Det' lige mig!

Måske du også er til den slags.

Mine mærkværdigheder - eller nogen af dem...

Lotte fra Eksistens har tagget mig.

Reglerne lyder:
Link til din tagger.
Nævn reglerne i din blog.
Fortæl om seks af dine særlige vaner (unspectacular quirks of yours).
Tag seks andre bloggere.
Læg en besked hos bloggerne om, at de er blevet tagget.

---

Her kommer så seks af mine mærkværdigheder:

Jeg skriver altid med en sort BIG kuglepen, når jeg skriver i hånden.

Jeg skal helst læse i sengen, inden jeg kan sove.

Jeg har altid papir og pen ved siden af sengen, for det er dér, umiddelbart inden jeg falder i søvn, jeg digter bedst.

Jeg "samler" på gode bogtitler.

Jeg insisterer på at sidde ved siden af min partner til større selskaber - så glem alt om bordplaner, hvis du inviterer mig, eller tag på forhånd højde for min særhed.

Jeg gestikulerer (temmelig) meget, når jeg taler.

Og jeg tagger:

Louise
Ane-Marie
Donald
Beologen
Harning
Jens

Elverpigens fortællinger

Debutanten Maja Elverkilde har skrevet et værk, der absolut må frarådes som godnatlæsning. Læs min anmeldelse her.


Maja Elverkilde:
Alt det der er mit
Noveller
Borgen 2008

Det Børge er bedst til

Børge løber. Det er det, Børge gør. Børge løber ind gennem landsbyen, videre ud gennem villakvarteret med gulstenshusene bag de lave ligusterhække og ud forbi den forsømte, hvide gård med møddingen på den ene side af grusvejen og fårene på engen på den anden side. Om efteråret plasker han gennem pytterne, så det sprøjter, og om sommeren sparker han støv op. Blå shorts og løbesko størrelse 46. Børge drejer til højre ud gennem bakkerne, ind gennem skovstrækket, forbi søerne, og videre, videre ud, hvor der er udsigt til åben himmel med sol eller til regntungt skydække eller til frysende himmel svanger af snarligt snefald. Børge løber. Det er det, Børge gør, for det er det, Børge er bedst til. Og de lange arme svinger, og han løfter en hånd og råber en hilsen, når han en sjælden gang passerer nogen. Børge kender de fleste, og de fleste kender Børge, fordi Børge løber i landskabet næsten hver dag, når han da ikke lusker rundt ved den lokale Brugs og giver sig i snak med dem, der ellers gider snakke lidt.

Det gider magisteren godt. Magisteren går ikke selv af vejen for en enkelt af de grønne, og selvom han ikke står udenfor Brugsen og drikker med Børge, men pænt lægger posen ind bag i bilen, ved Børge, at han er en kammerat. Ham kan man regne med, ham der medisteren. Og Børge bukker den lange krop sammen, laver sitretics med det ben, han ikke støtter på, og læner sig op ad magisterens bil, på parkeringspladsen udenfor Brugsen, støttende sig med en arm på dens tag, og siger ind gennem den nedrullede rude: "Nå hva, hva, hva så, hvordan går det mæ' familjen, øh din øh øhøh din bror, nå men alså hva' hvordan går det mæ' ham, alså ham i Brasiljen, er det ikk' Brasiljen, han bor i? Uuuuuh ja, jow, der sku' man bo. Hva', hva' hva' mæ ham så...eeh?"
Og magisteren svarer, at jo tak, det går da så vældigt. Nu er det ikke lige Brasilien, men jo, Børge har ret, det kan da godt ligne lidt. Måske... De har det da i hvert fald også med varme derovre, hvor broderen bor. Det går ellers godt, og har Børge været ude at løbe i dag?

Og Børge retter sig op et øjeblik og slår ud med en lang arm og og hæver stemmen og siger, at ouuha, jow da, det har han, men han var fandeme da lige ve' å bliw ædt af den der store hund oppe på Janssons gård. Om medisteren har mødt den?
Det har magisteren, og han er bestemt heller ikke tryg ved den store schæfer, den måde den kommer farende på og knurrer og giver hals og tér sig. Man burde nok gøre noget ved det. Manden må jo lave et aflukke eller sætte hegn op, så man kan færdes sikkert på vejen forbi gården.
"Ja sateme da!" Siger Børge, og det er lige før, han når op i falsetten, "for det er da li'godt for gal, det der mæ' øh, mæ' eh, mæ' øh den der, den der, den gal' hund dér. For det ka' da ikk' være meningen, a man ikk' mere ka' løwe en tur, sateme nej da! Ellers så må man jo melde det til eh, til øh, til eh, ja man må melde det til politiet, hva', hva' hva'? Men eeh, hvordan er det nu lige mæ' Brasiljen, jow, det var da der, man sku' bo, hva'?

Børge løber. Det er det, Børge gør. For det er det, Børge er bedst til. Børge løber ind gennem landsbyen, videre ud gennem villakvarteret med gulstenshusene bag de lave ligusterhække og ud forbi den forsømte, hvide gård med møddingen på den ene side af grusvejen og fårene på engen på den anden side. Børge drejer til højre ud gennem bakkerne, ind gennem skovstrækket, forbi søerne, og videre, videre ud, hvor der er udsigt til åben himmel med sol eller til regntungt skydække eller til frysende himmel svanger af snarligt snefald, som får Børge til at drømme om Brasiljen. Børge løber forbi Janssons gård, hvor en ny vej - udenom - nu er blevet anlagt. På sikker afstand af den gale hund. Sateme da!

Tillykke!!!

Hermed de hjerteligste lykønskninger til sønnen, som fylder år i dag. Og en sang skal han naturligvis også have.

Sådan taler

en sand poet.

Sommervind i hvidt sejl

Den minder om sommervind i et hvidt sejl på havet, den blafren, der bølger ned gennem hans blege ansigtstræk. Og hun ved, at nu kommer det. Og det kommer. I slowmotion, forekommer det hende. Alligevel når hun ikke at gribe øjeblikket, at gribe ind, at forhindre det.

Han fører den højre fod bagud, hun bemærker, at skosnuden peger lidt indad, som når han skal sparke til bolden i klubben, og så svinger han foden fremad og rammer præcist med en dump lyd op under hundens bløde bug. Hunden hyler og letter fra jorden. Panisk søger den væk, men kommer ikke længere, end hundesnoren rækker. Skælvende kryber den sammen i det regnvåde græs. Selv tager hun to skridt fremad, rækker ud efter snoren og siger, så behersket som hun kan: - Lad mig tage ham.

Selvom hun ved, det er en stakket frist. Selvom hun ved, det vil ske én gang til. Selvom hun ved, det bliver en af de aftener, hvor han sidder med lyset slukket i stuen og spiller høj musik og spiller den af til den ene øl efter den anden, imens hunden skjuler sig i et hjørne af entreen, og hun ligger tavs i sengen ovenpå og håber på at undgå kvælertaget. Denne gang.

Gløden i grålys

Et hammershøysk grålys ligger over Jylland og får efterårstræerne til at gløde i dybe intense nuancer i det bakkede landskab. Farvespillet rækker fra gulgrøn over fin citrongul til orangeflammer og nøddebrun. Her og der overrasker en dyb karmosinrød midt i det gyldne. Kulørerne træder frem på baggrund af nypløjede markers chokolademuld og den spædt lysegrønne vintersæd, der allerede danner et slør, hvor den er plantet. Der er stadig køer på græs: Sortbroget malkekvæg, de hvide køer, som jeg holder så meget af, fordi de er anderledes, og enkelte steder de brune, der med lidt god vilje kan ligne de kantede, engelskrøde køer, vi kendte til, da vi var børn, før Jersey og andre nutidige racer afløste dem.

Din søster er med os i bilen i dag, og hun inviterer på frokost i det blå på Nørre Vissing Kro, hvor en salig, varm duft af veltilberedte retter pirrer vore næsebor, så snart vi træder indenfor. Vi finder plads i et hjørne ved siden af den hvide pejs med glasindsatsen. Dugene er skinnende hvide, panelerne ligeså, men væggene er blå som den inderste kerne i en tændstiks flamme, og portierne foran hvert vindue en dyb magenta, der nærmer sig vinrød.

Brødet, der serveres i rigelige mængder, imens vi venter på hovedretten, er elastisk, når man trækker i en skive.
- Sikken dejlig krumme! siger din søster med kendermine. Hun er husholdningslærerinde og må vel nok vide, hvad det er, hun taler om. Vi smører smør på, rækker ud efter nok et stykke og så et til og overvejer kraftigt, om vi skal bede om "mere brød!". Ikke fordi det er nødvendigt, men fordi det smager himmelsk.

Det er et af de steder, hvor serveringen holder en lille højtidelig tale om maden, før gæsterne med god samvittighed kan gribe kniv og gaffel. I dag er der hellefisk i en særlig sauce, italiensk, røget skinke og perlehøne og endelig to slags oste. Alt serveres her "på en bund af" eller med "en garniture bestående af" nogle få udvalgte smagsingredienser, og tjeneren taler hurtigt og lavt med bløde vokaler og mildt, hviskende konsonanter. Da vi selv mærker retterne smelte på tungen, forstår vi, hvorfor han må tale netop sådan: Han har naturligvis været en tur i køkkenet og smagt på sagerne der, før han kom ind til vort bord.

Efter dette behagelige afbræk fortsætter vi turen gennem det grådisede landskab med flammetræerne, der nu er duggede af den milde støvregn, som også pletter ruden til i gråsølvs dråbelys. Jeg drikker landskabet ind, mærker min sjæl som et stykke trækpapir, der suger ro og skønhed til sig. Du og din søster taler søskendesnak og nævner navne, jeg kun har hørt i forbigående, eller navne, jeg aldrig før har hørt nævnt, og jeg føler mig lidt udenfor og ved siden af, men lægger mit blik til hvile i det grå og gyldne efterår, der glider forbi med vidtstrakte udsigter over kuperet terræn med langstrakte stålgrå søer, med bække og åer, med bittesmå kalkede huse, rødstenshuse, træhuse og kirketårne. Med tætte irslåede stammer op ad ræverøde skrænter. Med katte i grøfterne, falke i luften og gløder og flammer og gløder og dis over Jylland. Dér vil jeg bo, eller der - eller der, i huset i skoven, i huset bag bakken, i møllerens hus eller skovfogedhuset med udsigt over drømmenes landskab, hvor træerne altid drysser citronguld og kaster chokoladekarmosinrød langs med de snoede veje, der ligger blankvåde og indigoblå i den stadigt blidt duftende hammershøystøvregn, der trækker bløde neapelgule svampe med hasselnøddeduft frem af den fjedrende skovbund.

Jeg er vist ikke længere venner med Knud

- Alectos virksomhedskonsulent, som jeg tidligere har nævnt, og som jeg ellers mente at stå på rimeligt god fod med.

Det forholder sig sådan, at Knud i knap fjorten dage ringede og ringede og ringede på begge mine telefoner omtrent tre gange daglig. Jeg havde ikke lyst til at besvare de opkald, da jeg er allergisk overfor barnepigementalitet og rigide hierarkiske systemer. Jeg tænkte som så, at hvis der var noget vigtigt, så kunne Knud enten skrive mig en mail eller lægge en besked på min telefonsvarer. Det sidste gjorde han da også et par gange, men uden at sige andet, end at han gerne så, jeg kontaktede ham. Senest sagde han dog, at han gerne ville vide, hvordan min næste jobtilbudssamtale, den som min medledige Jeppe havde formidlet, var forløbet. Den besked indløb dagen før, samtalen skulle foregå, så jeg valgte at vente med at melde tilbage. Umiddelbart efter samtalen havde jeg andre presserende planer af privat krakter, som betød, at jeg var bortrejst nogle dage.

Da jeg vendte hjem, lå der minsandten en mail fra Knud, som gerne ville have en status - og så var der forresten en stilling i Horsens, som jeg måske kunne være interesseret i.

Jeg tog en dyb indånding og skrev til Knud, som sandt var, at min jobtilbudssamtale var forløbet udmærket, men at lederen på den nye uddannelse, som det drejede sig om, rent faktisk ingen reelle opgaver havde at tilbyde mig for øjeblikket, men gerne så, at jeg henvendte mig på et senere tidspunkt, når forløbet var kommet bedre igang.
Og så skrev jeg til Knud, at jeg havde brug for at vide, hvad jeg rent faktisk havde skrevet under på at være forpligtet til i forhold til Alecto som anden aktør, da jeg syntes, at kontraktens formulering i høj grad var åben for fortolkning. Jeg fortalte Knud, at jeg har det utroligt dårligt med at føle mig åndet i nakken, at det stresser mig i en sådan grad, at jeg mærker sidste års stresstiltand blusse op igen, hvilket jeg ikke mener, at hverken jeg selv eller systemet har nogen interesse i. Jeg vil føle mig både gladere og mere motiveret, hvis jeg kan passe mine ting selv, skrev jeg til ham - og hvad jobtilbud angår, så har jeg ingen glæde af et løntilskudsjob, men må have et reelt job med en rigtig løn for at tilgodese mine personlige mål.

Knud skrev tilbage: "Min henvendelse var bare et tilbud - du fortsætter som du selv ønsker."

Nå, tænkte jeg. Det er fint. Måske jeg så alligevel har taget fejl. Måske Knud virkelig har fundet et reelt job, som jeg kan søge, i Horsens. Måske han har opfattet min første mail som lidt vel kontant. Det er der jo nogen, der gør, når jeg ruller mig ud på skrift.

Altså skrev jeg tilbage, at tilbud naturligvis var velkomne, men at jeg reelt var i tvivl om, hvornår et tilbud var et tilbud - udbudt af rent medmenneskelige årsager, og hvornår et tilbud var et tilbud, man ikke kan afslå. Det ville jeg fortsat gerne have defineret i forhold til min kontrakt med Alecto, skrev jeg. Og så fortalte jeg lidt mere om, hvilke uopfordrede stillinger, jeg har søgt, på diverse dagbladsredaktioner.

Knuds svar var kort og kontant: "God arbejdslyst."

Næh, jeg er vist ikke længere venner med Knud....

Blikket

- det være sig objektivets, kunstnerens, kærestens, voyeurens eller narcissistens - er omdrejningspunktet i romandebuten Ladies fra Mara Lees hånd. Jeg har anmeldt bogen.


Mara Lee:
Ladies
Roman
Rosinante

At være eller ikke at være særligt sensitiv

Janne Møller Olsen linker på sin blog til nogle interessante radioudsendelser vedrørende HSP (highly sensitive persons - på dansk særligt sensitive personer).

Jeg har i dag lyttet til dette interview med psykologen Lise August, som har speciale i Særligt Sensitive Personer. Jeg oplever mig selv og mine egne erfaringer helt præcist skildret gennem Lise Augusts beskrivelser af fænomenet.

Neuropsykolog Morten Overgaard udtaler sig om HSP-begrebet, med videnskabsmandens vanlige skepsis-grænsende-til-det-arrogante, i denne udsendelse.
Overgaard savner videnskabelige beviser for, at der rent faktisk skulle eksistere særligt sensitive mennesker.

Et sådant "bevis" savner vi, der oplever os selv som særligt sensitive, så sandelig også. Jeg stiller mig derfor gerne til rådighed for undersøgelser og eksperimenter indenfor netop dette område, hvis det kan føre til videnskabens anerkendelse af fænomenet og dermed hjælpe både mig selv og andre, der mener at falde indenfor kategorien "the sensitive kind".