Jorden er pludselig frosset til, som det jo kan ske i Småland, og nu ligger Skarre i annekset og kan ikke blive begravet. Det er der kommet en morsom, dramatisk og sanselig fortælling ud af. Læs min anmeldelse af Karen Fastrups Begravelsen her.
Karen Fastrup:
Begravelsen
Roman
Gyldendal 2008
Tuesday, September 30, 2008
Monday, September 29, 2008
Fortidsøgler og andre øgler
Skeletterne rasler i familieskabet, og det vrimler med fortidsøgler og andre øgler på Biologisk Institut i Sissel-Jo Gazans seneste værk.
Jeg har anmeldt bogen det sædvanlige sted.
Sissel-Jo Gazan:
Dinosaurens fjer
Roman
Gyldendal 2008
Jeg har anmeldt bogen det sædvanlige sted.
Sissel-Jo Gazan:
Dinosaurens fjer
Roman
Gyldendal 2008
De bar ham ud
i nat. Hans fødder var smalle og blege mod det hvide lagen, de havde svøbt ham i. Hans hoved hang leddeløst, og hans øjne var lukkede. I den grelle hvide hospitalsbelysning i opgangen udenfor min dør ventede båren med den orange plasticdækning og de sorte remme, som de spændte ham fast med. Så rullede de ham ud, de to reddere. Det øvrige følge - to mænd, jeg ikke kendte til, og den kvindelige kontaktperson, der af og til ses tre skridt bag Mik, gik tøvende med udenfor. Jeg så det gennem dørspionen. Hidkaldt af dørtelefonens gentagne summen, den lavmælte mumlen og lyden af trin op og ned ad trapperne, op og ned, var jeg gået ud i min entre for at se, hvad der var på færde. Da jeg så båren, som ventede derude, tænkte jeg først på Ali, den rare, ældre og gangbesværede tyrkiske herre, der bor ovenpå med sin hustru, Fatima - eller på den høflige hr. Knudsen, der også er oppe i årene. Men det var altså Mik, som næppe kan være mere end et sted i trediverne.
Jeg havde set et glimt af ham i dagligvareforretningen tidligere på dagen. Det var en af de dage, kunne jeg se. Han havde dette jagede udtryk i øjnene, som en mishandlet hund, der kan finde på at bide fra sig, hvad øjeblik det skal være. Så jeg hilste ikke.
I lange perioder er Mik væk hjemmefra. Man ser ham i hvert fald sjældent. Og reklamerne hober sig op i hans postkasse. Da jeg kom hjem fra mine indkøb i går, havde han tømt den, bemærkede jeg. Og så tænkte jeg ikke mere på Mik, før de bar ham ud. De havde ikke travlt. Om de havde stabiliseret ham eller opgivet, ved jeg ikke. Jeg nåede ikke at se, om de trak lagenet over hans hoved, da de havde lagt ham på båren.
Der har været dage, hvor Miks blik var roligere, og man anede et glimt af normalitet inde bag ved, når man stødte på ham i vindfanget. Et par gange har vi holdt døren for hinanden, og jeg har nikket og hilst på ham. Når det er sket, har han reageret med glad forundring, og jeg har tænkt, at han måtte være vant til meget lidt venlighed. For nylig kom jeg ind i vindfanget, netop som han stod og fumlede med nøglerne for at låse sig selv og kontaktpersonen, som stod lige bag ham, ind i opgangen. Jeg sagde hej til kvinden, og Mik, som ikke havde bemærket min ankomst, for sammen i angst, som om nogen havde slået ham. Vi lo alle tre.
Der har også været dage, og ikke mindst nætter, hvor Mik har raset i opgangen udenfor sin dør. Et par gange er han blevet hentet af politifolk, der havde deres hyr med at holde fast i ham. Der har været aftener med klirren af flasker og høje brøl og jamren og eder og forbandelser mod en kvinde, som vist kun har eksisteret i Miks fantasi. I hvert fald har jeg aldrig set andre besøgende hos ham, end kontaktpersonen, der hjælper ham med indkøb og andet praktisk. Efter en af de barske nætter, var der slået dybe huller i jorden nedenfor vores vinduer, hvor fire kolossale fyrfadsstager i granit var havnet efter deres fald fra tredje sal.
Jeg brød mig ikke om bårens hvide og orange farver eller de sorte remme eller det grelle lys, der faldt ned over Miks indfaldne kinder og flød ud over de smalle, nøgne fødder. Jeg gik i seng igen og tænkte på ensomheden og døden og på, hvor mærkeligt det er, at vi kan bo så tæt her i blokken i årevis uden at kende hinanden. Uden at hjælpe hinanden. Som om vi værner endnu mere om vores privatliv, vores grænser, netop fordi vi lever så trangt og aldrig har ro for hinandens lyde, hinandens lugte. Og isolationen vokser frem af det faktum. Naturligvis havde Mik en historie, allerede inden han flyttede ind her. Det har de fleste, der bor her, vist. De færreste havner uden grund i kilometer-blokkene, der er kendt for at være et sted, hvortil politiet jævnligt hidkaldes som følge af ubehagelige lugte fra en nabolejlighed.
Politifolkene bryder sig ikke om de ture. Jeg var gift med en politimand, før jeg kom hertil. Jeg kender historierne. (Jeg kom her til, fordi jeg var gift med en politimand. Men det er en anden historie.)
Og hvor er Mik nu? I en seng på hospitalet eller i et kølerum i en kælder derude? Og hvis han kommer hjem igen, vil jeg så gå op og hilse på? Nej, det vil jeg ikke. For her hytter enhver sit eget skind, og der er dage, hvor han snerrer som en bidsk hund.
Men de der smalle, blege fødder, og det hvide lys i opgangen.....
Jeg havde set et glimt af ham i dagligvareforretningen tidligere på dagen. Det var en af de dage, kunne jeg se. Han havde dette jagede udtryk i øjnene, som en mishandlet hund, der kan finde på at bide fra sig, hvad øjeblik det skal være. Så jeg hilste ikke.
I lange perioder er Mik væk hjemmefra. Man ser ham i hvert fald sjældent. Og reklamerne hober sig op i hans postkasse. Da jeg kom hjem fra mine indkøb i går, havde han tømt den, bemærkede jeg. Og så tænkte jeg ikke mere på Mik, før de bar ham ud. De havde ikke travlt. Om de havde stabiliseret ham eller opgivet, ved jeg ikke. Jeg nåede ikke at se, om de trak lagenet over hans hoved, da de havde lagt ham på båren.
Der har været dage, hvor Miks blik var roligere, og man anede et glimt af normalitet inde bag ved, når man stødte på ham i vindfanget. Et par gange har vi holdt døren for hinanden, og jeg har nikket og hilst på ham. Når det er sket, har han reageret med glad forundring, og jeg har tænkt, at han måtte være vant til meget lidt venlighed. For nylig kom jeg ind i vindfanget, netop som han stod og fumlede med nøglerne for at låse sig selv og kontaktpersonen, som stod lige bag ham, ind i opgangen. Jeg sagde hej til kvinden, og Mik, som ikke havde bemærket min ankomst, for sammen i angst, som om nogen havde slået ham. Vi lo alle tre.
Der har også været dage, og ikke mindst nætter, hvor Mik har raset i opgangen udenfor sin dør. Et par gange er han blevet hentet af politifolk, der havde deres hyr med at holde fast i ham. Der har været aftener med klirren af flasker og høje brøl og jamren og eder og forbandelser mod en kvinde, som vist kun har eksisteret i Miks fantasi. I hvert fald har jeg aldrig set andre besøgende hos ham, end kontaktpersonen, der hjælper ham med indkøb og andet praktisk. Efter en af de barske nætter, var der slået dybe huller i jorden nedenfor vores vinduer, hvor fire kolossale fyrfadsstager i granit var havnet efter deres fald fra tredje sal.
Jeg brød mig ikke om bårens hvide og orange farver eller de sorte remme eller det grelle lys, der faldt ned over Miks indfaldne kinder og flød ud over de smalle, nøgne fødder. Jeg gik i seng igen og tænkte på ensomheden og døden og på, hvor mærkeligt det er, at vi kan bo så tæt her i blokken i årevis uden at kende hinanden. Uden at hjælpe hinanden. Som om vi værner endnu mere om vores privatliv, vores grænser, netop fordi vi lever så trangt og aldrig har ro for hinandens lyde, hinandens lugte. Og isolationen vokser frem af det faktum. Naturligvis havde Mik en historie, allerede inden han flyttede ind her. Det har de fleste, der bor her, vist. De færreste havner uden grund i kilometer-blokkene, der er kendt for at være et sted, hvortil politiet jævnligt hidkaldes som følge af ubehagelige lugte fra en nabolejlighed.
Politifolkene bryder sig ikke om de ture. Jeg var gift med en politimand, før jeg kom hertil. Jeg kender historierne. (Jeg kom her til, fordi jeg var gift med en politimand. Men det er en anden historie.)
Og hvor er Mik nu? I en seng på hospitalet eller i et kølerum i en kælder derude? Og hvis han kommer hjem igen, vil jeg så gå op og hilse på? Nej, det vil jeg ikke. For her hytter enhver sit eget skind, og der er dage, hvor han snerrer som en bidsk hund.
Men de der smalle, blege fødder, og det hvide lys i opgangen.....
Sunday, September 28, 2008
Skarpe knive
skærer helt ind til benet!
Lotte Schlosshauer - det er hende med en intelligens som en ragekniv og en ditto tunge, har skrevet årets måske skarpsindigste indlæg om dagpengesystemet og om den inkompetence og uredelig, der florerer indenfor samme. Læs indlægget her.
Lotte Schlosshauer - det er hende med en intelligens som en ragekniv og en ditto tunge, har skrevet årets måske skarpsindigste indlæg om dagpengesystemet og om den inkompetence og uredelig, der florerer indenfor samme. Læs indlægget her.
Saturday, September 27, 2008
Med ærlighed kommer man længst
Torsdag formiddag står jeg af bussen i en mindre by nord for Odense. Solen skinner, fuglene kvidrer, og jeg går hen ad en gade med sensommerstøvede hække og æbletræer, gennem en blandet bebyggelse, der ikke kan bestemme sig for, om den vil være parcelhuskvarter eller landsby.
Jeg skal til møde med skoleinspektøren på den skole, hvor Alectos virksomhedskonsulent har fundet et løntilskudsjob, som han mener vil passe til mig.
Et stykke henne ad gaden ligger en tankstation. Jeg må hellere spørge om vej dér, tænker jeg, men netop som jeg nærmer mig tankstationen, ser jeg spredte grupper af unge, som smågrinende, udstødende en ed for hvert andet ord og iført hættetrøjer og hængerøvsjeans, driver skråt fra den modsatte side af vejen og over mod biksen. Så behøver jeg alligevel ikke at spørge.
Skolen er et lavt halvfjerdserbyggeri med en glasdør ind til en lang murstensgang. Jeg følger en gruppe unge fyre med ludende holdning ind bag døren, idet jeg noterer mig, at ingen af dem kender til det med at holde døren for den sidste i rækken. Her standser jeg og orienterer mig på den ophængte lokaleoversigt, hvorefter jeg finder kontoret.
En yngre kvinde med garbardineorienteret kontordamelook og 90er-permanent kommer mig tøvende i møde og spærrer de store øjne en kende mere op, idet hun måler mig fra strithåret, ned over den lange tyskerfrakke, over mine sorte shorts, mine ditto strømpebukser og ned til soldaterstøvlerne. Det er min kampuniform! Jeg kundgør høfligt, at jeg har en aftale med skoleinspektøren, og hun vimser ind i et tilstødende lokale.
Skoleinspektøren viser sig at være en lille leverpostejsfarvet og godt midaldrende herre med sygekassebriller og et let fugtigt håndtryk. Nu ser jeg, hvor de unge mænd har opsnappet den ludende holdning. Hvis skoleinspektøren rettede sig op, ville han være næsten lige så høj som jeg.
Han beder mig tage plads ved det lyse bord og vente, imens han lige smutter ned i 8. klasse for at give dem en besked. Dér sidder jeg så og tygger provotyggegummi og betragter børnetegningerne på væggene og den opslåede kalender på bordet, indtil inspektøren vender tilbage og dykker ned i en kasse på gulvet, hvorfra han fremdrager diverse remedier til en kop plastickruskaffe i gule holdere.
Da kaffen er skænket (sort - og uden at spørge til sukker- og flødeforbrug) og inspektørens første småpludren overstået, sætter han sig overfor mig og åbner et chartek med papirer, blandt hvilke jeg får øje på mit eget CV, som Knud formentlig har sendt ham. Inspektøren smiler og rømmer sig. Jeg hjælper ham ikke. Jeg sidder bare og nipper til den skoldhede kaffe og nægter at smile tilbage. Hans blik flakker lidt nervøst over mig, for dernæst at falde til ro ved min barm, som dog ellers er passende dækket bag en sort bomuldstrøje med v-udskæring.
Inspektøren lægger ud med en gennemgang af de demografiske tal for skolens nærområde. Han slutter af med, med hovedet let på skrå og et beklagende drag om munden, at sige: - Så det er jo hverken socialgruppe 1 eller 2, vi har med at gøre her!
I situationen når jeg ikke at tænke så meget over den bemærkning, for jeg har alt for travlt med at spekulere i, hvordan jeg bedst forholder mig, for at den lille grå mand ikke skal blive alt for lun på idéen om mig i rollen som den nye biblioteks- og kontormedhjælper på stedet. Men senere, da jeg er kommet hjem, klinger den sætning med en skæv modlyd i mit hoved, og jeg bliver rigtig, rigtig irriteret på det menneske, der kan finde på at introducere en hel gruppe børn og unge på denne måde overfor en mulig ny medarbejder. Hvad f..... bilder han sig egentlig ind? Så har han ligesom kategoriseret dem og angivet forventningsniveauet og skåret alle over én kam, ikke sandt? Ville det ikke være mere hensigtsmæssigt at lade en ny medarbejder opleve og tage udgangspunkt i hver elev på egen hånd?
Men tilbage til mødet. Da inspektøren har sat mig ind i det ringe elevmateriale, som der åbenbart - ifølge ham - er til stede her i området, kigger han ned på mit CV og begynder at læse højt for mig, hvad jeg har beskæftiget mig med i tidens løb. Han er vist tæt på at klappe i sine fugtige små hænder, da han siger til mig, at jeg jo lige passer ind med de ting, jeg har arbejdet med - især i min tid som studentermedhjælper på Universitetsbiblioteket. Han beretter stolt om alle de medarbejdere, der i tidens løb har gået til sulteløn - undskyld, jeg mener som løntilskudsberettigede - i biblioteksafdelingen, og som har været rigtig fornøjede ved det. En af dem blev endda fastansat efter nogle år. Men typisk er der jo nogle regler, der siger, at løntilskudsmedarbejdere skal ansættes for 6-12 mdr. af gangen, siger inspektøren.
Jeg trækker uforskammet på skuldrene og vender tyggegumiet et par gange, men da manden endnu ikke spørger til min interesse i stillingen, kan jeg ikke længere holde pinen ud. Jeg fanger hans blik, der har det med at glide ud til siden eller tilbage til min barm, og siger: - Jeg synes lige så godt, jeg kan være ærlig, for ærlighed er et meget vigtigt begreb for mig. Du skal vide, at jeg søger job i Jylland, hvor jeg har tænkt mig at bosætte mig, så snart jeg får mulighed for det. Hvis du tilbyder mig stillingen, vil jeg naturligvis ikke sige nej, for det må jeg faktisk ikke, ifølge de regler, jeg er underlagt. Men jeg vil altså heller ikke sidde og fortie for dig, at jeg har helt andre planer for mit liv!
Inspektørens pupiller trækker sig sammen. Så kigger han igen ned på mit CV, flytter lidt rundt på papirerne og siger med en let klagende stemme: - Jeg blev ellers lige så glaaad, da jeg så dine papirer.
(Ja, det tror da en vis herre. Som arbejdsgiver ville jeg også være blevet glad, hvis jeg kunne have en cand.mag. med tocifrede karakterer i de litterære fag og med fire års erfaring i selvstændigt tilrettelagt biblioteksarbejde gående på min virksomhed med et klækkeligt løntilskud.)
Jeg siger til manden, at jeg simpelthen mener, at det er mest redeligt, at jeg gør ham opmærksom på de faktiske forhold, så han ikke træffer sin beslutning på et falsk grundlag: Det vil jo nok ikke passe ham så godt, hvis jeg bliver ansat, og så vinker farvel efter måske bare tre uger. Men, som jeg gentager, hvis han tilbyder mig jobbet, så vil jeg selvfølgelig tage det, hvilket jeg er forpligtet til, og så må vi jo se, hvad der videre sker.
Jeg fortæller ham også, at jeg jo for øvrigt har en tidligere aftale om en samtale i andet regí, og den må jeg jo også lige se, hvad der kommer ud af. (Det handler om den 4-ugers praktik, som arkæologen Jeppe bragte på bane.)
Inspektøren er slået ud af kurs. Det kan jeg godt mærke. Han ved ikke, hvad han nu skal stille op. Han foreslår, at vi lige tager en runde på skolen og ned på biblioteket. Jeg følger langsomt efter ham rundt på de gule gange, hvor flere elever sidder ved borde udenfor klasselokalerne og angiveligt skal forestille at lave gruppearbejde, men i stedet synes at småsnakke om alt og ingenting. Lærere kan jeg ikke se nogen af. Undervejs stopper inspektøren og stikker hovedet ind i 8., hvor han siger: - Nå, får I lavet noget?
Det minder mig lidt om jobsøgningskurset hos Alecto, det her. Jeg får helt ondt af de unge mennesker. Pigerne med kohl-øjnene, drengene med hængerøvsbukserne. Jeg får faktisk lyst til at tage over som en anden LouAnne Johnson, men nu var det jo ikke et lærerjob (eller rigtig løn), jeg blev tilbudt.
Inspektøren tegner og fortæller under vores hastige gennemgang af skolefaciliteterne. Da vi når lærerværelset, som ikke hedder lærerværelset her på stedet, men personalerummet, "fordi alle personalegrupper er velkomne her" (det siges med let løftede øjenbryn og spids mund), begynder mine latente røde knopper at klø. Der er hængt en liste for kaffebrygning og brødmedbringelse op på køleskabsdøren, og inspektøren fortæller, at når man har fødselsdag tager man altid noget med. "Hvad man nu synes."
På det lille bibliotek sidder en løntilskudsslave, en yngre mand med et pænt smil, foran en stationær computer. Om han smiler af lettelse over snart at skulle stoppe her, eller om han smiler af høflighed, er svært at sige. Henne i sofahjørnet slås nogle små drenge under høje hyl om noget legetøj, de har taget med herind. Ellers er biblioteket tomt.
Inspektøren følger mig tilbage til glasdøren ved indgangen. Han kigger mig over skulderen med sine små, spidse pupiller, imens han siger: - Ja, men så ringer jeg bare til Knud og siger det, som det er. Og så synes jeg, at du også selv skal tage kontakt til ham.
Det har jeg gjort. Da jeg kom hjem, sendte jeg Knud en mail om dagens samtale og fortalte ham, som det var, at inspektøren virkede mindre entusiastisk, da jeg først havde fortalt ham om mine fremtidsplaner. Samtidig vedhæftede jeg den ansøgning, som jeg havde udformet med henblik på en stilling som tekstforfatter, og udbad mig Knuds kommentarer, eftersom han jo - som bekendt - selv har været beskæftiget indenfor marketing. Så gik jeg ud på mit badeværelse og tørrede den sorte Cleopatra-øjenskygge af og rensede neglene for den okseblodsfarvede neglelak, som jeg havde påført til ære for skoleinspektøren.
Fredag kontaktede Knud mig og udtrykte stor begejstring for min nyudformede ansøgning: - Hvis de ikke ansætter dig, så er de sgu selv ude om det, sagde han, og det der andet job ude på skolen, det taler vi bare ikke mere om!
Dér fik Knud et par stjerner i min karakterbog. Noget siger mig, at han lige skulle erfare min målrettethed. For det kan godt være, at jeg har været ved at gå ned med flaget på det sidste, men i forbindelse med torsdagens samtale nåede jeg til gengæld det punkt, hvor jeg er kendt for at kæmpe med desperationens mod.
For jeg skal ikke kostes ud i et eller andet slavejob, som er med til at skævvride jobmarkedet, og som ydermere forhindrer mig i at nå mine personlige mål - både fagligt og privat. Jeg skal ikke sidde et sted, hvor der er faste tider for frokost og faste tider for toiletbesøg, og basseuddeling, når man har fødselsdag, og børn, der forsømmes, fordi man ikke forventer og derfor heller ikke forlanger noget af dem. Jeg skal ud at skrive. Om alt det, der er galt. Og om alt det skønne, der findes derude - lige på den anden side - hvis man gider slå øjnene op og ørerne ud og tør tænke - og leve - en smule anderledes.
Det er det valg, jeg træffer!
Jeg skal til møde med skoleinspektøren på den skole, hvor Alectos virksomhedskonsulent har fundet et løntilskudsjob, som han mener vil passe til mig.
Et stykke henne ad gaden ligger en tankstation. Jeg må hellere spørge om vej dér, tænker jeg, men netop som jeg nærmer mig tankstationen, ser jeg spredte grupper af unge, som smågrinende, udstødende en ed for hvert andet ord og iført hættetrøjer og hængerøvsjeans, driver skråt fra den modsatte side af vejen og over mod biksen. Så behøver jeg alligevel ikke at spørge.
Skolen er et lavt halvfjerdserbyggeri med en glasdør ind til en lang murstensgang. Jeg følger en gruppe unge fyre med ludende holdning ind bag døren, idet jeg noterer mig, at ingen af dem kender til det med at holde døren for den sidste i rækken. Her standser jeg og orienterer mig på den ophængte lokaleoversigt, hvorefter jeg finder kontoret.
En yngre kvinde med garbardineorienteret kontordamelook og 90er-permanent kommer mig tøvende i møde og spærrer de store øjne en kende mere op, idet hun måler mig fra strithåret, ned over den lange tyskerfrakke, over mine sorte shorts, mine ditto strømpebukser og ned til soldaterstøvlerne. Det er min kampuniform! Jeg kundgør høfligt, at jeg har en aftale med skoleinspektøren, og hun vimser ind i et tilstødende lokale.
Skoleinspektøren viser sig at være en lille leverpostejsfarvet og godt midaldrende herre med sygekassebriller og et let fugtigt håndtryk. Nu ser jeg, hvor de unge mænd har opsnappet den ludende holdning. Hvis skoleinspektøren rettede sig op, ville han være næsten lige så høj som jeg.
Han beder mig tage plads ved det lyse bord og vente, imens han lige smutter ned i 8. klasse for at give dem en besked. Dér sidder jeg så og tygger provotyggegummi og betragter børnetegningerne på væggene og den opslåede kalender på bordet, indtil inspektøren vender tilbage og dykker ned i en kasse på gulvet, hvorfra han fremdrager diverse remedier til en kop plastickruskaffe i gule holdere.
Da kaffen er skænket (sort - og uden at spørge til sukker- og flødeforbrug) og inspektørens første småpludren overstået, sætter han sig overfor mig og åbner et chartek med papirer, blandt hvilke jeg får øje på mit eget CV, som Knud formentlig har sendt ham. Inspektøren smiler og rømmer sig. Jeg hjælper ham ikke. Jeg sidder bare og nipper til den skoldhede kaffe og nægter at smile tilbage. Hans blik flakker lidt nervøst over mig, for dernæst at falde til ro ved min barm, som dog ellers er passende dækket bag en sort bomuldstrøje med v-udskæring.
Inspektøren lægger ud med en gennemgang af de demografiske tal for skolens nærområde. Han slutter af med, med hovedet let på skrå og et beklagende drag om munden, at sige: - Så det er jo hverken socialgruppe 1 eller 2, vi har med at gøre her!
I situationen når jeg ikke at tænke så meget over den bemærkning, for jeg har alt for travlt med at spekulere i, hvordan jeg bedst forholder mig, for at den lille grå mand ikke skal blive alt for lun på idéen om mig i rollen som den nye biblioteks- og kontormedhjælper på stedet. Men senere, da jeg er kommet hjem, klinger den sætning med en skæv modlyd i mit hoved, og jeg bliver rigtig, rigtig irriteret på det menneske, der kan finde på at introducere en hel gruppe børn og unge på denne måde overfor en mulig ny medarbejder. Hvad f..... bilder han sig egentlig ind? Så har han ligesom kategoriseret dem og angivet forventningsniveauet og skåret alle over én kam, ikke sandt? Ville det ikke være mere hensigtsmæssigt at lade en ny medarbejder opleve og tage udgangspunkt i hver elev på egen hånd?
Men tilbage til mødet. Da inspektøren har sat mig ind i det ringe elevmateriale, som der åbenbart - ifølge ham - er til stede her i området, kigger han ned på mit CV og begynder at læse højt for mig, hvad jeg har beskæftiget mig med i tidens løb. Han er vist tæt på at klappe i sine fugtige små hænder, da han siger til mig, at jeg jo lige passer ind med de ting, jeg har arbejdet med - især i min tid som studentermedhjælper på Universitetsbiblioteket. Han beretter stolt om alle de medarbejdere, der i tidens løb har gået til sulteløn - undskyld, jeg mener som løntilskudsberettigede - i biblioteksafdelingen, og som har været rigtig fornøjede ved det. En af dem blev endda fastansat efter nogle år. Men typisk er der jo nogle regler, der siger, at løntilskudsmedarbejdere skal ansættes for 6-12 mdr. af gangen, siger inspektøren.
Jeg trækker uforskammet på skuldrene og vender tyggegumiet et par gange, men da manden endnu ikke spørger til min interesse i stillingen, kan jeg ikke længere holde pinen ud. Jeg fanger hans blik, der har det med at glide ud til siden eller tilbage til min barm, og siger: - Jeg synes lige så godt, jeg kan være ærlig, for ærlighed er et meget vigtigt begreb for mig. Du skal vide, at jeg søger job i Jylland, hvor jeg har tænkt mig at bosætte mig, så snart jeg får mulighed for det. Hvis du tilbyder mig stillingen, vil jeg naturligvis ikke sige nej, for det må jeg faktisk ikke, ifølge de regler, jeg er underlagt. Men jeg vil altså heller ikke sidde og fortie for dig, at jeg har helt andre planer for mit liv!
Inspektørens pupiller trækker sig sammen. Så kigger han igen ned på mit CV, flytter lidt rundt på papirerne og siger med en let klagende stemme: - Jeg blev ellers lige så glaaad, da jeg så dine papirer.
(Ja, det tror da en vis herre. Som arbejdsgiver ville jeg også være blevet glad, hvis jeg kunne have en cand.mag. med tocifrede karakterer i de litterære fag og med fire års erfaring i selvstændigt tilrettelagt biblioteksarbejde gående på min virksomhed med et klækkeligt løntilskud.)
Jeg siger til manden, at jeg simpelthen mener, at det er mest redeligt, at jeg gør ham opmærksom på de faktiske forhold, så han ikke træffer sin beslutning på et falsk grundlag: Det vil jo nok ikke passe ham så godt, hvis jeg bliver ansat, og så vinker farvel efter måske bare tre uger. Men, som jeg gentager, hvis han tilbyder mig jobbet, så vil jeg selvfølgelig tage det, hvilket jeg er forpligtet til, og så må vi jo se, hvad der videre sker.
Jeg fortæller ham også, at jeg jo for øvrigt har en tidligere aftale om en samtale i andet regí, og den må jeg jo også lige se, hvad der kommer ud af. (Det handler om den 4-ugers praktik, som arkæologen Jeppe bragte på bane.)
Inspektøren er slået ud af kurs. Det kan jeg godt mærke. Han ved ikke, hvad han nu skal stille op. Han foreslår, at vi lige tager en runde på skolen og ned på biblioteket. Jeg følger langsomt efter ham rundt på de gule gange, hvor flere elever sidder ved borde udenfor klasselokalerne og angiveligt skal forestille at lave gruppearbejde, men i stedet synes at småsnakke om alt og ingenting. Lærere kan jeg ikke se nogen af. Undervejs stopper inspektøren og stikker hovedet ind i 8., hvor han siger: - Nå, får I lavet noget?
Det minder mig lidt om jobsøgningskurset hos Alecto, det her. Jeg får helt ondt af de unge mennesker. Pigerne med kohl-øjnene, drengene med hængerøvsbukserne. Jeg får faktisk lyst til at tage over som en anden LouAnne Johnson, men nu var det jo ikke et lærerjob (eller rigtig løn), jeg blev tilbudt.
Inspektøren tegner og fortæller under vores hastige gennemgang af skolefaciliteterne. Da vi når lærerværelset, som ikke hedder lærerværelset her på stedet, men personalerummet, "fordi alle personalegrupper er velkomne her" (det siges med let løftede øjenbryn og spids mund), begynder mine latente røde knopper at klø. Der er hængt en liste for kaffebrygning og brødmedbringelse op på køleskabsdøren, og inspektøren fortæller, at når man har fødselsdag tager man altid noget med. "Hvad man nu synes."
På det lille bibliotek sidder en løntilskudsslave, en yngre mand med et pænt smil, foran en stationær computer. Om han smiler af lettelse over snart at skulle stoppe her, eller om han smiler af høflighed, er svært at sige. Henne i sofahjørnet slås nogle små drenge under høje hyl om noget legetøj, de har taget med herind. Ellers er biblioteket tomt.
Inspektøren følger mig tilbage til glasdøren ved indgangen. Han kigger mig over skulderen med sine små, spidse pupiller, imens han siger: - Ja, men så ringer jeg bare til Knud og siger det, som det er. Og så synes jeg, at du også selv skal tage kontakt til ham.
Det har jeg gjort. Da jeg kom hjem, sendte jeg Knud en mail om dagens samtale og fortalte ham, som det var, at inspektøren virkede mindre entusiastisk, da jeg først havde fortalt ham om mine fremtidsplaner. Samtidig vedhæftede jeg den ansøgning, som jeg havde udformet med henblik på en stilling som tekstforfatter, og udbad mig Knuds kommentarer, eftersom han jo - som bekendt - selv har været beskæftiget indenfor marketing. Så gik jeg ud på mit badeværelse og tørrede den sorte Cleopatra-øjenskygge af og rensede neglene for den okseblodsfarvede neglelak, som jeg havde påført til ære for skoleinspektøren.
Fredag kontaktede Knud mig og udtrykte stor begejstring for min nyudformede ansøgning: - Hvis de ikke ansætter dig, så er de sgu selv ude om det, sagde han, og det der andet job ude på skolen, det taler vi bare ikke mere om!
Dér fik Knud et par stjerner i min karakterbog. Noget siger mig, at han lige skulle erfare min målrettethed. For det kan godt være, at jeg har været ved at gå ned med flaget på det sidste, men i forbindelse med torsdagens samtale nåede jeg til gengæld det punkt, hvor jeg er kendt for at kæmpe med desperationens mod.
For jeg skal ikke kostes ud i et eller andet slavejob, som er med til at skævvride jobmarkedet, og som ydermere forhindrer mig i at nå mine personlige mål - både fagligt og privat. Jeg skal ikke sidde et sted, hvor der er faste tider for frokost og faste tider for toiletbesøg, og basseuddeling, når man har fødselsdag, og børn, der forsømmes, fordi man ikke forventer og derfor heller ikke forlanger noget af dem. Jeg skal ud at skrive. Om alt det, der er galt. Og om alt det skønne, der findes derude - lige på den anden side - hvis man gider slå øjnene op og ørerne ud og tør tænke - og leve - en smule anderledes.
Det er det valg, jeg træffer!
Friday, September 26, 2008
En flagspætte banker
Luften er lun, og solen bryder igennem et spinkelt, spættet skydække, da jeg, først på eftermiddagen, går gennem den åbne smedejernslåge og ind i Botanisk Have. Jeg følger den grusede sti hen til venstre, forbi de høje stedsegrønne buske bag bænken, hen langs med rosenbedet, og til højre for mig, det store bed, hvor lange visnende blade fra afblomstrede dagliljer nu flyder, i gulbrune og svækkede grønlige rosetter, ud over jorden.
Jeg standser et øjeblik, overvældet af det spraglede syn, der møder mit blik, idet jeg ser videre ud over haven. Den minder om et psykedelisk inspireret patchworktæppe fra 70erne, og der går et øjeblik, før jeg for alvor kan skille de enkelte farver og former ud fra hinanden. Et kæmpemæssigt georginebed skyller ned over det skrånende terræn: Banangule georginer, sartrosa, orange, solgule, dybrøde, cyklamen, sartlilla, violette og hvide hælder de tunge hoveder mod hinanden over de grønne blade. Bag dem står en række små, slanke træer med kuplede kroner, hvis farveskala veksler mellem flammerøde, orange og dybgrønne partier.
Efterhånden som jeg nærmer mig ad stien, på min vej ned til åen, som ligger bag de høje træer, der danner baggrund for dette ekspressionistiske kulørbombardement, får jeg øje på de lysende, højrøde bær, der hænger i de små træers brændende kroner og næsten ringler en for øjnene, hvis man kan forestille sig en sådan synæstesi.
Jeg har brug for de dæmpede, svalende farver, jeg ser, da jeg et øjeblik efter står på træbroen med det spindelvævsdækkede rækværk og kan betragte åens grønbrune og sagte flydende vand og de tre brune ænder, der er i færd med, højt snadrende, at foretage en grundig afvaskning af fjerene, idet de på skift lader sig plumpe i fra en flad sten og basker voldsomt med vingerne, hvorefter de atter flakser op på stenen og pudser sig med deres afrundede næb. På engen nærved går de sorte køer med hovederne sænket dybt i det svagt gulnende græs. De befinder sig på nogen afstand, men lytter man godt efter, kan man alligevel høre den karakteristiske dybe og blødt flænsende lyd, når de river en tot græs af.
Jeg er rastløs i dag. Kan ikke fordybe mig i stedets ro, som jeg ellers havde håbet. Jeg ser ned mellem brædderne under mine fødder og bliver nu næsten svimmel af vandets bevægelser. Ænderne skræpper. En løber knaser hastigt forbi ad stien på den anden side af broen, og et øjeblik efter gjalder den hysterisk snerrende lyd af en boret knallert gennem landskabet. Jeg ser ham komme drønende og standse med en udskridning i gruset et par hundrede meter bag engen. Han ser op ad bakken mod parcelhusene derovre og giver sig til at trykke på hornet – igen og igen og igen. Så giver jeg op og går tilbage ad stien, ind mellem de høje træer med de susende kroner.
Det er dér, jeg hører den. En trommende lyd. Jeg standser og lytter. Hvor kommer den fra? Det er svært at vurdere afstanden. Jeg tager endnu nogle skridt hen ad stien, forbi de flossede brændenælder, der vokser i horder under elletræerne, hvis falmede blade er gennembrudte af insektbid, så de spinkle ribber står frem og danner en fin filigran bag de buttede, endnu friskgrønne rakler. Bankelyden er kraftigere nu. Jeg kigger op mod toppen af det elletræ, der står, hvor stien drejer. Jeg går rundt om det. Der bliver stille et øjeblik. Så gentages bankelydene. Jeg tager endnu et par skridt og ser en brat bevægelse i løvet næsten seks meter over mig.
Og dér sidder den. Flagspætten. Den lader sig overhovedet ikke afficere af min tilsynekomst. Den virker fløjtende ligeglad. Fortsætter blot med at banke sit hårde næb i hastige serier af små bevægelser ind i barken på den tykke gren, den har sat sig på. Dens sort-hvide fjerdragt lyser klart mod det mørke løv og den bleggrå bark, og de postkasserøde fjer under dens hale står i brand. Jeg lægger min håndrod mod træets brede stamme og mærker trommeslagene forplante sig igennem ved og bark og ind i min egen krop. Jeg står sådan i flere minutter, før jeg med et sidste blik mod den frygtløse lille bankeånd hilser af og går tilbage ad stien og ud af haven.
Man må kunne se ud af øjnene, og hengive sig til naturens rytme – om så blot for et øjeblik, hvis man vil bære en sådan oplevelse hjem. Det gløder varmt bag mine øjenlåg nu. Og en flagspætte banker i mit håndled.
Jeg standser et øjeblik, overvældet af det spraglede syn, der møder mit blik, idet jeg ser videre ud over haven. Den minder om et psykedelisk inspireret patchworktæppe fra 70erne, og der går et øjeblik, før jeg for alvor kan skille de enkelte farver og former ud fra hinanden. Et kæmpemæssigt georginebed skyller ned over det skrånende terræn: Banangule georginer, sartrosa, orange, solgule, dybrøde, cyklamen, sartlilla, violette og hvide hælder de tunge hoveder mod hinanden over de grønne blade. Bag dem står en række små, slanke træer med kuplede kroner, hvis farveskala veksler mellem flammerøde, orange og dybgrønne partier.
Efterhånden som jeg nærmer mig ad stien, på min vej ned til åen, som ligger bag de høje træer, der danner baggrund for dette ekspressionistiske kulørbombardement, får jeg øje på de lysende, højrøde bær, der hænger i de små træers brændende kroner og næsten ringler en for øjnene, hvis man kan forestille sig en sådan synæstesi.
Jeg har brug for de dæmpede, svalende farver, jeg ser, da jeg et øjeblik efter står på træbroen med det spindelvævsdækkede rækværk og kan betragte åens grønbrune og sagte flydende vand og de tre brune ænder, der er i færd med, højt snadrende, at foretage en grundig afvaskning af fjerene, idet de på skift lader sig plumpe i fra en flad sten og basker voldsomt med vingerne, hvorefter de atter flakser op på stenen og pudser sig med deres afrundede næb. På engen nærved går de sorte køer med hovederne sænket dybt i det svagt gulnende græs. De befinder sig på nogen afstand, men lytter man godt efter, kan man alligevel høre den karakteristiske dybe og blødt flænsende lyd, når de river en tot græs af.
Jeg er rastløs i dag. Kan ikke fordybe mig i stedets ro, som jeg ellers havde håbet. Jeg ser ned mellem brædderne under mine fødder og bliver nu næsten svimmel af vandets bevægelser. Ænderne skræpper. En løber knaser hastigt forbi ad stien på den anden side af broen, og et øjeblik efter gjalder den hysterisk snerrende lyd af en boret knallert gennem landskabet. Jeg ser ham komme drønende og standse med en udskridning i gruset et par hundrede meter bag engen. Han ser op ad bakken mod parcelhusene derovre og giver sig til at trykke på hornet – igen og igen og igen. Så giver jeg op og går tilbage ad stien, ind mellem de høje træer med de susende kroner.
Det er dér, jeg hører den. En trommende lyd. Jeg standser og lytter. Hvor kommer den fra? Det er svært at vurdere afstanden. Jeg tager endnu nogle skridt hen ad stien, forbi de flossede brændenælder, der vokser i horder under elletræerne, hvis falmede blade er gennembrudte af insektbid, så de spinkle ribber står frem og danner en fin filigran bag de buttede, endnu friskgrønne rakler. Bankelyden er kraftigere nu. Jeg kigger op mod toppen af det elletræ, der står, hvor stien drejer. Jeg går rundt om det. Der bliver stille et øjeblik. Så gentages bankelydene. Jeg tager endnu et par skridt og ser en brat bevægelse i løvet næsten seks meter over mig.
Og dér sidder den. Flagspætten. Den lader sig overhovedet ikke afficere af min tilsynekomst. Den virker fløjtende ligeglad. Fortsætter blot med at banke sit hårde næb i hastige serier af små bevægelser ind i barken på den tykke gren, den har sat sig på. Dens sort-hvide fjerdragt lyser klart mod det mørke løv og den bleggrå bark, og de postkasserøde fjer under dens hale står i brand. Jeg lægger min håndrod mod træets brede stamme og mærker trommeslagene forplante sig igennem ved og bark og ind i min egen krop. Jeg står sådan i flere minutter, før jeg med et sidste blik mod den frygtløse lille bankeånd hilser af og går tilbage ad stien og ud af haven.Man må kunne se ud af øjnene, og hengive sig til naturens rytme – om så blot for et øjeblik, hvis man vil bære en sådan oplevelse hjem. Det gløder varmt bag mine øjenlåg nu. Og en flagspætte banker i mit håndled.
Wednesday, September 24, 2008
Ideelt arbejde
I dag har jeg arbejdet hjemme. Ups, nu skrev jeg det ord, som MA forbyder de ledige at bruge: Arbejde! I husker jo nok dengang, konsulenten på MA gik i rette med denne min sprogbrug i CV'et.
Nu skal jeg i stedet huske at sige: I dag har jeg arbejdet "ideelt" hjemmefra. Det er en vending, som min medledige, arkæologen Jeppe, lærte mig, da han i dag ringede mig op. Det må man nemlig gerne sige, fortalte Jeppe, idet han henviste til en samtale, han selv havde haft med vor kære MA-konsulent Per Einar. At arbejde "ideelt" vil i denne forbindelse sige, at man ikke får løn for sit arbejde og således ikke sidder og fusker med bedrageri og sorte penge og andet gris.
Nå, men i dag har jeg så arbejdet "ideelt" hjemmefra - også i en anden betydning af ordet. Jeg lagde ud med at forsøge at skrue en kreativ ansøgning sammen til en ledig tekstforfatterstilling på et reklamebureau i Jylland. Men så tog kreativiteten og selvstændighedstrangen overhånd, og pludselig havde jeg fundet et nyt koncept i forhold til, hvordan jeg vil skrive ansøgninger, der skal målrettes til ikke bare reklamebureauer, men også avisredaktioner, ugeblade og andre trykte medier.
Nøglen, kære kommenterende læsere, er de kommentarer, som I har lagt på min blog i tidens løb. For kan man, som skribent, fremvise bedre referencer end positive udtalelser fra egne læsere? Så dem har jeg tænkt mig at benytte i min videre jobsøgning. Lidt samme princip, som når der på en forfatters hjemmeside er et afsnit, der hedder: "Aviserne skrev:" Og så skal hver enkelt ansøgning naturligvis pudses efter, alt afhængig af hvor jeg henvender mig, selvom kernen naturligvis bliver den samme: Ordholder søger spalteplads!
I dag har jeg så for øvrigt lige hørt det rygte, at når MA's paragrafridende konsulenter er så hysteriske og vanskelige i ethvert spørgsmål, så skyldes det, at arbejdsministeren - af grunde, som jeg endnu ikke er indviet i - har et horn i siden netop på akademikerne og deres A-kasse, imens andre A-kasser og deres medlemmer angiveligt får længere snor i systemet. Hvorvidt der er noget om snakken, skal jeg lade være usagt. Men jeg kan vel godt tillade mig at sige, at det ville ikke overraske mig. Jeg har f.eks. hørt fra en journalist, at hendes A-kasse ikke kunne drømme om at løfte pegefingre eller udstede advarsler imod freelance-arbejde, så længe indtægten bare bliver registreret og modregnet. Per Einar sagde ellers engang til mig, at man jo ikke kunne lave forskellige ledighedsregler for f.eks. håndværkere og akademikere - det ville jo være at gøre forskel. Uha! Hertil svarede jeg, at eftersom arbejdsvilkårene er så forskellige for f.eks. de to grupper, ville man da netop gøre forskel ved at skære dem over én kam. Det kunne Per Einar så ikke lige se. Hvorom alting er, så er der åbenbart alligevel forskel - i hvert fald på, hvordan paragrafferne tolkes og håndhæves - fra den ene A-kasse til den anden. Dét mener jeg så ikke, at der burde være forskel på. Heller ikke selvom arbejdsministeren måske har set sig gal på visse segmenter. Er det tilfældet, så har både han og andre implicerede bare at fægte med åben pande. Personligt afskyr jeg tvetungethed og luskeri.
MA er naturligvis mit første bekendtskab indenfor A-kassernes verden, og derfor har jeg meget lidt forstand på de sager. Men jeg er da seriøst begyndt at overveje, om ikke jeg ville stå mig bedre ved at søge over i en anden A-kasse. Hvis man kan det. Kan man det? Og hvilke konsekvenser kan det i givet fald få for min videre vej gennem systemet.
En bekendt foreslog mig i dag, at jeg droppede MA og dagpengesystemet i det hele taget, da vedkommende mente, at jeg, fordi jeg er på dimittendsats, sandsynligvis ville få mindst lige så meget udbetalt på kontanthjælp. Jeg aner ikke, hvad man får i kontanthjælp nu om stunder, men det ville nu undre mig meget, om jeg blev bedre stillet som kontanthjælpsmod-tager. Og kontanthjælpsmodtagere bliver, mig bekendt, fortsat strittet ud i tvangsaktivering - og så er jeg jo lige vidt.
Hvad jeg har brug for er simpelthen endnu et par måneders ro til mere målrettet, end jeg før har formået, at søge opgaver og gerne fast arbejde indenfor medieverdenen. Ikke ved at reflektere på de ganske få opslag, der kan have relevans for mig, men gennem uopfordrede ansøgninger og opsøgende "ideelt"(?) arbejde.
For jeg vælger at henholde mig til det, som Silhuet så elskværdigt skrev i en kommentar til et af mine indlæg: "Verden har ikke brug for penneførere, men for ordholdere."
Ideelt set, ikk'?
Nu skal jeg i stedet huske at sige: I dag har jeg arbejdet "ideelt" hjemmefra. Det er en vending, som min medledige, arkæologen Jeppe, lærte mig, da han i dag ringede mig op. Det må man nemlig gerne sige, fortalte Jeppe, idet han henviste til en samtale, han selv havde haft med vor kære MA-konsulent Per Einar. At arbejde "ideelt" vil i denne forbindelse sige, at man ikke får løn for sit arbejde og således ikke sidder og fusker med bedrageri og sorte penge og andet gris.
Nå, men i dag har jeg så arbejdet "ideelt" hjemmefra - også i en anden betydning af ordet. Jeg lagde ud med at forsøge at skrue en kreativ ansøgning sammen til en ledig tekstforfatterstilling på et reklamebureau i Jylland. Men så tog kreativiteten og selvstændighedstrangen overhånd, og pludselig havde jeg fundet et nyt koncept i forhold til, hvordan jeg vil skrive ansøgninger, der skal målrettes til ikke bare reklamebureauer, men også avisredaktioner, ugeblade og andre trykte medier.
Nøglen, kære kommenterende læsere, er de kommentarer, som I har lagt på min blog i tidens løb. For kan man, som skribent, fremvise bedre referencer end positive udtalelser fra egne læsere? Så dem har jeg tænkt mig at benytte i min videre jobsøgning. Lidt samme princip, som når der på en forfatters hjemmeside er et afsnit, der hedder: "Aviserne skrev:" Og så skal hver enkelt ansøgning naturligvis pudses efter, alt afhængig af hvor jeg henvender mig, selvom kernen naturligvis bliver den samme: Ordholder søger spalteplads!
I dag har jeg så for øvrigt lige hørt det rygte, at når MA's paragrafridende konsulenter er så hysteriske og vanskelige i ethvert spørgsmål, så skyldes det, at arbejdsministeren - af grunde, som jeg endnu ikke er indviet i - har et horn i siden netop på akademikerne og deres A-kasse, imens andre A-kasser og deres medlemmer angiveligt får længere snor i systemet. Hvorvidt der er noget om snakken, skal jeg lade være usagt. Men jeg kan vel godt tillade mig at sige, at det ville ikke overraske mig. Jeg har f.eks. hørt fra en journalist, at hendes A-kasse ikke kunne drømme om at løfte pegefingre eller udstede advarsler imod freelance-arbejde, så længe indtægten bare bliver registreret og modregnet. Per Einar sagde ellers engang til mig, at man jo ikke kunne lave forskellige ledighedsregler for f.eks. håndværkere og akademikere - det ville jo være at gøre forskel. Uha! Hertil svarede jeg, at eftersom arbejdsvilkårene er så forskellige for f.eks. de to grupper, ville man da netop gøre forskel ved at skære dem over én kam. Det kunne Per Einar så ikke lige se. Hvorom alting er, så er der åbenbart alligevel forskel - i hvert fald på, hvordan paragrafferne tolkes og håndhæves - fra den ene A-kasse til den anden. Dét mener jeg så ikke, at der burde være forskel på. Heller ikke selvom arbejdsministeren måske har set sig gal på visse segmenter. Er det tilfældet, så har både han og andre implicerede bare at fægte med åben pande. Personligt afskyr jeg tvetungethed og luskeri.
MA er naturligvis mit første bekendtskab indenfor A-kassernes verden, og derfor har jeg meget lidt forstand på de sager. Men jeg er da seriøst begyndt at overveje, om ikke jeg ville stå mig bedre ved at søge over i en anden A-kasse. Hvis man kan det. Kan man det? Og hvilke konsekvenser kan det i givet fald få for min videre vej gennem systemet.
En bekendt foreslog mig i dag, at jeg droppede MA og dagpengesystemet i det hele taget, da vedkommende mente, at jeg, fordi jeg er på dimittendsats, sandsynligvis ville få mindst lige så meget udbetalt på kontanthjælp. Jeg aner ikke, hvad man får i kontanthjælp nu om stunder, men det ville nu undre mig meget, om jeg blev bedre stillet som kontanthjælpsmod-tager. Og kontanthjælpsmodtagere bliver, mig bekendt, fortsat strittet ud i tvangsaktivering - og så er jeg jo lige vidt.
Hvad jeg har brug for er simpelthen endnu et par måneders ro til mere målrettet, end jeg før har formået, at søge opgaver og gerne fast arbejde indenfor medieverdenen. Ikke ved at reflektere på de ganske få opslag, der kan have relevans for mig, men gennem uopfordrede ansøgninger og opsøgende "ideelt"(?) arbejde.
For jeg vælger at henholde mig til det, som Silhuet så elskværdigt skrev i en kommentar til et af mine indlæg: "Verden har ikke brug for penneførere, men for ordholdere."
Ideelt set, ikk'?
Tuesday, September 23, 2008
Et uhyggeligt billede
Jeg har sagt det, som det er, til virksomhedskontakten Knud: At jeg er meget lidt begejstret ved tanken om det der løntilskudsjob, han har trukket op af hatten til mig. At jeg kun kan betragte det som et benspænd i forhold til de mål, jeg har for mit eget liv - både arbejdsmæssigt og privat.
Den deltidsansatte Alecto-medarbejder, Line, som stadig er underlagt det samme system som jeg, eftersom hun jo netop kun er deltidsansat, og derfor fortsat skal løbe til møder og sende sine fire ansøgninger om ugen, og som vel netop derfor har vist sig som den mest hjælpsomme medarbejder på stedet, sad ved siden af, da jeg sagde det - og jeg kunne mærke på de tre millimeter, hun sænkede nakken over sin pc, at hun var noget bekymret over min direkte udmelding. Hun har sikkert spekuleret i, om det nu også var klogt af mig? Det var det næppe, men det havde jeg tænkt på, før jeg åbnede munden. Naturligvis havde jeg håbet, at min ærlighed ville få Knud til at lægge sit "tilbud" ned i hatten igen og give det videre til en, som kunne være reelt interesseret i at udfylde formularer og mærke biblioteksbøger for ingen penge og ingen fremtidsudsigter i øvrigt.
Men Knud spidsede bare læberne, så på mig med et sørgmodigt blik og svarede: "Det kan jeg godt se. Jeg ville da også helst have, at vi kunne aflyse det."
Jeg ved ikke, hvad jeg skal tro? Er Knud underlagt en højere instans, der ligefrem sidder og dikterer ham, hvem han skal sende ud i løntilskudsjob, og hvem han kan lade i fred - og er han derfor virkelig ked af det på mine vegne? Eller er han bare en mand, der passer sit arbejde og som er dygtig til at belægge sine ord (det ved jeg, han må være - med en baggrund som jurist og med erfaring fra reklamebranchen)? Hvis det sidste er tilfældet, så kan hans udmelding lige så vel forstås på den måde, at også han - i lighed med ethvert tænkende væsen - ville betragte det som ideelt, hvis jeg kunne få mig et reelt job til en menneskeløn, men at han iøvrigt er bedøvende ligeglad med mig og min situation. I næste uge kommer der jo nok et nyt hold til Jobkanonen, og så bliver der andre ledige, der skal pacificeres gennem en henvisning til et løntilskudsjob, en praktikplads, eller hvad man nu kan finde på for at få folk ud af ledighedsstatistikkerne og få ro i Alectos lokaler.
Knud har jo ellers virket som en flink fyr, men jeg har nået et punkt i dette ledighedsforløb, hvor jeg ikke længere tør stole på nogen - overhovedet. Det værste er vel næsten, at det påvirker min tillid til mine medmennesker generelt og reaktiverer kroppens erindring om tidligere situationer, hvor jeg blev manipuleret med. Både krop og psyke kommer i alarmberedskab. Jeg kender det igen.
Nej, jeg er ikke så paranoid, at jeg bilder mig ind, at der sidder nogen et sted og med fuldt overlæg forsøger at nedbryde den lediges psyke. Men de paragraffer, som dette system bygger på, og den (til dels deraf betingede) disrespekt eller i bedste fald ligegyldighed, man ofte mødes med af de mennesker, der er sat til at fortolke og håndhæve paragrafferne, resulterer i psykisk mistrivsel.
Det er ikke kun mig, der oplever de ting, som jeg efterhånden har skrevet en del om i blogføljetonen her. Jeg træffer daglig andre, der har gjort samme erfaringer. Og det uanset, om de er akademikere, maskinmestre, tjenere, børnehavepædagoger eller noget helt femte. De fleste kan eller tør ikke protestere. Nogen tier, fordi de ikke kan gennemskue lovgivningen på området og vel derfor er bange for at fremstå som dumme. Jeg kan heller ikke gennemskue lovgivningen. Jeg lærer paragrafferne at kende, efterhånden som jeg støder på dem. Og efterhånden begynder der at danne sig et uhyggeligt billede af et system, hvor arbejdsgivere kan få støtte til at udnytte lediges arbejdskraft, og hvor ledighedstallene holdes kunstigt nede, alt imens de mennesker, der er havnet som ledige i dette system, måned for måned og uge for uge får nedbrudt deres selvværdsfølelse, deres redelighed og deres tro på egne drømme og målsætninger.
Der er noget rivravruskende galt indenfor området. Skyldes det inkompetence eller en skjult politisk dagsorden? Det kan jeg ikke gennemskue. Men jeg ville utroligt gerne have en dygtig journalist sat på sagen - med skjult kamera og hele balladen, tak.
Tilføjelse: Jeg har nu, her til aften, fundet en præsentation af Alecto i rollen som "anden aktør". Jeg vil stærkt opfordre enhver, der har interesseret sig for mine blogindlæg vedrørende mit ledighedsforløb - og i særdeleshed for de indlæg, som omhandler Alecto og jobsøgningskurset Jobkanonen, til at surfe lidt rundt og skimme Alectos selvpræsentation, som indledes her, samt de sider, der specifikt beskriver Alectos koncept og metode.
Flot tager det sig ud. Skærmen er ligeså taknemmelig, som papiret førhen var det. Jeg morer mig, når jeg f.eks., under overskriften "Sådan arbejder vi med gensidig respekt", læser følgende: "Hos Alecto er du en kunde, ikke et nummer. Vi giver dig kvalificeret service og vejledning og har respekt for dit faglige og personlige ståsted."
Den deltidsansatte Alecto-medarbejder, Line, som stadig er underlagt det samme system som jeg, eftersom hun jo netop kun er deltidsansat, og derfor fortsat skal løbe til møder og sende sine fire ansøgninger om ugen, og som vel netop derfor har vist sig som den mest hjælpsomme medarbejder på stedet, sad ved siden af, da jeg sagde det - og jeg kunne mærke på de tre millimeter, hun sænkede nakken over sin pc, at hun var noget bekymret over min direkte udmelding. Hun har sikkert spekuleret i, om det nu også var klogt af mig? Det var det næppe, men det havde jeg tænkt på, før jeg åbnede munden. Naturligvis havde jeg håbet, at min ærlighed ville få Knud til at lægge sit "tilbud" ned i hatten igen og give det videre til en, som kunne være reelt interesseret i at udfylde formularer og mærke biblioteksbøger for ingen penge og ingen fremtidsudsigter i øvrigt.
Men Knud spidsede bare læberne, så på mig med et sørgmodigt blik og svarede: "Det kan jeg godt se. Jeg ville da også helst have, at vi kunne aflyse det."
Jeg ved ikke, hvad jeg skal tro? Er Knud underlagt en højere instans, der ligefrem sidder og dikterer ham, hvem han skal sende ud i løntilskudsjob, og hvem han kan lade i fred - og er han derfor virkelig ked af det på mine vegne? Eller er han bare en mand, der passer sit arbejde og som er dygtig til at belægge sine ord (det ved jeg, han må være - med en baggrund som jurist og med erfaring fra reklamebranchen)? Hvis det sidste er tilfældet, så kan hans udmelding lige så vel forstås på den måde, at også han - i lighed med ethvert tænkende væsen - ville betragte det som ideelt, hvis jeg kunne få mig et reelt job til en menneskeløn, men at han iøvrigt er bedøvende ligeglad med mig og min situation. I næste uge kommer der jo nok et nyt hold til Jobkanonen, og så bliver der andre ledige, der skal pacificeres gennem en henvisning til et løntilskudsjob, en praktikplads, eller hvad man nu kan finde på for at få folk ud af ledighedsstatistikkerne og få ro i Alectos lokaler.
Knud har jo ellers virket som en flink fyr, men jeg har nået et punkt i dette ledighedsforløb, hvor jeg ikke længere tør stole på nogen - overhovedet. Det værste er vel næsten, at det påvirker min tillid til mine medmennesker generelt og reaktiverer kroppens erindring om tidligere situationer, hvor jeg blev manipuleret med. Både krop og psyke kommer i alarmberedskab. Jeg kender det igen.
Nej, jeg er ikke så paranoid, at jeg bilder mig ind, at der sidder nogen et sted og med fuldt overlæg forsøger at nedbryde den lediges psyke. Men de paragraffer, som dette system bygger på, og den (til dels deraf betingede) disrespekt eller i bedste fald ligegyldighed, man ofte mødes med af de mennesker, der er sat til at fortolke og håndhæve paragrafferne, resulterer i psykisk mistrivsel.
Det er ikke kun mig, der oplever de ting, som jeg efterhånden har skrevet en del om i blogføljetonen her. Jeg træffer daglig andre, der har gjort samme erfaringer. Og det uanset, om de er akademikere, maskinmestre, tjenere, børnehavepædagoger eller noget helt femte. De fleste kan eller tør ikke protestere. Nogen tier, fordi de ikke kan gennemskue lovgivningen på området og vel derfor er bange for at fremstå som dumme. Jeg kan heller ikke gennemskue lovgivningen. Jeg lærer paragrafferne at kende, efterhånden som jeg støder på dem. Og efterhånden begynder der at danne sig et uhyggeligt billede af et system, hvor arbejdsgivere kan få støtte til at udnytte lediges arbejdskraft, og hvor ledighedstallene holdes kunstigt nede, alt imens de mennesker, der er havnet som ledige i dette system, måned for måned og uge for uge får nedbrudt deres selvværdsfølelse, deres redelighed og deres tro på egne drømme og målsætninger.
Der er noget rivravruskende galt indenfor området. Skyldes det inkompetence eller en skjult politisk dagsorden? Det kan jeg ikke gennemskue. Men jeg ville utroligt gerne have en dygtig journalist sat på sagen - med skjult kamera og hele balladen, tak.
Tilføjelse: Jeg har nu, her til aften, fundet en præsentation af Alecto i rollen som "anden aktør". Jeg vil stærkt opfordre enhver, der har interesseret sig for mine blogindlæg vedrørende mit ledighedsforløb - og i særdeleshed for de indlæg, som omhandler Alecto og jobsøgningskurset Jobkanonen, til at surfe lidt rundt og skimme Alectos selvpræsentation, som indledes her, samt de sider, der specifikt beskriver Alectos koncept og metode.
Flot tager det sig ud. Skærmen er ligeså taknemmelig, som papiret førhen var det. Jeg morer mig, når jeg f.eks., under overskriften "Sådan arbejder vi med gensidig respekt", læser følgende: "Hos Alecto er du en kunde, ikke et nummer. Vi giver dig kvalificeret service og vejledning og har respekt for dit faglige og personlige ståsted."
Monday, September 22, 2008
Elvermorgen
Morgenen er kold og himlen bleg, da vi kommer ud. Den tidlige stilhed, hvori kun enkelte fugles fjerne kvidren lader sig høre, her sidst i september, fylder rummet med mildhed, stryger over vore ansigter som fjerlette berøringer af svale hænder og indgiver os en trang til blot at hviske. Vi sætter os ind i bilen og opdager, at dens frontrude, for første gang dette efterår, er dækket af et tyndt lag rimis, der besværliggør udsynet de første hundrede meter. Det er nødvendigt at sætte blæseren på.Da vi svinger ud på den store grusvej, der løber gennem markerne, nikker du bagud og siger: "Hvor er det smukt, alting er blåt."
Jeg drejer nakken halvt af led og ser - med morgentrætte øjne - bag de falmende grønne massiver af ege- og bøgetræsvækst i forgrunden, de fjernereliggende højdedrag, skovpartierne og de langstrakte, næsten stiliserede skyformationer, der glider over i hinanden i forskellige kølige blå, blågrønne og hvide nuancer.
Vi drejer til højre ud på den asfalterede vej, og det tvedelte træ, som står henne i svinget, med den tunge krone, springer brat og overraskende frem mod os i dag med de mørke stammer og det endnu tætte løv mod alt det solskinslyse bagved. Denne morgen ligner de landskaber, vi kører igennem, akvareller i en gammel eventyrbog. De nypløjede marker ligger chokoladebrune, fede og fugtige under en himmel så blegblå, at den er på nippet til at opløse sig selv i hvidt. Mod øst toner den ud i en sart, sart rosa, der fornemmes alene fordi, den får modspil af de brede bånd af åndeslør, der bølgende snor sig over grønne dalsænkninger og mørke højdedrag, bugter sig tværs over vejen foran os og drillende fordamper og forvandles til det rene ingenting, idet vi gennembryder dem. Længst ude i horisonten fortoner alt sig fortsat i de blå skyggeagtige formationer, som svæver over det fortryllede tågerige, der sine steder og set på afstand skinner og glitrer som et skummende hav i solens første stråler.
Det er elverpigernes dans i hvide gevandter. Denne morgen kan jeg høre dem synge med sarte silkestemmer, når jeg lader blikket dvæle ved deres flygtige skønhed og lytter. Indad. Hører du dem? De synger i stilhedens rum.
Tilbud, man ikke kan afslå
Anden aktør - Alecto - fandt i sidste uge et løntilskudsjob til mig, som virksomhedskontakten, Knud, opfordrede mig til at søge. Jeg havde fortalt Knud, at jeg f.eks. nok kunne være interesseret i et job på et bibliotek. Ikke noget fancy, men bare et job, jeg kunne bestride, så jeg kunne være i fred for systemet og påtage mig freelanceopgaver ved siden af, uden hver gang - forud - at skulle indgå aftaler desangående med min A-kasse. (En ordning, som ingen redaktør vil kunne acceptere at skulle vente på.)
I første omgang lød det derfor udmærket, da Knud gav mig jobbeskrivelsen: Der er tale om en stilling på en skole i det nordlige Odense, hvor jeg skal hjælpe til på skolebiblioteket og varetage forskellige funktioner som kontordame. Ganske vist får jeg røde knopper af formularer og skemaer, og jeg har aldrig i mit liv arbejdet med hverken regneark Exel eller Lotus 123 - funktioner, der ellers står listet i jobopslaget. Ja, jeg aner egentlig ikke, hvad betegnelserne dækker over, men Knud hævder, at den slags vil jeg hurtigt kunne lære.
Da jeg talte i telefon med Knud om dette job"tilbud", undlod jeg ikke at nævne, at jeg jo ville foretrække et job i Østjylland. Det udtrykte Knud forståelse for, men han syntes alligevel, at jeg skulle prøve at søge det her, og så skulle han gerne holde øjne og ører åbne i mellemtiden og se, om der dukkede noget op på de kanter. Han nåede så lige at indskyde, at han lige måtte have clearet med andre instanser, om det ville være i orden at gøre det.
Siden jeg, i sidste uge, talte med Knud, har jeg fået lidt mere at vide omkring ordningen med løntilskudsjob. Her kommer det: Et løntilskudsjob i offentligt regí (som f.eks. omtalte biblioteks/kontorassistentjob) kan ikke indbringe arbejdstageren mere end vedkommendes aktuelle dagpengesats. Man får altså ingen ekstra bonus ud af at arbejde i et løntilskudsjob, medmindre man selv skaffer sig et i privat regí, hvor man har muligheden for at forhandle løn med arbejdsgiveren. (I forbifarten vil jeg lige nævne, at de krav, der stilles til en privat virksomhed, der ønsker at ansætte en ledig med løntilskud, er så mangfoldige og specifikke, at det kan være meget vanskeligt for den ledige selv at finde en virksomhed, der opfylder samtlige.)
Når man er ansat med løntilskud, skal man fortsat skrive fire ansøgninger ugentligt, man kan ikke bare give sig i kast med at lave freelancearbejde uden fortsat at rådføre sig med A-kassen, og man optjener ingen timer, fordi et løntilskudsjob åbenbart ikke figurerer som et "rigtigt" arbejde. Finder man et andet (og reelt) job, imens man er beskæftiget i et løntilskudsjob, kan man åbenbart heller ikke uden videre droppe ud af løntilskudsjobbet og påtage sig det reelle arbejde. Ophøret skal "aftales nærmere" med den arbejdsgiver, som får tilskud til ens ansættelse. Tilbuddet om et løntilskudsjob er principielt et, man ikke kan sige nej til, fik jeg i dag at vide, da jeg ringede til Jobcenteret for at forhøre mig. Eller rettere sagt: Det er noget, som min A-kasse skal "vurdere".
Når jeg ringede til Jobcenteret og stillede det spørgsmål, så skyldtes det, at det passer mig slemt dårligt at blive sendt ud i et offentligt løntilskudsjob - især et i Odense. Det fortalte jeg den mandlige medarbejder, som jeg kom til at tale med på Jobcenteret.
Han ville naturligvis gerne høre, hvorfor jeg vægrede mig overfor dette "tilbud". Jeg fortalte ham, at det er min hensigt at flytte til Østjylland, hvilket jeg - af økonomiske årsager ikke kan gøre - før jeg får tilbudt et reelt job med en rigtig menneskeløn, som giver mig mulighed for at gå i banken og låne penge til bolig og flytning. Medarbejderen spurgte mig, hvad det var, jeg gerne ville arbejde indenfor, og jeg svarede, at jeg ønskede at arbejde som skribent på en kulturredaktion, med journalistisk arbejde i andet regí eller eventuelt indenfor andre kulturelle områder.
Jeg kunne tydeligt høre, hvordan manden i den anden ende trak skævt på smilebåndet og pustede luft ud, og så sagde han noget, som jeg var nødt til at bede ham gentage, fordi jeg bogstaveligt talt ikke troede, at jeg havde hørt rigtigt første gang. Men jeg havde hørt rigtigt. Han sagde: "Ja, det er jo det samme som at sige, at du ikke ønsker at påtage dig noget arbejde. Det er jo sådan noget, som vi har masser af mennesker gående i løntilskudsjobs i nede på Brandts."
Denne gang orkede jeg desværre ikke at hidse mig op. Det her er virkelig ved at køre mig ned. I stedet for at tale med store bogstaver forsøgte jeg derfor stille og roligt at forklare manden, at jeg så godt som altid havde været beskæftiget indenfor det kulturelle felt i den ene eller den anden form - selv før jeg tog min uddannelse til cand.mag. i dansk og engelsk. Og jeg remsede op: Medarbejder på et forlag, kunstmaler, boganmelder, medredaktør og medskribent på en bogudgivelse osv. Men manden på Jobcenteret sukkede blot og sagde, at hvis det var den slags arbejde, jeg søgte, så ville jeg få at vide, at jeg søgte for snævert. Jeg kunne så fortælle ham, at jeg rent faktisk har søgt meget bredt, og at det slet ikke er det, som det handler om i den aktuelle situation. I den aktuelle situation handler det om, at jeg i den grad føler mig klemt og presset af udsigten til at være fanget i x antal måneder i et løntilskudsjob, som hverken hjælper mig i forhold til det at få en rimelig indkomst, at flytte derhen, hvor jeg ønsker at bosætte mig, eller at optjene timer i forhold til dagpengesystemet. Medarbejderen foreslog mig, at jeg skyndte mig at søge noget pakkeriarbejde på et gartneri, eftersom julehandelen snart begynder indenfor den branche. Jamen fint! Der er bare lige det problem, at jeg har prøvet gartneriarbejde et par gange tidligere, og det holder min ryg og mine håndled ikke til. Men det kan jeg selvfølgelig ikke fortælle nogen, hverken på Jobcenteret eller hos MA, for der står sort på hvidt på de papirer, man underskriver, at hvis man vil have dagpenge, så skal man kunne påtage sig enhver form for arbejde.
Desillusioneret og træt ind til marven lagde jeg røret på, lagde mig på min seng og trak tæppet helt op over hovedet. Og så ringede telefonen - uden nummervisning! Som regel undlader jeg at tage min telefon, hvis jeg ikke kan se, hvem der ringer, men denne gang tog jeg den, da jeg tænkte, at det kunne være Knud, som ville tale nærmere med mig om "tilbuddet". I stedet var det skoleinspektøren på den omtalte skole. Han lød svært tilfreds over at kunne indkalde mig til "en snak over en kop kaffe", og jeg kunne hurtigt detektere på den snarlige tøven hos ham, at han blev forundret over, at jeg ikke jublede og kvidrede i røret.
Men ham om det. Dem om det. Jeg behøver ikke også at foregive en begejstring, som ikke er der. Det er sandsynligt, at jeg bliver tvunget til at tage dette job - om det så er i seks eller tolv måneder. Men jeg har svært ved at se, at jeg vinder noget som helst ved den aftale. Det er den arbejdsgiver, der får tilskud til en medarbejders løn, som vinder noget - og så det system, der gennem sådanne ordninger kan holde ledige ude af arbejdsløshedsstatistikker-ne, uden at give dem mulighed for at optjene timer til deres videre ledighedsforløb.
Jeg er nødt til at indrømme det: Energien er på nulpunktet i denne tid. Og kampgejsten ligeså. Sidste sensommers stresstilstand ånder mig i nakken, men udadtil ser jeg jo ud til at kunne klare, hvad det skal være...
I dag har jeg søgt en stilling som journalist (med særligt kendskab til æstetiske og kulturelle områder) i det østjyske. Om jeg beder til de højere magter? Ja, det kan I roligt regne med. Problemet er selvfølgelig bare det, at der ikke står titlen "journalist" på mine papirer. Men jeg har anført mine blogindlæg og mine boganmeldelser som eksempler på, hvad jeg kan. Så er det spørgsmålet, om denne mulige arbejdsgiver hænger sig i titler eller i praktiske færdigheder og ildsjæleblus. Og om vedkommende, i sidstnævnte tilfælde, indkalder mig til jobsamtale - i tide.
Jeg havde set frem til, at det såkaldte jobsøgningskursus på Alecto snart var ovre, så jeg kunne få frigjort noget tid til at koncentrere mig om at søge arbejde indenfor mit ønskeområde, hvilket - som hovedregel - ikke forgår ved at søge på opslåede fuldtidsstillinger. Men noget tyder på, at jeg nu kan skyde en hvid pind efter den plan.
I første omgang lød det derfor udmærket, da Knud gav mig jobbeskrivelsen: Der er tale om en stilling på en skole i det nordlige Odense, hvor jeg skal hjælpe til på skolebiblioteket og varetage forskellige funktioner som kontordame. Ganske vist får jeg røde knopper af formularer og skemaer, og jeg har aldrig i mit liv arbejdet med hverken regneark Exel eller Lotus 123 - funktioner, der ellers står listet i jobopslaget. Ja, jeg aner egentlig ikke, hvad betegnelserne dækker over, men Knud hævder, at den slags vil jeg hurtigt kunne lære.
Da jeg talte i telefon med Knud om dette job"tilbud", undlod jeg ikke at nævne, at jeg jo ville foretrække et job i Østjylland. Det udtrykte Knud forståelse for, men han syntes alligevel, at jeg skulle prøve at søge det her, og så skulle han gerne holde øjne og ører åbne i mellemtiden og se, om der dukkede noget op på de kanter. Han nåede så lige at indskyde, at han lige måtte have clearet med andre instanser, om det ville være i orden at gøre det.
Siden jeg, i sidste uge, talte med Knud, har jeg fået lidt mere at vide omkring ordningen med løntilskudsjob. Her kommer det: Et løntilskudsjob i offentligt regí (som f.eks. omtalte biblioteks/kontorassistentjob) kan ikke indbringe arbejdstageren mere end vedkommendes aktuelle dagpengesats. Man får altså ingen ekstra bonus ud af at arbejde i et løntilskudsjob, medmindre man selv skaffer sig et i privat regí, hvor man har muligheden for at forhandle løn med arbejdsgiveren. (I forbifarten vil jeg lige nævne, at de krav, der stilles til en privat virksomhed, der ønsker at ansætte en ledig med løntilskud, er så mangfoldige og specifikke, at det kan være meget vanskeligt for den ledige selv at finde en virksomhed, der opfylder samtlige.)
Når man er ansat med løntilskud, skal man fortsat skrive fire ansøgninger ugentligt, man kan ikke bare give sig i kast med at lave freelancearbejde uden fortsat at rådføre sig med A-kassen, og man optjener ingen timer, fordi et løntilskudsjob åbenbart ikke figurerer som et "rigtigt" arbejde. Finder man et andet (og reelt) job, imens man er beskæftiget i et løntilskudsjob, kan man åbenbart heller ikke uden videre droppe ud af løntilskudsjobbet og påtage sig det reelle arbejde. Ophøret skal "aftales nærmere" med den arbejdsgiver, som får tilskud til ens ansættelse. Tilbuddet om et løntilskudsjob er principielt et, man ikke kan sige nej til, fik jeg i dag at vide, da jeg ringede til Jobcenteret for at forhøre mig. Eller rettere sagt: Det er noget, som min A-kasse skal "vurdere".
Når jeg ringede til Jobcenteret og stillede det spørgsmål, så skyldtes det, at det passer mig slemt dårligt at blive sendt ud i et offentligt løntilskudsjob - især et i Odense. Det fortalte jeg den mandlige medarbejder, som jeg kom til at tale med på Jobcenteret.
Han ville naturligvis gerne høre, hvorfor jeg vægrede mig overfor dette "tilbud". Jeg fortalte ham, at det er min hensigt at flytte til Østjylland, hvilket jeg - af økonomiske årsager ikke kan gøre - før jeg får tilbudt et reelt job med en rigtig menneskeløn, som giver mig mulighed for at gå i banken og låne penge til bolig og flytning. Medarbejderen spurgte mig, hvad det var, jeg gerne ville arbejde indenfor, og jeg svarede, at jeg ønskede at arbejde som skribent på en kulturredaktion, med journalistisk arbejde i andet regí eller eventuelt indenfor andre kulturelle områder.
Jeg kunne tydeligt høre, hvordan manden i den anden ende trak skævt på smilebåndet og pustede luft ud, og så sagde han noget, som jeg var nødt til at bede ham gentage, fordi jeg bogstaveligt talt ikke troede, at jeg havde hørt rigtigt første gang. Men jeg havde hørt rigtigt. Han sagde: "Ja, det er jo det samme som at sige, at du ikke ønsker at påtage dig noget arbejde. Det er jo sådan noget, som vi har masser af mennesker gående i løntilskudsjobs i nede på Brandts."
Denne gang orkede jeg desværre ikke at hidse mig op. Det her er virkelig ved at køre mig ned. I stedet for at tale med store bogstaver forsøgte jeg derfor stille og roligt at forklare manden, at jeg så godt som altid havde været beskæftiget indenfor det kulturelle felt i den ene eller den anden form - selv før jeg tog min uddannelse til cand.mag. i dansk og engelsk. Og jeg remsede op: Medarbejder på et forlag, kunstmaler, boganmelder, medredaktør og medskribent på en bogudgivelse osv. Men manden på Jobcenteret sukkede blot og sagde, at hvis det var den slags arbejde, jeg søgte, så ville jeg få at vide, at jeg søgte for snævert. Jeg kunne så fortælle ham, at jeg rent faktisk har søgt meget bredt, og at det slet ikke er det, som det handler om i den aktuelle situation. I den aktuelle situation handler det om, at jeg i den grad føler mig klemt og presset af udsigten til at være fanget i x antal måneder i et løntilskudsjob, som hverken hjælper mig i forhold til det at få en rimelig indkomst, at flytte derhen, hvor jeg ønsker at bosætte mig, eller at optjene timer i forhold til dagpengesystemet. Medarbejderen foreslog mig, at jeg skyndte mig at søge noget pakkeriarbejde på et gartneri, eftersom julehandelen snart begynder indenfor den branche. Jamen fint! Der er bare lige det problem, at jeg har prøvet gartneriarbejde et par gange tidligere, og det holder min ryg og mine håndled ikke til. Men det kan jeg selvfølgelig ikke fortælle nogen, hverken på Jobcenteret eller hos MA, for der står sort på hvidt på de papirer, man underskriver, at hvis man vil have dagpenge, så skal man kunne påtage sig enhver form for arbejde.
Desillusioneret og træt ind til marven lagde jeg røret på, lagde mig på min seng og trak tæppet helt op over hovedet. Og så ringede telefonen - uden nummervisning! Som regel undlader jeg at tage min telefon, hvis jeg ikke kan se, hvem der ringer, men denne gang tog jeg den, da jeg tænkte, at det kunne være Knud, som ville tale nærmere med mig om "tilbuddet". I stedet var det skoleinspektøren på den omtalte skole. Han lød svært tilfreds over at kunne indkalde mig til "en snak over en kop kaffe", og jeg kunne hurtigt detektere på den snarlige tøven hos ham, at han blev forundret over, at jeg ikke jublede og kvidrede i røret.
Men ham om det. Dem om det. Jeg behøver ikke også at foregive en begejstring, som ikke er der. Det er sandsynligt, at jeg bliver tvunget til at tage dette job - om det så er i seks eller tolv måneder. Men jeg har svært ved at se, at jeg vinder noget som helst ved den aftale. Det er den arbejdsgiver, der får tilskud til en medarbejders løn, som vinder noget - og så det system, der gennem sådanne ordninger kan holde ledige ude af arbejdsløshedsstatistikker-ne, uden at give dem mulighed for at optjene timer til deres videre ledighedsforløb.
Jeg er nødt til at indrømme det: Energien er på nulpunktet i denne tid. Og kampgejsten ligeså. Sidste sensommers stresstilstand ånder mig i nakken, men udadtil ser jeg jo ud til at kunne klare, hvad det skal være...
I dag har jeg søgt en stilling som journalist (med særligt kendskab til æstetiske og kulturelle områder) i det østjyske. Om jeg beder til de højere magter? Ja, det kan I roligt regne med. Problemet er selvfølgelig bare det, at der ikke står titlen "journalist" på mine papirer. Men jeg har anført mine blogindlæg og mine boganmeldelser som eksempler på, hvad jeg kan. Så er det spørgsmålet, om denne mulige arbejdsgiver hænger sig i titler eller i praktiske færdigheder og ildsjæleblus. Og om vedkommende, i sidstnævnte tilfælde, indkalder mig til jobsamtale - i tide.
Jeg havde set frem til, at det såkaldte jobsøgningskursus på Alecto snart var ovre, så jeg kunne få frigjort noget tid til at koncentrere mig om at søge arbejde indenfor mit ønskeområde, hvilket - som hovedregel - ikke forgår ved at søge på opslåede fuldtidsstillinger. Men noget tyder på, at jeg nu kan skyde en hvid pind efter den plan.
Wednesday, September 17, 2008
Og det lugter godt!
I det bakkede østjyske landskab, hvor luften endnu føles klar og ren, hvor køerne kommer på græs, og hvor rutebilchaufføren fortsat har tid til at komme med en lun bemærkning til passagererne, ligger den lille provinsby Brædstrup, som nu har fået sig en slagterbutik af den gode gamle slags.
Hos Brædstrup Slagteren, hvor kunderne må trænges på tre smalle kvadratmeter foran disken med den bugnende glasmontre, lugter der ikke kvalmende sødligt og fadt af rå fars og karklud, som man ofte oplever det i de store butikskæders slagterafdelinger. Nej, i Brædstrup Slagterens butik dufter der krydret og varmt af nystegte deller, medister med sprødt skind, røgvarer og lun leverpostej, som mor lavede den.
Bag kølediskens glas ligger hele stykker af saftig hamburgerryg, fin lys kamsteg, saltkød, pølser af alle tænkelige arter, medister, flæskesteg, roastbeef, skinke, rullesteg og kogt oksebryst, almindelig rullepølse, lammerullepølse og røget rullepølse side om side med kronvildtsteg, lammeryg og et vældigt opbud af lækre frisklavede salater, hjemmerørt remoulade og meget, meget mere. På de lune plader forefindes smukt brunede frikadeller, bakker med leverpostej, hvis smag får englene til at synge, samt gyldne fiskefileter, og i fryseskabet er der tommetykke lammekoteletter, hele lammekøller og alskens former for fars.
Bag disken står enten den gæve, blonde slagterdame eller en pæn yngre mand med glimt i øjet, og fra køkkenet ude bagved høres klirren af potter og gryder og knive og skeer, ovnlåger, der åbnes og lukkes, og dæmpet samtale, alt imens de lifligste dufte, som får ens tænder til at løbe i vand, bølger ind i butikken derude fra.
Nu forholder det sig så heldigt, at min ven ofte foretager sine indkøb i Brædstrup By, og det var på en sådan indkøbstur, at han for en god måned siden sagde til mig: "Lad os kigge ind til den nye slagter."
Som sagt så gjort. Vel inde bag den klokkeklemtende dør pegede vi forsigtigt nogle varer ud: Jotak, vi ville gerne have så og så mange lag pålæg, og dertil et par fiskefileter. Den flinke, humørfyldte dame, der så ud til at synes om sit arbejde, skar af og pakkede og vejede varer på vægten, og så sagde hun: "Hvis nu I vil have en bakke frisk, lun leverpostej med, så bliver det kun nogle få kroner ekstra, for vi har et tilbud på fire lag pålæg og en salat eller en leverpostej for firs kroner." (Eller noget i den omegn.)I hvert fald var det et tilbud, vi ikke kunne sige nej til, og da vi kom hjem og så det tykstskårne pålæg og smagte på postejen, som formelig smeltede på tungen, var vi lykkelige for, at vi havde takket ja.
Siden er min ven blevet stamkunde hos Brædstrup Slagteren. Og hver gang han har lagt vejen indenom dér, har han en ny historie at berette for mig i telefonen. Forleden var han for eksempel kommet ind for at handle, kort før lukketid, og slagterdamen havde spurgt, om han ikke ville have et par lune frikadeller med oveni handelen. Det ville han naturligvis gerne, men den flinke dame så derefter et øjeblik på de resterende frikadeller, hvorpå hun sagde: "Ja, jeg må jo alligevel ikke sælge dem i morgen, så vil du ikke have dem alle syv med?"
En anden dag bad min ven om et lag afskåret med røget lammerullepølse. Den var ganske vist lidt rigeligt fed, fortalte han mig, men den, han havde købt en gang tidligere havde smagt så godt, at han alligevel gerne ville prøve igen. Da slagterdamen rakte ned i køledisken efter rullepølsen, kiggede hun imidlertid kort på den, og så sagde hun: "Nej, ved du hvad, det er da alt for fedt, det der er tilbage af den her. Den ryger ud!" Og ud røg rullepølsen, og frem kom et andet og mere reelt stykke, der kunne skæres af.
Lammekoteletterne, som vi prøvede, da jeg sidst besøgte min ven, var uovertrufne og havde absolut ingen lighed med de tørre, anorektisk udseende stakler, der sædvanligvis fjæler sig i plastbakkerne i supermarkedets kødafdeling, og jeg ser allerede frem til den næste lune leverpostej fra den lille butik, eller til kronvildtstegen eller til det kogte oksebryst eller, eller....
Brædstrup Slagteren er forhåbentlig kommet for at blive, for her kan man opleve det efterhånden sjældne fænomen, at både kundeplejen, kvaliteten af råvarerne og tilberedningen af dem er i højsædet. Og ved I hvad? Det lugter godt!
Hos Brædstrup Slagteren, hvor kunderne må trænges på tre smalle kvadratmeter foran disken med den bugnende glasmontre, lugter der ikke kvalmende sødligt og fadt af rå fars og karklud, som man ofte oplever det i de store butikskæders slagterafdelinger. Nej, i Brædstrup Slagterens butik dufter der krydret og varmt af nystegte deller, medister med sprødt skind, røgvarer og lun leverpostej, som mor lavede den.
Bag kølediskens glas ligger hele stykker af saftig hamburgerryg, fin lys kamsteg, saltkød, pølser af alle tænkelige arter, medister, flæskesteg, roastbeef, skinke, rullesteg og kogt oksebryst, almindelig rullepølse, lammerullepølse og røget rullepølse side om side med kronvildtsteg, lammeryg og et vældigt opbud af lækre frisklavede salater, hjemmerørt remoulade og meget, meget mere. På de lune plader forefindes smukt brunede frikadeller, bakker med leverpostej, hvis smag får englene til at synge, samt gyldne fiskefileter, og i fryseskabet er der tommetykke lammekoteletter, hele lammekøller og alskens former for fars.
Bag disken står enten den gæve, blonde slagterdame eller en pæn yngre mand med glimt i øjet, og fra køkkenet ude bagved høres klirren af potter og gryder og knive og skeer, ovnlåger, der åbnes og lukkes, og dæmpet samtale, alt imens de lifligste dufte, som får ens tænder til at løbe i vand, bølger ind i butikken derude fra.
Nu forholder det sig så heldigt, at min ven ofte foretager sine indkøb i Brædstrup By, og det var på en sådan indkøbstur, at han for en god måned siden sagde til mig: "Lad os kigge ind til den nye slagter."
Som sagt så gjort. Vel inde bag den klokkeklemtende dør pegede vi forsigtigt nogle varer ud: Jotak, vi ville gerne have så og så mange lag pålæg, og dertil et par fiskefileter. Den flinke, humørfyldte dame, der så ud til at synes om sit arbejde, skar af og pakkede og vejede varer på vægten, og så sagde hun: "Hvis nu I vil have en bakke frisk, lun leverpostej med, så bliver det kun nogle få kroner ekstra, for vi har et tilbud på fire lag pålæg og en salat eller en leverpostej for firs kroner." (Eller noget i den omegn.)I hvert fald var det et tilbud, vi ikke kunne sige nej til, og da vi kom hjem og så det tykstskårne pålæg og smagte på postejen, som formelig smeltede på tungen, var vi lykkelige for, at vi havde takket ja.
Siden er min ven blevet stamkunde hos Brædstrup Slagteren. Og hver gang han har lagt vejen indenom dér, har han en ny historie at berette for mig i telefonen. Forleden var han for eksempel kommet ind for at handle, kort før lukketid, og slagterdamen havde spurgt, om han ikke ville have et par lune frikadeller med oveni handelen. Det ville han naturligvis gerne, men den flinke dame så derefter et øjeblik på de resterende frikadeller, hvorpå hun sagde: "Ja, jeg må jo alligevel ikke sælge dem i morgen, så vil du ikke have dem alle syv med?"
En anden dag bad min ven om et lag afskåret med røget lammerullepølse. Den var ganske vist lidt rigeligt fed, fortalte han mig, men den, han havde købt en gang tidligere havde smagt så godt, at han alligevel gerne ville prøve igen. Da slagterdamen rakte ned i køledisken efter rullepølsen, kiggede hun imidlertid kort på den, og så sagde hun: "Nej, ved du hvad, det er da alt for fedt, det der er tilbage af den her. Den ryger ud!" Og ud røg rullepølsen, og frem kom et andet og mere reelt stykke, der kunne skæres af.
Lammekoteletterne, som vi prøvede, da jeg sidst besøgte min ven, var uovertrufne og havde absolut ingen lighed med de tørre, anorektisk udseende stakler, der sædvanligvis fjæler sig i plastbakkerne i supermarkedets kødafdeling, og jeg ser allerede frem til den næste lune leverpostej fra den lille butik, eller til kronvildtstegen eller til det kogte oksebryst eller, eller....
Brædstrup Slagteren er forhåbentlig kommet for at blive, for her kan man opleve det efterhånden sjældne fænomen, at både kundeplejen, kvaliteten af råvarerne og tilberedningen af dem er i højsædet. Og ved I hvad? Det lugter godt!
Tuesday, September 16, 2008
Ting man ikke låner ud
Der er ting, man ikke låner ud. Da slet ikke til fremmede - og især ikke til kineserne, er jeg nær ved at sige. Tænk bare på, hvad de gjorde med Nattergalen!
Jeg taler naturligvis om Den lille Havfrue, som nu en gang hører hjemme på Langelinje, hvor hun blev anbragt i 1913.
Københavns Kommune, som ejer skulpturen, har fået den idé at låne den unge dame ud til Kina i forbindelse med verdensudstillingen EXPO 2000, som skal løbe af stabelen i Shanghai i 2010. Et flertal i Københavns Borgerrepræsentation bestående af Venstre, De Radikale og Socialdemokraterne har stemt for forslaget, mens Dansk Folkeparti er imod. Bliver det besluttet at sende Den lille Havfrue på langfart, vil hun være hjemmefra i det halve år, verdensudstillingen varer.
Edvard Eriksen hed manden, som på Brygger Carl Jacobsens foranledning - og med sin hustru Eline Eriksen som model - tryllede H.C. Andersens eventyrskikkelse frem i bronze. Edvard Eriksens familie er - ganske forståeligt - imod rejseplanerne for Den lille Havfrue.
Vil kineserne se vores havfrue, kan de værsgo komme til København. Hvis det ender med, at hun skal til Kina, så vil jeg i hvert fald stå fast på, at Den kinesiske Mur skal en tur til Danmark i samme periode. Det manglede da bare.
Du kan læse mere om den yndefulde unge kvinde og hendes historie her.
Jeg taler naturligvis om Den lille Havfrue, som nu en gang hører hjemme på Langelinje, hvor hun blev anbragt i 1913.Københavns Kommune, som ejer skulpturen, har fået den idé at låne den unge dame ud til Kina i forbindelse med verdensudstillingen EXPO 2000, som skal løbe af stabelen i Shanghai i 2010. Et flertal i Københavns Borgerrepræsentation bestående af Venstre, De Radikale og Socialdemokraterne har stemt for forslaget, mens Dansk Folkeparti er imod. Bliver det besluttet at sende Den lille Havfrue på langfart, vil hun være hjemmefra i det halve år, verdensudstillingen varer.
Edvard Eriksen hed manden, som på Brygger Carl Jacobsens foranledning - og med sin hustru Eline Eriksen som model - tryllede H.C. Andersens eventyrskikkelse frem i bronze. Edvard Eriksens familie er - ganske forståeligt - imod rejseplanerne for Den lille Havfrue.
Vil kineserne se vores havfrue, kan de værsgo komme til København. Hvis det ender med, at hun skal til Kina, så vil jeg i hvert fald stå fast på, at Den kinesiske Mur skal en tur til Danmark i samme periode. Det manglede da bare.
Du kan læse mere om den yndefulde unge kvinde og hendes historie her.
Frugten
Den ligger knust og åben for fuglene midt i det fugtige græs: Sprødt smeltende, sukkeragtig, sødtduftende, vandmelonrød i sin brudte grønstribede skal.
Det ser næsten ud som sommer
Det ser stadig næsten ud som sommer. Himlen lyser høj og blå med svulmende, hvide skyer på, og træernes løv står dybt og grønt. Men der er kommet et falmet skær, som du kalder det, over naturen. Et grålys siver ud af de grønne partier og får eg og hvidtjørn til at se ud, som vendte de ind mod sig selv, kontemplerende. Birkeblade krøller gult, og de spinkle kviste drysser dem, med brune pletter i kanterne, ud over det lange, duggede græs.
Ja, det ser næsten ud som sommer, men luften er pludselig tynd og kold, som var vinden, undervejs hertil, blæst over snedækkede tinder. Allerede sidst på eftermiddagen ligger lyset lavt og gyldenrødt imellem stammerne, kryber omkring de mørknende krat og trækker hvide glimt af korsedderkoppens møllehjulsspind, der duver udenfor ruden i et sydvendt vindues hjørne.
Det er september, snart siver mørket ind over landet. Admiralerne er kommet, iklædt deres karnevalskostumer. De spreder deres brede glødende vinger over den hårede høgeurts gule blomster, over søde, sorte brombær, og de lyser spottende mod det kølige skær af den kommende vinter.
Vi trækker frisk ren luft dybt ned i lungerne, mærker kulden bide i vore fingre og står lidt og ser på brændestabelen under halvtaget, alt imens skyerne begynder at strække sig mod aften på himlen og gradvis glider over i changerende pasteller.
Ja, det ser næsten ud som sommer, men luften er pludselig tynd og kold, som var vinden, undervejs hertil, blæst over snedækkede tinder. Allerede sidst på eftermiddagen ligger lyset lavt og gyldenrødt imellem stammerne, kryber omkring de mørknende krat og trækker hvide glimt af korsedderkoppens møllehjulsspind, der duver udenfor ruden i et sydvendt vindues hjørne.Det er september, snart siver mørket ind over landet. Admiralerne er kommet, iklædt deres karnevalskostumer. De spreder deres brede glødende vinger over den hårede høgeurts gule blomster, over søde, sorte brombær, og de lyser spottende mod det kølige skær af den kommende vinter.
Vi trækker frisk ren luft dybt ned i lungerne, mærker kulden bide i vore fingre og står lidt og ser på brændestabelen under halvtaget, alt imens skyerne begynder at strække sig mod aften på himlen og gradvis glider over i changerende pasteller.
Monday, September 15, 2008
- og ordet var Gud
Præsten Poul Joachim Stender har i dagens MetroXpress skrevet en lille kronik, hvis udsagn skribenten bag Ordhulen helt og fuldt kan tilslutte sig.
Arbejdsgiveren ved, hvad du gjorde sidste sommer
I fremtiden kan et grundigt baggrundstjek af jobansøgeres fortid, privatliv og internetidentiteter blive almen praksis. Det fremgår i dag af en artikel i MetroXpress.
Allerede nu har flere arbejdspladser valgt at sætte konsulentbureauer til at undersøge mulige nye medarbejderes forhistorie og privatliv blandt andet gennem ansøgernes profiler på sider som Facebook og Myspace.
Af artiklen i MetroXpress fremgår det, at flere arbejdsgivere allerede i ansættelsesfasen anmoder om ansøgerens skriftlige samtykke til, at arbejdsgiveren må undersøge ansøgerens baggrund nærmere.
Nina Wedsted, som arbejder med arbejds- og ansættelsesret, finder denne nye praksis problematisk og mener, at den i øvrigt kan være i strid med persondataloven. Nina Wedsted siger til MetroXpress: "Hvem vil ikke skrive under? Hvis ikke man skriver under, er det vel fordi, man har noget at skjule, ville mange tænke." .
Jeg finder omtalte praksis ikke blot etisk og moralsk forkastelig, men tillige uintelligent, eftersom det efterhånden turde være en velkendt sag, at man ikke uden videre kan sætte lighedstegn mellem et virkeligt menneske og vedkommendes identitet i et givent forum på nettet.
Jeg kan i øvrigt ikke se ret mange tilfælde, hvor det kan vedkomme en arbejdsgiver, hvad en kommende medarbejder foretager sig i sin fritid, hvordan hans eller hendes fortid har formet sig udenfor arbejdsmarkedet etc. De tilfælde, hvor noget sådant er relevant, f.eks. i betroede stillinger, hvor en ny medarbjeder skal håndtere store pengebeløb, arbejde med børn og unge eller lignende, har vi allerede regler for, i form af indhentelse af straffeattest med videre.
I bund og grund er den nye praksis med indhentelse af baggrundsoplysninger (med eller uden ansøgerens vidne) et udtryk for en omsiggribende mistænkeliggørelse af andre mennesker og kan i den forstand betragtes som et angreb på den enkeltes integritet.
Allerede nu har flere arbejdspladser valgt at sætte konsulentbureauer til at undersøge mulige nye medarbejderes forhistorie og privatliv blandt andet gennem ansøgernes profiler på sider som Facebook og Myspace.
Af artiklen i MetroXpress fremgår det, at flere arbejdsgivere allerede i ansættelsesfasen anmoder om ansøgerens skriftlige samtykke til, at arbejdsgiveren må undersøge ansøgerens baggrund nærmere.
Nina Wedsted, som arbejder med arbejds- og ansættelsesret, finder denne nye praksis problematisk og mener, at den i øvrigt kan være i strid med persondataloven. Nina Wedsted siger til MetroXpress: "Hvem vil ikke skrive under? Hvis ikke man skriver under, er det vel fordi, man har noget at skjule, ville mange tænke." .
Jeg finder omtalte praksis ikke blot etisk og moralsk forkastelig, men tillige uintelligent, eftersom det efterhånden turde være en velkendt sag, at man ikke uden videre kan sætte lighedstegn mellem et virkeligt menneske og vedkommendes identitet i et givent forum på nettet.
Jeg kan i øvrigt ikke se ret mange tilfælde, hvor det kan vedkomme en arbejdsgiver, hvad en kommende medarbejder foretager sig i sin fritid, hvordan hans eller hendes fortid har formet sig udenfor arbejdsmarkedet etc. De tilfælde, hvor noget sådant er relevant, f.eks. i betroede stillinger, hvor en ny medarbjeder skal håndtere store pengebeløb, arbejde med børn og unge eller lignende, har vi allerede regler for, i form af indhentelse af straffeattest med videre.
I bund og grund er den nye praksis med indhentelse af baggrundsoplysninger (med eller uden ansøgerens vidne) et udtryk for en omsiggribende mistænkeliggørelse af andre mennesker og kan i den forstand betragtes som et angreb på den enkeltes integritet.
Thursday, September 11, 2008
"Det er måden altså, at hun si´r det på..."
Her kommer så hele historien om gårsdagens rådighedsmøde i MA. En entusiastisk kvindelig konsulent med aktiv børnehavepædagogisk udstråling, store armbevægelser og supersmil, lagde ud med at spørge de fremmødte, om vi havde nogen idéer til, hvad vi gerne ville tale om i dag? Der var ingen idéer. De fleste af os havde været til adskillige rådighedsmøder før, og var egentlig mest interesserede i at få afleveret vore medbragte lister over søgte stillinger og så komme hjem igen.
"Jamen, så gør vi bare, som jeg har tænkt!" sagde konsulenten med høj og begejstret stemmeføring. "Nu starter I med at sætte jer sammen to og to, og så vil jeg gerne have, at I taler om, hvad I hidtil har gjort i jeres jobsøgning, hvad der har virket, og hvad der ikke har virket!"
Min sidekvinde, en nydelig kunsthistoriker med luksusbohemelook, og jeg, kiggede lidt opgivende på hinanden, og indledte så vores samtale.
En halv time senere var mødelederen tilbage. Hun slog opmuntrende ud med armene og bad om de første bud på, hvad der havde virket i vores jobsøgning. Mødedeltagerne kiggede på hinanden bordet rundt, men forholdt sig tavse. Så åbnede jeg munden og sagde: "Der er jo øjensynlig ikke noget, der har virket. Hvis noget havde virket, sad vi jo ikke her."
Mødelederen glippede et par gange med øjenlågene og en skygge gled over panden på hende. Så fandt hun smilet frem igen og modererede: "Naarh, men tilnærmelsesvis..."
Enkelte forsøgte, som gode elever, at byde ind med deres erfaringer, og i løbet af den næste halve time kom vi endnu en gang igennem det sædvanlige repertoire: Skriv uopfordrede ansøgninger, sørg for ikke at være for gammel, sørg for ikke at være nyuddannet. Er du for gammel, tjah - det er der ikke meget at stille op med, er du nyuddannet, så tilmeld dig hos et vikarbureau, så du kan få erfaring gennem skiftende kortvarige ansættelsesforhold.
Og naturligvis kom diverse foldere, brochurer etc. på bordet, så vi kunne læse, hvordan man skriver en ansøgning og et CV. Den samme gamle historie.
Da mødet lakkede mod enden, nævnte mødelederen navnene på et par nye deltagere, som skulle til personlig samtale for at få kigget deres CV igennem. Jeg var glad for, at jeg nu kunne gå hjem, men sådan skulle det ikke være, for pludselig - som om det nærmest var i en sidebemærkning - sagde mødelederen nemlig: "Og Tina, du skal lige ind til Per Einar og have en snak med ham, for der er noget med, at du har en blog, hvor du har skrevet nogle ting og udbyder serviceydelser."
Jeg blev meget, meget vred meget, meget hurtigt. Adrenalinet skød ud i hele kroppen, og mine hænder rystede, da jeg rejste mig op og svarede: "Mon ikke det snarere drejer sig om, at jeg har skrevet nogle ting på nettet, som nogen indenfor systemet ikke bryder sig om?"
"Ja, det kender jeg ikke noget til," sagde mødelederen, som i stor hast fik samlet sine papirer og forsvandt ud gennem døren og hen ad gangen. Jeg samlede mine ting og forsøgte at få lidt styr på mit raseri. Da jeg var på vej ud i gangen, stødte jeg på mødelederen, som nu returnerede. Hun bekræftede, at Per Einar var ledig nu, og at jeg bare kunne gå ind til ham med det samme. Jeg havde en ret klar overbevisning om, at hun netop havde været et smut inde og advicere ham, da døren stod åben ind til hans kontor.
Jeg bankede på og sagde: "Jeg forstår, at du vil tale med mig vedrørende min blog!"
Per Einar kiggede op på sin ræveagtigt afvæbnende facon og sagde: "Næh, det var nu noget med dit CV."
"Det var ikke, hvad jeg fik at vide," sagde jeg, "og jeg vil gerne sige med det samme, at jeg er meget, meget vred."
"Vi har sandelig ikke tid til at sidde og læse de enkelte medlemmers blogs på nettet," sagde Per Einar, " det handler om, at du har skrevet noget i dit CV på jobnet, der kan tolkes, som at du tjener penge."
"Hvad?" sagde jeg - og var rent faktisk temmelig uforstående overfor den udmelding.
Og hvad drejede det sig så om? Jo, jeg havde formastet mig til at formulere mig således: "I min fritid arbejder jeg med egne tekster og billeder. Jeg skriver desuden anmeldelser for et webmagasin og foretager interviews."
I første gang var det ordet "arbejder", det var galt med. Per Einar hævdede, at man længere oppe i systemet ikke så med blide øjne på den slags, og at MA kunne risikere at miste bevillinger og jeg at miste dagpenge, hvis nogen gennemgik mit CV og så denne formulering, som så tydeligt kunne tolkes som, at jeg modtog honorar for mine anmeldelser.
Jeg indvendte naturligvis, at Per Einar selv for længe siden havde godkendt mit CV inklusive denne formulering, men det nyttede ikke. Jeg måtte love at gå hjem og omformulere, så sætningen ikke indeholdt ordet "arbejder" eller synonymer for dette begreb. Desuden skulle Per Einar så udarbejde et lille notat, hvoraf det skulle fremgå, at jeg dags dato havde redegjort for min kontakt til det litterære webmagasin og havde meddelt, at jeg absolut ingen penge får for mine anmeldelser. Dette notat ville så blive lagt ind i min sagsmappe hos MA.
Jeg var oprørt. Jeg kunne ikke undgå at sidde med en klar fornemmelse af, at det her med formuleringen i mit CV ikke var den egentlige grund til, at jeg var blevet kaldt ind. Havde mødelederen ikke nævnt begrebet "blog", havde jeg naturligvis umiddelbart købt forklaringen, selvom jeg er af den opfattelse, at sagen vedrørende formuleringen i mit CV i sig selv er flueknepperi. Jeg fortalte Per Einar nogle ting om mit generelle indtryk af systemet, og han bestræbte sig på sin side på at føre diskussionen over i en filosofisk retning, hvor det handlede om, at humanister og samfundsfaglige ser verden forskelligt, og at ét system ikke nødvendigvis er dårligere end et andet, men at det altså netop bare handler om, at humanister kommer ind i nærværende system med en helt anden (afvigende?) tilværelsesopfattelse. Jeg lod den glide af.
Men oprøret og raseriet bar jeg med mig hjem. Er jeg ved at udvikle paranoia? Det vil nogen sikkert mene. Det mener jeg ikke. Så længe jeg kan sætte spørgsmålstegn også ved min egen opfattelse af tingene, er jeg vel ikke helt langt ude. Selvom jeg hælder mod den overbevisning, at nogen er blevet stødt på manchetterne over min kritik her på bloggen. Systemet skal jo gerne køre uden alt for meget grus i maskineriet.
"Jamen, så gør vi bare, som jeg har tænkt!" sagde konsulenten med høj og begejstret stemmeføring. "Nu starter I med at sætte jer sammen to og to, og så vil jeg gerne have, at I taler om, hvad I hidtil har gjort i jeres jobsøgning, hvad der har virket, og hvad der ikke har virket!"
Min sidekvinde, en nydelig kunsthistoriker med luksusbohemelook, og jeg, kiggede lidt opgivende på hinanden, og indledte så vores samtale.
En halv time senere var mødelederen tilbage. Hun slog opmuntrende ud med armene og bad om de første bud på, hvad der havde virket i vores jobsøgning. Mødedeltagerne kiggede på hinanden bordet rundt, men forholdt sig tavse. Så åbnede jeg munden og sagde: "Der er jo øjensynlig ikke noget, der har virket. Hvis noget havde virket, sad vi jo ikke her."
Mødelederen glippede et par gange med øjenlågene og en skygge gled over panden på hende. Så fandt hun smilet frem igen og modererede: "Naarh, men tilnærmelsesvis..."
Enkelte forsøgte, som gode elever, at byde ind med deres erfaringer, og i løbet af den næste halve time kom vi endnu en gang igennem det sædvanlige repertoire: Skriv uopfordrede ansøgninger, sørg for ikke at være for gammel, sørg for ikke at være nyuddannet. Er du for gammel, tjah - det er der ikke meget at stille op med, er du nyuddannet, så tilmeld dig hos et vikarbureau, så du kan få erfaring gennem skiftende kortvarige ansættelsesforhold.
Og naturligvis kom diverse foldere, brochurer etc. på bordet, så vi kunne læse, hvordan man skriver en ansøgning og et CV. Den samme gamle historie.
Da mødet lakkede mod enden, nævnte mødelederen navnene på et par nye deltagere, som skulle til personlig samtale for at få kigget deres CV igennem. Jeg var glad for, at jeg nu kunne gå hjem, men sådan skulle det ikke være, for pludselig - som om det nærmest var i en sidebemærkning - sagde mødelederen nemlig: "Og Tina, du skal lige ind til Per Einar og have en snak med ham, for der er noget med, at du har en blog, hvor du har skrevet nogle ting og udbyder serviceydelser."
Jeg blev meget, meget vred meget, meget hurtigt. Adrenalinet skød ud i hele kroppen, og mine hænder rystede, da jeg rejste mig op og svarede: "Mon ikke det snarere drejer sig om, at jeg har skrevet nogle ting på nettet, som nogen indenfor systemet ikke bryder sig om?"
"Ja, det kender jeg ikke noget til," sagde mødelederen, som i stor hast fik samlet sine papirer og forsvandt ud gennem døren og hen ad gangen. Jeg samlede mine ting og forsøgte at få lidt styr på mit raseri. Da jeg var på vej ud i gangen, stødte jeg på mødelederen, som nu returnerede. Hun bekræftede, at Per Einar var ledig nu, og at jeg bare kunne gå ind til ham med det samme. Jeg havde en ret klar overbevisning om, at hun netop havde været et smut inde og advicere ham, da døren stod åben ind til hans kontor.
Jeg bankede på og sagde: "Jeg forstår, at du vil tale med mig vedrørende min blog!"
Per Einar kiggede op på sin ræveagtigt afvæbnende facon og sagde: "Næh, det var nu noget med dit CV."
"Det var ikke, hvad jeg fik at vide," sagde jeg, "og jeg vil gerne sige med det samme, at jeg er meget, meget vred."
"Vi har sandelig ikke tid til at sidde og læse de enkelte medlemmers blogs på nettet," sagde Per Einar, " det handler om, at du har skrevet noget i dit CV på jobnet, der kan tolkes, som at du tjener penge."
"Hvad?" sagde jeg - og var rent faktisk temmelig uforstående overfor den udmelding.
Og hvad drejede det sig så om? Jo, jeg havde formastet mig til at formulere mig således: "I min fritid arbejder jeg med egne tekster og billeder. Jeg skriver desuden anmeldelser for et webmagasin og foretager interviews."
I første gang var det ordet "arbejder", det var galt med. Per Einar hævdede, at man længere oppe i systemet ikke så med blide øjne på den slags, og at MA kunne risikere at miste bevillinger og jeg at miste dagpenge, hvis nogen gennemgik mit CV og så denne formulering, som så tydeligt kunne tolkes som, at jeg modtog honorar for mine anmeldelser.
Jeg indvendte naturligvis, at Per Einar selv for længe siden havde godkendt mit CV inklusive denne formulering, men det nyttede ikke. Jeg måtte love at gå hjem og omformulere, så sætningen ikke indeholdt ordet "arbejder" eller synonymer for dette begreb. Desuden skulle Per Einar så udarbejde et lille notat, hvoraf det skulle fremgå, at jeg dags dato havde redegjort for min kontakt til det litterære webmagasin og havde meddelt, at jeg absolut ingen penge får for mine anmeldelser. Dette notat ville så blive lagt ind i min sagsmappe hos MA.
Jeg var oprørt. Jeg kunne ikke undgå at sidde med en klar fornemmelse af, at det her med formuleringen i mit CV ikke var den egentlige grund til, at jeg var blevet kaldt ind. Havde mødelederen ikke nævnt begrebet "blog", havde jeg naturligvis umiddelbart købt forklaringen, selvom jeg er af den opfattelse, at sagen vedrørende formuleringen i mit CV i sig selv er flueknepperi. Jeg fortalte Per Einar nogle ting om mit generelle indtryk af systemet, og han bestræbte sig på sin side på at føre diskussionen over i en filosofisk retning, hvor det handlede om, at humanister og samfundsfaglige ser verden forskelligt, og at ét system ikke nødvendigvis er dårligere end et andet, men at det altså netop bare handler om, at humanister kommer ind i nærværende system med en helt anden (afvigende?) tilværelsesopfattelse. Jeg lod den glide af.
Men oprøret og raseriet bar jeg med mig hjem. Er jeg ved at udvikle paranoia? Det vil nogen sikkert mene. Det mener jeg ikke. Så længe jeg kan sætte spørgsmålstegn også ved min egen opfattelse af tingene, er jeg vel ikke helt langt ude. Selvom jeg hælder mod den overbevisning, at nogen er blevet stødt på manchetterne over min kritik her på bloggen. Systemet skal jo gerne køre uden alt for meget grus i maskineriet.
Wednesday, September 10, 2008
What's going on?
Var til møde i MA i dag. Et længere referat vil senere blive publiceret her på bloggen. Lad mig blot med det samme sige, at da jeg - efter det ordinære fællesmøde - fik besked på, at jeg i umiddelbar forlængelse heraf skulle stille til et personligt møde hos en af konsulenterne, fordi der angiveligt var "noget med, at jeg havde en blog, hvor jeg skrev og åbenbart udbød serviceydelser", blev jeg så rasende, at jeg rystede, idet jeg rejste mig op i forsamlingen og svarede: "Det skulle vel ikke snarere handle om, at jeg skriver nogle ting på min blog, som man fra systemets side ikke bryder sig om at læse?"
Måske tager jeg fejl. Det hævdede konsulenten. Det drejede sig slet ikke om min blog, men om mit CV, hævdede han. Konsulenterne i MA har sandelig ikke tid til at sidde og læse de enkelte medlemmers private blogs, sagde han. Men hvordan kan det så være, at mødelederen formulerede sig, som hun gjorde?
Under alle omstændigheder klang dette nummer hele tiden for mit indre øre, og det ringer fortsat i dem.
Måske tager jeg fejl. Det hævdede konsulenten. Det drejede sig slet ikke om min blog, men om mit CV, hævdede han. Konsulenterne i MA har sandelig ikke tid til at sidde og læse de enkelte medlemmers private blogs, sagde han. Men hvordan kan det så være, at mødelederen formulerede sig, som hun gjorde?
Under alle omstændigheder klang dette nummer hele tiden for mit indre øre, og det ringer fortsat i dem.
Tuesday, September 9, 2008
All men are born equal
but quite a few of them eventually get over it!
I et andet forum, hvor debatten efterhånden er nået omkring adskillige emner, er jeg igen, igen, igen stødt på den naive blomsterbørnsudlægning af lighedstanken, som går ud på, at vi alle skal bestræbe os på at forblive på det samme niveau, hvor vi så kan sidde i rundkreds og holde hinanden i hånden og kalde det for kærlighed og samfundssind og tale om græsrodsbevægelse med himmelvendte øjne uden så meget som at tænke over, at græsrodsbevægelser rent faktisk går under netop betegnelsen græsrodsbevægelser, fordi græs gror - opad!
Jeg skal ikke indlede et længere foredrag her og nu. Jeg vil langt hellere henvise til denne sangtekst, hvis indholdsside ligger ganske tæt op ad mine holdninger.
Og forresten: kender du ikke til Voltaire, så kan du læse lidt om ham her.
I et andet forum, hvor debatten efterhånden er nået omkring adskillige emner, er jeg igen, igen, igen stødt på den naive blomsterbørnsudlægning af lighedstanken, som går ud på, at vi alle skal bestræbe os på at forblive på det samme niveau, hvor vi så kan sidde i rundkreds og holde hinanden i hånden og kalde det for kærlighed og samfundssind og tale om græsrodsbevægelse med himmelvendte øjne uden så meget som at tænke over, at græsrodsbevægelser rent faktisk går under netop betegnelsen græsrodsbevægelser, fordi græs gror - opad!
Jeg skal ikke indlede et længere foredrag her og nu. Jeg vil langt hellere henvise til denne sangtekst, hvis indholdsside ligger ganske tæt op ad mine holdninger.
Og forresten: kender du ikke til Voltaire, så kan du læse lidt om ham her.
Monday, September 8, 2008
Besjæling?
"Som mor til tre giver nattens begivenheder grund til eftertanke"
Sagt af reporter i TV2 Nyhederne d. 8. september 2008 i forbindelse med et indslag om nattens skudepisoder på det ydre Nørrebro
Sagt af reporter i TV2 Nyhederne d. 8. september 2008 i forbindelse med et indslag om nattens skudepisoder på det ydre Nørrebro
Sunday, September 7, 2008
Kritik af OUH-arrangører
På Facebook rejser en herre, som kalder sig John Skovmand, kritik af arrangørerne bag den nyligt afholdte oplæsningsdag Ord Under Himlen. Skovmand er, på de øvrige medvirkendes vegne, utilfreds med, at en række kendte og anerkendte kunstnere modtog et honorar for deres medvirken - ifølge Skovmand "helt hemmeligt selvfølgelig". Læs Skovmands kritik og arrangørers og deltageres reaktioner her.
Saturday, September 6, 2008
Skribenter går klummevejen
Så har Sentura fået sin egen blog, Senturaklummen, hvor seks forfattere på skift vil skrive litterære klummer, hvis indhold læserne har mulighed for at kommentere på siden.
Forfatterpanelet består af Flemming Chr. Nielsen, Jonas Bruun, Kristina Stoltz, Merete Pryds Helle, Mette Rosenkrantz Holst, Peter Laugesen og Robert Zola Christensen.
Ballet er allerede åbnet med Flemming Chr. Nielsens indlæg under titlen "Vejsideklummer".
Forfatterpanelet består af Flemming Chr. Nielsen, Jonas Bruun, Kristina Stoltz, Merete Pryds Helle, Mette Rosenkrantz Holst, Peter Laugesen og Robert Zola Christensen.
Ballet er allerede åbnet med Flemming Chr. Nielsens indlæg under titlen "Vejsideklummer".
En sand fornøjelse
Af og til er det en sand fornøjelse at fungere som anmelder. For eksempel når man får en bog som den, jeg her har anmeldt, ind ad døren.
Trisse Gejl:
Skjul
Roman
People'sPress 2008
Trisse Gejl:
Skjul
Roman
People'sPress 2008
Friday, September 5, 2008
At blive ældre - måske voksen?
"Jeg tror så...at jo mere man åbner sig for at kunne være uperfekt (J.Leth) og glemsom og mærkelig og latterlig og dum...desto mere vil man kunne acceptere tilsvarende besynderligheder hos andre - også dem, man vælger at ville elske.
Man kæmper meget i ungdommen for "rigtigheden". Uden fejl. Som et skøjteløberpar, hvor alle spring og piruetter SKAL være i sync - og smilet smurt på...trods smerten fra de småskader man vil skjule for de strenge dommere."
Bent Otto Hansen i en kommentar her
Man kæmper meget i ungdommen for "rigtigheden". Uden fejl. Som et skøjteløberpar, hvor alle spring og piruetter SKAL være i sync - og smilet smurt på...trods smerten fra de småskader man vil skjule for de strenge dommere."
Bent Otto Hansen i en kommentar her
Thursday, September 4, 2008
Man skal kunne noder
før man skriver symfonier, siger Meghan D. Jakobsen, journalisten, der helst vil skrive skønlitteratur.
Jeg har interviewet forfatteren om hendes første skønlitterære værk, Trods, som på én gang er en fortælling om omsorgssvigt og en kritik af blomsterbørnsgenerationen.
Læs mere her.
Meghan D. Jakobsen:
Trods
Roman
People'sPress 2008
Jeg har interviewet forfatteren om hendes første skønlitterære værk, Trods, som på én gang er en fortælling om omsorgssvigt og en kritik af blomsterbørnsgenerationen.
Læs mere her.
Meghan D. Jakobsen:
Trods
Roman
People'sPress 2008
Wednesday, September 3, 2008
Og drømmere og dårer skal jeg dele dagen med...
Er det eller er det ikke? Det er lørdag d. 30. august, og jeg søger ansigterne bag de kunstnernavne, der har meldt sig som oplæsere til årets Ord Under Himlen. Men jeg er ikke helt sikker på, om den lille flok, som står diskuterende og gestikulerende længere henne ad stien i Kongens Have, er de først ankomne af de godt 100 tilmeldte digtere, om det er en trup på udflugt fra Bakkens Hvile, eller om det er nogle af gadens glade vandrefugle, som har haft held til at låne et Gainsborough-kostume til deres veninde hos Kostumetjenesten. Jeg ser i hvert fald en flok muntre svende, og i deres midte sidder "Damen i grønt" med skyggehat og lang nederdel.
Jeg må altså forhøre mig, og til min store lettelse viser det sig, at jeg har gættet rigtigt i første forsøg. Dette er de først ankomne digtere, poeter og forfattere til dagens arrangement. Snart kommer flere til, og den brogede forsamling vokser betydeligt i både antal og farvesammensætning. Jeg hilser på en af dagens hovedarrangører, Lonni Krause, som jeg hidtil kun har truffet i det virtuelle rum, hvor vi indledte vores udveksling med et bragende skænderi. Siden bedredes vores forhold betydeligt. Lonni har jeg set billeder af, og det er ikke svært at genkende hende.
Men hvordan ser eksildronningen Harning egentlig ud? Jeg har forstået, at hun ville være her i dag. Dog vistnok kun som publikum. Og hvilken skikkelse tilhører den evindeligt flygtige Silhuet? Jeg spejder efter en meget spinkel kvinde, da det pludselig slår mig, at Silhuet kan have haft sine medbloggere til bedste hele tiden og i virkeligheden kan vise sig at være en frodig dame, der skjuler sig bag den digteriske frihed, når hun skriver sine tekster.
Men hvem er nu det? Jo, det er da Jens Drejer - i følge med Uschi Tech, som han har aftalt at læse op med. Vi falder hurtigt i snak, Jens og jeg, og efter fem minutter føles det næsten som om, vi har kendt i hinanden i årevis. Og så har vi dog kun skrevet sammen i blogosfæren i et lille års tid. Men Jens ligner Jens fra bloggen, i økotøj og smil og mørke briller, og hans stemme lyder, som jeg havde forestillet mig den.
Jeg finder sammen med Nete og Tea, som jeg ikke kendte i forvejen, og det viser sig at fungere ganske glimrende, da vi - en halv time senere - har fundet vores grønne plet i haven og påbegynder oplæsningen. Teas tro væbner, Peter, agerer på én gang publikum og fotograf, og om det nu er vores inciterende stemmer, der trækker andre til, eller om det er skinmanøvren med Peters intense lytten og knipsen med kameraet, det skal jeg lade være usagt. Men publikum får vi da. I små grupper, som afløser hinanden efter nogle minutters forløb. Men et publikum er det immervæk.
Det er en varm dag. Solen står højt. Græsset er grønt og blødt, skyggerne dybe, og lyden af parkgæsternes såler, der knaser i gruset, blander sig med børnenes højrøstede råb, gråd og latter, med de pludselige udbrud fra performancepoeterne, der både hopper, danser og brøler, og med Teas summende stemte s'er og mørke vokaler, Netes lyse hvisken og mine egne rytmiske forsøg.
Jeg mærker godt, at nogen sætter sig i græsset til højre for mig, men jeg må passe på at følge med i teksten på siden, for det her fungerer ikke, hvis jeg falder ud af takten. Først da jeg tør trække vejret efter det sidste punktum, tillader jeg mig et blik i retning af parret på plænen: En smuk ung mand og en mørkhåret kvinde, hvis ansigt ser ud, som et fuldmodent, nyplukket solbær smager. Hun rejser sig med smil over hele kroppen og takker for teksten, og viser sig at være Harning herself - med søn.
Under min anden oplæsning skimter jeg pludselig et par gule lærredssko i kanten af mit synsfelt. Det kan ikke være nogen anden end sønnen, og jeg bliver varm af glæde helt ned i maven alene ved at se de gule sko der i det grønne.
Når man sådan står og læser op, med solen i nakken og med blikket fæstnet på de sorte myrer, der hele tiden truer med at smutte og falde ud over arkets hvide kanter, så man må fange dem i flugten og undervejs forsøge at sende dem videre, ud i dagens sene sommerluft, med vinger på, forsvinder tiden lidt for en. Med ét er skyggerne ved at blive lange, og man opdager, at det nok er på tide at tage en velfortjent pause.
Tea, Peter, Nete og jeg rykker medbragte skilte op, samler manuskripterne og drager videre gennem havens skyggespil. Pludselig farer en væver ung kvinde frem af buskadset og kalder mig ved navn. Jeg laver O-mund og smiler og takker ja til en muffin og til en lille historie om sikkerhed bagved de vaskede vinduer og om det faste greb om et cykelstyr. Det er naturligvis Silhuet, der ikke alene kan skrive, men tillige læse så englene synger!
Sidst på eftermiddagen glimter sollyset sølv i det sprudlende springvand. En ung poet leger satyr i baljen med bar overkrop og opsmøgede bukser. Han reciterer eller digter på stedet om elskov, i et sprog Emil Aa. aldrig ville have genkendt. "Det er ham sexologen", hvisker Nete. Det har hun hørt: At den lyskrøllede satyr læser sexologi. Det er meget uskyldigt altsammen. I det mindste beholder han bukserne på.
Vi samles alle ved Café Herkules, da vi næsten har forbrugt vore stemmer. Jeg hilser på et par bekendte ansigter, nemlig Mikael Josephsen - det er ham, I ved, "der står under soluret med et alfabet i knaphullet" - og Cindy Lynn Brown. Så slår jeg mig ned på græsset i selskab med Harning og Jens Drejer, der sidder fordybet i en samtale, som jeg ikke straks fanger tråden i.
Der er formelt uformel prisuddeling, og der er fælles fotografering, som vi vist ikke rigtigt når at komme med i, fordi vi gemmer os allerbagest. Men vi ved, at vi har været der, og det er det vigtigste. Sønnen dukker op igen, med rævesmil og gule sko og blå hat over krøllerne. Jeg så netop et kort glimt af Silhuet, men nu er hun atter forsvundet. Flygtig, det er det jeg siger!
Senere følges Jens og jeg til Restaurant Riz Raz, hvor vi alle skal spise. Vi får talt en del undervejs gennem byens gader, og lærer lidt mere om hinanden. At tale med Jens er som at tale med en gammel ven: Man skal lige opdateres, men falder hurtigt i hak.
Aftenen afsluttes i god stil med vegetarmad og rødvin, Poul Exners lyse jubelsmil, hans kærestes ditto, Silvestris brokkerier over grøntsagsbuffeten, et hastigt kram med Brian, der afgjort ser ud til at kunne tage hvem som helst med storm, og endnu en spadseretur med Jens i retning mod Hovedbanen, hvor han venter en bus mod Bispebjerg, imens jeg søger ned på perronen, for at finde toget til Fyn. Der suser varm luft over sporene. Skurren og hvinen af metal mod metal fra skinnerne dybt under de høje hvælvinger, en vågen dues kurren, den jævne mumlen af stemmer... Det hele blander sig til en søvndyssende summen i min trætte hjerne. Det er på tide at komme hjem.
Til næste år, når ordene igen flyver frit under himlen, vil jeg læse lidt mindre og lytte lidt mere. Tror jeg nok. Der var alt for mange, som jeg ikke fik hørt på, hilst på, læst for. Tiden fik vinger. Som de mange ord, der blev talt denne dag, under august måneds sol.
Jeg må altså forhøre mig, og til min store lettelse viser det sig, at jeg har gættet rigtigt i første forsøg. Dette er de først ankomne digtere, poeter og forfattere til dagens arrangement. Snart kommer flere til, og den brogede forsamling vokser betydeligt i både antal og farvesammensætning. Jeg hilser på en af dagens hovedarrangører, Lonni Krause, som jeg hidtil kun har truffet i det virtuelle rum, hvor vi indledte vores udveksling med et bragende skænderi. Siden bedredes vores forhold betydeligt. Lonni har jeg set billeder af, og det er ikke svært at genkende hende.
Men hvordan ser eksildronningen Harning egentlig ud? Jeg har forstået, at hun ville være her i dag. Dog vistnok kun som publikum. Og hvilken skikkelse tilhører den evindeligt flygtige Silhuet? Jeg spejder efter en meget spinkel kvinde, da det pludselig slår mig, at Silhuet kan have haft sine medbloggere til bedste hele tiden og i virkeligheden kan vise sig at være en frodig dame, der skjuler sig bag den digteriske frihed, når hun skriver sine tekster.
Men hvem er nu det? Jo, det er da Jens Drejer - i følge med Uschi Tech, som han har aftalt at læse op med. Vi falder hurtigt i snak, Jens og jeg, og efter fem minutter føles det næsten som om, vi har kendt i hinanden i årevis. Og så har vi dog kun skrevet sammen i blogosfæren i et lille års tid. Men Jens ligner Jens fra bloggen, i økotøj og smil og mørke briller, og hans stemme lyder, som jeg havde forestillet mig den.
Jeg finder sammen med Nete og Tea, som jeg ikke kendte i forvejen, og det viser sig at fungere ganske glimrende, da vi - en halv time senere - har fundet vores grønne plet i haven og påbegynder oplæsningen. Teas tro væbner, Peter, agerer på én gang publikum og fotograf, og om det nu er vores inciterende stemmer, der trækker andre til, eller om det er skinmanøvren med Peters intense lytten og knipsen med kameraet, det skal jeg lade være usagt. Men publikum får vi da. I små grupper, som afløser hinanden efter nogle minutters forløb. Men et publikum er det immervæk.
Det er en varm dag. Solen står højt. Græsset er grønt og blødt, skyggerne dybe, og lyden af parkgæsternes såler, der knaser i gruset, blander sig med børnenes højrøstede råb, gråd og latter, med de pludselige udbrud fra performancepoeterne, der både hopper, danser og brøler, og med Teas summende stemte s'er og mørke vokaler, Netes lyse hvisken og mine egne rytmiske forsøg.
Jeg mærker godt, at nogen sætter sig i græsset til højre for mig, men jeg må passe på at følge med i teksten på siden, for det her fungerer ikke, hvis jeg falder ud af takten. Først da jeg tør trække vejret efter det sidste punktum, tillader jeg mig et blik i retning af parret på plænen: En smuk ung mand og en mørkhåret kvinde, hvis ansigt ser ud, som et fuldmodent, nyplukket solbær smager. Hun rejser sig med smil over hele kroppen og takker for teksten, og viser sig at være Harning herself - med søn.
Under min anden oplæsning skimter jeg pludselig et par gule lærredssko i kanten af mit synsfelt. Det kan ikke være nogen anden end sønnen, og jeg bliver varm af glæde helt ned i maven alene ved at se de gule sko der i det grønne.
Når man sådan står og læser op, med solen i nakken og med blikket fæstnet på de sorte myrer, der hele tiden truer med at smutte og falde ud over arkets hvide kanter, så man må fange dem i flugten og undervejs forsøge at sende dem videre, ud i dagens sene sommerluft, med vinger på, forsvinder tiden lidt for en. Med ét er skyggerne ved at blive lange, og man opdager, at det nok er på tide at tage en velfortjent pause.
Tea, Peter, Nete og jeg rykker medbragte skilte op, samler manuskripterne og drager videre gennem havens skyggespil. Pludselig farer en væver ung kvinde frem af buskadset og kalder mig ved navn. Jeg laver O-mund og smiler og takker ja til en muffin og til en lille historie om sikkerhed bagved de vaskede vinduer og om det faste greb om et cykelstyr. Det er naturligvis Silhuet, der ikke alene kan skrive, men tillige læse så englene synger!
Sidst på eftermiddagen glimter sollyset sølv i det sprudlende springvand. En ung poet leger satyr i baljen med bar overkrop og opsmøgede bukser. Han reciterer eller digter på stedet om elskov, i et sprog Emil Aa. aldrig ville have genkendt. "Det er ham sexologen", hvisker Nete. Det har hun hørt: At den lyskrøllede satyr læser sexologi. Det er meget uskyldigt altsammen. I det mindste beholder han bukserne på.
Vi samles alle ved Café Herkules, da vi næsten har forbrugt vore stemmer. Jeg hilser på et par bekendte ansigter, nemlig Mikael Josephsen - det er ham, I ved, "der står under soluret med et alfabet i knaphullet" - og Cindy Lynn Brown. Så slår jeg mig ned på græsset i selskab med Harning og Jens Drejer, der sidder fordybet i en samtale, som jeg ikke straks fanger tråden i.
Der er formelt uformel prisuddeling, og der er fælles fotografering, som vi vist ikke rigtigt når at komme med i, fordi vi gemmer os allerbagest. Men vi ved, at vi har været der, og det er det vigtigste. Sønnen dukker op igen, med rævesmil og gule sko og blå hat over krøllerne. Jeg så netop et kort glimt af Silhuet, men nu er hun atter forsvundet. Flygtig, det er det jeg siger!
Senere følges Jens og jeg til Restaurant Riz Raz, hvor vi alle skal spise. Vi får talt en del undervejs gennem byens gader, og lærer lidt mere om hinanden. At tale med Jens er som at tale med en gammel ven: Man skal lige opdateres, men falder hurtigt i hak.
Aftenen afsluttes i god stil med vegetarmad og rødvin, Poul Exners lyse jubelsmil, hans kærestes ditto, Silvestris brokkerier over grøntsagsbuffeten, et hastigt kram med Brian, der afgjort ser ud til at kunne tage hvem som helst med storm, og endnu en spadseretur med Jens i retning mod Hovedbanen, hvor han venter en bus mod Bispebjerg, imens jeg søger ned på perronen, for at finde toget til Fyn. Der suser varm luft over sporene. Skurren og hvinen af metal mod metal fra skinnerne dybt under de høje hvælvinger, en vågen dues kurren, den jævne mumlen af stemmer... Det hele blander sig til en søvndyssende summen i min trætte hjerne. Det er på tide at komme hjem.
Til næste år, når ordene igen flyver frit under himlen, vil jeg læse lidt mindre og lytte lidt mere. Tror jeg nok. Der var alt for mange, som jeg ikke fik hørt på, hilst på, læst for. Tiden fik vinger. Som de mange ord, der blev talt denne dag, under august måneds sol.
Så rykker vi!
I går udtrykte min jobkonsulent, Per, det fromme ønske, at vi på Jobkanonen, resten af ugen, måtte få lavet noget, der virkelig rykkede.
Og i dag har jeg da rent faktisk fået skrevet en hel ansøgning på den tid, som det plejer at tage mig at skrive fire hjemme bag mit eget skrivebord. I det regí, hvori jeg nu befinder mig, nemlig hos "anden aktør", svarer det formentlig til noget, der virkelig rykker.
Jeg fik desuden snakket historiske romaner med Jeppe, en lidelsesfælle, som er bygningsarkæolog og i øvrigt ivrig efter at forsøge at skaffe mig en praktikplads som informationsmedarbejder på et uddannelsessted, som han har kontakt til her i området.
Jeppe og jeg havde et par gode samtaler i løbet af dagen, selvom hans interesse syntes at kølne lidt, da det gik op for ham, at jeg sædvanligvis stemmer til højre for midten. (Hvilket ikke ændrer på min kritik af en række af den nuværende regerings dispositoner indenfor flere områder.) Jeppe stemmer naturligvis til venstre, "men det er jo nok fordi, jeg betragter mig selv som humanist!" som han sagde. Jeg smilede venligt og sagde, at jeg skam også opfatter mig selv som humanist, men at jeg så åbenbart bare er humanist på en anden måde. Det fik Jeppe til at koncentrere sig om sin medbragte bog. Jeg var ellers ikke ude på at genere den flinke mand.
Per brugte rent faktisk en god del af dagen på at hjælpe en ældre kvinde på holdet med at skrive et CV og finde ud af, hvordan man bruger mail-systemet. Birthe skal ganske vist pensioneres til næste år. Hun er desuden ufaglært og har været plaget af stress gennem en længere periode, blandt andet som følge af dødsfald blandt nærtstående, men det hindrer ikke dagpengesystemets medarbejdere i at se arbejdsmarkedsmæssige muligheder i hende.
- - -
Opdatering d. 23. september 2008: Det lykkedes minsandten konsulenten at finde noget, som Birthe kunne beskæftige sig med. Hun er nu blevet sendt i fire ugers virksomhedspraktik som pædagogmedhjælper i en børnehave. Birthe er en sød og flink pige, der ikke gør åbent oprør mod autoriteterne. Men da hun hilste af med mig, knækkede hendes stemme over, og tårerne stod hende i øjnene, så hun fik travlt med at forlade lokalet. Ikke fordi Birthe og jeg havde nået at opbygge noget særligt tæt forhold, men fordi Birthe ærligt talt ikke kan klare mere pres og stress i sit liv lige nu. Børnehavepædagog? Praktik? Damen er 59 år og skal gå på efterløn til næste år. Lad hende dog være i fred!
Og i dag har jeg da rent faktisk fået skrevet en hel ansøgning på den tid, som det plejer at tage mig at skrive fire hjemme bag mit eget skrivebord. I det regí, hvori jeg nu befinder mig, nemlig hos "anden aktør", svarer det formentlig til noget, der virkelig rykker.
Jeg fik desuden snakket historiske romaner med Jeppe, en lidelsesfælle, som er bygningsarkæolog og i øvrigt ivrig efter at forsøge at skaffe mig en praktikplads som informationsmedarbejder på et uddannelsessted, som han har kontakt til her i området.
Jeppe og jeg havde et par gode samtaler i løbet af dagen, selvom hans interesse syntes at kølne lidt, da det gik op for ham, at jeg sædvanligvis stemmer til højre for midten. (Hvilket ikke ændrer på min kritik af en række af den nuværende regerings dispositoner indenfor flere områder.) Jeppe stemmer naturligvis til venstre, "men det er jo nok fordi, jeg betragter mig selv som humanist!" som han sagde. Jeg smilede venligt og sagde, at jeg skam også opfatter mig selv som humanist, men at jeg så åbenbart bare er humanist på en anden måde. Det fik Jeppe til at koncentrere sig om sin medbragte bog. Jeg var ellers ikke ude på at genere den flinke mand.
Per brugte rent faktisk en god del af dagen på at hjælpe en ældre kvinde på holdet med at skrive et CV og finde ud af, hvordan man bruger mail-systemet. Birthe skal ganske vist pensioneres til næste år. Hun er desuden ufaglært og har været plaget af stress gennem en længere periode, blandt andet som følge af dødsfald blandt nærtstående, men det hindrer ikke dagpengesystemets medarbejdere i at se arbejdsmarkedsmæssige muligheder i hende.
- - -
Opdatering d. 23. september 2008: Det lykkedes minsandten konsulenten at finde noget, som Birthe kunne beskæftige sig med. Hun er nu blevet sendt i fire ugers virksomhedspraktik som pædagogmedhjælper i en børnehave. Birthe er en sød og flink pige, der ikke gør åbent oprør mod autoriteterne. Men da hun hilste af med mig, knækkede hendes stemme over, og tårerne stod hende i øjnene, så hun fik travlt med at forlade lokalet. Ikke fordi Birthe og jeg havde nået at opbygge noget særligt tæt forhold, men fordi Birthe ærligt talt ikke kan klare mere pres og stress i sit liv lige nu. Børnehavepædagog? Praktik? Damen er 59 år og skal gå på efterløn til næste år. Lad hende dog være i fred!
Tuesday, September 2, 2008
Send et brev til Claus
Under overskriften Søg job i beskæftigelsesministeriet! opfordrer Capac i dag de ledige til at følge 220 andre lediges eksempel ved at sende Beskæftigelsesminster Claus Hjorth Frederiksen en uopfordret ansøgning.
Capacs forslag er hermed bragt - og klappet - videre herfra. Tænk, om man kunne få samtlige de 40.000, som endnu er ledige, ifølge Dagbladet Børsens kilde, Danmarks Statistik, til hver især at skrive ministerens adresse på bare ét af de breve, han så gerne vil have, at vi sender mindst fire af om ugen.
Jeg skriver til Claus i denne uge. Hvem skriver du til?
Capacs forslag er hermed bragt - og klappet - videre herfra. Tænk, om man kunne få samtlige de 40.000, som endnu er ledige, ifølge Dagbladet Børsens kilde, Danmarks Statistik, til hver især at skrive ministerens adresse på bare ét af de breve, han så gerne vil have, at vi sender mindst fire af om ugen.
Jeg skriver til Claus i denne uge. Hvem skriver du til?
Et samvittighedsspørgsmål
Jeg jog ikke af sted til Jobkanonen her til morgen. I går fik jeg jo at vide, at man ikke tog det så tungt, om vi kom et par minutter for sent. Desuden nåede jeg lige at høre i Nyhederne, at busserne fortsat ikke kørte på Fyn, og jeg måtte vente på den næste nyhedsudsendelse og få det hele med, før jeg fandt ud af, at det i dag kun gjaldt regionalbusserne og ikke bybusserne.
Men jeg ankom da til Alectos lokaler lidt over ni, hvor der sad hele to af mine lidelsesfæller, og hvor endnu to snart dukkede op, efter at have været nede at ryge. Vores konsulenter var ikke at se nogen steder. Der var andre ledige på gangen. De ventede sandsynligvis på at komme til møder, så konsulenterne var velsagtens optaget.
Den formodning kunne en af mine holddeltagere bekræfte. Han oplyste mig endvidere om, at når jeg var blevet krydset af på Pers deltagerliste for dagen, kunne jeg sådan set bare gå hjem og søge job hjemmefra, for der var ingen til at bistå os i dag. Knud var ude af huset, Per sad i møder hele dagen, og Line, som vi endnu ikke havde truffet, men som egentlig skulle have vejledt os i denne uge, lå fortsat syg.
"Sagde Per, at vi bare kunne gå hjem?" Jeg ville gerne have helt klar besked.
"Ja," svarede de andre, som allerede var ved at pakke sammen, "han sagde, at det var op til vores egen samvittighed."
"Fint," sagde jeg, "så vil jeg da bare vente på, at Per kommer ud fra det møde, så jeg kan få min afkrydsning."
Og det gjorde jeg så. Da klienten forlod Pers kontor, stak jeg hovedet ind til ham og sagde: "Jeg er mødt frem, så du må gerne krydse mig af. Jeg forstod på de andre, at vi kan arbejde hjemmefra i dag!"
Per så skråt ned på sine papirer. Han så irriteret ud og vred sig i en skæv stilling på stolen, idét han svarede: "Ja, dér kan man bare se, hvordan en lille fjer kan blive til fem høns: Jeg sagde, at det er jo op til jeres egen samvittighed, om I går hjem eller sidder her."
"Tak!" sagde jeg. "Det var bare lige for at få det helt på det rene."
"Men vi regner med, at Knud og Line dukker op i morgen og er her resten af ugen, så I har dem begge to både onsdag, torsdag og fredag, så der virkelig kan blive rykket noget!" tilføjede Per i noget, der lignede et desperat forsøg på at virke progressiv.
Klokken lidt over ti forlod jeg - i lighed med resten af holdet - aktiveringsstedet for resten af dagen. Jeg har bedre ting at tage mig til. Jeg skal for eksempel have søgt nogle jobs, hvilket jeg bedst kan gøre hjemmefra, hvor jeg har en funktionel PC til rådighed, noget mere ro og en telefon, jeg kan tale i, uden at der sidder syv andre mennesker og overhører samtalen. Og så skal jeg naturligvis skrive. Det er min selvopfundne aktivering og jobpraktik i ét. Når alt kommer til alt, er det jo skribent, jeg vil være. Så når Alecto beder mig udfylde en såkaldt karriereplan og skrive, hvor jeg ser mig selv om 2 år, og hvilke delmål, jeg skal opfylde på vejen for at nå dertil, så kan jeg kun skrive: "Jeg vil være forfatter/skribent" og ud for delmålene: "Skrive, skrive, skrive!"
Det var naturligvis dejligt at slippe tidligt, men jeg ville ønske, at en medarbejder fra Alecto havde ringet rundt og aflyst vores fremmøde i dag. Det koster mig immervæk 32 kr. dagligt at tage turen frem og tilbage med bussen. Det er også en slags penge, som jeg altså, i dette tilfælde, ikke får noget for. Når man altså ser bort fra det kryds i kalenderen, som formentlig skal bevise, dels at jeg er mødt op, og dels at Alecto udfører en eller anden form for arbejde, hvor lemfældigt det så end måtte være.
Men jeg ankom da til Alectos lokaler lidt over ni, hvor der sad hele to af mine lidelsesfæller, og hvor endnu to snart dukkede op, efter at have været nede at ryge. Vores konsulenter var ikke at se nogen steder. Der var andre ledige på gangen. De ventede sandsynligvis på at komme til møder, så konsulenterne var velsagtens optaget.
Den formodning kunne en af mine holddeltagere bekræfte. Han oplyste mig endvidere om, at når jeg var blevet krydset af på Pers deltagerliste for dagen, kunne jeg sådan set bare gå hjem og søge job hjemmefra, for der var ingen til at bistå os i dag. Knud var ude af huset, Per sad i møder hele dagen, og Line, som vi endnu ikke havde truffet, men som egentlig skulle have vejledt os i denne uge, lå fortsat syg.
"Sagde Per, at vi bare kunne gå hjem?" Jeg ville gerne have helt klar besked.
"Ja," svarede de andre, som allerede var ved at pakke sammen, "han sagde, at det var op til vores egen samvittighed."
"Fint," sagde jeg, "så vil jeg da bare vente på, at Per kommer ud fra det møde, så jeg kan få min afkrydsning."
Og det gjorde jeg så. Da klienten forlod Pers kontor, stak jeg hovedet ind til ham og sagde: "Jeg er mødt frem, så du må gerne krydse mig af. Jeg forstod på de andre, at vi kan arbejde hjemmefra i dag!"
Per så skråt ned på sine papirer. Han så irriteret ud og vred sig i en skæv stilling på stolen, idét han svarede: "Ja, dér kan man bare se, hvordan en lille fjer kan blive til fem høns: Jeg sagde, at det er jo op til jeres egen samvittighed, om I går hjem eller sidder her."
"Tak!" sagde jeg. "Det var bare lige for at få det helt på det rene."
"Men vi regner med, at Knud og Line dukker op i morgen og er her resten af ugen, så I har dem begge to både onsdag, torsdag og fredag, så der virkelig kan blive rykket noget!" tilføjede Per i noget, der lignede et desperat forsøg på at virke progressiv.
Klokken lidt over ti forlod jeg - i lighed med resten af holdet - aktiveringsstedet for resten af dagen. Jeg har bedre ting at tage mig til. Jeg skal for eksempel have søgt nogle jobs, hvilket jeg bedst kan gøre hjemmefra, hvor jeg har en funktionel PC til rådighed, noget mere ro og en telefon, jeg kan tale i, uden at der sidder syv andre mennesker og overhører samtalen. Og så skal jeg naturligvis skrive. Det er min selvopfundne aktivering og jobpraktik i ét. Når alt kommer til alt, er det jo skribent, jeg vil være. Så når Alecto beder mig udfylde en såkaldt karriereplan og skrive, hvor jeg ser mig selv om 2 år, og hvilke delmål, jeg skal opfylde på vejen for at nå dertil, så kan jeg kun skrive: "Jeg vil være forfatter/skribent" og ud for delmålene: "Skrive, skrive, skrive!"
Det var naturligvis dejligt at slippe tidligt, men jeg ville ønske, at en medarbejder fra Alecto havde ringet rundt og aflyst vores fremmøde i dag. Det koster mig immervæk 32 kr. dagligt at tage turen frem og tilbage med bussen. Det er også en slags penge, som jeg altså, i dette tilfælde, ikke får noget for. Når man altså ser bort fra det kryds i kalenderen, som formentlig skal bevise, dels at jeg er mødt op, og dels at Alecto udfører en eller anden form for arbejde, hvor lemfældigt det så end måtte være.
Monday, September 1, 2008
OBS: Til landets redaktører og/eller forlagsdirektører!
Skulle der nu have forvildet sig en kulturredaktør, en forlagsdirektør eller en anden beslutningstager indenfor kultur og medier ind på denne side, så lad mig ikke forsømme lejligheden til at gøre opmærksom på følgende:
Jeg kan få et brancherelevant kursus smidt i nakken og således med som ekstra bonus, hvis en arbejdsgiver i øvrigt mener at kunne gøre brug af mine talenter. Hvad i alverden venter I på?
Har I en kontrakt, så har jeg en pen!
Jeg kan få et brancherelevant kursus smidt i nakken og således med som ekstra bonus, hvis en arbejdsgiver i øvrigt mener at kunne gøre brug af mine talenter. Hvad i alverden venter I på?
Har I en kontrakt, så har jeg en pen!
Det vigtigste er, at vi er der!
Klokken ni morgen mødte jeg til aktiveringskurset Jobkanonen på Alectos kontorer, som er anbragt en lille kilometers penge udenfor busruterne og ude bag byens mere tvivlsomme gader. Sidstnævnte betyder, at man som kvindelig fodgænger i området løber spidsrod mellem langsomtkørende biler og afklædende blikke fra de herrer, man møder undervejs i landskabet. Jeg siger ikke, at enhver, der færdes i området enten er luder, lommetyv eller ude på sjov, men der er saftsuseme mange, der kigger en ekstra gang, i et nyfigent forsøg på at afgøre, hvorvidt en enlig kvinde på de kanter er "en af dem der" eller ej.
Det korte af det lange er, at jeg, trods alt, nåede velbeholden frem og op i mødelokalet, hvor der herskede en afslappet, men allerede noget opgivende stemning blandt de fremmødte. Ikke mindst blandt dem, der allerede havde været i gang med samme forløb de forgangne 14 dage.
En mandlig konsulent, Per, tog os nye med ind i et andet lokale, hvor vi fik udleveret det samme pædagogisk udformede karriereplansskema, som vi allerede én gang, under et introduktionsmøde hos denne "anden aktør", har udfyldt. Der er tale om sådan nogle handy skemaer med magnumskrift, hvor man skal notere i små bokse, hvor man ser sig selv om 2 år, hvilke delmål, man sætter sig undervejs etc. Og så skal vi endnu en gang fremkomme med en beskrivelse af de tre nøgleområder: Uddannelsesmæssige kompetencer, faglige kompetencer og personlige kompetencer.
Denne gang vil jeg kopiere papirerne, når jeg har udfyldt dem, for der er grænser for, hvor mange gange jeg gider gentage det pjat. Jeg er sikker på, at enten arkiveres de udfyldte skemaer lodret, når de er afleveret, eller også indsendes de til en eller anden kontrolinstans, der angiveligt skal holde øje med, om det ser fornuftigt ud, hvad Alecto går og laver. Kvaliteten bedømmes næppe. Det er sikkert nok, at der indløber en lind strøm af papirer fra "anden aktør" landet over. Det holder hænderne beskæftiget.
Vi fik dernæst besked om at gå tilbage til det andet lokale, hvor der var computere til rådighed, så vi kunne påbegynde vores jobsøgning.
Et lyst hoved spurgte, hvad kurset egentlig ville bestå af og gå ud på den kommende måned.
"Ja, altså...holdforløbene er vi ligesom gået væk fra," sagde Per, "for det har vist sig ikke at fungere så godt, og vi har jo forrygende travlt, og så sidder den ene i møde og så sidder den anden i møde. I stedet fungerer vi som sparringspartnere for jer på individuel basis, så I skal bare sige til, hvis I har brug for hjælp undervejs i jeres jobsøgning."
Vi gloede på ham. Nogen nøjedes med at glo ud i luften.
Per vendte ryggen halvt til os og fik pludselig retning mod et andet hjørne af lokalet. Han slog ud med den hånd, han endnu holdt nogle papirer i, og så sagde han: "Det vigtigste er jo sådan set, at I er her! Ellers blander vi os egentlig ikke."
Vi arbejdssøgende gloede på hinanden, rejste os og gik tilbage til det første lokale.
Her trådte Knud, en tilsyneladende mere aktivt engageret konsulent til. Hans rolle på stedet var at fungere som vores virksomhedskontakt, fortalte han.
Knud foreslog en præsentationsrunde og minsandten, om ikke det lykkedes også at få ham til at præsentere sig. Ellers er det yderst sjældent man får at vide, hvilken baggrund disse unikummer, med titel af jobkonsulenter, rent faktisk har. I dette tilfælde var der tale om en mand, der lod til at have været vidt omkring. Jeg bed naturligvis først og fremmest mærke i, at Knud blandt andet havde beskæftiget sig med journalistik og marketing. (Det kan man naturligvis gøre på mange niveauer, men i bedste fald kan jeg lære noget af ham. Det var i hvert fald, hvad jeg tænkte.Om ikke andet kan han forhåbentlig sympatisere med min skrivekløe.)
Knud spurgte lidt ind til vores erfaringer med jobsøgning, mulige årsager til afslag, som vi måtte have fået osv. Umiddelbart intet nyt under solen, må jeg sige. Vi hørte det sædvanlige: At det er vigtigt at virke overbevisende under en jobsamtale, at man ikke skal accentuere sine mangler, at man må udvise geografisk mobilitet, og hvad der nu ellers hører sig til. Alle flosklerne var der. Jeg sagde til Knud, som imidlertid så småt var begyndt at vise sig lidt mere fleksibel og forstående overfor vores situation, end det ellers er hovedreglen hos folk, der ernærer sig gennem det opstrammede dagpengesystem, at jeg jo godt var klar over, at han skulle sige de her ting. Men lad os se det i øjnene: Hvis en arbejdsgiver sidder med to omtrent lige kvalificerede ansøgere at vælge imellem, så tager han altså den, der i forvejen bor tættest på arbejdsstedet, uanset hvor overbevisende den anden er, i sine forsikringer om at ville rykke teltpælene op og blive nabo til virksomheden. Så lad os prøve at tage udgangspunkt i virkeligheden og ikke i en eller anden idealforestilling.
Den slags detaljer brugte vi nogen tid på under rundbordssamtalen. Jeg fik så samtidig indsparket min klage over, at en af hans kolleger, som omtalt i et tidligere indlæg her på bloggen, ikke havde været til megen hjælp i forbindelse med nogle løntilskudsstillinger, jeg havde rettet henvendelse om.
Knud viste sig fra den hjælpsomme side. Da rundbordssnakken var ovre, og vi blev anvist hver en computerplads, foreslog han, at jeg selv fandt stillingerne påny. Jeg foreslog så, at jeg lige fik et print af den mail med både jobbetegnelser og ID-numre, som jeg tidligere havde fremsendt til hans kollega, Laila.
Der gik et par minutter med at finde hende, men pludselig dukkede hun op i landskabet sammen med Per, som vist ellers skulle sidde i møde på det tidspunkt. Det havde han da undskyldt sig med tidligere.
Laila gled professionelt af på mine høflige protester over, at jeg end ikke havde modtaget en tilbagemelding vedrørende de nævnte stillinger. Hun blev ved at vende tilbage til, at hun ikke havde kunnet finde dem i jobnet-systemet.
Da jeg fik min mail med betegnelser og ID-numre udleveret og fik gang i det gamle hakkebræt af en computer, som var stillet til rådighed, tog det mig ca. 10 minutter at finde de samme stillinger og printe dem ud! Knud, som er en flink fyr og en loyal kollega, undskyldte flere gange Laila med, at hun havde utroligt meget at se til, og at der var dage, hvor computerne simpelthen åd alt, hvad man stoppede i dem.
Knud koncentrede sig en tid lang om mig. Han spurgte, hvad jeg virkelig gerne ville arbejde med? "Skribentvirksomhed!" sagde jeg. "Hvis du spørger, hvad jeg virkelig gerne vil, så vil jeg skrive. Og kan jeg ikke komme til det i mit daglige arbejde, så vil jeg bare have et job, jeg kan holde ud, og så vil jeg skrive i min fritid. Jeg har ingen karriereambitioner i den forstand. Jeg vil skrive: Fagligt eller skønlitterært. Dét er min drøm!"
Og så tænkte jeg, at nu kunne det ærligt talt være det samme, så jeg viste Knud min blog, for at han kunne se, at jeg rent faktisk kan skrive. (Det glæder mig at kunne sige, at han godt kunne klare mosten, da han skimmede et par af mine indlæg under rubrikken "Min karriere som ledig".)
Knud foreslog alle de ting, som han jo skulle foreslå: "Sæt dig nu og søg efter forlag på Fyn, på litterære magasiner, på kulturmagasiner og livsstilsmagasiner."
Tjah, noget skulle tiden jo gå med. Så jeg gik i krig, selvom jeg jo har prøvet de ting før og ved, at de fleste af den slags magasiner bliver redigeret og forfattet af frivillige medarbejdere eller studentermedhjælpere, som får en beskeden hyre for deres udfoldelse, og at forlagsstillinger besættes af nogen, der kender nogen - eller af studentermedhjælpere, som får en beskeden osv...
Jeg må indrømme, at det vist lykkedes Knud at få sendt i hvert fald to af de syv deltagere på holdet afsted til jobsamtaler i løbet af dagen. Det er nok den mest aktive indsats, jeg endnu har oplevet indenfor dette system. Han har også lovet mig, at han vil forsøge at trække i trådene og få mig til en jobsamtale - formentlig indenfor marketing eller tilsvarende. Nu får vi se, om Knud kan trylle, eller om det bare er mere varm luft fra endnu en medarbejder indenfor systemet... Ingen disrespekt, Knud, men jeg tror efterhånden kun det, som jeg ser med egne øjne.
I løbet af dagen fik jeg forresten den ikke uvæsentlige oplysning, at når det gælder løntilskudsstillinger, så forholder det sig ofte sådan, at jobkonsulenter rundt om i landet skynder sig at reservere de udbudte stillinger for x antal dage - uanset om de har klienter, der passer på jobprofilen eller ej. For der kunne jo komme en, der passede ind, og så er det rart at kunne sende vedkommende afsted med det samme! Det betyder så, at vi, der sidder hjemme og søger på de samme netsider, kommer for sent i adskillige tilfælde. Det sagde de ikke noget om, hverken på MA eller på Jobcenteret, da de gav os koden til siden med løntilskudsstillinger.
Vi kom igennem dagen. Det gør man jo. Men jeg må ærligt indrømme, at jeg i uhyggelig grad blev mindet om et aktiveringssted, som jeg var på engang midt i halvfemserne, dengang jeg var ufaglært og opfattede mig selv som nederst i hierarkiet: Her var kaffemaskinens plads også noget af det første, man fik anvist, og her fik man også besked om, at "I skal jo sådan set bare være her, så er resten egentlig op til jer."
Jeg forsøgte at udvise lidt engagement denne første dag, for jeg har den indfaldsvinkel, at når man nu skal sidde der, så kan man lige så godt forsøge at få noget ud af det. Men Knud, som lader til at være den eneste endnu foretagsomme konsulent på stedet, vender først tilbage sidst på ugen, og jeg arbejder nu en gang bedst i fred og ro bag mit eget skrivebord og fra min egen telefon, hvor ingen overhører mine ansøgningssamtaler. Så i morgen vil jeg måske spørge en af mine medaktiverede, hvad det egentlig var for et spil, han sad og spillede på sin computer i dag? Eller måske vil jeg bare skrive lidt på min blog. I mit tilfælde er sidstnævnte vel også en form for jobtræning. Eller hvad?...
Jeg kan tilføje, at jeg også kom velbeholden hjem i dag, på trods af ruten gennem det tvivlsomme kvarter. Det gælder om at se s....sur ud og gå raskt til. Og sådan er det jo så mange steder.
NB: Navne på enkeltpersoner er ændret af redaktionen!
Det korte af det lange er, at jeg, trods alt, nåede velbeholden frem og op i mødelokalet, hvor der herskede en afslappet, men allerede noget opgivende stemning blandt de fremmødte. Ikke mindst blandt dem, der allerede havde været i gang med samme forløb de forgangne 14 dage.
En mandlig konsulent, Per, tog os nye med ind i et andet lokale, hvor vi fik udleveret det samme pædagogisk udformede karriereplansskema, som vi allerede én gang, under et introduktionsmøde hos denne "anden aktør", har udfyldt. Der er tale om sådan nogle handy skemaer med magnumskrift, hvor man skal notere i små bokse, hvor man ser sig selv om 2 år, hvilke delmål, man sætter sig undervejs etc. Og så skal vi endnu en gang fremkomme med en beskrivelse af de tre nøgleområder: Uddannelsesmæssige kompetencer, faglige kompetencer og personlige kompetencer.
Denne gang vil jeg kopiere papirerne, når jeg har udfyldt dem, for der er grænser for, hvor mange gange jeg gider gentage det pjat. Jeg er sikker på, at enten arkiveres de udfyldte skemaer lodret, når de er afleveret, eller også indsendes de til en eller anden kontrolinstans, der angiveligt skal holde øje med, om det ser fornuftigt ud, hvad Alecto går og laver. Kvaliteten bedømmes næppe. Det er sikkert nok, at der indløber en lind strøm af papirer fra "anden aktør" landet over. Det holder hænderne beskæftiget.
Vi fik dernæst besked om at gå tilbage til det andet lokale, hvor der var computere til rådighed, så vi kunne påbegynde vores jobsøgning.
Et lyst hoved spurgte, hvad kurset egentlig ville bestå af og gå ud på den kommende måned.
"Ja, altså...holdforløbene er vi ligesom gået væk fra," sagde Per, "for det har vist sig ikke at fungere så godt, og vi har jo forrygende travlt, og så sidder den ene i møde og så sidder den anden i møde. I stedet fungerer vi som sparringspartnere for jer på individuel basis, så I skal bare sige til, hvis I har brug for hjælp undervejs i jeres jobsøgning."
Vi gloede på ham. Nogen nøjedes med at glo ud i luften.
Per vendte ryggen halvt til os og fik pludselig retning mod et andet hjørne af lokalet. Han slog ud med den hånd, han endnu holdt nogle papirer i, og så sagde han: "Det vigtigste er jo sådan set, at I er her! Ellers blander vi os egentlig ikke."
Vi arbejdssøgende gloede på hinanden, rejste os og gik tilbage til det første lokale.
Her trådte Knud, en tilsyneladende mere aktivt engageret konsulent til. Hans rolle på stedet var at fungere som vores virksomhedskontakt, fortalte han.
Knud foreslog en præsentationsrunde og minsandten, om ikke det lykkedes også at få ham til at præsentere sig. Ellers er det yderst sjældent man får at vide, hvilken baggrund disse unikummer, med titel af jobkonsulenter, rent faktisk har. I dette tilfælde var der tale om en mand, der lod til at have været vidt omkring. Jeg bed naturligvis først og fremmest mærke i, at Knud blandt andet havde beskæftiget sig med journalistik og marketing. (Det kan man naturligvis gøre på mange niveauer, men i bedste fald kan jeg lære noget af ham. Det var i hvert fald, hvad jeg tænkte.Om ikke andet kan han forhåbentlig sympatisere med min skrivekløe.)
Knud spurgte lidt ind til vores erfaringer med jobsøgning, mulige årsager til afslag, som vi måtte have fået osv. Umiddelbart intet nyt under solen, må jeg sige. Vi hørte det sædvanlige: At det er vigtigt at virke overbevisende under en jobsamtale, at man ikke skal accentuere sine mangler, at man må udvise geografisk mobilitet, og hvad der nu ellers hører sig til. Alle flosklerne var der. Jeg sagde til Knud, som imidlertid så småt var begyndt at vise sig lidt mere fleksibel og forstående overfor vores situation, end det ellers er hovedreglen hos folk, der ernærer sig gennem det opstrammede dagpengesystem, at jeg jo godt var klar over, at han skulle sige de her ting. Men lad os se det i øjnene: Hvis en arbejdsgiver sidder med to omtrent lige kvalificerede ansøgere at vælge imellem, så tager han altså den, der i forvejen bor tættest på arbejdsstedet, uanset hvor overbevisende den anden er, i sine forsikringer om at ville rykke teltpælene op og blive nabo til virksomheden. Så lad os prøve at tage udgangspunkt i virkeligheden og ikke i en eller anden idealforestilling.
Den slags detaljer brugte vi nogen tid på under rundbordssamtalen. Jeg fik så samtidig indsparket min klage over, at en af hans kolleger, som omtalt i et tidligere indlæg her på bloggen, ikke havde været til megen hjælp i forbindelse med nogle løntilskudsstillinger, jeg havde rettet henvendelse om.
Knud viste sig fra den hjælpsomme side. Da rundbordssnakken var ovre, og vi blev anvist hver en computerplads, foreslog han, at jeg selv fandt stillingerne påny. Jeg foreslog så, at jeg lige fik et print af den mail med både jobbetegnelser og ID-numre, som jeg tidligere havde fremsendt til hans kollega, Laila.
Der gik et par minutter med at finde hende, men pludselig dukkede hun op i landskabet sammen med Per, som vist ellers skulle sidde i møde på det tidspunkt. Det havde han da undskyldt sig med tidligere.
Laila gled professionelt af på mine høflige protester over, at jeg end ikke havde modtaget en tilbagemelding vedrørende de nævnte stillinger. Hun blev ved at vende tilbage til, at hun ikke havde kunnet finde dem i jobnet-systemet.
Da jeg fik min mail med betegnelser og ID-numre udleveret og fik gang i det gamle hakkebræt af en computer, som var stillet til rådighed, tog det mig ca. 10 minutter at finde de samme stillinger og printe dem ud! Knud, som er en flink fyr og en loyal kollega, undskyldte flere gange Laila med, at hun havde utroligt meget at se til, og at der var dage, hvor computerne simpelthen åd alt, hvad man stoppede i dem.
Knud koncentrede sig en tid lang om mig. Han spurgte, hvad jeg virkelig gerne ville arbejde med? "Skribentvirksomhed!" sagde jeg. "Hvis du spørger, hvad jeg virkelig gerne vil, så vil jeg skrive. Og kan jeg ikke komme til det i mit daglige arbejde, så vil jeg bare have et job, jeg kan holde ud, og så vil jeg skrive i min fritid. Jeg har ingen karriereambitioner i den forstand. Jeg vil skrive: Fagligt eller skønlitterært. Dét er min drøm!"
Og så tænkte jeg, at nu kunne det ærligt talt være det samme, så jeg viste Knud min blog, for at han kunne se, at jeg rent faktisk kan skrive. (Det glæder mig at kunne sige, at han godt kunne klare mosten, da han skimmede et par af mine indlæg under rubrikken "Min karriere som ledig".)
Knud foreslog alle de ting, som han jo skulle foreslå: "Sæt dig nu og søg efter forlag på Fyn, på litterære magasiner, på kulturmagasiner og livsstilsmagasiner."
Tjah, noget skulle tiden jo gå med. Så jeg gik i krig, selvom jeg jo har prøvet de ting før og ved, at de fleste af den slags magasiner bliver redigeret og forfattet af frivillige medarbejdere eller studentermedhjælpere, som får en beskeden hyre for deres udfoldelse, og at forlagsstillinger besættes af nogen, der kender nogen - eller af studentermedhjælpere, som får en beskeden osv...
Jeg må indrømme, at det vist lykkedes Knud at få sendt i hvert fald to af de syv deltagere på holdet afsted til jobsamtaler i løbet af dagen. Det er nok den mest aktive indsats, jeg endnu har oplevet indenfor dette system. Han har også lovet mig, at han vil forsøge at trække i trådene og få mig til en jobsamtale - formentlig indenfor marketing eller tilsvarende. Nu får vi se, om Knud kan trylle, eller om det bare er mere varm luft fra endnu en medarbejder indenfor systemet... Ingen disrespekt, Knud, men jeg tror efterhånden kun det, som jeg ser med egne øjne.
I løbet af dagen fik jeg forresten den ikke uvæsentlige oplysning, at når det gælder løntilskudsstillinger, så forholder det sig ofte sådan, at jobkonsulenter rundt om i landet skynder sig at reservere de udbudte stillinger for x antal dage - uanset om de har klienter, der passer på jobprofilen eller ej. For der kunne jo komme en, der passede ind, og så er det rart at kunne sende vedkommende afsted med det samme! Det betyder så, at vi, der sidder hjemme og søger på de samme netsider, kommer for sent i adskillige tilfælde. Det sagde de ikke noget om, hverken på MA eller på Jobcenteret, da de gav os koden til siden med løntilskudsstillinger.
Vi kom igennem dagen. Det gør man jo. Men jeg må ærligt indrømme, at jeg i uhyggelig grad blev mindet om et aktiveringssted, som jeg var på engang midt i halvfemserne, dengang jeg var ufaglært og opfattede mig selv som nederst i hierarkiet: Her var kaffemaskinens plads også noget af det første, man fik anvist, og her fik man også besked om, at "I skal jo sådan set bare være her, så er resten egentlig op til jer."
Jeg forsøgte at udvise lidt engagement denne første dag, for jeg har den indfaldsvinkel, at når man nu skal sidde der, så kan man lige så godt forsøge at få noget ud af det. Men Knud, som lader til at være den eneste endnu foretagsomme konsulent på stedet, vender først tilbage sidst på ugen, og jeg arbejder nu en gang bedst i fred og ro bag mit eget skrivebord og fra min egen telefon, hvor ingen overhører mine ansøgningssamtaler. Så i morgen vil jeg måske spørge en af mine medaktiverede, hvad det egentlig var for et spil, han sad og spillede på sin computer i dag? Eller måske vil jeg bare skrive lidt på min blog. I mit tilfælde er sidstnævnte vel også en form for jobtræning. Eller hvad?...
Jeg kan tilføje, at jeg også kom velbeholden hjem i dag, på trods af ruten gennem det tvivlsomme kvarter. Det gælder om at se s....sur ud og gå raskt til. Og sådan er det jo så mange steder.
NB: Navne på enkeltpersoner er ændret af redaktionen!
Subscribe to:
Posts (Atom)