På en grå og blæsende vinterdag som denne kan Chris Rea med lethed overbevise mig om, at "Texas is the only place to be". Og man kan jo altid drømme lidt.
Tak til min ex-texaner, som gjorde mig opmærksom på nummeret!
Thursday, January 31, 2008
Tuesday, January 29, 2008
Skovarbejde
- Det er vejr til skovarbejde i dag! siger du og trækker i arbejdstøjet. Jeg følger dit eksempel. Himlen er høj i dag, brudstykker af blåt træder frem i stadig større partier bag de hvide, drivende skyer. Ikke en vind rører sig, og solen får kraft, varmer igennem. Det minder om forår. Småfuglene lyder til at være af samme mening.
Vi bevæger os lidt rundt på grunden mellem de høje graner. Der dufter af skovbund, og luften er kølig og frisk. Fra gården længere nede i landskabet høres bækkens brusen. Den strømmer heftigt ovenpå den seneste tids regn. Længst ude bag gården og markerne på den anden side af grusvejen rejser bakkerne sig, mildt lysende i disede nuancer: Dyb, støvet gammelrosa, violet, sartbrun, okker, flaskegrøn og chokolade. Sollyset glimter i ruderne i de spredte huse derovre. Fra trætoppene råber kragerne hæst og spottende til hverandre.
Dagens store projekt er fældningen af udgåede graner bag huset. I det fjerne hører vi, at andre også er i gang med at save træ. Du ruller kabler ud, fylder olie på den elektriske sav og tjekker, at sikringen er i orden. Du udvælger et grantræ, saver et skråsnit ind i dets stamme og ser dig om, for at sikre, at jeg ikke har anbragt mig i faldretningen. Bare rolig, jeg står lige bag dig! Du bukker dig og saver næsten helt igennem stammen. Jeg lægger mine hænder mod den frønnede bark og skubber blidt træet i den ønskede retning.
- Nu kommer den! siger jeg, da jeg mærker, at stammen begynder at give efter. Du trækker saven bort og slukker for dens fræsende sang. Der lyder en knitren, en knagen - og endelig det bløde bump og den sidste sukkende lyd fra de tørre grene, da granen dratter om i græs og mos.
Du saver sidegrenene af, og jeg samler dem i dynger lidt borte. Du saver stammen op i længder, der kan gå i brændeovnen. Det fyger med savsmuld, der lægger sig i lyse dynger på det grønne mos. Arbejdet går raskt. En liflig, krydret og berusende duft af nyfældet fyrretræ fylder luften omkring os.
- Det dufter som en kælder fuld af Retsina, bemærker du og tørrer sveden af panden med en snavset arbejdshandske, der efterlader spor af bark og træstøv i dit ansigt. Du smiler dit lyse smil. Jeg mærker mosset fjedre under mine hæle, da jeg rækker mig frem og lægger armen om dig. Jeg ved ikke, hvad der er smukkest i dag: Himlen eller dine øjne?
Saven synger. Der er glæde i din stemme. Her er du i dit rette element. Du burde have været forstmand, tænker jeg. Men hvem ved? Måske du da ville have savnet bøgerne? Lang tids læsning og stillesidden får en til at sætte pris på kroppens arbejde, på den grønne verden og den friske luft. Lang tids hårdt fysisk arbejde får en til at længes efter tankens rige, ordene og de indre billeder.
Vi samler de afskårne længder. Jeg bygger en lille brændestabel, som du kan se på fra dit stuevindue. Du finder en stor glæde i at besigtige dit forråd. Det har jeg bemærket. Jeg tror, det er en oprindelig følelse, du dér når ind til. Et urgammelt instinkt i mennesket.
Solen er vandret over himlen, imens vi har arbejdet. Nu står den lavt over markerne bag huset. Himlen mørkner øverst oppe, men vi mærker allerede, at dagene er blevet længere, at solen for hver dag tøver endnu et par minutter med at forlade os. Lavt mod vest er himlen lysende blåhvid. Skyggerne i krattet omkring huset bliver dybe og bløde på denne tid. Alle fugle tier. Selv vi dæmper stemmerne for ikke at forstyrre denne store fred. I indkørselen troner de høje, høje graner majestætisk med kroner, der sortner for hvert sekund. Et øjeblik endnu - og bag fjerne hegn og markskel rødmer himlen som en rosenkindet jomfru taget lige ud af J.P. Jacobsens romaner.
Som ofte før tøver vi med at vende dette syn ryggen. Det er blevet koldt nu, en kælderkold isnen slår op gennem skoskålerne, når man står stille for længe. Jeg ser på dit ansigt. Det er blødt og mildt i genskæret af dagens sene lys. Jeg har en god fornemmelse i kroppen. Duft af mos og muld og harpiks hænger ved vore klæder. Jeg læner mig ind til mig. Blot et øjeblik endnu.
Så vender vi os og går ind i stuens dunkle skumringsmørke, hvor gløderne i pejsen ulmer som en aftenhilsen fra den sol, der har lagret sig i veddet, mens træerne endnu voksede og drømte sig helt ind i himlen. De kommer der tidsnok. I aften stiger skorstensrøgen brændebleg og sart mod stjernerne.
I vores jordiske rige er det blevet kaffetid!
Vi bevæger os lidt rundt på grunden mellem de høje graner. Der dufter af skovbund, og luften er kølig og frisk. Fra gården længere nede i landskabet høres bækkens brusen. Den strømmer heftigt ovenpå den seneste tids regn. Længst ude bag gården og markerne på den anden side af grusvejen rejser bakkerne sig, mildt lysende i disede nuancer: Dyb, støvet gammelrosa, violet, sartbrun, okker, flaskegrøn og chokolade. Sollyset glimter i ruderne i de spredte huse derovre. Fra trætoppene råber kragerne hæst og spottende til hverandre.
Dagens store projekt er fældningen af udgåede graner bag huset. I det fjerne hører vi, at andre også er i gang med at save træ. Du ruller kabler ud, fylder olie på den elektriske sav og tjekker, at sikringen er i orden. Du udvælger et grantræ, saver et skråsnit ind i dets stamme og ser dig om, for at sikre, at jeg ikke har anbragt mig i faldretningen. Bare rolig, jeg står lige bag dig! Du bukker dig og saver næsten helt igennem stammen. Jeg lægger mine hænder mod den frønnede bark og skubber blidt træet i den ønskede retning.
- Nu kommer den! siger jeg, da jeg mærker, at stammen begynder at give efter. Du trækker saven bort og slukker for dens fræsende sang. Der lyder en knitren, en knagen - og endelig det bløde bump og den sidste sukkende lyd fra de tørre grene, da granen dratter om i græs og mos.
Du saver sidegrenene af, og jeg samler dem i dynger lidt borte. Du saver stammen op i længder, der kan gå i brændeovnen. Det fyger med savsmuld, der lægger sig i lyse dynger på det grønne mos. Arbejdet går raskt. En liflig, krydret og berusende duft af nyfældet fyrretræ fylder luften omkring os.
- Det dufter som en kælder fuld af Retsina, bemærker du og tørrer sveden af panden med en snavset arbejdshandske, der efterlader spor af bark og træstøv i dit ansigt. Du smiler dit lyse smil. Jeg mærker mosset fjedre under mine hæle, da jeg rækker mig frem og lægger armen om dig. Jeg ved ikke, hvad der er smukkest i dag: Himlen eller dine øjne?
Saven synger. Der er glæde i din stemme. Her er du i dit rette element. Du burde have været forstmand, tænker jeg. Men hvem ved? Måske du da ville have savnet bøgerne? Lang tids læsning og stillesidden får en til at sætte pris på kroppens arbejde, på den grønne verden og den friske luft. Lang tids hårdt fysisk arbejde får en til at længes efter tankens rige, ordene og de indre billeder.
Vi samler de afskårne længder. Jeg bygger en lille brændestabel, som du kan se på fra dit stuevindue. Du finder en stor glæde i at besigtige dit forråd. Det har jeg bemærket. Jeg tror, det er en oprindelig følelse, du dér når ind til. Et urgammelt instinkt i mennesket.
Solen er vandret over himlen, imens vi har arbejdet. Nu står den lavt over markerne bag huset. Himlen mørkner øverst oppe, men vi mærker allerede, at dagene er blevet længere, at solen for hver dag tøver endnu et par minutter med at forlade os. Lavt mod vest er himlen lysende blåhvid. Skyggerne i krattet omkring huset bliver dybe og bløde på denne tid. Alle fugle tier. Selv vi dæmper stemmerne for ikke at forstyrre denne store fred. I indkørselen troner de høje, høje graner majestætisk med kroner, der sortner for hvert sekund. Et øjeblik endnu - og bag fjerne hegn og markskel rødmer himlen som en rosenkindet jomfru taget lige ud af J.P. Jacobsens romaner.
Som ofte før tøver vi med at vende dette syn ryggen. Det er blevet koldt nu, en kælderkold isnen slår op gennem skoskålerne, når man står stille for længe. Jeg ser på dit ansigt. Det er blødt og mildt i genskæret af dagens sene lys. Jeg har en god fornemmelse i kroppen. Duft af mos og muld og harpiks hænger ved vore klæder. Jeg læner mig ind til mig. Blot et øjeblik endnu.
Så vender vi os og går ind i stuens dunkle skumringsmørke, hvor gløderne i pejsen ulmer som en aftenhilsen fra den sol, der har lagret sig i veddet, mens træerne endnu voksede og drømte sig helt ind i himlen. De kommer der tidsnok. I aften stiger skorstensrøgen brændebleg og sart mod stjernerne.
I vores jordiske rige er det blevet kaffetid!
Thursday, January 24, 2008
Only the good die young
Jeg kendte ham ikke. Jeg så ham kun på afstand, sådan som man altid ser stjernerne. Hver gang forekom det mig, at han udsendte et særligt lys, hvori mørket lod sig reflektere. Han kom fra Australien, og hans navn var Heath Ledger.
I dag læser jeg her, at den unge stjerne, i tirsdags, blev fundet død i en lejlighed på Manhattan. Formentlig et selvmord, forlyder det, omend politiet endnu ikke vil drage endelige konklusioner. Heath blev 28 år.
Ifølge Heaths far var Heath et livselskende, godhjertet og generøst menneske med begge ben på jorden. At han havde succes i sit arbejdsliv, kan ingen biografgænger være i tvivl om. Hvad gik galt? Selvmordsteorierne afvises af familie og venner.
Jeg vil tro, at Heath Ledger, som så mange andre ildsjæle, brændte op. Jeg vil tro, at hans død var et uheld.
Heath, du vil blive savnet af din familie, af dine venner og kolleger, og af det publikum, som havde glædet sig til at følge din karriere mange år frem i tiden.
Som du sagde det i din rolle som Ennis Del Mar: "There ain't no reins on this one".
I dag læser jeg her, at den unge stjerne, i tirsdags, blev fundet død i en lejlighed på Manhattan. Formentlig et selvmord, forlyder det, omend politiet endnu ikke vil drage endelige konklusioner. Heath blev 28 år.
Ifølge Heaths far var Heath et livselskende, godhjertet og generøst menneske med begge ben på jorden. At han havde succes i sit arbejdsliv, kan ingen biografgænger være i tvivl om. Hvad gik galt? Selvmordsteorierne afvises af familie og venner.
Jeg vil tro, at Heath Ledger, som så mange andre ildsjæle, brændte op. Jeg vil tro, at hans død var et uheld.
Heath, du vil blive savnet af din familie, af dine venner og kolleger, og af det publikum, som havde glædet sig til at følge din karriere mange år frem i tiden.
Som du sagde det i din rolle som Ennis Del Mar: "There ain't no reins on this one".
Wednesday, January 23, 2008
"Er bøddelen her!"
"En velnæret frue, som havde været paa dametoilettet vuggede gennem salen, da hun saa bøddelen slog hun hænderne sammen.
- Nej, tænk engang! Er bøddelen her! Det maa jeg virkelig fortælle Herbert!
Hun gik hen og lagde fortroligt sin haand på bøddelens arm.
- Min søn vil vist forfærdelig gerne gøre deres bekendtskab. Han er en stor beundrer af blodsudgydelse, det kære barn!
Hun rejste sig og saa sig moderligt om efter familien."
Bøddelen er en lille fortælling af Pär Lagerkvist. Værket, som udkom første gang på originalsproget i 1933 og i dansk oversættelse i 1945, er skrevet under påvirkning af og som en kommentar til den gryende totalitarisme og fascisme i Europa i tiden op til 2. Verdenskrig.
Romanen falder i to dele: Første del er henlagt til en middelalderlig vinstue, hvor gæsterne falder i snak om bøddelgerningen og bøddelens sortekunster, da de får øje på den lokale skarpretter, som sidder tavs og isoleret ved et bord i beværtningen.
Som læser forfærdes man over datidens naivitet og overtro, som Lagerkvist så levende fremstiller, ligesom man frastødes af den råhed, som udpensles, efterhånden som de forskellige karakterer fremkommer med deres personlige fortællinger.
I romanens anden del klippes der brat til moderne tider. Her udspiller handlingen sig på en danserestaurant, hvor et negerorkester spiller jazzmusik for et hvidt publikum. Også her finder vi bøddelen, men til forskel fra den fremmedgørelse, han er underlagt i det middelalderlige samfund, nyder han her stor respekt blandt de totalitarister, hvis overbevisning blomstrer i den såkaldt civiliserede og moderne verden. Hvad bøddelen selv tænker og mener om sin rolle, om menneskene og om Gud, får læseren indblik i sidst i teksten, men det skal naturligvis ikke afsløres her.
75 år efter udgivelsen er Bøddelen stadig et værk, hvis indhold kan ryste læseren, idét Lagerkvist - som altid - kredser om eviggyldige temaer. Et er sikkert: Selvom vi her har afskaffet dødsstraffen, lever bøddelen videre i bedste velgående.
Pär Lagerkvist:
Bøddelen
Fischers Forlag 1945
- Nej, tænk engang! Er bøddelen her! Det maa jeg virkelig fortælle Herbert!
Hun gik hen og lagde fortroligt sin haand på bøddelens arm.
- Min søn vil vist forfærdelig gerne gøre deres bekendtskab. Han er en stor beundrer af blodsudgydelse, det kære barn!
Hun rejste sig og saa sig moderligt om efter familien."
Bøddelen er en lille fortælling af Pär Lagerkvist. Værket, som udkom første gang på originalsproget i 1933 og i dansk oversættelse i 1945, er skrevet under påvirkning af og som en kommentar til den gryende totalitarisme og fascisme i Europa i tiden op til 2. Verdenskrig.
Romanen falder i to dele: Første del er henlagt til en middelalderlig vinstue, hvor gæsterne falder i snak om bøddelgerningen og bøddelens sortekunster, da de får øje på den lokale skarpretter, som sidder tavs og isoleret ved et bord i beværtningen.
Som læser forfærdes man over datidens naivitet og overtro, som Lagerkvist så levende fremstiller, ligesom man frastødes af den råhed, som udpensles, efterhånden som de forskellige karakterer fremkommer med deres personlige fortællinger.
I romanens anden del klippes der brat til moderne tider. Her udspiller handlingen sig på en danserestaurant, hvor et negerorkester spiller jazzmusik for et hvidt publikum. Også her finder vi bøddelen, men til forskel fra den fremmedgørelse, han er underlagt i det middelalderlige samfund, nyder han her stor respekt blandt de totalitarister, hvis overbevisning blomstrer i den såkaldt civiliserede og moderne verden. Hvad bøddelen selv tænker og mener om sin rolle, om menneskene og om Gud, får læseren indblik i sidst i teksten, men det skal naturligvis ikke afsløres her.
75 år efter udgivelsen er Bøddelen stadig et værk, hvis indhold kan ryste læseren, idét Lagerkvist - som altid - kredser om eviggyldige temaer. Et er sikkert: Selvom vi her har afskaffet dødsstraffen, lever bøddelen videre i bedste velgående.
Pär Lagerkvist:
Bøddelen
Fischers Forlag 1945
Tuesday, January 22, 2008
Dårlige undskyldninger
Der er altid mindst én dårlig undskyldning for ikke at skrive. Mine er som følger:
1.Jeg har ikke tid eller ro til at skrive, imens jeg er jobsøgende.
2.Tidligere havde jeg ikke tid og ro til at skrive, fordi jeg var studerende.
3.Når jeg får et job, har jeg ikke (længere?)tid og ro til at skrive.
4.Jeg har ikke tid og ro til at skrive dér, hvor jeg nu bor.
5.Idéerne vælter ind over mig, men der er ingen struktur i dem. De kommer i form af skitser og fragmenter.
(Hm. Hvad havde jeg forventet? At værket præsenterede sig for mig fikst og færdigt og ikke krævede andet end min indtastning?)
Skal jeg forsøge at være helt ærlig, så handler det nok om, at mine forventninger til mig selv er så skyhøje, at jeg frygter at fejle. Ikke i verdens øjne, men i egne: Hvorfor skulle jeg bruge tid på at skrive et værk, hvis jeg på forhånd er klar over, at jeg ikke har evner, der modsvarer eksempelvis Boris Pasternaks eller J.P. Jacobsens?
Alligevel ærgrer jeg mig ofte, når jeg sammenligner mine egne skitser og fragmenter med nogle af de værker, som udgives i disse år. Hvorfor gemme mine egne tekster væk, når noget, som er langt ringere, udgives og berømmes?
Det er ynkeligt! Det er patetisk! Det er på tide, at jeg giver min indre forfatter-wannabe en ordentlig rusketur og præsenterer hende for skribentgerningens hårde realiteter: Hold op med at klynke! Hold op med at drømme! Vil du skrive, SÅ SKRIV!!!
1.Jeg har ikke tid eller ro til at skrive, imens jeg er jobsøgende.
2.Tidligere havde jeg ikke tid og ro til at skrive, fordi jeg var studerende.
3.Når jeg får et job, har jeg ikke (længere?)tid og ro til at skrive.
4.Jeg har ikke tid og ro til at skrive dér, hvor jeg nu bor.
5.Idéerne vælter ind over mig, men der er ingen struktur i dem. De kommer i form af skitser og fragmenter.
(Hm. Hvad havde jeg forventet? At værket præsenterede sig for mig fikst og færdigt og ikke krævede andet end min indtastning?)
Skal jeg forsøge at være helt ærlig, så handler det nok om, at mine forventninger til mig selv er så skyhøje, at jeg frygter at fejle. Ikke i verdens øjne, men i egne: Hvorfor skulle jeg bruge tid på at skrive et værk, hvis jeg på forhånd er klar over, at jeg ikke har evner, der modsvarer eksempelvis Boris Pasternaks eller J.P. Jacobsens?
Alligevel ærgrer jeg mig ofte, når jeg sammenligner mine egne skitser og fragmenter med nogle af de værker, som udgives i disse år. Hvorfor gemme mine egne tekster væk, når noget, som er langt ringere, udgives og berømmes?
Det er ynkeligt! Det er patetisk! Det er på tide, at jeg giver min indre forfatter-wannabe en ordentlig rusketur og præsenterer hende for skribentgerningens hårde realiteter: Hold op med at klynke! Hold op med at drømme! Vil du skrive, SÅ SKRIV!!!
Friday, January 18, 2008
The course of true love
"The course of true love never did run smooth", skrev Shakespeare. I Brokeback Mountain er Jack Twist og Ennis Del Mar oppe imod både samfundets fordomme og deres (især Ennis') egen angst. Man behøver dog ikke at være homoseksuel for at kende til følelsesstorme og forhindringer, der ligner dem, som de to oplever i deres forhold. For mig er Brokeback Mountain først og fremmest en kærlighedshistorie.
Har du vanskeligt ved at fange teksten i den musikvideo, jeg har linket til ovenfor, så kan du læse den her:
The Rose (Bette Midler)
Some say love, it is a river
that drowns the tender reed.
Some say love, it is a razor
that leaves your soul to bleed.
Some say love, it is a hunger,
An endless aching need.
I say love, it is a flower,
and you the only seed.
It's the heart, afraid of breaking
That never learns to dance.
It's the dream, afraid of waking,
That never takes the chance.
It's the one, who wont be taken,
who cannot seem to give
And the soul afraid of dying,
That never learns to live.
And when the night has been too lonely
and the road has been too long.
And you think that love is only
for the lucky, and the strong.
Just remember, in the winter, far beneath the bitter snow, lies the seed, that with the sun's love, in the spring, becomes the rose...
Har du vanskeligt ved at fange teksten i den musikvideo, jeg har linket til ovenfor, så kan du læse den her:
The Rose (Bette Midler)
Some say love, it is a river
that drowns the tender reed.
Some say love, it is a razor
that leaves your soul to bleed.
Some say love, it is a hunger,
An endless aching need.
I say love, it is a flower,
and you the only seed.
It's the heart, afraid of breaking
That never learns to dance.
It's the dream, afraid of waking,
That never takes the chance.
It's the one, who wont be taken,
who cannot seem to give
And the soul afraid of dying,
That never learns to live.
And when the night has been too lonely
and the road has been too long.
And you think that love is only
for the lucky, and the strong.
Just remember, in the winter, far beneath the bitter snow, lies the seed, that with the sun's love, in the spring, becomes the rose...
Thursday, January 17, 2008
Skumringstimen
Ingen gengiver skumringstimens skønhed bedre på skrift end Karl Lagerkvist. Derfor giver jeg ham ordet:
"Det är vackrast när det skymmer.
All den kärlek himlen rymmer
ligger samlad i ett dunkelt ljus
över jorden,
över markens hus.
Allt är ömhet, allt är smekt av händer.
Herren själv utplånar fjärran stränder.
Allt är nära, allt är långt ifrån.
Allt är givet
människan som lån.
Allt är mitt, och allt skall tagas från mig,
inom kort skall allting tagas från mig.
Träden, molnen, marken där jag går.
Jag skall vandra –
ensam, utan spår."
"Det är vackrast när det skymmer.
All den kärlek himlen rymmer
ligger samlad i ett dunkelt ljus
över jorden,
över markens hus.
Allt är ömhet, allt är smekt av händer.
Herren själv utplånar fjärran stränder.
Allt är nära, allt är långt ifrån.
Allt är givet
människan som lån.
Allt är mitt, och allt skall tagas från mig,
inom kort skall allting tagas från mig.
Träden, molnen, marken där jag går.
Jag skall vandra –
ensam, utan spår."
Ny lyrikantologi fra Poetklub Århus
Dét, vi sagde gælder er en ny antologi fra Poetklub Århus. Redaktionen, som består af Kenneth Jensen og Linda Nørgaard, har ikke begrænset sig til at publicere bidrag fra århusianske kunstnere. I stedet har redaktionen valgt at bringe et repræsentativt udvalg af tekster fra de bedste nye lyrikere landet over - herunder enkelte af de mere veletablerede. Det er der kommet en fin lille antologi ud af.De enkelte bidrag er stærkt varierende, hvad angår form og indhold. Der spændes fra humoristiske kortprosatekster, som i Jens Blendstrups fiktive brev fra Codan Forsikring til Jens B., over avantgardistiske eksperimenter, som i Martin Johs. Møller og Arni H. Johannessons HTML-kodede fragmenter, og til Keith Lohses poetiske og velklingende "Svetlana".
Jeg behøver næppe at nævne, at Blendstrup som altid er ble!ndende læsværdig for den, som holder af alvor bag grinet. Til gengæld vil jeg gerne fremhæve en anden humoristisk tekst, nemlig Peter Dyreborgs "Mit navn er Peter Dyreborg". Her hedder det bl.a.:
"Mit navn er Peter Dyreborg.
Og jeg ligner en dreng.
Jeg er 31 år gammel og jeg ligner en dreng.
Hvis jeg tager et par mørke
runde
briller
på
ligner jeg Harry Potter.
Mit navn er Peter Dyreborg. Jeg er single.
Og når man er 31 år gammel og single,
så er det ikke særligt sexet at ligne Harry Potter."
Martin Schnoer Raaschou kommer jeg ikke udenom. Han er en af de få unge kunstnere, som fastholder den æteriske lethed, som jeg personlig holder meget af i lyrikken. Indledningen til hans tekst, som griber mig allerede i denne første strofe, lyder således:
"Man ser ikke den faldende sne
man ser ind igennem den faldende sne
man ser de sorte huller i glimt"
Den vel nok mest nyskabende og måske derfor også vanskeligst tilgængelige tekst i samlingen er uden tvivl Martin Johs. Møller og Arni H. Johannessons fælles projekt: "Udveksling".
Ved første øjekast fristes man til at rubricere den som blot og bar konkretpoesi, idet øjet forvirres af de sære tegn, som springer stikkende og prikkende op fra siderne. Gør man sig den ulejlighed at forsøge at læse, hvad der står, om jeg så må sige, mellem linjerne, eller mere præcist mellem tegnene, så begynder man at ane, at andet og mere er på spil her.
Den umiddelbart meningsdannende del af tegnsystemet, eller hvad man kunne betegne som den egentlige tekst, forstyrres af ikke meningsdannende tegn, af indforståede koder og uvedkommende referencer, som lader mange tomme pladser åbne under læsningen.
Hvis man imidlertid forsøger at flytte fokus fra den egentlige tekst og dens detaljer og over til helheden, begriber man, at her er tale om en dybere og betydningsmættet form for konkretpoesi, som mimer den indre og ydre 'støj på senderen', der uundgåeligt - omend i varierende grad - optræder i kommunikationen mellem to: Tankefragmenter, adspredthed, minder, frygt, forhåbninger - med andre ord alt, hvad der trænger sig på samtidig med, at man forsøger en udveksling.
Resultatet er, at den HTML-krydsede poesi kommer til at fremstille på én og samme tid den nærhed og den fjernhed, som er en evig præmis i menneskelige relationer. "Udveksling" er et elegant og interessant eksperiment, som bestemt har fortjent læserens dybtgående opmærksomhed.
Afslutningsvis vil jeg bringe et citat fra en mere traditionel, følsomt dirrende og billedrig tekst af Linda Nørgaard. En tekst, som også beskæftiger sig med den vanskeligt overkommelige afstand mellem to mennesker:
"længslen er et sønderbombet slot et
blodigt sammenstød af alt det du ikke tør tro på og
alt det jeg ikke forstår"
Vil man, på trods af de rigt varierede tekster, forsøge at lægge en samlende ramme ned over antologien, så kan man med nogen ret hævde, at digtene har en fælles klangbund netop i krydsfeltet mellem afstand og nærhed: Alt er på én gang så nært og så fjernt. Det er verden set tæt på - gennem en papirtynd hinde af glas.
Med Dét, vi sagde gælder, er det lykkedes Poetklub Århus at tage pulsen på det bedste, som ny dansk lyrik præsterer i disse år. Hjerteligt tillykke med det!
NB:
Samlingen indeholder bidrag af følgende skribenter: Jens Blendstrup, Lars Hougaard Clausen, Johannes Bech Dalsgaard, Christian Djurhuus, Peter Dyreborg, Poul Exner, Simon Grotrian, Kenneth Jensen, Louis Jensen, Poul Høllund Jensen, Kenneth Krabat, Keith Lohse, Eske K. Mathiesen, Caroline Minor, Henning Mortensen, Mads Mygind, Martin Johs. Møller og Arni H. Johannesson, Sleiman Nazzal, Linda Nørgaard, Martin Schnoer Raaschou, Rune Kjær Rasmussen, Avey Rietveld-Speicher, Lasse Rindom, Julie Sten-Knudsen, Anders Stentoft, Charlie Sung, Karin Toft, Peter-Clement Voetmann.
Lørdag d. 19. januar afholdes der reception med oplæsning i anledning af udgivelsen. Se nærmere her.
Dét, vi sagde gælder
Poetklub Århus 2007
Red.: Linda Nørgaard og Kenneth Jensen
Wednesday, January 16, 2008
Hverdagen
"Jeg holder af hverdagen
Mest af alt holder jeg af hverdagen
Den langsomme opvågnen til den kendte udsigt
der alligevel ikke er helt så kendt
Familiens på en gang fortrolige og efter søvnens fjernhed fremmede ansigter
Morgenkyssene
Postens smæld i entréen
Kaffelugten
Den rituelle vandring til købmanden om hjørnet efter mælk, cigaretter, aviser -
Jeg holder af hverdagen
Selv gennem alle dens irritationer
Bussen der skramler udenfor på gaden
Telefonen der uafladelig forstyrrer det smukkeste, blankeste stillestående ingenting i mit akvarium
Fuglene der pipper fra deres bur
Den gamle nabo der ser forbi
Ungen der skal hentes i børnehaven netop som man er kommet i gang
Den konstante indkøbsliste i jakkelommen
med sine faste krav om kød, kartofler, kaffe og kiks
Den lille hurtige på den lokale
når vi alle sammen mødes med indkøbsposer og tørrer sved af panderne -
Jeg holder af hverdagen
Dagsordenen
Også den biologiske
De uundgåelige procedurer i badet og på toilettet
Den obligatoriske barbermaskine
De breve der skal skrives
Huslejeopkrævningen
Afstemningen af checkheftet
Opvasken
Erkendelsen af at være udgået for bleer eller tape -
Jeg holder af hverdagen
Ikke i modsætning til fest og farver, tjald og balfaldera
Det skal til
med alle sine efterladte slagger
Så meget usagt og tilnærmelsesvist
vævende og hængende i luften bagefter
Som en art psykiske tømmermænd
Kun hverdagens morgenkaffe kan kurere -
Fint nok med fester! Al plads for euforien!
Lad de tusinde perler boble!
Men hvilken lykke så bagefter at lægge sig
i hvilens og hverdagens seng
til den kendte og alligevel ikke så kendte samme udsigt
Jeg holder af hverdagen
Jeg er vild med den
Hold da helt ferie hvor jeg holder af hverdagen
Jeg holder stinkende meget af hverdagen"
Dan Túrell: "Hyldest til hverdagen"
Vi kan lære af Onkel Dannys glæde over hverdagen. Hvis vi altså har mod til at holde inde med den evindelige jagt på luftkasteller, den indbildning, at der findes noget andet og bedre rundt om hjørnet, den forestilling, at en skønne dag træffer miraklet mig, og jeg bliver rig, berømt, lykkelig, elsket uden forventninger - og hvis vi i stedet tør satse på det nære, på dét, som er her nu, på hverdagen, livet.
Mest af alt holder jeg af hverdagen
Den langsomme opvågnen til den kendte udsigt
der alligevel ikke er helt så kendt
Familiens på en gang fortrolige og efter søvnens fjernhed fremmede ansigter
Morgenkyssene
Postens smæld i entréen
Kaffelugten
Den rituelle vandring til købmanden om hjørnet efter mælk, cigaretter, aviser -
Jeg holder af hverdagen
Selv gennem alle dens irritationer
Bussen der skramler udenfor på gaden
Telefonen der uafladelig forstyrrer det smukkeste, blankeste stillestående ingenting i mit akvarium
Fuglene der pipper fra deres bur
Den gamle nabo der ser forbi
Ungen der skal hentes i børnehaven netop som man er kommet i gang
Den konstante indkøbsliste i jakkelommen
med sine faste krav om kød, kartofler, kaffe og kiks
Den lille hurtige på den lokale
når vi alle sammen mødes med indkøbsposer og tørrer sved af panderne -
Jeg holder af hverdagen
Dagsordenen
Også den biologiske
De uundgåelige procedurer i badet og på toilettet
Den obligatoriske barbermaskine
De breve der skal skrives
Huslejeopkrævningen
Afstemningen af checkheftet
Opvasken
Erkendelsen af at være udgået for bleer eller tape -
Jeg holder af hverdagen
Ikke i modsætning til fest og farver, tjald og balfaldera
Det skal til
med alle sine efterladte slagger
Så meget usagt og tilnærmelsesvist
vævende og hængende i luften bagefter
Som en art psykiske tømmermænd
Kun hverdagens morgenkaffe kan kurere -
Fint nok med fester! Al plads for euforien!
Lad de tusinde perler boble!
Men hvilken lykke så bagefter at lægge sig
i hvilens og hverdagens seng
til den kendte og alligevel ikke så kendte samme udsigt
Jeg holder af hverdagen
Jeg er vild med den
Hold da helt ferie hvor jeg holder af hverdagen
Jeg holder stinkende meget af hverdagen"
Dan Túrell: "Hyldest til hverdagen"
Vi kan lære af Onkel Dannys glæde over hverdagen. Hvis vi altså har mod til at holde inde med den evindelige jagt på luftkasteller, den indbildning, at der findes noget andet og bedre rundt om hjørnet, den forestilling, at en skønne dag træffer miraklet mig, og jeg bliver rig, berømt, lykkelig, elsket uden forventninger - og hvis vi i stedet tør satse på det nære, på dét, som er her nu, på hverdagen, livet.
Tuesday, January 15, 2008
Helt rundt om Hald
Her finder du en videoreportage fra Martin Johs. Møllers spadseretur i landskabet omkring Hald!
Friday, January 11, 2008
Oh glide, fair stream!
En våd og blæsende dag først i januar, hvor stuens ruder plettes af regndråber, og hvor vi ikke helt kan beslutte os for, hvad vi skal give os til, siger du: "Lad os finde Gudenåens udspring!"
Vi kører ad grusvejen, ad de asfalterede veje, ad småveje og biveje, gennem bakker, gennem skovstrækninger og gennem fladere landskaber, hvor spredte gårde på store jordtilligender veksler med regnvejrstriste landsbyer, hvor husene står med afskallede mure og nøgne træer op ad gavlene.
Undervejs må vi flere gange holde ind til siden og studere kortet. Det er Tinnet Krat og Rørbæk Sø, vi skal finde, hvis vi skal gøre os forhåbninger om at få øje på den åbenbart beskedne plet, hvor Gudenåen vælder frem af jorden.
Efter nogen tid kommer vi ind i et område, hvor egekrat rejser sig tæt på begge sider af vejen. Hvor de enkelte træer har plads til det, kroger, bugter og snor de sig, men længere inde i krattet, hvor der er mindre rum til udfoldelse, står de lige og oprette og ligner slet ikke, hvad man forstår ved egetræer. Løvet, de har kastet de senere måneder, danner - i det diffuse og dæmpede grålys - en næsten rødbrun baggrund på jorden for træernes grønbrune stammer.
Pludselig ligger Rørbæk Sø dér midt i landskabet. Kuplede lyngklædte bakkedrag, dybtbrune med strejf af magenta og grønt, rejser sig i og omkring den blanke vandflade.
Det går videre gennem et særpræget og næsten hollandsk udseende område i udkanten af en landsby. Vandet står højt her i dag. En bænk rager frem derude mellem nogle få bare træer. Vi ser spor af noget, som vel kunne være en form for dæmninger. Husene ligger spredt her, og vejene er flere steder dækket af store vandpytter. Der er ikke mange ude på gaderne. En kvinde lufter sin Schæferhund. Den standser og ser efter bilen, da vi passerer.
Mere egekrat, flere småveje, en tøven, før vi drejer af. Skiltene studeres - og ja, her er en henvisning til Tinnet Krat og til Gudenåen. Vi kører ned ad en lille vej, som fører ind over markerne. Et stykke nede ad bakken finder vi en grusbelagt parkeringsplads med en toiletbygning. Aflåst for vinteren! står der på døren. For hvem havde vel forestillet sig, at nogen ville aflægge visit her på denne årstid? Vi er da også de eneste, som har fundet vej hertil i dag, og derfor er der heller ingen til at tage anstød af en kvinde, som et kort øjeblik må forsvinde om bag skuret og bidrage til vandingen af dette i forvejen fugtige område.
Vi følger anvisningerne på de små skilte, går langs med en smal sti over engen og ind i et mindre kratområde, hvor hårdt prøvede buske og træer kryber forkomne sammen. En bakke rejser sig bag krattet, og nedenfor denne finder vi den lille plet, hvor Gudenåen pibler frem af jorden.
Havde stedet ikke været markeret med en lille sten, kunne vi have passeret det, idet vi havde taget det for en hvilken som helst anden kildes udspring. Alligevel er det som om, der er en særlig optimisme og løfterigdom i dette kildefremspring. Perlende klart og gennemsigtigt skyder vandet rislende frem af jorden, forcerer småstenene, som ligger blanke og lysende på sandbunden, og strømmer videre over det flade terræn, for siden at tage til i styrke. Andre små vandløb blander sig allerede ganske tæt på Gudenåens udspring i dens løb, og måske er det derfor, at den så tidligt får en sådan kraft, som den gør - dens beskedne størrelse taget i betragtning. Det ligner et helt floddelta én miniature her.
Vi følger vandløbet og passerer en lille bro, dér hvor kilden forvandles til en pludrende bæk. Noget her minder mig om forrige århundreders romantiske engelske landskaber: Vandløbet, som synes at have sit eget liv, stenene og de forårsgrønne planter under vandoverfladen, de glatte træplanker, som gør det ud for en bro, de krogede træer, engene omkring os, tuer, bakker og lyngarealer:
"Oh glide, fair stream! for ever so;
Thy quiet soul on all bestowing,
'Till all our minds for ever flow,
As thy deep waters now are flowing.
Vain thought! yet be as now thou art,
That in thy waters may be seen
The image of a poet's heart,
How bright, how solemn, how serene!"
(William Wordsworth 1770-1850)
Vi går over engens våde græs, ser ud over landskabet, de vidtstrakte marker. Jeg har øje på en hvid ejendom, som ligger længst deroppe bagved og ligner sådan et sted, hvor jeg forestiller mig, at du og jeg kunne leve lykkeligt til vore dages ende.
Bygerne går over landet. Regntåger blæser afsted som lave opløste skyer. Foran os, hvor engen skråner nedad, ligger resterne af nogle ældre bygningsværker lavt i terrænet. Her må engang have været offentlige bade, bliver vi enige om. Til venstre for os løber vandløbet mellem buske og træer.
Vi forcerer et lavt ståltrådshegn, som er hægtet på frønnede pæle, og bøjer os for grene og kviste. Vi balancerer på græstuer i den sumpede grund, hvor vinterens våde blade ligger blanke og skinnende. Herinde breder vandløbet sig ud og står sine steder næsten stille på jævn sandet grund. Men da vi følger det tilbage, ad denne vej, mod dets udspring, hører vi, hvordan det bobler og bruser: Det klare, rene vand fosser muntert ud over små fremspring i grunden og danner hvide skumhvirvler på overfladen. Så optimistisk det er!
Vi går tilbage over engdraget, tager derpå en anden retning ned ad en lille sti, som angiveligt vil føre os til Skjern Å's nært liggende udspring. Du går foran med regn i håret og kraven på din vamsede pilotjakke slået op om ørerne. Det blæser kraftigere nu. En flok gråhvide småfugle med sorte streger om øjnene og lange vippende haler følger os med høje kvidrende stemmer i krattet til venstre. Til højre rejser landskabet sig med lyngtuer klædt i mørke vinterfarver. Så mange kulører verden har, selv her midt om vinteren: Græsgrøn, mosgrøn, forårsgrøn, gylden, magenta, okker og chokolade kappes under den perlegrå himmel og slår op mod de gråbrune og længere borte de gråblå skovpartier i disen.
Kratbevoksningen åbner sig nu til venstre for os. Vi standser og ser ud over en lille dam. Der kommer en lyd derinde fra, som om noget bevæger sig - opskræmt af vores tilsynekomst. Og i ét nu suser den frem imod os med kraftige vingeslag: En ung svane, som endnu er iført sin grå forklædning. Den drejer af, passerer os lavt over vandspejlet og lander nær den modsatte bred, hvor et par fuldvoksne svaner dukker frem af sivene så majestætiske og stolte som et par fuldriggere.
Måske er det her, man skal søge Skjern Å's udspring, men vi forfølger ikke sagen. Det er blevet køligere, og vi vender om.
"Så fuld af nye begyndelser!" siger du senere om Gudenåen, som vi netop så den. Ja, det er sådan, den er: Fuld af nye begyndelser. Vi taler om, hvorvidt en sådan romantisk besjæling af naturen er plausibel eller ej.
Du lægger videnskabelig afstand til din impulsive bemærkning.
Men du sagde det selv: "Alting hænger sammen!"
"Jeg tror på helheder!" siger jeg. For mig er alt andet en umulig tanke. "Jeg tror på, at alt levende, at alt i naturen, har en egen bevidsthed, en egen vilje. Måske den ikke ligner menneskets, men den er til!"
Så hvorfor ikke sige om Gudenåen i dens spæde udspring, at den bobler over, så sprængfuld af nye begyndelser? "That in thy waters may be seen the image of a poet's heart".
Vi kører ad grusvejen, ad de asfalterede veje, ad småveje og biveje, gennem bakker, gennem skovstrækninger og gennem fladere landskaber, hvor spredte gårde på store jordtilligender veksler med regnvejrstriste landsbyer, hvor husene står med afskallede mure og nøgne træer op ad gavlene.
Undervejs må vi flere gange holde ind til siden og studere kortet. Det er Tinnet Krat og Rørbæk Sø, vi skal finde, hvis vi skal gøre os forhåbninger om at få øje på den åbenbart beskedne plet, hvor Gudenåen vælder frem af jorden.
Efter nogen tid kommer vi ind i et område, hvor egekrat rejser sig tæt på begge sider af vejen. Hvor de enkelte træer har plads til det, kroger, bugter og snor de sig, men længere inde i krattet, hvor der er mindre rum til udfoldelse, står de lige og oprette og ligner slet ikke, hvad man forstår ved egetræer. Løvet, de har kastet de senere måneder, danner - i det diffuse og dæmpede grålys - en næsten rødbrun baggrund på jorden for træernes grønbrune stammer.
Pludselig ligger Rørbæk Sø dér midt i landskabet. Kuplede lyngklædte bakkedrag, dybtbrune med strejf af magenta og grønt, rejser sig i og omkring den blanke vandflade.
Det går videre gennem et særpræget og næsten hollandsk udseende område i udkanten af en landsby. Vandet står højt her i dag. En bænk rager frem derude mellem nogle få bare træer. Vi ser spor af noget, som vel kunne være en form for dæmninger. Husene ligger spredt her, og vejene er flere steder dækket af store vandpytter. Der er ikke mange ude på gaderne. En kvinde lufter sin Schæferhund. Den standser og ser efter bilen, da vi passerer.
Mere egekrat, flere småveje, en tøven, før vi drejer af. Skiltene studeres - og ja, her er en henvisning til Tinnet Krat og til Gudenåen. Vi kører ned ad en lille vej, som fører ind over markerne. Et stykke nede ad bakken finder vi en grusbelagt parkeringsplads med en toiletbygning. Aflåst for vinteren! står der på døren. For hvem havde vel forestillet sig, at nogen ville aflægge visit her på denne årstid? Vi er da også de eneste, som har fundet vej hertil i dag, og derfor er der heller ingen til at tage anstød af en kvinde, som et kort øjeblik må forsvinde om bag skuret og bidrage til vandingen af dette i forvejen fugtige område.
Vi følger anvisningerne på de små skilte, går langs med en smal sti over engen og ind i et mindre kratområde, hvor hårdt prøvede buske og træer kryber forkomne sammen. En bakke rejser sig bag krattet, og nedenfor denne finder vi den lille plet, hvor Gudenåen pibler frem af jorden.
Havde stedet ikke været markeret med en lille sten, kunne vi have passeret det, idet vi havde taget det for en hvilken som helst anden kildes udspring. Alligevel er det som om, der er en særlig optimisme og løfterigdom i dette kildefremspring. Perlende klart og gennemsigtigt skyder vandet rislende frem af jorden, forcerer småstenene, som ligger blanke og lysende på sandbunden, og strømmer videre over det flade terræn, for siden at tage til i styrke. Andre små vandløb blander sig allerede ganske tæt på Gudenåens udspring i dens løb, og måske er det derfor, at den så tidligt får en sådan kraft, som den gør - dens beskedne størrelse taget i betragtning. Det ligner et helt floddelta én miniature her.Vi følger vandløbet og passerer en lille bro, dér hvor kilden forvandles til en pludrende bæk. Noget her minder mig om forrige århundreders romantiske engelske landskaber: Vandløbet, som synes at have sit eget liv, stenene og de forårsgrønne planter under vandoverfladen, de glatte træplanker, som gør det ud for en bro, de krogede træer, engene omkring os, tuer, bakker og lyngarealer:
"Oh glide, fair stream! for ever so;
Thy quiet soul on all bestowing,
'Till all our minds for ever flow,
As thy deep waters now are flowing.
Vain thought! yet be as now thou art,
That in thy waters may be seen
The image of a poet's heart,
How bright, how solemn, how serene!"
(William Wordsworth 1770-1850)
Vi går over engens våde græs, ser ud over landskabet, de vidtstrakte marker. Jeg har øje på en hvid ejendom, som ligger længst deroppe bagved og ligner sådan et sted, hvor jeg forestiller mig, at du og jeg kunne leve lykkeligt til vore dages ende.
Bygerne går over landet. Regntåger blæser afsted som lave opløste skyer. Foran os, hvor engen skråner nedad, ligger resterne af nogle ældre bygningsværker lavt i terrænet. Her må engang have været offentlige bade, bliver vi enige om. Til venstre for os løber vandløbet mellem buske og træer.
Vi forcerer et lavt ståltrådshegn, som er hægtet på frønnede pæle, og bøjer os for grene og kviste. Vi balancerer på græstuer i den sumpede grund, hvor vinterens våde blade ligger blanke og skinnende. Herinde breder vandløbet sig ud og står sine steder næsten stille på jævn sandet grund. Men da vi følger det tilbage, ad denne vej, mod dets udspring, hører vi, hvordan det bobler og bruser: Det klare, rene vand fosser muntert ud over små fremspring i grunden og danner hvide skumhvirvler på overfladen. Så optimistisk det er!
Vi går tilbage over engdraget, tager derpå en anden retning ned ad en lille sti, som angiveligt vil føre os til Skjern Å's nært liggende udspring. Du går foran med regn i håret og kraven på din vamsede pilotjakke slået op om ørerne. Det blæser kraftigere nu. En flok gråhvide småfugle med sorte streger om øjnene og lange vippende haler følger os med høje kvidrende stemmer i krattet til venstre. Til højre rejser landskabet sig med lyngtuer klædt i mørke vinterfarver. Så mange kulører verden har, selv her midt om vinteren: Græsgrøn, mosgrøn, forårsgrøn, gylden, magenta, okker og chokolade kappes under den perlegrå himmel og slår op mod de gråbrune og længere borte de gråblå skovpartier i disen.
Kratbevoksningen åbner sig nu til venstre for os. Vi standser og ser ud over en lille dam. Der kommer en lyd derinde fra, som om noget bevæger sig - opskræmt af vores tilsynekomst. Og i ét nu suser den frem imod os med kraftige vingeslag: En ung svane, som endnu er iført sin grå forklædning. Den drejer af, passerer os lavt over vandspejlet og lander nær den modsatte bred, hvor et par fuldvoksne svaner dukker frem af sivene så majestætiske og stolte som et par fuldriggere.
Måske er det her, man skal søge Skjern Å's udspring, men vi forfølger ikke sagen. Det er blevet køligere, og vi vender om.
"Så fuld af nye begyndelser!" siger du senere om Gudenåen, som vi netop så den. Ja, det er sådan, den er: Fuld af nye begyndelser. Vi taler om, hvorvidt en sådan romantisk besjæling af naturen er plausibel eller ej.
Du lægger videnskabelig afstand til din impulsive bemærkning.
Men du sagde det selv: "Alting hænger sammen!"
"Jeg tror på helheder!" siger jeg. For mig er alt andet en umulig tanke. "Jeg tror på, at alt levende, at alt i naturen, har en egen bevidsthed, en egen vilje. Måske den ikke ligner menneskets, men den er til!"
Så hvorfor ikke sige om Gudenåen i dens spæde udspring, at den bobler over, så sprængfuld af nye begyndelser? "That in thy waters may be seen the image of a poet's heart".
Monday, January 7, 2008
You think that people
would have had enough of silly lovesongs. Men jeg synes stadig, at denne sang er værd at synge med på.
Eller måske den her.
Eller måske den her.
Friday, January 4, 2008
Fragmenter af En Skabelsesberetning
Da jeg kan forstå, at flere af mine litterært interesserede medbloggere gerne vil have et par smagsprøver på mit speciale om Karen Blixen og Virginia Woolf, bringes her nedenfor udvalgte passager, som måske kan give læseren en fornemmelse af, hvilke vinklinger jeg har valgt at give mine analyser af de to forfattere og deres forfatterskaber.
Det første citat stammer fra kapitlet "Stilistik og fortælleteknik".
De følgende to uddrag er taget fra kapitlerne "Virginia Woolf og mønsteret bag bomuldsklædet" og "En skabelsesberetning". Endelig har jeg valgt at bringe et uddrag af min konklusion.
Oplysende bemærkninger kan findes i kursiv under de enkelte tekstuddrag. Spørgsmål, der relaterer sig til tekstuddragene, besvares gerne med uddybende kommentarer.
God fornøjelse!
"Virginia Woolfs primære tematiske interesse drejer sig om det metafysiske, hvorimod Karen Blixens hovedinteresse ligger inden for kroppens umiddelbare erfaringsfelt. Karen Blixen er optaget af det sanselige og Virginia Woolf af det oversanselige. Til det sanselige knytter sig begreber som handling, begivenhed og fortælling. Til det oversanselige det, som ikke er umiddelbart synligt for øjet, men kun kan træde frem i diverse gestaltninger. Disse særlige interesseområder afspejler sig i de valgte udtryksformer. Hos Karen Blixen finder vi fylde og tyngde i sætningskonstruktionerne, en dyb og opak farvesætning og en eksplicit kommenterende fortæller, for hvem historien i tid er det væsentlige. Hos Woolf overskrides genrebestemmelserne, idet romanen bliver til et digt og digtet til en roman. Fortællerjeg’et opløses og forvandles til ren æterisk strøm, og sproget anvendes suggestivt for at fremkalde øjebliksintensitet, hvorved helhedsindtrykket bliver let og flygtigt som penselstrøgene i en akvarel."
("Stilistik og fortælleteknik")
" Virginia Woolf siger: ”A great part of every day is not lived consciously.” (V. Woolf 1978: 81) En sådan tilstand kalder hun ’non-being’. Kunstnerens kamp for at formidle indtrykket af de øjeblikke, hvor mønsteret træder frem, beskrives af Lily Briscoe:
”[…] beneath the colour there was the shape. She could see it all so clearly, so commandingly, when she looked: it was when she took her brush in hand that the whole thing changed. It was in that moment’s flight between the picture and her canvas that the demons set on her who often brought her to the verge of tears and made this passage from conception to work as dreadful as any down a dark passage for a child. Such she often felt herself – struggling against terrific odds to maintain her courage; to say: ‘But this is what I see; this is what I see.’” (Woolf 2002: 14)
Den form, Lily Briscoe/Virginia Woolf forsøger at indfange, er gengivelsen af en dybere realitet bag det fremtrædende eller tilværelsens væsen par excellence. Da dette væsen kun viser sig i glimt, og kun vanskeligt lader sig beskrive eller fastholde, oplever kunstneren, at en afgrund skiller erfaringen fra udtrykket.
Bestræbelsen på at finde og fastholde det udsagn om tingenes sande væsen, som kan videreformidle oplevelsen til en læser, må betragtes som årsagsforklaring på Virginia Woolfs stadige eksperimenter med romangenren. Den traditionelle eller klassiske romanform – herunder et naturalistisk/realistisk sprog – kan ikke i sig selv rumme eller formulere såvel mønsterdannelsen som tilværelsens og den menneskelige bevidstheds disparate fremtræden endsige øjeblikkets vibration. Kritikerne antager, da Mrs Dalloway udkommer, at Virginia Woolf har forsøgt sig med en ny metode, fordi hun har været utilfreds med tidens romanform, men Virginia Woolf selv kommenterer arbejdsprocessen i forbindelse med tilblivelsen af Mrs Dalloway således:
”Dissatisfied the author may have been; but her dissatisfaction was primarily with nature for giving an idea, without providing a house for it to live in. […] the idea started as the oyster starts or the snail to secrete a house for itself. And this it did without any conscious direction. […] The book grew day by day, week by week, without any plan at all, except that which was dictated each morning in the act of writing. The other way, to make a house and then inhabit it, to develop a theory and then apply it […] is, need not be said, equally good and much more philosophic. But in the present case it was necessary to write the book first and to invent a theory afterwards.” (Lewis 1975: 36)
Når jeg inddrager dette citat her, er det ikke kun for at tilbyde et indblik i Virginia Woolfs arbejdsmetoder, men fordi forfatterens udsagn om arbejdsprocessen også synes at kunne beskrive et andet aspekt indenfor hendes livsfilosofi – en livsfilosofi, der viser sig at være langt mere kompleks, end vi hidtil har set. Det drejer sig om hendes forestilling om, hvordan sjælen eller selvet – tilsyneladende synonyme termer i Virginia Woolfs bevidsthed – finder, eller rettere sagt skaber, sin egen plads i den timelige verden. I Jacob’s Room kommenterer det implicitte fortællerjeg Jacobs ungdommelige overbevisning om at besidde et fast og uforanderligt selv: ” – ’I am what I am, and intend to be it,’ for which there will be no form in the world unless Jacob makes one for himself.” (V. Woolf 1999: 44) Jacob, såvel som ethvert andet menneske, må altså skabe sin egen plads i tilværelsen for at træde i karakter, eller for at give selvet udfoldelsesmuligheder. Man kunne tolke dette som et udsagn på linie med Jean-Paul Sartres idé, om at mennesket skaber sig selv gennem sine valg. Udvider man, som jeg her har gjort det, Virginia Woolfs udsagn om den kunstneriske arbejdsproces til også at være et udsagn om det kunstværk, hun mener, vi alle er en del af, er det tydeligt at se, at ”eksistensen går forud for essensen”. (Sartre 1968: 12) Det vil sige, at man først træffer sine valg, og derigennem skaber sit liv, for siden hen at tilføje en teori. (Man vil bemærke, at det dybest set også er sådan Karen Blixens storkefortælling og fortælleteknik fungerer.)
Mennesket er imidlertid ikke isoleret. Mennesket deler et fællesskab med andre og bliver delvist til igennem og på baggrund af fællesskabet. I The Waves gør Neville en sådan observation:
” ’Something now leaves me; something goes from me to meet that figure who is coming and assures me that I know him before I see who it is. How curiously one is changed by the addition, even at a distance, of a friend. How useful an office one’s friends perform when they recall us. Yet how painful to be recalled, to be mitigated, to have one’s self adulterated, mixed up, become part of another. As he approaches I become not myself but Neville mixed with somebody – with whom? – with Bernard? Yes it is Bernard, and it is to Bernard that I shall put the question, Who am I?’ ”(V. Woolf 1992: 61)
Man kan sige, i fænomenologisk forstand, at Bernard, idet han træder frem for - og i - den opmærksomhed, Neville retter imod hans skikkelse, på én gang er - og bliver - konstituerende for Nevilles bevidsthed og dermed for Nevilles bevidsthed om sig selv. Neville bliver dermed samtidig opmærksom på, at han ikke kan tage fænomenet ’Neville’ for givet som en enhed betragtet. Derfor vil han rette sit identitetsspørgsmål til Bernard. Og senere, da Bernard fornemmer Nevilles uudtalte spørgsmål, svarer han Neville: ”’Let me then create you.’ (V. Woolf 1992: 63)"
("Virginia Woolf og mønsteret bag bomuldsklædet")
Formuleringen 'mønsteret bag bomuldsklædet' henviser til følgende citat: ”From this I reach what I might call a philosophy; at any rate it is a constant idea of mine; that behind the cotton wool is hidden a pattern; that we – I mean all human beings – are connected with this; that the whole world is a work of art; that we are parts of the work of art. […] certainly and emphatically there is no God; we are the words; we are the music; we are the thing itself.” (V. Woolf 1978: 84)
Lily Briscoe er den ugifte billedkunstner i romanen To the Lighthouse.
Woolf-citaterne ovenfor stammer fra henholdsvis samlingen af Woolfs erindringsskitser publiceret i Moments of Being, fra romanen To the Lighthouse, fra Thomas S.W. Lewis: Virginia Woolf: a collection of criticism, fra romanen Jacob's Room og fra The Waves.
"For kunstneren og for præsten er det historien, som er øverste myndighed. I den forstand er forholdet til troen det samme som forholdet til kunsten. Eller sagt med andre ord: Kardinal Salviati – og Karen Blixen – forholder sig begge æstetisk til trosspørgsmålet. Dermed bliver troen en del af det levede og levende liv. Den iklædes så at sige en kropslighed, hvorigennem den kan omsættes fra æstetisk til etisk størrelse: Etikken ligger således i det at leve sit liv på en sådan måde, at det ved dødens indtræden kan samle sig til en historie, der er værd at huske og værd at fortælle – og som andre kan bruge som eksempel til efterfølgelse. Herved tjener man en højere magt, uanset at man ikke kan være sikker på, om den magt, man så nidkært tjener, er Gud. Også i dette spørgsmål er det værd at erindre, at ”Det er ikke nogen daarlig Egenskab ved en Fortælling, at man kun forstår Halvdelen af den.” (Blixen a 2000 a: 341) Ligesom fiskeren i fortællingen om storken forstår heller ikke vi betydningen af alle de veje og vildveje, vi må ud på gennem vores tilværelse, men når ruten er tilbagelagt, ser vi - hvis vi har fulgt vores indre retningssans - et mønster, som danner en helhed og en meningsfuld figur. En gammel talemåde siger, at Herrens veje er uransalige, og i Johannes Evangeliet hedder det: ”I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud og Ordet var Gud. Dette var i begyndelsen hos Gud. Alt er blevet til ved det, og uden det blev intet til af det, som er.” (Joh. I, 1-3) Karen Blixens tro på fortællingen som identitetsskabende faktor kan, læst i lyset af disse ord, siges at sætte lighedstegn mellem Gud og skaberevne/fortælling."
("En skabelsesberetning")
Kardinal Salviati optræder i flere kapitler af den ufuldendte roman af Blixen, som skulle have heddet Albondocani. Kapitlerne er udgivet som selvstændige fortællinger i samlingen Sidste fortællinger. Teksten i ovenfor anførte afsnit forholder sig til "Kardinalens første fortælling".
Storkefortællingen kan findes under afsnittet "Livets veje" i Den afrikanske Farm. Den omtales igen i Franz Lassons udvalg: Breve fra Afrika.
"Den meningsfulde helhed, som hverken Virginia Woolf eller Karen Blixen kan fastholde i deres liv, skaber de gennem kunsten. Karen Blixen gør det i form af en nærmest intellektuel forklaringsmodel, hvor hun når frem til sin egen helt private udlægning af en tro på højere magter og på de mønstre i tilværelsen, som det er op til den enkelte at følge. Karen Blixens tro fremstår imidlertid ambivalent og i dybeste forstand som mere æstetisk end religiøst funderet, fordi forfatteren selv punkterer denne overbevisning og med et sardonisk smil holder den frem for læseren som et nærmest Kierkegaardsk som om. Man kunne sige, at Karen Blixen mener, at mennesket må leve som om, der findes en mening og en helhed, idet den enkelte herved selv skaber mening og helhed.
Virginia Woolfs tilgang forekommer mere følelsesmæssigt og associativt drevet, og de glimtvise erfaringer af helhed og sammenhæng i livet og i verden, som hendes tekster formidler, har en intuitiv eller instinktiv karakter. Forfatterens bemærkning om, at ”We are the words, we are the music, we are the thing itself” åbenbarer imidlertid en æstetisk og mønsterorienteret helhedsopfattelse med fokus på den enkeltes ansvar for eget og andres liv, som lægger sig ganske tæt op ad Karen Blixens.
De to forfattere er således fælles om et mønstersyn og en helhedsopfattelse, som meget vel kan være betinget af en indre længsel efter helhed og meningsfuldhed. En helhed og en meningsfuldhed, som de hver især har mistet under deres opvækst, da deres selvopfattelse er blevet splintret som følge af tab og grænseoverskridende erfaringer – og som underbygges af modernitetens fragmenterede æra i den ydre verden.
Det forekommer endvidere sandsynligt, at denne søgen efter helhed i højere grad er inspireret af de to forfatteres læsning af de gamle grækere og af filosoffer og kunstnere, som er trådt i deres fodspor, end den er inspireret af en moderne eksistentialistisk indflydelse. Fremskrivningen af en kunstnerisk eller æstetisk helhed har været de to kvinders rent personlige værn mod meningsløshed og tab, men sat ind i en historisk og litteraturhistorisk ramme kan den også ses som et oprør imod modernitetens og modernismens fragmenterede verdensbillede.
Læst op imod hinanden - og sammen - repræsenterer de to forfatterskaber en meningsfuld, dialektisk præget helhed, som tilføjer både fiktionens univers, den såkaldte virkelighed og forholdet de to imellem et nyt perspektiv. Et perspektiv gennem hvilket Virginia Woolfs og Karen Blixens mønstersyn, på trods af de tilsyneladende forskelligheder, netop får livet og verden til at fremstå som en meningsfuld helhed."
("Konklusion")
Samtlige tekstuddrag stammer fra mit speciale: En Skæbnefortælling - om mønstersyn og helhedstænkning i Karen Blixens og Virginia Woolfs forfatterskaber, som er indleveret og bedømt på SDU, Odense i 2007.
Det første citat stammer fra kapitlet "Stilistik og fortælleteknik".
De følgende to uddrag er taget fra kapitlerne "Virginia Woolf og mønsteret bag bomuldsklædet" og "En skabelsesberetning". Endelig har jeg valgt at bringe et uddrag af min konklusion.
Oplysende bemærkninger kan findes i kursiv under de enkelte tekstuddrag. Spørgsmål, der relaterer sig til tekstuddragene, besvares gerne med uddybende kommentarer.
God fornøjelse!
"Virginia Woolfs primære tematiske interesse drejer sig om det metafysiske, hvorimod Karen Blixens hovedinteresse ligger inden for kroppens umiddelbare erfaringsfelt. Karen Blixen er optaget af det sanselige og Virginia Woolf af det oversanselige. Til det sanselige knytter sig begreber som handling, begivenhed og fortælling. Til det oversanselige det, som ikke er umiddelbart synligt for øjet, men kun kan træde frem i diverse gestaltninger. Disse særlige interesseområder afspejler sig i de valgte udtryksformer. Hos Karen Blixen finder vi fylde og tyngde i sætningskonstruktionerne, en dyb og opak farvesætning og en eksplicit kommenterende fortæller, for hvem historien i tid er det væsentlige. Hos Woolf overskrides genrebestemmelserne, idet romanen bliver til et digt og digtet til en roman. Fortællerjeg’et opløses og forvandles til ren æterisk strøm, og sproget anvendes suggestivt for at fremkalde øjebliksintensitet, hvorved helhedsindtrykket bliver let og flygtigt som penselstrøgene i en akvarel."
("Stilistik og fortælleteknik")
" Virginia Woolf siger: ”A great part of every day is not lived consciously.” (V. Woolf 1978: 81) En sådan tilstand kalder hun ’non-being’. Kunstnerens kamp for at formidle indtrykket af de øjeblikke, hvor mønsteret træder frem, beskrives af Lily Briscoe:
”[…] beneath the colour there was the shape. She could see it all so clearly, so commandingly, when she looked: it was when she took her brush in hand that the whole thing changed. It was in that moment’s flight between the picture and her canvas that the demons set on her who often brought her to the verge of tears and made this passage from conception to work as dreadful as any down a dark passage for a child. Such she often felt herself – struggling against terrific odds to maintain her courage; to say: ‘But this is what I see; this is what I see.’” (Woolf 2002: 14)
Den form, Lily Briscoe/Virginia Woolf forsøger at indfange, er gengivelsen af en dybere realitet bag det fremtrædende eller tilværelsens væsen par excellence. Da dette væsen kun viser sig i glimt, og kun vanskeligt lader sig beskrive eller fastholde, oplever kunstneren, at en afgrund skiller erfaringen fra udtrykket.
Bestræbelsen på at finde og fastholde det udsagn om tingenes sande væsen, som kan videreformidle oplevelsen til en læser, må betragtes som årsagsforklaring på Virginia Woolfs stadige eksperimenter med romangenren. Den traditionelle eller klassiske romanform – herunder et naturalistisk/realistisk sprog – kan ikke i sig selv rumme eller formulere såvel mønsterdannelsen som tilværelsens og den menneskelige bevidstheds disparate fremtræden endsige øjeblikkets vibration. Kritikerne antager, da Mrs Dalloway udkommer, at Virginia Woolf har forsøgt sig med en ny metode, fordi hun har været utilfreds med tidens romanform, men Virginia Woolf selv kommenterer arbejdsprocessen i forbindelse med tilblivelsen af Mrs Dalloway således:
”Dissatisfied the author may have been; but her dissatisfaction was primarily with nature for giving an idea, without providing a house for it to live in. […] the idea started as the oyster starts or the snail to secrete a house for itself. And this it did without any conscious direction. […] The book grew day by day, week by week, without any plan at all, except that which was dictated each morning in the act of writing. The other way, to make a house and then inhabit it, to develop a theory and then apply it […] is, need not be said, equally good and much more philosophic. But in the present case it was necessary to write the book first and to invent a theory afterwards.” (Lewis 1975: 36)
Når jeg inddrager dette citat her, er det ikke kun for at tilbyde et indblik i Virginia Woolfs arbejdsmetoder, men fordi forfatterens udsagn om arbejdsprocessen også synes at kunne beskrive et andet aspekt indenfor hendes livsfilosofi – en livsfilosofi, der viser sig at være langt mere kompleks, end vi hidtil har set. Det drejer sig om hendes forestilling om, hvordan sjælen eller selvet – tilsyneladende synonyme termer i Virginia Woolfs bevidsthed – finder, eller rettere sagt skaber, sin egen plads i den timelige verden. I Jacob’s Room kommenterer det implicitte fortællerjeg Jacobs ungdommelige overbevisning om at besidde et fast og uforanderligt selv: ” – ’I am what I am, and intend to be it,’ for which there will be no form in the world unless Jacob makes one for himself.” (V. Woolf 1999: 44) Jacob, såvel som ethvert andet menneske, må altså skabe sin egen plads i tilværelsen for at træde i karakter, eller for at give selvet udfoldelsesmuligheder. Man kunne tolke dette som et udsagn på linie med Jean-Paul Sartres idé, om at mennesket skaber sig selv gennem sine valg. Udvider man, som jeg her har gjort det, Virginia Woolfs udsagn om den kunstneriske arbejdsproces til også at være et udsagn om det kunstværk, hun mener, vi alle er en del af, er det tydeligt at se, at ”eksistensen går forud for essensen”. (Sartre 1968: 12) Det vil sige, at man først træffer sine valg, og derigennem skaber sit liv, for siden hen at tilføje en teori. (Man vil bemærke, at det dybest set også er sådan Karen Blixens storkefortælling og fortælleteknik fungerer.)
Mennesket er imidlertid ikke isoleret. Mennesket deler et fællesskab med andre og bliver delvist til igennem og på baggrund af fællesskabet. I The Waves gør Neville en sådan observation:
” ’Something now leaves me; something goes from me to meet that figure who is coming and assures me that I know him before I see who it is. How curiously one is changed by the addition, even at a distance, of a friend. How useful an office one’s friends perform when they recall us. Yet how painful to be recalled, to be mitigated, to have one’s self adulterated, mixed up, become part of another. As he approaches I become not myself but Neville mixed with somebody – with whom? – with Bernard? Yes it is Bernard, and it is to Bernard that I shall put the question, Who am I?’ ”(V. Woolf 1992: 61)
Man kan sige, i fænomenologisk forstand, at Bernard, idet han træder frem for - og i - den opmærksomhed, Neville retter imod hans skikkelse, på én gang er - og bliver - konstituerende for Nevilles bevidsthed og dermed for Nevilles bevidsthed om sig selv. Neville bliver dermed samtidig opmærksom på, at han ikke kan tage fænomenet ’Neville’ for givet som en enhed betragtet. Derfor vil han rette sit identitetsspørgsmål til Bernard. Og senere, da Bernard fornemmer Nevilles uudtalte spørgsmål, svarer han Neville: ”’Let me then create you.’ (V. Woolf 1992: 63)"
("Virginia Woolf og mønsteret bag bomuldsklædet")
Formuleringen 'mønsteret bag bomuldsklædet' henviser til følgende citat: ”From this I reach what I might call a philosophy; at any rate it is a constant idea of mine; that behind the cotton wool is hidden a pattern; that we – I mean all human beings – are connected with this; that the whole world is a work of art; that we are parts of the work of art. […] certainly and emphatically there is no God; we are the words; we are the music; we are the thing itself.” (V. Woolf 1978: 84)
Lily Briscoe er den ugifte billedkunstner i romanen To the Lighthouse.
Woolf-citaterne ovenfor stammer fra henholdsvis samlingen af Woolfs erindringsskitser publiceret i Moments of Being, fra romanen To the Lighthouse, fra Thomas S.W. Lewis: Virginia Woolf: a collection of criticism, fra romanen Jacob's Room og fra The Waves.
"For kunstneren og for præsten er det historien, som er øverste myndighed. I den forstand er forholdet til troen det samme som forholdet til kunsten. Eller sagt med andre ord: Kardinal Salviati – og Karen Blixen – forholder sig begge æstetisk til trosspørgsmålet. Dermed bliver troen en del af det levede og levende liv. Den iklædes så at sige en kropslighed, hvorigennem den kan omsættes fra æstetisk til etisk størrelse: Etikken ligger således i det at leve sit liv på en sådan måde, at det ved dødens indtræden kan samle sig til en historie, der er værd at huske og værd at fortælle – og som andre kan bruge som eksempel til efterfølgelse. Herved tjener man en højere magt, uanset at man ikke kan være sikker på, om den magt, man så nidkært tjener, er Gud. Også i dette spørgsmål er det værd at erindre, at ”Det er ikke nogen daarlig Egenskab ved en Fortælling, at man kun forstår Halvdelen af den.” (Blixen a 2000 a: 341) Ligesom fiskeren i fortællingen om storken forstår heller ikke vi betydningen af alle de veje og vildveje, vi må ud på gennem vores tilværelse, men når ruten er tilbagelagt, ser vi - hvis vi har fulgt vores indre retningssans - et mønster, som danner en helhed og en meningsfuld figur. En gammel talemåde siger, at Herrens veje er uransalige, og i Johannes Evangeliet hedder det: ”I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud og Ordet var Gud. Dette var i begyndelsen hos Gud. Alt er blevet til ved det, og uden det blev intet til af det, som er.” (Joh. I, 1-3) Karen Blixens tro på fortællingen som identitetsskabende faktor kan, læst i lyset af disse ord, siges at sætte lighedstegn mellem Gud og skaberevne/fortælling."
("En skabelsesberetning")
Kardinal Salviati optræder i flere kapitler af den ufuldendte roman af Blixen, som skulle have heddet Albondocani. Kapitlerne er udgivet som selvstændige fortællinger i samlingen Sidste fortællinger. Teksten i ovenfor anførte afsnit forholder sig til "Kardinalens første fortælling".
Storkefortællingen kan findes under afsnittet "Livets veje" i Den afrikanske Farm. Den omtales igen i Franz Lassons udvalg: Breve fra Afrika.
"Den meningsfulde helhed, som hverken Virginia Woolf eller Karen Blixen kan fastholde i deres liv, skaber de gennem kunsten. Karen Blixen gør det i form af en nærmest intellektuel forklaringsmodel, hvor hun når frem til sin egen helt private udlægning af en tro på højere magter og på de mønstre i tilværelsen, som det er op til den enkelte at følge. Karen Blixens tro fremstår imidlertid ambivalent og i dybeste forstand som mere æstetisk end religiøst funderet, fordi forfatteren selv punkterer denne overbevisning og med et sardonisk smil holder den frem for læseren som et nærmest Kierkegaardsk som om. Man kunne sige, at Karen Blixen mener, at mennesket må leve som om, der findes en mening og en helhed, idet den enkelte herved selv skaber mening og helhed.
Virginia Woolfs tilgang forekommer mere følelsesmæssigt og associativt drevet, og de glimtvise erfaringer af helhed og sammenhæng i livet og i verden, som hendes tekster formidler, har en intuitiv eller instinktiv karakter. Forfatterens bemærkning om, at ”We are the words, we are the music, we are the thing itself” åbenbarer imidlertid en æstetisk og mønsterorienteret helhedsopfattelse med fokus på den enkeltes ansvar for eget og andres liv, som lægger sig ganske tæt op ad Karen Blixens.
De to forfattere er således fælles om et mønstersyn og en helhedsopfattelse, som meget vel kan være betinget af en indre længsel efter helhed og meningsfuldhed. En helhed og en meningsfuldhed, som de hver især har mistet under deres opvækst, da deres selvopfattelse er blevet splintret som følge af tab og grænseoverskridende erfaringer – og som underbygges af modernitetens fragmenterede æra i den ydre verden.
Det forekommer endvidere sandsynligt, at denne søgen efter helhed i højere grad er inspireret af de to forfatteres læsning af de gamle grækere og af filosoffer og kunstnere, som er trådt i deres fodspor, end den er inspireret af en moderne eksistentialistisk indflydelse. Fremskrivningen af en kunstnerisk eller æstetisk helhed har været de to kvinders rent personlige værn mod meningsløshed og tab, men sat ind i en historisk og litteraturhistorisk ramme kan den også ses som et oprør imod modernitetens og modernismens fragmenterede verdensbillede.
Læst op imod hinanden - og sammen - repræsenterer de to forfatterskaber en meningsfuld, dialektisk præget helhed, som tilføjer både fiktionens univers, den såkaldte virkelighed og forholdet de to imellem et nyt perspektiv. Et perspektiv gennem hvilket Virginia Woolfs og Karen Blixens mønstersyn, på trods af de tilsyneladende forskelligheder, netop får livet og verden til at fremstå som en meningsfuld helhed."
("Konklusion")
Samtlige tekstuddrag stammer fra mit speciale: En Skæbnefortælling - om mønstersyn og helhedstænkning i Karen Blixens og Virginia Woolfs forfatterskaber, som er indleveret og bedømt på SDU, Odense i 2007.
Thursday, January 3, 2008
Larmende tavshed om drab på svensk forsker
En god bekendt gjorde mig opmærksom på de danske mediers larmende tavshed i forbindelse med knivdrabet på den svenske universitetslektor Fuat Deniz.
Så vidt det indtil nu har været muligt at spore, er det kun Politiken, som har valgt at omtale hændelsen.
Deniz blev d. 11-12-07, udenfor Örebro Universitet, overfaldet og stukket i halsen. To døgn senere døde han som følge af sine kvæstelser. Drabsmændene er endnu ikke identificeret, men svensk politi har koblet efterretningstjenesten Säpo på sagen og arbejder nu på opklaringen udfra den antagelse, at drabet kan være politisk relateret. Gennem længere tid har en række forskere, som arbejder indenfor samme interessefelt som Fuat Deniz, det vil sige det tyrkiske massedrab på assyrere under Det Osmanniske Rige, følt sig overvåget og udsat for indirekte trusler.
Selvom de danske medier ikke har ofret sagen nogen opmærksomhed, er der andre interesserede, som vil og tør tale om den. Læs for eksempel denne blog under posten "- De har en god del af skylden" samt indlæggene her og her. Det er også muligt at følge sagens udvikling på Örebro.Expressen.
Mordet på Fuat Deniz synes at være endnu et bevis på, at ekstremistiske grupper og enkeltindivider ikke vil sky nogen midler i deres betræbelser på at komme 'de vantro' til livs og indføre fundamentalistisk islam på verdensplan.
Kan vi debattere os ud af en sådan situation? Jeg begynder at tvivle, for vi, som ønsker ytringsfrihed, religionsfrihed, personlig frihed og en ubredt tolerance i det hele taget, taler tilsyneladende for døve øren.
Indtil videre er der imidlertid ikke meget andet at gøre end at blive ved at råbe op om de overgreb, der bliver begået mod kristne, mod integrationssindede, mod forskere, filmkunstnere og forfattere rundt om i verden. Vi bør være opmærksomme på, at der i dag, også i det stille Skandinavien, består en reel fare for at blive dræbt som følge af sin politiske eller religiøse overbevisning - ja, som følge af enhver holdning, der strider imod fanatikernes.
Vi kan vælge at tage kampen op på vor egen måde og med de midler, som vi (endnu) har til rådighed, eller vi kan nedlægge 'våbnene', bøje vore hoveder og tie. I sidstnævnte tilfælde har vi allerede beredt vejen for de ekstremistiske kræfter, og de vil formentlig ikke være sene til at benytte sig deraf.
Så vidt det indtil nu har været muligt at spore, er det kun Politiken, som har valgt at omtale hændelsen.
Deniz blev d. 11-12-07, udenfor Örebro Universitet, overfaldet og stukket i halsen. To døgn senere døde han som følge af sine kvæstelser. Drabsmændene er endnu ikke identificeret, men svensk politi har koblet efterretningstjenesten Säpo på sagen og arbejder nu på opklaringen udfra den antagelse, at drabet kan være politisk relateret. Gennem længere tid har en række forskere, som arbejder indenfor samme interessefelt som Fuat Deniz, det vil sige det tyrkiske massedrab på assyrere under Det Osmanniske Rige, følt sig overvåget og udsat for indirekte trusler.
Selvom de danske medier ikke har ofret sagen nogen opmærksomhed, er der andre interesserede, som vil og tør tale om den. Læs for eksempel denne blog under posten "- De har en god del af skylden" samt indlæggene her og her. Det er også muligt at følge sagens udvikling på Örebro.Expressen.
Mordet på Fuat Deniz synes at være endnu et bevis på, at ekstremistiske grupper og enkeltindivider ikke vil sky nogen midler i deres betræbelser på at komme 'de vantro' til livs og indføre fundamentalistisk islam på verdensplan.
Kan vi debattere os ud af en sådan situation? Jeg begynder at tvivle, for vi, som ønsker ytringsfrihed, religionsfrihed, personlig frihed og en ubredt tolerance i det hele taget, taler tilsyneladende for døve øren.
Indtil videre er der imidlertid ikke meget andet at gøre end at blive ved at råbe op om de overgreb, der bliver begået mod kristne, mod integrationssindede, mod forskere, filmkunstnere og forfattere rundt om i verden. Vi bør være opmærksomme på, at der i dag, også i det stille Skandinavien, består en reel fare for at blive dræbt som følge af sin politiske eller religiøse overbevisning - ja, som følge af enhver holdning, der strider imod fanatikernes.
Vi kan vælge at tage kampen op på vor egen måde og med de midler, som vi (endnu) har til rådighed, eller vi kan nedlægge 'våbnene', bøje vore hoveder og tie. I sidstnævnte tilfælde har vi allerede beredt vejen for de ekstremistiske kræfter, og de vil formentlig ikke være sene til at benytte sig deraf.
Det blev en 10er
Lige omkring juletid fik jeg oplyst karakteren for mit speciale. Det blev til 10 på den nye skala. Helt tilfreds er jeg ikke, selvom jeg på forhånd havde en idé om, hvad en mulig kritik ville gå på - og ganske rigtigt: Min skrivestil er for essayistisk i betragtning af, at det arbejde, jeg har leveret, falder indenfor det akademiske område. Så meget har jeg fået at vide, forud for den specialeudtalelse, som jeg endnu afventer.
Nej, jeg er ikke helt tilfreds. Men næsten. Jeg kan godt leve med et 10-tal, selvom 12 havde været at foretrække.
Og ja, jeg valgte den essayistiske stil, fordi det er den, der falder mig mest naturlig - og fordi jeg gerne ville, at enhver, også en ikke akademisk skolet læser, skulle kunne få noget ud af En Skabelsesberetning - om mønstersyn og helhedstænkning i Karen Blixens og Virginia Woolfs forfatterskaber.
Det valg fortryder jeg ikke. Jeg er tilfreds med mit værk, og i bedste fald vil jeg kunne opspore et forlag, som finder det egnet til udgivelse.
Nu må vi videre i teksten......
Nej, jeg er ikke helt tilfreds. Men næsten. Jeg kan godt leve med et 10-tal, selvom 12 havde været at foretrække.
Og ja, jeg valgte den essayistiske stil, fordi det er den, der falder mig mest naturlig - og fordi jeg gerne ville, at enhver, også en ikke akademisk skolet læser, skulle kunne få noget ud af En Skabelsesberetning - om mønstersyn og helhedstænkning i Karen Blixens og Virginia Woolfs forfatterskaber.
Det valg fortryder jeg ikke. Jeg er tilfreds med mit værk, og i bedste fald vil jeg kunne opspore et forlag, som finder det egnet til udgivelse.
Nu må vi videre i teksten......
Wednesday, January 2, 2008
Stille dage i X
Jeg tilbragte julen og tiden frem til nytår sammen med min ven. Der var grå dage, hvor granerne duvede i disen, og hvor en rå og fugtig kulde slog ind fra væggene, selvom vi havde tændt op i stuen. Der var dage, hvor solen glitrede og funklede i rimfrosten, der havde lagt sig som et dække over det lange gyldne græs bag huset.
Der var dage, hvor vi samlede nedfaldne grene, afkvistede dem og savede dem op, for at bruge dem som brænde. Der var blæst, der var regn, der var fuglekvidren, knitrende ild og knagende frost. Der var våde handsker og høje smæld, når grene blev knækket, der var solstrejf og kærtegn, samtaler og stilhed.
Juleaften tilbragte vi alene sammen, med et godt måltid og tilhørende vin, hvorefter vi udvekslede gaver i skæret af den blussende ild. Så blev det altså alligevel jul for mig i år - og en dejlig jul med et efterfølgende besøg hos min vens familie, som tog så vel imod mig, at min forudgående nervøsitet blev gjort grundigt til skamme.
Vores nytårsaften foregik under tilsvarende fredsommelige former.
"Skal I kun være jer to?" spurgte min veninde i telefonen og lød som om, hun syntes, at det var frygteligt synd for os. Selv var hun på vej til en større fest. Jeg forsikrede hende, at det var præcis, som jeg ønskede mig det. Og det var det. Nytårsbraget har aldrig tiltalt mig. Jeg foretrækker at sige farvel til det gamle år og goddag til det nye med tid og ro til eftertanke.
Ved midnatstid gik min ven og jeg udenfor og så himlen over bakkerne lyse op i bølger af hvidt lys som under en blitz. Det var omtrent, hvad vi mærkede til fyrværkeriet i de omkringliggende småbyer. Nogle få steder i bakkerne blev der dog sendt raketter op. De eksploderede med fjerne drøn i smukke stjernehobe af hvidt, rødt og violet mod den pulserende himmel. Da naboen sendte én op, og braget, som jeg ikke havde ventet, drønede i luften over os, fortrak jeg i stor hast til husets entre, til stor moro for min ven, som ikke tidligere havde set, hvor voldsom en frygt jeg nærer for krudt og kugler, hvinende raketter, kanonslag med mere. (Jeg ville gøre en ynkelig figur ved fronten.) Det er i orden. Han må gerne le af mig, så længe han blot giver mig sådan et knus, som han derpå gav mig.
Årsskiftet er overstået. Jeg er tilbage i byen. Hverdagen trænger sig atter på, og kun få og spredte efterdønninger af nytårets fyrværkeri høres rundt omkring. Det er godt at se sit eget igen, men jeg mærker en længsel. Det er en længsel efter andet og mere end et hus i bakkerne, efter andet og mere end tyst duvende graner og rislende vandløb.
Der var dage, hvor vi samlede nedfaldne grene, afkvistede dem og savede dem op, for at bruge dem som brænde. Der var blæst, der var regn, der var fuglekvidren, knitrende ild og knagende frost. Der var våde handsker og høje smæld, når grene blev knækket, der var solstrejf og kærtegn, samtaler og stilhed.
Juleaften tilbragte vi alene sammen, med et godt måltid og tilhørende vin, hvorefter vi udvekslede gaver i skæret af den blussende ild. Så blev det altså alligevel jul for mig i år - og en dejlig jul med et efterfølgende besøg hos min vens familie, som tog så vel imod mig, at min forudgående nervøsitet blev gjort grundigt til skamme.
Vores nytårsaften foregik under tilsvarende fredsommelige former.
"Skal I kun være jer to?" spurgte min veninde i telefonen og lød som om, hun syntes, at det var frygteligt synd for os. Selv var hun på vej til en større fest. Jeg forsikrede hende, at det var præcis, som jeg ønskede mig det. Og det var det. Nytårsbraget har aldrig tiltalt mig. Jeg foretrækker at sige farvel til det gamle år og goddag til det nye med tid og ro til eftertanke.
Ved midnatstid gik min ven og jeg udenfor og så himlen over bakkerne lyse op i bølger af hvidt lys som under en blitz. Det var omtrent, hvad vi mærkede til fyrværkeriet i de omkringliggende småbyer. Nogle få steder i bakkerne blev der dog sendt raketter op. De eksploderede med fjerne drøn i smukke stjernehobe af hvidt, rødt og violet mod den pulserende himmel. Da naboen sendte én op, og braget, som jeg ikke havde ventet, drønede i luften over os, fortrak jeg i stor hast til husets entre, til stor moro for min ven, som ikke tidligere havde set, hvor voldsom en frygt jeg nærer for krudt og kugler, hvinende raketter, kanonslag med mere. (Jeg ville gøre en ynkelig figur ved fronten.) Det er i orden. Han må gerne le af mig, så længe han blot giver mig sådan et knus, som han derpå gav mig.
Årsskiftet er overstået. Jeg er tilbage i byen. Hverdagen trænger sig atter på, og kun få og spredte efterdønninger af nytårets fyrværkeri høres rundt omkring. Det er godt at se sit eget igen, men jeg mærker en længsel. Det er en længsel efter andet og mere end et hus i bakkerne, efter andet og mere end tyst duvende graner og rislende vandløb.
Landskaber
For en udefrakommende, som jeg selv, føles det som om, min ven, hans slægt og det omgivende landskab er vokset ind i og har formet hinanden. Min vens skuldre er brede og stærke som bakkerne i området, hans øjne klare som søerne og fjerne som himlen, der hvælver sig lys over granernes toppe, og i hans væsen mærker jeg en stilhed og en tilbageholdenhed, som jeg forbinder med dette afsondrede område.
Måske jeg blot er digterisk, sværmerisk. Måske jeg tillægger tingene små symbolske betydninger, som ikke eksisterer andre steder end i mit eget sind, og dog må jeg sige som Lily Briscoe i Woolf's To the Lighthouse: "But this is what I see; this is what I see!"
Selvom det, der umiddelbart springer mig i øjnene, er et smukt og fredfyldt landskab, bemærker jeg også dets ar, og jeg aner, at arrene har deres mentale og følelsesmæssige ækvivalenter i de mennesker, som har beboet eller endnu bebor det. Den nærmere historie kender jeg (endnu) ikke, og der er dele af dette landskab, jeg ikke vil udforske, før min ven tager mig ved hånden og selv vælger at føre mig ind i dem. Jeg tænker, at fortiden altid er i nogen grad nærværende for en, uanset om man er rodfæstet i slægt og natur, eller - som jeg - har tilbragt livet som en vandrefalk, omend som en vandrefalk, der drømmer om at forvandles til standfugl.
En egentlig løsning på fortidens indbrud i nutiden findes næppe - og skal måske heller ikke findes. Sår og ar fremkommet under fejltrin og ved ulykker på veje og vildveje hører vel med til det at være menneske. De er en del af det komplekse net af linjer, der tegner os, som dem vi er i nuet - udadtil og indadtil. Måske er der sumpområder, vi ikke ønsker at vise nyankomne, sumpområder, som til tider vil løbe fulde af vand og strømme over. Min indre egn har sine, som vel de fleste menneskers har dem.
Ethvert nyt landskab er et landskab, man må lære at færdes og begå sig i. I starten kan man let gå vild, overskride grænser og måske bevæge sig ind på usikkert terræn, på fredede arealer eller helligt område. Man kan pludselig befinde sig i en mørk og ufremkommelig skov eller føle grunden skride under sig, fordi man uforvarende er trådt ud i kviksand. Med tiden lærer man, hvor det er trygt at færdes. Med tiden lærer man at sætte pris på de bundløse søer, som giver landskabet dybde, på de skygger, som lader lyset fremstå end skønnere. Med tiden træder to mennesker nye veje sammen, vokser ind i og forandrer det landskab, de går i, som landskabet selv vokser ind i og forandrer dem og deres syn på verden, på fortiden, nutiden og fremtiden.
Måske jeg blot er digterisk, sværmerisk. Måske jeg tillægger tingene små symbolske betydninger, som ikke eksisterer andre steder end i mit eget sind, og dog må jeg sige som Lily Briscoe i Woolf's To the Lighthouse: "But this is what I see; this is what I see!"
Selvom det, der umiddelbart springer mig i øjnene, er et smukt og fredfyldt landskab, bemærker jeg også dets ar, og jeg aner, at arrene har deres mentale og følelsesmæssige ækvivalenter i de mennesker, som har beboet eller endnu bebor det. Den nærmere historie kender jeg (endnu) ikke, og der er dele af dette landskab, jeg ikke vil udforske, før min ven tager mig ved hånden og selv vælger at føre mig ind i dem. Jeg tænker, at fortiden altid er i nogen grad nærværende for en, uanset om man er rodfæstet i slægt og natur, eller - som jeg - har tilbragt livet som en vandrefalk, omend som en vandrefalk, der drømmer om at forvandles til standfugl.
En egentlig løsning på fortidens indbrud i nutiden findes næppe - og skal måske heller ikke findes. Sår og ar fremkommet under fejltrin og ved ulykker på veje og vildveje hører vel med til det at være menneske. De er en del af det komplekse net af linjer, der tegner os, som dem vi er i nuet - udadtil og indadtil. Måske er der sumpområder, vi ikke ønsker at vise nyankomne, sumpområder, som til tider vil løbe fulde af vand og strømme over. Min indre egn har sine, som vel de fleste menneskers har dem.
Ethvert nyt landskab er et landskab, man må lære at færdes og begå sig i. I starten kan man let gå vild, overskride grænser og måske bevæge sig ind på usikkert terræn, på fredede arealer eller helligt område. Man kan pludselig befinde sig i en mørk og ufremkommelig skov eller føle grunden skride under sig, fordi man uforvarende er trådt ud i kviksand. Med tiden lærer man, hvor det er trygt at færdes. Med tiden lærer man at sætte pris på de bundløse søer, som giver landskabet dybde, på de skygger, som lader lyset fremstå end skønnere. Med tiden træder to mennesker nye veje sammen, vokser ind i og forandrer det landskab, de går i, som landskabet selv vokser ind i og forandrer dem og deres syn på verden, på fortiden, nutiden og fremtiden.
Subscribe to:
Posts (Atom)