Jobkanonen: KABOOOOOM!!!

I morgen sker det! Jeg starter på forløbet Jobkanonen (hvilken progressiv titel), et inspirations- og motivationskursus! for ledige med en længerevarende videregående uddannelse. Det er i hvert fald sådan, "tilbuddet" præsenteres for os, der ikke kan sige nej uden at miste retten til vore dagpenge.

Jeg har modtaget et brev fra anden aktør, Alecto, som altså står bag initiativet. I dette brev står der følgende:

"Den første dag skal du blandt andet præsentere dig selv for de andre på holdet, så det er en god ide at forberede en kort selvpræsentation."

Hallo derude, allesammen, hvornår går toget væk herfra?
- "En kort selvpræsentation", det skulle man altså nok lige kunne finde ud af uden nogen forberedelse, når man har læst på "Unitetet" i syv år.

Der står endvidere, at man skal medbringe:
"En underskreven jobplan, personligt CV, ansøgninger og andet karriere-relevant materiale - gerne på et USB-stik eller diskette."

Kursiveringen er min (bemærk iøvrigt læse-let-bindestregen i "karriere-relevant"). Det kan da gerne være, at nogen af de andre tvangsindlagte deltagere på den kommende måneds aktiveringskursus har ambitioner om at "gøre karriere" (og skam få den, der tænker ilde derom), men det gælder ikke mig, og jeg er inderligt træt af, at det - på den ene side - er den forventning, jeg mødes med hos både MA, Jobcenteret, diverse ansættelsesudvalg samt anden aktør, når jeg - på den anden side - gang på gang skal høre, at man som højtuddannet dagpengemodtager skal være parat til at påtage sig et hvilket som helst job, fordi man - netop som højtuddannet - er kvalificeret til at udføre "alle former for arbejde". Det sidste er jo desuden en absolut tåbelighed: Der er næppe nogen murermester, der vil være interesseret i at hyre mig eller nogen anden akademiker uden praktisk erfaring indenfor faget, uanset hvor mange medarbejdere han mangler.
Der er i det hele taget ikke mange virksomhedsindehavere, der ønsker at ansætte en, de betragter som "overkvalificeret".

Tro mig, for jeg har ikke kun søgt stillinger som gymnasielærer, AC-medarbejder eller studievært på en lokalstation, men også som køkkenassistent på en sushi-restaurant, kirketjener, folkeskolelærer, medarbejder på et værested for psykisk syge og servicemedarbejder på et hospital.

Men lad os nu se, om konsulenterne på Alecto alligevel overrasker. Indtil videre er jeg nemlig ikke imponeret. Jeg har fortsat ingen tilbagemelding fået på min henvendelse til dem, i sidste uge, vedrørende de løntilskudsstillinger, jeg var interesseret i. Så jeg forbeholder mig ret til lidt mere end en vis skepsis overfor dette tegneserieprojekt med den progressive titel. Selv vil jeg kalde det et knaldtilbud, der kun tjener til at skyde den lediges iver, lyst og selvstændige initiativer ned.

Rettelse:
Ovenfor har jeg skrevet, at Jobkanonen var et tilbud for ledige med en længerevarende videregående uddannelse. Der har jeg så åbenbart misforstået noget, for i dag (d. 2. september) gik det op for mig, at vores hold, udover magistre, også består af en tjener, en butiksuddannet, en tidligere biblioteksmedhjælper og en ufaglært kvinde, som i mange år var ansat hos TDC.
Så måske er der ikke noget at sige til, at Alecto i deres brev beder den ledige om at forberede en kort selvpræsentation. Eller?
Samtidig vil jeg så mene, at det fra begyndelsen er en fejltagelse at stuve mennesker med så forskellig uddannelsesbaggrund sammen og forestille sig - eller bilde dem ind - at man kan give dem et kursus, som de alle, hver især, vil kunne drage nytte af. Forklaringen er selvfølgelig den, at kurset rent faktisk ikke er noget kursus, men rent paragrafrytteri.

Der er forskel på folk

Jeg havde fået en vinduesplads i toget, hvor jeg sad, i mit stiveste puds, i en næsten tom kupe, tidligt lørdag formiddag, og gennemgik de tekster, som jeg skulle læse op for et publikum senere på dagen. Jeg nød freden, da min nydelse og sindsro, under et stop på Nyborg Station, brat blev afbrudt: En meget lavstammet, kommunefarvet og pustende, midaldrende kvinde, med et fortrædeligt blik bag brilleglassene, stoppede op ud for min plads, kiggede en gang op og ned ad mig og skubbede sig så med noget besvær ned på sædet ved siden af mig, hvorefter hun stak en hånd ned i sin lærredspose.

Jeg stirrede intenst på mit manuskript, men i virkeligheden var jeg optaget af at holde afstand til min medpassager, som nu fremdrog en dåseøl og knappede den op, hvorved den sydede, så jeg blev helt bekymret for, at det allerede stinkende fluidum ville sprøjte ud over min nystrøgne nederdel, min vest og min hvide skjorte.
Øllen blev nedsvælget i hastige, hørbare slurke og med indlagte dybe suk undervejs. Jeg mærkede mit usynlige panser flette sig sammen om mig, alt imens jeg endnu en gang undrede mig over stationspersonalets særlige forkærlighed for nærhedsprincippet, i forbindelse med pladsreservationer, selv hvor adskillige kupeer må stå gabende tomme.

Med en snilde, som kun den, der har flere års øvelse, kan opnå, lod kvinden den tomme dåse forsvinde ned i affaldsposen på krogen foran vore sæder og fiskede i samme bevægelse en ny dåse op af sin medbragte bagage. Pfisssst!!! Knappe op, dåsen op til munden. Et par nedsvælgninger. Et par dybe suk.

Under den tredie øl og halvvejs over Sjælland indledte kvinden en højrøstet samtale i sin mobiltelefon. Den handlede om dagens indkøb. Personen i den anden ende skulle åbenbart huske at købe både det ene og det andet ind, og dertil kom anvisninger på hele madopskrifter. Det lød som om, det var et stort barn, der blev givet instrukser til. Men så ændredes tonen mærkbart: "Ja, jamen så ses vi om lidt - eller i hvert fald snart!" sagde kvinden. "Iiiih, hahahaha... du er en ko! Nej! Du er ikke en ko. Du er en tyr!" Boblende fnisen. Jeg kiggede ud af øjenkrogen på det fedtede kommunehår, de uplejede negle og den sjaskede t.shirt - og tillod mig hæmningsløst at undre mig. Der stod en sur em af øldunst omkring os, og en ældre herre på et sæde på den anden side af gangen lænede sig lidt fremefter for at se, hvem der talte. Han løftede øjenbrynene let. "Jo du er!" sagde kvinden, uden at lade sig afficere af, at der nu var mindst seks aktivt lyttende tilhørere til hendes private samtale. "Du er en tyr! Vi ses. Ja, thihihihi..."

Omsider rejste hun sig og stod af toget. Øldunsten lettede, og jeg kunne atter trække vejret og så småt sænke paraderne. Kald det bare fine fornemmelser. Jeg er udmærket tilfreds med at have dem. Der er forskel på folk. Der er forskel på folk! Måske man kunne få genindført tidligere tiders tredie klasse på DSB...

Guldsmed

Da jeg stikker hovedet ud af vinduet søndag morgen, falder mit blik på en guldsmed, der har slået sig ned på min sålbænk og uanfægtet bliver siddende der, selvom mit ansigt dukker op kun tredive centimeter fra dens.

Jeg betragter den skamløst, detalje for detalje: Den er vel omtrent 6 centimeter i længden. Lodden honningfarvet forkrop og rødbrun leddelt bagkrop. Bagkroppen pulserer ganske sagte. De fire fintårede, gennemsigtige vinger glitrer i solen, og jeg bemærker et ganske lille orange rektangel, der er placeret øverst ud mod den øverste flig af hver vinge. Guldsmeden med det flade stumpede næseparti ser tilbage på mig fra de knappenålsstore sorte pupiller midt i de kolossale blegt gulgrønne øjne, der har noget kamæleonagtigt over sig. Jeg tænker, at den er mindst lige så nysgerrig som jeg.

Med en brat bevægelse vender den sig, så den nu sidder på sålbænkens yderste kant med front ud mod plænen. I næste øjeblik letter den. Jeg følger dens lynglimt med blikket, da den skyder næsten vandret ud i luften, dykker, vender og atter lander på cementstøbningen udenfor mit vindue - nu med en flue mellem kæberne. Dét har jeg aldrig set før.

De følgende fem minutter ser jeg fascineret til, imens guldsmeden fortærer sit bytte. Fluen gør ingen modstand, noget tyder på, at den allerede var død eller i hvert fald bedøvet, da min guldsmed landede på gesimsen med den.
Da guldsmeden har ordentligt fat i fluen, placerer den sig således, at den hænger med bagkroppen vertikalt ud over sålbænkens kant. Jeg spekulerer på, om den således lettere kan få det store måltid til at glide ned? Med tyngdekraften til hjælp.

Guldsmeden tygger omhyggeligt. Jeg står tæt nok på til at se, hvordan dens kæbedele metodisk arbejder, indtil den sidste fluebid er sat til livs. Et enkelt flueben stritter til sidst den gale vej og lader til at kilde jægeren under hagen. Guldsmeden løfter et forben og skubber måltidet bedre tilrette mellem kæberne, så suges også den sidste benstump ind, og guldsmeden tørrer sig om munden, der fra denne næsten frontale vinkel ser bredt smilende ud.

Et øjeblik endnu bliver den siddende og stirrer på mig. Så slipper den, letter og svirrer ud i lyset.

Danske digterstemmer

går på vingerne i dag i Kongens Have, København.

Erindrer De...

det er i Kongens Have? I morgen fra kl. 12.30 til kl. 17.00 vil jeg være at finde dér blandt andre skribenter, forfattere og digtere fra hele landet, som vil tage turen til hovedstaden, for at give ordene stemme i en af byens grønne oaser.


Der er, som mange allerede vil vide, naturligvis tale om arrangementet Ord Under Himlen, hvor en lang række skribenter vil læse op af egne (og i visse tilfælde andres) værker.

Hvis du følger ovenstående link, vil du kunne finde yderligere omtale af arrangementet. Ikke kun på bloggen, men også i forskellige radioudsendelser med videre.

Selvfølgelig har jeg sommerfugle i maven, men gudskelov ikke flere end klædeligt er. Dagens forberedelser går op i fremstilling af et lille skilt, så forbipasserende kan læse, hvem de lytter til, og så er der et par tekster, der skal løbes igennem endnu en gang.

Jeg glæder mig allermest til at træffe nogen af de spændende og kreative mennesker, som jeg har kommunikeret med via bloggen gennem de sidste par år.

Akademisk staldmedhjælper i Aalborg?

Systemet fungerer ikke. Eller gør det? Måske handler indsatsen fra MA's, Jobcenterets og anden aktørs side slet ikke om at hjælpe de få ledige akademikere til at komme i arbejde, men om at opretholde arbejdspladser for kontorfunktionærer, socialrådgivere og andre, der er ansat til at holde papirnusseriet igang. Man kan i hvert fald sagtens få den mistanke, når man har været dagpengemodtager et stykke tid.

Jeg har før skrevet om de praktiske problemer i forbindelse med at søge løntilskudsjob. Problemerne er ikke blevet færre eller mindre siden dengang. Det vender jeg tilbage til senere.Først en lille forhistorie eller opdatering:

Jeg er nu, som det så smukt hedder, udliciteret til anden aktør. Konsulentbureauet Alecto, der oprindelig var et computerfirma, har overtaget mig som klient. Jeg er dér blevet tildelt en konsulent, som skal hjælpe mig til at optimere mine forsøg på at komme i arbejde. Vi havde vores første samtale for nogle uger siden, og naivt optimistisk, som jeg var (der var jo en særlig grund til, at jeg havde valgt Alecto.com som aktør fremfor vikarbureauet Ramstad), spurgte jeg ind til muligheden for at få et eller flere PC-kurser, som kunne gøre det muligt at skrive PC-superbruger eller lignende på mit CV. Jeg har jo bemærket, at de fleste virksomheder søger personale, der er "godt hjemme" i alt fra Microsoft Office pakken og til de mest avancerede grafikprogrammer.

Den flinke mand kiggede sine papirer igennem og fortalte mig så, at principielt var det en mulighed. Der var bare lige den hage ved det, at det måtte ske i aktiveringsperioden, og da min aktiveringsperiode startede i uge 36 og løb en måned frem, så ville jeg ikke kunne blive tilmeldt nogen af de kurser, jeg rent faktisk havde brug for. Jeg spurgte høfligt, om man så ikke kunne forestille sig, at man skubbede min aktiveringsperiode en uge eller to, så jeg kunne blive tilmeldt de rette kurser, men det var absolut ikke muligt. Aktiveringsperioden lå fast.

PC-kurser (som jeg iøvrigt kun vil kunne deltage i, hvis jeg er indstillet på dagligt at rejse frem og tilbage til København med en egenbetaling for transport på ca. kr. 40,- om dagen) kan der altså ikke blive tale om. Jeg kunne forsøge selv at finde et aktiveringssted for en periode på 4 uger, hvilket konsulenten stærkt anbefalede. Det kunne nemlig være et springbrædt til en fast ansættelse, hævdede han og fortalte flere solskinshistorier. Jeg spurgte, om han kunne anbefale nogle virksomheder, om Alecto måske havde nogen kontakter (som det står skrevet i deres brochure), som han kunne anbefale mig at henvende mig til? Men nej, sådan spiller klaveret ikke. Hvis ikke jeg selv kunne finde et aktiveringssted, så var der kun den mulighed tilbage, at jeg kunne blive tilmeldt et jobsøgningskursus i Alectos Odense-regí. Og det blev jeg så.

Mandag d. 1 september og en måned frem vil jeg dagligt, fra klokken 9-15, skulle sidde i en tidligere fabriksbygning ude i et gammelt industrikvarter, hvortil der naturligvis ikke kører bybusser (og begge dæk skal skiftes på min gamle cykel, hvilket budgettet ikke holder til de næste par måneder), og skrive ansøgninger around the clock sammen med x antal andre håbløse tilfælde af langtidsledige med en længerevarende uddannelse. Det skal nok blive muntert, og jeg ved ikke, hvor længe jeg kan holde min mund.

Tilbage til det med løntilskudsjobbene. Jeg klagede til konsulenten over, at der fortsat lå annoncer på gamle og forlængst besatte stillinger inde på Jobnets side for job med løntilskud. Konsulenten smilede venligt og beklagede. Jeg fortalte, at medarbejderne på Jobcentrene rundt om i landet desuden fralagde sig ethvert ansvar og stillede sig undrende an, når man ringede for at høre nærmere vedrørende en nyopslået stilling.
"Åh," sagde konsulenten, "men når du er udliciteret til anden aktør, så er det os, du skal henvende dig til, hvis du finder et løntilskudsjob, du er interesseret i. Så kan vi reservere det til dig, og så er det os, der har ansvaret overfor den annoncerende virksomhed. Det er der nemlig mange af dem, som foretrækker, og det er derfor, at de sjældent opfordrer til, at den ledige selv henvender sig."

I denne uge fandt jeg ti løntilskudstillinger, jeg var interesseret i. Der var alt lige fra et job som kommunikationsmedarbejder i noget, der lød som en humanistisk interesseret virksomhed her i byen og til en stilling som servicemedarbejder på et hospital i Jylland. Jeg skyndte mig naturligvis at kontakte Alecto, men blev omdirigeret til en anden konsulent, da min egen var på ferie. Kvinden i telefonen var meget imødekommende og lød faktisk som om, der måske var lidt mere gang i hende, end i min noget tilbagelænede mandlige konsulent. Hun bad mig sende ID-numrene på de omtalte stillinger, så ville hun undersøge, om de fortsat var ubesatte og vende tilbage til mig.

Det var i forgårs. I går hørte jeg ingenting. Hverken på mail, på telefon eller på min mobil. Jeg kontaktede så damen igen her til formiddag og hun lød, sandt at sige, som en, der var blevet taget på sengen. Efter nogle indledende øh'er bestemte hun sig for, at "sige det, som det var": Hun havde endnu ikke nået at se på tingene. Hendes høflige undskyldninger kan jeg ærligt talt ikke bruge til meget. Jeg havde den største lyst til at sige hende et par grimme sandheder, for enhver jobsøger ved, at man ikke bare skal handle hurtigt, men aldeles omgående, hvis man vil have en chance for at få en løntilskudsstilling, før den bliver besat til anden side. Jeg beherskede mig dog, og jeg blev lovet en opringning, så snart konsulenten havde haft tid til at kigge på tingene.

Der gik et par timer. Så ringede telefonen. Konsulenten undrede sig over, at jeg havde lagt billet ind på en stilling som staldmedhjælper i Aalborg. Det undrede sandt for dyden også mig! Dels har jeg ingen ambitioner om at flytte til Aalborg, selvom det er en prægtig by, og dels har jeg svært ved at se mig selv som staldmedhjælper, selvom jeg er glad for dyr og engang har haft et par geder indlogeret. Konsulenten konkluderede nu, at der måtte være fejl på systemet, men det kunne jo godt være, som hun sagde, at jeg havde søgt en stilling som staldmedhjælper, for hun kunne jo se, at jeg vist havde søgt et par stillinger som servicemedarbejder.... Den lod hun lige hænge i luften et øjeblik, ligesom jeg vil gøre, for at både servicemedarbejdere og staldmedhjælpere hver især kan få tid til, at undres og fortørnes over sammenligningen, på deres respektive præmisser.

Jeg forsøgte så at forklare damen, at de bemeldte servicemedarbejderstillinger indebar en smule journalarbejde foruden kaffebrygning samt rengøring af hospitalets undersøgelsesrum, hvilket jeg udmærket mente at kunne leve med, hvis jeg så til gengæld kunne have ro til i fritiden at beskæftige mig med mine litterære interesser og mine skriverier. I det hele taget, fortalte jeg hende, handler det for mig ikke om at finde et karrierejob. Jeg skal bare have fred til at kunne arbejde med det, som interesserer mig, i min fritid. (Nyuddannet og 44 år gammel har jeg efterhånden skudt en hvid pind efter en fagligt relateret karriere i et ungdomsfixeret samfund). Der undslap damen et hørligt forbløffet "åhhh".

Men fejl på systemet var der åbenbart, for konsulenten kunne ikke finde de ti stillinger ved at slå op under de ID-numre, som hun to dage tidligere havde bedt mig om at finde frem og sende til hende. Nu ville hun så forsøge at finde stillingerne ved at gennemgå samtlige annoncer, hvilket jo nok ville tage lidt tid. "Ja, jeg kunne selvfølgelig også bede dig om at finde dem på nettet igen og sende mig links til dem," sagde hun med honningstemme, "men det vil selvfølgelig tage samme tid, og det er jo ikke din skyld, at der er fejl i systemet."

Nej, det er nemlig ikke min skyld. Det er heller ikke min skyld, at de opslåede løntilskudsstillinger når at blive reserveret til alle mulige andre, hvis konsulenter arbejder hurtigere og mere målrettet, end dem jeg her har omtalt. Og det er, så vidt jeg har forstået, de selvsamme mennesker, som den næste måneds tid skal stå for at instruere mig og bakke mig op i min jobsøgning. Ugens fem dage, fra 9-15! Og så er der forresten lige en onsdag formiddag, hvor jeg skal stille på MA's kontor og have repeteret reglerne for at modtage dagpenge, og hvor jeg skal aflevere en liste over de stillinger, jeg har søgt siden det sidste møde samme sted.

Jeg tror, at jeg ville have større chance for at få et job - og et job, der er relevant i forhold til min uddannelse og mine interesser - hvis jeg brugte tiden på at skrive kronikker, artikler eller bøger. Men den slags er på det nærmeste udelukket. Reglerne for den slags tiltag indenfor dagpengesystemet er så indviklede, at man risikerer at miste retten til dagpenge, før man har nået at sætte sig ind i, hvor man skal sende de dertil hørende kontrakter hen til godkendelse, inden en given kronik sendes i trykken. Desuden: Hvilken redaktør har tid til at vente på den slags papirnusseri? Hvis systemet havde været anderledes indrettet, kunne jeg måske have tjent en lille skilling (selvom beløbet naturligvis skulle modregnes i min dagpengeydelse) - og dertil have gjort lidt reklame for mine evner som skribent ved at sælge en klummeserie om "Min karriere som ledig" til JyllandsPosten, eller hvem, der nu havde mod på at bringe mine observationer. Men systemet er altså ikke sådan indrettet. Og det kan jeg faktisk godt forstå. Det er klogt udtænkt af netop sådan et system!

Det eneste sted, en dagpengemodtager altså (endnu) kan få lov til at skrible i fred og give sin mening til kende, er på bloggen. Det vil jeg benytte mig af i videst mulige udstrækning - og så længe jeg overhovedet kan!

Store emner - dæmpet stemme

Ann Patchett er en amerikansk forfatter, hvis arbejde jeg netop har stiftet bekendtskab med gennem romanen Run. Ann Patchett arbejder med nutidige motiver, men de bagvedliggende temaer er tidløse.

Run er en beretning, der inddrager både religiøse, racemæssige og sociale aspekter. Det er i den forstand en roman med stærke politiske referencer, men det er også en fortælling om familierelationer, om skæbne og om tilfælde.

Historien indledes med en retrospektiv beretning om en statuette af Jomfru Maria. En statuette, der gennem generationer er gået i arv fra mor til datter i den irsk-katolske Clark-familie, som Doyle Lovell har giftet sig ind i gennem sit ægteskab med den smukke Bernadette, der nu er den retmæssige indehaver af Maria-statuetten. Bernadette dør i en tidlig alder fra sin ægtemand, deres fælles søn Sullivan og de to yngre, adopterede drenge, de sorte brødre Tip og Teddy. Bernadettes søstre opsøger Doyle for at kræve statuetten tilbageleveret til familien, da Bernadette jo ikke har efterladt nogen datter, som den kan overdrages til. Men Doyle nægter. Tip og Teddy har altid betragtet statuetten som en figuration af deres mor, og de beder til den hver aften. Søstrene forsøger at vinde Doyles svoger, Fader Sullivan, over på deres side, men Fader Sullivan tager Doyles og drengenes parti, og Jomfru Maria bliver stående, hvor hun står: På kommoden i drengenes soveværelse.

Efter indledningen springer fortælleren godt et tiår frem i tid. Tip og Teddy er nu et par unge mænd, der har udviklet egne interesser. Tip, den disciplinerede og intellektuelle af de to, bruger al sin tid på at studere fisk. Han lever praktisk taget på Instituttet for Iktyologi. Teddy, som er den bløde, humanistiske og knap så bogligt orienterede, tilbringer en stor del af sin tid på plejehjemmet hos Fader Sullivan, der har fået ry for at kunne udføre mirakuløse helbredelser gennem bøn og håndspålæggelse. Teddy ser det som sin opgave at beskytte sin gamle og syge onkel mod de mange håbefulde sjæle, der står i kø udenfor hans dør.

Drengenes særinteresser har ikke deres fars sympati. Doyle, som selv har været borgmester i byen og fortsat er ivrigt optaget af politik, har ambitioner om at se en af sine sønner som præsident i USA. Den ældste, Sullivan, er forlængst blevet opgivet af sin far. Sullivan indtager pladsen som familiens sorte får, en rolle han selv er pinefuldt klar over, hvorfor han er flygtet til Afrika, hvor han udfører humanitært arbejde.

Doyle har for vane at slæbe sine adoptivsønner med til så mange politiske møder og foredrag, som han overhovedet kan. En aften, hvor sneen falder tæt, kommer de tre ud fra et møde med Jesse Jackson. Det er her, midt i mørket og det tætte snefald, at Tip beslutter sig for at sige fra overfor sin fars ambitioner. Under den deraf følgende ophidsede diskussion bemærker ingen, at en bil nærmer sig. Ingen, undtagen Tennesee Moser, en sort kvinde, der har stået i nærheden og som kaster sig ud foran bilen og skubber Tip tilside. Tip slipper med en brækket ankel, men Tennesee bliver alvorligt kvæstet, og Doyle og hans sønner må tage sig af Tennesees elleveårige datter, Kenya, imens Tennesee er indlagt på hospitalet. Således kolliderer fortid og nutid i Run, for Tennesee og Kenya er naturligvis ikke hvem som helst, og det er ikke noget tilfælde, at netop Tennesee har set bilen, som nærmede sig Tip, eller at hun har gjort det ultimative for at redde ham. Kollisionen får vidtrækkende konsekvenser, som strækker sig langt ind i fremtiden, for alle de implicerede parter.

Run er en underholdende og velskrevet fortælling, hvori forfatteren med let og nænsom hånd berører store emner og tegner intense og stemningsfyldte billeder af menneskelige relationer. Patchetts neddæmpede og næsten minimalistiske stemme gør, at det næppe bliver den sidste bog af hende, jeg læser. Jeg har læst omtaler af hendes andre værker, og nu har jeg fået stor lyst til at læse The Magician's Assistant, der bestemt lyder lovende.

Ann Patchett:
Run
Bloomsbury 2007

Fuglesang og anden musik

Den 10. juli 2008 havde Janne Møller Olsen et dejligt indlæg på sin blog: Et forsvar for kunstnere og følelsesmennesker, kunne man kalde det.
Har du endnu ikke læst det, skulle du unde dig selv at klikke ind her og måske blive lidt klogere på både fuglesang og anden musik.

Ta' med ud og fisk!

Jeg har anmeldt den norske fluefisker Lars Lenths romandebut. Læs mere her om en frydefuld og fornøjelig læseoplevelse.

Lars Lenth:
Den samme flod
Gyldendal 2008

Byregn

Dagen igennem har himlen over byen været skjult bag lag på lag af flossede, gråhvide skyer. Regnen er faldet, med kun ganske få ophold, i varierende mængder, tempi og arter. Endnu er vi ikke så langt henne på året, at regnen er kold, men kølig er den. For få timer siden faldt den i tætte hastige dråber, der i farten forvandledes til korte streger i luften, trommede på vejtræernes blade, på de opslåede paraplyer og på hustagene og piskede bobler og ringe i de allerede omfangsrige pytter, som altid først samler sig langs med kantsten på gadehjørner. Det susede fra kloakkerne, bildæk sprøjtede vand op fra kørebanen, og cyklisterne lænede sig ind over deres cykelstyr og kneb øjnene sammen mod vandet, der løb fra deres hår. Gennem det tætte regnfald og i den dæmpede belysning, som skydækket foranledigede, fik alt et tungsindiggråt skær over sig.

Udstødningsgasser slog i tunge, kvalmende pust, som af brændt gummi, ind mod enhver, der bevægede sig ud i regnen. Den sødlige lugt af mennesker hang i luften, som en ironisk påmindelse om menneskets egen afsky for skadedyr. Skrald, der var smidt i grøfterne, gik i opløsning: Papæsker fra MacDonalds bøjede sig og faldt sammen, blækket på gamle bon'er fra Netto flød ud i en diset sky af gråblåt blæk, et plasticlåg fra en milkshake gled ned ad strømmen i kantstenen side om side med et opblødt, gult filter fra et gammelt cigaretskod. Et rustent løbehjul lå væltet på fortovet. Den piggede flade og den sorte snude af noget, som engang var et pindsvin, lå overkørt, forladt og gennemblødt få meter derfra.

Byen er en rotterede. Man mærker det tydeligt i dette vejr, hvor alle lugte intensiveres, hvor man ser affaldet for ens fødder, fordi ens blik rettes mod jorden for at skærme øjnene mod regnens slag, og hvor vandet skyller alt det frem, som før har ligget skjult under grus eller græs.

Nu er der kun en sagte mild støvregn i luften. Den bæres afsted på en let brise og falder skråt. Man mærker den knap nok mod huden, når man er ude, men den sætter sig som en fugtighed i tøjet, i håret, under skosålerne, mellem dæk og asfalt, hvorfor der høres en klæbrig lyd fra vejen, når en bil passerer. Det lyder, som om nogen trak et gammelt plaster af. Det grå siver ind under huden, lægger sig som skyer over hjernen bag øjenhulernes fugtige dyb, stemmer en for brystet, tynger vægten af knogler og kød, som bar man vådt tøj på kroppen. Fugten driver gennem byen, suges ind i murstensmure, opløser ligdele, tvinger regnorm og rotter op af undergrunden.

Hatten af

for dagens tekst hos Silhuet!

Det lille hus på prærien

Engang tilbage i trediverne kørte Smør-Hans hver morgen sin rute mellem gårdene ad de smalle hjulspor i de østjyske bakker, på sin skumplende vogn forspændt den brune hest. Han afleverede tomme mælkejunger og afhentede de fyldte, som han ekspederede videre til mejeriet.

Smør-Hans gik ikke af vejen for at snuppe en lille en eller tre med kammersjukkerne på den lokale kro. En morgen, hvor han havde været i særligt godt selskab natten igennem, var han gået død ud på morgenstunden. Men mælken skulle jo hentes, og både hest og vogn stod udenfor kroen. De hjælpsomme drikkebrødre hankede op i Smør-Hans, fik ham op på bukken og gav den brune et lille rap. Og afsted gik det. Hesten kendte jo ruten, og Smør-Hans kom således også denne morgen rundt til alle gårdene, hvor karlene, da de så den ulyksalige mælkekusk, under stor munterhed selv fik læsset de fyldte junger på vognen.

Fuglene sang deres morgensang, solen steg på den blå sommerhimmel, og den brune travede troligt videre fra gård til gård og derfra til mejeriet, hvor der blev et mindre opløb, idet en ung mejerist ikke fosømte lejligheden til at tilkalde både mester og kolleger, så også de kunne se den tungt snorkende Smør-Hans, der sad sammensunket på bukken bag sin trofaste hest. Hvad Signe sagde, da vognen med den drukne ægtemand kom skumplende op ad hjulsporet til gården, melder historien intet om, men mon ikke der er blevet talt med store bogstaver?

Smør-Hans og Signe er borte, men huset ligger der endnu: Et lillebitte hvidkalket hus med nedadglidende stråtag, almueblå dannebrogsvinduer og en medtaget staldbygning, som er bygget sammen med og vinkelret på stuehuset. Det ligger godt skjult i læ af en bakke og med udsigt over et lille smalt dalstrøg, hvorigennem der endnu kun går et tilgroet hjulspor. Langs med hjulsporet duver en bred bræmme af hvid røllike og vilde gule sensommerblomster i brisen op mod et skovbevokset højdedrag.

Træerne er skudt i vejret foran stuehusets vinduer ud mod engen, og det samme er tilfældet i frugthaven på den anden side af gårdspladsen bag huset, hvor også vajende gyldenris har bredt sig, dér hvor Signe vel dyrkede kartofler og urter.

Kigger man ind gennem de støvede vinduer, kan man se en ganske lille stue, et kammer, et snævert køkken og en lille forstue, i hvilken der endnu hænger seletøj på en gammel knage. Møblerne står, som ventede de fortsat på, at Smør-Hans skulle træde ind ad døren på strømpesokker, efter at have skubbet træskoene af ude på fortrappen, for at tage imod den kop kaffe, som Signe ville skænke ham af Madam Blå: En ubekvem divan, en polstret lænestol, et mørkmalet chatol og den lille sorte kakkelovn.

Jeg er blevet svært indtaget i Smør-Hans og Signes hus. Dér ville jeg gerne bo. Men ak, nok er det ikke en villa på Strandvejen, jeg er ude efter, men selv denne beskedne idyl i bakkerne, med udsigt over det lille, smalle dalstrøg, er udenfor min rækkevidde. Selv hvis jeg havde haft penge i banken til at kunne byde på stedet, ville det kræve en del at sætte huset i stand: Nyt stråtag, nyt køkken, inddragelse af staldbygningen til beboelse og nogen rydning af grunden, så murværket igen kunne få lys og luft, og solen kunne skinne ind i stuerne.

Men man siger, at gode drømme gør sjælen stærk, og her er den: Min barndoms drøm om det lille hus på prærien. Bag engens grønne højdedrag løfter himlen sig, oplyst af solnedgangens perlemorsskyer, og aftenbrisen stryger gennem det lange græs og smyger sig om røllikens tætte skærme af hvide blomster. I stalden pruster den brune ned i sit fodertrug, og Smør-Hans og Signe lister på lette fjed gennem stuerne, usete af de fleste. Jeg tænker, her ville være hjerterum nok til os alle.

August

Kumulusskyernes katedraler
tårner sig op bagved skovbrynet

Over det knasende grusblege hjulspor
funkler en guldsmed i rykvise glimt

Brøndkarsekildens kølige klarhed
strømmer krystal om grøntflimrende fingre

Og på den stejle skrænt bag din broders hus
bløder disetblå blåbær magenta
slet skjult under sensommersolplettet bladhang



Regnen kom senere
- hen under aften -
rullende ind på en tordenvogn
I horisonten trak lynene lys
bag smalle gransilhuetter

Frk. Konval

"Er I allesammen handicappede?"
Jeg sidder øverst i en fyldt bus, på et af de sæder, der har ryggen til kørselsretningen, da den kraftfulde, teatralske stemme med københavnsk overklasseaccent, som jeg kender så godt, skærer gennem den øvrige småmumlen. Den har en øjeblikkelig effekt på mig: Selvom kvinden ved siden af mig er langt yngre end jeg, er det derfor mig, der først springer op og svarer: "Nej, De er meget velkommen til at sidde her."

Både den unge kvinde og jeg rejser os for at gøre plads, og vi belønnes med et strålende smil, men tillige et korreksende blik, fra frk. Konval, som jeg kalder hende. Frk. Konval, som jeg vil tippe til at være omkring de 80, er en hyppig passager i Odenses busser, hvor hun gør livet usikkert for sine medmennesker. Hun er en lille nipssag at se til, og hun minder virkelig om en liljekonval med sin spinkle elegance og sin lyse sarthed. Pagehåret ligger blødt og skinnende hvidt om ansigtet, og hun er altid ulasteligt og smagfuldt klædt i bløde, lyse stoffer. Hendes ansigtstræk er fintmejslede, hendes blik åbent, hendes smil barnligt og hendes lidt usikre bevægelser flagrende. Stemmen er der til gengæld intet sart eller usikkert over, ejheller over damens øvrige fremtræden. Som en vant scenekunstner træder hun ind i bussen og kaster sig ud i forestillingen. Således også i dag.

"Og så kan jeg fortælle en lille historie, blot for underholdningens skyld," begynder hun med sin velmodulerede stemme med den perfekte intonation, idet hun henvender sig til de nærmeste passagerer, "idag har jeg mistet 6000 kroner!"
De venlige damer på sæderne overfor læner sig deltagende og lyttende frem og lægger hovederne på skrå, og frk. Konval stråler under den opmærksomhed, som bliver hende til del.

Herpå følger en længere og mere udførlig redegørelse for de nærmere omstændigheder vedrørende tabet af pengene. Frk. Konval havde netop hævet penge i banken, og de lå i en blandt mange tasker, som hun stillede på gulvet ved siden af sig i en fyldt bus: "Og så stod der et par ved siden af mig. Manden mindede mig om en klovn. (Her løfter frk. Konval hænderne og tegner imaginære farvestreger i sit ansigt.) Ja, en klovn jeg engang kendte i en cirkus. Da bussen så sætter i gang, mærker jeg godt, at han tager om min arm, da jeg er ved at falde. Det var jo meget venligt af ham. Men tænk Dem en en gang: Da jeg så skal af, så er tasken med mine penge forsvundet, og det er parret også. Det er tolvte gang!"

Det er denne lille tilføjelse, som slår bunden ud af historien. I hvert fald for mig. Kan man virkelig blive bestjålet tolv gange? At frk. Konval skulle have plejet omgang med klovner, jonglører og løvetæmmere undrer mig ikke i nær samme grad. I mit stille sind har jeg forlængst placeret hende i teatermiljøet, så hvorfor ikke disse forbindelser til cirkusverdenen? Men tolv tyverier mod den samme ældre dame forekommer mig lidt vel fantastisk.

Alligevel smiler og nikker jeg til hende, som også de andre deltagende damer i bussen gør det. Man får lyst til at passe på hende. Man får også lyst til at lade sig underholde af hende. Den firsårige frk. Konval er så livfuld og indtagende som en fireårig Shirley Temple. Og ligesom hos Shirley Temple fornemmer man noget drillende, ja næsten diabolsk bag de store, smukke øjne og det yndige smil.

Frk. Konval er ganske givet ikke rigtig vel forvaret. Hun er en excentriker, en original og sandsynligvis lettere dement. Hun kan stige på en næsten tom bus og begynde at skælde voldsomt ud på et ungt menneske, der har dristet sig til at sætte sig på et af de sæder, som hovedsalig er forbeholdt ældre og gangbesværede. Udskældningen foregår med samme velmodulerede stemmeføring som altid, og frk. Konval er en mester i giftigheder, som imidlertid aldrig udarter til grovheder. Hun kan også stige på en bus og begynde at lade sin stemmes piskesmæld regne ned over chaufføren, hvis han ikke har sænket bussen tilstrækkeligt, da hun skulle op ad de få trin.

Men som regel træder frk. Konval ind i bussen, som en diva træder ind på en scene. Hun lader blikket glide over sit publikum, og uanset om der er en eller flere passagerer, påbegynder hun sin optræden: Hun spærrer øjnene op, hun blinker forførende med de indbildt lange vipper, hun læner sig konspiratorisk frem og lægger sin fine, spinkle hånd på ens arm for at give sine ord vægt.
Det meste af det, hun fortæller, er sandsynligvis løgn - eller i hvert fald noget, der kun er foregået i hendes egen fantasi. Men hvor er hun dog dejlig!

Denne dag bliver hun afhentet ved bussen af en skægget og bamseagtig, moden herre, som måske er en slægtning. Han tager hende kærligt og fast under armen og leder hende. Hun går en anelse foroverbøjet med sin venstre hånd støttet på stokkens greb, og ved siden af den kraftige herre virker hun endnu mere skrøbelig, end hun plejer. Som det fineste porcelæn. Det er rart at se, at nogen tager sig af hende. Jeg er kommet til at holde af den smukke, smågiftige frk. Konval.

Duft af fresia

Duft af fresia er perlende og let som boblevand og velopdragne unge kvinders latter fra en svunden tid. Duft af fresia er glat og blød som barmens runding over snøreliv med gyldne bånd og nederdelens slæb mod marmorfliser. Duft af fresia er duft af hospital og lys bag ruden, regn og venterum og trætte smil på puden. Duft af fresia er Romeo og Julie, er duft af fløjl og silkeflor og lyse perler i den mørke krypt, hvor tørvelugt af muld, klam luft og træ, der langsomt smuldrer, driver som en tåge gennem tiden, mild og flygtig kysser kraniers og fingres elfenben og bleger visne rosers sorte blade.

Større end dit værste mareridt

Du har sat dig selv i skyggen
og jeg tænker
du har brug for at gå ind i mørket lidt
for at træffe dine djævle
for at se den skrift på væggen
og forstå du selv er større
end dit værste mareridt



Bækkens diamantlys under solens strålespil
admiralens glødelegeme
mod de tunge brombærgrene
glædens fulde farvespektrum blot ved det
at være til
venter på dig når du vender hjem
fra dér hvor du er ene

Olmt ulmende underfundigheder

Melankoli iklædt galgenhumor er den karakteristik, der først falder mig ind, når jeg læser Bent Otto Hansens tredje digtsamling, som udkom på Forlaget Frother tidligere på året. Beologi - Overfølsomme feltstudier af det mangetydiges nøjagtighed hedder værket, og det har dermed lånt både titel og undertitel fra Bent Otto Hansens - eller Beologens - blog, Beologisk Institut.

Samlingen består af 42 korte tekster, heraf en række minimalistiske digte, som hurtigt synes på vej til at opløse sig selv i ren (og lidt for let?) sprogleg. Jeg er langt mere indtaget i de mere udfoldede tekster, hvor sproglegen går hånd i hånd med historiefortællingen, som i teksten på side nitten, hvor digterjeg'et beretter om en kærlighedsafvisning og dens følger. Sidste strofe lyder således:

lige siden har jeg vel haft et nogenlunde almindeligt liv
selv om jeg i princippet stadig kan befinde mig i trance
jeg har arbejdet og spist aftensmad og mødt nye kvinder
man kan ikke uden videre mærke nogen forskel på mig
ingen ved jeg hele tiden er under starterens kommando
jeg står inde i boksen med vat i ørerne og skyklapper på
på et givent signal vil jeg løbe for livet og ikke se tilbage

Selvom latteren ofte kan synes hjertelig, og selvom grinet flere gange er bredt, mærker man gråden, panikken og til tider resignationen hos digterjeg'et i de fleste af bogens tekster. Resignationen kommer måske tydeligst til orde i teksten her nedenfor:

frejdigt fremad mod nye nederlag
adstadigt fra kongesiden mod damesiden
med sindrige egensindige særstandpunkter
værdigt trængende vemodige vandrehistorier
under vejr med olmt ulmende underfundigheder
modsatrettede vindfølsomme mavefornemmelser
lige ud og altid i den samme gode gamle onde cirkel


Bent Otto Hansen virker mere sikker på sin form i denne tredje samling, end han gjorde i Blindforsøg (2001) og i Opløselige (2006). Det er mit indtryk, at forfatteren er blevet mere modig, når det gælder om at brede teksterne ud og åbne dem for læseren. I de tidligere samlinger var stemmen langt mere tilknappet, som om digterjeg'et strammede læberne til og alligevel ikke helt ville ud med sproget. Eller måske nok ville ud med sproget, men ikke med de billeder, som skriften må danne i læserens bevidsthed, hvis læseren siden skal kunne genkalde sig tekstens udsagn og stemning.

Beologi er en fin og finurlig samling af "olmt ulmende underfundigheder" pakket ind i et uskyldshvidt omslag med håbefuldt grønne grene på forsiden. Nu imødeser jeg spændt Bent Otto Hansens næste samling i det forfængelige håb, at jeg vil få at se, hvad der sker, hvis digteren tager det sidste skridt og lader underfundigheder og galgenhumor ligge og i stedet skriver direkte på den smerte, der anes som en syden og boblen under samtlige tekster i Beologi.

NB: Jeg skal beklage ombrydningen af de citerede tekster, der - af tekniske årsager - ikke lader sig gengive som i bogen.


Bent Otto Hansen:
Beologi - Overfølsomme feltstudier af det mangetydiges nøjagtighed
Digte
Forlaget Frother 2008