Så er det godt at ha' venner

Som følge af manglende undervisningserfaring i forhold til de store elever fik jeg afslag på en lærerstilling, jeg havde søgt i Jylland. Det er den primære grund til, at mit humør har været under nulpunktet i dag. (En anden grund er naturligvis dagpengesystemets usmidighed, som er beskrevet i en af dagens tidligere poster.) Trætheden er også sat ind ovenpå de seneste dages spænding op til jobsamtalen, forhåbningerne og forventningerne, som jeg nok var lidt for hurtigt ude med.

Men, som Peter A.G. synger: "Så er det godt at ha´venner!"

Manden i mit liv gjorde sit bedste for at trøste i telefonen og kommanderede mig "op på hesten igen!" Jeg har brug for den opbakning fra netop ham. Det kan jeg ikke afvise, selvom jeg ellers tidligere i mit liv har svoret, at "den står stærkest som står alene" og "i sidste instans kan man ikke stole på andre end sig selv". Han har nået mit bløde og sårbare punkt. For sådan et har jeg stadigvæk, lader det til. Og det er vel sundt nok at have sådan et, for ellers var man vel ikke et helt menneske.

Sønnen kom ligeledes med opmuntrende tilkendegivelser og mente, at noget andet og endnu bedre måtte vente på mig derude.

En sød veninde skrev en sms til mig med ønsker om lys og om at jeg måtte bevare troen på, at det bedste ville ske.

En god bekendt, som jeg endnu kun kender pr. mail og indenfor anmelderiet, sendte mig følgende linjer: "Ork, du skal nok klare dig. Du har tilsyneladende en jernvilje og en evne til at tage fat på udfordringerne, som jeg kun kan beundre."

Tak! Det er sandt nok: Jeg har en jernvilje, og jeg tager gerne fat på de udfordringer, der viser sig, for rent privat har jeg gået i den hårde skole, og livet har lært mig, at når det virkelig gælder, så forholder det sig sådan, at "the only way is through". Man kan skabe sig så meget, man vil, og man kan slå sig i tøjret, men af og til er der ikke andet at gøre, end at gå lige igennem muren, selvom det gør ondt de første gange, man løber panden imod den.

Lige nu er jeg stadig lidt gennemsigtig og må bruge lidt tid på at restituere mig, inden det næste slag skal stå. I'll be back. Stol på det! I mellemtiden skal kæresten, sønnen og vennerne have en varm tak for søde og opmuntrende ord!

En sprogperle fra Clausen

I dag har jeg vist "lignet en Bergmannfilm i ansigtet".
Udtrykket har jeg fra Erik Clausen, der - uanset hvad man ellers måtte mene om manden - har en særlig evne til at fremdyrke sprogperler, der virkelig kan trille.

Ét klik fra Helvede

Foruden de fire ansøgninger om ugen, som man måske og måske ikke skal sende til opslåede fuldtidsstillinger, er man som ledig også forpligtet til at indsende dagpengekort ca. hver femte uge. Det kræver et vågent øje, for datoerne for indsendelse er skiftende i løbet af året. Desuden skal man hver syvende dag klikke ind på Jobnet og bekræfte, at man fortsat er jobsøgende. Første gang man glemmer det, får man en skriftlig påmindelse og en advarsel. Anden gang ligeså. Men tredie gang så kommer systemet og smider en i den sorte gryde.
Den sorte gryde er i dette tilfælde et sted, hvor man er dømt ude og ikke længere har ret til ydelser fra dagpengesystemet.

For nogle uger siden kom min første advarsel. Jeg var tolv timer for sent på den med min bekræftelse. Min undskyldning? Jeg havde ingen. Det skulle da lige være, at jeg havde haft så travlt med at skrive ansøgninger, at det lille klik med musen glippede for mig.

Nu har jeg så modtaget min anden advarsel (jeg var 24 timer for sent på den), og jeg mærker jorden brænde under mine fødder. Hvordan kunne jeg dog glemme det lille klik én gang til? Det kunne jeg, som jeg fortalte en jobcentermedarbejder i telefonen, fordi jeg i netop de dage var væk hjemmefra. Jeg opholdt mig nemlig i Jylland, hvor jeg skulle til et jobinterview på en skole, som lå udenfor de offentlige transportmidlers rækkevidde. Denne lille detalje betød, at jeg måtte tilpasse min færden i forhold til, hvornår min kæreste, der tilbød mig kørelejlighed, kunne agere chauffør, da han allerede har et arbejde at passe. Forberedelserne til samtalen og sommerfuglene i min mave gjorde mig ukoncentreret, så jeg glemte at kigge i kalenderen. Jeg havde, om jeg så må sige, vigtigere ting at tænke på.

Den undskyldning var ikke gangbar, fortalte medarbejderen i telefonen. Hun kunne godt forstå min udmelding, men hun havde jo regler at følge, som hun sagde.
I de regler, som jeg modtog sammen med min anden advarsel, stod der ellers skrevet:

Såfremt du fortsat undlader at bekræfte din jobsøgning, skal du inden for 4 hverdage fra dags dato kontakte jobcenteret og oplyse årsagen til dette. Det vil herefter blive vurderet, hvorvidt du med en rimelig og gyldig grund har undladt at bekræfte din jobsøgning.

Faktisk jobsøgning og den forvirring, som en sådan kan afstedkomme, er altså, ifølge jobcentermedarbejderens vurdering, ikke rimelig og gyldig grund til at undlade at klikke sig ind på jobcenterets hjemmeside og bekræfte, at man fortsat er jobsøgende....

"Nej," sagde medarbejderen, "for du kunne jo bare have bekræftet din jobsøgning nogle dage forud for din bortrejse, du må jo gerne tilmelde dig oftere end hver syvende dag."

Hvis jeg tredie og sidste gang glemmer at bekræfte jobsøgning i tide, så kan jeg se frem til en karriere som gadesælger af Hus Forbi, for nu er jeg kun ét (manglende) klik fra Helvede. Som gadesælger vil jeg, på den anden side set, i det mindste have et job. Medmindre jeg her, som i andre sammenhænge, vil blive betragtet som overkvalificeret - og dermed diskvalificeret.

April

Hvor vi end vender os hen, flimrer svævende grøn over de mørke, nypløjede marker. Vinden i granernes toppe maler hav mellem bakkerne. Jeg ser det i dine øjne. De glimter og stråler, så jeg må sænke blikket og se ned i skovbunden, for at dit himmeldyb ikke skal spejle mit eget ansigts rødme.

Dér myldrer myrer frem af den solbeskinnede tue, som i disse dage er et stort, bølgende tæppe af sort. De piler op ad den høje slanke gran, ved hvis fod de har bygget, de marcherer ned ad hjulsporet, krydser ud på gruspladsen foran huset og invaderer brændeskuret, mosarealerne, græstuerne. De løfter i samlet flok, når de finder en larve. Larven kæmper forgæves mod myrernes bid, og i løbet af få minutter ændrer den farve fra friskgrøn til vissenbrun. Så ligger den stille, og myrerne slæber den hjem gennem gruset.

Det pusler i bunken af grene og kvas: En fuldfed mus smutter lynsnart afsted og gemmer sig i et hulrum i brændestabelen. Fuglene i krattet lokker hinanden med skønsang og triller så smukke som lyset, der glimter i bækken nede ved gården.

Du har hentet din flækøkse frem, for nu er det tiden at kløve træet til det kommende efterårs kølige aftener. Jeg ser al din kraft udfoldet, idét du hæver det tunge redskab over din skulder, tager sigte og lader det falde over en brændeknude. De dumpe drøn giver genlyd mellem træerne og får jorden til at skælve. Barken løsner sig i store flager, brændeknuden flækker, og det lyse ved skinner i solen og sender en berusende duft ud i luften.

Ikke alle brændeknuder er lige villige til at give sig. Så driver du kiler ind med den tunge hammer. Lyden af metal mod metal klinger skarpt og kastes tilbage fra husets mure. En sprække viser sig i den mørke bark, og i næste øjeblik begynder det at knage i veddet, som når isen på søerne giver sig, under det første tøbrud. Du træder et skridt tilbage, løfter en behandsket hånd og tørrer sveden af din pande. Solen har fået kraft. Sommerfugle og humlebier er gået på vingerne. Endnu et velrettet slag, og veddet brydes åbent. De brudte flader springer fra hinanden, og jeg samler dem op og lægger dem på plads under halvtaget, hvor de skal tørre i sommerens sol og under de milde vinde gennem det næste halvår.

I de sene eftermiddagstimer hviler vi ud bag huset, drikker hyldeblomstsaft og betragter lysets vandring over markerne bag de mørke graner og gennem de tjørnehegn, som står florlette og svævende grønne her sidst i april - øjeblikket før skovens løv tætner og vugger anemonerne i søvn, øjeblikket før vildrosers døvende duft fylder luften med sødme og løfter om evigt lang sommer. Nu gløder dit ansigt i dagens sene sollys, men dine øjne funkler lige blå af den grund. Jeg lægger min tanke til ro i din stilhed.

Sudoku...

"Kærligheden er så logisk:
Alle modsætninger bliver forudsætninger
og sætningerne kommer forud
for logikken: Jeg elsker dig, fordi det er sådan."

Henrik Nordbrandt: "Kærligheden er så logisk"

Kjeldberg er overalt

Jeg spejdede både efter forfatteren selv og efter familien Caritas, men alt syntes at ånde fred og ro på Kjeldbergvej. Det holder vist kun, indtil forfatteren opdager korrekturfejlen...

Two of a kind

Ane-Marie Kjeldberg skrev en kommentar til mig her. Som svar vil jeg dedikere dette nummer til Ane-Marie. Enjoy!

Og så kom jeg til at tænke på Suzi

og denne her og - ikke at forglemme - denne her.

Nøglekompetencer

Ved du, hvordan du afdækker dine nøglekompetencer? Hvis ikke, så læs med her.


Afdækning af nøglekompetencer var nemlig dagens emne i jobklubben. Vi havde aftalt hver især at medbringe en liste over hidtidig beskæftigelse, både lønnet og ulønnet. Idéen var så, at de øvrige deltagere, for hvert punkt, man nævnte, skulle byde ind og sætte ord på de kompetencer, som de mente, at man derigennem måtte have udviklet. (Tanken er den, at andre ser med friske øjne på det, som man hidtil har beskæftiget sig med.)
Efterfølgende skulle den enkelte så indkredse de kompetencer, som gik igen i hans/hendes deraf udarbejdede kompetenceprofil og voila!, så havde man fundet de nøglekompetencer, udfra hvilke man kunne søge sit idealjob.

Jeg lagde ud: I tidens løb har jeg været tegner og allround-medarbejder på en reklameavis, været medarbejder på et AV forlag, hvor jeg redigerede lydbånd og tegnede forsider til lydbogsmapper, været pædagogmedhjælper i en SFO, arbejdet på et industrigartneri, været stuepige og køkkenmedhjælper på en kro, arbejdet som kunstmaler, været blomsterbinder, undervist i litteratur på FOF, været studentermedhjælper på Universitetsbiblioteket, fungeret som igangsætter, medredaktør af og medskribent på et festskrift, skrevet anmeldelser og taget en uddannelse til cand. mag. i dansk og engelsk. Desuden har jeg siddet i studienævn og været frivillig medhjælper på et kattehjem.

Jeg ventede spændt på at høre mine medlediges bud på, hvilke kompetencer, jeg måtte have udviklet. Jeg skal forskåne mine læsere for en fuldstændig liste og blot nævne de kompetencer, som gik igen. De var: Selvstændighed, kreativitet, skriftlige formuleringsevner, initiativ, ansvarlighed, fleksibilitet, overholdelse af deadlines og kendskab til så godt som hele arbejdsprocessen omkring publicering.

"Du skal da arbejde på et forlag!" sagde nogen.
Ja, det er jeg sådan set godt klar over. I flere år har jeg, når jeg så indslag om bogbranchen på tv, følt mig som Franz Pander, når han stod og så ind i de fine gemakker, hvor livréklædte kelnere modtog gæsterne: Dét ville jeg være! Ja, ikke kelner altså, men medarbejder på en forlags- eller kulturredaktion.

Jeg er ikke i tvivl om, at jeg har de nødvendige forudsætninger. Jeg kan uden blusel sige, at når det gælder det litterære, så er jeg ganske habil til mit arbejde, og jeg brænder for det, som det så smukt hedder.

Desværre forholder det sig sådan, at de ledige forlagsstillinger, som opslåes på jobsiderne, tilsyneladende kun er de groft underbetalte deltidsstillinger, og selv dem er der langt imellem. Desuden har de fleste forlag valgt at klumpe sig sammen i København, og jeg har absolut ingen trang til at flytte derhen, hvor bilosen ligger i tunge dyner, hvor de autonome tænder bål i gaderne, hvor det tager en halv time at spadsere fra det ene gadehjørne til det næste, og hvor det koster en bondegård at erhverve en bolig, såfremt man overhovedet kan finde en i et område, hvor der ikke står pushere i trappeopgangen og forekommer jævnlige skuddramaer udenfor vinduerne.

"Så kan man jo selvfølgelig pendle!" var der en, der sagde. Ja, det er muligt, at det bliver løsningsmodellen. Man kan jo vænne sig til meget. Men jeg skal ærligt indrømme, at jeg også gerne ville have bare en smule tid til kæreste, familie, venner og mig selv og mit eget ved siden af arbejdet. Derfor håber jeg så inderligt, at jeg vil kunne finde en stilling på et forlag i provinsen. (Eller på en kulturredaktion, hvis ellers en af de kære redaktører turde tro på, at jeg i løbet af ret kort tid ville kunne lære også de journalistiske vinklinger. Send mig på kursus, eller smid mig ud i det, kære venner. Det hedder learning by doing, og når det går mindre godt, er mit valgsprog: "Fail again, fail better!")

Til de forlagsdirektører, som har valgt at anbringe deres geschäfter i København, vil jeg gerne rette følgende spørgsmål: Hvad p..... er der galt med provinsen?

Når alt det er sagt, så må jeg modvilligt indrømme, at jeg begynder at forstå nogen af de fordomme, som har hersket - og til dels fortsat hersker - omkring humanister og deres (mulige) ansættelse i et bredere udsnit af danske virksomheder. Kære medhumanister, der er simpelthen for meget rundbordssnak, for lidt struktur og alt, alt for lidt selvtillid!

På dagens møde (den del af mødet, jeg deltog i, da jeg var nødt til at gå tidligt for at indfri en anden aftale) mødte én ud af de seks tilstedeværende totalt uforberedt. Den samme person blev ved med at omtale sig selv og sine kompetencer, eller mangelen på samme, i negative vendinger. Et flertal var meget nølende, når det handlede om at byde ind i den brainstorming, som skulle forestille at finde sted. Adskillige af de bud på erhvervede kompetencer, som langt om længe kom, tog i højere grad udgangspunkt i bidragsyderens forestillinger, end i den konkrete beskæftigelse, som var beskrevet. Da en polsk/dansk tolk således fortalte, at hun havde fungeret som tolk i forbindelse med et tværkulturelt projekt for handicappede børn, hvilket indebar en del rejseaktivitet mellem Danmark og Polen, var der dem, der hævdede, at hun måtte have udviklet kompetencer som projektleder, tovholder, rejsearrangør og handicaphjælper. Men hallo! - tolken havde ikke ledet projektet, hun havde ikke arbejdet med børnene udover sin funktion som tolk, hun havde ikke været tovholder på projektet, og hun havde end ikke bestilt billetterne. Research, kære venner. Det burde en akademiker vel for søren kunne finde ud af. Spørg ind til det, du ikke ved, i stedet for at klatte dine egne fantasier oveni.
Endnu et eksempel: Da jeg nævnte min fortid som kunstmaler, var der en, som nævnte kompetencen 'fordybelse'. Helt skudt ved siden af! En sådan idé bygger på de Hollywoodfilm, der vises i biografen. Ganske vist har jeg udviklet den kompetence, men det er sket i anden sammenhæng. Som fuldtidkunstmaler uden penge i ryggen udvikler man ikke evnen til fordybelse. Man udvikler evnen til at overholde en deadline, man udvikler evnen til selvstændigt arbejde, og man bliver fantastisk dygtig til at arbejde med præcision selv under tidspres.

Men tilbage til akademikerne og deres hang til rundbordssnak. Det nytter altså ikke, at man bruger en væsentlig del af et møde på at sidde og diske op med anekdoter og snakke personlige associationer i forhold til børn, handicappede eller whatever. Vi er ikke pædagoger, vel? Struktur, målrettethed og effektivitet, tak! Emnet er givet på forhånd. Lad os så holde fast i dét og gemme det overflødige til pausen eller den sidste halve time.

Om jeg kommer til møde i jobklubben igen? Ja, det regner jeg med. Men jeg sidder ikke og spilder fire timer af min tid på udenomssnak og 'lad os nu hygge os'. Jeg skal hjem og igang med at skrive til redaktionerne! Så må vi se, om nogen tør binde an med mig. For jeg har jo fået at vide, at jeg nok hellere må nedtone min selvstændighedstrang, min kvalitetsbevidsthed og min målrettethed, indtil jeg er kommet ind i varmen. Som en konsulent på MA sagde til mig: "Jeg er sikker på, at hver en sten vil blive vendt, hvor du kommer til, men du skal nok lige holde lidt igen i dit CV." Og under et par jobinterviews har jeg hørt følgende formulering: "Du har din alder og din erfaring imod dig, for det vil være lettere at forme en yngre medarbejder."

Well, well, well. Hr./Fru redaktør - I dare you!

Priceless

"I have learned a thing that you haven't: There are things that are worth having but they come at a price, and I want to be one of them!"

Tanne til Dennis i Out of Africa

Psykologisk spændingsroman i højt gear

Christian Dalsgaard har netop udgivet spændingsromanen Tolk. Læs mere på Sentura.

Christian Dalsgaard:
Tolk
Lindhardt og Ringhof 2008

Et amputeret liv

Lone B. Skovgaard debuterer som romanforfatter med et gedigent værk om Venusia, kvinden uden hænder. Læs min anmeldelse her.

Lone B. Skovgaard:
Tiden hænger på træerne
People'sPress 2008

Frostskader og sort humor

Jeg har anmeldt Dorthe De Neergaards første voksenroman, Eventuelle pårørende, på Sentura.

Dorthe De Neergaard:
Eventuelle pårørende
Gyldendal 2008

Stilleben VIII

Lyden af bassen, som brager ud af de store sorte højttalere, forplanter sig som en rysten op gennem alle møbler. De høje stabler af papirer, hvorfra den skælvende skrift bryder frem som hære af myrer, vakler usikkert under trykket. En opslået bog, der ligger øverst på en stabel af andre indbundne og hæftede værker, glider, for hver rytmisk drønen, en smule længere ud imod kanten, til den omsider falder på gulvet, hvor den smækker siderne sammen.
Han hører den ikke falde. Han sidder med ryggen mod muren, lænet op ad de sindrige sætninger, som han har skrevet der med blyant, med pensel, med blodet, som han ridsede frem af sin arm. Hans øjne er lukkede, han rokker let i takt til musikken og inhalerer dybt af en chillum, som sender en kvalmende sød og krydret duft ud i stuen og fæstner sig i hans fedtede hår, hans jeans og den uldne trøje. Der er dunkelt i rummet. Han har trukket de tunge nikotinfarvede gardiner for, så man ikke kan se op til ham fra gaden. De fremmede kunne komme. Sollyset kunne penetrere hans hjernekiste og slette, hvad han kun kan ane i dette dunkle lysskær, hvori tankerne strålende står frem med deres egen indre glød. Han suger cannabis dybt ned i lungerne, hoster og spytter og hoster igen. Med kun halvt åbne øjne rækker han ud og famler efter telefonen. Han taster et nummer og venter og råber sit navn ind i røret. Så glider hans øjenlåg i, mens han selv glider ned på madrassen og begynder at snorke med åben mund og den rygende chillum i hånden. Nogen taler til ham fra en anden verden.
Kort efter bliver forbindelsen afbrudt.

Stilleben V

Døren er ikke låst. Enhver kan gå ind. Her er intet at gemme på. Tristheden siler ud af væggenes skrammede flader, lurer i støvet og i krummerne på gulvet, stiger som en doven lugt fra de henkastede dynger af forvasket snavsetøj.
En halvvissen blomsterbuket på det plettede spisebord hænger tungt åndende ud over kanten af vasen. I køkkenvasken drypper en utæt hane sin længsel ned i en stabel uskyllede tallerkener og fedtede glas.
Hun ligger på ryggen på madrassen på gulvet i stuen. Det ene bare ben er let bøjet, det andet strakt ud. Dynen dækker kun halvt, så man kan se den sorte blondechemise og under den kroppens fine linje, hvor hun strækker den højre arm op over hovedet, imens den anden hviler tværs over brystet. Hun ånder tyst i det dæmpede middagslys, som trænger ind gennem vinduet. Lydene udefra når ikke hendes bevidsthed. Hun sover som et barn med et lidt mut udtryk i ansigtet under det rødgyldne pjuskede hår. Når hun åbner sine blå porcelænsøjne vil hun se lige op i de ord, hun har malet med cyklamen på loftet: Daddy, Daddy, I’ve been bad! Spank me, Daddy, spank me!
Her er ingen gasovn i køkkenet. Til gengæld er de elektriske installationer i uorden. Jorden er giftig og knivene skarpe som tunger. Der er et uendeligt antal muligheder.

Stilleben I

Der hænger guirlander af spindelvæv under de mørke bjælker i stuen. Sidste sommers fluer et afgået ved døden under en stadig svagere summen mod de små ruder, hvorigennem der er udsyn til lange udsigter. Nu ligger de små kamikazepiloter som støvede hylstre i karmen. Aviserne hober sig op i dynger på gulvet, hvor han lod dem falde, og husets eneste potteplante, en nøjsom vækst af sukkulentslægten, står vissen og stivnet i sin udpinte pottemuld.
Nogle ville sige, at her mangler en kvindehånd. Men han har nok i sin egen. Og i de hænder, han om natten låner i det virtuelle univers. Hænder, som ikke efterlader duften af Ajax og nystrøget moderlighed på hans enemærker.

Det går ikke altid, som Mullahen prædiker

Som Achmed siger: "If this is Paradise, I've been screwed!"

I disse tider, hvor selvcensuren bliver stadig mere udbredt, og hvor der ved gud ikke er meget at grine af, er det befriende at opleve Jeff Dunhams satiriske sketch, Achmed the dead terrorist.

Nu er jeg forarget

Politiken bragte i går en kronik af forfatteren Ane-Marie Kjeldberg, hvis seneste roman, Marcipansøstre, allerede har forarget en del læsere og ikke mindst bagsidelæsere.

Kronikken omhandler den tiltagende seksualisering af børn, og Kjeldberg eksemplificerer dette fænomen gennem en fortælling fra den virkelige verden, hvor et uskyldigt billede af en legende, fireårig (og tilfældigvis nøgen) dreng, som en stolt moder har indsendt til en sommerbilledkonkurrence i en ugeavis, ender på tryk med en censurerende sort bjælke henover barnets køn.

Som Kjeldberg bemærker, så var billedets stemning pludselig "forvandlet til noget umådeligt seksuelt og farligt".

Hvordan kunne det nu gå til? Det kunne gå sådan til, fordi redaktionen, som i første omgang havde valgt at bringe billedet i samme ånd, som det var indsendt, lyttede til en flok forargede, nypuritanske trykkere, som nægtede at trykke et billede af et nøgent barn.

Dét forarger mig: At en ansvarshavende avisredaktion kan lade sig styre af (forargede) trykkerimedarbejdere, og at samme redaktion udviser så ringe dømmekraft iøvrigt, at den derpå vælger at bringe et billede, der er censureret på samme måde, som man ser det praktiseret på reklamer for pornografisk materiale.

Som Kjeldberg også er inde på i sin artikel, så ender vi alle snart i burka og knapstøvler for at imødegå eventuelle overgrebsmænds beskidte lyster. Men er det sådan, vi ønsker at leve?

Der må være måde med. Personligt er jeg af den opfattelse, at der skal være mulighed for at slippe for at blive påduttet andre menneskers (i mine øjne til tider) intimiderende nøgenhed i det offentlige rum. Med andre ord: Man skal have lov at have sin personlige blufærdighed i fred. Omvendt skal der også være mulighed for at tilbagevise den ekstremistiske form for nypuritanisme og den tiltagende seksualisering af det menneskelige legeme, herunder ikke mindst barnets, som blot tjener til at ophidse svage sjæle yderligere. Det forbudte har jo alle dage, siden Adam og Evas tid, været det mest tillokkende.

Endelig bør de mest ekstremistiske blandt nypuritanerne måske overveje, om ikke de nyder deres egen forargelse lidt vel meget? Også i forargelsen ligger der jo en sød kildren, som ikke alle opnår ad anden og mere naturlig vej. Måske der ligefrem kan tales om forargelsesfetichisme?

Dansk digtnings sorte dronning

Jeg har interviewet Pia Tafdrup. Læs mere på Sentura.

Ting, man ikke kan skrive om

"Der er ting, man ikke kan skrive om!" sagde sønnen.

Hans replik kan passende indlede dette indlæg, for det handler netop om noget, man ikke kan skrive om. Det handler om de følelser, der er på spil i forhold til ens voksne barn.

Der er tilsyneladende en blufærdighedstærskel her. Et tabu kan man næsten kalde det. Som forfatter kunne man vel så lægge sine følelser ind i en fiktiv ramme og således få dem udtrykt. Men jeg kan ikke umiddelbart komme på nogen bøger, hvori temaet er forældres følelser for voksne børn. Er det ikke mærkeligt? Fylder det voksne barn så lidt i (andre) forældres bevidsthed?

Der findes naturligvis film som f.eks. Father of the Bride, hvori farmand har svært ved at acceptere, at hans datter er blevet voksen og nu bliver en anden mands 'pige'. Eller filmen Hush, som fortæller om den fæle (sviger)mor, der forsøger at komme sønnens hustru til livs. I begge tilfælde film, hvori forældre skildres som sygeligt besidderiske overfor deres afkom.

Men hvad med glæden? Hvad med beskyttertrangen? Hvad med stoltheden? Hvad med sorgen over at have bragt et menneske til verden og dermed at være indirekte årsag til de lidelser og den modgang, som det uundgåeligt også må gennemgå? Hvad med den kraft i en, som gør, at man i yderste konsekvens vil give sit eget liv for at redde barnets - også selvom det nu er voksent? Hvad med den dybe følelse af samhørighed, man føler i forhold til det menneske, som man har båret under sit hjerte og har kendt hele dets liv? Hvad med den afmagt og længsel, man kan gribes af, fordi det nu går ad veje, man ikke helt kender? Veje, man selv har forsøgt at hjælpe det til at lede efter, fordi man udmærket ved, at "jeres børn er ikke jeres børn, men I er den bue, hvorfra pilen er afskudt" som Kahlil Gibran skrev? Hvad med de indre og gentagent opdukkende snapshots fra dengang han var tre uger, tre måneder, tre år, tretten år, der blander sig med billederne af den unge mand, der nu må bøje sig ned for at give en et knus?

Det er en særegen form for kærlighed. Det er en kærlighed, som ikke vender sig til sin modsætning. Den er betingelsesløs. Man forvandler sig ikke til et ufejlbarligt menneske - end ikke i forhold til barnet - bare fordi man er i besiddelse af netop dén følelse. Men kærligheden er der altid og under alle omstændigheder.

En mor kan skelne sit barns duft fra hundrede andre børns. Men nok om det. For det er og bliver sandt: Der er ting, man ikke kan skrive om!

Uden titel

10 Things I Hate About You.

Anarkiet

breder sig!

Naturromantik tilsat sovekammerbelysning

En anonym kommentator, hvis identitet jeg er meget nysgerrig efter at få afsløret, har været så elskværdig at sende mig en freudiansk analyse af min tekst, "Lige ind i eventyret". Klik på kommentarfeltet under ovenfor anførte indlæg for at læse analysen, som jeg har tilladt mig, med kommentatorens egne ord, at kalde "Naturromantik tilsat sovekammerbelysning".

Boblegummiknald og klisterfingre

Midt i marts udkom Maise Njors klummesamling, Du ser træt ud, skal jeg holde dine bryster? Hvad jeg mener om den udgivelse, kan du læse i min note på Sentura.

Maise Njor:
Du ser træt ud, skal jeg holde dine bryster?
Klummesamling
Gyldendal 2008

God journalistik!

Fuck janteloven! Og undskyld dernæst mit fransk...

Men når en lille journalist-wannabee - som jeg - modtager roser som dem, der folder sig ud i Kjeldbergs kommentar her hos Stensamler, så er det svært at holde lav profil. Kjeldberg kalder en af mine tidligere overskrifter, Sprængfarlig marcipanmasse, for "god journalistik - herlig spidsformulering med indbygget gåde!"

Ucensureret marcipan

Jeg noterer mig med stolthed (hvis man kan være stolt over at have opfundet en neologisme), at begrebet Marcipankrise, som jeg først lancerede i en kommentar på på en af Ane-Marie Kjeldbergs sider, nu tages op - og illustreres! - andre steder i den danske blogosfære. Se bare her.

Lige ind i eventyret

Solen stråler klart fra en sart forårsblå himmel, da vi en af de sidste dage i marts sætter kursen mod Salten Skov. Du har før omtalt svovlkilderne, og i dag skal jeg se dem. Endnu ligger landskabet nøgenbrunt omkring os, men der ligger dette særlige douce lys over marker og skovbryn, som indvarsler forårets komme. Og landskabet strækker sig, strækker sig og strækker sig, som det kun kan gøre det i Jylland.

Efter en tur, der går ad små og større veje, over åbne marker, gennem mørke granskove, hvor lyset blødt bryder grenenes tunge nålehang og kastes tilbage i nuancer af kobber og mosgrønt fra underskoven, når vi frem til et hjulspor, der fører gennem et let kuperet terræn ind i det område, vi leder efter.

Du parkerer bilen, og vi fortsætter til fods i det milde vejrlig, forbi stabel efter stabel af skovede træer. Her dufter gennemtrængende af harpiks fra granernes endnu fugtige og mørkt gyldne sårflader. Vi standser nogle gange undervejs. Læner os ind over de fældede kæmper, klapper de ru stammer og lader os beruse i duftene.

Kratbevoksning afløses af fritlagte strækninger. Pludselig åbner landskabet sig til højre for os. Vi ser ud over et vissent engdrag, ud over skovklædte bakker, hvis blødtbrune, dæmpet grønne og ulmende rosa nuancer glider over i rødviolet og blåligt længst ude mod horisonten, hvor himlen nu er ved at blegne i et let skylag. Her kan der åndes frit. Brystet åbner sig. Hjertet får plads.

Det er svært at vende sig bort, men da vi endelig gør det, hører vi en brusen ganske nær ved. Få meter længere nede ad det fugtige hjulspor og inde til venstre fosser et lille, men overmåde kraftigt vandfald ud af en bakke. Skummet står op i hvide sprøjt, men hvor vandet pludrer hastigt afsted i en lille bæk, som løber under vejen, har det, sin klarhed til trods, en farve som af rød okker. Du peger op, og så ser jeg det: På en skrænt, der hæver sig til venstre for vandfaldet, står et udgået træ behængt med tibetanske bedeklokker. Sådan tager det sig i det mindste ud på afstand. Da jeg fascineret bestiger skrænten, idet jeg hager mig fast i usikre grene og kviste fra de omkringvoksende buske og træer, går det imidlertid op for mig, at de mærkværdige stribede klokker er en art svampe, som gror på den afbarkede stamme.

Du er gået ad en lille sti op på den anden side af bækken, og jeg følger dig nu opad, til vi kommer til et plant terræn, hvor en lille sø ligger omkranset af stejle skrænter. Du mener, at det må være et dødishul, der er blevet dannet, da en gigantisk tilbagebleven og hårdt frosset isklump engang smeltede og efterlod dette dybe gab, hvorfra der nu er udsyn til den åbne himmel omkranset af høje slanke løvtræer.


Du udpeger de småbitte og blødt piblende kildevæld i skrænten, hvorfra vandet stammer. Dette er svovlkilderne. Så ganske anderledes betagende end jeg havde tænkt mig dem. Søen changerer i opalens fine farvespekter: dybblå, mosgrøn, smaragdgrøn, mørkt gylden og på sine steder næsten sort, men det er ikke muligt at fastholde én nuance med blikket, for midt i dette farvespil er vandet så krystalklart, at man kan se hver sten på bunden og de slanke siv og vandplanterne, der står behængt med guirlander af gylden materie, der flyder ud i vandet og danner hele byer af fantasislotte dernede. Det ligner noget fra en fremmed planet.
”H.C. Andersen kunne have fået meget ud af det her!” siger jeg.

Vi dvæler en tid lang ved søen. Jeg må helt tæt på den bløde sumpede bred og have hænderne i vandet. Jeg har lyst til at drikke af det, men jeg ved ikke, om det er til skade eller gavn at drikke svovlholdigt vand, selvom det hedder sig, at det skulle være sundt at bade i, så jeg undlader det. Køligheden gør dog godt mod huden.
Også vandfaldet nedenfor søen, et vandfald, som formentlig er menneskeskabt, idet overløbet fra søen synes at være kunstigt ført ned under jorden og altså ud igen gennem skrænten, må vi hilse af med, før jeg kan gå med til igen at forlade dette eventyrlige sted.

Da vi sætter kursen tilbage ad hjulsporet, hvor ikke blot graner, men også piletræer med dunede gæslinger ligger skovet i grøfterne, er himlen overtrukket med svagt gråhvide skyer. Det hindrer dog ikke fuglene i at slå deres jublende forårstriller. Og her dufter fortsat af harpiks, af nypløjet muld fra markerne og af krydret underskov. Og dér går du inde – dér, hvor de store maskiner, som har afløst tidligere tiders mere nænsomme skovning, har flået træerne op af grunden og efterladt voldsomme sår i den sorte muld. Dér går du og ligner et barn af Jyllands jord, som du jo også er det, med blæst i dit hår og med hænder, der dufter af harpiks og vårgrønt.