Hvor går grænsen for det private, når man blogger under eget navn? Det er jeg begyndt at tænke over på det sidste. Jeg har naturligvis tænkt på det før, men grænserne forekommer mig at blive stadig mere flydende.
Da jeg først begyndte at skrive blogindlæg, var det min intention, at denne blog skulle koncentrere sig om det faglige, hvilket i mit tilfælde vil sige det litterære. Der gik dog ikke lang tid, før mere personlige betragtninger og holdningstilkendegivelser sneg sig ind. Måske fordi andre og mere private bloggere "smittede" med deres åbenhed, måske fordi det at blogge viste sig at være en social aktivitet og en kommunikationsform, som jeg kunne bruge.
Efterhånden som bloggeriet bliver en næsten daglig foreteelse, og flere blogbekendtskaber udvikler sig til mailbekendtskaber og i enkelte tilfælde til bekendtskaber i den virkelige verden, bliver det i stigende grad vanskeligt at fastholde opmærksomheden på det faktum, at min blog er en offentlig side, som kan læses af enhver, der måtte ønske det. Privatsfæren og blogosfæren begynder at glide sammen, og jeg er bange for, at det er et skråplan at komme ind på.
Jeg er ikke synderligt bekymret for, hvad læserne eventuelt måtte finde ud af om mig. Det er min personlige opfattelse, at vi mennesker i vid udstrækning ligner hinanden - eller som Karen Blixen skrev: "Jeg er et Menneske, intet menneskeligt er mig fremmed", hvilket jeg antager gør sig gældende for de fleste. Men jeg er bekymret for, om nogen af de læsere, som kender mig privat, og som derfor enten genkender sig selv eller fælles bekendte, der omtales i mine blogindlæg, bliver stødt over noget, jeg skriver.
Det hele bliver ikke lettere af, at der på denne blog findes både personlige strøtanker, faktuelle og emneorienterede indlæg og skønlitterære tekster. Især når det gælder de skønlitterære tekster - og til dels faktionen (blandingsproduktet mellem fiktion og fakta) - kan der opstå utilsigtede reaktioner, forestiller jeg mig.
Et eksempel: For kort tid siden gav jeg et par familiemedlemmer, på min fars side af familien, min blogadresse. Siden gik det op for mig, at der blandt mine fiktive tekster, på disse sider, er nogen stykker, hvori digterjeg'et omtaler sin far på en lidet smigrende facon. Det er klart, at jeg nu bekymrer mig om, hvorvidt bemeldte familiemedlemmer vil kunne læse teksterne som fiktion, eller om de vil tage hvert ord for pålydende. Sandheden ligger jo et sted midt imellem. Netop disse tekster er, i lighed med de fleste andre af mine skønlitterære skriverier, inspireret af enkeltstående, virkelige hændelser, men de er naturligvis bearbejdet og koloreret i kunstnerisk øjemed, ligesom opmærksomheden, af samme grund, er fastholdt på særlige aspekter, som måske ikke var de dominerende i virkelighedens verden.
Jeg går i udpræget grad ind for både ytringsfrihed (selvom enhver, der ytrer sig, naturligvis må gøre sig klart, at en given ytring kan få konsekvenser) og for kunstnerisk frihed. Jeg er desuden overbevist om, at et kunstnerisk værk aldrig nogensinde bliver til uden en vis tæren på hovedstolen. Jeg er imidlertid klar over, at når det kommer til personlige relationer, så kan nogen mennesker være særligt sårbare på bestemte områder, hvorfor de kan reagere på en måde, som skribenten/undertegnede ikke forudser under skrivningen. Og det selvom i hvert fald jeg kun yderst, yderst sjældent nævner faktiske navne på de personer, jeg omtaler i dette offentlige rum.
Jeg spekulerer også på, om man kan og bør skelne mellem den kunstneriske frihed, som jeg mener, kan forsvares i forhold til fiktive tekster, og så den skribentens etik, som vel må være noget anderledes - og vel i høj grad defineres af den enkelte - når det gælder mere faktuelle indlæg. Og hvilket (uskrevet) regelsæt skal man henholde sig til, når man står i faktionens skæringspunkt?
Hvordan forholder andre bloggere og/eller forfattere sig til disse problemstillinger?
Hvordan forholder læserne sig?
Saturday, June 28, 2008
Friday, June 27, 2008
Midsommer
Da jeg genser dit landskab, her midt på sommeren, har naturen antaget sine dybere og mere mættede grønne toner. Langs med den grusvej, vi følger, står kornet allerede højt på markerne, isprængt kornblomsters syngende blå. Bækken ved gården er så godt som skjult under frodige, bladrige planter, og forårets gennemsigtige hegn er nu forvandlet til tætte tykninger af matgrønt.
På din grund er alt lukket til, som du forudsagde det i april, hvor man stadig kunne se tværs igennem tjørnekrattet og ud over marker og bakker, der først i maj endnu lå nøgne, om end nypløjede og nytilsåede. Nu er majsen kommet op og står i knæhøjde i den cappucinofarvede, lette og støvede jord. Over dit tag hvælver himlen sig ultramarinblå, og skyerne driver deroppe for den ret kraftige sommerblæst, som går over landet i disse dage.
Sollyset bager skarpt og hedt ned over gruspladsen foran huset, flimrer i underskoven og tegner voldsomme kontraster i bladhanget og over mosset, glimter i de fnuglette, lyse græsser og i de svirrende og summende insekters metalskinnende kroppe. Varmen kalder duften af jord, af grønne vækster og blomster frem. Sine steder er den så tæt, at den forekommer helt håndgribelig.
Maj måneds hede og den sidste tids blæst har tørret godt på det brænde, vi kløvede og stablede under halvtaget for få måneder siden. Det lyse ved har allerede skiftet farve til gyldent.
Du har rykket hybenroser op, siden jeg var hos dig sidst. Før stod de fælt stikkende buske tæt og bredte sig over flere kvadratmeter indenfor hegnet ud mod marken. Da du først fortalte mig, at du ville fjerne dem, undrede jeg mig, for selvom de er hæslige at se på i vinterhalvåret, så er det dog smukke planter, når de krusede grønne blade springer ud, og de blomstrer - og når de siden står spækket med blanke hyben og gult løv. Men hybenrosen, også kaldet rosa rugosa eller rynket rose, er en invasiv art, fortæller du. Den stammer fra det østlige Sibirien, og hårdfør og nøjsom, som den er, breder den sig med stor hast i det danske landskab, alt imens den kvæler alt liv omkring sig.
Jeg får syn for sagn, da du viser mig det område, du har ryddet. Jorden ligger gold og bar, hvor buskene stod. "Som et modernistisk digt!" siger du, og jeg kan se, hvad du mener. Midt i dette frodige og romantiske Eden, som jeg forlængst har døbt din grund, springer denne nøgne, hærgede plet i øjnene. Rynkerosen er vanskelig at bekæmpe. Rodnettet forgrener sig både bredt og dybt, så hver dag går du ud for at spejde efter nye frempiplende skud, som rødderne frækt og tankeløst lader stikke op gennem jorden, hvorved de afslører deres forehavende: At vinde terrænet tilbage.
En aften, i den time, hvor himlen blegner, og kort før skumringen sætter ind, går vi ned ad stien og op ad den lille skråning nær den gamle gåsefarm, som hører til dine bedsteforældres gård. Her plejede gæssene at græsse, siger du. Nu er grunden - et ganske betragteligt område - dækket af hybenroser. I udkanten af arealet findes en højtliggende, gammel brønd, dækket af et cementdæksel. Du træder op på det og rækker mig hånden, så jeg kan følge med. Herfra er der vidt udsyn over det, som du meget betegnende kalder "et bølgende hav af rynkeroser". Duften er tung og sød i aftenluften. Aldrig har jeg set så mange hybenroser samlet på ét sted. Kun nogle enkelte hvidtjørne synes at holde stand mod de invaderende horder. Du holder en arm om min skulder. Holder mig tæt ind til dig. Det er godt at mærke din varme igen. Men jeg siger det ikke højt.
Du tænder ild i pejsen, da mørket falder på. Brændet fænger hurtigt. Flammerne danser derinde og sender snart varme ud i stuen og gennem mit sind. Barken gløder, mens heden æder sig ind i træet og skaber levende og fra sekund til sekund foranderlige skulpturer. Det er ikke kun skønheden, som fænger mig. Det går dybere, dette her. Der er en oprindelighed i det at betragte denne magiske forvandlingsproces. Og i min bevidsthed er du og træet og ilden forbundet på en måde, som jeg finder det vanskeligt at sætte ord på.
Før vi går til ro, kalder du mig ud på pladsen foran huset. Du rækker mig en håndfuld søde, mørke kirsebær, og så står vi dér lidt og spiser kirsebær og ser op mod himlen. Månen lyser frem bag et spredt blåhvidt skydække. Vinden er løjet af, og granerne duver nu kun svagt i sort silhuet mod en blåsort baggrund, der ligner et bagfra svagt illumineret tæppe. Græshopperne, som dagen igennem lader deres tørre, hvislende sang blande sig med vindens havbrus i træernes toppe og med fuglesangen, som her efter Skt. Hans er aftaget i intensitet, tier nu. Her er stille, og kun en lejlighedsvis fjern puslen i underskoven, afslører, at der er andre levende væsener end os i natten.
Og næste dag flimrer sollyset igen gennem det tætte bladhang på løvtræerne. Birkekronernes lange hår styger glimtende ned over de sølvhvide stammer. Hasselbuskene rasler blødt med de tykke blade, og egetræerne dækker udsynet gennem skoven og ud til majsmarken. Granerne bruser igen som bølger mod en sandstrand, og nældens takvinge danser over græsset, hvor humlebierne har travlt med at suge nektar i de lysviolette skabiosa.
Du skal ikke gå mange meter væk, før jeg ikke kan se dig længere. Man kan let blive borte for hinanden i alt det grønne, og sanserne forvirres af de skarpe kontraster mellem det hede, hvide sollys, der kastes tilbage fra de skinnende blade og strå, og de sorte skygger, som forandrer sig for hvert vindpust. Men jeg fornemmer, at du er her. Jeg tror, at du netop nu er beskæftiget med at grave nye rodskud op fra de invasive hybenroser mellem egetræer og hvidtjørn. Med tiden vil andre og mere naturligt forekommende vækster få mulighed for at brede sig, hvor jorden nu ligger udpint af de rynkede rosers hærgen. Jeg ser ud over din grund og ind i det spættede lys, imens jeg venter på at høre din stemme sige mit navn, gennem skovens brusen, henover græshoppernes sang og fuglenes spredte kvidren.
På din grund er alt lukket til, som du forudsagde det i april, hvor man stadig kunne se tværs igennem tjørnekrattet og ud over marker og bakker, der først i maj endnu lå nøgne, om end nypløjede og nytilsåede. Nu er majsen kommet op og står i knæhøjde i den cappucinofarvede, lette og støvede jord. Over dit tag hvælver himlen sig ultramarinblå, og skyerne driver deroppe for den ret kraftige sommerblæst, som går over landet i disse dage.
Sollyset bager skarpt og hedt ned over gruspladsen foran huset, flimrer i underskoven og tegner voldsomme kontraster i bladhanget og over mosset, glimter i de fnuglette, lyse græsser og i de svirrende og summende insekters metalskinnende kroppe. Varmen kalder duften af jord, af grønne vækster og blomster frem. Sine steder er den så tæt, at den forekommer helt håndgribelig.
Maj måneds hede og den sidste tids blæst har tørret godt på det brænde, vi kløvede og stablede under halvtaget for få måneder siden. Det lyse ved har allerede skiftet farve til gyldent.
Du har rykket hybenroser op, siden jeg var hos dig sidst. Før stod de fælt stikkende buske tæt og bredte sig over flere kvadratmeter indenfor hegnet ud mod marken. Da du først fortalte mig, at du ville fjerne dem, undrede jeg mig, for selvom de er hæslige at se på i vinterhalvåret, så er det dog smukke planter, når de krusede grønne blade springer ud, og de blomstrer - og når de siden står spækket med blanke hyben og gult løv. Men hybenrosen, også kaldet rosa rugosa eller rynket rose, er en invasiv art, fortæller du. Den stammer fra det østlige Sibirien, og hårdfør og nøjsom, som den er, breder den sig med stor hast i det danske landskab, alt imens den kvæler alt liv omkring sig.
Jeg får syn for sagn, da du viser mig det område, du har ryddet. Jorden ligger gold og bar, hvor buskene stod. "Som et modernistisk digt!" siger du, og jeg kan se, hvad du mener. Midt i dette frodige og romantiske Eden, som jeg forlængst har døbt din grund, springer denne nøgne, hærgede plet i øjnene. Rynkerosen er vanskelig at bekæmpe. Rodnettet forgrener sig både bredt og dybt, så hver dag går du ud for at spejde efter nye frempiplende skud, som rødderne frækt og tankeløst lader stikke op gennem jorden, hvorved de afslører deres forehavende: At vinde terrænet tilbage.
En aften, i den time, hvor himlen blegner, og kort før skumringen sætter ind, går vi ned ad stien og op ad den lille skråning nær den gamle gåsefarm, som hører til dine bedsteforældres gård. Her plejede gæssene at græsse, siger du. Nu er grunden - et ganske betragteligt område - dækket af hybenroser. I udkanten af arealet findes en højtliggende, gammel brønd, dækket af et cementdæksel. Du træder op på det og rækker mig hånden, så jeg kan følge med. Herfra er der vidt udsyn over det, som du meget betegnende kalder "et bølgende hav af rynkeroser". Duften er tung og sød i aftenluften. Aldrig har jeg set så mange hybenroser samlet på ét sted. Kun nogle enkelte hvidtjørne synes at holde stand mod de invaderende horder. Du holder en arm om min skulder. Holder mig tæt ind til dig. Det er godt at mærke din varme igen. Men jeg siger det ikke højt.
Du tænder ild i pejsen, da mørket falder på. Brændet fænger hurtigt. Flammerne danser derinde og sender snart varme ud i stuen og gennem mit sind. Barken gløder, mens heden æder sig ind i træet og skaber levende og fra sekund til sekund foranderlige skulpturer. Det er ikke kun skønheden, som fænger mig. Det går dybere, dette her. Der er en oprindelighed i det at betragte denne magiske forvandlingsproces. Og i min bevidsthed er du og træet og ilden forbundet på en måde, som jeg finder det vanskeligt at sætte ord på.
Før vi går til ro, kalder du mig ud på pladsen foran huset. Du rækker mig en håndfuld søde, mørke kirsebær, og så står vi dér lidt og spiser kirsebær og ser op mod himlen. Månen lyser frem bag et spredt blåhvidt skydække. Vinden er løjet af, og granerne duver nu kun svagt i sort silhuet mod en blåsort baggrund, der ligner et bagfra svagt illumineret tæppe. Græshopperne, som dagen igennem lader deres tørre, hvislende sang blande sig med vindens havbrus i træernes toppe og med fuglesangen, som her efter Skt. Hans er aftaget i intensitet, tier nu. Her er stille, og kun en lejlighedsvis fjern puslen i underskoven, afslører, at der er andre levende væsener end os i natten.
Og næste dag flimrer sollyset igen gennem det tætte bladhang på løvtræerne. Birkekronernes lange hår styger glimtende ned over de sølvhvide stammer. Hasselbuskene rasler blødt med de tykke blade, og egetræerne dækker udsynet gennem skoven og ud til majsmarken. Granerne bruser igen som bølger mod en sandstrand, og nældens takvinge danser over græsset, hvor humlebierne har travlt med at suge nektar i de lysviolette skabiosa.
Du skal ikke gå mange meter væk, før jeg ikke kan se dig længere. Man kan let blive borte for hinanden i alt det grønne, og sanserne forvirres af de skarpe kontraster mellem det hede, hvide sollys, der kastes tilbage fra de skinnende blade og strå, og de sorte skygger, som forandrer sig for hvert vindpust. Men jeg fornemmer, at du er her. Jeg tror, at du netop nu er beskæftiget med at grave nye rodskud op fra de invasive hybenroser mellem egetræer og hvidtjørn. Med tiden vil andre og mere naturligt forekommende vækster få mulighed for at brede sig, hvor jorden nu ligger udpint af de rynkede rosers hærgen. Jeg ser ud over din grund og ind i det spættede lys, imens jeg venter på at høre din stemme sige mit navn, gennem skovens brusen, henover græshoppernes sang og fuglenes spredte kvidren.
Monday, June 23, 2008
Overgreb, ambivalens og senfølger
Ane-Marie Kjeldberg, forfatteren bag det omstridte værk Marcipansøstre, henviser i dag til en anmeldelse af romanen, hvori værket tolkes som en plæderen for seksuel omgang mellem børn og voksne. Forståeligt nok har Ane-Marie Kjeldberg ikke kunnet sidde en sådan tolkning overhørig, hvilket fremgår af hendes kommentar til anmelder Karen M. Larsens tekst.
Karen M. Larsen nævner i sin anmeldelse, at hun selv har oplevet overgreb i sin barndom, og på den baggrund lægger hun afstand til Marcipansøstre, som jo er en fortælling om den ambivalens, et barn kan føle under og efter en sådan hændelse.
Jeg kan udmærket sympatisere med anmelderens holdning og forstå hendes læsning af værket, men det forekommer mig vigtigt og nødvendigt at gøre opmærksom på, at lige så vel som der findes forskellige typer af overgreb og forskellige situationer og forhold, hvori den slags finder sted, så er er ofrenes oplevelser af disse hændelser også forskellige.
Den ambivalens, som altså kan forekomme, selvom Karen M. Larsen måske ikke har oplevet den, er ikke ensbetydende med, at barnet i egentlig forstand nyder den seksuelle handling. Det mener jeg da heller ikke er Marcipansøstres udmelding.
Ambivalensen, som ofte optræder i forbindelse med en ufrivillig kropslig reaktion og/eller det tillidsforhold, som mange krænkere formår at opbygge med deres offer, forud for overgrebene, kan faktisk i mange tilfælde gøre det langt vanskeligere for offeret at bearbejde hændelsen sidenhen. Her taler jeg dels ud fra egne erfaringer (selvom mine altså må være forskellige fra Karen M. Larsens) og dels ud fra det materiale, som jeg har studeret nøje de senere år. Selv mener jeg, at Kjeldberg meget fint har ramt ikke blot de ambivalente følelser og sansninger, som romanens Eva erfarer, men også den skam og skyld, der følger af ambivalensen, og som gør det ekstra svært at tale om både overgrebene og de dermed forbundne reaktioner.
Jeg har fundet en akademisk afhandling på nettet, som omhandler senfølger i voksenlivet. Teksten kan måske være vanskeligt tilgængelig for en utrænet læser, men den giver et godt indblik i de problemer, som i varierende grader kan følge af seksuelle overgreb i barndommen. Du kan læse (eller blot skimme) dokumentet ved at følge dette link.
Du kan også høre en radioudsendelse, hvor mandlige ofre for tidlige overgreb fortæller deres historier og beretter om de følger, som overgrebene har haft for dem. Her fremtræder ambivalensen - og forklaringer på den - ganske tydeligt. Du finder radioudsendelsen på denne side.
Lad mig straks advare: Det er en barsk udsendelse, som kan vække stærke reaktioner hos lytteren.
Endelig vil jeg henvise til disse sider, hvor der er flere væsentlige artikler om seksuelt misbrug af børn og unge og om mulige senfølger i voksenalderen.
Har du selv været udsat for seksuelle overgreb i barndom og ungdom, og ønsker du at få oplevelserne bearbejdet, kan du f.eks. henvende dig til Støttecenter mod incest i Danmark.
Karen M. Larsen nævner i sin anmeldelse, at hun selv har oplevet overgreb i sin barndom, og på den baggrund lægger hun afstand til Marcipansøstre, som jo er en fortælling om den ambivalens, et barn kan føle under og efter en sådan hændelse.
Jeg kan udmærket sympatisere med anmelderens holdning og forstå hendes læsning af værket, men det forekommer mig vigtigt og nødvendigt at gøre opmærksom på, at lige så vel som der findes forskellige typer af overgreb og forskellige situationer og forhold, hvori den slags finder sted, så er er ofrenes oplevelser af disse hændelser også forskellige.
Den ambivalens, som altså kan forekomme, selvom Karen M. Larsen måske ikke har oplevet den, er ikke ensbetydende med, at barnet i egentlig forstand nyder den seksuelle handling. Det mener jeg da heller ikke er Marcipansøstres udmelding.
Ambivalensen, som ofte optræder i forbindelse med en ufrivillig kropslig reaktion og/eller det tillidsforhold, som mange krænkere formår at opbygge med deres offer, forud for overgrebene, kan faktisk i mange tilfælde gøre det langt vanskeligere for offeret at bearbejde hændelsen sidenhen. Her taler jeg dels ud fra egne erfaringer (selvom mine altså må være forskellige fra Karen M. Larsens) og dels ud fra det materiale, som jeg har studeret nøje de senere år. Selv mener jeg, at Kjeldberg meget fint har ramt ikke blot de ambivalente følelser og sansninger, som romanens Eva erfarer, men også den skam og skyld, der følger af ambivalensen, og som gør det ekstra svært at tale om både overgrebene og de dermed forbundne reaktioner.
Jeg har fundet en akademisk afhandling på nettet, som omhandler senfølger i voksenlivet. Teksten kan måske være vanskeligt tilgængelig for en utrænet læser, men den giver et godt indblik i de problemer, som i varierende grader kan følge af seksuelle overgreb i barndommen. Du kan læse (eller blot skimme) dokumentet ved at følge dette link.
Du kan også høre en radioudsendelse, hvor mandlige ofre for tidlige overgreb fortæller deres historier og beretter om de følger, som overgrebene har haft for dem. Her fremtræder ambivalensen - og forklaringer på den - ganske tydeligt. Du finder radioudsendelsen på denne side.
Lad mig straks advare: Det er en barsk udsendelse, som kan vække stærke reaktioner hos lytteren.
Endelig vil jeg henvise til disse sider, hvor der er flere væsentlige artikler om seksuelt misbrug af børn og unge og om mulige senfølger i voksenalderen.
Har du selv været udsat for seksuelle overgreb i barndom og ungdom, og ønsker du at få oplevelserne bearbejdet, kan du f.eks. henvende dig til Støttecenter mod incest i Danmark.
Sunday, June 22, 2008
Powerblogging fra Hald Hovedgaard
Thursday, June 19, 2008
Music, music, music
"Of music Dr Johnson used to say that it was the only sensual pleasure without vice"
Samuel Johnson 1709-84
Samuel Johnson 1709-84
Wednesday, June 18, 2008
Tableau på jobcenteret
I dag befandt jeg mig på Jobcenter Odense, fordi jeg var blevet indkaldt til et orienterende møde vedrørende udlicitering til anden aktør. Jeg ankom ti minutter før det fastsatte klokkeslet, og da jeg havde ventet et kvarter, henvendte jeg mig til en ansat, som vimsede rundt med sin morgenmadpakke i hånden bag en åbentstående kontordør på den anden side af gangen. Jeg viste hende min indkaldelse og forhørte mig om, hvad der egentlig foregik.
Hun så på min indkaldelse og kunne efter en kort vandring ned ad gangen og tilbage igen oplyse mig om, at den konsulent, som havde indkaldt mig, netop nu sad i et andet møde, så jeg kunne bare tage plads og vente lidt længere.
Jeg tog plads, og da de næste tre minutter var gået, og der fortsat ikke var dukket nogen op, begyndte jeg at overveje, hvor store typer jeg nu skulle anvende, når jeg igen henvendte mig. Kunne det virkelig være meningen, at man som ledig skulle sidde og vente i både et kvarter og en halv time, når man var indkaldt til en aftale, ydermere under trusler om fratagelse af dagpengene, hvis ikke man viste sig rettidigt? Jeg begyndte imidlertid at undre mig over, hvor de øvrige mødedeltagere blev af. Jeg kunne forstå af skrivelsen, at der var tale om et gruppemøde, hvorefter man skulle have en individuel samtale. Netop som jeg rejste mig op for at sige et par borgerlige ord til nærmeste ansatte på jobcenteret, slog det mig, at jeg hellere måtte læse min indkaldelse en ekstra gang. Og så gik det op for mig, at det var mig, der var kommet i god tid. Faktisk en uge for tidligt. Pinligt - og ærgerligt! Nu havde jeg lige fået hidset mig op og var blevet bekræftet i mine tanker om den inkompetance, som ofte hersker blandt de ansatte på steder som jobcentre etc. På den anden side set: Måske den ansatte, som jeg tidligere havde henvendt mig til, også burde have tjekket datoen.
På vej ud ad bygningen kom jeg i tanker om, at jeg lige så godt kunne henvende mig personligt for at få afklaret spørgsmålet om, hvorvidt jeg på nuværende tidspunkt er berettiget til at søge et job med kommunalt tilskud. (Jeg havde kig på nogen bestemte stillinger.)
Altså gik jeg ind i det lokale, hvor Skattevæsenet plejede at holde til, og hvor Jobcenterets straks-afdeling, eller hvad sådan en hedder, nu har til huse. Langs med væggen var en række stole placeret til de ventende. Ved vinduerne overfor stod opstillet en lang række skriveborde, men kun ved et af dem - ét - sad en medarbejder, en støvet udseende lille, ældre herre, hvis ansigt var lige så gråblegt som hans trøje og bukser og væggen bag ham. Gad vide, hvor de har gravet ham op?
Foran hans skrivebord stod en kvinde, som formentlig havde bedt manden undersøge et eller andet. I hvert fald var han i færd med, i slowmotion, at taste nogen ting ind på sin computer. Han sagde ingenting. Hun sagde ingenting. Det lignede mest af alt et tableau, som man kunne forestille sig det i en moderne opsætning af Kafka. Jeg gik så tæt på den gule diskretionslinje, som jeg kunne uden at virke påfaldende indiskret. Og ventede. Og ventede.
Omsider blev det min tur. Sendrægtigheden hos den støvede medarbejder havde fået al min skal-vi-så-se-at-komme-videre-energi op i mig, og jeg forelagde ham mine spørgsmål med høj og hurtig stemmeføring. De vandholdige øjne så sløvt op på mig. Så kom der nogle svage lyde ud af munden på manden, hvorpå han - i slowmotion - gik over gulvet, ned i den anden ende af det langstrakte lokale og ind gennem en dør, hvor han åbenbart konferede med en anden medarbejder. Og jeg ventede. Og ventede.
Efter nogen tid bevægede manden sig - i slowmotion - tilbage over gulvet og om på sin plads bag skrivebordet, hvorefter han kunne fortælle mig, at jo, jeg var berettiget til det ønskede kommunale tilskud.
Tak for det! Jeg tog min jakke over armen og forlod Jobcenteret, imens jeg spekulerede på, hvad der afgør, hvem der får et givent job, og hvem, der ikke får det? Jeg har nemlig selv søgt et job som medarbejder på Jobcenter Odense for nogen få måneder siden. Lød jeg mon for energisk i min ansøgning? Måske så ansættelsesudvalget rigtigt: Jeg ville nok ikke passe ind i de rammer! Så et eller andet må de da have forstand på.
Hun så på min indkaldelse og kunne efter en kort vandring ned ad gangen og tilbage igen oplyse mig om, at den konsulent, som havde indkaldt mig, netop nu sad i et andet møde, så jeg kunne bare tage plads og vente lidt længere.
Jeg tog plads, og da de næste tre minutter var gået, og der fortsat ikke var dukket nogen op, begyndte jeg at overveje, hvor store typer jeg nu skulle anvende, når jeg igen henvendte mig. Kunne det virkelig være meningen, at man som ledig skulle sidde og vente i både et kvarter og en halv time, når man var indkaldt til en aftale, ydermere under trusler om fratagelse af dagpengene, hvis ikke man viste sig rettidigt? Jeg begyndte imidlertid at undre mig over, hvor de øvrige mødedeltagere blev af. Jeg kunne forstå af skrivelsen, at der var tale om et gruppemøde, hvorefter man skulle have en individuel samtale. Netop som jeg rejste mig op for at sige et par borgerlige ord til nærmeste ansatte på jobcenteret, slog det mig, at jeg hellere måtte læse min indkaldelse en ekstra gang. Og så gik det op for mig, at det var mig, der var kommet i god tid. Faktisk en uge for tidligt. Pinligt - og ærgerligt! Nu havde jeg lige fået hidset mig op og var blevet bekræftet i mine tanker om den inkompetance, som ofte hersker blandt de ansatte på steder som jobcentre etc. På den anden side set: Måske den ansatte, som jeg tidligere havde henvendt mig til, også burde have tjekket datoen.
På vej ud ad bygningen kom jeg i tanker om, at jeg lige så godt kunne henvende mig personligt for at få afklaret spørgsmålet om, hvorvidt jeg på nuværende tidspunkt er berettiget til at søge et job med kommunalt tilskud. (Jeg havde kig på nogen bestemte stillinger.)
Altså gik jeg ind i det lokale, hvor Skattevæsenet plejede at holde til, og hvor Jobcenterets straks-afdeling, eller hvad sådan en hedder, nu har til huse. Langs med væggen var en række stole placeret til de ventende. Ved vinduerne overfor stod opstillet en lang række skriveborde, men kun ved et af dem - ét - sad en medarbejder, en støvet udseende lille, ældre herre, hvis ansigt var lige så gråblegt som hans trøje og bukser og væggen bag ham. Gad vide, hvor de har gravet ham op?
Foran hans skrivebord stod en kvinde, som formentlig havde bedt manden undersøge et eller andet. I hvert fald var han i færd med, i slowmotion, at taste nogen ting ind på sin computer. Han sagde ingenting. Hun sagde ingenting. Det lignede mest af alt et tableau, som man kunne forestille sig det i en moderne opsætning af Kafka. Jeg gik så tæt på den gule diskretionslinje, som jeg kunne uden at virke påfaldende indiskret. Og ventede. Og ventede.
Omsider blev det min tur. Sendrægtigheden hos den støvede medarbejder havde fået al min skal-vi-så-se-at-komme-videre-energi op i mig, og jeg forelagde ham mine spørgsmål med høj og hurtig stemmeføring. De vandholdige øjne så sløvt op på mig. Så kom der nogle svage lyde ud af munden på manden, hvorpå han - i slowmotion - gik over gulvet, ned i den anden ende af det langstrakte lokale og ind gennem en dør, hvor han åbenbart konferede med en anden medarbejder. Og jeg ventede. Og ventede.
Efter nogen tid bevægede manden sig - i slowmotion - tilbage over gulvet og om på sin plads bag skrivebordet, hvorefter han kunne fortælle mig, at jo, jeg var berettiget til det ønskede kommunale tilskud.
Tak for det! Jeg tog min jakke over armen og forlod Jobcenteret, imens jeg spekulerede på, hvad der afgør, hvem der får et givent job, og hvem, der ikke får det? Jeg har nemlig selv søgt et job som medarbejder på Jobcenter Odense for nogen få måneder siden. Lød jeg mon for energisk i min ansøgning? Måske så ansættelsesudvalget rigtigt: Jeg ville nok ikke passe ind i de rammer! Så et eller andet må de da have forstand på.
Monday, June 16, 2008
Romantiker
Kan du huske din første kærlighed? Kan du huske, hvor stort og vidunderligt det var bare at sidde i en grøftekant med ham (eller hende) og tygge søde, duftende strå? Min barnekæreste gik i grønne gummistøvler og islandsk sweater, og han havde - som de fleste af mine kærester sidenhen - blå øjne.
Med tiden lærte vi, at der skal mere til for at kunne kalde sig kærester. Det var ellers så enkelt dengang, hvor man kunne bruge en hel dag på at glæde sig over et smil, et øjekast, en håndbevægelse, et kejtet knus. Senere blev det hele mere vanskeligt og på en eller anden måde nærmest forplumret. Andre mennesker kaldte mig "drømmer" og "romantiker", fordi noget i mig blev ved med at holde fast i denne uskyld eller i længselen efter den, uanset hvor meget jeg samtidig forsøgte at tilpasse mig den ydre verden, som jeg havde lært, at den så ud.
Først for nylig er det begyndt at gå op for mig, at jeg måske ikke er den sidste romantiker i verden. Det er gået op for mig, at det måske er muligt at finde tilbage til den, som jeg var, dengang jeg kunne sidde i grøftekanten med min ven og tygge strå og se på himlen. Dengang et smil og et kejtet knus var alt, hvad jeg havde brug for. Det er begyndt at dæmre for mig, at dette kan lade sig gøre.
Saturday, June 14, 2008
En roman at elske
På sønnens anbefaling har jeg læst Siri Hustvedts What I Loved. "Den vil du kunne lide", sagde han, og som så ofte før ramte han plet.
What I loved er kunsthistorikeren Leo Hertzbergs beretning om venskabet med kunstmaleren Bill og dennes familie, om sit ægteskab med Erica og om to drenge, der vokser op, nærmest som brødre, i den storfamilie, som følger af det nære venskab mellem Bill og Leo. Handlingen foregår i New York og strækker sig fra 1975 og 25 år frem. Vi følger Bills kunstneriske udvikling, hans og Leos samtaler om kunst, begge mænds ægteskabelige op- og nedture og det nervepirrende, psykologiske drama, som udspiller sig i relation til de to drenge og deres opvækst.
Hustvedt har altså valgt at lægge fortællerstemmen i munden på en mandlig jeg-fortæller, og det gør hun så overbevisende, at man allerede efter tre sider har glemt, at her er tale om en kvindelig forfatter.
Men hvad der gør denne roman så fortræffelig, er først og fremmest forfatterens fænomenale evne til at gå helt tæt på de mindste detaljer, for derigennem at tegne et helhedsindtryk, både når det gælder kunsten og personerne. F.eks. beskrives Bill (set gennem Leos øjne) således:
"My first impressions of people are often clouded by what I come to know about them later, but in Bill's case, at least one aspect of those first seconds remained throughout our friendship. Bill had glamour - that mysterious quality of attraction that seduces strangers. When he met me at the door, he looked almost as disheveled as the man on the front step. He had a two-day beard. His thick black hair bushed out from the top and sides of his head, and his clothes were covered with dirt as well as paint. And yet when he looked at me, I found myself pulled toward him. His complexion was very dark for a white man, and his clear green eyes had an Asiatic tilt to them. He had a square jaw and chin, broad shoulders, and powerful arms. At six-two, he seemed to tower over me even though I couldn't have been more than a few inches shorter. I later decided that his almost magical appeal had something to do with his eyes. When he looked at me, he did so directly and without embarrassment, but at the same time I sensed his inwardness, his distraction. Although his curiosity about me seemed genuine, I also felt that he didn't want a thing from me. Bill gave off an air of autonomy so complete, it was irresistible.
[...]He was calm, soft-spoken, a little restrained in his movements, and yet an intensity of purpose emanated from him and seemed to fill up the room. Unlike other large personalities, Bill wasn't loud or arrogant or uncommonly charming. Nevertheless, when I stood next to him and looked at the paintings, I felt like a dwarf who had just been introduced to a giant. The feeling made my comments sharper and more thoughtful."
Romanens sprog flyder i en jævn og rolig rytme, som giver læseren plads til den fordybelse, som kræves for at opfange alle de nuancer og stemningsskift, der gør værket til en nærmest magisk, filmisk oplevelse at læse.
What I loved findes i en dansk oversættelse, men jeg vil stærkt anbefale, at man tager sig tid til at læse den på originalsproget, hvis man er blot rimeligt engelskkyndig.
Udover sin sans for detaljer og sin suveræne sprogbehandling glimrer forfatteren i dette værk ved at opvise en overordentlig stor research i og viden om alt fra kunst over anorexia nervosa og til mere uhyggelige menneskelige afvigelser fra normen.
What I loved er en stor, smuk og dybt skræmmende fortælling om venskab, om lidenskab, om kærlighed, om sindets skyggesider, om liv og død og om en sorg, som ikke kan heles. Ingen litteraturelsker bør gå i graven uden at have læst den roman.
Siri Hustvedt:
What I loved
Picador, New York 2003
OBS
Læs Robert Birnbaums uddybende og fyldige interview med Siri Hustvedt her.
Ved åen
Blandede skyer driver over den solblå himmel i dag. De ligner de skyer, som ofte danner baggrund for barokkens buttede englebørn: De lysende hvide kupler glider over i gråblå, flossede tæpper, hvorfra byger af tunge dråber stedvis regner ned over den støvede by og de efterhånden svagt gulnende plæner. En frisk brise får træernes grene til at svaje, løfter de tungtgrønne blade i en dyb brusen. Rastløshed og længselen efter at mærke vinden mod huden, solen i øjnene, duften af grønt omkring mig, driver mig ud af huset og ned langs den befærdede vej, hvor støjen og den kvalmende benzinos fra bilerne overvælder mine sanser. Jeg forsøger at fokusere på egetræerne langs fortovet. På de fligede blade, som duver i blæsten. Også dine egetræer må stå grønne nu, tænker jeg. Og vinden må bruse gennem dine graners kroner og hviske i det lange græs.
Jeg drejer af og går op ad de støvede grusveje mellem kolonihaverne. Her, hvor hækkene står tæt på begge sider af stierne, ligger varmen som en dyne. Der er mennesker i sommertøj, som arbejder i de små haver. Blomster i rosa og gult stråler derinde bag de dybgrønne hække, flag smælder i vinden over husene. Jeg ser ned i gruset, når jeg passerer nogen. Vil bare være i fred. Her er ingen steder at være i fred. Det er byen. Selv her i kolonihaverne.
Jeg tager en smutvej, en lille smal sti mellem to tætte hække, i retning ned mod Botanisk Have, som i denne tid dufter tungt og blidt af engelske roser. Lyserøde, gammelrosa, gule og hvide hænger de med nikkende hoveder på de tornede buske, klatreroserne snor sig op ad espalieret. Jeg tager stien ned mod åen, går i halvskygge under den vekslende træbeplantning: Hassel, poppel og andre, hvis navne jeg ikke kender. Hvis du var her, ville jeg have spurgt dig om dem. Jeg går ud på træbroen med det rødmalede gelænder og standser midtvejs. Jeg læner mig mod rækværket og ser ud over Odense Å i den retning, den flyder. Den spejler himlens blå og de drivende skyformationer. På højre bred rækker høje træer ud over vandet, på den venstre strækker en uopdyrket eng sig, fyldt med gulnet græs og ranglede magentafarvede blomster. Der er småfugle i trækronerne og buskadset. Deres sang og pippen glider i ét med bruset i det grønne og med den fjerne, men uophørlige trafikstøj fra den store vej nogle hundrede meter borte. Et par krager skræpper hæst ud over landskabet, en måge dykker og slår sig ned på en sten, som rager op i vandkanten et stykke nede ad åen.
Jeg ser ned i vandet. Forsøger at glatte mit indre ved at fordybe mig i vandets bevægelse, søgræssets svajen mod den mørke bund. Græsset flyder som en druknende kvindes lange hår dernede. Jeg begriber Virginias valg. Åh, at lade sig drive med strømmen, opløse i vandets stilhed, de klare, kølige dybder. Friskgrønt og gyldent duver kvindehåret blødt i vandet. Nu og da rammer et strå overfladen og danner krusninger, som breder sig ud og forsvinder igen. Et blad har løsnet sig fra et af træerne og flyder nu lysende af sted som en lillebitte båd på et stort hav. Du burde være her nu. Min længsel vil ikke lade sig mildne af åen, af vindens susen, af træernes brusen eller fuglenes pippen og de muntre triller omkring mig.
Jeg hører stemmer og fodtrin, som nærmer sig, og jeg bliver ubehageligt opmærksom på mig selv. Ud af øjenkrogen ser jeg et ungt par, som i næste nu passerer broen bag min ryg. Jeg holder mit blik fæstnet på søgræsset i strømmen, indtil de er forsvundet ud over engen. Så vender jeg mig og står et øjeblik og ser ud over vandet på den anden side af broen. I modlys synes vandet mere sort. Den blanke overflade danner en fuldendt spejling af træerne langs bredden, af det blå himmelhvælv og den mørke sky, som i samme øjeblik begynder at dryppe dråber ned i spejlet. Dråberne danner ganske små ringe i vandet. Et par af dem falder på rækværket og på min hånd. Jeg ser op mod himlen. Bag den mørke sky tårner flere og nu mere flade, grå skyer sig op. Jeg begiver mig på vej tilbage ad stien gennem haven og ned mod den befærdede vej, hvor trafikstøjen og andre fodgængeres blikke endnu en gang overvælder mig. En kort byge af få sekunders varighed er alt, hvad det bliver til. Så vælder lyset frem igen.
Tilbage i min lejlighed og bag lukkede døre kan jeg se ud på den tørre, flade plæne, hvor tre unge mænd netop nu spiller fodbold under højlydte udråb. Det er nødvendigt at have vinduerne åbne. Stuen er hed af solens stråler. Trafikstøjen er uophørlig. Ifølge mit ur går tiden. Sekund for sekund. Minut for minut. Time efter time. Og skyerne driver over himlen over plænen, nedenfor mit vindue, hvor græsset er barberet ned i karsehøjde.
Jeg drejer af og går op ad de støvede grusveje mellem kolonihaverne. Her, hvor hækkene står tæt på begge sider af stierne, ligger varmen som en dyne. Der er mennesker i sommertøj, som arbejder i de små haver. Blomster i rosa og gult stråler derinde bag de dybgrønne hække, flag smælder i vinden over husene. Jeg ser ned i gruset, når jeg passerer nogen. Vil bare være i fred. Her er ingen steder at være i fred. Det er byen. Selv her i kolonihaverne.
Jeg tager en smutvej, en lille smal sti mellem to tætte hække, i retning ned mod Botanisk Have, som i denne tid dufter tungt og blidt af engelske roser. Lyserøde, gammelrosa, gule og hvide hænger de med nikkende hoveder på de tornede buske, klatreroserne snor sig op ad espalieret. Jeg tager stien ned mod åen, går i halvskygge under den vekslende træbeplantning: Hassel, poppel og andre, hvis navne jeg ikke kender. Hvis du var her, ville jeg have spurgt dig om dem. Jeg går ud på træbroen med det rødmalede gelænder og standser midtvejs. Jeg læner mig mod rækværket og ser ud over Odense Å i den retning, den flyder. Den spejler himlens blå og de drivende skyformationer. På højre bred rækker høje træer ud over vandet, på den venstre strækker en uopdyrket eng sig, fyldt med gulnet græs og ranglede magentafarvede blomster. Der er småfugle i trækronerne og buskadset. Deres sang og pippen glider i ét med bruset i det grønne og med den fjerne, men uophørlige trafikstøj fra den store vej nogle hundrede meter borte. Et par krager skræpper hæst ud over landskabet, en måge dykker og slår sig ned på en sten, som rager op i vandkanten et stykke nede ad åen.
Jeg ser ned i vandet. Forsøger at glatte mit indre ved at fordybe mig i vandets bevægelse, søgræssets svajen mod den mørke bund. Græsset flyder som en druknende kvindes lange hår dernede. Jeg begriber Virginias valg. Åh, at lade sig drive med strømmen, opløse i vandets stilhed, de klare, kølige dybder. Friskgrønt og gyldent duver kvindehåret blødt i vandet. Nu og da rammer et strå overfladen og danner krusninger, som breder sig ud og forsvinder igen. Et blad har løsnet sig fra et af træerne og flyder nu lysende af sted som en lillebitte båd på et stort hav. Du burde være her nu. Min længsel vil ikke lade sig mildne af åen, af vindens susen, af træernes brusen eller fuglenes pippen og de muntre triller omkring mig.
Jeg hører stemmer og fodtrin, som nærmer sig, og jeg bliver ubehageligt opmærksom på mig selv. Ud af øjenkrogen ser jeg et ungt par, som i næste nu passerer broen bag min ryg. Jeg holder mit blik fæstnet på søgræsset i strømmen, indtil de er forsvundet ud over engen. Så vender jeg mig og står et øjeblik og ser ud over vandet på den anden side af broen. I modlys synes vandet mere sort. Den blanke overflade danner en fuldendt spejling af træerne langs bredden, af det blå himmelhvælv og den mørke sky, som i samme øjeblik begynder at dryppe dråber ned i spejlet. Dråberne danner ganske små ringe i vandet. Et par af dem falder på rækværket og på min hånd. Jeg ser op mod himlen. Bag den mørke sky tårner flere og nu mere flade, grå skyer sig op. Jeg begiver mig på vej tilbage ad stien gennem haven og ned mod den befærdede vej, hvor trafikstøjen og andre fodgængeres blikke endnu en gang overvælder mig. En kort byge af få sekunders varighed er alt, hvad det bliver til. Så vælder lyset frem igen.
Tilbage i min lejlighed og bag lukkede døre kan jeg se ud på den tørre, flade plæne, hvor tre unge mænd netop nu spiller fodbold under højlydte udråb. Det er nødvendigt at have vinduerne åbne. Stuen er hed af solens stråler. Trafikstøjen er uophørlig. Ifølge mit ur går tiden. Sekund for sekund. Minut for minut. Time efter time. Og skyerne driver over himlen over plænen, nedenfor mit vindue, hvor græsset er barberet ned i karsehøjde.
Tuesday, June 10, 2008
Sunday, June 8, 2008
Halfdan kan sige det
Lille menneskehjerte,
tempel og bedested,
skænk mine tavse læber
toner at synge med.
Lær mig at møde livet
åbent og rent i dag.
Hjælp mig at føre drømmen
frelst gennem nederlag!
Sårede og forladte
vandrer vi ensomt om.
Hæger om dagens sorger.
Dyrker vor fattigdom.
Lær os at bære livets
lille blafrende ild
ind i det skrøbelige ler,
vi er bundet til.
Du er ikke alene
lille forladte bror.
Vandrer du gennem mørket
krydser du andres spor.
Standser du ved en korsvej
aner dit mørke blik
drømmenes mærkede veje,
hvor dine brødre gik.
Blæsten har kendt din broder.
Regnen har set din ven,
der hvor han gik i tågens
klynger af unge mænd.
Markernes snefogsstemmer
skovenes mørke sang
hvisker imod dit hjerte:
her gik han vild engang!
Jorden der drak hans fodspor,
himlen der greb hans bøn,
havet der stjal en tåre
fra den fortabte søn,
rummet som blev en kappe
over hans skuldre lagt
følger dig på din vandrings
søvnløse nattevagt.
Ingen er helt alene.
Ingen er helt forladt.
Syngende menneskehjerter
synger mod dit i nat.
Standser du ved en korsvej,
kalder du på din bror,
hører du livets ekko
i din forladtheds ord.
Halfdan Rasmussen: "Lille Menneskehjerte"
tempel og bedested,
skænk mine tavse læber
toner at synge med.
Lær mig at møde livet
åbent og rent i dag.
Hjælp mig at føre drømmen
frelst gennem nederlag!
Sårede og forladte
vandrer vi ensomt om.
Hæger om dagens sorger.
Dyrker vor fattigdom.
Lær os at bære livets
lille blafrende ild
ind i det skrøbelige ler,
vi er bundet til.
Du er ikke alene
lille forladte bror.
Vandrer du gennem mørket
krydser du andres spor.
Standser du ved en korsvej
aner dit mørke blik
drømmenes mærkede veje,
hvor dine brødre gik.
Blæsten har kendt din broder.
Regnen har set din ven,
der hvor han gik i tågens
klynger af unge mænd.
Markernes snefogsstemmer
skovenes mørke sang
hvisker imod dit hjerte:
her gik han vild engang!
Jorden der drak hans fodspor,
himlen der greb hans bøn,
havet der stjal en tåre
fra den fortabte søn,
rummet som blev en kappe
over hans skuldre lagt
følger dig på din vandrings
søvnløse nattevagt.
Ingen er helt alene.
Ingen er helt forladt.
Syngende menneskehjerter
synger mod dit i nat.
Standser du ved en korsvej,
kalder du på din bror,
hører du livets ekko
i din forladtheds ord.
Halfdan Rasmussen: "Lille Menneskehjerte"
PTSD
Posttraumatisk stresssyndrom rammer ikke kun soldater og torturofre. Også andre traumatiske oplevelser, som f.eks. det at blive udsat for vold, følelsesmæssige og/eller seksuelle overgreb og svigt (i barndom og ungdom), kan resultere i denne lidelse, som naturligvis kan vise sig i forskellige grader. Nogle mennesker vil "kun" opleve flashbacks og måske have problemer med at sove, andre vil opleve fysiske reaktioner af psykosomatisk karakter og flere vil udvikle forsvarsstrategier som f.eks. undgåelsesadfærd. Listen over symptomer (og mestringsstrategier) er lang.
Da jeg skrev mit speciale om Karen Blixens og Virginia Woolfs liv og forfatterskaber, søgte jeg en forklaring på det, der i årevis var blevet omtalt som Virginia Woolfs "anfald af sindssyge". Undervejs læste jeg psykiateren Judith Lewis Hermans dybdegående studie om helbredelse af traumer: Trauma and Recovery. Til dato er dette værk det mest oplysende, jeg har fundet, når det gælder beskrivelsen af Posttraumatisk Stresssyndrom. Det er lykkedes mig at finde en kortfattet udgave af Hermans symptomliste på en side, som ganske vist specifikt henvender sig til incestofre, men symptomerne er altså de samme, uanset hvilken form for traumatiske oplevelser, man har været udsat for. Du kan se siden her.
Jeg er ikke i tvivl om, at Virginia Woolf led af PSTD. Herunder følger et uddrag af mit speciale fra kapitlet "Længselen efter enhed - en psykologisk læsning", hvor jeg har forsøgt at underbygge denne påstand.
"Herman omtaler syv kriterier, som skal være opfyldt, for at man kan diagnosticere patienten med denne lidelse. Ifølge det første kriterium skal patienten have
”A history of subjection to totalitarian control over a prolonged period (Months to years). Examples include hostages, prisoners of war, concentration-camp survivors, and survivors of some religious cults. Examples also include those subjected to totalitarian systems in sexual and domestic life, including survivors of domestic battering, childhood physical or sexual abuse, and organized sexual exploitation.” (Herman 1992: 121)
De øvrige seks kriterier, som her i første omgang skal gennemgås i punktform, beskriver typiske reaktionsmønstre hos patienten: 2. Ændringer i affektregulering. 3. Ændringer i bevidsthed. 4. Ændringer i selvopfattelse. 5. Ændringer i opfattelsen af gerningsmanden eller krænkeren. 6. Ændringer i forholdet til andre. 7 Ændringer i betydningssystemer.
Selvom vi kun har Virginia Woolfs dagbogsnotater og breve, samt udtalelser fra hendes nærmeste at støtte os til, er det muligt at påvise en række symptomer hos forfatteren, som er sammenfaldende med indtil flere symptomer på Hermans liste. Hvad angår ændringer i affektregulering, opregner Herman fem punkter, nemlig: Vedvarende dysfori, kronisk optagethed af selvmordstanker, selvbeskadigelse, eksplosiv eller ekstremt tilbageholdt vrede (som kan veksle), samt tvangsmæssig eller ekstremt hæmmet seksualitet (hvilket også kan veksle). Dysfori er karakteriseret ved hurtigt opstående og tilbagevendende anfald af tristhed, irritation og søvnløshed. Som det fremgår hos Leonard Woolf er hans hustru, i hvert fald periodisk og i særdeleshed under sine anfald af såkaldt sindssyge, plaget af sådanne symptomer. Adskillige bemærkninger i Virginia Woolfs dagbøger og breve indikerer, at hendes tanker ofte kredser om selvmord og død. Et eksempel findes i et brev, hun skriver til Vita Sackville-West i 1926, efter i en periode at have været plaget af den hovedpine, som sædvanligvis går forud for hendes psykiske sammenbrud: ”I am obsessed at nights with the idea of my own worthlessness, and if it were only to turn a light on to save my life I think I would not do it. These are the last footprints of a headache I suppose. Do you ever feel that? – like an old weed in a stream.” (Trautmann Banks 2003: 251) Et andet eksempel findes i et brev til Ethel Smyth, som er dateret den 14 november 1930: ”- what do I know of the inner meaning of dreams, I whose life is almost entirely founded on dreams (yes, I will come to the suicide dream one of these days)”. (Trautmann Banks 2003: 278) Selvbeskadigelsen er i Virginia Woolfs tilfælde selvfølgelig knyttet til selvmordsforsøgene, men den periodiske spisevægring, som i hvert fald Leonard Woolf opfatter som et problem, peger i retning af, at også dette symptom er til stede. Leonard Woolf omtaler endvidere den voldsomme vrede, som kommer til udtryk under flere af Virginia Woolfs sammenbrud: ”Man kan helt normalt blive vred, men hvis man bliver så vred, at man fuldstændig mister selvkontrollen, er man måske sygeligt vred. Virginias anfald af voldsomhed overfor sygeplejerskerne var […] resultat af en sygelig vrede af denne art.” (L. Woolf 1991: 100) Hvad seksualiteten angår, er det tydeligt, at Virginia Woolf har et hæmmet eller i hvert fald ambivalent forhold til det modsatte køn. Vanskeligere er det naturligvis med sikkerhed at afgøre, hvorvidt forfatterens seksuelle orientering i retning af kvindekønnet er en følge af barndomstraumer, eller om den er en medfødt disposition.
Virginia Woolf er – i hvert fald som barn - underlagt nogle af de bevidsthedsændringer, som Herman nævner under punkt tre. Herman taler om forskellige former for amnesi (hukommelsestab) i forbindelse med de traumatiske begivenheder, og om forbigående dissociative perioder. Det vil sige perioder, hvor patienten oplever en følelse af manglende sammenhæng eller føler sig splittet. Desuden omtaler hun symptomer som depersonalisation/derealisering – altså dette, at patienten oplever sig selv som adskilt fra og fremmed i forhold til omverdenen - og endelig genoplevelse af de traumatiserende begivenheder. Der er intet, der indikerer, at Virginia Woolf lider af hukommelsestab i forbindelse med overgrebssituationerne. Men flere passager i forfatterens skønlitterære værker og i erindringsskitserne i Moments of Being indikerer, at hun har personlig erfaring med hensyn til at opleve manglende sammenhæng i tilværelsen, og at hun til tider føler sig adskilt fra og fremmed i forhold til omverdenen. Hvorvidt Virginia Woolfs beskrivelse af overgrebssituationerne kan betegnes som en egentlig genoplevelse af begivenhederne er mere tvivlsomt.
Under det fjerde kriterium nævner Herman følelsen af hjælpeløshed eller handlingslammelse, skamfølelse, oplevelsen af at være blevet besudlet eller stigmatiseret, samt følelsen af at være anderledes. I Virginia Woolfs beskrivelse af det første overgreb, som hun husker, giver hun tydeligt udtryk for følelser som hjælpeløshed, skam og stigmatisering. Desuden fremgår det af passager i forfatterens dagbøger såvel som af Leonard Woolfs beskrivelser, at Virginia Woolf ofte føler sig anderledes, forkert og lattervækkende, når hun er i selskab med andre, og hendes erindringsskitser viser med al tydelighed, at der har været episoder i barndommen, hvor hun har følt sig handlingslammet. Følgende passage illustrerer denne følelse såvel som følelsen af uvirkelighed og fremmedhed:
”There was the moment of the puddle in the path; when for no reason I could discover, everything suddenly became unreal; I was suspended; I could not step across the puddle; I tried to touch something…the whole world became unreal. Next, the other moment, when the idiot-boy sprang up with his hand outstretched mewing, slit-eyed, red-rimmed; and without saying a word, with a sense of horror in me, I poured into his hand a bag of Russian toffee. But it was not over, for that night in the bath the dumb horror came over me. Again I had that hopeless sadness; that collapse I have described before; as if I were passive under some sledge-hammer blow; exposed to a whole avalanche of meaning that had heaped itself up and discharged itself upon me, unprotected, with nothing to ward it off, so that I huddled up at my end of the bath, motionless. I could not explain it; I said nothing even to Nessa sponging herself at the other end.” (Woolf 1978: 90-91)
Punkt fem omhandler patientens opfattelse af den krænkende part, som altså i denne sammenhæng primært er George og Gerald Duckworth. Jeg skriver ’primært’, idet jeg er af den opfattelse, at Leonard Woolf i nogen grad kommer til at optræde som psykologisk stedfortræder for de to i Virginia Woolfs voksenliv. Ifølge Herman kan relationen til krænkeren være præget af en særlig grad af optagethed af vedkommende, af en urealistisk tro på gerningsmandens uindskrænkede magt, af en idealisering og paradoksal taknemmelighed, af en oplevelse af et specielt forhold de to imellem eller af en accept af krænkerens anskuelser. Bortset fra praktiske kommentarer og nogle få spydige og indforståede bemærkninger i Virginia Woolfs breve til Vanessa Bell er det vanskeligt at finde nogle udtalelser, som siger noget om hendes følelsesmæssige relation til George og Gerald Duckworth. Til gengæld er der en tydelig ambivalens at spore i hendes forhold til Leonard Woolf, som snart omtales med stor taknemmelighed og kærlighed, snart udsættes for Virginia Woolfs vrede og afvisning.
Dette fænomen er sammenfaldende med de ændringer i forholdet til andre, som Herman opregner under punkt seks på sin liste: Isolation og tilbagetrækning, afbrydelse af intime forhold, gentagen søgen efter en redningsmand (hvorunder der dog kan forekomme en vekslen med isolation og tilbagetræning), vedvarende mistillid og gentagne mislykkede forsøg på at beskytte sig selv. Meget taler for, at Virginia Woolf har søgt en redningsmand i hvert fald i søsteren, Vanessa, og senere i ægtemanden. Begge forhold er da også præget af den omtalte kontaktambivalens, hvorunder Virginia Woolf på den ene side søger at indgå i en tæt symbiose med den anden part og på den anden side trækker sig tilbage og isolerer sig fra vedkommende. Leonard Woolf, som inddeler Virginia Woolfs sygdomsanfald i to faser, fortæller, at hans hustru i den første fase ”ønskede, at jeg hele tiden skulle være om hende, og i et par uger var jeg den eneste, der kunne få hende til at spise noget. I det andet stadium […] var hun umådelig fjendtlig overfor mig og ville ikke tale med mig eller tillade, at jeg kom ind i hendes værelse.” (L. Woolf 1991: 100)
Som det syvende og sidste punkt omtaler Herman ændringer i betydningssystemer, herunder et tab af tro og tillid samt en følelse af håbløshed og fortvivlelse. Ingen af disse følelser var fremmede for Virginia Woolf, som det fremgår af både hendes egne og af Leonard Woolfs optegnelser.
Sammenfattende må man sige, at Virginia Woolfs sygdomsbillede eller sindstilstand opviser en lang række af de symptomer, som Herman lægger til grund for diagnosticeringen af Kompleks Posttraumatisk Stressforstyrrelse, og at grundlæggende kriterier for udviklingen af denne forstyrrelse også er til stede i Virginia Woolfs barndom. Den patriarkalske og victorianske orden, som hersker i barndomshjemmet, kan muligvis have haft en traumatiserende indflydelse på den unge Virginia. At halvbrødrenes seksuelle overgreb har haft det, kan der næppe herske nogen tvivl om. Dertil kommer de mange dødsfald i den nære familie indenfor en relativt kort årrække. Endvidere underlægges Virginia Woolf i voksenlivet Leonard Woolfs tvangsprægede kontrol , som hun uden succes periodisk opponerer imod. Endelig kan de to verdenskrige, som Virginia Woolf når at opleve, ikke lades ude af betragtning som yderligere stressfaktorer."
Fra En Skabelsesberetning - om mønstersyn og helhedstænkning i Karen Blixens og Virginia Woolfs forfatterskaber, s. 76-80
På universitetsbiblioteket kan man bestille Judith Lewis Hermans bog Trauma and Recovery (BasicBooks, HarperCollins Publishers 1992)
Du kan læse mere om PSTD og behandlingen af samme ved at følge nedenstående links:
Inger Murray
Per Wildau
Vibeke Høgsted
Psykotraumatologisk Forskningsenhed, Aarhus Universitet
Da jeg skrev mit speciale om Karen Blixens og Virginia Woolfs liv og forfatterskaber, søgte jeg en forklaring på det, der i årevis var blevet omtalt som Virginia Woolfs "anfald af sindssyge". Undervejs læste jeg psykiateren Judith Lewis Hermans dybdegående studie om helbredelse af traumer: Trauma and Recovery. Til dato er dette værk det mest oplysende, jeg har fundet, når det gælder beskrivelsen af Posttraumatisk Stresssyndrom. Det er lykkedes mig at finde en kortfattet udgave af Hermans symptomliste på en side, som ganske vist specifikt henvender sig til incestofre, men symptomerne er altså de samme, uanset hvilken form for traumatiske oplevelser, man har været udsat for. Du kan se siden her.
Jeg er ikke i tvivl om, at Virginia Woolf led af PSTD. Herunder følger et uddrag af mit speciale fra kapitlet "Længselen efter enhed - en psykologisk læsning", hvor jeg har forsøgt at underbygge denne påstand.
"Herman omtaler syv kriterier, som skal være opfyldt, for at man kan diagnosticere patienten med denne lidelse. Ifølge det første kriterium skal patienten have
”A history of subjection to totalitarian control over a prolonged period (Months to years). Examples include hostages, prisoners of war, concentration-camp survivors, and survivors of some religious cults. Examples also include those subjected to totalitarian systems in sexual and domestic life, including survivors of domestic battering, childhood physical or sexual abuse, and organized sexual exploitation.” (Herman 1992: 121)
De øvrige seks kriterier, som her i første omgang skal gennemgås i punktform, beskriver typiske reaktionsmønstre hos patienten: 2. Ændringer i affektregulering. 3. Ændringer i bevidsthed. 4. Ændringer i selvopfattelse. 5. Ændringer i opfattelsen af gerningsmanden eller krænkeren. 6. Ændringer i forholdet til andre. 7 Ændringer i betydningssystemer.
Selvom vi kun har Virginia Woolfs dagbogsnotater og breve, samt udtalelser fra hendes nærmeste at støtte os til, er det muligt at påvise en række symptomer hos forfatteren, som er sammenfaldende med indtil flere symptomer på Hermans liste. Hvad angår ændringer i affektregulering, opregner Herman fem punkter, nemlig: Vedvarende dysfori, kronisk optagethed af selvmordstanker, selvbeskadigelse, eksplosiv eller ekstremt tilbageholdt vrede (som kan veksle), samt tvangsmæssig eller ekstremt hæmmet seksualitet (hvilket også kan veksle). Dysfori er karakteriseret ved hurtigt opstående og tilbagevendende anfald af tristhed, irritation og søvnløshed. Som det fremgår hos Leonard Woolf er hans hustru, i hvert fald periodisk og i særdeleshed under sine anfald af såkaldt sindssyge, plaget af sådanne symptomer. Adskillige bemærkninger i Virginia Woolfs dagbøger og breve indikerer, at hendes tanker ofte kredser om selvmord og død. Et eksempel findes i et brev, hun skriver til Vita Sackville-West i 1926, efter i en periode at have været plaget af den hovedpine, som sædvanligvis går forud for hendes psykiske sammenbrud: ”I am obsessed at nights with the idea of my own worthlessness, and if it were only to turn a light on to save my life I think I would not do it. These are the last footprints of a headache I suppose. Do you ever feel that? – like an old weed in a stream.” (Trautmann Banks 2003: 251) Et andet eksempel findes i et brev til Ethel Smyth, som er dateret den 14 november 1930: ”- what do I know of the inner meaning of dreams, I whose life is almost entirely founded on dreams (yes, I will come to the suicide dream one of these days)”. (Trautmann Banks 2003: 278) Selvbeskadigelsen er i Virginia Woolfs tilfælde selvfølgelig knyttet til selvmordsforsøgene, men den periodiske spisevægring, som i hvert fald Leonard Woolf opfatter som et problem, peger i retning af, at også dette symptom er til stede. Leonard Woolf omtaler endvidere den voldsomme vrede, som kommer til udtryk under flere af Virginia Woolfs sammenbrud: ”Man kan helt normalt blive vred, men hvis man bliver så vred, at man fuldstændig mister selvkontrollen, er man måske sygeligt vred. Virginias anfald af voldsomhed overfor sygeplejerskerne var […] resultat af en sygelig vrede af denne art.” (L. Woolf 1991: 100) Hvad seksualiteten angår, er det tydeligt, at Virginia Woolf har et hæmmet eller i hvert fald ambivalent forhold til det modsatte køn. Vanskeligere er det naturligvis med sikkerhed at afgøre, hvorvidt forfatterens seksuelle orientering i retning af kvindekønnet er en følge af barndomstraumer, eller om den er en medfødt disposition.
Virginia Woolf er – i hvert fald som barn - underlagt nogle af de bevidsthedsændringer, som Herman nævner under punkt tre. Herman taler om forskellige former for amnesi (hukommelsestab) i forbindelse med de traumatiske begivenheder, og om forbigående dissociative perioder. Det vil sige perioder, hvor patienten oplever en følelse af manglende sammenhæng eller føler sig splittet. Desuden omtaler hun symptomer som depersonalisation/derealisering – altså dette, at patienten oplever sig selv som adskilt fra og fremmed i forhold til omverdenen - og endelig genoplevelse af de traumatiserende begivenheder. Der er intet, der indikerer, at Virginia Woolf lider af hukommelsestab i forbindelse med overgrebssituationerne. Men flere passager i forfatterens skønlitterære værker og i erindringsskitserne i Moments of Being indikerer, at hun har personlig erfaring med hensyn til at opleve manglende sammenhæng i tilværelsen, og at hun til tider føler sig adskilt fra og fremmed i forhold til omverdenen. Hvorvidt Virginia Woolfs beskrivelse af overgrebssituationerne kan betegnes som en egentlig genoplevelse af begivenhederne er mere tvivlsomt.
Under det fjerde kriterium nævner Herman følelsen af hjælpeløshed eller handlingslammelse, skamfølelse, oplevelsen af at være blevet besudlet eller stigmatiseret, samt følelsen af at være anderledes. I Virginia Woolfs beskrivelse af det første overgreb, som hun husker, giver hun tydeligt udtryk for følelser som hjælpeløshed, skam og stigmatisering. Desuden fremgår det af passager i forfatterens dagbøger såvel som af Leonard Woolfs beskrivelser, at Virginia Woolf ofte føler sig anderledes, forkert og lattervækkende, når hun er i selskab med andre, og hendes erindringsskitser viser med al tydelighed, at der har været episoder i barndommen, hvor hun har følt sig handlingslammet. Følgende passage illustrerer denne følelse såvel som følelsen af uvirkelighed og fremmedhed:
”There was the moment of the puddle in the path; when for no reason I could discover, everything suddenly became unreal; I was suspended; I could not step across the puddle; I tried to touch something…the whole world became unreal. Next, the other moment, when the idiot-boy sprang up with his hand outstretched mewing, slit-eyed, red-rimmed; and without saying a word, with a sense of horror in me, I poured into his hand a bag of Russian toffee. But it was not over, for that night in the bath the dumb horror came over me. Again I had that hopeless sadness; that collapse I have described before; as if I were passive under some sledge-hammer blow; exposed to a whole avalanche of meaning that had heaped itself up and discharged itself upon me, unprotected, with nothing to ward it off, so that I huddled up at my end of the bath, motionless. I could not explain it; I said nothing even to Nessa sponging herself at the other end.” (Woolf 1978: 90-91)
Punkt fem omhandler patientens opfattelse af den krænkende part, som altså i denne sammenhæng primært er George og Gerald Duckworth. Jeg skriver ’primært’, idet jeg er af den opfattelse, at Leonard Woolf i nogen grad kommer til at optræde som psykologisk stedfortræder for de to i Virginia Woolfs voksenliv. Ifølge Herman kan relationen til krænkeren være præget af en særlig grad af optagethed af vedkommende, af en urealistisk tro på gerningsmandens uindskrænkede magt, af en idealisering og paradoksal taknemmelighed, af en oplevelse af et specielt forhold de to imellem eller af en accept af krænkerens anskuelser. Bortset fra praktiske kommentarer og nogle få spydige og indforståede bemærkninger i Virginia Woolfs breve til Vanessa Bell er det vanskeligt at finde nogle udtalelser, som siger noget om hendes følelsesmæssige relation til George og Gerald Duckworth. Til gengæld er der en tydelig ambivalens at spore i hendes forhold til Leonard Woolf, som snart omtales med stor taknemmelighed og kærlighed, snart udsættes for Virginia Woolfs vrede og afvisning.
Dette fænomen er sammenfaldende med de ændringer i forholdet til andre, som Herman opregner under punkt seks på sin liste: Isolation og tilbagetrækning, afbrydelse af intime forhold, gentagen søgen efter en redningsmand (hvorunder der dog kan forekomme en vekslen med isolation og tilbagetræning), vedvarende mistillid og gentagne mislykkede forsøg på at beskytte sig selv. Meget taler for, at Virginia Woolf har søgt en redningsmand i hvert fald i søsteren, Vanessa, og senere i ægtemanden. Begge forhold er da også præget af den omtalte kontaktambivalens, hvorunder Virginia Woolf på den ene side søger at indgå i en tæt symbiose med den anden part og på den anden side trækker sig tilbage og isolerer sig fra vedkommende. Leonard Woolf, som inddeler Virginia Woolfs sygdomsanfald i to faser, fortæller, at hans hustru i den første fase ”ønskede, at jeg hele tiden skulle være om hende, og i et par uger var jeg den eneste, der kunne få hende til at spise noget. I det andet stadium […] var hun umådelig fjendtlig overfor mig og ville ikke tale med mig eller tillade, at jeg kom ind i hendes værelse.” (L. Woolf 1991: 100)
Som det syvende og sidste punkt omtaler Herman ændringer i betydningssystemer, herunder et tab af tro og tillid samt en følelse af håbløshed og fortvivlelse. Ingen af disse følelser var fremmede for Virginia Woolf, som det fremgår af både hendes egne og af Leonard Woolfs optegnelser.
Sammenfattende må man sige, at Virginia Woolfs sygdomsbillede eller sindstilstand opviser en lang række af de symptomer, som Herman lægger til grund for diagnosticeringen af Kompleks Posttraumatisk Stressforstyrrelse, og at grundlæggende kriterier for udviklingen af denne forstyrrelse også er til stede i Virginia Woolfs barndom. Den patriarkalske og victorianske orden, som hersker i barndomshjemmet, kan muligvis have haft en traumatiserende indflydelse på den unge Virginia. At halvbrødrenes seksuelle overgreb har haft det, kan der næppe herske nogen tvivl om. Dertil kommer de mange dødsfald i den nære familie indenfor en relativt kort årrække. Endvidere underlægges Virginia Woolf i voksenlivet Leonard Woolfs tvangsprægede kontrol , som hun uden succes periodisk opponerer imod. Endelig kan de to verdenskrige, som Virginia Woolf når at opleve, ikke lades ude af betragtning som yderligere stressfaktorer."
Fra En Skabelsesberetning - om mønstersyn og helhedstænkning i Karen Blixens og Virginia Woolfs forfatterskaber, s. 76-80
På universitetsbiblioteket kan man bestille Judith Lewis Hermans bog Trauma and Recovery (BasicBooks, HarperCollins Publishers 1992)
Du kan læse mere om PSTD og behandlingen af samme ved at følge nedenstående links:
Inger Murray
Per Wildau
Vibeke Høgsted
Psykotraumatologisk Forskningsenhed, Aarhus Universitet
Saturday, June 7, 2008
Friday, June 6, 2008
Live fra Copenhagen Literature Festival
Sønnen er som altid på rette litteratursted på rette tidspunkt. I disse tidlige junidage blogger han live fra Copenhagen Literature Festival. Følg med på Martins blog.
Tuesday, June 3, 2008
The sensitive kind
Jeg lyttede til dette nummer, dengang i 80erne, uden at have nogen idé om, hvorfor jeg i særlig grad identificerede mig med teksten.
Nu har jeg måske fundet svaret under min læsning af denne side, som også fortæller mig noget vigtigt om forskellige menneskers forskellige grænser på forskellige områder.
Hvis du kan forstå engelsk, kan du indledningsvis se og lytte til denne korte introduktion.
Nu har jeg måske fundet svaret under min læsning af denne side, som også fortæller mig noget vigtigt om forskellige menneskers forskellige grænser på forskellige områder.
Hvis du kan forstå engelsk, kan du indledningsvis se og lytte til denne korte introduktion.
Subscribe to:
Posts (Atom)