Wednesday, December 31, 2008
Godt Nytår
Gamle venner, nye venner, læsere og familie - ikke mindst sønnen og min private "Harry" ønskes et lykkeligt og mindeværdigt NYTÅR.
Thursday, December 18, 2008
Monday, December 15, 2008
Trompeterne
En sen nat tidligt i december ligger hun vågen i mørket og hører englene blæse i trompet, imens de drager forbi. Det kan også være svaner, der trækker sydover.
Sunday, December 7, 2008
Trille overnatter
Trille har tykt, blondt hår, der når ned til kæben og et bredt ansigt, og hun taler københavnsk. Hun bor sammen med sin mor oppe i det stråtækte skovløberhus, der hører til slottet. Der er ingen far i familien. Han blev i København, da Trille og hendes mor flyttede. Mira tænker på, hvordan de mon kan klare sig uden en far i huset.
- Det er ikke et slot. Det er et gods, siger mor, når Mira taler om slottet, hvor Trilles og hendes skolekammerat, Dorothea, bor. Mira kan ikke se forskel. Det ligner et slot, som det ligger der med tårne og spir inde i en stor, grøn park og med en bred grusvej op til hovedtrappen. Og Dorothea ligner en, der bor på et slot. Det er for eksempel helt umuligt at forestille sig Dorothea i skovløberhuset. Hun har korte lyse krøller, store hvælvede øjenlåg over de fjerne, blå øjne, en fint buet næse og slanke hænder. Hun taler pænt og dæmpet og helst slet ikke, og hendes bevægelser er stille og bløde. Mira ville gerne være venner med hende, men Dorothea er ikke sådan en, man bare kan gå hen og tale med. Der ligger sådan en afstand omkring hende.
Trille bander (som en tyrk, siger Trilles københavnermor, der banker kulørte kludetæpper på en snor i baghaven med en flettet tæppebanker og som selv bander lige så meget), og hun farer omkring og kan ikke sidde stille i fem minutter af gangen.
- Er hun ikke lidt rubbet? siger Miras mor, når Trille har været på besøg. Mira kan meget godt lide hende. Trille er faktisk den eneste pige i den nye klasse, som Mira taler med. Men hun kan godt få hovedpine af at være for meget sammen med hende.
- Er hun ikke lidt vild? siger mor, som også synes, at Trille stiller for mange spørgsmål til de voksne og blander sig i ting, som ikke kommer hende ved.
Mira synes også, at Trille er lidt vild. Måske er det derfor, hun godt kan lide hende. Alligevel. For hun er anderledes end Mira selv. Hvis bare hun ikke var så trættende.
I aften skal Trille overnatte hos dem. Det er første gang. Mor reder op på en drømmeseng ved siden af Miras briks på det lille værelse på første sal, der er blevet hendes, og da de har været nedenunder og børste tænder og tisse af (Mira ville egentlig helst tisse for sig selv, men Trille sætter sig bare, selvom Mira stadig står ved håndvasken, og så er hun nødt til at gøre det samme bagefter for ikke at virke underlig), men da de altså er færdige nedenunder, kommer mor ind og står i døren til værelset og siger godnat og spørger, om hun skal slukke lyset?
- Nej, dét skal du ikke, siger Trille med eftertryk og overbevisning i stemmen, for jeg kan ikke sove, hvis lyset er slukket!
Det vidste Mira ikke noget om. Det synes hun er underligt. Og irriterende. For hun kan ikke sove, hvis lyset er tændt. Men sådan bliver det altså, for det er jo Trille, der er gæsten, og man skal være høflig overfor sine gæster.
Da mor har lukket døren og er gået ned ad trappen, vender Trille sig om på den anden side, som om hun vil til at sove. Men et øjeblik efter sætter hun sig op med et sæt, peger op mod reolen og spørger Mira, om det ikke er som om, den kigger ned på dem?
Mira følger Trilles blikretning op mod den udstoppede ugle, som far fandt i en krog inde på loftet. Nu er den Miras, og den står øverst på hendes reol og ser ind i væggen overfor med sine gule øjne.
- Uhuuuuu! siger Mira drillende og basker med armene: Jo, den ser lige ned på dig, og måske flyver den ned i din seng i nat. Det gør den nogle gange, når man sover. Så breder den vingerne ud og suser rundt i værelset!
Trille vender hovedet og ser på Mira, og for første gang nogensinde ser Mira, hvordan Trille ser ud, når hun er bange. Hendes øjne bliver meget større og ligesom helt runde.
- Kan du ikke tage den væk? Kan du ikke sætte den ind på loftet? spørger Trille.
- Den gør ingenting, siger Mira så, det er jo noget, jeg finder på. Det er bare en gammel, død, udstoppet ugle. Dens øjne er lavet af glas, og i virkeligheden kan den slet ikke se noget.
- Jeg kan altså ikke sove, hvis den er der, hvisker Trille og trækker dynen helt op til hagen.
Så står Mira ud af sengen, klatrer over Trilles dyne og op på bordet og rækker op efter uglen oppe på reolen. Dens gråbrune fjerdragt er blød og luftig under hendes hænder. Indenunder er den hård og tung. Mira er ret glad for den ugle, og hun er ked af og ærgerlig over, at den nu skal ind på loftet at stå, bare fordi Trille er så fjollet. Tænk, hvis den kommer til at fryse. Der er koldt inde på loftet. Tænk, hvis den tror, at den skal blive derinde, og at Mira ikke vil have den mere. Hun får næsten tårer i øjnene.
Hun kan heller ikke lide at gå ind på det store, mørke loft alene om natten, men hun gør det alligevel, for hun vil ikke lade Trille se, at hun er bange. Det er meget besværligt at have overnattende gæster.
Da hun kommer tilbage igen uden uglen, vil Trille have, at hun skal sætte haspen på, så uglen ikke kan komme ind til dem. Mira ryster på hovedet af hende, men sætter haspen på. Det plejer hun alligevel altid at gøre, før hun sover. Mira er træt nu, og hun har ondt i hovedet. Hun lægger sig ned og trækker dynen op for øjnene, så hun kan få lidt mørke. Men Trille myrer rundt ovre på drømmesengen, så den knirker i alle fjedre.
- Hvad laver du? siger Mira.
- Jeg skal have mine trusser af! Trille siger trusser, som om det er noget, alle siger. Hjemme hos Mira siger de underbukser. Så stikker Trille en arm ud under dynen og smider sine brugte trusser, som altså ligner underbukser, på gulvet. De er lyserøde og ikke helt rene. Det kan Mira se. Hun kniber næsen sammen.
- Hvorfor tager du dem af? siger hun.
- Jeg sover ikke med trusser på, siger Trille, gør du det? Min mor siger, at det er meget bedre ikke at have tøj på, når man sover.
Mira synes, at det er ulækkert. At Trille sådan ligger der med bar numse og uden underbukser. Hvad så, hvis hun skal prutte, mens hun sover? Lige ud i de rene dyner, der dufter af skyllemiddel og solskin.
- Nå, siger mor til Mira næste dag, da Trille er taget hjem, var det hyggeligt at have gæster?
Mira trækker på skuldrene og siger ikke rigtig noget.
- Blev i uvenner? spørger mor og ser bekymret ud.
- Næ, siger Mira. Et øjeblik efter tilføjer hun: Er det ikke underligt, at Trille sover uden underbukser? Hun siger, at hendes mor siger, at det er bedst sådan.
Mor får en lille rynke øverst på næsen og siger: Det er da noget værre griseri. Og så hos fremmede mennesker.
Trille overnatter ikke igen. Mira henter uglen ind på sit værelse og stryger kærligt ned over dens bløde bryst. Det har hun det sådan set fint med.
- Det er ikke et slot. Det er et gods, siger mor, når Mira taler om slottet, hvor Trilles og hendes skolekammerat, Dorothea, bor. Mira kan ikke se forskel. Det ligner et slot, som det ligger der med tårne og spir inde i en stor, grøn park og med en bred grusvej op til hovedtrappen. Og Dorothea ligner en, der bor på et slot. Det er for eksempel helt umuligt at forestille sig Dorothea i skovløberhuset. Hun har korte lyse krøller, store hvælvede øjenlåg over de fjerne, blå øjne, en fint buet næse og slanke hænder. Hun taler pænt og dæmpet og helst slet ikke, og hendes bevægelser er stille og bløde. Mira ville gerne være venner med hende, men Dorothea er ikke sådan en, man bare kan gå hen og tale med. Der ligger sådan en afstand omkring hende.
Trille bander (som en tyrk, siger Trilles københavnermor, der banker kulørte kludetæpper på en snor i baghaven med en flettet tæppebanker og som selv bander lige så meget), og hun farer omkring og kan ikke sidde stille i fem minutter af gangen.
- Er hun ikke lidt rubbet? siger Miras mor, når Trille har været på besøg. Mira kan meget godt lide hende. Trille er faktisk den eneste pige i den nye klasse, som Mira taler med. Men hun kan godt få hovedpine af at være for meget sammen med hende.
- Er hun ikke lidt vild? siger mor, som også synes, at Trille stiller for mange spørgsmål til de voksne og blander sig i ting, som ikke kommer hende ved.
Mira synes også, at Trille er lidt vild. Måske er det derfor, hun godt kan lide hende. Alligevel. For hun er anderledes end Mira selv. Hvis bare hun ikke var så trættende.
I aften skal Trille overnatte hos dem. Det er første gang. Mor reder op på en drømmeseng ved siden af Miras briks på det lille værelse på første sal, der er blevet hendes, og da de har været nedenunder og børste tænder og tisse af (Mira ville egentlig helst tisse for sig selv, men Trille sætter sig bare, selvom Mira stadig står ved håndvasken, og så er hun nødt til at gøre det samme bagefter for ikke at virke underlig), men da de altså er færdige nedenunder, kommer mor ind og står i døren til værelset og siger godnat og spørger, om hun skal slukke lyset?
- Nej, dét skal du ikke, siger Trille med eftertryk og overbevisning i stemmen, for jeg kan ikke sove, hvis lyset er slukket!
Det vidste Mira ikke noget om. Det synes hun er underligt. Og irriterende. For hun kan ikke sove, hvis lyset er tændt. Men sådan bliver det altså, for det er jo Trille, der er gæsten, og man skal være høflig overfor sine gæster.
Da mor har lukket døren og er gået ned ad trappen, vender Trille sig om på den anden side, som om hun vil til at sove. Men et øjeblik efter sætter hun sig op med et sæt, peger op mod reolen og spørger Mira, om det ikke er som om, den kigger ned på dem?
Mira følger Trilles blikretning op mod den udstoppede ugle, som far fandt i en krog inde på loftet. Nu er den Miras, og den står øverst på hendes reol og ser ind i væggen overfor med sine gule øjne.
- Uhuuuuu! siger Mira drillende og basker med armene: Jo, den ser lige ned på dig, og måske flyver den ned i din seng i nat. Det gør den nogle gange, når man sover. Så breder den vingerne ud og suser rundt i værelset!
Trille vender hovedet og ser på Mira, og for første gang nogensinde ser Mira, hvordan Trille ser ud, når hun er bange. Hendes øjne bliver meget større og ligesom helt runde.
- Kan du ikke tage den væk? Kan du ikke sætte den ind på loftet? spørger Trille.
- Den gør ingenting, siger Mira så, det er jo noget, jeg finder på. Det er bare en gammel, død, udstoppet ugle. Dens øjne er lavet af glas, og i virkeligheden kan den slet ikke se noget.
- Jeg kan altså ikke sove, hvis den er der, hvisker Trille og trækker dynen helt op til hagen.
Så står Mira ud af sengen, klatrer over Trilles dyne og op på bordet og rækker op efter uglen oppe på reolen. Dens gråbrune fjerdragt er blød og luftig under hendes hænder. Indenunder er den hård og tung. Mira er ret glad for den ugle, og hun er ked af og ærgerlig over, at den nu skal ind på loftet at stå, bare fordi Trille er så fjollet. Tænk, hvis den kommer til at fryse. Der er koldt inde på loftet. Tænk, hvis den tror, at den skal blive derinde, og at Mira ikke vil have den mere. Hun får næsten tårer i øjnene.
Hun kan heller ikke lide at gå ind på det store, mørke loft alene om natten, men hun gør det alligevel, for hun vil ikke lade Trille se, at hun er bange. Det er meget besværligt at have overnattende gæster.
Da hun kommer tilbage igen uden uglen, vil Trille have, at hun skal sætte haspen på, så uglen ikke kan komme ind til dem. Mira ryster på hovedet af hende, men sætter haspen på. Det plejer hun alligevel altid at gøre, før hun sover. Mira er træt nu, og hun har ondt i hovedet. Hun lægger sig ned og trækker dynen op for øjnene, så hun kan få lidt mørke. Men Trille myrer rundt ovre på drømmesengen, så den knirker i alle fjedre.
- Hvad laver du? siger Mira.
- Jeg skal have mine trusser af! Trille siger trusser, som om det er noget, alle siger. Hjemme hos Mira siger de underbukser. Så stikker Trille en arm ud under dynen og smider sine brugte trusser, som altså ligner underbukser, på gulvet. De er lyserøde og ikke helt rene. Det kan Mira se. Hun kniber næsen sammen.
- Hvorfor tager du dem af? siger hun.
- Jeg sover ikke med trusser på, siger Trille, gør du det? Min mor siger, at det er meget bedre ikke at have tøj på, når man sover.
Mira synes, at det er ulækkert. At Trille sådan ligger der med bar numse og uden underbukser. Hvad så, hvis hun skal prutte, mens hun sover? Lige ud i de rene dyner, der dufter af skyllemiddel og solskin.
- Nå, siger mor til Mira næste dag, da Trille er taget hjem, var det hyggeligt at have gæster?
Mira trækker på skuldrene og siger ikke rigtig noget.
- Blev i uvenner? spørger mor og ser bekymret ud.
- Næ, siger Mira. Et øjeblik efter tilføjer hun: Er det ikke underligt, at Trille sover uden underbukser? Hun siger, at hendes mor siger, at det er bedst sådan.
Mor får en lille rynke øverst på næsen og siger: Det er da noget værre griseri. Og så hos fremmede mennesker.
Trille overnatter ikke igen. Mira henter uglen ind på sit værelse og stryger kærligt ned over dens bløde bryst. Det har hun det sådan set fint med.
Saturday, December 6, 2008
Ja, Gerda, hold din kæft!
Charlotte Heje Haase alias Spacemermaid fortsætter sine åbenhjertige reflektioner og dagbogsnotater fra 1001 tårs tøsetanker i den nye weblogroman Skydykker uden faldskærm. Andet bind i serien (om jeg så må kalde den) om Spacemermaids op- og nedture kunne lige så vel hedde Entusiasten, for det er i høj grad rumhavfuens møde med ham, bogen handler om. Et møde, der sparker benene væk under den unge kvinde, får hende til at lette fra jorden og siden sender hende til tælling i Kleenexboksen. Hvem behøver at beruse sig i alkohol, når man har en elskelig og kropumulig "Entusiasten" til at holde en kørende på endorfiner og til at efterlade en i tvivl om, hvad i alverden, der egentlig foregår?
Jo, Skydykker uden faldskærm er først og fremmest en moderne fortælling (fra den virkelige verden) om den store og svære kærlighed. Men historien er krydret med beretninger om familien, hvor ikke mindst den bramfri og spillevende Morfar spiller en væsentlig rolle, og med fortællinger om kolleger, om gode og mindre gode veninder og om den indre Gerda, som nok skal sørge for, at man ikke kommer til at glæde sig for tidligt, at man husker på, at træerne ikke vokser ind i himlen, og at man forresten både er dum og grim og har langt hjem og derfor slet ikke har fortjent hverken kærlighed eller karriere:
Nogle gange har jeg sådan en lille dame inde i hovedet. Hun har beige tøj på, stram knold i nakken og hedder Gerda. Hun siger: "Du er så dum, menneske!"
Så beder jeg Gerda om at holde kæft. Lige nu hvisker Gerda til mig, at Entusiasten ikke kan lide mig, fordi der er gået et halvt minut, siden jeg skrev en besked til ham. Har intet hørt.
[...]Hun kan også godt finde på at komme forbi, når jeg skriver. Så håner hun: "Du kan ikke en skid. Hold op med at prøve. Du er til grin. Du er dååååååårlig."
Jeg tager nu ikke Gerdas parti, for Charlotte Heje Haase, Spacemermaid også kaldet, hører, sin spinkelhed til trods (jeg har set hende på tv), hjemme blandt de tunge piger indenfor chicklit-genren.
Så ja, Gerda, hold din kæft, for Charlotte Heje Haase kan faktisk skrive. Og lur mig, om ikke hun også kan skrive andet (og mere, hviskede den fisefornemme litterat) end chicklit. Det tyder flere passager i Skydykker uden faldskærm på. Hun skal bare lige lære, hvordan hun også tøjler den luftballon, som hun af og til svæver ud i rummet i. I mellemtiden kan læserne både grine og græde over Spacemermaids hasarderede himmelflugt og de bratte styrt, der heraf lejlighedsvis følger. Uden faldskærm. Tsk, tsk, tsk.....
Spacemermaid:
Skydykker uden faldskærm
Weblogroman
Lindhardt og Ringhof 2008
Subscribe to:
Posts (Atom)