Campus for kendere

”Lingvister foragter nordister, der arbejder med sprog, på samme måde og af samme grund som litteraturvidenskabsfolk foragter de nordister, der beskæftiger sig med litteratur. Lingvisterne og litteraturvidenskabsfolkene ved, at det er dem, der sidder inde med den teoretiske kompetence om henholdsvis sproget og litteraturen. Det er dem, der er internationalt orienteret, der løfter blikket op over det hjemlige og kendte. Litteraturvidenskabsfolkene og lingvisterne er de ægte forskere, teoretikere, videnskabsmænd og –kvinder. Nordisterne er praktikerne, dem, som ved en hel del om Hamsun eller om Setesdalsdialekten, men som ikke evner at sætte det ind i en større sammenhæng, løfte det partikulære og nationale op på et alment og højt teoretisk niveau.”

Denne situationskarakteristik kan vi, der selv har en akademisk uddannelse indenfor sprog og litteratur, nok alle nikke genkendende til.

Citatet stammer fra De bedste af os, Helene Uris nyeste roman om livet indenfor universitetsverdenens mure. Læs min anmeldelse af værket på Sentura.

Ren Kafka i Arbejdsdirektoratet

Åbnede i dag et brev fra Magistrenes Arbejdsløshedskasse, hvori jeg kunne læse om Arbejdsdirektoratets sidste nye krav til ledige: Fra og med NU! skal alle ledige søge fire opslåede fuldtidsstillinger hver uge. (Tidligere lød kravet på fire om måneden.)

Jeg indrømmer det blankt: Jeg fik kvælningsfornemmelser, fugtige øjne, ondt i maven og måtte sætte mig ned et øjeblik, fordi jeg pludselig følte mig svimmel.

Jeg har tidligere skrevet om, hvilke problemer man som ledig humanist løber ind i på grund af regler, der ikke svarer til virkeligheden.

Nu begynder Arbejdsdirektoratets regelsæt at tage sig ud som et regelsæt hentet ud af en af Kafkas fortællinger. Jeg ved godt, at fire ansøgninger om ugen umiddelbart ikke lyder af meget, men det tager faktisk overraskende lang tid at skræddersy en ansøgning til et specifikt job, når man ikke længere skal søge på sit vindende smil, sine hurtige hænder eller pædagogiske evner. Når man som nyuddannet akademiker søger arbejde, vil der endvidere være visse krav i de opslåede stillingsanoncer, som man ikke umiddelbart kan honorere. F.eks. kravet om "erfaring fra lignende job". Det kan også dreje sig om, at man ikke har viden om et specifikt computerprogram, kendskab til arbejdsgangen i en politisk organisation eller lignende.

Ergo er der mange jobopslag, som man i første omgang frasorterer, fordi man er ret overbevist om, at man alligevel ikke vil komme i betragtning til stillingen, hvorfor man anser det for bedre at bruge sin tid på at søge de job, som man har en reel chance for at få.

Det nye krav om at søge fire opslåede fuldtidsstillinger hver uge resulterer i, at man må se stort på den reelle chance for at komme i betragtning. Dette må betragtes som spild af tid - både for den arbejdssøgende og for de arbejdsgivere, som modtager ansøgninger fra personer, der ikke har de efterspurgte kompetencer.

For den ledige betyder det endvidere, at den tid, som kunne være brugt på at fremsende uopfordrede ansøgninger til de virksomheder, hvor ansøgeren mener at kunne bidrage med de kompetencer, som vedkommende reelt har, bliver brugt på at opfylde det af Arbejdsdirektoratet stillede kvantitetskrav.

Man kan (og skal) som ledig også søge arbejde, der ligger udenfor ens uddannelsesområde. Spørgsmålet er, hvor grænsen skal trækkes? Den principielle diskussion om akademikere som avisbude kender vi vist alle til. I virkeligheden er det en tåbelig diskussion.

For det første vil en akademiker i mange tilfælde blive betragtet som overkvalificeret til ufaglært arbejde. Som min veninde, der i årevis har været ansat i stillinger som mellemleder på forskellige virksomheder, hvor hun også har været ansvarlig for ansættelsessamtaler, udtrykte det: "Ingen med fornuften i behold vil ansætte nogen til en stilling, som ansøgeren er overkvalificeret til, da de udmærket ved, at den, de har ansat, vil søge andet og mere relevant arbejde snarest muligt." For det andet vil den akademiker, som i en periode har været beskæftiget som f.eks. avisbud eller opvasker, næppe gøre samme positive indtryk på en senere potentiel arbejdsgiver indenfor sit område, som den, der konsekvent har fastholdt søgningen efter et jobtilbud, der modsvarede vedkommendes kvalifikationer.

Kravet om at søge fire opslåede fuldtidsstillinger hver uge er således hverken en hjælp for arbejdsgiverne eller for de arbejdssøgende - endsige et tiltag, der gavner samfundet som helhed på længere sigt. Det er rent spild af ressourcer og desuden en væsentlig hæmsko for det frie initiativ, som formentlig kunne skaffe flere i arbejde, hvis man skal tro f.eks. MA, som fortæller sine ledige medlemmer, at chancen for at få et job er langt større ved uopfordrede ansøgninger.

MA har givet udtryk for sin holdning til de skærpede krav. Læs pressemeddelelsen her.

The Talented Mr. Malkovich

Husker du filmen The Talented Mr. Ripley med Matt Damon i hovedrollen, som den unge Tom Ripley, der dræber en playboy og stjæler hans identitet?
I Ripley´s Game er Tom Ripley tilbage i en ældre og mere forfinet udgave spillet af John Malkovich. Og det bliver 'spillet' ikke ringere af.

Tom Ripley har bosat sig i Italien sammen med sin hustru. Her har han tjent en formue ved at sælge forfalskede kunstværker. Da Ripley kontaktes af en tidligere kompagnon, som tilbyder ham en opgave som lejemorder, takker Ripley nej. Han kender imidlertid en mand, som han mener, vil være den perfekte til jobbet, nemlig den lokale Jonathan Trevanny (Dougray Scott), der har et uplettet generalieblad og desuden har hårdt brug for pengene.

Det lykkes at få Trevanny overtalt til at påtage sig opgaven, men snart har både Trevanny, Ripley og Ripleys gamle makker den ukrainske mafia i hælene.

Historien i sig selv ligner måske noget, man har set før, men Dougray Scotts og ikke mindst John Malkovichs spil gør alligevel filmen intens og stærkt anbefalelsesværdig.

Bemærk især, hvordan Dougray Scott spiller sin rolle i den scene, der foregår på herretoilettet på banegården. Her er jeg overbevist om, at John Malkovich har bistået med gode råd og vejledning, for Scott spiller som Malkovich ville have gjort det.

Jeg er ikke sikker på, om Malkovich er en stor skuespiller, for jeg har ikke set ham agere ret forskelligt fra film til film. Til gengæld udfylder han med glans de roller, som han oftest castes til. Det vil sige roller som forførende, charmerende og absolut skruppelløs psykopat. I Ripley's Game får hans karakter dog et lille forsonenede twist. Måske der alligevel banker et hjerte bag Tom Ripleys tilsyneladende iskolde ydre?


Ripley's Game (2002)
(Dansk: Tom Ripleys Spil)
Instruktion: Liliana Cavani

Den gode sømand

Billy Budd forstyrrede min nattesøvn. Jeg begik nemlig den 'fejl' at gå i seng med ham i aftes. Jeg taler naturligvis her om Herman Melvilles roman Billy Budd - Fortopsgast, som første gang udkom i 1924 - 30 år efter forfatterens død.

Handlingen udspiller sig ombord på linjeskibet "Indomitable" under Napoleonskrigene. Den smukke, unge sømand Billy Budd hverves i 1797 til krigstjeneste af den reelle Kaptajn Vere, som ved første øjekast føler en uimodståelig tiltrækning til den ubestikkelighed og godhed, som lyser ud af Billy Budd. Den muntre sejler modtages da også vel af sine nye kammerater ombord på "Indomitable", men det skal snart vise sig, at skibssergent og våbenmester John Claggart ser anderledes uvenligt på Billy Budd, hvis ukorrumperede natur er en torn i øjet på en så slet karakter som ham.

Følgelig gør Claggart alt, hvad der står i hans magt, for at sværte Billy Budd til i hans kammeraters og ikke mindst i Kaptajn Veres øjne. Billy Budd, som - med et gammelt udtryk - ikke ejer svig i sit hjerte, er fuldstændig blind overfor Claggarts sarkastiske udfald og hans rænkesmederi. Han undrer sig ganske vist over nogle af de hændelser, som tilstøder ham, men da han ikke forstår det ondes natur, kan han heller ikke begribe den fare, han svæver i, selvom en af de garvede søfolk i dulgte vendinger forsøger at advare ham.

Da Claggart opsøger Kaptajn Vere og angiver Billy Budd som potentiel mytterist, er Kaptajn Vere omtrent lige så overrasket, som Billy Budd bliver det. Kaptajn Vere er imidlertid en større menneskekender end den unge sømand, og han føler sig overbevist om, at Claggarts beskyldninger er falske. Kaptajn Vere beslutter at lade Claggart konfrontere Billy Budd selv bag lukkede døre, for at se, hvordan den unge mand reagerer på anklagen.

Nu forholder det sig sådan, at den lydefri sømand har én svaghed: Når han bliver ophidset, stammer han. Da Claggart har udtalt sin falske beskyldning overfor Billy, og Billy afkræves et svar, kan han ikke få et ord over sine læber, og han knækker sammen i sit forgæves forsøg på at rense sig for de uhyrlige beskyldninger. I ren desperation slår Billy ud med sin stærke arm, og han rammer Claggart med så voldsom en kraft, at Claggart er død på stedet.

Kaptajn Vere, som ikke er i tvivl om, at Claggarts beskyldninger var falske, står nu overfor en vanskelig beslutning: Skal han, desuagtet Claggarts svigefuldhed, lade den gode Billy Budd hænge for manddrab på en officer, eller skal han lade ham gå fri? Han er umiddelbart mest tilbøjelig til det sidste, men i krigstid og i en tid, hvor indtil flere mytterier er blevet slået ned i sidste øjeblik, er det farligt at vise nogen form for eftergivenhed overfor mandskabet. Kaptajn Vere nedsætter et råd, som skal afgøre den unge sømands skæbne.

Billy Budd er en klassisk fortælling om kampen mellem det gode og det onde, med den gode sømand i rollen som Kristus, Claggart som Satan og Kaptajn Vere i en dobbeltrolle som både Faderen og Pontius Pilatus. Værket kan tillige læses som et filosofisk indlæg om kultur versus natur og fornuft stillet overfor følelse.

Den gamle sprogbrug, den knudrede sætningsopbygning og de mange maritime udtryk bør ikke afholde nye læsere fra at gå ombord i dette fine værk. Her er stof til eftertanke, og jeg vil vove at påstå, at har man én gang stiftet bekendtskab med den hjertensgode Billy Budd, glemmer man ham aldrig igen.

Herman Melville:
Billy Budd - Fortopsgast
Gyldendal 1962

Congenial Spirits

"En gang om dagen er ensomheden så stor,
at man ikke kan stille noget op med den."

Søren Ulrik Thomsen

Virginia Woolf

Her og her kan du se henholdsvis afsnit 1 og afsnit 2 af en række dokumentarudsendelser om Virginia Woolf.
Søg selv videre efter fortsættelsen på YouTube.

Filosoffer på film

Bjørn Friis Thomsen har fundet nogle fine BBC-udsendelser om Martin Heidegger og Jean-Paul Sartre på YouTube.

Her finder du en film om Heidegger.
Og her en om Sartre.

Jeg tillader mig lige at tilføje et link til en lignende udsendelse om Friedrich Nietzsche.

Søg selv videre på YouTube efter flere programmer i de tre udsendelsesrækker.

Når reglerne ikke svarer til virkeligheden

"Nu skal du vel også snart se at finde dig et arbejde!" siger min mor. Også venner og bekendte er begyndt at kigge på mig med løftede øjenbryn. De troede jo ellers, at jeg var så klog og så dygtig, så jeg ville komme i arbejde, lige så snart jeg stod med papirerne på min fine, humanistiske kandidateksamen i hånden. Jeg bilder mig ind, at de tænker: "Vil hun ikke? Søger hun i det hele taget noget?"

Jo, hun vil gerne, og hun søger. Men en stor del af tiden går med at holde styr på, huske på og at opfylde de krav, som dagpengesystemet stiller. Jeg skal jo have noget at leve af i mellemtiden. Var det ikke for det, så var jeg langt hellere fri for at være underlagt de begrænsninger, som dagpengesystemet opstiller for ledige akademikere.

Jeg har forsøgt at forklare min omgangskreds, at det ikke er let for en litterat (og det er jo dybest set, hvad jeg er uddannet til at blive) at få en fod indenfor som anmelder, medarbejder på en kulturredaktion eller på et forlag, når ens A.kasse stiller urealistisk skrappe krav til udformningen af freelancekontrakter og ikke ser velvilligt på frivilligt (ulønnet) arbejde, som overstiger mere end fire timer pr. uge. Især ikke i betragtning af, at vejen ind på en kulturredaktion eller et forlag i vore dage lader til at gå gennem netop freelanceopgaver og frivilligt arbejde. (Det sidste kan vi så diskutere rimeligheden i. Adskillige virksomheder må lukrere voldsomt på ulønnet arbejdskraft, og over tid vil en ledig humanist med drømmejobbet i tankerne blive villig til hvad som helst, for at finde en vej ind. Kan det undre, at redaktionerne benytter sig heraf?)

To af de redaktører, som jeg har haft kontakt med, har foreslået mig at tage kurser i journalistik for at optimere mine færdigheder og mine chancer indenfor branchen. De mener angiveligt, at jeg har evner i den retning og blot skal have dem rettet til. Det vil jeg meget gerne. Men hvem skal betale? Iøvrigt har jeg forstået det sådan, at denne kursusaktivitet må ligge udenfor almindelig arbejdstid, for "ellers står man ikke til rådighed for arbejdsmarkedet".

En af de nævnte redaktører kommenterede mine vanskeligheder med at gebærde mig indenfor (og ud af) dagpengesystemet på følgende måde: "Op i røven med A.kasserne og alle deres regler. (Undskyld, men reglerne er blevet så strikse efterhånden, at det ikke svarer til virkeligheden)."

Jeg har skam også søgt andet arbejde. Jeg har f.eks. søgt undervisningsjob i folkeskolen og på friskoler. Men her foretrækker man folk med en treårig læreruddannelse. Jeg er enten overkvalificeret, fordi jeg har en kandidateksamen - eller diskvalificeret, fordi jeg ikke har papir på mine evner som pædagog.

Jeg har også overvejet at starte egen virksomhed. Jeg havde egentlig ventet, at Magistrenes Arbejdsløshedskasse kunne tilbyde iværksætterkurser, men det var åbenbart ikke tilfældet. I stedet fik jeg, på tomandshånd med en af jobkonsulenterne, en lang og indviklet forklaring på, hvor varsomt jeg skulle træde, hvis jeg indlod mig på at starte for mig selv. Advarsler var der nok af. Hjælp var der ingen af. Jeg har ganske vist 'lov til' at forsøge at bygge nogle kontakter op og komme igang med det tekstbureau eller det forlag, som jeg ønsker at starte, men alle freelancekontrakter bør indsendes til gennemlæsning og godkendelse af hovedkontoret i København, før jeg takker ja til en opgave, og ingen aftaler, møder eller opgaver må falde i tidsrummet mellem kl. 8.00 og 17.00. Hallo! Jeg gad nok se den virksomhed, som vil vente tre uger eller mere på et svar vedrørende kontrakten på en given opgave, eller som vil opsøge en nystartet iværksætter efter kl. 17.00.
Da jeg beklagede mig over det stramme regelsæt og hævdede, at det var absurd, når man tænkte på, at især mange humanister arbejder indenfor områder, som i udstrakt grad benytter sig af freelanceaftaler, fik jeg det svar, at loven må være lige for alle. Derfor kan Magistrenes A.kasse ikke tilbyde særlige regler for deres medlemmer i forhold til for eksempel murere eller købmænd. Som udgangspunkt lyder det jo ganske plausibelt, men i virkelighedens verden ender vi der, hvor man netop kommer til at gøre forskel på folk, fordi man søger at behandle dem ens.

Hvis du nu tror, at det bare er mig, der er et brokkehoved, så læs venligst denne artikel, som var i Politiken i mandags. Du kan også klikke ind på disse sider i det seneste Magisterblad, hvor artiklerne omhandler henholdsvis den ringe vejledning i Magistrenes Arbejdsløshedskasse og den manglende vilje hos flere virksomheder til at oplære nyuddannede, som måske ikke fra dag 1 besidder alle de efterspurgte kompetencer.

Blandt de kompetencer, man udvikler i løbet af et længerevarende studie, er evnen til at lære nyt. Det er man åbenbart ikke klar over ude i virksomhederne. Det kan godt være, at jeg ikke lige har kendskab til det program til pc'en, som den enkelte virksomhed benytter, det kan være, at jeg ikke har praktisk erfaring med annoncekampagner eller et indgående kendskab til forhold på arbejdsmarkedet. Til gengæld har jeg meget andet at byde på. Herunder evnen til hurtigt at lære noget nyt.
Men kan det være rigtigt, at det første nye, jeg skal lære, er, hvorledes jeg bedst omgår reglerne?

Møllers kogekunst

Henriette E. Møller fik Danske Banks Debutantpris 2007 for romanen Jelne.

Romanens titel, som angiveligt er en dialektal form af ordet 'alene', er også navnet på dens hovedperson. I indledningskapitlet skiller Jelne sig af med de fotografier, som dokumenterer hendes og kæresten Kaspers mangeårige forhold. Kasper har indledt en længerevarende affære med en anden kvinde, og Jelne må flytte ud af hans lejlighed. Bruddet med Kasper er ikke det første brud, Jelne har oplevet i sit unge liv: Mens hun endnu var ganske lille, døde hendes far, siden begik moderen selvmord - eller var det blot en ulykke? - og endelig mistede hun den morfar, som hun voksede op hos efter sin mors død. Jelne er alene i verden. Igen!

Bruddet med Kasper bliver startskud for en geografisk rejse såvel som en rejse i tid tilbage til Jelnes tidligste barndom, til den kro, hvor moderen arbejdede og til den familie, som allerede dengang tog sig af den lille pige, når moderen var optaget andetsteds. Jelne søger sine rødder, søger svar på spørgsmål, som i årevis har plaget hende. Hun søger en ny identitet ved at bevæge sig tilbage til nulpunktet.

Genremæssigt lægger Jelne sig tæt op ad den gode gamle dannelsesroman. Men rent sprogligt er den tættere på det moderne, idet sproget søger at mime hovedpersonens forskellige sindstilstande. Det fungerer ganske godt - til at begynde med. De mange gentagelser, den nærmest stammende form, som fremkommer både i Jelnes tankerækker og i hendes bevægelsesmønstre, imens hun søger at få hold på Kaspers bedrag, bevirker, at læseren næsten kan føle Jelnes smerte og undren på egen krop. Senere, da Jelne glider ind i et mere jævnt forløb, både udadtil og indadtil, mister romanen lidt af den appel, som ligger i de indledende kapitler, og den forvandler sig til en noget tung hverdagshistorie, som vi kender dem fra 70ernes og 80ernes realistiske romaner. Hvad slutningen angår, så er den imidlertid - i mine øjne - næsten for sød og optimistisk. Selvom jeg gerne ville tro noget andet, så er jeg tilbøjelig til at mene, at man aldrig helt vil komme sig over tab og svigt i barndommen. Men i Henriette E. Møllers fortælling er der mere håb.

Summa summarum: Hvis denne roman var et måltid, som de kunne finde på at servere på den kro, hvor Jelne får arbejde, ville jeg som madanmelder give temmelig mange kokkehuer til forretten, som er let, elegant og sophistikeret med de mange forskellige smagsindtryk. Hovedretten ville jeg betegne som alt for mættende og tungtliggende i maven - og desserten lidt vel sød. En blandet fornøjelse, men alt i alt et gedigent måltid til en rimelig pris.

Henriette E. Møller kender uden tvivl de grundlæggende regler for god kogekunst. Nu mangler hun blot at praktisere den finere madlavning.


Henriette E. Møller:
Jelne
Gyldendal 2007

Wait a minute!

Min 'pæne dreng' skal da have en Valentinshilsen.

Gæster på Hald

Det er d. 11. februar. Vi kører gennem et fladt og grådiset landskab. Fugten siver gennem luften. Forbipasserende bilers dæk laver denne karakteristiske lyd, som om de trækker klæbrig plaster af asfalten. Ingen regn. Bare fugten og kulden.

Vi drejer af, hvor et skilt viser mod E Bindstouw. Jeg kender den fra Blichers fortælling, men hvad er dette? spørger jeg dig.
Et øjeblik efter får vi begge svaret, da vi passerer igennem Lysgård, en underlig lille flække, bestående af måske femogtyve huse, som bestemt har kendt bedre dage, et par nedlagte dagligvarebutikker og nogle smågårde. Hvor vejen svinger, ligger et lille bindingsværkshus, som efter skiltningen at dømme må være Blichers Bindstouw. Bag de små ruder kan vi skimte forskellige gamle ting og sager, som er udstillet derinde. Bygningen er, i lighed med byens øvrige huse, i en sørgelig forfatning. Vi holder ind og sidder et øjeblik og studerer stedet. Bindestuen er lukket lige nu. Et stykke oppe ad indkørselen til en nabogård står et par karle og snakker og spytter langspyt. Hænderne i lommerne på de vandsafvisende bukser, der poser ud over gummistøvlerne. Løse arbejdsskjorter. De ser kort ned mod bilen. Så forsvinder de om bag en af længerne.

Overfor E Bindstouw tårner en mødding sig op ud til vejen. Tydeligvis kørt ud på gammeldags manér med en trillebør, som du påpeger. Ja, vi mangler kun Andersens hane på toppen af møddingen. Vi kunne være 40 år tilbage i tid her. Eller længere. Men dengang ville her nok have været mere liv på gaden og rundt om gårdene. Nu ligner det en spøgelsesby. Vi fortsætter mod vores destination gennem et område, som nu begynder at blive mere bakket, og som pludselig folder sig ud i pragtfulde stigninger og dybe dalsænkninger beklædt med vinterbrun lyng og hårdføre stedsegrønne vækster. Dette er Dollerup Bakker - og dernede til højre strækker vandspejlet sig, blankt og skinnende som en svagt bølgende flade af sølv i dagens grå halvlys - og dér på venstre side af vejen, med den raslende egeskov som baggrund, ser vi den fine, rustikke bindingsværksbygning, skiltet med det gamle våbenskjold: Niels Bugges Kro.

Og så er vi ved vort bestemmelsessted. De massive rødstensmure rejser sig bag træerne. Her ligger Hald Hovedgård. Sønnen kommer ud og tager imod, da vi parkerer. Jeg introducerer jer, giver kram til min dreng, som rager så højt op over mig. Min ømhed er den samme, som dengang jeg kunne bære ham på armen. Han byder indenfor. Vi går til venstre op ad et par trin, til højre op ad en lang, mørk trappe. Heroppe er han indlogeret på et lille værelse med blå blomster på tapetet, en seng, et skrivebord, en reol og håndvask med spejl. Et lille vindue med fine hvidmalede sprosser er omhængt med lyse gardiner. Man føler sig godt tilpas her. På skrivebordet ligger manuskriptet. Jeg læser titlen og brænder for at læse resten. Men endnu er det ikke givet fri. Endnu vil han ikke slippe det. Jeg er stolt af ham. Jeg er forfærdeligt glad på hans vegne. Jeg tænker, at dette må være det rigtige sted at opholde sig, når man vil skrive. Der er en ro og en duft af historie og tankefuldhed i rummet - ja, i hele bygningen.

Min søn viser rundt. De lange gange, de højtsiddende små vinduer heroppe på øverste etage. En lang reol fyldt med opslagsværker. Vi standser og studerer nogle af dem, læser plancherne på væggene. Goddag, Peter Seberg, og tak for initiativet!

Uden guide ville jeg fare vild her. Bagefter husker jeg ikke klart, i hvilken rækkefølge værelserne ligger. Der er en prægtig trappeopgang med brede trin og et rustikt hvidt gelænder. På væggene hænger gamle, mørknede malerier af mennesker med parykker og lange ansigter, som har beboet stedet i tidens løb. Min søn slår ud med armene, smiler og fortæller de historier, som er i omløb her. Om den hvide dame, som spøger på værelse tolv og om Per Højholt, som af uransalige grunde valgte at krybe op på det mindste tårnværelse for at sidde der og skrive.

Han åbner høje, hvidlakerede døre ind til store og små gemakker. Stuk i lofterne, smukke gamle kaminer, flere mørke malerier. I riddersalen falder det gråhvide lys ind gennem høje, statelige vinduer, kastes tilbage fra de hvide vægge med de fine ciseleringer og fra loftets blomsterornamenteringer. Det glimter blankt i en høj, rund og hvid porcelænskamin, som er smykket med spinkle farverige blomsterranker. Der er isnende koldt i rummet. Alligevel sætter min søn sig af og til herind for at skrive, fortæller han. Det kan jeg godt forstå. Værelset er så rent og så hvidt som et nyt ark papir. Udenfor de høje vinduer strækker plænerne sig ud mod de høje og endnu nøgne træer. Alt ånder fred.
Jeg ser fra min søn og hen på dig. Du smiler, konverserer, ser ud til at føle dig tilpas i denne gamle verden, i dette selskab.

På vej ind i opholdsstuen, som er indrettet med et sammensurium af gamle og nye møbler, med klaver og med kurvemøbler, med bogskab og sofaer betrukket med sort klæde, hilser vi på Poul G. Exner, som også er på Hald i denne tid. Sjældent har jeg set ham så glad og afslappet, så begejstret og smilende. Jeg får det sædvanlige høviske buk fra ham. En gentlemand fra svundne tider. Naturligvis passer han ind her.

I det langstrakte køkken med det blåmalede køkkenbord, hvorpå dagens aviser ligger spredt og et par kaffekopper står efterladt, møder vi Ulrikka. Hun ser ud som om, hun er langt væk i sine egne tanker. Men hun rækker hånden frem og hilser. Et lille stød, et lille smil, da du og hun siger jeres navne, som har næsten samme klang.

Senere går vi ned over plænen, ned ad trapperne mellem de høje træer - er det popler, er det elme? - og ned mod Hald Sø. Det klare vand skvulper klukkende mod bredden. Vi kan se stenene på bunden herinde, hvor der endnu er smuldt vande. Blæsten har væltet et træ. Det ligger nu og dypper sin kolossale krone i vandoverfladen.
- Det klæder det! siger min søn, og han har ret. Det er en smuk død for det gamle træ. Vi går til venstre ad stien ud mod den ruin, som Poul har omtalt. Stien er smal, vi kan ikke gå tre ved siden af hinanden her. Jeg går skiftevis arm i arm med dig og ved siden af min søn, som skridter godt ud. Vi skal igennem en fårelåge, over en bro og ud på en lille tange. Her er ildelugtende brakvand på begge sider. Så ligger den der, ruinen. Man er ved at renovere den. Vi læser de små oplysningsskilte. Her har Viborgs domprovst engang holdt til. Du kommer med et lille udbrud: Også Ulrik Christian Gyldenløve, Marie Grubbes første kærlighed, har været her på stedet! (Senere læser jeg mig til, at Ulrik Christian i 1656 fik overdraget Hald i forlening.) Jeg har lige læst fortællingen om Marie Grubbe, og jeg ser Ulrik Christian for mig sprængende afsted på en sort hest. Var den sort? Jeg ved det ikke. Her er kun smuldrende sten tilbage, men forgangne århundreders sjæl sidder i dem. Du forsvinder ind under en smuk hvælving i bakken. Man må dukke sig for at komme ind i den mørke grottelignende hulning.

Længere oppe ad stien, som fører op ad bakken, finder vi et lille tårn. Det er en rekonstruktion af det gamle tårn, som stod her engang, men nu er gået til. Vi går op ad en smal snoet stentrappe og ender på en stor platform med udsigt over søen og det vintergrønne landskab. Rågerne svæver i luften på næsten usynlige grene i træerne langt inde ved en af de fjerne bredder. Det er koldt nu, og vi bliver enige om at gå tilbage til Hald ad stierne over markerne. Næste stop er Viborg, hvor vi skal spise frokost alle tre.

Poul får et lift til byen. Der går ikke mange busser mellem Viborg og Hald. Han og sønnen sidder på bagsædet og taler om gode og mindre gode spise- og overnatningssteder. På Niels Bugges Kro kan man bestille et værelse med himmelseng, fortæller Poul, som har spist derinde. Vi kaster et blik ind på den idylliske bindingsværksbygning, da vi passerer. Drømmer om dyrekølle, kantareller, jordskokker og floromvundne romantiske nætter. Endnu en oplevelse, som vi bør nå engang i dette liv.

Vi parkerer foran domkirken, en majestætisk bygning, som rejser sig massiv og svimlende over os med sine to tårne. Du går op og tager i døren. Man bør se Viborg Domkirke, når nu man er her. Men der er låst af for i dag. Heller ikke et tag i sidedøren giver resultat. Engang stod alle kirker åbne. I dag må der holdes opsyn, stænges for de gode såvel som for de onde.

Viborg viser sig at være en smuk gammel by med bakkede gader, stilfulde facader i gågadekvarteret og små restauranter. Vi vælger en stilren café, hvor vi bestiller mexicansk burger.
- Jeg er så sulten, at jeg ligefrem skælver! siger sønnen. Jeg har det på samme måde. Senere, da du og jeg kører hjem, kommenterer du hans ordvalg. Sprognørd som du er, glæder du dig over hans brug af det gamle ord 'skælver'.
- Det ville man ikke høre mange unge mennesker sige i dag! siger du. Du har sikkert ret. Jeg havde ikke selv spekuleret over det. Det er sådan, vi taler. I sønnens og mit fælles vokabularium er 'skælver' ikke et gammelt og udtjent ord.

Efter maden går vi ind i en boghandel, som sønnen har fundet under en tidligere udflugt til byen. Den er betagende stor, og her findes både nye bøger og antikvariske. Det er vanskeligt at løsrive sig igen. Et Eldorado for litterater.

Mørket er faldet på, da vi hilser af med sønnen ved Hald. Vi kører hjem samme vej, som vi kom. Gennem Dollerup Bakker, hvor alt nu ligger hen i totalt mørke. Kun bilens lygter skærer gennem det sorte dyb. Videre gennem den lille spøgelsesby og forbi E Bindstouw, gennem fladere marklandskaber, og vi er omsider tilbage i det lille hus i de skovklædte bakker. En besked fra min søn tikker ind på mobiltelefonen. Jeg smiler. Det var et godt møde.
- Det var en dejlig dag! siger du. Ja, det var en dejlig dag. En dag i litteraturens og historiens tegn. En dag med mændene i mit liv. Et nyt afsnit i min personlige fortælling.

Kroppens erindring

Da jeg vågner, falder morgensolen i hvidgyldne striber ind gennem de høje bambuspersienner, tegner lysende linier om palmens blade, kaster fine figurer på de lyse vægge, bløder rummets farver op og giver de mørke træmøbler glød.

I køkkenet trækker jeg det ene gardin op, men kun en smule, så jeg slipper for udsigten til de lave betonelementhuse ovre bag plænen. I stedet ser jeg ned på græsset. Hver lille fordybning står frem i sit dunkle mørke mod de rejste saftspændte strå, hvis heftigtgrønne glød perler og glimter under duggens solbeskinnede dråber.

Jeg behøver blot at se på det for at mærke dets bløde, kølige, kildrende eftergivenhed under nøgne fodsåler. Fornemme duften af græs og fugtig muld. Sådan var græsset under mine fødder i mine forældres have. Sådan var det i min have på landet, da jeg blev voksen. I skyggespillet under træerne listede katten rundt med tigerlysstriber i pelsen.

Nu er der som oftest kun asfalt og fliser og mågernes skrig over plænen. Men kroppen har sin egen erindring. Og til morgen kan jeg fokusere på lyset gennem bambuspersiennerne og på det lille, grønne areal under vinduet. Her fylder jeg rummet med forgangne års forår og somre, med bøgeskov, fyr, gran og græs. Selv katten er her. Jeg ved, hvor blødt den træder, jeg kender det dybe, dunkeltglimtende ravlys i dens blik. Jeg bærer det hele med mig og kalder det frem i et øjebliks stilhed.

Den ægte vare

Du kan høre Sylvia Plath læse op, hvis du klikker dig ind her og her.
En langt større oplevelse end filmatiseringen af hendes liv.

Roser til Marstrand-Jørgensen

Jeg har roser til Anne Lise Marstrand-Jørgensen for hendes tredie roman, Ingen.

Pænt forstadskvartersforholdsdrama

Jeg havde glædet mig til at se Sylvia - Christine Jeffs film fra 2003 om forholdet mellem digterne Sylvia Plath og Ted Hughes. Men man skal ikke glæde sig for tidligt: Mage til tyndt manuskript, lam instruktion og uinspireret kameraføring skal man da lede længe efter. Hvad angår hovedrolleindehaverne, Gwyneth Palthrow og Daniel Craig (den sidste nye Bond, I ved nok), glimrer de udelukkende i kraft af deres pæne udseende. Til deres forsvar skal siges, at det må være vanskeligt at spille en rolle overbevisende, når to trediedele af scenerne i en film henligger i totalt mørke (det er i hvert fald sådan, man husker den bagefter), og når instruktør og manuskriptforfatter i den grad savner dramatisk talent - og måske personlig erfaring med lidenskabens mere hæslige side.

Et forhold som Ted og Sylvias må ikke skildres som et hvilket som helst forstadskvartersforhold med dets sædvanlige op- og nedture. Det er simpelthen for tamt. I forholdet mellem Ted og Sylvia må der have været anderledes voldsomme kræfter på færde. Disse sættes imidlertid aldrig i spil i denne nydelige lille film, hvor den mest dramatiske scene er Sylvias afbrænding af den utro ægtemands efterladte manuskripter.

Jovist er der tårer og skænderier og smækken med dørene undervejs, og jovist gennemgår Sylvia panisk Teds lommer på jagt efter noget, som kan bekræfte hendes mistanke om hans syndige dobbeltliv, men det egentlige vanvid de to imellem, den nerve, som skal sandsynliggøre Sylvias flugt ind i døden (og rygterne om Teds mulige medvirken hertil), er ikke på noget tidspunkt til stede i filmen. Summa summarum: Sylvia fremstår både ufarlig og utroværdig. Se den ikke!

Sylvia (2003)
Instruktion: Christine Jeffs

This entire life

behind things

Unter uns gesagt

I mørket vil jeg holdes fast i dine arme.
De spørger mig, om jeg elsker dig? Jeg ved ikke, hvad det betyder.
Dit lys og din skygge går gennem mig, som dage og nætter går over jorden.

Naturen er i vildrede

Hvilken fryd da sneen, til Kyndelmisse, endelig falder. Krystaldun vælter ud af skumringstimens mørke. Så blødt det er, så blidt - og himmelrummet drejer i en svimlende dans. Nogle få timer ligger landskabet pudret i hvidt. Vi har længtes efter denne renselse. Vi håber, at snefaldet varer ved, at vejen forsvinder i driver i nat, at verden bliver så kold og hvid som et tomt kirkerum.

Men den følgende morgen og i dagene derefter ligger engene igen grønne hen. Vandet bruser og danner små mørke hvirvler langs bredden, da vi til fods følger Mattrup Å et stykke på vej, dér hvor den slynger sig mest malerisk ind og ud gennem grønne enge og sort sumpet jord.

Musvåger går på vingerne i marts, siges det. Men denne dag først i februar, da vi kører en tur i det midtjyske landskab, hænger de i luften med udbredte vinger, letter fra grøfterne, sidder som kolosser på markernes pæle. Et piletræ er sprunget ud med dunede forårsbørn over bækken. Gæslingerne lyser som Kyndelmisses sne, jubler om forår og kommende dage med solglimt i vandløb, violer i grøfterne, lærker i luften.

I denne tid er det ikke til at sige, om vi befinder os i februar, i marts eller måske i april. Tunge tordentruende skyer glider ind over lysende blå himmel, sollys kaster stråler gennem regnens byger, milde temperaturer brydes med polarkold blæst.
Naturen er i vildrede.

Oversatte 'sange'

I efteråret udkom Tua Forsströms Sange på Gyldendal i Pia Tafdrups oversættelse. Læs på Sentura, hvordan værket lyder i mine ører.

Tak, hr. Togmand!

En trivelig, ældre herre er togkontrollør i lyntoget mellem Jylland og Sjælland her til morgen. Han har ikke synderligt travlt. Et par gange kommer han i adstadigt tempo gennem vognen, men først den tredie gang spørger han, om der er nye rejsende? Han standser op og veksler et par ord med hver passager, han billetterer - også med mig. De søvnige forretningsmænd bag mobiltelefonerne, de klatøjede studiner, den ældre dame, som har skjult sin perfekt malede, men noget sammenrimpede mund bag en bog - og undertegnede vågner lidt af vores halvsovende tilstand og kigger efter den snakkesalige togmand, som fortsætter sin runde på samme vis.

Den unge togstewardesse kommer ilende gennem vognen og siger noget til ham. Hun er vist bange for, at hun ikke når alt det, hun skal.
Togkontrolløren tager det i helt tilbagelænet stil: "Nårh, ja ja, tag du den bare med ro," siger han gemytligt, "der er ingen, der siger, at du skal løbe med 200 kilometer i timen. Du skal jo gerne holde nogle år endnu."
Vi andre kan ikke lade være med at lytte. Vi, som sidder tæt på hinanden, får øjenkontakt, smiler.

Stewardessen går tilbage til sin salgsvogn. I den fjerneste ende af kupéen høres kontrollørens stemme - med påtaget alvor: "Hør, hvad søren er det? Sidder du og læser lektier i min togvogn?"
En spinkel pigestemme svarer: "Nej, jeg går ikke i skole endnu."
"Gør du ikke det?" siger kontrolløren "du er da ellers en stor pige. Men så skal du vel snart til det."
Ja, det skal hun da, siger farmor, som ledsager den lille.
"Nåh," siger kontrolløren, "ved du, hvad det første er, du skal lære? Du skal lære at skrive Far og Mor og Farmor og Mormor. Det er meget vigtigt. Nu skal du se, så tager vi et nyt ark papir her, og så skal jeg vise dig, hvordan du gør!" Og så sætter den gode togmand sig ned og begynder at stave med den lille pige.

Passagererne smiler. Den tidlige grå februarmorgen lysner en smule mere på denne strækning mellem Fredericia og Odense. Med nogle få bemærkninger og en sjælden imødekommenhed har en ældre mand i uniform, en mand, som lever op til sine egne ord, lært os en vigtig lektie:"Tag den bare med ro!"
Tak, hr. Togmand!

Mette Rosenkrantz Holst

Jeg har talt med Mette Rosenkrantz Holst om hendes debutroman, Fællesarealer, om voksne forklædt som teenagere og om det at gå tilbage til en fuser.
Læs hele interviewet på Sentura.

"Har du ikke læst Marie Grubbe?"

udbrød min ven forbløffet.
Nu kan jeg kommentere andres udfuldkomne litterære dannelse på samme måde.

Der er naturligvis tale om J.P. Jacobsens Fru Marie Grubbe (1876) - vel nok en af de skønneste bøger, der er skrevet på dansk. Her gik man rundt og bildte sig ind, at det danske sprog var fattigt på gloser, men Jacobsen får hurtigt overbevist en om, at det ikke nødvendigvis forholder sig sådan.

Problemet er imidlertid, at man formentlig ville blive betragtet som lidt af en særling, hvis man først tillagde sig den sprogbrug, som hans karakterer benytter sig af. Desuden ville man næppe blive forstået af ret mange af sine samtidige.

Det må indrømmes, at den gode digter i Fru Marie Grubbe spænder sin lyres strenge til bristepunktet, og her er der nok ikke mange nutidige læsere, som vil kunne følge med uden at konsultere ODS. Da dette opslagsværk imidlertid er ved hånden for enhver, der har adgang til internettet, er der ingen undskyldning for ikke at læse Jacobsens fabelagtigt skønne roman.



Jacobsens forlæg er den virkelige Marie Grubbes kranke skæbne, som forfatteren opruller for læseren i al dens gru og skønhed: Den adeligt fødte Marie Grubbe (1643-1718) kommer til verden på Tjele Gods. I 1660 ægter hun Ulrik Frederik Gyldenløve, en uægte søn af Kong Frederik 3., og hun føres hermed ind i samfundets allerhøjeste lag. Lykken varer dog ikke ved. Ægteskabet udvikler sig snart til noget nær et sadomasochistisk forhold (et træk, som kommer til at gå igen i flere af Maries intime relationer), og i 1670 skilles de to. Herefter går det ned ad bakke for den drømmende og lidenskabelige Marie, som ikke kan affinde sig med tilværelsens almindeligheder, men gang på gang søger at finde lykken i et forhold til en mand - kun for at opdage, at intet menneske kan leve op til hendes pinefuldt høje idealer:

"Hun havde skilt sig fra Ulrik Frederik, ledet og fremskyndet af tilfældige Omstændigheder, men fremfor Alt i Kraft og Medfør af, at hun havde bevaret hine sin første Ungdoms Drømme om, at den, en Kvinde skulle følge, han skulde være hende som en Gud paa Jorden, at hun med Kjærlighed og ydmygt kunde tage af hans Hænder Godt og Ondt, alt som hans Villie var, og nu havde hun i et Øjebliks Forblindelse taget Sti for denne Gud, han, som ikke en Gang var en Mand. Det var hendes Tanker."

Jacobsens fortæller Marie Grubbes grumme historie - og et stykke danmarkshistorie - med en sådan indlevelse, med en sådan detaljerigdom og i et så vidunderligt sprog, at man forføres til at tro, at man selv sidder til bords med Marie - det være sig sammen med Ulrik Frederik i de gyldne og silkeklædte kongelige gemakker, med den bistre fader i Tjeles kolde stuer eller med Søren Ladefoged i Burrehuset.

Har du ikke læst Marie Grubbe? I så fald har du noget at glæde dig til!

J.P. Jacobsen
Fru Marie Grubbe
Gyldendalske Boghandel 1931

Kun for kvinder

- for der er så meget, mænd ikke forstår!


Jeg har haft en ubændig trang til at fejre, at jeg omsider har fået udbetalt dagpenge. (Ja, den første hele portion indløb først her i slutningen af januar og ikke,som jeg tidligere var blevet lovet, sidst i december.)

Jeg er ikke nogen shopaholic i det daglige, men der sidder en lille en af slagsen inde i skabet - og i dag fik hun lov til at komme lidt ud i lyset, fordi der altså var grund til at fejre, og fordi der var særligt gode kvalitetstilbud på Centertorvet.

For lige godt femhundrede kroner hjembragte den lille dame: 1 stk. kraftig sort strikkjole med dyb V.udskæring, flagermusærmer og bindebånd i taljen (den sidder perfekt!), 1. stk. sort charlestonkjole i chiffon med stropper og sorte pallietter, 1 stk. gammelrosa sommeraftenkjole i babydollsnit med broderet bærestykke og ultratynde stropper, 1 stk. ligeledes gammelrosa sommerkjole i kraftig chintz skåret i halvtredsersnit med brede skulderstropper, firkantet udskæring, vid nederdel og bredt bindebælte - og endelig 1 sæt lingerie i en vidunderligt outreret kulør og med søde detaljer.

Jeg tror, at dagens indkøb er de bedste kup, jeg nogensinde har gjort under et udsalg. Nu håber jeg så på en rigtig sommer - og gerne et par middagsinvitationer, hvor jeg kan få lejlighed til at lufte gevandterne. Selvom de færreste mænd nok forstår kvinders glæde ved at købe nyt tøj, så mener jeg dog at kende én, som vil forstå at glæde sig over at se mig i de nye kjoler.