Janina Katz skriver - i en umiskendeligt jødisk tone - om ophav, identitet og moden erotik i sin nyeste roman, Længsel på bestilling.
Janina Katz:
Længsel på bestilling
Roman
Vindrose 2008
Monday, November 24, 2008
Sunday, November 23, 2008
Selvmordsdebat
Hos Harning er der i øjeblikket en tankevækkende debat igang vedrørende selvmord. Debatten er affødt af Harnings indlæg om pressens omtale af den unge amerikaner, Abraham Biggs, som for få dage siden begik selvmord for åben skærm.
Du kan følge med og deltage i debatten ved at klikke dig ind her.
Du kan følge med og deltage i debatten ved at klikke dig ind her.
Friday, November 21, 2008
Kunst og kærlighed
I Stjerne uden land cirkler Pia Tafdrup om kunst og kærlighed. En filosofisk anlagt fortælling med talrige referencer til eksistentialistisk tænkning og litteratur. Jeg har anmeldt bogen.
Pia Tafdrup:
Stjerne uden land
Roman
Gyldendal 2008
Pia Tafdrup:
Stjerne uden land
Roman
Gyldendal 2008
Skabelonagtige karakterer
Henriette Rostrups roman I dag og i morgen er en elementært underholdende samtids- og kollektivroman, hvori forfatteren opererer med lidt for skabelonagtige karakterer. Læs hele min anmeldelse her.
Henriette Rostrup:
I dag og i morgen
Roman
Bazar 2008
Henriette Rostrup:
I dag og i morgen
Roman
Bazar 2008
Negation
Det er ikke i min stue, børnene tumler. Men ovenpå. Jeg hører fjern latter, dæmpede stemmer og bump hen ad gulvet, som om de slår kolbøtter oppe på første. Det er ikke fra mit køkken, lyden af brusende smør eller duften af kogte kartofler og grønt bølger ud. I mit køkken er stille og mørkt, til jeg selv går der ud for at åbne et skab. Det er ikke i min entre, en nøgle bli'r drejet i låsen, og nogen træder ind over tærsklen med et smil på sin læbe og favnen åben for knus. Her hænger kun tomme frakker på knager, og døren er lukket og låst. Det er ikke i mit sofahjørne, en kat strækker ud med varm, pelset bug og øjne som gyldne sprækker. Her er kun den sorte pude på briksen, lænet op ad tre andre i beige. Det er ikke her i mit hjem, livet leves. Her skrives der bare om det, imens tiden tikker i varmvandsrør, og bilernes susen når mig fra gaden, hvor mørket har lagt sig som vinter i luften.
Tuesday, November 18, 2008
Det priviligerede panel
Jeg ser af og til "Spørg Charlie", programmet på TV Charlie, hvor Michael Meyerheim har inviteret et panel af kendte mennesker til at besvare brevkassespørgsmål fra seerne.
Jeg ser først og fremmest udsendelsen på grund af den underholdningsværdi, der ligger i at høre de ofte skarpe og humoristiske udmeldinger fra de personligheder, der sidder med i panelet - og deres indbyrdes diskussioner om et givent emne.
Da jeg jo (som de fleste mennesker, vil jeg antage) holder af at få bekræftet egne meninger (og fordomme), har jeg været særligt glad, når Jens Gaardbo sad med i panelet.
Men her skal det ikke handle om Gaardbo, men om - puha, jeg tør næsten ikke skrive det - klasseskel. For jeg har opdaget, at der er et problem i den retning, når panelet af kendte mennesker (journalister, entertainere osv.) skal besvare spørgsmål fra såkaldt almindelige mennesker. Og naturligvis er det en forsimpling at se det udelukkende som et spørgsmål om klasse- eller sociale forskelle mellem spørgerne og svarerne, for jeg er udmærket klar over, at man rent filosofisk kunne indvende, at vi alle, hver især, har en subjektiv indfaldsvinkel til verden. Men lad nu det være, for der er i flere tilfælde en påfaldende enighed blandt paneldeltagerne - en enighed, som bevirker, at deres svar bliver mindre anvendelige for spørgeren, og som jeg kun kan tilskrive panelets (generelle) status som velstillede - og kendte.
Her følger tre eksempler:
En spørger skrev ind og beklagede sig over den ligegyldighed og til tider direkte uforskammethed, som mange butiksansatte udviser over for kunderne i dag - i modsætning til for bare tredive år siden. - Så ekspederer de, imens de taler privat i telefon, så lader de vente på sig ved kassen, selvom de ser, at der står en kunde osv. Spørgeren ønskede at vide besked med panelets holdning til den adfærd, og hvad man som kunde kunne gøre for at ændre på sådanne situationer.
Den eneste paneldeltager, den aften, som kunne genkende problematikken, var Jacob Haugaard, der ligeledes var alvorligt irriteret over den. Ulla Terkelsen, Niels Hausgaard og Signe Svendsen, som ligeledes deltog, syntes tilsyneladende ikke, at være synderligt bekendt med den. Terkelsen erklærede, at der, hvor hun foretager sine indkøb, er ekspedienterne sædvanligvis utroligt høflige, imødekommende og hjælpsomme. Niels Hausgaard var af den opfattelse, at man får, hvad man er villig til at betale for. Hvis man handler i discountbutikker, sagde Hausgaard, så får man også en ringere service. Det ligger i begrebet discount. Signe Svendsen mente, at hvis man selv - som kunde - opfører sig smilende og imødekommende overfor ekspedienten, så vil man få det samme tilbage.
Panelet enedes til sidst om det svar, at spørgeren skulle bestræbe sig på at gå til ekspedienterne med et venligt smil og en humoristisk bemærkning på læben.
Hmmm... Jeg tænker, at dels har de nævnte paneldeltagere formentlig råd til at gå i alt andet end discountbutikker, når de skal handle. Også jeg har i enkelte tilfælde handlet i butikker med "et vist renommé", og det er da korrekt, at her (oftest) ydes en langt bedre service. Dels bærer paneldeltagerne utvivlsomt kendthedseffekten med sig rundt på indkøbsturen. Fedterøvstendensen er jo fortsat intakt i de fleste af os.
Jeg tænker også, at det engang hed sig, at høflighed koster ingen penge. Men tiderne har åbenbart forandret sig, også på det punkt. Er det acceptabelt, at man ikke kan forvente en ordentlig betjening af personalet, bare fordi man er henvist til at handle dagligvareindkøb i Netto og beklædning i H&M? Det mener jeg bestemt ikke.
Et andet eksempel: En spørger, som åbenbart boede i et større etagebyggeri, var grundigt træt af, at andre beboere i ejendomskomplekset ikke gad gå de få ekstra meter til en ledig affaldscontainer, hvis de nærmeste var fyldt op, og i stedet smed affaldsposer og storskrald fra sig på jorden udenfor de fyldte containere. Vedkommende ville gerne have råd om, hvordan det kunne løses, da det ikke havde hjulpet at placere opslag i gården.
Efter en del snak, frem og tilbage, hvor det kom frem (dog til stor moro selv for panelets deltagere), at Meyerheim bor et sted, hvor nærmestliggende affaldsstation går under det poetiske navn "Containerhaven", og hvor Lisbet Dahl kunne fortælle, at hendes skrald bliver afhentet ved døren, om end hun også er nødt til at følge en manual for at sortere skraldet på rette måde, nåede man frem til det svar, at sprøgeren skulle købe ind til gløgg og æbleskiver og så invitere alle beboere til en hyggelig komsammen, hvor man kunne "snakke om tingene".
Nu ved jeg, som selv bor i etageejendom i et almennyttigt boligbyggeri med affaldscontainere, at de færreste beboere her ville have råd til - eller plads til - at invitere samtlige naboer til gløgg og æbleskiver og "en lille snak om tingene". Jeg ved også, at det er en blandet forsamling, der bor i sådanne ejendomskomplekser. Her har vi alt fra narkomaner over indvandrere, unge studerende, arbejdsløse, familefædre med voldsdomme i bagagen og til frakilte mødre med børn og ældre enlige. På baggrund af de få beboermøder, jeg selv har deltaget i, er jeg klar over, at det er uhyre vanskeligt for så forskellige (og - i flere tilfælde - socialt belastede)mennesker at "få en snak om tingene" og ikke mindst at nå til enighed. Den slags går langt bedre blandt socialt priviligerede, som har overskud (og uddannelse) til at reflektere over tingene og omgås hinanden på en anstændig måde selv i pressede situationer.
En tredie spørger var en mand, der netop havde rundet de 50, og som underskrev sig "Det grå guld". Han var ansat i en virksomhed, hvor han angiveligt havde været i flere år, og han vidste, at han qua sin erfaring havde en del at byde på, men han havde det problem, at han nu, efter altså at have rundet de 50, oplevede, at han ikke længere var helt så brændende engageret i sit job og heller ikke så hurtig, som han tidligere havde været. Så vidt jeg forstod, sammenlignede han sig især med yngre kolleger.
Panelet havde tilsyneladende meget svært ved at forstå problematikken. Der var almindelig enighed om, at det var alt for tidligt, at den herre begyndte at føle sig træt og uengageret. Man diskuterede så begrebet "det grå guld", og - selvom Niels Hausgaard (var det vist, eller var det mon Erik Clausen..) egentlig godt var klar over, at der fandt en selektering sted imellem unge og noget ældre medarbejdere - nåede man til almindelig enighed om, at spørgeren nok manglede selvtillid i al almindelighed. Han skulle ikke gå rundt og tro, at hans yngre kolleger (eller foresatte) ønskede at diskvalificere ham på grund af alder, for det måtte være noget, der foregik i hans eget hoved.
Paneldeltagerne kunne så i øvrigt komme med adskillige eksempler på langt ældre mennesker i deres bekendtskabskreds, som stadig var jobaktive, nysgerrige og interesserede individer, der bestemt ikke var gået i stå - ligesom de heller ikke selv var det.
Se, her tror jeg, at jeg kender nok til underholdningsindustrien og til kunstnere (panelet bestod denne aften af Lisbet Dahl, Niels Hausgaard, Signe Svendsen og Erik Clausen) til at vide, at der er helt andre arbejdsforhold, som gør sig gældende, end dem, der gælder indenfor både produktions-, kontor- og salgsvirksomheder. (Jeg har trods alt været tæt på teatermiljøet gennem mit ægteskab med en skuespiller.) Miljøet er simplethen mere levende, hvilket er med til at holde folk igang.
Desuden finder jeg det dybt forkasteligt, at dette panel vælger at sige til spørgeren, at problemet findes i hans eget hoved og ikke er reelt eksisterende. For det første er det, for mig at se, fuldt forståeligt, hvis man mister gejsten efter adskillige år i den samme trummerum, for det andet bliver de fleste af os langsommere med alderen - især hvis udfordringerne er de samme dag ud og dag ind. For det tredie er der rent faktisk noget sådant som midtvejskriser. Jeg har selv oplevet det fænomen hos flere mandlige bekendte i tidens løb. Muligheden for, at manden led under en midtvejskrise, blev overhovedet ikke diskuteret i udsendelsen. Endelig er det et alment kendt fænomen, som af og til også tages op i diverse nyhedsudsendelser, at der er en stigende tendens til, at alder og erfaring nedprioriteres på jobmarkedet til fordel for ungdom. Spørgeren har altså reel grund til at frygte for sin fremtid i virksomheden, og problemet findes næppe kun "i hans eget hoved".
Jo, jeg ved godt, at "Spørg Charlie" er et underholdningsprogram - og derfor burde man vel ikke tage det for andet eller mere end netop det. Men spørgsmålet er, om man så egentlig kan tillade sig at lave underholdningsprogrammer af denne art? Der er (tilsyneladende) virkelige mennesker, som skriver ind til paneldeltagerne i en forventning om, at de vil få kvalificerede svar, idet spørgerne, må jeg antage, går ud fra, at de mennesker, som de ser op til i anden sammenhæng, selv har livserfaring og viden nok til, at kunne behandle deres spørgsmål på en sober og reflekteret måde.
Selvfølgelig kan man trække på skulderen af spørgsmål om dårlig betjening i butikkerne og irritation over problemer med andres skrald, men problematikken med manden, der er ked af at være ved at gå bag af dansen i forhold til sit job, mener jeg, man må behandle ganske seriøst.
Jeg har savnet Jens Gaardbo i panelet under disse seneste udsendelser. Jeg kender ikke Gaardbos personlige baggrund, men jeg kender til hans sædvanlige indfaldsvinkel til Charlie-spørgsmålene, og jeg er derfor ret sikker på, at han ville have haft nogle anderledes skarpe - og empatiske - betragtninger at divertere både seerne og panelet med.
Lad mig skyndsomst tilføje, at jeg ikke hører til dem, der sætter en ære i at snobbe hverken opad eller nedad. Især ikke nedad, hvis jeg skal være helt ærlig. Jeg kan så udmærket unde andre mennesker de penge, som de har tjent på deres arbejde, og den opmærksomhed, der bliver både entertainere og top-journalister til del. Jeg kan også sagtens sympatisere med, at folk, der har råd til det, vælger at handle i butikker, hvor kvaliteten (og kundebetjeningen) er bedst, og at de bosætter sig i mere behagelige omgivelser end i en boligkarré af den billige slags. Jeg ville selv gøre præcis det samme, hvis jeg fik muligheden. Men især som brevkassebesvarer må man forsøge at sætte sig ud over sit eget og i andre menneskers sted. Dét mangler der noget af hos det priviligerede panel i "Spørg Charlie".
Jeg ser først og fremmest udsendelsen på grund af den underholdningsværdi, der ligger i at høre de ofte skarpe og humoristiske udmeldinger fra de personligheder, der sidder med i panelet - og deres indbyrdes diskussioner om et givent emne.
Da jeg jo (som de fleste mennesker, vil jeg antage) holder af at få bekræftet egne meninger (og fordomme), har jeg været særligt glad, når Jens Gaardbo sad med i panelet.
Men her skal det ikke handle om Gaardbo, men om - puha, jeg tør næsten ikke skrive det - klasseskel. For jeg har opdaget, at der er et problem i den retning, når panelet af kendte mennesker (journalister, entertainere osv.) skal besvare spørgsmål fra såkaldt almindelige mennesker. Og naturligvis er det en forsimpling at se det udelukkende som et spørgsmål om klasse- eller sociale forskelle mellem spørgerne og svarerne, for jeg er udmærket klar over, at man rent filosofisk kunne indvende, at vi alle, hver især, har en subjektiv indfaldsvinkel til verden. Men lad nu det være, for der er i flere tilfælde en påfaldende enighed blandt paneldeltagerne - en enighed, som bevirker, at deres svar bliver mindre anvendelige for spørgeren, og som jeg kun kan tilskrive panelets (generelle) status som velstillede - og kendte.
Her følger tre eksempler:
En spørger skrev ind og beklagede sig over den ligegyldighed og til tider direkte uforskammethed, som mange butiksansatte udviser over for kunderne i dag - i modsætning til for bare tredive år siden. - Så ekspederer de, imens de taler privat i telefon, så lader de vente på sig ved kassen, selvom de ser, at der står en kunde osv. Spørgeren ønskede at vide besked med panelets holdning til den adfærd, og hvad man som kunde kunne gøre for at ændre på sådanne situationer.
Den eneste paneldeltager, den aften, som kunne genkende problematikken, var Jacob Haugaard, der ligeledes var alvorligt irriteret over den. Ulla Terkelsen, Niels Hausgaard og Signe Svendsen, som ligeledes deltog, syntes tilsyneladende ikke, at være synderligt bekendt med den. Terkelsen erklærede, at der, hvor hun foretager sine indkøb, er ekspedienterne sædvanligvis utroligt høflige, imødekommende og hjælpsomme. Niels Hausgaard var af den opfattelse, at man får, hvad man er villig til at betale for. Hvis man handler i discountbutikker, sagde Hausgaard, så får man også en ringere service. Det ligger i begrebet discount. Signe Svendsen mente, at hvis man selv - som kunde - opfører sig smilende og imødekommende overfor ekspedienten, så vil man få det samme tilbage.
Panelet enedes til sidst om det svar, at spørgeren skulle bestræbe sig på at gå til ekspedienterne med et venligt smil og en humoristisk bemærkning på læben.
Hmmm... Jeg tænker, at dels har de nævnte paneldeltagere formentlig råd til at gå i alt andet end discountbutikker, når de skal handle. Også jeg har i enkelte tilfælde handlet i butikker med "et vist renommé", og det er da korrekt, at her (oftest) ydes en langt bedre service. Dels bærer paneldeltagerne utvivlsomt kendthedseffekten med sig rundt på indkøbsturen. Fedterøvstendensen er jo fortsat intakt i de fleste af os.
Jeg tænker også, at det engang hed sig, at høflighed koster ingen penge. Men tiderne har åbenbart forandret sig, også på det punkt. Er det acceptabelt, at man ikke kan forvente en ordentlig betjening af personalet, bare fordi man er henvist til at handle dagligvareindkøb i Netto og beklædning i H&M? Det mener jeg bestemt ikke.
Et andet eksempel: En spørger, som åbenbart boede i et større etagebyggeri, var grundigt træt af, at andre beboere i ejendomskomplekset ikke gad gå de få ekstra meter til en ledig affaldscontainer, hvis de nærmeste var fyldt op, og i stedet smed affaldsposer og storskrald fra sig på jorden udenfor de fyldte containere. Vedkommende ville gerne have råd om, hvordan det kunne løses, da det ikke havde hjulpet at placere opslag i gården.
Efter en del snak, frem og tilbage, hvor det kom frem (dog til stor moro selv for panelets deltagere), at Meyerheim bor et sted, hvor nærmestliggende affaldsstation går under det poetiske navn "Containerhaven", og hvor Lisbet Dahl kunne fortælle, at hendes skrald bliver afhentet ved døren, om end hun også er nødt til at følge en manual for at sortere skraldet på rette måde, nåede man frem til det svar, at sprøgeren skulle købe ind til gløgg og æbleskiver og så invitere alle beboere til en hyggelig komsammen, hvor man kunne "snakke om tingene".
Nu ved jeg, som selv bor i etageejendom i et almennyttigt boligbyggeri med affaldscontainere, at de færreste beboere her ville have råd til - eller plads til - at invitere samtlige naboer til gløgg og æbleskiver og "en lille snak om tingene". Jeg ved også, at det er en blandet forsamling, der bor i sådanne ejendomskomplekser. Her har vi alt fra narkomaner over indvandrere, unge studerende, arbejdsløse, familefædre med voldsdomme i bagagen og til frakilte mødre med børn og ældre enlige. På baggrund af de få beboermøder, jeg selv har deltaget i, er jeg klar over, at det er uhyre vanskeligt for så forskellige (og - i flere tilfælde - socialt belastede)mennesker at "få en snak om tingene" og ikke mindst at nå til enighed. Den slags går langt bedre blandt socialt priviligerede, som har overskud (og uddannelse) til at reflektere over tingene og omgås hinanden på en anstændig måde selv i pressede situationer.
En tredie spørger var en mand, der netop havde rundet de 50, og som underskrev sig "Det grå guld". Han var ansat i en virksomhed, hvor han angiveligt havde været i flere år, og han vidste, at han qua sin erfaring havde en del at byde på, men han havde det problem, at han nu, efter altså at have rundet de 50, oplevede, at han ikke længere var helt så brændende engageret i sit job og heller ikke så hurtig, som han tidligere havde været. Så vidt jeg forstod, sammenlignede han sig især med yngre kolleger.
Panelet havde tilsyneladende meget svært ved at forstå problematikken. Der var almindelig enighed om, at det var alt for tidligt, at den herre begyndte at føle sig træt og uengageret. Man diskuterede så begrebet "det grå guld", og - selvom Niels Hausgaard (var det vist, eller var det mon Erik Clausen..) egentlig godt var klar over, at der fandt en selektering sted imellem unge og noget ældre medarbejdere - nåede man til almindelig enighed om, at spørgeren nok manglede selvtillid i al almindelighed. Han skulle ikke gå rundt og tro, at hans yngre kolleger (eller foresatte) ønskede at diskvalificere ham på grund af alder, for det måtte være noget, der foregik i hans eget hoved.
Paneldeltagerne kunne så i øvrigt komme med adskillige eksempler på langt ældre mennesker i deres bekendtskabskreds, som stadig var jobaktive, nysgerrige og interesserede individer, der bestemt ikke var gået i stå - ligesom de heller ikke selv var det.
Se, her tror jeg, at jeg kender nok til underholdningsindustrien og til kunstnere (panelet bestod denne aften af Lisbet Dahl, Niels Hausgaard, Signe Svendsen og Erik Clausen) til at vide, at der er helt andre arbejdsforhold, som gør sig gældende, end dem, der gælder indenfor både produktions-, kontor- og salgsvirksomheder. (Jeg har trods alt været tæt på teatermiljøet gennem mit ægteskab med en skuespiller.) Miljøet er simplethen mere levende, hvilket er med til at holde folk igang.
Desuden finder jeg det dybt forkasteligt, at dette panel vælger at sige til spørgeren, at problemet findes i hans eget hoved og ikke er reelt eksisterende. For det første er det, for mig at se, fuldt forståeligt, hvis man mister gejsten efter adskillige år i den samme trummerum, for det andet bliver de fleste af os langsommere med alderen - især hvis udfordringerne er de samme dag ud og dag ind. For det tredie er der rent faktisk noget sådant som midtvejskriser. Jeg har selv oplevet det fænomen hos flere mandlige bekendte i tidens løb. Muligheden for, at manden led under en midtvejskrise, blev overhovedet ikke diskuteret i udsendelsen. Endelig er det et alment kendt fænomen, som af og til også tages op i diverse nyhedsudsendelser, at der er en stigende tendens til, at alder og erfaring nedprioriteres på jobmarkedet til fordel for ungdom. Spørgeren har altså reel grund til at frygte for sin fremtid i virksomheden, og problemet findes næppe kun "i hans eget hoved".
Jo, jeg ved godt, at "Spørg Charlie" er et underholdningsprogram - og derfor burde man vel ikke tage det for andet eller mere end netop det. Men spørgsmålet er, om man så egentlig kan tillade sig at lave underholdningsprogrammer af denne art? Der er (tilsyneladende) virkelige mennesker, som skriver ind til paneldeltagerne i en forventning om, at de vil få kvalificerede svar, idet spørgerne, må jeg antage, går ud fra, at de mennesker, som de ser op til i anden sammenhæng, selv har livserfaring og viden nok til, at kunne behandle deres spørgsmål på en sober og reflekteret måde.
Selvfølgelig kan man trække på skulderen af spørgsmål om dårlig betjening i butikkerne og irritation over problemer med andres skrald, men problematikken med manden, der er ked af at være ved at gå bag af dansen i forhold til sit job, mener jeg, man må behandle ganske seriøst.
Jeg har savnet Jens Gaardbo i panelet under disse seneste udsendelser. Jeg kender ikke Gaardbos personlige baggrund, men jeg kender til hans sædvanlige indfaldsvinkel til Charlie-spørgsmålene, og jeg er derfor ret sikker på, at han ville have haft nogle anderledes skarpe - og empatiske - betragtninger at divertere både seerne og panelet med.
Lad mig skyndsomst tilføje, at jeg ikke hører til dem, der sætter en ære i at snobbe hverken opad eller nedad. Især ikke nedad, hvis jeg skal være helt ærlig. Jeg kan så udmærket unde andre mennesker de penge, som de har tjent på deres arbejde, og den opmærksomhed, der bliver både entertainere og top-journalister til del. Jeg kan også sagtens sympatisere med, at folk, der har råd til det, vælger at handle i butikker, hvor kvaliteten (og kundebetjeningen) er bedst, og at de bosætter sig i mere behagelige omgivelser end i en boligkarré af den billige slags. Jeg ville selv gøre præcis det samme, hvis jeg fik muligheden. Men især som brevkassebesvarer må man forsøge at sætte sig ud over sit eget og i andre menneskers sted. Dét mangler der noget af hos det priviligerede panel i "Spørg Charlie".
Monday, November 17, 2008
Haglbygen
Nej, det er ikke let at tage sig sammen til at gå udendørs, når dagen er begyndt med kulde i stuerne og udsigt til et grumset landskab gennem regnvåde ruder, hvor blæsten har trukket dråbernes baner skæve ned over glasset.
Men først på eftermiddagen bryder et blegt lys igennem det grå skydække, skinner i de blanke, sortbrune blade, der ligger som patchwork på jorden, og glimter i dråberne, der endnu falder fra tagudhænget og træerne, og så siger du: - Vil du med?
Vi trækker i gummistøvler, halstørklæder og jakker og træder ud i en skarp vind, der løfter op i de slanke graners højtplacerede grene og rasler, med knebrende storkenæbsstemmer, i rønnebærtræernes afpillede skeletarme. Jorden er fedtet og mørk i hjulsporet, da vi begiver os ned ad vejen fra dit hus og ud i det bakkede terræn, hvor majsplanternes bleggyldne, opblødte stubbe strækker sig i snorlige rækker over de mørke marker, der står kantet af vildtvoksende hybenrosebuske i endnu gule efterårsdragter. Forrevne perlemorsgrå og blålige skyformationer jager afsted under en sart turkisblå himmel, der lysner til hvidt omkring en bleg, blændende sol.
Vi fortsætter langs med uopdyrkede jorder, hvor græsset ligger i høje, buklede tuer langs med gyldenbrune egekrat og tætte bevoksninger af næsten nøgne piletræer. I dalsænkningen ved korsvejen må vi gå varsomt udenom langstrakte sølvblanke pytter med dybe dækmærker og mudrede opkørte spor, hvor jorden glinser metallisk i lyset. Vi vælger ruten, ad det græsklædte hjulspor i dalstrøget, op til Smør-Hans og Signes hus, som endnu står tomt.
Dér dukker det frem på en skråning i læ af den bagvedliggende bakke. Selv i dette regn- og ruskvejr - og nu hvor træerne står nøgenbrune på dets langside ned mod dalen - ser det, i det mindste på afstand, idyllisk og indbydende ud. Vi går op ad bakken til huset og sniger os, endnu en gang, til at kigge ind gennem de blåmalede vinduer. Intet ser ud til at være rørt af menneskehånd for nylig. Men måske hænger det gamle, sørgmodigt dryppende tagskæg en smule lavere, end det gjorde i sommer, og langs med rygningen er det sunket lidt mere sammen - som et nedslidt, hulrygget øg.
Jeg peger op mod den gamle frugthave, der ligger adskilt fra gårdspladsen af en tæt hæk og med et par glatte bladdækkede trin op. Jeg har før fortalt dig, at æbletræet, som vi havde håbet at kunne stjæle æbler fra, er faldet, i en af efterårets tidlige storme. Der ligger det, splittet i to, sort, trøsket og dryppende ud over den højt tilgroede grund, hvor resterne af sommerens gyldenris duver i blæsten omkring to sammenfaldne, mosgroede brændestabler.
Vi tager den nyligt anlagte grusvej bag huset op forbi en nærliggende gård og videre ned - tilbage til korsvejen. Vi er højt oppe i landskabet her, og vinden rusker og bider. Bag os, mod vest, tårner et gigantisk uvejrslignende skymassiv sig op i dunkelblå toner, og jeg aner de lysere, spøgelseslignende, lodrette striber over horisonten, som indikerer heftig nedbør i det fjerne. Foran os ligger landskabet åbent, glinsende vådt og endnu solbeskinnet i et underligt drømmelignende halvlys. De bleggyldne farver gløder mod skarpgrønt græs fyldt med mørkere skygger, og støvet violet, blåsort, chokoladebrunt og dæmpet okker breder sig ud i bølger og dale og langstrakte vidder for vore øjne.
De første piskende dråber over vore hoveder slår om i småbitte stikkende hagl, der springer tilbage og ned mod jorden i små buer, når de rammer os. Vi sætter tempoet op, holder vore kraver tæt samlet om ørerne og småløber ned mod det lavereliggende terræn. Bygerne driver i slør over landskabet, men vi må sænke blikket mod iskrystallernes bombardement.
Da vi når ned på den sti, der skal føre os hjemad, har vinden blæst haglbygen videre ud over markerne, og vi kan sagtne farten og se op igen. En forsigtig solstråle dukker atter frem og lyser i en sart busks lette, citrongule løv, der synes at rotere som rosetterne på de vindmøller, vi kunne købe som børn. Vores ansigter er røde af kulde, mine bukseben er gennemblødte, og din lyse jakke mørk af fugt, da vi går op ad den fedtede efterårssti mod det lille hus i skoven.
Men vi var ude i dag, og vi så de drivende skyer, bygevejrets dunkelblå mod det lave, blege sollys og vindmøllers muntre svirren i en busk i pilekrattet. Luften var skarp og ren omkring os, og i de høje graner bruste blæsten med Vesterhavslyd. Bygevejr eller ej - hver dag har sin skønhed...
Men først på eftermiddagen bryder et blegt lys igennem det grå skydække, skinner i de blanke, sortbrune blade, der ligger som patchwork på jorden, og glimter i dråberne, der endnu falder fra tagudhænget og træerne, og så siger du: - Vil du med?
Vi trækker i gummistøvler, halstørklæder og jakker og træder ud i en skarp vind, der løfter op i de slanke graners højtplacerede grene og rasler, med knebrende storkenæbsstemmer, i rønnebærtræernes afpillede skeletarme. Jorden er fedtet og mørk i hjulsporet, da vi begiver os ned ad vejen fra dit hus og ud i det bakkede terræn, hvor majsplanternes bleggyldne, opblødte stubbe strækker sig i snorlige rækker over de mørke marker, der står kantet af vildtvoksende hybenrosebuske i endnu gule efterårsdragter. Forrevne perlemorsgrå og blålige skyformationer jager afsted under en sart turkisblå himmel, der lysner til hvidt omkring en bleg, blændende sol.
Vi fortsætter langs med uopdyrkede jorder, hvor græsset ligger i høje, buklede tuer langs med gyldenbrune egekrat og tætte bevoksninger af næsten nøgne piletræer. I dalsænkningen ved korsvejen må vi gå varsomt udenom langstrakte sølvblanke pytter med dybe dækmærker og mudrede opkørte spor, hvor jorden glinser metallisk i lyset. Vi vælger ruten, ad det græsklædte hjulspor i dalstrøget, op til Smør-Hans og Signes hus, som endnu står tomt.
Dér dukker det frem på en skråning i læ af den bagvedliggende bakke. Selv i dette regn- og ruskvejr - og nu hvor træerne står nøgenbrune på dets langside ned mod dalen - ser det, i det mindste på afstand, idyllisk og indbydende ud. Vi går op ad bakken til huset og sniger os, endnu en gang, til at kigge ind gennem de blåmalede vinduer. Intet ser ud til at være rørt af menneskehånd for nylig. Men måske hænger det gamle, sørgmodigt dryppende tagskæg en smule lavere, end det gjorde i sommer, og langs med rygningen er det sunket lidt mere sammen - som et nedslidt, hulrygget øg.
Jeg peger op mod den gamle frugthave, der ligger adskilt fra gårdspladsen af en tæt hæk og med et par glatte bladdækkede trin op. Jeg har før fortalt dig, at æbletræet, som vi havde håbet at kunne stjæle æbler fra, er faldet, i en af efterårets tidlige storme. Der ligger det, splittet i to, sort, trøsket og dryppende ud over den højt tilgroede grund, hvor resterne af sommerens gyldenris duver i blæsten omkring to sammenfaldne, mosgroede brændestabler.
Vi tager den nyligt anlagte grusvej bag huset op forbi en nærliggende gård og videre ned - tilbage til korsvejen. Vi er højt oppe i landskabet her, og vinden rusker og bider. Bag os, mod vest, tårner et gigantisk uvejrslignende skymassiv sig op i dunkelblå toner, og jeg aner de lysere, spøgelseslignende, lodrette striber over horisonten, som indikerer heftig nedbør i det fjerne. Foran os ligger landskabet åbent, glinsende vådt og endnu solbeskinnet i et underligt drømmelignende halvlys. De bleggyldne farver gløder mod skarpgrønt græs fyldt med mørkere skygger, og støvet violet, blåsort, chokoladebrunt og dæmpet okker breder sig ud i bølger og dale og langstrakte vidder for vore øjne.
De første piskende dråber over vore hoveder slår om i småbitte stikkende hagl, der springer tilbage og ned mod jorden i små buer, når de rammer os. Vi sætter tempoet op, holder vore kraver tæt samlet om ørerne og småløber ned mod det lavereliggende terræn. Bygerne driver i slør over landskabet, men vi må sænke blikket mod iskrystallernes bombardement.
Da vi når ned på den sti, der skal føre os hjemad, har vinden blæst haglbygen videre ud over markerne, og vi kan sagtne farten og se op igen. En forsigtig solstråle dukker atter frem og lyser i en sart busks lette, citrongule løv, der synes at rotere som rosetterne på de vindmøller, vi kunne købe som børn. Vores ansigter er røde af kulde, mine bukseben er gennemblødte, og din lyse jakke mørk af fugt, da vi går op ad den fedtede efterårssti mod det lille hus i skoven.
Men vi var ude i dag, og vi så de drivende skyer, bygevejrets dunkelblå mod det lave, blege sollys og vindmøllers muntre svirren i en busk i pilekrattet. Luften var skarp og ren omkring os, og i de høje graner bruste blæsten med Vesterhavslyd. Bygevejr eller ej - hver dag har sin skønhed...
Lys i mørket
Missede du TV2 Nyhederne søndag d. 16.11.08. og dermed det indslag, hvor undertegnede optræder (om end der er altså er tale om ganske korte klip - og lyrikeren kunne have ønsket sig en makeup-artist i kulissen), så er der en mulighed for at se indslaget, hvis du klikker ind på denne side, hvor nyhedsudsendelsen findes i sin helhed.
Klik ind under "Nyhederne (gratis)", klik på "se alle" og find udsendelsen under ovenstående dato kl. 19. Herfra kan du klikke dig ind på selve indslaget, der omhandler den mørke årstid, vi nu går ind i.
Klik ind under "Nyhederne (gratis)", klik på "se alle" og find udsendelsen under ovenstående dato kl. 19. Herfra kan du klikke dig ind på selve indslaget, der omhandler den mørke årstid, vi nu går ind i.
Thursday, November 13, 2008
Fifteen minutes of fame
bliver det ikke til i denne omgang. Men mindre kan vel gøre det.
I går stillede journalist og forfatter Karsten Lund, i min stue, med kameramand, mikrofoner og filter.
Nu krydser jeg fingre for, at jeg har gjort min beskedne del af arbejdet ordentligt.
Såfremt programplanlæggeren holder sit løfte, vil jeg kunne opleves i et anderledes indslag på TV2 Nyhederne enten lørdag eller søndag aften i denne uge.
I går stillede journalist og forfatter Karsten Lund, i min stue, med kameramand, mikrofoner og filter.
Nu krydser jeg fingre for, at jeg har gjort min beskedne del af arbejdet ordentligt.
Såfremt programplanlæggeren holder sit løfte, vil jeg kunne opleves i et anderledes indslag på TV2 Nyhederne enten lørdag eller søndag aften i denne uge.
Wednesday, November 12, 2008
November
Åh, jeg frygter november, som med isnende vindpust river blade af træer, flår varme af kroppe, kaster gråtung himmel ned over byen, vrister babygråd af svimle mågers struber og skinner koldt i deres vanvidsøjne.
Åh, jeg afskyr november, skorpioners og skytters tid, hvor regnen slår som giftstik ind mod huden, hvor pludselige haglbyger bombarderer tagene, hvor ubetalte regninger hober sig op på mit dørtrin side om side med julens tilbud; glittede drømme om alt, hvad der kunne have været.
Åh, jeg kryber i ly for november, glider ind i mit indre forsvindingspunkt, skjuler mig for den nøgne hæslighed, der griner mod mig fra skidengule murstenskarréer, hvis jeg slår gardinerne fra, for blæstens buldren i udluftningskanalerne - hilser igen på min velkendte ensomhed, der rasler som en benrad for hvert vindpust, der går gennem mine illusioner.
Åh, jeg afskyr november, skorpioners og skytters tid, hvor regnen slår som giftstik ind mod huden, hvor pludselige haglbyger bombarderer tagene, hvor ubetalte regninger hober sig op på mit dørtrin side om side med julens tilbud; glittede drømme om alt, hvad der kunne have været.
Åh, jeg kryber i ly for november, glider ind i mit indre forsvindingspunkt, skjuler mig for den nøgne hæslighed, der griner mod mig fra skidengule murstenskarréer, hvis jeg slår gardinerne fra, for blæstens buldren i udluftningskanalerne - hilser igen på min velkendte ensomhed, der rasler som en benrad for hvert vindpust, der går gennem mine illusioner.
Saturday, November 8, 2008
Kærtegn
Jeg ser dig bagfra - i en svag venstredrejning. Jeg ser dine hænders blide behandling af grønt, i den åbne vinkel mellem din torso og albuen, som du har bøjet, for med venstre arms hånd at fastholde forårsløg, peberfrugt, broccoli, idet du langsomt lader knivsæggen glide ned gennem vævet. Du snitter ikke. Du skærer. Med bløde bevægelser, der mest af alt minder om kærtegn.
Du skifter vægten fra ét ben til et andet, tager ét skridt bagud og straks frem igen. Det er en dans. Eller er det mon bare fordi, jeg har feber og ligger i stuen med sviende myrer i blodet og tyngde bag blikket og ser dig - du, som i dette sekund tror dig uset? Det er noget med måden, hvorpå dine kitlyse bukser falder i bløde folder og buede linjer helt ned til hælen, eller måske er det t.shirtens indigonat, kravlet skødesløst op. Synet af nakkens glatte hud over kraven. Varmen, jeg kender, mod mine læbers varsomt afrundede kys.
I vinduet foran dig spejles din baggrund. Jeg ser den som slørede pletter af mørke og lys. Du snitter ikke. Du skærer. Med langsomme, bløde bevægelser kærtegner du grønt med en kniv.
Du skifter vægten fra ét ben til et andet, tager ét skridt bagud og straks frem igen. Det er en dans. Eller er det mon bare fordi, jeg har feber og ligger i stuen med sviende myrer i blodet og tyngde bag blikket og ser dig - du, som i dette sekund tror dig uset? Det er noget med måden, hvorpå dine kitlyse bukser falder i bløde folder og buede linjer helt ned til hælen, eller måske er det t.shirtens indigonat, kravlet skødesløst op. Synet af nakkens glatte hud over kraven. Varmen, jeg kender, mod mine læbers varsomt afrundede kys.
I vinduet foran dig spejles din baggrund. Jeg ser den som slørede pletter af mørke og lys. Du snitter ikke. Du skærer. Med langsomme, bløde bevægelser kærtegner du grønt med en kniv.
Friday, November 7, 2008
Hmm, yes!
Stensamler (på sin nye strand) har i dag publiceret en dejlig sanselig tekst, som får mig til i ét spring at associere til den her.
Thursday, November 6, 2008
"It's coming on Christmas"
I byens centrum har de fejet de sidste blade, der stædigt klamrede sig til spinkle kviste, ned fra træerne for at plante julelys i kronerne i stedet. Jeg kom forbi, mens de gulgrønne blade endnu lå i en bunke i gruset.
Den sidste rest af sommer smidt som skarn på gaden.
Resten af dagen lød Joni Mitchells sang for mit indre øre.
Den sidste rest af sommer smidt som skarn på gaden.
Resten af dagen lød Joni Mitchells sang for mit indre øre.
Tuesday, November 4, 2008
Har du lidt af forårssyge?
Da TV2 forleden bragte udsendelsen Operation X og gennem skjulte optagelser gik tæt på den komplet uansvarlige hormonbehandlende læge Søren Hammen, havde man - ganske fornuftigt - valgt at tekste den noget uldne lydside af samme optagelser. Det blev meningen imidlertid ikke meget klarere af. Et spørgsmål fra Søren Hammen til undercover-patienten kom i underteksten til at se sådan ud: "Har du nogensinde lidt af forårssyge?"
Jeg var lige ved at sige: Hvem har ikke det?
Men alvorligt talt siger denne fejllytning og -tekstning vist en del om MFR-vaccinens succes (den forebyggende vaccine mod mæslinger, fåresyge og røde hunde, der blev indført for 25-30 år siden), eftersom begrebet fåresyge, som der retteligen var tale om, åbenbart ikke er et ord, som er almindeligt kendt blandt nutidens tekstere. Den siger også noget om de mange måder, hvorpå sproget forandrer sig - og hvorfor...
Jeg var lige ved at sige: Hvem har ikke det?
Men alvorligt talt siger denne fejllytning og -tekstning vist en del om MFR-vaccinens succes (den forebyggende vaccine mod mæslinger, fåresyge og røde hunde, der blev indført for 25-30 år siden), eftersom begrebet fåresyge, som der retteligen var tale om, åbenbart ikke er et ord, som er almindeligt kendt blandt nutidens tekstere. Den siger også noget om de mange måder, hvorpå sproget forandrer sig - og hvorfor...
En særlig indsats fra Fynbus
- Det er utroligt så mange dumme mennesker, der findes! Yndede min eksmand at sige.
Som flittig (tvangsindlagt) bruger af Fynbus kan jeg efterhånden kun give ham ret. Ydermere begynder jeg at tro, at de sløveste knive i skuffen netop har opnået ansættelse der. Lad mig komme med et par illustrative eksempler:
For få uger siden stod en nydelig kvinde af anden etnisk oprindelse på bussen på Nyborgvej i Odense med retning mod Centrum. Hun talte et formfuldendt dansk, som ikke var til at misforstå, da hun spurgte chaufføren, om han kørte til Klingenberg ved Flakhaven?
Chaufførens langt mindre velartikulerede lyde tilkendegav brøsigt, at han kørte til banegården. (- Nej! Banegården!) Det var den besked, kvinden måtte lade sig nøje med, indtil hun fik sat sig ned, og en hjælpsom ung pige, der - ligesom jeg - havde overhørt samtalen, fortalte hende, at bussen rent faktisk kørte forbi Fisketorvet, hvor hun kunne vælge at stå af i stedet.
Dem, der er kendt i Odense (herunder Fynbuschauffører) vil vide, at Fisketorvet ligger få hundrede meter fra Flakhaven og Kingenberg, imens banegården ligger noget længere derfra. Og jeg undrede mig - og undrer mig fortsat - over, hvorfor chaufføren ikke kunne være passageren behjælpelig med denne kortfattede oplysning.
I dag skulle jeg til tandeftersyn i Bellinge. Jeg studerede køreplanen grundigt hjemmefra, da jeg ved, at adskillige ruter har fået nye numre, siden køreplanen blev lavet om, og rutebilerne blev presset ind blandt bybusserne - både i køreplanen og på holdepladserne.
Ifølge køreplanen kunne jeg tage en bus (rutebil) nummer 191 til Fisketorvet klokken 10.50. Det ville give mig tid nok til at komme i banken og ordne et par indkøb, inden jeg klokken 11.25 skulle finde bus nummer 51 til Bellinge.
Jeg tog opstilling ved busstoppestedet klokken 10.46 i kulde og støvregn og ventede. En ældre dame kom ligeledes til - og ventede. En ung asiatisk kvinde kom til - og ventede. Klokken 10.55 var der endnu ikke kommet nogen bus. Den unge kvinde blev utålmodig. Nu ville hun komme for sent på arbejde, sagde hun, og dagen før havde det også været galt. Da havde bussen været et kvarter forsinket.
Klokken 11.00 var der fortsat ingen bus i sigte. Vi så på køreplanen, som var slået op på skiltet. Ifølge planen skulle der så komme en bybus nummer 91 klokken 11.06.
Vi ventede. I kulde og støvregn. Og jeg kunne se på det hele, at jeg ikke ville nå i banken og på indkøb.
Klokken 11.13 kom bybussen. En æggehovedet chauffør drejede i slowmotion sit sæde helt rundt og så op og ned ad os. Jeg rakte ham mine seksten kroner for billetten, og han måtte - som de fleste Fynbuschauffører - lige tælle en ekstra gang (hver mønt for sig - i slowmotion), for nu at sikre sig, at der også var de seksten kroner, som han vistnok først havde talt.
Jeg kunne ikke holde min mund:
- Kan du fortælle mig, hvorfor I er så forsinkede i dag? Spurgte jeg, og supplerede med den oplysning, at bussen før denne slet ikke var kommet, og at han nu selv var syv minutter for sent på den.
- Kom den første ikke? Sagde han. Næh, det vidste han søreme ikke noget om.
- Men jeg kan fortælle dig, hvorfor jeg er forsinket, sagde han og lagde konverserende en arm op over ryglænet på sit sæde.
- Det er på grund af sådan nogle pæne og dejlige passagerer som jer to... Han indbefattede den asiatiske kvinde og mig i et og samme elevatorblik.
- Ja, bed jeg ham af, det har vi ikke rigtigt tid til at tale om nu, vel?
- Og på grund af trafikken, lagde han til.
Så fortsatte turen i samme snøvlende tempo ind mod Centrum.
På Fisketorvet (klokken 11.24)gik det op for mig, at den busrute mod Bellinge, som plejede at køre fra Nørregade, nu kørte oppe fra stoppestedet på Thomas B. Thrigesgade. I skarpt trav nåede jeg op til vejen, tidsnok til at se rutebil nummer 151 med retning mod Assens blinke ud fra holdepladsen og sætte i gang. Jeg viftede med billetten og løb hen mod bussen, som heldigvis standsede. Jeg var ellers sikker på, at det var bybus nummer 51, der havde stået i køreplanen, men jeg turde ikke tage nogen chancer. Derfor spurgte jeg da også chaufføren, om han kørte til Bellinge. Det gjorde han minsandten!
Da jeg senere tjekkede min køreplan, gik det op for mig, at rutebil 151 skulle være kørt adskillige minutter forinden. Og at jeg således havde ganske ret i, at bus nummer 51 var den, jeg skulle med. Heraf forvirringen.
Men nu sad jeg i det mindste i en rutebil på vej mod Bellinge.
Efter tyve minutters kørsel gennem et gråt bybillede kom vi ud i et ligeså gråt landskab. Her opdagede jeg så, at rutebil nummer 151 ikke drejede af det sædvanlige sted for at køre op i Bellinge by. Jeg forhørte mig hos chaufføren:
- Kører du ind i Bellinge by længere fremme?
- Bellinge? Nej, så skulle du have været med bus nummer 51, som kørte derhenne! Sagde han og fortsatte ud ad landevejen.
- Hvor skal jeg så stå af, hvis jeg skal tættest muligt på Bellinge? Ville jeg vide.
- Bellinge? Så skulle du altså have været med den anden bus der! Gentog han og fortsatte ud ad landevejen.
- Hvor stopper du næste gang? Spurgte jeg - på randen af desperation.
- Ja, der er et stoppested her, og så er der et henne i krydset! Sagde han.
Nu er jeg, gud være lovet, stedkendt nok på egnen til at have en ide om, at omtalte kryds (som endnu ikke var i sigte på dette tidspunkt) vistnok var det kryds, hvorfra man kan spadsere ind i Bellinge by, så jeg trykkede på stopknappen og kom af så tæt på mit bestemmelsessted, som man åbenbart - med lidt held - kan gøre sig håb om at komme det, når man kører med Fynbus.
Høflighed koster ingen penge, siger en gammel talemåde. Det er muligvis rigtigt, for det er i hvert fald ikke høflighed - herunder den dermed beslægtede hjælpsomhed, man får for sine penge, når man stiger på en af Fynbusbusserne.
Men måske har Fynbus slået en handel af med beskæftigelsesministeren - eller har, af helt andre årsager, valgt at gøre en indsats for de mentalt mindrebemidlede, der måske nok kan køre en bus, men ikke kommunikere med brugerne. Det koster så resten af befolkningen dyrt. Både i penge, tid og almindelig irritation.
Som flittig (tvangsindlagt) bruger af Fynbus kan jeg efterhånden kun give ham ret. Ydermere begynder jeg at tro, at de sløveste knive i skuffen netop har opnået ansættelse der. Lad mig komme med et par illustrative eksempler:
For få uger siden stod en nydelig kvinde af anden etnisk oprindelse på bussen på Nyborgvej i Odense med retning mod Centrum. Hun talte et formfuldendt dansk, som ikke var til at misforstå, da hun spurgte chaufføren, om han kørte til Klingenberg ved Flakhaven?
Chaufførens langt mindre velartikulerede lyde tilkendegav brøsigt, at han kørte til banegården. (- Nej! Banegården!) Det var den besked, kvinden måtte lade sig nøje med, indtil hun fik sat sig ned, og en hjælpsom ung pige, der - ligesom jeg - havde overhørt samtalen, fortalte hende, at bussen rent faktisk kørte forbi Fisketorvet, hvor hun kunne vælge at stå af i stedet.
Dem, der er kendt i Odense (herunder Fynbuschauffører) vil vide, at Fisketorvet ligger få hundrede meter fra Flakhaven og Kingenberg, imens banegården ligger noget længere derfra. Og jeg undrede mig - og undrer mig fortsat - over, hvorfor chaufføren ikke kunne være passageren behjælpelig med denne kortfattede oplysning.
I dag skulle jeg til tandeftersyn i Bellinge. Jeg studerede køreplanen grundigt hjemmefra, da jeg ved, at adskillige ruter har fået nye numre, siden køreplanen blev lavet om, og rutebilerne blev presset ind blandt bybusserne - både i køreplanen og på holdepladserne.
Ifølge køreplanen kunne jeg tage en bus (rutebil) nummer 191 til Fisketorvet klokken 10.50. Det ville give mig tid nok til at komme i banken og ordne et par indkøb, inden jeg klokken 11.25 skulle finde bus nummer 51 til Bellinge.
Jeg tog opstilling ved busstoppestedet klokken 10.46 i kulde og støvregn og ventede. En ældre dame kom ligeledes til - og ventede. En ung asiatisk kvinde kom til - og ventede. Klokken 10.55 var der endnu ikke kommet nogen bus. Den unge kvinde blev utålmodig. Nu ville hun komme for sent på arbejde, sagde hun, og dagen før havde det også været galt. Da havde bussen været et kvarter forsinket.
Klokken 11.00 var der fortsat ingen bus i sigte. Vi så på køreplanen, som var slået op på skiltet. Ifølge planen skulle der så komme en bybus nummer 91 klokken 11.06.
Vi ventede. I kulde og støvregn. Og jeg kunne se på det hele, at jeg ikke ville nå i banken og på indkøb.
Klokken 11.13 kom bybussen. En æggehovedet chauffør drejede i slowmotion sit sæde helt rundt og så op og ned ad os. Jeg rakte ham mine seksten kroner for billetten, og han måtte - som de fleste Fynbuschauffører - lige tælle en ekstra gang (hver mønt for sig - i slowmotion), for nu at sikre sig, at der også var de seksten kroner, som han vistnok først havde talt.
Jeg kunne ikke holde min mund:
- Kan du fortælle mig, hvorfor I er så forsinkede i dag? Spurgte jeg, og supplerede med den oplysning, at bussen før denne slet ikke var kommet, og at han nu selv var syv minutter for sent på den.
- Kom den første ikke? Sagde han. Næh, det vidste han søreme ikke noget om.
- Men jeg kan fortælle dig, hvorfor jeg er forsinket, sagde han og lagde konverserende en arm op over ryglænet på sit sæde.
- Det er på grund af sådan nogle pæne og dejlige passagerer som jer to... Han indbefattede den asiatiske kvinde og mig i et og samme elevatorblik.
- Ja, bed jeg ham af, det har vi ikke rigtigt tid til at tale om nu, vel?
- Og på grund af trafikken, lagde han til.
Så fortsatte turen i samme snøvlende tempo ind mod Centrum.
På Fisketorvet (klokken 11.24)gik det op for mig, at den busrute mod Bellinge, som plejede at køre fra Nørregade, nu kørte oppe fra stoppestedet på Thomas B. Thrigesgade. I skarpt trav nåede jeg op til vejen, tidsnok til at se rutebil nummer 151 med retning mod Assens blinke ud fra holdepladsen og sætte i gang. Jeg viftede med billetten og løb hen mod bussen, som heldigvis standsede. Jeg var ellers sikker på, at det var bybus nummer 51, der havde stået i køreplanen, men jeg turde ikke tage nogen chancer. Derfor spurgte jeg da også chaufføren, om han kørte til Bellinge. Det gjorde han minsandten!
Da jeg senere tjekkede min køreplan, gik det op for mig, at rutebil 151 skulle være kørt adskillige minutter forinden. Og at jeg således havde ganske ret i, at bus nummer 51 var den, jeg skulle med. Heraf forvirringen.
Men nu sad jeg i det mindste i en rutebil på vej mod Bellinge.
Efter tyve minutters kørsel gennem et gråt bybillede kom vi ud i et ligeså gråt landskab. Her opdagede jeg så, at rutebil nummer 151 ikke drejede af det sædvanlige sted for at køre op i Bellinge by. Jeg forhørte mig hos chaufføren:
- Kører du ind i Bellinge by længere fremme?
- Bellinge? Nej, så skulle du have været med bus nummer 51, som kørte derhenne! Sagde han og fortsatte ud ad landevejen.
- Hvor skal jeg så stå af, hvis jeg skal tættest muligt på Bellinge? Ville jeg vide.
- Bellinge? Så skulle du altså have været med den anden bus der! Gentog han og fortsatte ud ad landevejen.
- Hvor stopper du næste gang? Spurgte jeg - på randen af desperation.
- Ja, der er et stoppested her, og så er der et henne i krydset! Sagde han.
Nu er jeg, gud være lovet, stedkendt nok på egnen til at have en ide om, at omtalte kryds (som endnu ikke var i sigte på dette tidspunkt) vistnok var det kryds, hvorfra man kan spadsere ind i Bellinge by, så jeg trykkede på stopknappen og kom af så tæt på mit bestemmelsessted, som man åbenbart - med lidt held - kan gøre sig håb om at komme det, når man kører med Fynbus.
Høflighed koster ingen penge, siger en gammel talemåde. Det er muligvis rigtigt, for det er i hvert fald ikke høflighed - herunder den dermed beslægtede hjælpsomhed, man får for sine penge, når man stiger på en af Fynbusbusserne.
Men måske har Fynbus slået en handel af med beskæftigelsesministeren - eller har, af helt andre årsager, valgt at gøre en indsats for de mentalt mindrebemidlede, der måske nok kan køre en bus, men ikke kommunikere med brugerne. Det koster så resten af befolkningen dyrt. Både i penge, tid og almindelig irritation.
Saturday, November 1, 2008
Heimdal og himmelbroen
En fugtig muld- og nøddeagtig duft af svampe hænger i den friske luft i den tidlige oktoberskov, hvor løvet pletvis har skiftet kulør fra dybgrøn til brun, orangeglødende eller citrongul. Det er køligt, og himlen veksler mellem sol og skydække. Netop nu, da vi begiver os på vej ned ad en skrånende sti mod Julsø, kastes en mindre regnbyge ned over os, trommer mod løvet og pletter det lyse sand, der veksler med sort muld i de afskårne skrænter med synlige rødder på begge sider af stien. Vi ser op, i et forsøg på at afgøre, om dette er et egentlig vejrskifte, som man skal søge dækning for, eller om det blot er et kortvarigt lune af det aprillignende vejr. I samme nu stilner dråberne af, en brise løber gennem skoven og får et spinkelt træ til at kaste sine citronblade i en hvirvlende, glimtende dans ud over stien.
Der nede foran os kommer Julsøs metalblanke flade til syne bag høje løvtræers stammer. En bred trappe fører ned mod søkanten, men heroppe i en ryddet lysning ligger Hotel Julsø, som du har fortalt, at du har besøgt med dine forældre, da du var barn. Jeg bliver øjeblikkeligt indtaget i de to grøn- og hvidmalede træbygninger (en på hver side af stien) med de fine udskæringer, de små ruder, kviste og tårne.
Sæsonen er forbi, og selvom menukortet fortsat er slået op bag en lille glaslåge ved siden af indgangspartiet til restauranten, er alting stille og forladt. Her høres kun skovens susen og den bløde lyd af svagt vuggende vand i søen.
Jeg træder nogle skridt på afstand og betragter hovedbygningen med den lille stentrappe op til restauranten. Et øjeblik forekommer det mig, at jeg kan se stedet befolket af herrer med flade stråhatte, med schnurbart og stribede jakker eller med mørke jakker, høje hatte og spadserestokke, af kvinder iført møllehjulshatte og med høje kniplingskraver over musselinskjolerne, der er pyntet med brede blanke bånd i taljen.
Vi går ned ad trappen mod søen, hvis blide bølger slikker op mod bredden. Vandet er gennemsigtigt, og man kan se sandbunden og de blanke sten gennem det. Jeg får en ubændig trang til at mærke det mod kroppen, men jeg må nøjes med at finde et sted, hvor jeg kan dyppe fingrene i dets kølighed. Du kalder på mig og peger mod den modsatte bred, hvor de skovklædte bakker lyser i striber af sol, som intensiverer skyformationernes stålgrå masser. En regnbue er brudt frem og står sitrende og sfærisk over efterårslandskabet. Bifrost! Broen til gudernes bolig. Vi står i flere minutter og betragter den perfekte bue, som ikke synes at ville forsvinde igen.
En stor informationstavle er - uden sans for stedets æstetik - slået op midt på bredden. Vi læser her, at Himmelbjerget - ifølge sagnet - er hjemsted for Heimdal, der netop vogter...Bifrost. Heimdal skal varsle Ragnaroks komme ved at blæse i gjallerhornet, som kan høres i alle verdener.
Knap har vi fuldført læsningen, før en langstrakt tuden af et horn lyder over søen.
- Og dér lød gjallerhornet! Udbryder du, og vi ler og føler os lette af brisens skarpe kølighed over vandet, af gløderne i løvskoven, citronbladssværmene i luften og det sammenfald af hornets gjalden og renbuens rene tegning over bakkerne, som alt sammen må indikere, at der er mere mellem himmel og jord, og at Heimdal ganske givet står i læ af en gyldnende eg, med hornet hævet mod himlen, deroppe et sted for foden af regnbuen.
Man har rejst en flagstang ved søbredden. Nedenfor den er anbragt en simpel sten med en indskrift, hvis udsagn vi kun kan tilslutte os på denne dag, på dette sted, hvor vi fornemmer at vi står i et historiens tværsnit ned gennem tiderne og på én gang har udsigt til Det gamle Norden, før det blev kristnet, til 1800-tallet og til vor egen tid i efteråret 2008: "Jeg tror der er skønnest i Danmark".
Da vi igen står ovenfor den skrånende sti, vi først kom ad, og et kort øjeblik vender os, for at se ned mod søen, blegner Bifrost, opløser sig langsomt for at forsvinde sporløst i oktoberhimmelens grålys.
Der nede foran os kommer Julsøs metalblanke flade til syne bag høje løvtræers stammer. En bred trappe fører ned mod søkanten, men heroppe i en ryddet lysning ligger Hotel Julsø, som du har fortalt, at du har besøgt med dine forældre, da du var barn. Jeg bliver øjeblikkeligt indtaget i de to grøn- og hvidmalede træbygninger (en på hver side af stien) med de fine udskæringer, de små ruder, kviste og tårne.
Sæsonen er forbi, og selvom menukortet fortsat er slået op bag en lille glaslåge ved siden af indgangspartiet til restauranten, er alting stille og forladt. Her høres kun skovens susen og den bløde lyd af svagt vuggende vand i søen.
Jeg træder nogle skridt på afstand og betragter hovedbygningen med den lille stentrappe op til restauranten. Et øjeblik forekommer det mig, at jeg kan se stedet befolket af herrer med flade stråhatte, med schnurbart og stribede jakker eller med mørke jakker, høje hatte og spadserestokke, af kvinder iført møllehjulshatte og med høje kniplingskraver over musselinskjolerne, der er pyntet med brede blanke bånd i taljen.
Vi går ned ad trappen mod søen, hvis blide bølger slikker op mod bredden. Vandet er gennemsigtigt, og man kan se sandbunden og de blanke sten gennem det. Jeg får en ubændig trang til at mærke det mod kroppen, men jeg må nøjes med at finde et sted, hvor jeg kan dyppe fingrene i dets kølighed. Du kalder på mig og peger mod den modsatte bred, hvor de skovklædte bakker lyser i striber af sol, som intensiverer skyformationernes stålgrå masser. En regnbue er brudt frem og står sitrende og sfærisk over efterårslandskabet. Bifrost! Broen til gudernes bolig. Vi står i flere minutter og betragter den perfekte bue, som ikke synes at ville forsvinde igen.
En stor informationstavle er - uden sans for stedets æstetik - slået op midt på bredden. Vi læser her, at Himmelbjerget - ifølge sagnet - er hjemsted for Heimdal, der netop vogter...Bifrost. Heimdal skal varsle Ragnaroks komme ved at blæse i gjallerhornet, som kan høres i alle verdener.
Knap har vi fuldført læsningen, før en langstrakt tuden af et horn lyder over søen.
- Og dér lød gjallerhornet! Udbryder du, og vi ler og føler os lette af brisens skarpe kølighed over vandet, af gløderne i løvskoven, citronbladssværmene i luften og det sammenfald af hornets gjalden og renbuens rene tegning over bakkerne, som alt sammen må indikere, at der er mere mellem himmel og jord, og at Heimdal ganske givet står i læ af en gyldnende eg, med hornet hævet mod himlen, deroppe et sted for foden af regnbuen.
Man har rejst en flagstang ved søbredden. Nedenfor den er anbragt en simpel sten med en indskrift, hvis udsagn vi kun kan tilslutte os på denne dag, på dette sted, hvor vi fornemmer at vi står i et historiens tværsnit ned gennem tiderne og på én gang har udsigt til Det gamle Norden, før det blev kristnet, til 1800-tallet og til vor egen tid i efteråret 2008: "Jeg tror der er skønnest i Danmark".
Da vi igen står ovenfor den skrånende sti, vi først kom ad, og et kort øjeblik vender os, for at se ned mod søen, blegner Bifrost, opløser sig langsomt for at forsvinde sporløst i oktoberhimmelens grålys.
Subscribe to:
Posts (Atom)