Med jævne mellemrum tager jeg en digtsamling ud af reolen og sidder og slår lidt op på må og få. Således også forleden aften, hvor Benny Andersen måtte holde for. Jeg har hørt finkulturelle litterater nedgøre hans forfatterskab, men jeg deler ikke deres opfattelse. Der er ikke meget kunstlet over Benny Andersens tekster, og det er måske derfor, man ikke finder ham "fin" nok. Han er netop en folkelig forfatter, og det er der - efter min mening - absolut intet galt i, når man kan være folkelig på så højt et niveau, som han kan. Benny Andersen formår at formidle poesien i hverdagen, så enhver kan tage den til sig. Og jeg vil spørge med Grundtvig: "Er lyset for de lærde blot?"
Et af mine yndlingsdigte af Benny Andersen er det, som skal citeres her nedenfor. Ikke mindst den sidste enkle linje rammer mig i hjertekulen.
"Venner
lad os drikke
og se på hinanden
Spar ikke på venlighed
Vi ved ikke hvem af os
der først vil blive til ingen
eller noget ufatteligt andet
men i dag kan vi nå hinanden
og høre hinandens latter
Det må vi benytte os af
Drik ud
men drik langsomt
opmærksomt
Spar ikke på angst og venlighed."
Benny Andersen: "Skål" fra Personlige Papirer 1974
Thursday, July 31, 2008
Wednesday, July 30, 2008
Horrible manipulationer
Endelig fik jeg læst den. I lang tid har den ellers været udlånt, hver gang jeg gik på biblioteket. Og boghandlerne har ikke haft den hjemme.
Jeg taler om Kristian Ditlev Jensens Det bliver sagt, en selvbiografisk roman om seksuelle overgreb og deres følger.
Kristian vokser op i Holbæk i en arbejderfamilie, hvor børn forventes ikke at stille spørgsmålstegn ved de voksnes autoritet. Rammerne er for så vidt trygge nok, hvad det angår, men Kristian levnes ikke megen opmærksomhed fra de voksnes side, og hans syn på voksne udenfor hjemmet bærer præg af den respekt, som han har lært hjemmefra. Hos Nikolaj, Kristians kammerat, er alting anderledes frit, og Kristian begynder efterhånden at tilbringe en del tid hos sin ven.
Den sommer, da Kristian er ni år, inviterer Nikolajs familie ham med på ferie i Frankrig. Det er i den forbindelse, han træffer Gustav, som skænker Kristian al den voksentid og opmærksomhed, han har længtes efter. Den sommer bliver Gustav det lysende omdrejningspunkt i Kristians univers, og da ferien er forbi, fortsætter Gustavs og Kristians bekendtskab. Gustav inviterer Kristian på weekender i sin lejlighed i København, og Kristians forældre stiller ingen spørgsmålstegn ved dette noget ulige venskab mellem en voksen og et barn. Da Kristian første gang skal overnatte hos Gustav, får han besked på, at de skal sove i den samme seng i den lille lejlighed. Og det er her, Gustavs seksuelle overgreb begynder.
Bogen skildrer en voksen psykopats mesterlige og horrible manipulationer med et barnesind, den skildrer de mareridtsnætter, hvor Kristian snart lærer at græde uden tårer, imens Gustav forgriber sig mod ham, den skildrer begæret efter den gode opmærksomhed, som også forekommer, men tillige afmagten, angsten og vreden. Den skildrer endvidere overgrebenes følger for Kristians psyke, selvopfattelse og parforhold i hans ungdoms- og voksenår, og den langvarige og helt nødvendige psykoterapi, som skal hjælpe Kristian til at kunne leve et forholdsvis normalt liv med den smerte, han er blevet påført.
Der er hverken sentimentalitet eller sensationslyst i Det bliver sagt. Her er simpelthen tale om en ærlig og redelig fortælling om, hvordan det er at have været udsat for psykiske manipulationer og seksuelle overgreb under opvæksten. Samtidig er historien fortalt i et nuanceret og sanseligt sprog, og forfatteren har ikke glemt barndommens gode dufte, smags- og synsindtryk for alt det grusomme.
Det bliver sagt er således på én og samme tid en biografisk beretning om nogle af de absolut værste hændelser, der kan overgå et menneske, og - litterært set - en virkelig god fortælling, skrevet af en forfatter, der lader til at have en næsten fotografisk hukommelse, en uhyre fin sprogfornemmelse og en sikker viden om, hvordan man når læserens inderste uden at forfalde til billige tricks.
Kristian Ditlev Jensen:
Det bliver sagt
Gyldendal 2001
Jeg taler om Kristian Ditlev Jensens Det bliver sagt, en selvbiografisk roman om seksuelle overgreb og deres følger.
Kristian vokser op i Holbæk i en arbejderfamilie, hvor børn forventes ikke at stille spørgsmålstegn ved de voksnes autoritet. Rammerne er for så vidt trygge nok, hvad det angår, men Kristian levnes ikke megen opmærksomhed fra de voksnes side, og hans syn på voksne udenfor hjemmet bærer præg af den respekt, som han har lært hjemmefra. Hos Nikolaj, Kristians kammerat, er alting anderledes frit, og Kristian begynder efterhånden at tilbringe en del tid hos sin ven.
Den sommer, da Kristian er ni år, inviterer Nikolajs familie ham med på ferie i Frankrig. Det er i den forbindelse, han træffer Gustav, som skænker Kristian al den voksentid og opmærksomhed, han har længtes efter. Den sommer bliver Gustav det lysende omdrejningspunkt i Kristians univers, og da ferien er forbi, fortsætter Gustavs og Kristians bekendtskab. Gustav inviterer Kristian på weekender i sin lejlighed i København, og Kristians forældre stiller ingen spørgsmålstegn ved dette noget ulige venskab mellem en voksen og et barn. Da Kristian første gang skal overnatte hos Gustav, får han besked på, at de skal sove i den samme seng i den lille lejlighed. Og det er her, Gustavs seksuelle overgreb begynder.
Bogen skildrer en voksen psykopats mesterlige og horrible manipulationer med et barnesind, den skildrer de mareridtsnætter, hvor Kristian snart lærer at græde uden tårer, imens Gustav forgriber sig mod ham, den skildrer begæret efter den gode opmærksomhed, som også forekommer, men tillige afmagten, angsten og vreden. Den skildrer endvidere overgrebenes følger for Kristians psyke, selvopfattelse og parforhold i hans ungdoms- og voksenår, og den langvarige og helt nødvendige psykoterapi, som skal hjælpe Kristian til at kunne leve et forholdsvis normalt liv med den smerte, han er blevet påført.
Der er hverken sentimentalitet eller sensationslyst i Det bliver sagt. Her er simpelthen tale om en ærlig og redelig fortælling om, hvordan det er at have været udsat for psykiske manipulationer og seksuelle overgreb under opvæksten. Samtidig er historien fortalt i et nuanceret og sanseligt sprog, og forfatteren har ikke glemt barndommens gode dufte, smags- og synsindtryk for alt det grusomme.
Det bliver sagt er således på én og samme tid en biografisk beretning om nogle af de absolut værste hændelser, der kan overgå et menneske, og - litterært set - en virkelig god fortælling, skrevet af en forfatter, der lader til at have en næsten fotografisk hukommelse, en uhyre fin sprogfornemmelse og en sikker viden om, hvordan man når læserens inderste uden at forfalde til billige tricks.
Kristian Ditlev Jensen:
Det bliver sagt
Gyldendal 2001
Tuesday, July 29, 2008
Så som människan måste
Jeg har kun en dansk oversættelse af nogle af Gunnar Ekelöfs vidunderlige digte. Og de bør naturligvis læses på originalsproget.
I dag var jeg så heldig, at Silhuet citerede Ekelöf i kommentarfeltet ovre hos Beologen. Det citat har jeg stjålet for at kunne bringe det her:
"Tag och skriv
Om livet, om de levande.
Om döden, om de döda.
Om älska och hata.
Om öster och väster,
de två som aldrig skall mötas
och aldrig skiljas,
blott ana varandras närhet,
förnimma och följa varandras rörelser,
så som människan måste
i hat och i kärlek"
Gunnar Ekelöf
I dag var jeg så heldig, at Silhuet citerede Ekelöf i kommentarfeltet ovre hos Beologen. Det citat har jeg stjålet for at kunne bringe det her:
"Tag och skriv
Om livet, om de levande.
Om döden, om de döda.
Om älska och hata.
Om öster och väster,
de två som aldrig skall mötas
och aldrig skiljas,
blott ana varandras närhet,
förnimma och följa varandras rörelser,
så som människan måste
i hat och i kärlek"
Gunnar Ekelöf
Monday, July 28, 2008
Ord Under Himlen
Som følge af utallige opfordringer fra den ihærdige Lonni Krause har jeg omsider meldt mig som oplæser til dette års Ord Under Himlen. Så nu skal der skrives nyt og redigeres i de gamle tekster.
Du bærer padder ud
Det regner i aften
en stille silende vårregn
der glimter i lyset
under lampen
da du åbner døren ud
og lukker nattens stilhed ind
jeg ser dig bagfra
som en skygge mod den lyse regn
og det betyder alt og ingenting
du puster røg fra cigaretten ud i natten
frøerne er vågnet
der er to som krydser tærskelen
spættede
imod et spættet tæppe
på dit stuegulv
du vender dig og bøjer dig
og former dine hænder som en skål
du bærer padder ud i natten
og jeg gyser lidt
og det betyder alt og ingenting
to frøers gyldne øjne glimter
under regn og lampelys
de søger hjem nu
siger du
og lukker døren
en stille silende vårregn
der glimter i lyset
under lampen
da du åbner døren ud
og lukker nattens stilhed ind
jeg ser dig bagfra
som en skygge mod den lyse regn
og det betyder alt og ingenting
du puster røg fra cigaretten ud i natten
frøerne er vågnet
der er to som krydser tærskelen
spættede
imod et spættet tæppe
på dit stuegulv
du vender dig og bøjer dig
og former dine hænder som en skål
du bærer padder ud i natten
og jeg gyser lidt
og det betyder alt og ingenting
to frøers gyldne øjne glimter
under regn og lampelys
de søger hjem nu
siger du
og lukker døren
Friday, July 25, 2008
Louisiana revisited
Sjælland forekommer mig kultiveret og flad set fra min vinduesplads i kupeen denne lyse morgen i juli. Skovenes skygger står sorte mod matgyldne marker. Løvet er mørknet og tungt. Langs banelegemets flimrende film af skygge og lys, skygge og lys, duver violet gederams, hastigt afblomstrende, i de varme pust fra toget, der æder sig frem gennem landskabet. Solen står højt allerede, og alt tyder på, at dagen bliver hed.
Sønnen venter på Hovedbanegården. Vi udveksler knus og finder vej gennem byens menneskemylder, brusende busser, kurrende duer, kimende klokker og brudstykker af samtaler på engelsk, tysk, dansk, arabisk, og guderne må vide hvad, til en af de små alternativt indrettede caféer med dagligstuemøblement, afskallede vægge og grovbrød med gedeost, som gennem de seneste år er skudt op i Københavns stille sidegader. Vi drikker kaffe i lave slidte lædermøbler indenfor den åbentstående dør, imens en blid brise og lyden af latter fra en gruppe unge mennesker på hjørnet overfor stryger ind i lokalet.
Så fortsætter vi mod Nørreport Station, hvor vi dykker ned i det sorte dyb og venter, i tæt, varm luft på den livsfarligt smalle perron, på det tog, der skal føre os langs Kystbanen til Humlebæk Station og Louisiana.
Der er smukt på denne strækning. Løvtræerne hælder deres tætte, tunge kroner langs med skinnerne. Mellem træerne skimter vi snart strandvejsvillaerne med de mørke glaserede teglsten, tagterasserne, de vidtstrakte plæner og de høje vinduer, og bag villaerne dukker Østersøens blå havflade frem.
Vi går de få hundrede meter fra Humlebæk Station til museet, langs med villaveje, hvor fyldte sartgule stokroser og dybrøde stauderoser kappes med sartrosa klatreroser om kravet på den forbipasserendes opmærksomhed. Så entrer vi Louisianas beskedne indgangsparti og træder ind en anden verden. Det er sønnens første besøg her, men jeg har været her engang før i silende regnvejr og på jagt efter Magritte og hans bowlerhatte.
Louisiana er et arkitektonisk mirakel, hvor rum efter rum åbner sig og breder sig ud for den besøgende. Det gælder både de indre rum og de ydre. Selv når der er så relativt mange gæster på museet, som det er tilfældet i dag, har man en meditativ oplevelse af plads og af ro. De store, lyse lokaler med det fine lysindfald tillader en at dvæle ved ens egen oplevelse af de udstillede værker - eller ved udsigten over parkens kuperede terræn og over Østersøen, som ligger dybt nede med kystlinjens sandbund synlig under det klare vand.
Vi spiser vores medbragte frokost på en plæne i det fri, imens solen bager ned over os. Bag parkens grønne grænse sitrer den fineste blege blå fra himlen og fra vandets glatte flade derude. Rummet er stort omkring os. Græsset er fugtigt og blødt under os, og træerne tilbyder svalende skygge mod solens overvældende varme gløden.
To værker på museet gør større indtryk på mig end de andre tilsammen. Det ene er skulpturen "Edderkoppepar", skabt af Louise Bourgeois, det andet er en kortfilm af Bill Viola med titlen "The Raft".
Jeg har aldrig brudt mig om edderkopper, men Bourgeois (umiddelbart skræmmende) værk og associationerne bag det giver mig en helt ny indfaldsvinkel til edderkopper. I hvert fald til edderkopper i kunsten. I Bourgeois verden er edderkoppen associeret med hendes højtelskede moder, som arbejdede med vævning, nål og tråd. Skulpturen her repræsenterer mor og datter: Den lille edderkop søger tilflugt i rummet under den stores bug. Og værket er stort nok til, at et menneske - blot ved at dukke hovedet - kunne søge tilflugt under den lille edderkops bug.
Bill Violas kortfilm fremvises på en kæmpeskærm i et sort lokale. En gruppe personer står i et ikke nærmere defineret rum. Det kunne se ud som om, de venter på en bus. Først tror man, at man ser på et stillbillede, men efterhånden opdager man ganske små forandringer i personernes mimik og gestik. Alt er filmet i ekstrem slowmotion. Pludselig brydes billedet af heftige vandmasser, som skyller ind fra billedrammens kanter, rammer personerne og vælter dem omkuld. Man får associationer til Syndflod og Tsunami. Efter adskillige minutter ophører flodbølgen omsider. Personerne kommer langsomt på benene, nogle af dem rækker ud efter hinanden. Enkelte bliver liggende gennemblødte (og afsjælede?) på den våde grund.
Dagen er mættet med indtryk. Sønnen og jeg går ind og ud af de mange rum. Vi tager en pause og lidt at drikke på den højtbeliggende caféterrasse, hvorfra vi har den mest storslåede udsigt over Østersøens blå vidder. Her er mange mennesker, og en troskyldig og sulten gråspurv hopper rundt i gruset mellem bordene for at opsnappe tabte krummer. En havmåge med et imponerende vingefang, hvasse øjne og et næb af længde som en foldekniv er mindre beskeden. Den suser ned gennem luften og lander tungt på et bord, hvor nogen har efterladt lidt mad på en tallerken. En herre ved nabobordet vrider sig på afstand med et skræmt blik i øjnene, ryggen vendt mod mågen og den ene skulder trukket værnende op. Vi, som sidder ved de andre borde, snapper luft ind og smiler ad den frække fugl og dens kolossale størrelse her tæt på. Men i næste nu har den ængstelige herre fundet noget kasteskyts, som han smider efter fuglen. Den letter baskende med lyset glimtende spotsk i de kolde øjne.
Der er bagende hedt på Humlebæk Station, da vi skal hjem. Efter få minutter i solen trækker sønnen ind i stationsbygningens kølige ankomsthal, imens jeg tager opstilling i skyggen bag en søjle. På en bænk i skyggen sidder en midaldrende mand med et fraværende udtryk i blikket bag brilleglassene. Han ligner en skoledreng med sine korte bukser, sokkerne i sandalerne og rygsækken ved siden af, men på bænken har han placeret en dåsepilsner. Han sidder med venstre hånds ringfinger dybt begravet i det ene næsebor. Jeg ser væk. Da mit blik på ny strejfer ham, har han stukket venstre hånds ringfinger i munden. (Jo, renlighed er en god ting!)
Toget glider stille afsted mod Nørreport Station langs med Kystbanens grønne træer. Ved Rungsted Kyst, hvor vi holder et kort øjeblik, bemærker jeg, at frugten på æbletræerne er begyndt at rødme. Det er sensommer, og skyggerne er lange klokken fem om eftermiddagen. Østersøens lette blå har antaget en dybere nuance, og solen glimter i de hvide sejl derude.
Da vi nærmer os Klampenborg Station ser jeg gennem vinduet, på den anden side af gangen, den fjerne silhuet af en kronhjort med et vældigt gevir. Den står i positur, som på et gammelt kobberstik, og skuer ud over en vidtstrakt, matgylden og afsvedet mark.
Vi går langs med søerne, hvor svanerne er i gang med en grundig afpudsning af fjerdragten. Solen glimter i vandet og lyser i husenes facader, gruset knaser under vores fødder, og flere løbere passerer. Et sted på Nørrebro køber vi mad ud af huset på en diminiutiv café, hvor der dufter af fremmedartede krydderier og stegt lam og fjerkræ.
Min søns veninde støder til, og vi spiser maden på græsset, under et skulpturelt udseende træ, på Assistents Kirkegård, imens lyset langsomt nærmer sig jorden og lægger sig i en skarp gylden bræmme, hvori myggene danser. Vi besøger Andersen og Kierkegaard og Strunge, går om i den saligt tilgroede have med de forvitrede gravsten, hvor tiden synes at vugge blidt som et gyngende hav i den dybgrønne frodighed.
Vi opsøger endnu en smagløst indrettet - men ikke desto mindre hyggelig - café med åbenstående døre og lyset glødende rødgyldent udenfor vinduerne i den stille gade, hvorfra kun en spredt mumlen af forbipasserende når os. Så er dagen ved at være omme, og jeg hilser af.
Mørket er vældet ind over himlen, da toget mod Odense sætter igang fra Hovedbanen. Byens skarpe lys glider forbi. De høje bygninger forsvinder og afløses af fladere strækninger. Mørke marker og rækker af sorte træer med brudte løvpartier står nu i skarp silhuet mod en himmel, der fra lysende dybblå glider over i turkis og nærmer sig sartgul for at forvandle sig til mættet rosa i horisonten. Langstrakte, spredte skyer tegner ujævne violette linjer i det turkise felt. Toget rumler og suser med hvid støj langs med de nu usynlige skinner, imens kupeens oplyste indre og menneskene i den genspejles med et mærkværdigt gennemsigtigt spøgelsesskær i de blanke ruder.
Sønnen venter på Hovedbanegården. Vi udveksler knus og finder vej gennem byens menneskemylder, brusende busser, kurrende duer, kimende klokker og brudstykker af samtaler på engelsk, tysk, dansk, arabisk, og guderne må vide hvad, til en af de små alternativt indrettede caféer med dagligstuemøblement, afskallede vægge og grovbrød med gedeost, som gennem de seneste år er skudt op i Københavns stille sidegader. Vi drikker kaffe i lave slidte lædermøbler indenfor den åbentstående dør, imens en blid brise og lyden af latter fra en gruppe unge mennesker på hjørnet overfor stryger ind i lokalet.
Så fortsætter vi mod Nørreport Station, hvor vi dykker ned i det sorte dyb og venter, i tæt, varm luft på den livsfarligt smalle perron, på det tog, der skal føre os langs Kystbanen til Humlebæk Station og Louisiana.
Der er smukt på denne strækning. Løvtræerne hælder deres tætte, tunge kroner langs med skinnerne. Mellem træerne skimter vi snart strandvejsvillaerne med de mørke glaserede teglsten, tagterasserne, de vidtstrakte plæner og de høje vinduer, og bag villaerne dukker Østersøens blå havflade frem.
Vi går de få hundrede meter fra Humlebæk Station til museet, langs med villaveje, hvor fyldte sartgule stokroser og dybrøde stauderoser kappes med sartrosa klatreroser om kravet på den forbipasserendes opmærksomhed. Så entrer vi Louisianas beskedne indgangsparti og træder ind en anden verden. Det er sønnens første besøg her, men jeg har været her engang før i silende regnvejr og på jagt efter Magritte og hans bowlerhatte.
Louisiana er et arkitektonisk mirakel, hvor rum efter rum åbner sig og breder sig ud for den besøgende. Det gælder både de indre rum og de ydre. Selv når der er så relativt mange gæster på museet, som det er tilfældet i dag, har man en meditativ oplevelse af plads og af ro. De store, lyse lokaler med det fine lysindfald tillader en at dvæle ved ens egen oplevelse af de udstillede værker - eller ved udsigten over parkens kuperede terræn og over Østersøen, som ligger dybt nede med kystlinjens sandbund synlig under det klare vand.
Vi spiser vores medbragte frokost på en plæne i det fri, imens solen bager ned over os. Bag parkens grønne grænse sitrer den fineste blege blå fra himlen og fra vandets glatte flade derude. Rummet er stort omkring os. Græsset er fugtigt og blødt under os, og træerne tilbyder svalende skygge mod solens overvældende varme gløden.
To værker på museet gør større indtryk på mig end de andre tilsammen. Det ene er skulpturen "Edderkoppepar", skabt af Louise Bourgeois, det andet er en kortfilm af Bill Viola med titlen "The Raft".
Jeg har aldrig brudt mig om edderkopper, men Bourgeois (umiddelbart skræmmende) værk og associationerne bag det giver mig en helt ny indfaldsvinkel til edderkopper. I hvert fald til edderkopper i kunsten. I Bourgeois verden er edderkoppen associeret med hendes højtelskede moder, som arbejdede med vævning, nål og tråd. Skulpturen her repræsenterer mor og datter: Den lille edderkop søger tilflugt i rummet under den stores bug. Og værket er stort nok til, at et menneske - blot ved at dukke hovedet - kunne søge tilflugt under den lille edderkops bug.
Bill Violas kortfilm fremvises på en kæmpeskærm i et sort lokale. En gruppe personer står i et ikke nærmere defineret rum. Det kunne se ud som om, de venter på en bus. Først tror man, at man ser på et stillbillede, men efterhånden opdager man ganske små forandringer i personernes mimik og gestik. Alt er filmet i ekstrem slowmotion. Pludselig brydes billedet af heftige vandmasser, som skyller ind fra billedrammens kanter, rammer personerne og vælter dem omkuld. Man får associationer til Syndflod og Tsunami. Efter adskillige minutter ophører flodbølgen omsider. Personerne kommer langsomt på benene, nogle af dem rækker ud efter hinanden. Enkelte bliver liggende gennemblødte (og afsjælede?) på den våde grund.
Dagen er mættet med indtryk. Sønnen og jeg går ind og ud af de mange rum. Vi tager en pause og lidt at drikke på den højtbeliggende caféterrasse, hvorfra vi har den mest storslåede udsigt over Østersøens blå vidder. Her er mange mennesker, og en troskyldig og sulten gråspurv hopper rundt i gruset mellem bordene for at opsnappe tabte krummer. En havmåge med et imponerende vingefang, hvasse øjne og et næb af længde som en foldekniv er mindre beskeden. Den suser ned gennem luften og lander tungt på et bord, hvor nogen har efterladt lidt mad på en tallerken. En herre ved nabobordet vrider sig på afstand med et skræmt blik i øjnene, ryggen vendt mod mågen og den ene skulder trukket værnende op. Vi, som sidder ved de andre borde, snapper luft ind og smiler ad den frække fugl og dens kolossale størrelse her tæt på. Men i næste nu har den ængstelige herre fundet noget kasteskyts, som han smider efter fuglen. Den letter baskende med lyset glimtende spotsk i de kolde øjne.
Der er bagende hedt på Humlebæk Station, da vi skal hjem. Efter få minutter i solen trækker sønnen ind i stationsbygningens kølige ankomsthal, imens jeg tager opstilling i skyggen bag en søjle. På en bænk i skyggen sidder en midaldrende mand med et fraværende udtryk i blikket bag brilleglassene. Han ligner en skoledreng med sine korte bukser, sokkerne i sandalerne og rygsækken ved siden af, men på bænken har han placeret en dåsepilsner. Han sidder med venstre hånds ringfinger dybt begravet i det ene næsebor. Jeg ser væk. Da mit blik på ny strejfer ham, har han stukket venstre hånds ringfinger i munden. (Jo, renlighed er en god ting!)
Toget glider stille afsted mod Nørreport Station langs med Kystbanens grønne træer. Ved Rungsted Kyst, hvor vi holder et kort øjeblik, bemærker jeg, at frugten på æbletræerne er begyndt at rødme. Det er sensommer, og skyggerne er lange klokken fem om eftermiddagen. Østersøens lette blå har antaget en dybere nuance, og solen glimter i de hvide sejl derude.
Da vi nærmer os Klampenborg Station ser jeg gennem vinduet, på den anden side af gangen, den fjerne silhuet af en kronhjort med et vældigt gevir. Den står i positur, som på et gammelt kobberstik, og skuer ud over en vidtstrakt, matgylden og afsvedet mark.
Vi går langs med søerne, hvor svanerne er i gang med en grundig afpudsning af fjerdragten. Solen glimter i vandet og lyser i husenes facader, gruset knaser under vores fødder, og flere løbere passerer. Et sted på Nørrebro køber vi mad ud af huset på en diminiutiv café, hvor der dufter af fremmedartede krydderier og stegt lam og fjerkræ.
Min søns veninde støder til, og vi spiser maden på græsset, under et skulpturelt udseende træ, på Assistents Kirkegård, imens lyset langsomt nærmer sig jorden og lægger sig i en skarp gylden bræmme, hvori myggene danser. Vi besøger Andersen og Kierkegaard og Strunge, går om i den saligt tilgroede have med de forvitrede gravsten, hvor tiden synes at vugge blidt som et gyngende hav i den dybgrønne frodighed.
Vi opsøger endnu en smagløst indrettet - men ikke desto mindre hyggelig - café med åbenstående døre og lyset glødende rødgyldent udenfor vinduerne i den stille gade, hvorfra kun en spredt mumlen af forbipasserende når os. Så er dagen ved at være omme, og jeg hilser af.
Mørket er vældet ind over himlen, da toget mod Odense sætter igang fra Hovedbanen. Byens skarpe lys glider forbi. De høje bygninger forsvinder og afløses af fladere strækninger. Mørke marker og rækker af sorte træer med brudte løvpartier står nu i skarp silhuet mod en himmel, der fra lysende dybblå glider over i turkis og nærmer sig sartgul for at forvandle sig til mættet rosa i horisonten. Langstrakte, spredte skyer tegner ujævne violette linjer i det turkise felt. Toget rumler og suser med hvid støj langs med de nu usynlige skinner, imens kupeens oplyste indre og menneskene i den genspejles med et mærkværdigt gennemsigtigt spøgelsesskær i de blanke ruder.
Wednesday, July 23, 2008
Hannah
Hans kone er berømt. Hun er så berømt, at hun kun går ud for at optræde. Det er i hvert fald sådan, han plejer at udtrykke det. Hun henter ikke mælken, som mælkedrengen afleverer ved døren i opgangen hver morgen klokken seks.
”Der er ingen grund til at vække furore!” siger hun, og kaster nakken tilbage med en verdenstræt lille latter, som blotter hendes hvide strube.
Han plejede at få lyst til at bide i den strube, at tvinge hendes nakke tilbage med et fast greb i hendes mørke lokkede hår, for at se hendes fugtige læber åbne sig mod hans og hendes sorte øjne dugge til i lidenskabelig eftergivenhed.
Når hun går ud, er hun næsten altid dækket bag et par mørke solbriller, der skifter facon efter tidens mode. I år er de skråtstillede og har spidse vinkler som kattens øjne.
Det nytter ikke med de solbriller; alle i kvarteret kender og genkender hende. De hilser, når hun går forbi. Hvem vil ikke gerne hilse på en berømthed? Hun svarer de fleste med et kort nik og et afmålt smil.
Hun vækker ikke furore. Naturligvis sker det, at fremmede mener at genkende hende på gaden eller på en restaurant. De vender øjnene mod hende i en rullende bevægelse og hvisker sammen, men derved bliver det. Selv journalisterne kommer kun pr. invitation.
Alligevel er det ham, der henter mælken ved døren. Der er ingen grund til at diskutere det. Det generer ham ikke. Alle mennesker henter mælken ved døren. Det generer ham heller ikke at rense toilettet, når de tager den ugentlige rengøring. Faktisk nyder han, i det stille, den lette misbilligelse han vækker hos hende, ved ikke at have noget imod det job. Han er et menneske, intet menneskeligt er ham fremmed. Hun vender ansigtet bort med profilen hævet og en lille krølle på næseryggen. Hun finder ham afskyvækkende, uren. I en periode havde de haft en hushjælp, en ældre dame, som passede de ting. Men Hannah kunne, i det lange løb, ikke acceptere en fremmed i sine stuer. Guderne skulle da ellers vide, at de altid havde haft hushjælp i hendes barndomshjem – og det på trods af, at Hannahs mor havde gået hjemme hos børnene.
”Hun forstyrrer mig,” sagde Hannah, ”og hun vimser.”
Måske generede det hende også, at Mogens så jovialt talte med fru Jensen. Herregud, hun var ikke så forskellig fra hans egen mor. Hvorfor skulle de ikke tage en kop kaffe sammen i køkkenet? Men Hannah holdt afstand. Man må opretholde en vis distance. Og til sidst blev frk. Jensen fyret.
Nu ordner de lejligheden sammen en gang om ugen. Sønnen Jacob støvsuger over det hele, Mogens skurer toilettet, og Hannah ifører sig de syrenfarvede gummihandsker, som når halvvejs op til hendes albuer, og vrider en støveklud op i baljen.
”Jeg ville ønske, du ville tage handsker på, når du skal stå med hænderne nede i det der,” siger hun, ”du spreder bakterier over alt.”
Han strammer mundvigene en anelse, og gider ikke fortælle hende, at han naturligvis kender til vand og sæbe. Selv om man er vokset op i proletariatet, kan man faktisk godt have lært at vaske hænder. Til tider forestiller han sig Hannah smurt ind i mudder efter en stroppetur. Tanken er besnærende og pirrer hans sanser. Han vejrer i luften efter et duftspor af hendes sved. Forgæves. Hannah er kølig og omkring hende svæver noter af liljekonvaller og citrusgræs. Han kan ikke længere genkalde sig duften af hendes elskovssved. Hun er holdt op med at transpirere under hans kærtegn. Det hænder, han kan lokke den gammelkendte lyd fra hendes strube, men straks efter ruller hun bort under ham og glider ind i sig selv til et sted, hvor han ikke kan nå hende. Hvem tænker hun på bag øjnenes lukkede låger? Ikke på ham. Det er givet. Han er blot et middel til øjeblikkelig forløsning. Hendes lidenskab er modvillig, selv når hun tager initiativet. Som om hun gør det mere af nødvendighed end af lyst.
Og han selv? Er hans intense forsøg på at vække hendes begær ikke en straf for hendes afstandstagen, hendes stadige nedgørelse af ham, hendes utilfredshed? Føler han ikke selv kun tomhed og en let kvalme, når han trækker gummiet af, binder knuden og på sagte trin lister sig ud på badeværelset, hvor han lader være med at tænde lyset, for at undgå at møde sit eget blik i spejlet?
Nu ser han ind i spejlet i entreen: Bag brilleglassene stirrer hans fremmede øjne lyse og blå imod ham fra det furede ansigt med den skarpe næse, som i årenes løb er blevet stadig mere dominerende. Håret er jerngråt og stridt, jo tak, det er der i det mindste. Han lader en hånd løbe igennem det. Er det ved at blive for langt? Han skærer en grimasse af sig selv. Det skal forestille et smil, men når ikke op i øjnene. Hej Mogens, din gamle sjover, hvordan går det, er det her dagen, som skal forandre resten af dit liv?
Han vender sig fra spejlet, klapper sig på lommerne; har han nøglerne? Så hører han Hannah i slippers i køkkenet, og han ser hende for sig i den sartgule badekåbe, mens hun hælder kaffe i et krus.
”Ja,” hans stemme er morgensprukken og han må klare halsen, ”så tager jeg af sted!”
Han bøjer sig ned og tager sin sorte mappe i den ene hånd, rækker op på stumtjeneren og tager cottoncoaten med den anden. Hannah kommer frem i døren fra køkkenet og læner sig mod karmen. Hun hviler den ene albue på den anden arm, som er lagt beskyttende om hendes mellemgulv.
”Vi ses.” siger hun og nipper til kaffen, som hun balancerer i den frie hånd.
Han er allerede på vej til at tage i dørgrebet, men vender sig og træder de tre skridt hen til hende for at kysse hende rituelt på kinden, som altid er den, hun byder ham. Den er blød og varm af søvnen. Han fanger et strejf af hendes morgenduft; svagt mælkeagtig blandet med citrus. Ingen sved.
Så er han på vej ned ad trapperne i den brede lyse opgang, hvor mælkeflaskerne endnu står urørte foran de fleste døre. Morgensolen stråler lavt og i et skarpt og gyldent lys ind ad vinduerne og skinner mat i det smukt svungne mahognigelænder.
Heks! Tænker han, da han når den sidste trappe. (De bor på tredje.) På det næstsidste trin glider hans sål på det glatte trin (som om hun kunne læse hans tanker), og han slår lænden, da han med en uskøn bevægelse sætter sig på enden. Men måske er det en heks, jeg har brug for! Tanken kommer som et lysglimt, og den pludselige selvindsigt varer så kort, at han end ikke bemærker den svage opadgående bevægelse i sine mundvige, før den er borte igen. Han ømmer sig og må sunde sig et øjeblik, før han kommer op at stå og fortsætter hen ad gangen og ud gennem den tunge indgangsdør. Udenfor drejer han til højre, hvor vinduespudseren i dag har lænet sin stige op ad den forvitrede rødstensmur. Mogens behøver ikke at betænke sig. Han træder ud på kørebanen og går udenom.
”Der er ingen grund til at vække furore!” siger hun, og kaster nakken tilbage med en verdenstræt lille latter, som blotter hendes hvide strube.
Han plejede at få lyst til at bide i den strube, at tvinge hendes nakke tilbage med et fast greb i hendes mørke lokkede hår, for at se hendes fugtige læber åbne sig mod hans og hendes sorte øjne dugge til i lidenskabelig eftergivenhed.
Når hun går ud, er hun næsten altid dækket bag et par mørke solbriller, der skifter facon efter tidens mode. I år er de skråtstillede og har spidse vinkler som kattens øjne.
Det nytter ikke med de solbriller; alle i kvarteret kender og genkender hende. De hilser, når hun går forbi. Hvem vil ikke gerne hilse på en berømthed? Hun svarer de fleste med et kort nik og et afmålt smil.
Hun vækker ikke furore. Naturligvis sker det, at fremmede mener at genkende hende på gaden eller på en restaurant. De vender øjnene mod hende i en rullende bevægelse og hvisker sammen, men derved bliver det. Selv journalisterne kommer kun pr. invitation.
Alligevel er det ham, der henter mælken ved døren. Der er ingen grund til at diskutere det. Det generer ham ikke. Alle mennesker henter mælken ved døren. Det generer ham heller ikke at rense toilettet, når de tager den ugentlige rengøring. Faktisk nyder han, i det stille, den lette misbilligelse han vækker hos hende, ved ikke at have noget imod det job. Han er et menneske, intet menneskeligt er ham fremmed. Hun vender ansigtet bort med profilen hævet og en lille krølle på næseryggen. Hun finder ham afskyvækkende, uren. I en periode havde de haft en hushjælp, en ældre dame, som passede de ting. Men Hannah kunne, i det lange løb, ikke acceptere en fremmed i sine stuer. Guderne skulle da ellers vide, at de altid havde haft hushjælp i hendes barndomshjem – og det på trods af, at Hannahs mor havde gået hjemme hos børnene.
”Hun forstyrrer mig,” sagde Hannah, ”og hun vimser.”
Måske generede det hende også, at Mogens så jovialt talte med fru Jensen. Herregud, hun var ikke så forskellig fra hans egen mor. Hvorfor skulle de ikke tage en kop kaffe sammen i køkkenet? Men Hannah holdt afstand. Man må opretholde en vis distance. Og til sidst blev frk. Jensen fyret.
Nu ordner de lejligheden sammen en gang om ugen. Sønnen Jacob støvsuger over det hele, Mogens skurer toilettet, og Hannah ifører sig de syrenfarvede gummihandsker, som når halvvejs op til hendes albuer, og vrider en støveklud op i baljen.
”Jeg ville ønske, du ville tage handsker på, når du skal stå med hænderne nede i det der,” siger hun, ”du spreder bakterier over alt.”
Han strammer mundvigene en anelse, og gider ikke fortælle hende, at han naturligvis kender til vand og sæbe. Selv om man er vokset op i proletariatet, kan man faktisk godt have lært at vaske hænder. Til tider forestiller han sig Hannah smurt ind i mudder efter en stroppetur. Tanken er besnærende og pirrer hans sanser. Han vejrer i luften efter et duftspor af hendes sved. Forgæves. Hannah er kølig og omkring hende svæver noter af liljekonvaller og citrusgræs. Han kan ikke længere genkalde sig duften af hendes elskovssved. Hun er holdt op med at transpirere under hans kærtegn. Det hænder, han kan lokke den gammelkendte lyd fra hendes strube, men straks efter ruller hun bort under ham og glider ind i sig selv til et sted, hvor han ikke kan nå hende. Hvem tænker hun på bag øjnenes lukkede låger? Ikke på ham. Det er givet. Han er blot et middel til øjeblikkelig forløsning. Hendes lidenskab er modvillig, selv når hun tager initiativet. Som om hun gør det mere af nødvendighed end af lyst.
Og han selv? Er hans intense forsøg på at vække hendes begær ikke en straf for hendes afstandstagen, hendes stadige nedgørelse af ham, hendes utilfredshed? Føler han ikke selv kun tomhed og en let kvalme, når han trækker gummiet af, binder knuden og på sagte trin lister sig ud på badeværelset, hvor han lader være med at tænde lyset, for at undgå at møde sit eget blik i spejlet?
Nu ser han ind i spejlet i entreen: Bag brilleglassene stirrer hans fremmede øjne lyse og blå imod ham fra det furede ansigt med den skarpe næse, som i årenes løb er blevet stadig mere dominerende. Håret er jerngråt og stridt, jo tak, det er der i det mindste. Han lader en hånd løbe igennem det. Er det ved at blive for langt? Han skærer en grimasse af sig selv. Det skal forestille et smil, men når ikke op i øjnene. Hej Mogens, din gamle sjover, hvordan går det, er det her dagen, som skal forandre resten af dit liv?
Han vender sig fra spejlet, klapper sig på lommerne; har han nøglerne? Så hører han Hannah i slippers i køkkenet, og han ser hende for sig i den sartgule badekåbe, mens hun hælder kaffe i et krus.
”Ja,” hans stemme er morgensprukken og han må klare halsen, ”så tager jeg af sted!”
Han bøjer sig ned og tager sin sorte mappe i den ene hånd, rækker op på stumtjeneren og tager cottoncoaten med den anden. Hannah kommer frem i døren fra køkkenet og læner sig mod karmen. Hun hviler den ene albue på den anden arm, som er lagt beskyttende om hendes mellemgulv.
”Vi ses.” siger hun og nipper til kaffen, som hun balancerer i den frie hånd.
Han er allerede på vej til at tage i dørgrebet, men vender sig og træder de tre skridt hen til hende for at kysse hende rituelt på kinden, som altid er den, hun byder ham. Den er blød og varm af søvnen. Han fanger et strejf af hendes morgenduft; svagt mælkeagtig blandet med citrus. Ingen sved.
Så er han på vej ned ad trapperne i den brede lyse opgang, hvor mælkeflaskerne endnu står urørte foran de fleste døre. Morgensolen stråler lavt og i et skarpt og gyldent lys ind ad vinduerne og skinner mat i det smukt svungne mahognigelænder.
Heks! Tænker han, da han når den sidste trappe. (De bor på tredje.) På det næstsidste trin glider hans sål på det glatte trin (som om hun kunne læse hans tanker), og han slår lænden, da han med en uskøn bevægelse sætter sig på enden. Men måske er det en heks, jeg har brug for! Tanken kommer som et lysglimt, og den pludselige selvindsigt varer så kort, at han end ikke bemærker den svage opadgående bevægelse i sine mundvige, før den er borte igen. Han ømmer sig og må sunde sig et øjeblik, før han kommer op at stå og fortsætter hen ad gangen og ud gennem den tunge indgangsdør. Udenfor drejer han til højre, hvor vinduespudseren i dag har lænet sin stige op ad den forvitrede rødstensmur. Mogens behøver ikke at betænke sig. Han træder ud på kørebanen og går udenom.
Tuesday, July 22, 2008
Lago di Como
Kranset af mørke løvtræer lå den, under den lysende tusmørkehimmel, som fed, blå silke spændt stramt ud over en sovende kvindes åndende ryg. Svagt sitrende kastedes genskær af himlen tilbage fra kjolen, fandt vej gennem salens vinduespartier, kastede perlemorspytter på dugen og glimtede måneskin i Chardonnay. Aldrig så jeg en sø så blå som Lago di Como den aften i juli, da skønheden flød som svalende bølger over det blanke gulv og dæmpede lyden af tjenerens skridt, da han bragte os maden. Selv vore hviskende stemmer blev blå, som vi sad der i spejlingens dybder.
I virkeligheden bryder jeg mig ikke om Chagall
I virkeligheden bryder jeg mig ikke om Chagall. Hvad gør den ged, dér ved klaveret, for eksempel? Farverne måske, den fine blå, den dybe rosa brudt af gult, men se plamagen der, er det et ansigt? Døde brude svævende i kosmisk stråling. I virkeligheden bryder jeg mig ikke om Chagall. Han er for uklar, flyder ud og vælter rammen. Må jeg bede om Eckersberg, Martinus Rørbye, Krøyer, Købke eller Anker. Rene linjer og balance. Gyldne snit - og ingen geder ved klaveret.
Hvor bliver fuglene af?
Hvor bliver fuglene af, når de falder? Det tænker jeg ofte på. Kun én gang så jeg en due falde fra den gesims, som den sad på. Flaksende faldt den og landede blødt blandt travle fødder på fliser. En nænsom sjæl tog den op, og dens øjne var fulde af skyer. Hvor bliver fuglene ellers af, når de falder? De siger, at rævene tager dem. Jeg har aldrig set en ræv her i byen, selvom jeg står ved mit vindue i timen, hvor flagermus afløser krager, og nattens skygger svøber sig blå om huse, vejtræer og klippede haver.
Måske flyver fuglene bort, når de falder. Vingerne har de jo.
Allerede.
Måske flyver fuglene bort, når de falder. Vingerne har de jo.
Allerede.
Monday, July 21, 2008
Øjesten
En blind plet
i dit øjes lys
spreder sig som ringe i vand
spejler bredden
spejler himlen
flimrende og brudt
I mørket på bunden
af denne sø
finder en sten sit leje
i dit øjes lys
spreder sig som ringe i vand
spejler bredden
spejler himlen
flimrende og brudt
I mørket på bunden
af denne sø
finder en sten sit leje
Sunday, July 20, 2008
Både hjerte og sjæl
Noget tyder på, at der er nye tider på vej indenfor lægestanden: Min nye gynækolog er f.eks. ingen striks og hårdhændet dame som dem, jeg før har truffet. Hun er et yndigt lille nips med gylden udstråling og en latter, der får en til at tænke på Goldie Hawn, og dertil kommer, at hun tror på sammenhængen mellem krop og følelser.
Min nye læge ligner ikke nogen af de støvede, bedrevidende og noget fortravlede doktorer, jeg førhen har konsulteret. Han ser faktisk slet ikke ud til at høre hjemme i en virkelig lægepraksis, men er som taget ud af Chicago Hope eller en bedre lægeroman. Bortset fra, at han altså optræder i jeans og pæn skjorte og ikke i hvid kittel. Han er, på godt engelsk, easygoing og casual. "Charme, selvtillid og lækkert hår" er det udtryk, som falder en ind, når man ser ham, uden at det skal opfattes i negativ forstand. Mon ikke der ville være en del af de damer, der i ren og skær protest valgte at skifte til en helt tredie læge, da den gamle gik på pension, som ville ærgre sig gule og grønne, hvis de vidste, hvad de havde sagt nej til?
Patientflugten kommer selvfølgelig mig til gode her i den første tid: Hvor der før var overbelægning i venteværelset, og man snildt kunne vente en time ud over det aftalte konsultationstidspunkt, er der nu rigeligt med plads, og man kommer til med det samme.
Ydermere viser det sig, at Dr. Handsome - indtil videre i det mindste - tager sig tid til at lytte til sin patient og ikke har travlt med at udskrive recepter, hvis problemet kan løses ad anden vej.
Og så har han ladet den gamle praksis istandsætte til uigenkendelighed. Jeg måbede og troede et øjeblik, at jeg var gået forkert. Væk er standerne med skræmmende informationsfoldere, væk er de solblegede plancher på væggene og den gamle skrammede disk, bag hvilken de ældre sekretærer sad som bidske vagthunde og passede på, at ingen gjorde lægen unødig ulejlighed. I stedet hænger der nu abstrakte malerier i varme nuancer på væggene, der står blomster på bordet, og to smilende damer sidder bag en blankpoleret skranke og tager imod patienterne.
Jeg må heller ikke glemme at nævne min ørelæge, det kære væsen. Han ligner måske ikke en filmstjerne, men det kompenserer han så rigeligt for gennem sit lune og sin hensyntagen til fobisk angste ørepatienter som f.eks. undertegnede. For første gang i mit liv er jeg (næsten) ikke bange for at konsultere netop denne type speciallæge.
Måske de seneste års megen tale om alternative tilgange til helbredsproblemer alligevel har forårsaget en vis opblødning i de ellers (tilsyneladende) så rigide tanker, som lægestanden i årevis har dyrket. Måske det også har medført, at det er en anden slags mennesker, som har valgt lægeuddannelsen. Mennesker, som ikke primært er interesseret i kroppen ud fra et naturvidenskabeligt synspunkt, men som interesserer sig for både hjerte og sjæl.
Min nye læge ligner ikke nogen af de støvede, bedrevidende og noget fortravlede doktorer, jeg førhen har konsulteret. Han ser faktisk slet ikke ud til at høre hjemme i en virkelig lægepraksis, men er som taget ud af Chicago Hope eller en bedre lægeroman. Bortset fra, at han altså optræder i jeans og pæn skjorte og ikke i hvid kittel. Han er, på godt engelsk, easygoing og casual. "Charme, selvtillid og lækkert hår" er det udtryk, som falder en ind, når man ser ham, uden at det skal opfattes i negativ forstand. Mon ikke der ville være en del af de damer, der i ren og skær protest valgte at skifte til en helt tredie læge, da den gamle gik på pension, som ville ærgre sig gule og grønne, hvis de vidste, hvad de havde sagt nej til?
Patientflugten kommer selvfølgelig mig til gode her i den første tid: Hvor der før var overbelægning i venteværelset, og man snildt kunne vente en time ud over det aftalte konsultationstidspunkt, er der nu rigeligt med plads, og man kommer til med det samme.
Ydermere viser det sig, at Dr. Handsome - indtil videre i det mindste - tager sig tid til at lytte til sin patient og ikke har travlt med at udskrive recepter, hvis problemet kan løses ad anden vej.
Og så har han ladet den gamle praksis istandsætte til uigenkendelighed. Jeg måbede og troede et øjeblik, at jeg var gået forkert. Væk er standerne med skræmmende informationsfoldere, væk er de solblegede plancher på væggene og den gamle skrammede disk, bag hvilken de ældre sekretærer sad som bidske vagthunde og passede på, at ingen gjorde lægen unødig ulejlighed. I stedet hænger der nu abstrakte malerier i varme nuancer på væggene, der står blomster på bordet, og to smilende damer sidder bag en blankpoleret skranke og tager imod patienterne.
Jeg må heller ikke glemme at nævne min ørelæge, det kære væsen. Han ligner måske ikke en filmstjerne, men det kompenserer han så rigeligt for gennem sit lune og sin hensyntagen til fobisk angste ørepatienter som f.eks. undertegnede. For første gang i mit liv er jeg (næsten) ikke bange for at konsultere netop denne type speciallæge.
Måske de seneste års megen tale om alternative tilgange til helbredsproblemer alligevel har forårsaget en vis opblødning i de ellers (tilsyneladende) så rigide tanker, som lægestanden i årevis har dyrket. Måske det også har medført, at det er en anden slags mennesker, som har valgt lægeuddannelsen. Mennesker, som ikke primært er interesseret i kroppen ud fra et naturvidenskabeligt synspunkt, men som interesserer sig for både hjerte og sjæl.
Friday, July 18, 2008
Himmelblik og lerjord
Henrik S. Holcks tredie digtsamling, Drømmesøn, udkom i 2007. Her i 2008 var den at finde blandt de nominerede til Bukdahls Smalle Litteraturpris.
I Drømmesøn viderefører Holck netop den drømmende stil og den natur/sjæl-tematik, som var at finde i debutsamlingen Vi må være som alt. Her er altså tale om nærmest panteistisk inspirerede naturdigte med en dirrende poetisk nerve, iklædt en patos, som ellers kun undtagelsesvis ses i nutidens digtekunst.
Sammenlignet med teksterne i debutsamlingen har digtene i Drømmesøn fået mere tyngde og fylde. Billedligt talt, så er digterjeg'et kommet jorden lidt nærmere, og selvom blikket fortsat er rettet mod himlen, er der ganske givet en del lerjord, som har klistret sig fast under træskosålerne i de forløbne år. Eller - som det hedder i digtet "Coda":
Skyggerne som træer tungt grønne
sandet der ingen tid har
der intet skal nå
Der er gået mange år
jeg går her langs havet det sidste
og ved i erindringen om sunkne himle
at al begyndelse er før
Mon ikke man kan tillade sig at konkludere, at drømmeren bag samlingen er ved at blive voksen og - i lighed med os andre - efterhånden har mistet en del af ungdommens illusioner?
I de fleste af Holcks digte findes en stilhed, en skønhed og en mild resignation, som jeg holder meget af. Derimod er jeg, uanset hvor enig jeg måtte være i den bagvedliggende holdning, ikke begejstret for de miljøpolitiske kommentarer, som har sneget sig ind i enkelte af teksterne. Her brydes den gennemgående følsomhed brat af intellektuelle overvejelser og problematiseringer. Teksten bliver moraliserende og tonen skinger, som i første strofe af "Intermezzo":
Hvad siger kragen, hvad synger sangfuglen?
- eller hører du kun metrostationens susen, de
hvinende bildæk mod asfalt, højtaleres skrattende
drøn, og menneskeskrig igennem natten?
Drømmesøn er illustreret med værker fra Holcks egen hånd. Billederne kan bedst beskrives som koloristiske pendanter til Edvard Munks malerier, og de supplerer fint samlingens tekster uden direkte at forholde sig til dem. Kombinationen af billed- og tekstside får Drømmesøn til at fremstå som andet og mere end en digtsamling. Bogen er i en vis forstand et lille kunstværk i sig selv og bestemt værd at stifte bekendtskab med. Man kan jo altid springe de mere politiske tekster over og koncentrere sig om den rene poesi, som præger samlingen.
Henrik S. Holck:
Drømmesøn
Digte
Forlaget Solbjerg 2007
I Drømmesøn viderefører Holck netop den drømmende stil og den natur/sjæl-tematik, som var at finde i debutsamlingen Vi må være som alt. Her er altså tale om nærmest panteistisk inspirerede naturdigte med en dirrende poetisk nerve, iklædt en patos, som ellers kun undtagelsesvis ses i nutidens digtekunst.
Sammenlignet med teksterne i debutsamlingen har digtene i Drømmesøn fået mere tyngde og fylde. Billedligt talt, så er digterjeg'et kommet jorden lidt nærmere, og selvom blikket fortsat er rettet mod himlen, er der ganske givet en del lerjord, som har klistret sig fast under træskosålerne i de forløbne år. Eller - som det hedder i digtet "Coda":
Skyggerne som træer tungt grønne
sandet der ingen tid har
der intet skal nå
Der er gået mange år
jeg går her langs havet det sidste
og ved i erindringen om sunkne himle
at al begyndelse er før
Mon ikke man kan tillade sig at konkludere, at drømmeren bag samlingen er ved at blive voksen og - i lighed med os andre - efterhånden har mistet en del af ungdommens illusioner?
I de fleste af Holcks digte findes en stilhed, en skønhed og en mild resignation, som jeg holder meget af. Derimod er jeg, uanset hvor enig jeg måtte være i den bagvedliggende holdning, ikke begejstret for de miljøpolitiske kommentarer, som har sneget sig ind i enkelte af teksterne. Her brydes den gennemgående følsomhed brat af intellektuelle overvejelser og problematiseringer. Teksten bliver moraliserende og tonen skinger, som i første strofe af "Intermezzo":
Hvad siger kragen, hvad synger sangfuglen?
- eller hører du kun metrostationens susen, de
hvinende bildæk mod asfalt, højtaleres skrattende
drøn, og menneskeskrig igennem natten?
Drømmesøn er illustreret med værker fra Holcks egen hånd. Billederne kan bedst beskrives som koloristiske pendanter til Edvard Munks malerier, og de supplerer fint samlingens tekster uden direkte at forholde sig til dem. Kombinationen af billed- og tekstside får Drømmesøn til at fremstå som andet og mere end en digtsamling. Bogen er i en vis forstand et lille kunstværk i sig selv og bestemt værd at stifte bekendtskab med. Man kan jo altid springe de mere politiske tekster over og koncentrere sig om den rene poesi, som præger samlingen.
Henrik S. Holck:
Drømmesøn
Digte
Forlaget Solbjerg 2007
Wednesday, July 16, 2008
Himlen var også blå dengang
I går, da vi sad og så på alle de gamle fotografier af min fars familie, sagde min onkel Peter til mig: "Er det ikke mærkeligt - vi tænker altid på fortiden i sort-hvid? Som når vi f.eks. ser de gamle filmklip fra 2. Verdenskrig. Det er som om, vi glemmer, at himlen også var blå dengang."
Det fik mig til at tænke på, hvordan vi erindrer. Måske er det forskelligt fra person til person. Husker vi i farver eller i gråtoner? Jeg er vist mest tilbøjelig til det sidste. Og det undrer mig, da jeg opfatter mig selv som et meget visuelt menneske. Men farverne er sjældent det, som først står frem for mig, når der dukker en gammel erindring op. Det er formerne. Det er bevægelserne, gestikken og mimikken. Dernæst lyden: En stemmes klang, et tonefald, en hvisken i træerne, en knasen i gruset. Fornemmelsen for måden, hvorpå lyset og skyggerne faldt. Og de dufte, som - for mig - er tæt forbundet med mennesker og steder.
I enkelte tilfælde er farverne der med det samme: Erindringen om en glitrende vandoverflade, den blanke hvidhed i en dykkende måges fjerdragt mod de dybblå bølger, guldet i en efterårsskov, glimtet af en rødkælk i et gråbrunt budskads. Og en sjælden gang: Himlens blå.
Jo, det er mig på billedet. Sytten år gammel under himlen over Aalborg.
Det fik mig til at tænke på, hvordan vi erindrer. Måske er det forskelligt fra person til person. Husker vi i farver eller i gråtoner? Jeg er vist mest tilbøjelig til det sidste. Og det undrer mig, da jeg opfatter mig selv som et meget visuelt menneske. Men farverne er sjældent det, som først står frem for mig, når der dukker en gammel erindring op. Det er formerne. Det er bevægelserne, gestikken og mimikken. Dernæst lyden: En stemmes klang, et tonefald, en hvisken i træerne, en knasen i gruset. Fornemmelsen for måden, hvorpå lyset og skyggerne faldt. Og de dufte, som - for mig - er tæt forbundet med mennesker og steder.
I enkelte tilfælde er farverne der med det samme: Erindringen om en glitrende vandoverflade, den blanke hvidhed i en dykkende måges fjerdragt mod de dybblå bølger, guldet i en efterårsskov, glimtet af en rødkælk i et gråbrunt budskads. Og en sjælden gang: Himlens blå.
Jo, det er mig på billedet. Sytten år gammel under himlen over Aalborg.
Tuesday, July 15, 2008
Endnu et lærerigt møde på jobcenteret
Jobcenteret indkalder sytten højtuddannede til fælles orientering om reglerne vedrørende udlicitering til anden aktør og til en efterfølgende individuel samtale. Mødet varetages af to af jobcenterets medarbejdere og foregår således:
1. Fotokopier af reglerne vedrørende udlicitering til anden aktør uddeles til de indkaldte klienter.
2. Den mandlige medarbejder laver en PowerPoint-præsentation af samme regler.
3. Den kvindelige medarbejder besvarer spørgsmål fra mødedeltagerne, vedrørende mere specifikke tolkninger af reglerne, med et fnisende ”skal vi ikke bare sige, at det forholder sig sådan og sådan?”
4. Den mandlige medarbejder oplyser, at man ikke behøver at gå til en individuel samtale efterfølgende.
5. Mødedeltagerne, som er vant til at skulle opfylde alverdens strikse regler til punkt og prikke for at opretholde retten til dagpenge, spørger forundret, om det vil sige, at det ikke er et krav, at de deltager i en individuel samtale. Hertil svarer den kvindelige medarbejder fnisende: ”Skal vi ikke bare sige det sådan, at det må I selv om?” Gået nærmere på klingen af en bekymret akademiker, der nu henviser til ordlyden i mødeindkaldelsen, supplerer medarbejderen med den oplysning, at den slags indkaldelser jo bare er vejledende.
Jeg valgte at gå hjem for at søge job med løntilskud. Jeg mente, at min tid ville være brugt bedre på den måde. PowerPoint-præsentationen, som var ganske unødigt spild af tid, da enhver akademiker selv kunne have læst sig til informationerne i det udleverede materiale, såvel som de vaklende udmeldinger fra den kvindelige medarbejder, indgød mig absolut ingen tillid til, at disse mennesker ville kunne hjælpe mig i mit videre jobsøgningsforløb. Måske de også bare ville have tidlig frokost, når nu klienterne var på vej videre til anden aktør. Noget kunne tyde på det.
Vel hjemme kontaktede jeg indtil flere lokale jobcentre på Fyn for at søge stillinger, som var opslået på Jobnet under ”Job med løntilskud”. På jobcenteret i Svendborg såvel som på jobcenteret for Faaborg-Midtfyn var medarbejderne anderledes hjælpsomme, end dem, jeg er stødt på i Odense.
Alligevel må jeg sige, at skidtet simpelthen ikke fungerer: Hver gang jeg ringer til et jobcenter vedrørende en opslået løntilskudsstilling mødes jeg af vantro telefonstemmer, som siger: ”Står der, at du skal kontakte os? ” Efterfølgende går der en rum tid, før medarbejderen finder frem til den jobannonce, jeg reflekterer på. Omsider kommer svaret: ”Stillingen er allerede besat!” Spørger man, hvorfor den så fortsat står annonceret på Jobnet, får man den besked, at man på jobcenteret er klar over problemet, men desværre endnu ikke har fundet ud af, hvordan man fjerner de allerede besatte jobannoncer fra siden. Sådan har det været i månedsvis.
Undskyld mig, men hvor svært kan det være? Har jobcenteret ikke en IT-kyndig medarbejder eller i det mindste en samarbejdspartner, som kan sørge for, at siden løbende holdes opdateret? Hvor mange ledige bruger mon tid og penge på at ringe forgæves på de stillinger? Hvor megen tid og hvor mange penge bruger jobcentrene på at besvare disse opkald?
Som akademiker – og sikkert som et hvilket som helst andet nogenlunde selvstændigt tænkende menneske – føler man sig godt og grundigt fejlplaceret og undervurderet i dette system.
Men det er altså de medarbejdere, som vi mødte i dag, og dem, som tager telefonerne rundt om på landets jobcentre, der har et arbejde – og ikke de sytten akademikere, inklusive undertegnede, der sad hovedrystende rundt om bordet, selvom vi, hvis jeg må have lov at sige det, virkede en del kvikkere i aftrækket.
Beats me!
1. Fotokopier af reglerne vedrørende udlicitering til anden aktør uddeles til de indkaldte klienter.
2. Den mandlige medarbejder laver en PowerPoint-præsentation af samme regler.
3. Den kvindelige medarbejder besvarer spørgsmål fra mødedeltagerne, vedrørende mere specifikke tolkninger af reglerne, med et fnisende ”skal vi ikke bare sige, at det forholder sig sådan og sådan?”
4. Den mandlige medarbejder oplyser, at man ikke behøver at gå til en individuel samtale efterfølgende.
5. Mødedeltagerne, som er vant til at skulle opfylde alverdens strikse regler til punkt og prikke for at opretholde retten til dagpenge, spørger forundret, om det vil sige, at det ikke er et krav, at de deltager i en individuel samtale. Hertil svarer den kvindelige medarbejder fnisende: ”Skal vi ikke bare sige det sådan, at det må I selv om?” Gået nærmere på klingen af en bekymret akademiker, der nu henviser til ordlyden i mødeindkaldelsen, supplerer medarbejderen med den oplysning, at den slags indkaldelser jo bare er vejledende.
Jeg valgte at gå hjem for at søge job med løntilskud. Jeg mente, at min tid ville være brugt bedre på den måde. PowerPoint-præsentationen, som var ganske unødigt spild af tid, da enhver akademiker selv kunne have læst sig til informationerne i det udleverede materiale, såvel som de vaklende udmeldinger fra den kvindelige medarbejder, indgød mig absolut ingen tillid til, at disse mennesker ville kunne hjælpe mig i mit videre jobsøgningsforløb. Måske de også bare ville have tidlig frokost, når nu klienterne var på vej videre til anden aktør. Noget kunne tyde på det.
Vel hjemme kontaktede jeg indtil flere lokale jobcentre på Fyn for at søge stillinger, som var opslået på Jobnet under ”Job med løntilskud”. På jobcenteret i Svendborg såvel som på jobcenteret for Faaborg-Midtfyn var medarbejderne anderledes hjælpsomme, end dem, jeg er stødt på i Odense.
Alligevel må jeg sige, at skidtet simpelthen ikke fungerer: Hver gang jeg ringer til et jobcenter vedrørende en opslået løntilskudsstilling mødes jeg af vantro telefonstemmer, som siger: ”Står der, at du skal kontakte os? ” Efterfølgende går der en rum tid, før medarbejderen finder frem til den jobannonce, jeg reflekterer på. Omsider kommer svaret: ”Stillingen er allerede besat!” Spørger man, hvorfor den så fortsat står annonceret på Jobnet, får man den besked, at man på jobcenteret er klar over problemet, men desværre endnu ikke har fundet ud af, hvordan man fjerner de allerede besatte jobannoncer fra siden. Sådan har det været i månedsvis.
Undskyld mig, men hvor svært kan det være? Har jobcenteret ikke en IT-kyndig medarbejder eller i det mindste en samarbejdspartner, som kan sørge for, at siden løbende holdes opdateret? Hvor mange ledige bruger mon tid og penge på at ringe forgæves på de stillinger? Hvor megen tid og hvor mange penge bruger jobcentrene på at besvare disse opkald?
Som akademiker – og sikkert som et hvilket som helst andet nogenlunde selvstændigt tænkende menneske – føler man sig godt og grundigt fejlplaceret og undervurderet i dette system.
Men det er altså de medarbejdere, som vi mødte i dag, og dem, som tager telefonerne rundt om på landets jobcentre, der har et arbejde – og ikke de sytten akademikere, inklusive undertegnede, der sad hovedrystende rundt om bordet, selvom vi, hvis jeg må have lov at sige det, virkede en del kvikkere i aftrækket.
Beats me!
Sunday, July 13, 2008
Værd at bemærke
Jeg hørte den forleden på radioen. Det var selvfølgelig en lidt anden oplevelse, end den du her kan få, for jeg havde friheden til at skabe mine egne indre billeder undervejs - og dertil var der jazztoner i baggrunden, hvilket helt klart klædte arrangementet.. Men selv uden underlægningsmusik - og med billeder - er Jørgen Leths reportage værd at bemærke.
Ideal peace
"The only thing in this world is music - music and books and one or two pictures. I am going to found a colony where there shall be no marrying - unless you happen to fall in love with a symphony of Beethoven - no human element at all, except what comes through Art - nothing but ideal peace and endless meditation."
(Virginia Woolf i et brev til Emma Vaughan, dateret 23. april 1901)
(Virginia Woolf i et brev til Emma Vaughan, dateret 23. april 1901)
Wednesday, July 9, 2008
Lidt mere om HSP
Jeg har tidligere skrevet et indlæg om The sensitive kind eller begrebet HSP (highly sensitive person), som indtil for nylig var ret ukendt for mig.
I dag har jeg hentet Elaine N. Arons bog, The Highly Sensitive Person, på biblioteket og er begyndt at læse den. Et afsnit i bogen omhandler HSP-personens særlige vanskeligheder i nære relationer, herunder "The Fear of Honest Communication". her står for eksempel:
"Overall, sensitivity can greatly enhance intimate communication. You pick up on so much more of the subtle cues, the nuances, the paradoxes and ambivalences, the unconscious processes. You understand that this sort of communication requires patience. You are loyal, conscientious, and appreciative enough of the value of the relationship to be willing to give it the time.
[...]I think most people, but HSP's especially, dread anger, confrontation, tears, anxiety, "scenes", facing change (it always means the loss of something), being asked to change, being judged or shamed by our mistakes, or judging or shaming anyone else.
You probably know rationally - from reading, experience, and perhaps relationship counseling - that one has to have all of the above if a relationship is going to stay fresh and alive. But for some reason that knowledge does not help when it comes time to plunge in and blurt out your feelings.
Furthermore, your intuition is leaping ahead. In a very real, arousing, semiconscious imaginary world, you are already experiencing various ways the conversation might go, and most of them are distressing."
(Aron 1999:156)
Åh, hvor jeg kender det! Jeg tror på ærlig kommunikation og åben dialog som det bedste middel til både nærhed og konfliktløsning, men netop af ovenfor anførte grunde er jeg også bange for den og tilbøjelig til at udsætte og udsætte de samtaler, med en partner eller andre nære relationer, hvorunder noget står på spil. Ikke nok med, at jeg frygter en konfrontation og forestiller mig adskillige måder, hvorpå samtalen kan tage en ubehagelig drejning eller ende i uforsonlighed. Jeg kan også se den problematik, som har medført behovet for en samtale, fra adskillige forskellige vinkler på én gang. Så jeg går som katten om den varme grød og føler et stigende følelsesmæssigt pres, indtil jeg, i ren desperation, brat tager hul på emnet, hvilket selvsagt ofte fører til, at jeg ikke får udtrykt mig så klart, som jeg gerne ville, at jeg smider for mange vinkler på bordet på én gang og dermed overvælder den anden part, eller at jeg glemmer at holde pause og lytte til, hvad den anden har at sige. Mit eget ubehag og min angst i situationen bevirker, at jeg først i tilbageblik får hentet min samtalepartners synspunkter (og hans gestik og mimik i situationen) frem igen. Og for at kunne give passende respons, må jeg så nok en gang bringe emnet på bane. Det er lige vanskeligt hver gang.
Jeg har nok altid misundt dem, der var bedre til at gribe om nældens rod i en sådan situation, end jeg selv er. Jeg troede jo, at alle mennesker gik rundt med overvejelser, der svarede til mine, forud for en betydningsfuld samtale. Men det gælder åbenbart i udpræget grad for højt sensitive personer.
Man behøver vist ikke megen fantasi for at forestille sig, hvordan situationen kan gå i hårdknude, hvis der er tale om to højsensitive, som skal have en samtale om et følsomt emne. Til gengæld omtaler Arnold også de fordele, som er forbundet med en nær relation mellem sådan to. Hun siger blandt andet:
"Being close to another HSP should have great advantages. Each feels so understood, at last. There ought to be fewer conflicts about how much is too much, about spending time alone. You probably enjoy similar pastimes."
(Arnold 1999:150)
Jeg læser - og bliver klogere. Selv mange hændelser i min fortid (hændelser, jeg troede, var særegne for mig, men som åbenbart oftere forekommer for højt sensitive personer end for gennemsnittet) forklares her for mig som - ja, netop som et resultat af, at jeg formentlig er en HSP i et ikke sensitivt samfund.
"Du oplever så stærkt", sagde min ven engang til mig. Det gør højt sensitive personer. Deraf betegnelsen. Det pudsige er, at jeg tror, at også han er en højt sensitiv person, og at det er grunden til, at vi begge - i mange situationer - har følt den gensidige forståelse, som Arnold omtaler. Men det må naturligvis tilføjes, at der findes forskellige grader af HSP, og at to højt sensitive personer kan være højt sensitive på forskellige områder.
Her giver Elaine N. Aron selv en kort video-introduktion til begrebet HSP.
I dag har jeg hentet Elaine N. Arons bog, The Highly Sensitive Person, på biblioteket og er begyndt at læse den. Et afsnit i bogen omhandler HSP-personens særlige vanskeligheder i nære relationer, herunder "The Fear of Honest Communication". her står for eksempel:
"Overall, sensitivity can greatly enhance intimate communication. You pick up on so much more of the subtle cues, the nuances, the paradoxes and ambivalences, the unconscious processes. You understand that this sort of communication requires patience. You are loyal, conscientious, and appreciative enough of the value of the relationship to be willing to give it the time.
[...]I think most people, but HSP's especially, dread anger, confrontation, tears, anxiety, "scenes", facing change (it always means the loss of something), being asked to change, being judged or shamed by our mistakes, or judging or shaming anyone else.
You probably know rationally - from reading, experience, and perhaps relationship counseling - that one has to have all of the above if a relationship is going to stay fresh and alive. But for some reason that knowledge does not help when it comes time to plunge in and blurt out your feelings.
Furthermore, your intuition is leaping ahead. In a very real, arousing, semiconscious imaginary world, you are already experiencing various ways the conversation might go, and most of them are distressing."
(Aron 1999:156)
Åh, hvor jeg kender det! Jeg tror på ærlig kommunikation og åben dialog som det bedste middel til både nærhed og konfliktløsning, men netop af ovenfor anførte grunde er jeg også bange for den og tilbøjelig til at udsætte og udsætte de samtaler, med en partner eller andre nære relationer, hvorunder noget står på spil. Ikke nok med, at jeg frygter en konfrontation og forestiller mig adskillige måder, hvorpå samtalen kan tage en ubehagelig drejning eller ende i uforsonlighed. Jeg kan også se den problematik, som har medført behovet for en samtale, fra adskillige forskellige vinkler på én gang. Så jeg går som katten om den varme grød og føler et stigende følelsesmæssigt pres, indtil jeg, i ren desperation, brat tager hul på emnet, hvilket selvsagt ofte fører til, at jeg ikke får udtrykt mig så klart, som jeg gerne ville, at jeg smider for mange vinkler på bordet på én gang og dermed overvælder den anden part, eller at jeg glemmer at holde pause og lytte til, hvad den anden har at sige. Mit eget ubehag og min angst i situationen bevirker, at jeg først i tilbageblik får hentet min samtalepartners synspunkter (og hans gestik og mimik i situationen) frem igen. Og for at kunne give passende respons, må jeg så nok en gang bringe emnet på bane. Det er lige vanskeligt hver gang.
Jeg har nok altid misundt dem, der var bedre til at gribe om nældens rod i en sådan situation, end jeg selv er. Jeg troede jo, at alle mennesker gik rundt med overvejelser, der svarede til mine, forud for en betydningsfuld samtale. Men det gælder åbenbart i udpræget grad for højt sensitive personer.
Man behøver vist ikke megen fantasi for at forestille sig, hvordan situationen kan gå i hårdknude, hvis der er tale om to højsensitive, som skal have en samtale om et følsomt emne. Til gengæld omtaler Arnold også de fordele, som er forbundet med en nær relation mellem sådan to. Hun siger blandt andet:
"Being close to another HSP should have great advantages. Each feels so understood, at last. There ought to be fewer conflicts about how much is too much, about spending time alone. You probably enjoy similar pastimes."
(Arnold 1999:150)
Jeg læser - og bliver klogere. Selv mange hændelser i min fortid (hændelser, jeg troede, var særegne for mig, men som åbenbart oftere forekommer for højt sensitive personer end for gennemsnittet) forklares her for mig som - ja, netop som et resultat af, at jeg formentlig er en HSP i et ikke sensitivt samfund.
"Du oplever så stærkt", sagde min ven engang til mig. Det gør højt sensitive personer. Deraf betegnelsen. Det pudsige er, at jeg tror, at også han er en højt sensitiv person, og at det er grunden til, at vi begge - i mange situationer - har følt den gensidige forståelse, som Arnold omtaler. Men det må naturligvis tilføjes, at der findes forskellige grader af HSP, og at to højt sensitive personer kan være højt sensitive på forskellige områder.
Her giver Elaine N. Aron selv en kort video-introduktion til begrebet HSP.
Tuesday, July 8, 2008
Nye anmeldelser
Så ligger der tre nye anmeldelser fra min hånd på Senturas hjemmeside.
Det gælder en skuffende krimi fra Anne Holt, en ungdomsroman, som tematiserer ensomheden og dens farer og endelig Benn Q. Holms seneste roman om det senmodernistiske storbymenneskes eksistentielle problematik.
Det gælder en skuffende krimi fra Anne Holt, en ungdomsroman, som tematiserer ensomheden og dens farer og endelig Benn Q. Holms seneste roman om det senmodernistiske storbymenneskes eksistentielle problematik.
Hykleriet længe leve
Capac har i dag skrevet et indlæg, hvis holdningstilkendegivelse og retorik har fået mig helt op i det røde felt. Endnu en gang ser vi et eksempel på et hykleri, der rækker langt ud over, hvad der kan forsvares. Jeg har kommenteret indlægget på Capacs blog. Vil du se, hvad der gør mig så rasende, så klik her!
Monday, July 7, 2008
Nu skal det snart være
I dag har jeg købt Allen Carrs bog, Endelig ikke-ryger, som jeg er blevet anbefalet. Jeg har allerede læst de første 103 sider, og jeg kommer ikke udenom, at den øger min motivation for at blive røgfri. Men kan den ligefrem få mig til at holde op med at ryge? Det ved jeg ikke endnu. Jeg ved kun, at der skal ske en forandring til det bedre i mit liv, og at nu skal det snart være. Måske den forandring begynder, når den sidste cigaret bliver slukket?
Det er tanken med Carrs bog, at man først stopper rygningen efter endt læsning.
Der er 109 siders brødtekst endnu...
Saturday, July 5, 2008
Fængslet
Dagen har været hed, aftenen ligeså. I disse minutter, en time før midnat, efter en hed dag i starten af juli, står himlen dunkelblå over byen. Mit vindue står på klem. I ruden aner jeg en spejling af mit eget ansigt, når jeg vender blikket mod plænen derude og den lave bebyggelse med gule lys bag vinduerne. Også lyset i de høje master langs vejen er tændt. Et enkelt stikker i øjnene på baggrund af det mørke kastanjetræ, der nu står i silhuet mod himlen. Et par flagermus flakser og foretager bratte styrtdyk over plænen. Med få sekunders mellemrum passerer en bil på vejen. Som altid køres der for hurtigt på dette stræk. Lygterne skærer gennem det tilbagende mørke. Gule eller hvide lygter nærmer sig. De røde fjerner sig. Jeg hører dækkenes susen mod asfalten i først stigende og siden aftagende styrke, idet bilerne passerer.
Foran mig er skærmen med tegn, der på magisk vis springer frem, efterhånden som mine fingerspidser berører de glatte taster. Ved den modsatte væg lyser min standerlampe gyldent, og skærmens form kaster skygge på væggen, imens lyset spejles i blanke flader. Jeg ser på tingene omkring mig: Bøgerne på reolerne, papirerne, som flyder på skrivebordet. De grønne planter, der hænger med bladene og trænger til vand. Min lænestol ser forladt og ensom ud, som den står der med lampens varme lys hældt ud over det ene armlæn. Billederne på væggene. Bambuspersiennerne, som er rullet ned over et par af vinduerne. Og stadig er der suset af bilerne på vejen. I årenes løb er den susen blevet en evig baggrundsstøj, en slags muzak, der kun generer, men til gengæld generer ret meget, når man får øre på den. Her er fire vægge, en dør ud til køkken og bad - og en anden dør ud til den smalle entre.
Det er et hjem. Det er mit hjem. Hvis jeg tænker på et fængsel, er det kun fordi, jeg ikke har andre steder at gå hen. Selv det er lidt af en tilsnigelse. Jeg kan gå, hvorhen jeg vil. Der er ingen, som holder mig tilbage. Jeg kan tage til byen og danse. I morgen kan jeg finde en bus og tage til stranden, hvor jeg kan sidde i sandet og se på vandet, på børn, der spiser is, på par, der smører hinanden ind i sololie, på veninder, der ligger side om side og lader sig stege i solen. Jeg kan gå på café eller i biografen, eller jeg kan, om et øjeblik, gå en tur ad villavejene i kvarteret på den anden side af vejen og nyfigent stirre ind ad vinduerne og se familielivet, som det tager sig ud først på natten under en hedebølge i juli. På denne tid af døgnet, hvor trafikken er mindre voldsom og en del af bilosen fordampet, vil jeg sikkert kunne mærke duften af de visnende roser, duften af de lavendler, som til overflod pynter i forhaverne.
Alt det kan jeg. Jeg har min frihed. Og så viser det sig, at det ikke er frihed, jeg ønsker mig. Måske er det her alligevel et fængsel. Ikke disse fire vægge, ikke bygningen, ikke kvarteret eller byen. Men den situation, jeg befinder mig i. At være fængslet behøver ikke nødvendigvis betyde, at man er lukket inde. At være fængslet kan være det, at man er lukket ude.
Foran mig er skærmen med tegn, der på magisk vis springer frem, efterhånden som mine fingerspidser berører de glatte taster. Ved den modsatte væg lyser min standerlampe gyldent, og skærmens form kaster skygge på væggen, imens lyset spejles i blanke flader. Jeg ser på tingene omkring mig: Bøgerne på reolerne, papirerne, som flyder på skrivebordet. De grønne planter, der hænger med bladene og trænger til vand. Min lænestol ser forladt og ensom ud, som den står der med lampens varme lys hældt ud over det ene armlæn. Billederne på væggene. Bambuspersiennerne, som er rullet ned over et par af vinduerne. Og stadig er der suset af bilerne på vejen. I årenes løb er den susen blevet en evig baggrundsstøj, en slags muzak, der kun generer, men til gengæld generer ret meget, når man får øre på den. Her er fire vægge, en dør ud til køkken og bad - og en anden dør ud til den smalle entre.
Det er et hjem. Det er mit hjem. Hvis jeg tænker på et fængsel, er det kun fordi, jeg ikke har andre steder at gå hen. Selv det er lidt af en tilsnigelse. Jeg kan gå, hvorhen jeg vil. Der er ingen, som holder mig tilbage. Jeg kan tage til byen og danse. I morgen kan jeg finde en bus og tage til stranden, hvor jeg kan sidde i sandet og se på vandet, på børn, der spiser is, på par, der smører hinanden ind i sololie, på veninder, der ligger side om side og lader sig stege i solen. Jeg kan gå på café eller i biografen, eller jeg kan, om et øjeblik, gå en tur ad villavejene i kvarteret på den anden side af vejen og nyfigent stirre ind ad vinduerne og se familielivet, som det tager sig ud først på natten under en hedebølge i juli. På denne tid af døgnet, hvor trafikken er mindre voldsom og en del af bilosen fordampet, vil jeg sikkert kunne mærke duften af de visnende roser, duften af de lavendler, som til overflod pynter i forhaverne.
Alt det kan jeg. Jeg har min frihed. Og så viser det sig, at det ikke er frihed, jeg ønsker mig. Måske er det her alligevel et fængsel. Ikke disse fire vægge, ikke bygningen, ikke kvarteret eller byen. Men den situation, jeg befinder mig i. At være fængslet behøver ikke nødvendigvis betyde, at man er lukket inde. At være fængslet kan være det, at man er lukket ude.
Jo tak, jeg kendte godt Thomas Winding
Det var i starten af 80erne, dengang jeg endnu var meget ung og boede i et storkollektiv på Fyn. I en periode sluttede Thomas og hans daværende samlever sig til os i weekender og ferier, og af og til var vi nogen stykker, der boede hos dem, når vi kom til København.
Dengang boede Thomas i en gammel patricierlejlighed i Peder Skramsgade, tror jeg det var, nede bag Stærekassen. Det var altid hyggeligt at besøge Thomas og familien. Det var før Alberte for alvor blev kendt som Alberte, men vistnok allerede var introduceret som Luna i Bamse og Kylling.
Thomas gik rundt og smånynnebrummede over sit seneste projekt med et smil i mundvigene og iført løse fløjlsbukser, ternet skjorte og rundhalset pullover. Eller han sad overfor en ved bordet og lænede sig ind over det, hvilende på den ene underarm og med en tænksom rynke mellem brynene. Han kunne tale temmelig længe, når han først kom igang. Men som de fleste vil vide, så havde Thomas en stemme, som var værd at høre på, og næsten alt, hvad han sagde, lød klogt.
Jeg har ikke en masse anekdoter om Thomas at diske op med. Thomas var slet og ret Thomas. Rolig, rar og lun. Han var ikke meget forskellig fra den offentlige Thomas. En kende mere tænksom, måske.
Det er mange år siden, jeg sidst så ham. I virkeligheden, altså. Men da Danmarks Radio sidste år sendte en portrætudsendelse om ham med titlen Jo tak, jeg kender godt Thomas Winding, sad jeg og blev helt blød om hjertet og tænkte på, hvor gerne jeg ville træffe ham igen. Det bliver så ikke i dette liv, kan jeg forstå. Jeg må nøjes med at se på de gamle klip, der findes med ham. Jeg har fundet nogle stykker fra portrætudsendelsen inde på Youtube.
Jeg vil huske Thomas som et af de luneste og rareste mennesker, jeg har kendt, selvom jeg også en sjælden gang fornemmede en mere filosofisk - ja næsten rugende - side bagved.
Tak for historierne, Thomas. Tak for din stemme, din opmærksomhed og dit nærvær. Det var godt at hilse på dig!
Dengang boede Thomas i en gammel patricierlejlighed i Peder Skramsgade, tror jeg det var, nede bag Stærekassen. Det var altid hyggeligt at besøge Thomas og familien. Det var før Alberte for alvor blev kendt som Alberte, men vistnok allerede var introduceret som Luna i Bamse og Kylling.
Thomas gik rundt og smånynnebrummede over sit seneste projekt med et smil i mundvigene og iført løse fløjlsbukser, ternet skjorte og rundhalset pullover. Eller han sad overfor en ved bordet og lænede sig ind over det, hvilende på den ene underarm og med en tænksom rynke mellem brynene. Han kunne tale temmelig længe, når han først kom igang. Men som de fleste vil vide, så havde Thomas en stemme, som var værd at høre på, og næsten alt, hvad han sagde, lød klogt.
Jeg har ikke en masse anekdoter om Thomas at diske op med. Thomas var slet og ret Thomas. Rolig, rar og lun. Han var ikke meget forskellig fra den offentlige Thomas. En kende mere tænksom, måske.
Det er mange år siden, jeg sidst så ham. I virkeligheden, altså. Men da Danmarks Radio sidste år sendte en portrætudsendelse om ham med titlen Jo tak, jeg kender godt Thomas Winding, sad jeg og blev helt blød om hjertet og tænkte på, hvor gerne jeg ville træffe ham igen. Det bliver så ikke i dette liv, kan jeg forstå. Jeg må nøjes med at se på de gamle klip, der findes med ham. Jeg har fundet nogle stykker fra portrætudsendelsen inde på Youtube.
Jeg vil huske Thomas som et af de luneste og rareste mennesker, jeg har kendt, selvom jeg også en sjælden gang fornemmede en mere filosofisk - ja næsten rugende - side bagved.
Tak for historierne, Thomas. Tak for din stemme, din opmærksomhed og dit nærvær. Det var godt at hilse på dig!
Friday, July 4, 2008
Lissom på film...
Min ven, som er en stor filmelsker, har af og til drillet mig med min svaghed for det, som han lidt hovent kalder "feel-good film". Hmm... Hvad er der galt med happy endings?
Selvfølgelig kan det kamme over, som I Notting Hill, hvor man burde have klippet straks efter pressekonferencen og Miss Scotts "indefinitely!". Det havde været en mere poetisk udgang på filmen.
Fælles for de fleste happy endings i kærlighedsdramaerne er, at manden overvinder sig selv og sin frygt for afvisning og adresserer kvinden, som selvfølgelig - før eller siden - giver ham sit ja. Der er, med andre ord, en god, gammeldags orden i rollefordelingen.
En smukt underspillet scene, jeg holder meget af, stammer fra tv-filmatiseringen af Jane Austens Pride and Prejudice. Elisabeth, som er voldsomt indtaget i den dystre og isolerede Mr. Darcy, har ved en tidligere lejlighed afvist hans frieri, blandt andet fordi han - af grunde, som Elisabeth ikke kender til - har forpurret en forbindelse mellem Elisabeths søster og den mand, søsteren elsker. Men siden forstår Elisabeth baggrunden for Mr. Darcys handling, og Mr. Darcy tilspørger Elisabeth endnu en gang.
Og så er der naturligvis Pretty Woman, som er et klassisk Askepot-eventyr i en moderne ramme.
"Welcome to Hollywood - what's your dream?"
Der er tidspunkter, hvor manden må klatre helt op til toppen af tårnet og hente sin hjertenskær. Ligesom på film. Højdeskræk eller ej. Kan det trøste denne verdens prinser at vide, at det ikke nødvendigvis er lettere at sidde indespærret der oppe som den ventende prinsesse?
Selvfølgelig kan det kamme over, som I Notting Hill, hvor man burde have klippet straks efter pressekonferencen og Miss Scotts "indefinitely!". Det havde været en mere poetisk udgang på filmen.
Fælles for de fleste happy endings i kærlighedsdramaerne er, at manden overvinder sig selv og sin frygt for afvisning og adresserer kvinden, som selvfølgelig - før eller siden - giver ham sit ja. Der er, med andre ord, en god, gammeldags orden i rollefordelingen.
En smukt underspillet scene, jeg holder meget af, stammer fra tv-filmatiseringen af Jane Austens Pride and Prejudice. Elisabeth, som er voldsomt indtaget i den dystre og isolerede Mr. Darcy, har ved en tidligere lejlighed afvist hans frieri, blandt andet fordi han - af grunde, som Elisabeth ikke kender til - har forpurret en forbindelse mellem Elisabeths søster og den mand, søsteren elsker. Men siden forstår Elisabeth baggrunden for Mr. Darcys handling, og Mr. Darcy tilspørger Elisabeth endnu en gang.Og så er der naturligvis Pretty Woman, som er et klassisk Askepot-eventyr i en moderne ramme.
"Welcome to Hollywood - what's your dream?"
Der er tidspunkter, hvor manden må klatre helt op til toppen af tårnet og hente sin hjertenskær. Ligesom på film. Højdeskræk eller ej. Kan det trøste denne verdens prinser at vide, at det ikke nødvendigvis er lettere at sidde indespærret der oppe som den ventende prinsesse?
Thursday, July 3, 2008
Den alvorlige leg
Er nettet din legeplads? Skubber du venskaber og parforhold i baggrunden, og forsømmer du daglige pligter og opgaver, til fordel for livet foran skærmen? Så er du måske internetafhængig.
Stadig flere bliver fanget i et decideret misbrug af onlineaktivitet, det være sig alt fra at tjekke mails flere gange daglig, over brug af chatrooms eller online spil, og til net-dating.
Et misbrug kan f.eks. vise sig ved, at brugeren oplever rastløshed og irritation (abstinenssymptomer), hvis han ikke får sin daglige dosis af de net-aktiviteter, som netop han nu er afhængig af. Efterhånden vil han skubbe andre aktiviteter såvel som sociale relationer i den virkelige verden fra sig for at hellige sig "livet" på internettet. Blandt de mere konkrete fysiske symptomer kan nævnes træthed, tørre øjne og smerter i håndled og albue (karpaltunnelsyndrom).
I en artikel på hjemmesiden for Basic Consult A/S opdeler psykolog Kristian Kofod de netafhængige i to hovedgrupper (se link til artiklen nederst på siden). Kofod siger:
Fælles for dem er, at de ikke er specielt socialt aktive. På nettet kan de skabe en ny social kontakt. Her ved ingen, hvem de er, der er ingen forpligtelser eller konsekvenser. Og det holder dem fast.
Her i landet er internetafhængighed noget, som man først så små er begyndt at få øjnene op for, og hverken befolkningen som helhed eller ret mange behandlere lader til at have mere end et overbærende smil til overs for problemet. I USA og i flere lande i Østen tager man det dog anderledes alvorligt. I Danmark er man begyndt at behandle internetafhængige på en række centre for ludomani. Men der findes tilsyneladende kun et enkelt sted, som har specialiseret sig i denne form for misbrug. Det er Udviklingshuset.
Læs om afhængighedssyndromet her.
Læs artiklen på Basic Consults hjemmeside her.
Læs en kort engelsksproget artikel om problemet her,
eller bliv en hel del klogere ved at læse denne udførlige engelsksprogede artikel.
Endelig er her et link til Center for Ludomani, som har afdelinger i landets tre største byer.
Der gælder det samme for netafhængighed som for enhver anden form for afhængighed: Det er ikke en skam at være afhængig. Men det er en skam ikke at gøre noget ved det. Især fordi et misbrug også har konsekvenser for dine nærmeste.
Stadig flere bliver fanget i et decideret misbrug af onlineaktivitet, det være sig alt fra at tjekke mails flere gange daglig, over brug af chatrooms eller online spil, og til net-dating.
Et misbrug kan f.eks. vise sig ved, at brugeren oplever rastløshed og irritation (abstinenssymptomer), hvis han ikke får sin daglige dosis af de net-aktiviteter, som netop han nu er afhængig af. Efterhånden vil han skubbe andre aktiviteter såvel som sociale relationer i den virkelige verden fra sig for at hellige sig "livet" på internettet. Blandt de mere konkrete fysiske symptomer kan nævnes træthed, tørre øjne og smerter i håndled og albue (karpaltunnelsyndrom).
I en artikel på hjemmesiden for Basic Consult A/S opdeler psykolog Kristian Kofod de netafhængige i to hovedgrupper (se link til artiklen nederst på siden). Kofod siger:
Fælles for dem er, at de ikke er specielt socialt aktive. På nettet kan de skabe en ny social kontakt. Her ved ingen, hvem de er, der er ingen forpligtelser eller konsekvenser. Og det holder dem fast.
Her i landet er internetafhængighed noget, som man først så små er begyndt at få øjnene op for, og hverken befolkningen som helhed eller ret mange behandlere lader til at have mere end et overbærende smil til overs for problemet. I USA og i flere lande i Østen tager man det dog anderledes alvorligt. I Danmark er man begyndt at behandle internetafhængige på en række centre for ludomani. Men der findes tilsyneladende kun et enkelt sted, som har specialiseret sig i denne form for misbrug. Det er Udviklingshuset.
Læs om afhængighedssyndromet her.
Læs artiklen på Basic Consults hjemmeside her.
Læs en kort engelsksproget artikel om problemet her,
eller bliv en hel del klogere ved at læse denne udførlige engelsksprogede artikel.
Endelig er her et link til Center for Ludomani, som har afdelinger i landets tre største byer.
Der gælder det samme for netafhængighed som for enhver anden form for afhængighed: Det er ikke en skam at være afhængig. Men det er en skam ikke at gøre noget ved det. Især fordi et misbrug også har konsekvenser for dine nærmeste.
Subscribe to:
Posts (Atom)