Bare fordi du er en person

"Nogen gange er det som om, folk der er anderledes, ikke interesserer sig for andre menneskers følelser. De siger måske ting, der ikke er særligt høflige. En årsag kan være, at personen ikke ser dig som en selvstændig person; hans hovede er koncentreret om noget andet, som for eksempel noget legetøj, han vil have fat i og det er det eneste, der fylder hans sind lige nu. Han ignorerer dig ikke med vilje - du behandles bare ikke i øjeblikket. Nogen af dem, der er anderledes, vil blot skubbe dig til side, som var du en busk, der stod i vejen. Bare fordi du er en person og er tilstede, behøver en person med disse problemer ikke at vide, du er en person og er tilstede."

Hvorfor føler jeg mig til visse tider og i forhold til nogle mennesker usynliggjort, nærmest ikke-eksisterende? Det har jeg surfet rundt for at finde en forklaring på. Ovenstående er næppe svaret på mit spørgsmål, men artiklen, som det stammer fra - og som jeg tilfældigt faldt over i min eftersøgning, er interessant, lærerig og - undskyld mig - underholdende læsning. Og måske opdager man, at 'lidt Asperger er man vel altid', eller det er de andre i hvert fald! (Og lad dette være sagt med stor kærlighed, for det er ikke min hensigt at støde nogen, som har Aspergers tæt inde på livet og dagligt kæmper for at få hverdagen til at hænge sammen.)

Når du har god tid til fordybelse, så skulle du klikke på citatet og læse hele beretningen om, hvordan et menneske med Aspergers syndrom oplever verden. Det vil også give dig et indblik i, hvorfor fænomenet er så svært at tackle for de pårørende.
Forfatteren, som selv har diagnosen, hedder Brad Rand, og jeg er kommet til artiklen ad en omvej, som gik over Den stille piges blog.

Jep, jeg er nomineret!

"Blogging with a Purpose"

Ane-Marie Kjeldberg har minsandten nomineret mig til ovenstående pris. Hvis man vil acceptere nomineringen, er der dog visse betingelser, som skal opfyldes. De følger her:

1. Nominerede blogge skal nominere 5 personer, som ikke har modtaget prisen.

2 De nominerede blogge skal have et formål

3. I indlægget om prisen skal der laves et link tilbage til denne blog

4. De nominerede blogge skal lægge award-logoet på deres blog. Logoet skal linke tilbage til denne blog (oprindelsesbloggen - følg linket øverst i denne post.)


Mine nominerede er:

EKSISTENS, hvor Lotte Schlosshauer med bid og vid anskuer og kommenterer verden ud fra en fænomenologisk tilgang til den.

MARTINJM, hvor Martin Johs. Møller til stadighed holder læserne opdateret omkring den nyeste litteratur og litterære arrangementer i Danmark og det øvrige Norden.

BEOLOGISK INSTITUT, som har til formål at give blogindehaveren, Bent Otto Hansen, det udtryksmæssige åndehul og refugium, som han længe er blevet nægtet af de etablerede litterære institutioner.

URIASPOSTEN, hvor Kim Møller kæmper for ytringsfrihed og demokrati på tværs af politiske, religiøse og andre fordomme.

TALETANK, som handler om retorik og overvejelser om retorik. Bloggen bestyres af Katrine, Sjust og Christine I.

Glaskammeret

Ind imellem forlader du mig. Du går ind i dit eget usynlige glaskammer. Det er et skrøbeligt sted.

Wilders og censuren

De fleste tv-stationer og hjemmesider verden over har valgt ikke at bringe Geert Wilders omstridte islamkritiske film, Fitna. Herunder den side, som jeg i et tidligere indlæg har henvist til.

Dette valg retfærdiggøres med, at Wilders film ikke tjener andet formål end at provokere og at fremstille islam som en voldelig religion.

Man kan spørge, om ikke ekstremistiske muslimers flagafbrændinger i forbindelse med f.eks. Muhammedkrisen og samme ekstremisters demonstrationer, der i sin tid bakkede op om en ekstremistisk muslims mord på filminstruktøren Theo van Gogh, ligeledes havde det primære formål at provokere? I så fald burde sådanne indslag vel heller ikke vises, eller?
Man kan også spørge, om den virkelige forklaring på, at man ikke ønsker at bringe Geert Wilders film, er den, at man frygter ekstremisternes reaktioner på den og på offentliggørelsen af den? - I Holland er terrorberedskabet nu skærpet.

Du kan se Wilders film på følgende side: http://www.siad.dk/, en af de få internetsider, hvor man har valgt at offentliggøre filmen i sin helhed. Et modigt valg? Et dumdristigt valg? Døm selv!
Jeg skal på forhånd advare om, at filmen indeholder særdeles ubehagelige billeder!

Sprængfarlig marcipanmasse

I dag udkommer Ane-Marie Kjeldbergs nye roman, Marcipansøstre.

Som det var tilfældet i Kjeldbergs sidste roman, Fred og ro, går forfatteren også denne gang tæt på tabuer og hykleri. Vakte Kjeldbergs sidste bog røre i andedammen, så er det vist intet imod det ramaskrig, der kan rejse sig som følge af Marcipansøstre.

Læs min anmeldelse på Sentura.

Forårsblå

Det er den sene vinters - det tidlige forårs - bløde lys over tagene duften af klarhed i luften en solsorts sørgmodige toner trafiksus og blinklys og blæsten som blafrer i flagene det er de spæde skud på de ældede hække i villakvarteret og gæslingers dunede knopper langs med det bugtede vandløb hvori en barndom er sunket og hvorfra den skinner i sølvglimt som kastes tilbage fra bøgenes ranke stammer memento mori det er den åndeblå skumring hvor flokke af vingede væsener falder til ro på de øverste grene og venter på mørket det er de transparente farver som opløser formernes fasthed og skyller ind som et tomrum usynlighed i solar plexus det er et savn som ikke må siges tvivlen og det umulige i én gang til at komme til verden eller forlade den det er den bundløse angst og længselen efter menneskevarme og rolige ord det er forårets falske løfter hvori en ny lang tavs sommer strækker sig solbleg og brændende over de grønne områder hvorfra de andres stemmer og latter bølger som festlige vimpler i vinden mod alt det der klemmer så hårdt om din strube som det du engang kaldte kærligt det er alt det som toner ud i det bløde blå det er aske på havet de tusinde tårer du tappert undlod at græde den stemme du ikke længere kan lokke frem når du løfter røret og uden ord beder om noget du ikke kan få fordi du er den du er - blå og bleg translucent og krystalklar som foråret selv - en kalk som aldrig kan fyldes skramlende over flager af is der flyder for fralandsvind på de mørke vande

Dans over lærredet

Interesserer du dig blot den mindste smule for kunst, er filmen om Jackson Pollock et absolut must!

Ed Harris har instrueret og spiller selv rollen som den geniale, men dybt alkoholiserede kunstner, der bæres frem og holdes oppe af hustruen og kollegaen Lee Krasner (Marcia Gay Harden, som fik en fuldt fortjent Oscar for bedste kvindelige birolle). Samlivet mellem den talentfulde, men psykisk sarte Pollock og den stærke Lee Krasner er så smukt, så turbulent og så voldsomt som de billeder, Pollock maler. Vi følger parret fra Krasner første gang træffer den endnu ukendte og stærkt fordrukne Pollock i hans bekedne kvarterer, over de gode år, hvor Pollock holder sig ædru og maler sine bedste billeder, og igennem karrierens og ægteskabets nedtur til Pollock mister livet i en selvforskyldt ulykke.

Som kunstværk betragtet taber filmen måske pusten lidt hen mod slutningen, men det skyldes kun, at Ed Harris i denne levnedsskildring har valgt at være tro mod Pollocks virkelighed. Der er dog rigeligt at glæde sig over i filmens første to trediedele, hvor Ed Harris danser over lærredet i mere end én forstand.

Jeg vil vove at påstå, at instruktøren og hovedrolleindehaveren her har gjort, hvad der kun lykkes for de ypperligste kunstnere: Han har gjort kunsten mere levende end virkeligheden.

Prøv selv at sammenligne de følgende klip, som henholdsvis viser Ed Harris alias Jackson Pollock og Pollock selv i aktion.

Se Pollock og dans med, når Harris danser over lærredet!

Pollock
2000
Instruktion: Ed Harris

Al-ene eller en-som?

At være al-ene er noget ganske andet end at være en-som.

I det første tilfælde opleves en helhed. I det andet tilfælde en splittethed.
Naturlig falden ind sat overfor et forsøg på lighed med.

Eller hvordan skelner du?

Mine bedste læseoplevelser i 2007

Efter at have set min læseliste for 2007 bad en af mine faste læsere om en prioriteret læseliste. Uden at tænke nærmere over det, lovede jeg, at en sådan snarligst ville blive bragt. Det viser sig dog, at det er vanskeligt at lave en sådan, da de værker, som skal holdes op mod hinanden er så mange i antal og så forskellige, hvad angår genrer og temaer.

Derfor vil jeg nøjes med at fremhæve enkelte værker, som har gjort særligt indtryk på mig, og så vil jeg iøvrigt henvise til linket "Anmeldelser" ude til højre under "(U)overskueligt indeks", hvor der findes omtaler af adskillige af de værker, som er nævnt i den oprindelige læseliste.

Romanerne:

Saul Bellows Herzog må nok indtage hæderspladsen blandt de romaner, jeg læste i 2007.
I erindringsromanen Herzog fra 1964 går Saul Bellow i clinch med de dybeste eksistentielle spørgsmål gennem fortællingen om sit alter ego, den fallerede historiker Moses Herzog.

Dernæst må jeg - uden nærmere prioritering - nævne følgende romaner:

Don Delillos Kropskunstneren.
Et værk som beskæftiger sig med mellemrum, overspring og forskydninger.

Marilyn Robinsons Gilead.
Om vanskelige fader-søn relationer, om idealisme og pacifisme, om kærlighed, teologi og om livets mirakel.

Annette Lindegaards Simos passion.
Usentimentalt og præcist lykkes det forfatteren at illustrere, hvordan et uheldigt psykologisk samspil mellem to mennesker kan resultere i årelangt gensidigt misbrug af lidenskaben.

Ane-Marie Kjeldbergs Fred og ro.
Med en knivskarp sans for detaljerne i den menneskelige gestik og mimik fortæller Kjeldberg om præstedatteren Miriam, som bliver gift med den flotte mindretalstysker, Hannes, og flytter ind i en fløj af svigerforældrenes hus i Sønderjylland. Det burde være den rene idyl...

Pär Lagerkvists Det evige Smil.
Det er et fint og diskret filosofisk værk om livets mening eller mangelen på samme. I et enkelt og dæmpet hverdagssprog fabulerer forfatteren over eksistensens mest grundlæggende og klassiske spørgsmål.

Nedjmas Mandelen.
Mandelen er en forunderlig og foruroligende historie, som kunne være et fremragende bud på en nutidig version af en fortælling fra 1001 Nats Eventyr.

Dennis Gade Kofods Nexø Trawl.
En fabelagtigt god roman, som trækker vod i mytens grønne dybder.

Jens-Martin Eriksens Vinter ved daggry.
En grusom beretning om mental og til dels selvvalgt blindhed, om sprogets bedrageriske konstitution og om ophævelse af normalitet.

Hybrid-romanen:

Edward Abbeys Desert Solitaire.
Teksten har bud med til det moderne og stressede menneske, der har glemt at mærke jorden under sine fødder, at kigge op mod stjernehimlen og føle sin sjæl.

Novellerne:

A.S. Byatt: Elementals.
Noveller om ild og is. Fyldt med fantastiske elementer og intertekstuelle referencer til andre kunstværker. Byatt er en stor fortæller.

Digtene:

Pia Tafdrups Tarkovskijs heste.
Med Tarkovskijs heste har Pia Tafdrup sat forløsende ord på de elementer af sorg, hjælpeløshed og paradoksal og ellers næsten unævnelig afsluttende lettelse, der glider sammen i en kaotisk svimlen for de efterladte, der finder sig selv fremmede i verden under dødens snigende overtagelse af livet.

Debatbogen:

Endelig må jeg fremhæve Knud Bjarne Gjesings lille debatbog, Hån, spot og latterliggørelse.
Gjesings analyser og kommentarer er velovervejede, intelligente og skarpe, og bogen kan varmt anbefales til enhver, der ønsker at sætte sig ind i den danske og den europæiske globaliseringsproblematik i det hele taget – og i den fortløbende diskussion om forholdet mellem ytringsfrihed og religionsfrihed i særdeleshed.

Der er altid arbejde til dem, som vil ha' arbejde

Det kan være lidt anstrengende at være til individuel samtale i Magistrenes Arbejdsløshedskasse. Det er ikke kun anstrengende fordi, man mødes med Tom McEwan og Jess Ingerslevs gamle "Nej, nej, nej, nej, nej, det må vi ikke", hver gang man selv fremkommer med et forslag til, hvordan man via efteruddannelse, ekstra kurser eller freelance-opgaver etc. kan optimere sine chancer for at komme i arbejde, eller fordi man nok en gang skal se på den løftede pegefinger, med hvilken jobkonsulenten udpeger de glimrende faciliteter på stedet, som utvivlsomt vil gøre ens arbejdssøgning mere målrettet og sikre en succes.

Nej, det er ikke kun derfor, det kan være anstrengende. Men det er ikke sjovt længere, når man, tre gange på en time, skal undlade at kommentere den mandlige jobkonsulents elevatorblik, som glider hele vejen ned ad en og op igen, for at hægte sig fast ved ens barm i det antal sekunder det tager en at tælle til ti. Og lad det være sagt med det samme: Jeg har ikke nogen påfaldende bemærkelsesværdig barm. Det skulle da lige være fordi, den stadig sidder, hvor den skal, på trods af min model 1964 og en barnefødsel. Jeg har almindeligvis heller ikke de store vanskeligheder med at acceptere og undertiden glæde mig over maskulin opmærksomhed.

Men jeg må nok sige, at når man sidder til en angiveligt seriøs samtale om sin mulige fremtid på arbejdsmarkedet og føler, at man skal vise ihærdig samarbejdsvilje overfor 'systemet' og denne dets repræsentant, så er det yderst forstyrrende, for ikke at sige direkte generende, at repræsentanten ikke har bedre kontrol over sine stenalderimpulser. Jeg tror såmænd ikke, at han selv var klar over, hvad han havde gang i, imens han fortalte mig om den indviklede lovgivning på arbejdsmarkedsområdet og om de nyeste tiltag fra Claus Hjort Frederiksen og Co.


Eller var han? Jeg fik i hvert fald at vide, at der nok snart åbnes mulighed for, at arbejdsledige i f.eks. min situation vil kunne tilbydes en uddannelse på Statens regning - til sygeplejerske! Der mangler nemlig hænder på området!!!
Gad vide, hvilke fantasier jobkonsulenten iøvrigt går rundt med, hvis han kan se mig i rollen som sygeplejerske... "Fy fy, skamme skamme, nix nix, nej nej, slut, forbudt!"

Manden havde dog realitetssans nok til at tilføje, at efter min hidtidige jobsøgning at dømme, så det selvfølgelig ikke ud til, at det var i den retning, jeg ønskede at bevæge mig. Nej, dér må jeg nok give ham ret!

Til sidst fik jobkonsulenten alligevel besnakket mig til at tage imod en såkaldt nøglebrik til stedet, før han ville slippe mig. Så nu kan jeg til enhver tid finde en ledig sofa i indre by, hvis jeg skulle trænge til lidt afveksling fra den gode gamle boxmadras derhjemme. Men det bli'r ikke med mig som Florence Nightingale!

En god gammeldags rugbrødsklemme

Hans Otto Jørgensens Ida og Axel Trilogien kan sammenlignes med sådan en god gammeldags rugbrødsklemme med godt pålæg imellem. Man ved slet ikke, hvor sulten man er efter sådan en mad, før man har taget den første bid. Den stimulerer appetitten, og selvom det tager sin tid at tygge sig igennem den, så er det langsomheden værd. Først får man nemlig denne længsel efter mere, og når man så sidder og fordøjer, så opdager man, at man er blevet mættet så dejligt.

Romanen er en slægtsfortælling om jydske bønder, om forandringen i landbruget i det 20ende århundrede, om den egentlige bondekulturs ophør og om en kunstners udvikling.
Ida er den fattige pige udefra, som kommer til at tjene på gården hos Ejnars far, Sivertsen. Hun kommer til gården sammen med sin lille søn, Axel, hvis oprindelse hun vælger ikke at afsløre for nogen. Med tiden bliver Ejnar glad for Ida, og hun ender som frue på gården, da hun og Ejnar gifter sig, og Sivertsen går på aftægt. Ida har dog sine vanskeligheder med at falde til i miljøet og med den ordknappe Ejnar, som går mere op i køer end i kærlighed.

Axel er den rodløse kunstnersjæl, som flygter til København, så snart han ser sit snit til det. Vi hører om Axels kærester, om hans forsøg udi både malerkunst og litteratur og om de barndomserindringer, der til stadighed plager ham.
Det bliver lillebroderen Rune, der overtager slægtsgården, da Ida og Ejnar trækker sig tilbage fra bedriften. Rune har store planer om udvidelse, og han er hele tiden med på det sidste nye, når det gælder effektivisering. Tidligere tiders kvalitetskriterier er afløst af kvantitative mål.

Hans Otto Jørgensen fortæller i en særegen tone, hvor det uudsagte træder tydeligt frem. De jyske bønder slår ikke om sig med store ord. Det gør fortælleren heller ikke. Måske er det netop derfor, Hans Otto Jørgensen, gennem sin fortæller, evner at beskrive miljøet indefra.
Ida og Axel Trilogien er et absolut anbefalelsesværdigt værk, som giver læseren en både psykologisk og kulturhistorisk indsigt i den danske bondekultur, som er vor fælles arv.

Hans Otto Jørgensen
Ida og Axel Trilogien
Gyldendal 2007

Bøvs! sagde bogormen

I løbet af 2007 fik jeg tygget mig igennem nedenstående værker, som er listet i vilkårlig rækkefølge.

Knud Bjarne Gjesing: Hån, spot og latterliggørelse
Pia Tafdrup: Springet over skyggen (digte)
Pia Tafdrup: Drømmetræer (digte)
Marilynne Robinson: Gilead
Salman Rushdie: Klovnen Shalimar
Frances Mayes: Et hus i Toscana
Erling Jepsen: Kunsten at græde i kor
Erling Jepsen: Med venlig deltagelse
Eric Danielsen: Flaubert – Desillusionens mester
Annette Lindegaard: Simos passion
Karen Syberg: Stederne
Nedjma: Mandelen
Charlotte Heje Haase/Spacemermaid: 1001 tårs tøsetanker
Dennis Gade Kofod: Nexø Trawl
Herman Melville: Skriveren
Ole Wivel: Karen Blixen
Ane-Marie Kjeldberg: Fred og ro
Sara Blædel: Kald mig prinsesse
Daniel Möllberg: Dage med Far
Annemette Kure Andersen: Andetsteds (digte)
Michael Katz Krefeld: Før stormen
Birgitte Sally: Smalltalk
Vibe Bredahl: Pun Birds
Henriette Elmøe: Eventyret om Plante
Louise Bach og Kaare Berg: Emergens (digte)
Saul Bellow: Ringen
Saul Bellow: Herzog
Don Delillo: Kropskunstneren
Morten Søkilde: Pan og Landskaber (digte)
Katrine Buchhave Andersen: Eva – et styk vestlig hjerne med kvaps i knolden
Knud Romer: Den som blinker er bange for døden
Pablo Henrik Llambías: Et ukendt barn
Mikael Josephsen: Pokalhjertet (digte)
Jens Martin Eriksen: Vinter ved daggry
Christina Hesselholdt: Hovedstolen
Katrine Marie Guldager: Lysgrænsen
Bent Otto Hansen: Opløselige (digte)
Edward Abbey: Desert Solitaire
Lonni Krause: Nødvendige ruter (digte)
Klaus Rifbjerg: En naturlig forklaring (noveller)
Pia Tafdrup: Tarkovskijs heste (digte)
A.S. Byatt: Elementals (noveller)
A. S. Byatt: The Djinn in the Nightingale’s Eye (fortællinger)
Pär Lagerkvist: Det evige smil
Marianne Larsen: Den forelskede unge
Mette Rosenkrantz Holst: Fællesarealer
Árni Thórarinsson: Heksens tid
Else Brundbjerg: Samtaler med Karen Blixen
Alma Halbert Bond: Who killed Virginia Woolf?
Hugo Friedrich: Strukturen i moderne lyrik
N.C. Thakur: The Symbolism of Virginia Woolf
Virginia Woolf: Moments of Being

Påbegyndte desuden Boris Pasternaks: Doktor Zivago. Den blev jeg dog først færdig med i starten af 2008, så den vil blive opført på en anden liste.

Og så er der sikkert et par stykker, jeg har glemt, ligesom jeg ikke har opført alle de værker af og om Karen Blixen og Virginia Woolf, som jeg genlæste i forbindelse med min specialeskrivning.

Fitna

Dr.2 Udland fortæller her til aften, at Geert Wilders omstridte islamkritiske film, Fitna, vil blive lagt ud på nedenstående adresse d. 28. marts.
fitnathemovie.com

Chikane mod forfatter

Måske varer det ikke længe, før forfatteren Ane-Marie Kjeldberg må pakke rugbrødslagkagen og marcipanmassen sammen og gå under jorden eller søge asyl i et af vore nabolande. På det seneste er den kontroversielle forfatter nemlig blevet udsat for voldsom chikane og anonyme trusler fra en endnu ikke identificeret læser, der kalder sig Jane Doe, og som øjensynlig føler sig provokeret af visse passager i Ane-Marie Kjeldbergs roman Fred og ro. Følg med her.

Modsøstre - medsøstre

I kølvandet på Kvindernes Kampdag d. 8. marts lader modgående - eller i hvert fald modificerende - røster sig høre. Vi er nogen, som ikke længere gider tude med i de feministiske medsøstres kor. Kald os så bare modsøstre!

Læs mere under dette indlæg af Harning, hvis du tør lade dine feministiske anskuelser udfordre.

Værenskloge digte

I 2006 genudgav Henrik S. Holck, på eget forlag, digtsamlingen Vi må være som alt, som han debuterede med på Borgens Forlag i 1979. Dengang kaldte Poul Borum den da kun 17årige digter et ”helt usædvanligt poetisk talent”. Og selvom Holck måske ikke, i de mellemliggende år, til fulde har indfriet netop de forventninger, som man dengang havde til ham i det litterære miljø, så holder denne samling endnu.

Vi må være som alt er fyldt med lysende tekster, hvori det fælles pulsslag mellem natur og menneskesjæl er gennemgående motiv. Digtene er lette og svævende som den ultramarinblå sommerhimmel, der afbildes på værkets forside, men gennem samlingen som helhed løber tillige en syrenviolet understrøm af smertelig længsel. For digterjeg’ets sammensmeltning med ’alt’ hindres i sin fuldkommenhed af det lille ’som’, der nok fungerer som et bindeled, men samtidig synes at understrege en uoverskridelig grænse mellem ’det andet’ og jeg’et.

Diskrepansen mellem den euforiske lethed, som opstår i og med digterjeg’ets epifaniske oplevelse af sammenfald med verden, og den smerte, som den momentant anede afstandserkendelse afstedkommer, synes dog aldrig at blive et emne i sig selv. Teksterne problematiserer således ikke det værende, reflekterer ikke over tilværelsens former, men besynger blot livet i dets umiddelbare gestaltninger.

Vi må være som alt er fyldt med billeder som for eksempel ”blåskyerne i flængede solsprøjt” eller ”dugtunghed i nogle lette blomster”. Der er skøn og befriende læsning i Henrik S. Holcks fine, ureflekterede, værenskloge og eviggyldige debutsamling, som altså nu foreligger i genoptryk.


Henrik S. Holck:
Vi må være som alt
Digte
Edition Holck 2006

På strejftogt i historien

Om søndagen ligner det forår, da vi står op. Men blæsten er stadigvæk hård, som den var det i går. Vi kører ud i landskabet gennem Birkende mod Kølstrup for at finde Kertinge Nor og Ladbyskibet. Skyerne driver over himlen, enkelte solstrejf når igennem og ned på de flade marker, de endnu nøgne skovbryn.

Vi får øje på en smuk rødstensbygning ved vejen. Det er Ulriksholm. Du sagtner farten, og vi ser af et skilt i indkørslen, at her er kunstudstilling i dag. Det giver os en undskyldning for at gå ind på området. Vi parkerer bilen, står en tid og betragter vandet, som er inddæmmet dernede foran bygningen. Det ligner noget, som måske engang kunne have været tænkt som begyndelsen til en voldgrav. Ude bag træerne til højre blinker vandet i Kertinge Nor. Det er et fint lille sted med skrånende græsarealer ned til den inddæmmede dam og en bred indkørsel op til det tofløjede hus.

Vi følger vejen op ad indkørslen og til højre. Der er folk ved hovedbygningen, som er ved at bære kasser op fra en lille kældertrappe. Vi lægger nakken tilbage og ser op mod det lille klokketårn. Gavlene på begge fløje er tungt ornamenteret i bølgeformer, de høje hvide vinduer står smukt frem mod de gamle, forvitrede rødsten. Parkens nøgne træer kaster blege skygger over græsset og over grusbelægningen.

Vi går op ad en lille trappe med et smalt sort smedejernsgelænder og åbner en høj, hvidlakeret dør for at komme ind i galleriet i sidebygningen. Herinde finder vi en tung mørk trappe, som fører ovenpå. På væggen over reposen hænger en moderne version af et portræt af Christian IV. Vi fortsætter op og ind i et smukt hvidt lokale med fint udskårne paneler. Her er fyldt med antikke maghonimøbler, kunst- og brugsgenstande, mågestel, en jugendfigurer, spinkle glas, gamle lamper og midt på det opdækkede bord en sølvterrin. Også nutidige kunstgenstande har fundet vej ind her: Farvestrålende, halvabstrakte malerier, bronzefigurer og en serie hyperrealistiske billeder, som jeg holder meget af. Udenfor vinduerne skinner solen nu forårsklart og køligt ned over parkens træer, hvis grene hænger tungt og skinnende som mat sølv ned mod græs og grus.

Vi går ned ad trapperne igen, udenfor og ned i kælderen med de hvide hvælvinger og de tykke mure, hvor værten fortæller os om stedets historie. Om Christian IV, som byggede dette renæssanceslot og forærede det til sønnen, Ulrik Christian Gyldenløve, efter hvem slottet blev opkaldt. Han fortæller, at en senere ejer i 1800-tallet brød riddersalen ned, som dengang udgjorde den øverste etage på sidefløjen - som i øvrigt dengang var hovedfløj. Man ville bruge stenene til at opføre de tilliggende bygninger, som ses et stykke længere ovre bag træerne. I den nuværende hovedbygning ændrede man salene fra renæssancestil til klassicisme. Langt senere, i moderne tid, var stedet i en periode udlejet til et center, som arbejdede med healing gennem kunstnerisk aktivitet. Disse formentlig aldeles velmenende mennesker havde absolut ingen æstetisk sans eller respekt for kulturarven. De malede lofterne lilla og væggene brune. Først da de satte Veluxvinduer i taget, fik fredningsmyndighederne øjnene op for, hvad der var ved at ske med Ulriksholm.

I dag er stedet smagfuldt ført tilbage til sin ydre renæssancestil og sin indre klassicisme. Værtsparret, som vi i dag træffer, afholder udstillinger og forskellige arrangementer på stedet. Man udlejer sale i hovedbygningen til bryllupper og andre større festligheder. Det kildrer i maven. Hvilken smuk ramme om et sådant løfte.

Vi hænger lidt ved stedet, da vi er kommet ud i den kolde blæst igen. Her kunne man leve. Med ånden i det gamle slot, med det funklende lys fra Kertinge Nor og den dybe glitren i det mørkt krusede vandspejl nedenfor sidebygningens vinduer. Det lyser hvidt af vintergækker under de ældede træer. Grenene duver i blæsten. Måske i et andet liv…

Et andet liv og en anden tid finder vi, da vi senere, hånd i hånd, presser os op mod blæsten og ned langs et markskel, for at finde den gravhøj, hvor Ladbyskibet kan ses. Der ligger den, højen. Beklædt med friskt grønt græs, som bøjer sig i den stærke vind.
”Den blæser forår ind!” siger jeg muntert, optimistisk. Du er ikke helt utilbøjelig til at give mig ret i mine håbefulde antagelser, for himlen åbner sig nu stadig mere blå over de sejlende skyer, og lyset brager op fra vandet derude.

Nyt møder gammelt, da vi står foran indgangen til højen. Her er overvågningskamera og automatisk lukkemekanisme på den solide dør, som er installeret her ind til det allerhelligste. Skibet ligger bag en kæmpemæssig montre, som man kan gå hele vejen rundt om. Vi er gode til at se bagom glasset. Vi bruger fantasien, og kan se den fraværende vikingefyrste, som museet kalder ham, selvom han for længst, formentlig kort efter sin ligfærd, er blevet revet ud af denne sin sidste bolig og nu opholder sig, guderne må vide hvor. Hvad vi rent faktisk ser, er et aftryk af skibets bund i jorden, spanter, nagler og enkelte skeletrester fra de heste og hunde, som fyrsten fik med sig på den sidste rejse. Her lugter af kælder, af grav og af oldtid.

Ude i luften igen ruskes vi igennem af vinden. En ondskabsfuldt viftende tjørnegren i hegnet griber fat i dig, og jeg må hægte dig fri. Vi kører tilbage over Kerteminde. Vi tænker os, at byens navn måske betyder lysmunding. Det synes vi er smukt. Og man kan da sagtens forestille sig, at vikingerne må have set indsejlingen til dette sted som en lysets munding. I dag ser vi i hvert fald ”lysvæld bagved lysvæld”.

Byvandring

Den første lørdag i marts er himlen tung og grå. En strid blæst kaster sig mod os i Odenses gader. Jeg har sat mig for at vise dig min by. Første stop er det gamle kvarter i Over- og Nedergade. Efter en kort vandring i den kolde vind opsøger vi Bymuseet Møntergården, hvor man sædvanligvis kan få et indblik i byens historie gennem arkæologiske fund, gamle fotografier og udstilling af kunst og brugsgenstande. I dag viser det sig, at museet er under ombygning, så vi må nøjes med de arkæologiske fund og besigtigelsen af de gamle bygninger, som er flyttet hertil fra forskellige steder på Fyn.

Arm i arm kæmper vi os, stridende mod de pludselige kastevinde, gennem H.C. Andersen kvarteret, tværs over Thomas B. Thrigesgade og videre hen ad Vestergade. Vinden flår i tøjet og hviner i ørerne. Jeg trækker dig med over til Frellsen Chokolade, hvor jeg køber hjemmelavet chokolade med champagnesmag og trøffel. Vi deler et stykke, og du siger: ”Du ved godt, hvad der skal til.” Jeg svarer ”hmm!” med munden fuld af marcipan, men sandheden er, at jeg ikke altid ved, hvad der skal til. Jo, måske på chokoladefronten. Men sådan tænker jeg ikke lørdag middag i modvind og med chokoladesmag i munden foran Odense Domkirke.

Domkirken skal du se. Jeg tænker altid på den som byens vartegn. Uanset om man nærmer sig centrum fra Bolbro Bakke mod Vest eller fra Nyborgvej mod Øst ser man Skt. Knuds Kirkespir knejse mod himlen. Og hver gang jeg passerer den, i regn eller solskin, må jeg se op og lade mig overvælde af denne himmelstræbende kolos. Vi skubber døren op og går ind i det højloftede, lyse kirkerum, hvis tykke mure lukker al larm ude. En vandring her med dig er en helt ny oplevelse, for du ser ting, som jeg ikke før har hæftet mig ved. Man bliver blind for det, som er tættest på en. Vi studerer de gamle og næsten ulæselige indskrifter på de gamle mindetavler og gravsten, som er nedfældet i gulvet, indfældet i murene. Snart er rummet om os fyldt med hviskende afdøde, som om det at nævne dem ved navn havde vækket dem til live.

Vi går op ad den brede stentrappe til koret og ganske tæt på Claus Bergs pompøse og rigt detaljerede trefløjede altertavle, hvor de forgyldte skikkelser myldrer frem med et utal af historier at fortælle. Du mener, at yderfløjene engang har været lukket til og kun er blevet åbnet under kirkelige handlinger.
”Tænk, hvilket indtryk det dengang må have gjort på en menighed, som ikke var vant til tv og widescreen, når fløjene blev åbnet og åbenbarede disse billeder.” siger du. Jeg sætter mig et øjeblik tilbage i historien, og jeg kan næsten mærke suset, idet al denne gyldne herlighed vælder frem.

Vi går ned i krypten under kirken. På den hvide mur dernede står skrevet navnene på de mænd, som i 1086 blev dræbt i den nærliggende trækirke sammen med Kong Knud, der blev helgenkåret i 1101. Knud den helliges jordiske rester ligger nu i en kiste bag en montre under hvælvingerne her i krypten side om side med Benedikt, hans bror. De brune skeletdele ser ganske fredfyldte ud, selvom historien fortæller om en voldsom død. Vi står en stund og falder i staver over de gamle herrer og deres skæbne. På vej op ad krypten møder vi to unge piger. Den ene vægrer sig ved at gå ned under hvælvingerne, den anden forsøger at overtale hende. Der er mennesker, som får kuldegysninger og kvalme, når de ser en benrad. Den slags er vi blevet for gamle til. Har måske i nogen grad accepteret det uafvendelige, som må komme.

Du byder på frokost, og vi finder en lille italiensk restaurant. Du sænker blikket for at læse menukortet, og jeg bemærker, hvor fint dine øjenvipper buer sig mod de høje kindben. Men jeg siger ingenting, selvom små varme champagnebobler bruser op i mit indre. Vil ikke gøre dig forlegen med mine komplimenter. Det er galt nok allerede. Vi bestiller pasta, og imens vi venter, læner du dig frem og gør det det, du ved nok. Den lille bevægelse med fingrene mod min underarm. Om jeg snart har fået huld nok på kroppen? Det er sådan en tåbelig lille indforståethed mellem to, der holder af hinanden – og usædvanlig nok til at holde mig fanget i dine hænder.

Efter frokosten går turen om ad Nørregade, hvor jeg vil vise dig min kirke. Det er Skt. Hans Kirke, hvor H.C. Andersen blev fremstillet 2. påskedag 1805 efter at være blevet hjemmedøbt. Her er jeg konfirmeret, her sang jeg med i Marie Jørgensen Skoles julekor, og her har jeg, også som voksen, gået til julegudstjeneste.
Carl Bloch har malet altertavlen med Kristus i Getsemane Have. Maleriet illustrerer et skriftsted hos evangelisten Lukas, hvori det hedder: ”en engel fra himlen viste sig for ham og styrkede ham”. Det er den smukkeste altertavle, jeg kender. Kristus ligger på knæ og læner sit hoved ind til den lysende engel, som lægger sin kind mod hans hår. Billedet i sig selv rummer en trøst. Ganske vist blev Kristus ikke bønhørt, da han bad sin himmelske fader om, at denne kalk måtte gå ham forbi. Men Blochs billede viser en tærskelsituation, hvor Kristus befinder sig i brændpunktet mellem guddommelig og menneskelighed. Det er som om det bringer ham tættere på. At også han kunne tvivle og ængstes. Og at han, trods alt, fortsatte ad den vej, som han mente, var ham givet.

Ved siden af Skt. Hans Kirke ligger min barndoms skole. Glasdørene ind til aulaen er aflåst, men vi kan se derind, når vi skygger med hånden. Der er stadig de gamle træpaneler og de blåtonede vægmalerier, som illustrerer de fire årstider. Der er klaveret, og over det hænger et falmet portrætfoto af skolens stifter, Marie Jørgensen. En nydelig yngre kvinde i profil og med håret sat op i nakken. Her samledes vi til fadervor og morgenbøn hver morgen kl. 9. Den 9ende april sang vi ”Det haver så nyligen regnet”, og den 5te maj sang vi ”En lærke letted’ ”. Klara, vores gamle sanglærerinde græd hvert år under disse afsyngelser. Jeg tænkte allerede dengang på, hvad hun måtte have af erindringer, som trængte sig på. Skoleinspektør Bach stod på en lille skammel ved siden af klaveret og vippede på fodballerne.

Vi går bagom præstegården, som ligger her i forlængelse af skolen, og op ad Nyenstad. Herfra kommer man direkte ind i skolegården. De har revet de gamle halvtage, cykelskurene, ned og erstattet dem med en legeplads. En metalskulptur af en engel er hængt op på en af rødstensmurene. Ellers ligner alt sig selv, som jeg husker det.
”Næh,” siger du, ”de har stadig de gamle drikkefontæner!” Ja, det er et af disse gamle stenkar med små metalgitre og blanke knopper, som skyder en vandstråle op, når man trykker på dem og læner sig ind for at drikke. Da jeg ser mig om i gården vælder billederne fra dengang op i mig. For dig må det naturligvis tage sig anderledes og vel ikke nær så indbydende ud. Du kan ikke se min skoleveninde, som står derovre i det nu nedrevne cykelskur og fryser i sine hvide bukser, imens hun tænder en cigaret, som vi ikke må ryge. Du kan ikke se mig der på stentrappen, iført Claus Sylvesters alt for store cowboyjakke, eller høre fodboldens dumpe smæld mod muren, pigernes lyse stemmer og drengenes råb tværs over gården. Du ser ikke den frygtede matematiklærer, Kubikjensen, da han skridter arealet af, iført sin tweedjakke og med den uundværlige brune pibe i munden. Du ved ikke, at netop der på hjørnet ved vinduerne ned til kældertoiletterne faldt man altid på halen om vinteren, fordi nogen absolut skulle lave glidebaner, hvor de var vanskeligst at undgå.
Da det bliver for koldt, og du begynder at gå, tøver jeg et øjeblik. Derinde i opgangen kyssede jeg Claus. Det var et kejtet og alt for vådt kys, som ikke indfriede mine forventninger. Så røg den romance. Men hans øjne var jo også brune og ikke blå som dine.

”Du har jo en hel historie her!” siger du, da vi, fortsat i strid modvind, går gennem Skulkenborg og videre tilbage mod bilen gennem H.C. Andersen kvarteret. Ja, jeg har en hel historie her. Nogle dage klæber den til mig, rejser klaustrofobiske mure af gentagelser omkring mig og får mig til at længes bort fra dette levende museum over mit hidtidige liv. Andre dage finder jeg en tryghed og en frihed i det kendte, som møder mig på hvert gadehjørne. Vi fletter fingre. I dag holder jeg af byen. Jeg har lånt dine øjne og set store dele af den i et andet lys. Som en nytilkommen.

Isvind

Mirabellerne i gården blomstrer kniplingshvidt imod en gråbleg himmel. Isvind. Så blæste gårsdagens stormstød alligevel ikke foråret ind. En knirken i de spinkle grene. Ser op i himlens lukkede rum med blikket blødt sløret af hvide kniplingsdrømme. Jeg ser. For tidligt udsprungne blomster i barfrost.