"Jeg husker tydeligt min barndom. Jeg nåede at opleve en tid, da det forrige fredelige århundredes begreber endnu havde gyldighed. Det var skik og brug at forlade sig på fornuftens røst. Det, ens samvittighed sagde en, blev betragtet som naturligt og påkrævet. Det, at et menneske døde for andres hænder, var en sjældenhed, noget uhørt, et fænomen helt udenfor det sædvanlige. Mord, mente man, var kun noget, der forekom i tragedier, kriminalromaner og i avisernes nyhedsspalter, ikke i det almindelige liv.
Og så pludselig dette spring fra den uskyldige regelsmæssighed ud i blodet og brølene, det uafladelige, legaliserede, fortjenstfulde myrderis altomfattende vanvid og brutalisering.
Den slags finder vel sagten aldrig sted uden at efterlade sig spor. Du husker sikkert bedre end jeg, hvordan alt pludselig begyndte at gå i opløsning. Togtrafikken, byernes forsyninger, familjelivets fundamenter, bevidsthedens grundvolde.[...]
Det var dengang, usandheden holdt sit indtog på russisk jord. Den største ulykke, roden til alt ondt, der skulle komme, var tabet af troen på en selvstændig menings værdi. Man tænkte som så, at den tid var forbi, da man fulgte sine moralske impulser, at det nu gjaldt om at synge med i koret og leve på fremmede forestillinger, der blev pånødt enhver.
[...]Efter hvad jeg har lagt mærke til, foregår denne unge magts etablering i forskellige etaper. I begyndelsen er det fornuftens triumf, den kritiske ånd, kampen mod fordommene.
Så indtræder den anden periode. Det er de falske sympatisører, medløbernes mørke kræfter, der tager overhånd. Mistænksomheden tager til, angivelserne, intrigerne, hadet. Og du har ret i, at vi befinder os i begyndelsen af anden fase."
Det er Lara, der taler således, om den russiske revolution og dens følgevirkninger, i
Doktor Zivago.
Men når jeg læser ordene, vækker de genklang i mig. Jeg tænker på den forandring, som de vestlige samfund i stigende tempo har undergået gennem de seneste 20-30 år, i og med den muslimske indflydelse og de kræfter, som - ud fra et på mange måder prisværdigt humanistisk grundlag - byder fremmede kulturer og fremmede religioner velkommen her, men i vid udstrækning negligerer den fare, der ligger i, at islam er andet og mere end religion, som vi opfatter religion. Islam er på én gang et religiøst og et politisk system, og de
rabiate muslimer er ikke indstillet på at adskille religion og politik for at lade sig integrere i den vestlige kultur.
Det kan måske være svært for unge mennesker, som ikke har nået at opleve - måske især det danske - samfund og dets homogenitet, før den muslimske indflydelse gjorde sig gældende, at begribe, hvorfor nogle af os er bekymrede over udviklingen. Det kan også være svært at forstå for de mennesker, som er tilbøjelige til at opdele verden i sort og hvidt, for de vil have en tendens til at associere enhver modstand overfor fremmede kulturer med de forbrydelser, der blev begået af nazisterne under 2. Verdenskrig.
Begge dele forhindrer en åben debat. Ytringsfriheden er således ikke blot truet, den er allerede hæmmet, for så snart man oplader sin røst med en ikke politisk korrekt kommentar om dette emne, møder man fordømmelse og udstødes af 'det gode selskab'. De venstreorienterede og de rabiate muslimer, der øjensynlig opfatter sig selv som frihedskæmpere, forvandler sig dermed selv til undertrykkere.
Ytringsfriheden har hyppigt været på tale siden Muhammedkrisen. Der eksisterer reelt set ingen ytringsfrihed og dermed ingen åben debat, så længe man ikke kan diskutere forskellige synspunkter, uden at geråde ud i gensidige beskyldninger eller det, der er værre. Der eksisterer ingen ytringsfrihed, så længe der findes mennesker, som frygter at miste deres job, ødelægge egne fremtidsudsigter, eller blive chikaneret og måske endda overfaldet eller dræbt for at sige, hvad de tænker om indvandring, religionsfrihed og andre dertil relaterede emner.
I Danmark kan man, selv som almindelig debattør, blive hængt ud og stemplet som 'fascist', når man fortæller, at man stemmer på et borgerligt parti. Det forekommer mig ganske besynderligt, at den udbredte politiske korrekthed, som efterhånden også synes at farve regeringspartiernes valg af udtryksform, udspringer af
oppositionens holdninger. Måske det skyldes, at det er de venstreorienterede, som råber højest, og som sætter ind med de mest rabiate tiltag overfor os andre. Faktum er der dog, at den demokratisk valgte regering er borgerlig. En overvejende del af den danske befolkning må således være enig i den borgerlige regerings synspunkter - selvom mange ikke tør ytre sig om deres standpunkt af frygt for oppositionens skarpe tunge og dens oftest stærkt overdrevne kategoriseringer af mennesker med et modsat synspunkt.
Det er imidlertid strengt påkrævet, at vi fortsat ytrer os - og at flere af os gør det - på trods af frygten for de umiddelbare ubehageligheder, det måtte afstedkomme. I modsat fald kan ubehagelighederne blive langt større på længere sigt.
Og kan vi leve med 'at synge med i koret og leve på fremmede forestillinger'?
