."

Uddraget stammer fra
Sartre: Etik, kapitlet "Løgn og list".

Et tros-spørgsmål

Ifølge mit personlige årshoroskop, der er udarbejdet til at gælde fra 1-12-08 og et år frem, kan jeg forvente, at jeg må forholde mig til "nogen grad af kaos" i mit liv.
Det var bestemt ikke, hvad jeg håbede på at få at vide.

Jeg ønskede en forsikring om, at der nu ville komme mere ro og stabilitet i min tilværelse, at drømmemanden og jeg ville stifte fælles bo, indlede et lykkeligt samliv fyldt med fælles projekter - arbejdsmæssigt såvel som privat, og at mit helbred ville være uovertruffent godt.

Men så let går det åbenbart ikke. Ganske vist hedder det sig, at kaos-tilstanden må betragtes som en periode, der leder til større orden og afklaring - en form for mental oprydning. Men det bildte jeg mig ind, at jeg havde klaret i det forløbne år eller tre.

Nu skal man selvfølgelig ikke lade sig slå ud på forhånd. Det handler jo også om, hvad man vælger at fokusere på. Ifølge horoskopet er der en boligændring, sandsynligvis en flytning, på vej. Den er jeg med på. Jeg har altså blot visse forventninger til, hvad denne flytning iøvrigt skal indebære. Og det er måske netop dér, jeg selv kan få en vis indflydelse på tingene. Jeg tror jo i høj grad på den frie vilje.

Udmeldingerne omkring kærlighedsfronten er lidt vel vage, synes jeg. På den ene side hedder det sig, at der vil være nogen krise i et evt. eksisterende forhold, på den anden side at året på det område vil blive gennemsnitligt. Har jeg ikke en kæreste nu, vil jeg kunne møde en i februar. Fint nok, men jeg har ingen ambitioner om at møde andre, end ham, som jeg allerede er gået et stykke vej sammen med. Opstår den omtalte krise, må jeg prøve at tage den i stiv arm.

Jeg vil udvikle mig på det kreative felt og opnå større selvsikkerhed indenfor dette område. Der var da en lille solstråle. Det ser også ud til, at jeg, hvis jeg arbejder som selvstændig, vil opnå en vis grad af succes - dog efter en indledende fase med stor usikkerhed. Jeg skal søge mere viden omkring disse ting, står der. Det er jeg allerede klar over.

Om jeg tror på sådanne forudsigelser? Njaarh - jeg er noget skeptisk. Jeg har en gang tidligere fået udarbejdet et personligt horoskop. Set i bakspejlet bekræftede det enkelte ting, som rent faktisk var sket, men det var i så store linjer, at jeg ikke kunne bruge det til ret meget. Og så har jeg svært ved at forholde mig til astrologien, da jeg endnu ikke har begrebet intellektuelt, hvordan planeternes stilling på himlen på fødselstidspunktet kan have indflydelse på min tilværelse her på jorden. Jeg må imidlertid erkende, at der er mange andre uforklarlige aspekter i tilværelsen, som jeg 'tror på' alene fordi, jeg har oplevet dem - og den karakteristik af mig, som mit personlige fødselshoroskop giver, er ret træffende.

Indtil videre vil jeg dog ufortrødent gå videre med at stole mest på mig selv og mine egne fornemmelser, når jeg i det kommende år skal vælge retning. Kan gerne være, jeg fejler undervejs, men jeg vil prøve at finde en måde, hvorpå jeg kan få opfyldt ovenfor skitserede drømme. Man kan jo altid sende en lille bøn op til Vorherre. Ham tror jeg nok mest på - og Gud hjælper den, der hjælper sig selv!

Yoga, yoga, yeah, yeah!

Jeg vil anbefale yoga - helst kombineret med coaching hos en stressekspert - til enhver, som lider af stress. Selv er jeg i tydelig bedring efter at have fulgt et kursus, som kombinerede de to ting. Endnu skal der ikke så meget ekstra pres på, før jeg bliver træt eller føler mig småsyg, og måske har jeg fortsat en smule lettere til tårer end normalt, men det går bestemt den rigtige vej.
På det yogahold, som jeg har fulgt, blev vi så glade for arrangementet, at vi overtalte vores yogalærer til at forlænge kurset med fire uger. Jeg er altså ikke den eneste, som mærker en positiv effekt.

Har du ikke læst mine tidligere indlæg om yoga-kurset, kan du finde dem her og her.

Det er enkelt, det er effektivt - og slet ikke så dyrt, som man kunne frygte. Drop kontingentet til motionscenteret i den periode, hvor du følger et yoga-kursus. Du får mindst lige så meget ud af at dyrke yoga og meditation, som du får ud af at svede i motionscenteret.

Sidste nyt fra Marianne Larsen

Marianne Larsen har skrevet en roman, som stilistisk set er særdeles vellykket, men på handlingsplanet noget skuffende. Læs min anmeldelse af Det forelskede barn på Sentura.

Vinterens stemme

Verden omkring os er tavs som en kirke. Vi står ubevægelige, grebet af den store stilhed og af kulden i luften, imens vinterskumringen sænker sit tidlige mørke om de høje træers slanke stammer, opsluger de nøgne grene og udvisker granernes tungthængende guirlander.
Med ét høres en hvislen i luften, som om tusinder af nåle faldt fra himlen ned gennem mørket og ramte de frysende træer, den hårde jord. Så pludseligt det kommer. En stemme, vi ikke kan tyde, men tydeligt fornemmer, taler til os fra naturens store kirkerum. Og så brat som den har opladt sin røst, forstummer den igen.
Derude over bakken, hvor skovtykningen ligger som en mørk bræmme mod den gråsorte himmel, anes en sværm af hvide væsener. Snefnug så fine som blomsterstøv danser ned over vore opadvendte ansigter, falder på vore udstrakte hænder og smelter i samme nu.

Vi vender os for at gå ind. Søger huset, hvor sommerens varme kan sprænge sig ud af det tørre ved, vi har lagt i kaminen.
Vi har bevidnet et lille mirakel. Vi hørte den: Vinterens første hvisken i luften. Vi så dens vidtfavnende vinger strejfe det ventende landskab. Liv i forandring. Evighedens indbrud i vort fælles øjeblik.

Så er der brainstorming!

Vi er to, som gerne vil have foden under eget bord. Vi forestiller os, at vi skal arbejde med kommunikation. Endnu er vi i brainstormingsfasen: Hvad kan vi tilbyde, hvordan kan vi skille os ud fra andre i branchen, skal vi forsøge os som tekstforfattere, oversættere, ghostwriters, korrekturlæsere, foredragsholdere - eller hvad? Skal vi satse bredt, eller skal vi specialisere os indenfor et snævert område?

Vi er begge uddannet i dansk og engelsk sprog og litteratur. Min ven (og forhåbentlig kommende kompagnon) er uddannet for en del år siden og har således den fordel at have mange års praktisk erfaring i formidling af de nævnte emner. Selv er jeg nyuddannet og derfor opdateret omkring det sidste nye indenfor litteratur og sprog.

Vil du hjælpe os med forslag?
Har du selv praktisk erfaring indenfor området, og vil du dele din erfaring med os?
Kender du nogen, som måske ved mere om iværksætteri, end du gør, og vil du kunne etablere en kontakt imellem dem og os?

Vi har brug for gode indspark. Også de mindre vellykkede bydes velkommen. Måske de kan føre til helt nye idéer.

November

Neapelgul - okker strækker sig
under novemberbleg himmel
skoven står brun
stedvis afbrudt af granernes dybgrønne tårne

I krattet bag ruden
plukker sort fugl med gult næb
de rødeste bær
af de spinkleste kviste

Solfragment brænder i husets kamin
venter dig
med en glæde så varsom
du næppe forstår det
det gløder

Nu sner det
tøvende
indledningsvis

Nothing comes from nothing

"Every secret of a writer's soul, every experience of his life, every quality of his mind is written large in his works."

Virginia Woolf

Gensyn med Svanninge Bakker

Jeg har været her før. I Svanninge Bakker. Men måske gik jeg dengang ad andre stier. I hvert fald er alt skønnere i dag, end jeg dengang oplevede det.

De visne blade, der ligger i dynger på stierne, rasler med en lyd som hundredevis af sammenkrøllede og henkastede papirstykker, da vi bevæger os op ad den skovklædte bakke. Solen sender årets sidste skarpe efterårsstråler ned mellem trætoppene, hvor løvet gløder i dybe, varme kobbertoner isprængt citrongult og græsgrønt. Fyrretræernes stammer vrider sig i surrealistisk legende former mod den svimlende blå himmel, og et sted i bevoksningen strækker et par udgåede løvtræer deres afbarkede, elfenbensskinnende skeletfingre anråbende op mod lyset. Naturens og efterårets dufte bølger omkring os under opstigningen: Grønt krydret, fyldigt brunt, skarpt gult og en fin, tør, brændeagtig essens, der trænger igennem i sølvgrå nuancer. Mos, muld, frostbidte bær og soltørret ved. Alle disse dufte når uhindret frem gennem den skarpe, kølige luft, ligesom fuglenes kvidren bæres mod os med en særegen klingrende finhed i tonen.

Med ét breder landskabet sig ud foran os. Forgrunden ligner, som min ven siger det, næsten et græsk sceneri. På de bløde skrænter i terrænet græsser geder mellem gyvelbuske og andre lave vækster. Deres lyse skind stråler i solen. Længere ude flader grunden lidt ud. Resterne af et gammelt stendige strækker sig langs med en sti ud gennem de græsklædte arealer, foran den bagvedliggende bakkeskråning. Længere derude lyser gårdenes kalkede gavle. Svanninge Kirke med de hvide mure knejser med sit karakteristiske spidse spir, og bag den anes en smal, glitrende stribe vand, der skiller Fyn fra Jyllands kyst. Jylland, der strækker sig som en blå dis længst ude mod horisonten. Herfra vort høje udsigtspunkt tager det hele sig ud som et eventyrligt miniaturesceneri. En legetøjsverden.

Vi bliver stående lidt. Tavse. Solen bager som på en sommerdag. Lukker man øjnene, pulserer det rødt bag ens øjenlåg. Varmen trænger blødt ind i huden, og den fine luft fylder lunger og sjæl med den enkleste glæde. Glæden ved at være til. I dette nu og på dette sted.

Jeg åbner atter øjnene og ser på min ven. Han har vendt sit ansigt mod solen. Hans øjne er lukkede, og om hans læber spiller ansatsen til et smil, der synes at være rettet mod noget dybt i ham selv. Her er dejligt i dag. Her er så langt smukkere, end jeg husker fra tidligere. Dengang strålede verden ikke med så dyb en glød, som den gør på denne efterårsdag. Og jeg selv må have gået ad andre stier.

Boris og det evige liv

"Opstandelse. I sin groveste form, sådan som den forkyndes til trøst for de svageste, er den mig ganske fremmed. Og Kristi ord om de levende og døde har jeg altid forstået på min egen måde. Hvor ville De gøre af alle de hærskarer, der har samlet sig efter så mange årtusinders forløb? Universet ville ikke kunne rumme dem, og Gud ville se sig nødsaget til at rømme verden sammen med sandheden og det gode. De ville blive trykket ihjel i denne grådige, animalske trængsel.
Men uophørligt fylder samme liv universet med sin endeløse identitet og fornyr sig hver time på dagen i talløse konstellationer og forvandlinger. De tænker med bekymring på, om De mon vil opstå, men De er allerede opstået af de døde, dengang De blev født, og det har De ikke lagt mærke til.
[...]Der er ikke noget at være urolig over. Døden er ikke til. Døden falder ikke i vor lod, den er ikke af vor verden. Talent, sagde De, det er noget andet, det hører os til, det står os åbent. Men talent, i ordets højeste og videste betydning, er det samme som evnen til liv.
Og døden skal ikke være mere, siger apostlen Johannes, og nu skal De høre, hvor simpel hans argumentation er. Døden skal ikke være mere, ti det forrige er veget bort. Det vil næsten sige som så: døden skal ikke være mere, for den har vi fået nok af, den er noget gammelt og trivielt, og nu er det noget nyt, der skal til, og dette ny, det er det evige liv."

Ordene er den unge Zivàgos. Således trøster han sin plejemoder, da hun kalder ham til sig, kort før sin død, for at høre hans mening om døden og genopstandelsen.
Når jeg har valgt ovenstående citat, er det imidlertid ikke fordi, netop dét er karakteristisk for, hvad der først springer en læser i øjnene ved romanen Doktor Zivàgo (1957). Citatet siger imidlertid noget om heltens måde at tænke på. Ydermere udtrykker det ganske klart, hvordan jeg selv har tænkt om døden og genopstandelsen og altings sammenhæng. Og det er jo altid rart at få hjælp fra en mester som Boris Pasternak (1890-1960) til at sætte de rigtige ord på de forestillinger, man i sin egen ubehjælpsomhed har gjort sig. Forfatteren maler en hel verden frem. I den kan man finde sig selv, men man finder sig selv undervejs på en rejse gennem et storslået og ukendt landskab.

Hvorfor læser jeg nu Doktor Zívàgo? Jo, fordi min belæste ven, da han hørte, at jeg ikke havde læst dette mesterværk, men kun havde set filmen, ikke var helt sikker på, at han ville tale mere med mig. Da jeg har stort udbytte af vore samtaler, måtte jeg naturligvis ved førstkommende lejlighed på biblioteket og hente bogen. Det har jeg ikke fortrudt.

Det, som man umiddelbart bemærker, er Pasternaks evne til minutiøst at sanse - og med et pennestrøg at gengive - sin oplevelse af selv de mindste ændringer i omgivelserne. Og dét uanset, om vi taler vejrlig, menneskelig mimik eller f.eks. intonation.
Tør man vove at sammenligne Pasternak med en dansk skribent, så er det vel J.P. Jacobsen, der falder først for. Dette på grund af den lyriske nerve og de maleriske skildringer, der er et fællestræk hos begge. At Pasternak kan sin Dostojevskij, er der heller ingen tvivl om. (I værket er der da også en del henvisninger til ham.) Men hvor Dostojevskij ynder at bevæge sig ud i randområderne af den menneskelige psyke og til tider fremskriver vanvidsscener, der forekommer så groteske og barokke, at man snarere opfatter den beskrevne situation som et teaterstykke, end som en realistisk scene, opretholder Pasternak til stadighed en hårfin balance, der gør selv de voldsomste eller de mest overdådige scener fuldt troværdige. Doktor Zivàgo er i en vis forstand at sammenligne med et stort episk digt. Pasternak kan, hvad de største forfattere kan. Men han kan det hele på et højere plan.

Pasternak blev i 1958 tildelt Nobelprisen i litteratur for Doktor Zivàgo, og drømmer man om selv at opnå noget tilsvarende, kan man med fordel læse og lære af ham. Jeg tror oprigtig talt ikke, at man finder en bedre forfatter indenfor området 'store fortællinger'. Hvis Zivàgo har ret, så har Pasternak evigt liv i og med, at hans talent har frembragt en roman som denne.

NB: Læs en udmærket og forholdsvis kortfattet omtale af romanen og historien omkring den her.

Chick-dick-soft-lit

Ja, jeg er en af de kvinder, der har ladet sig provokere af hovedpersonen, Alexander, i Daniel Möllbergs debutroman, Dage med Far. En bog, der er blevet betegnet som "chick-lit for mænd".
Alexander trænger til at blive stivet af. Det gør romanen også, men det bliver ikke med min hjælp.
Læs min anmeldelse her.

Skidt til fortæring

Hvor er jeg dog inderligt træt af de underlødige fødevarer, som i dag forefindes i dagligvarebutikkerne. Indtagelse af sådanne kan ikke blot risikere at medføre vægtøgning, men kan også føre til nedbrydning af immunforsvaret og dermed til alskens ubehageligheder fra hyppige infektioner i luftveje, ører og underliv, til mavesår, kræft, nervøse lidelser og stress.
I mine bestræbelser på at ændre mit til tider skrantende helbred til det bedre, har jeg - efter med beskedent udbytte at have henvendt mig i det etablerede sundhedssystem, hvor man kun symptombehandler - opsøgt en kostterapeut. Dette har ledt mig videre til litteratur om gode og mindre gode fødevarer. Nu bestræber jeg mig så på at udelukke visse fødeemner fra min kost og at spise mere af andre.
Jeg vil blandt andet gerne undgå gær, sukker, oksekød, svinekød, hvidt mel, eddike og mælkeprodukter. Desuden vil jeg gerne leve så økologisk som muligt. Og hvad opdager jeg så?

Det er så godt som umuligt at finde varer, som ikke indeholder en eller flere af disse ingredienser. Hvorfor er der f.eks. sukker i en dåse fiskekonserves? Angiveligt for at konservere produktet. Men var det så ikke at foretrække, at produktet havde en kortere holdbarhed?
Brød må jeg selv bage, hvis jeg vil have det uden gær og hvidt mel. Helsekostbutikkens udvalg er stærkt begrænset, og i de almindelige dagligvareforretninger er det utænkeligt at støde på et anstændigt brød.

Grønsager skal der til - og i et mere beskedent omfang også frugt, men på hylderne forefindes fortrinsvis importerede varer. De fleste er overdænget med sprøjtegifte, i mange tilfælde er de endnu umodne, når de ankommer her til, men de fordærves til gengæld hurtigt. Jeg kan altså vælge imellem hårde, grønne bananer eller halvrådne med sprækker i den brunplettede skræl. Jeg kunne spise æbler i stedet, men det er ærligt talt en tam fornøjelse efterhånden. Igen er størstedelen af æblerne importeret, og de smager af så godt som ingenting. Hvad blev der af de gode danske æbler, som var så sprængfyldt med sødme og saft?

I kødafdelingen er der svinekød og oksekød i lange baner. Bevares, det er muligt at få både kylling og kalkun, men kvaliteten er sjældent værd at skrive hjem om. Fisk? Tjah, torsk og rødspætter syltet ind i æg, mel og rasp kan man købe i de fleste forretninger. Vil man have noget mere reelt, så må man ind omkring fiskehandleren. Lammekød er det lejlighedsvis muligt at få i de større dagligvarebutikker, men vildt kan man godt glemme alt om.

Nu skal jeg helst undgå mælk, men også her har jeg en anke: Det pjask, som findes i diverse kartoner i kølediskene, har intet at gøre med mælk. Jeg har engang, da jeg boede på landet, hentet mælk på en gård. Den ægte vare. Rigtig mælk er tyktflydende, samler fed, gul fløde på toppen, når den står nogle timer, og smager himmelsk. Men nogen har fået den formidable idé, at mælken er bedre for os, hvis den behandles og omdannes til noget, der mest af alt minder om grøftevand. Måske vi i virkeligheden bare skulle drikke en smule mindre - og så til gengæld vælge den fede og uspolerede vare, som kommer direkte fra koen?

Jeg er inderligt træt af, at dét at vælge en sundere livsstil skal være forbundet med så store omkostninger - det være sig økonomisk såvel som tidsmæssigt. Vi lever simpelthen ikke i overensstemmelse med de behov, som kroppen har, og det er da også meget vanskeligt at gøre det, så længe de fødevareemner, som udbydes i almindeligt tilgængelige butikker, er så ringe.

Blandt de værste, hvis vi skal sætte navne på, er butikker som Netto og Aldi. Hvor mange lødige fødevareemner forefindes hos dem? Jeg vil vove den påstand, at omtrent to trediedele af deres fødevarelagre består af sukkervarer og varer, som er fyldt med samme. I adskillige Netto-butikker ser emnerne i afdelingen for frugt og grønt desuden ud som om, de er opkøbt umiddelbart inden dagens auktion lukkede: Her er de før omtalte grønne bananer side om side med de flækkede brune. Her er importerede giftæbler med neglemærker, mugbefængte broccoli og stenhårde avokadoer, der rådner i løbet af få dage, når først de er hjembragt.

Jeg synes, at det er direkte kriminelt, at det er tilladt at sælge så meget skidt til fortæring, som man gør i butikkerne i dagens Danmark. Og jeg synes, at de lødige fødevareemner fortsat er for dyre og for lidt udbudt i butikkerne.

Den eneste mulige løsning synes at være at få sit eget jordlod og begynde at dyrke egne produkter, købe vildt af en lokal jæger og mælk på nabogården. Tilbage til naturen! Det ville ikke gøre mig noget, men da vi jo ikke alle kan leve sådan, så er det stadig nødvendigt, at vi protesterer og kræver regeringsindgreb mod underlødige fødevarer i dagligvarebutikkerne.

Der burde have været roser

Der burde have været roser - og korsang og blitzlys, da jeg kom op på Gydehutten (i mit private vokabularium: Gudehytten) efter at have afleveret mit speciale i tre eksemplarer på sekretariatet.

Roser var der ingen af, men vildvinen kastede flammer op ad murene i gårdhaven. Korsang kunne jeg ikke høre - kun den sædvanlige brusen af stemmer, skraben af stoleben mod hårdt underlag, klirren af bestik i kantinen og hæles klik-klak gennem gangen. Blitzlyset udeblev. (Og det på trods af, at Niels Helveg Petersen - i anden anledning - havde taget opstilling for at trykke hænder og dele smil ud.) Men solens skarpe stråler brød ind gennem de store glaspartier ved hovedindgangen, da jeg nåede derop. Hvor meget kan man forlange?

Mærkeligt er det nu alligevel: Siden september 2001 har jeg haft min gang i disse gudbenådet hæslige bygninger, som udgør Syddansk Universitet i Odense. Og på en eller anden mærkværdig måde er jeg kommet til at holde af stedet. Det skyldes naturligvis først og fremmest de mennesker, som jeg har kendt dér, og de begivenheder, som her har udspillet sig.
De senere år har jeg mest arbejdet med studierne hjemme hos mig selv, og mine gamle venner og medstuderende har undervejs i forløbet valgt andre retninger, andre lokaliteter - og er således forsvundet ud af mit liv.

Men de burde have været der nu - med roser og kindkys og skæve bemærkninger. Min desværre nu afdøde far burde også have været der - og den øvrige familie. Jovist ville min far med et skævt og halvt sarkastisk smil have sagt: "Skal du nu ikke lige klappe hesten? Du har jo ikke fået din karakter endnu." Det ville han have haft ret i. Måske.

Men i dag handler det om, at jeg har overstået min del af arbejdet. Resten er op til eksaminator og censor. Jeg ved, at jeg er bestået. Jeg ved også, at jeg er mere end bestået. Det plejer jo at gå meget godt, når det handler om litteraturen.

Det handler også om, at jeg i dag går fra én fase i mit liv og til en anden. Allerede i går, da jeg afhentede det indbundne speciale i x antal eksemplarer, mærkede jeg, at jeg førte mig rankere og så omverdenen mere direkte i øjnene.
Jeg gjorde det! Jeg fuldførte!

Det er en stille dag i dag. Det er muligvis meget godt. Jeg trænger til lidt stilhed. Alligevel mærker jeg en lille fortrydelse indeni, fordi ingen synes at forstå, hvad dagen i dag betyder for mig. For dem er det en dag som alle andre.
Men der burde have været roser.

Velkommen, Paula!

"Hvis fællesskabet anullerer sine egne værdier, så har du ikke noget at blive integreret i." Sådan sagde den nyopstillede konservative folketingskandidat Paula Larrain i aftes i TV2 Go'Aften Danmark!

Med de ord rammer Paula Larrain enkelt og præcist hovedet på sømmet, når det handler om den stadige diskussion af dansk integrationspolitik. For i Danmark har vi netop givet køb på fællesskabets egne værdier, i et forsøg på at imødekomme de behov, som indvandrere i Danmark måtte have - og i bestræbelserne på at tækkes de seneste års udbredte politiske korrekthed. Det ironiske er, at vi dermed netop svigter ikke blot danskerne og de danske værdier, men også de indvandrere, som har et almenmenneskeligt krav på den respekt, som ligger i, at deres nye hjemland har forventninger til dem. Herunder at de er i stand til at respektere dette lands værdier og dets deraf følgende skikke og traditioner.

Et stort og hjerteligt velkommen i dansk politik til Paula Larrain - en indvandrer, som respekterer og værner om sit nye hjemlands værdier!