Udenfor står skoven sort i vintermorgengryet. Hun ligger og lytter lidt til den bløde lyd af regndråbers lette slag mod den mørke rude.
Hendes søn er voksen nu og sover under neonhimmel i en fremmed by.
Manden, hun elsker, kører ad spejlvåde veje i glidende lys.
Hun ligger og lytter til regnen mod ruden, til tiden, der drypper fra husets tag og forsvinder i blanke strømme ud i den dunkle nat, ind i den gryende dag.
Saturday, January 24, 2009
I read
to further my education, Miss Kenton.
Min yndlingsscene fra filmatiseringen af The Remains of the Day.
Min yndlingsscene fra filmatiseringen af The Remains of the Day.
Tuesday, January 20, 2009
Omskoling og kassetænkning
Både Capac og Lotte har skrevet kritiske indlæg vedrørende den tidligere "overvismand" Torben M. Andersens forslag om at omskole ledige indenfor byggebranchen til stillinger indenfor sundhedssektoren.
Jeg er enig i Capacs og Lottes kritik af forslaget og af kritikken af det menneskesyn, som det er et udtryk for. Men på baggrund af mine egne seneste erfaringer som ledig må jeg sige, at der næppe er grund til at frygte for konsekvenserne af forslaget, hvis det skulle gå igennem. Det vil sandsynligvis blot blive opført som endnu et tilbud i rækken af "hjælpsomme" tiltag, der ser så pæne ud på papiret (alt afhængig af øjnene, der ser, naturligvis), men som ikke får nogen effekt i den virkelige verden. Ikke i forhold til syge og ældre medborgere i hvert fald og heller ikke i forhold til de ledige murere, tømrere og evt. andre, som rent faktisk måtte ønske en sådan omskoling.
Jeg har i hvert fald, så sent som i går, erfaret, at ønsker man omskoling til dette eller hint, skal man opfylde så specifikke kriterier, at de nærmest lyder som magiske formler taget ud af en bog om heksekunst. Jeg forhørte mig f.eks. hos både A.kasse og Anden Aktør om muligheden for at få nogle kurser, der kunne kvalificere mig til at bestride et job som lægesekretær. Nå ja, det er ikke mit ønskejob, men ønskejobbet som forfatter står vist ikke opført noget sted i dagpengesystemets små rubrikker. Skrivende og andre kreativt tænkende mennesker er pariaer i det system. Men jeg skal jo finde noget at leve af, helst før den står på spild-af-tid-konstant-aktivering og mere stress,stress, stress.
Hos MA mente konsulenten, at det var en fin idé, for var der ikke noget med, at lægesekretærbrancen var et flaskehalsområde? Hun henviste mig til Jobcenteret, hvor jeg ville vente med at forhøre mig, da jeg af erfaring ved, at beslutningerne er meget afhængige af, hvilken person man får fat i, når man henvender sig. I stedet spurgte jeg mig så for hos Anden Aktør. Konsulenten slog op i sine tabeller og små kasser på skærmen og måtte så meddele mig, at jeg på én og samme tid var over- og underkvalificeret til umiddelbart at komme i betragtning. Havde jeg haft en almindelig kontoruddannelse, kunne jeg nok have taget overbygningen til lægesekretær. Men eftersom jeg er højtuddannet, så er der mange flere begrænsninger på, hvad jeg må ville indenfor systemet. Desuden er lægesekretærområdet ikke et flaskehalsproblem i min region, og derfor vil det i sig selv sætte en bremse for hjælpen til at få et ben indenfor der. (Uanset om jeg efterfølgende måtte ønske at søge en stilling i for eksempel Midtjylland, hvor der - ifølge konsulentens skemaer - mangler lægesekretærer).
Konsulenten sluttede af med at gentage sin lille prædiken fra tidligere møder om, at jeg nok skulle prøve at finde mig et løntilskudsjob. Han var jo godt klar over, indrømmede han, at mange virksomheder udnytter den støtte, som de herigennem får til ansættelse af en ledig, og at jeg - i offentligt regi - ikke ville få mere udbetalt end min dagpengesats, men det var dog muligt, at jeg ville få fastansættelse til reel løn efterfølgende... Ja, vi kender remsen.
Uanset mine ovennævnte erfaringer og uanset mit ønske om og forsøg på således at finde en nødløsning ved at søge et job som lægesekretær, så finder jeg det dybt kritisabelt, at beslutningstagere og andre personer med mulig indflydelse på regeringens politik betragter individer som slet og ret arbejdskraft - røde brikker, blå brikker, gule brikker - som man kan flytte rundt med efter forgodtbefindende. Jeg har altid haft den opfattelse, at når en sagsbehandler, A.kassekonsulent eller en anden i en tilsvarende stilling sidder overfor en ledig, så bør det være vedkommendes fornemste opgave at hjælpe den ledige udfra hans eller hendes personlige ønsker. Som tingene er i dag, foregår tingene den anden vej rundt. Den ledige er blevet en brik, der skal passes ind i et større spil, der åbenbart går ud på at danne et pletfrit billede ud mod gaden af regeringens arbejdsmarkedspolitik. For nogen ser det hus måske pænt ud på overfladen, men det er bygget på træpæle, og der er råd i fundamentet.
Og lad mig så tilføje, at hvad angår idéen om at omskole ledige indenfor byggebranchen til stillinger indenfor sundhedssektoren, så er der måske alligevel grund til at råbe vagt i gevær. For beskæftigelsesministeren kan med et pennestrøg, der godkender et sådant forslag, samtidig bremse de nybyggerier og renoveringer, som kunne få netop disse ledige i relevant arbejde. Og noget tilsvarende gør sig såmænd nok gældende indenfor flere områder. Det frie initiativ er efterhånden ved at drukne i bureaukrati.
Jeg er enig i Capacs og Lottes kritik af forslaget og af kritikken af det menneskesyn, som det er et udtryk for. Men på baggrund af mine egne seneste erfaringer som ledig må jeg sige, at der næppe er grund til at frygte for konsekvenserne af forslaget, hvis det skulle gå igennem. Det vil sandsynligvis blot blive opført som endnu et tilbud i rækken af "hjælpsomme" tiltag, der ser så pæne ud på papiret (alt afhængig af øjnene, der ser, naturligvis), men som ikke får nogen effekt i den virkelige verden. Ikke i forhold til syge og ældre medborgere i hvert fald og heller ikke i forhold til de ledige murere, tømrere og evt. andre, som rent faktisk måtte ønske en sådan omskoling.
Jeg har i hvert fald, så sent som i går, erfaret, at ønsker man omskoling til dette eller hint, skal man opfylde så specifikke kriterier, at de nærmest lyder som magiske formler taget ud af en bog om heksekunst. Jeg forhørte mig f.eks. hos både A.kasse og Anden Aktør om muligheden for at få nogle kurser, der kunne kvalificere mig til at bestride et job som lægesekretær. Nå ja, det er ikke mit ønskejob, men ønskejobbet som forfatter står vist ikke opført noget sted i dagpengesystemets små rubrikker. Skrivende og andre kreativt tænkende mennesker er pariaer i det system. Men jeg skal jo finde noget at leve af, helst før den står på spild-af-tid-konstant-aktivering og mere stress,stress, stress.
Hos MA mente konsulenten, at det var en fin idé, for var der ikke noget med, at lægesekretærbrancen var et flaskehalsområde? Hun henviste mig til Jobcenteret, hvor jeg ville vente med at forhøre mig, da jeg af erfaring ved, at beslutningerne er meget afhængige af, hvilken person man får fat i, når man henvender sig. I stedet spurgte jeg mig så for hos Anden Aktør. Konsulenten slog op i sine tabeller og små kasser på skærmen og måtte så meddele mig, at jeg på én og samme tid var over- og underkvalificeret til umiddelbart at komme i betragtning. Havde jeg haft en almindelig kontoruddannelse, kunne jeg nok have taget overbygningen til lægesekretær. Men eftersom jeg er højtuddannet, så er der mange flere begrænsninger på, hvad jeg må ville indenfor systemet. Desuden er lægesekretærområdet ikke et flaskehalsproblem i min region, og derfor vil det i sig selv sætte en bremse for hjælpen til at få et ben indenfor der. (Uanset om jeg efterfølgende måtte ønske at søge en stilling i for eksempel Midtjylland, hvor der - ifølge konsulentens skemaer - mangler lægesekretærer).
Konsulenten sluttede af med at gentage sin lille prædiken fra tidligere møder om, at jeg nok skulle prøve at finde mig et løntilskudsjob. Han var jo godt klar over, indrømmede han, at mange virksomheder udnytter den støtte, som de herigennem får til ansættelse af en ledig, og at jeg - i offentligt regi - ikke ville få mere udbetalt end min dagpengesats, men det var dog muligt, at jeg ville få fastansættelse til reel løn efterfølgende... Ja, vi kender remsen.
Uanset mine ovennævnte erfaringer og uanset mit ønske om og forsøg på således at finde en nødløsning ved at søge et job som lægesekretær, så finder jeg det dybt kritisabelt, at beslutningstagere og andre personer med mulig indflydelse på regeringens politik betragter individer som slet og ret arbejdskraft - røde brikker, blå brikker, gule brikker - som man kan flytte rundt med efter forgodtbefindende. Jeg har altid haft den opfattelse, at når en sagsbehandler, A.kassekonsulent eller en anden i en tilsvarende stilling sidder overfor en ledig, så bør det være vedkommendes fornemste opgave at hjælpe den ledige udfra hans eller hendes personlige ønsker. Som tingene er i dag, foregår tingene den anden vej rundt. Den ledige er blevet en brik, der skal passes ind i et større spil, der åbenbart går ud på at danne et pletfrit billede ud mod gaden af regeringens arbejdsmarkedspolitik. For nogen ser det hus måske pænt ud på overfladen, men det er bygget på træpæle, og der er råd i fundamentet.
Og lad mig så tilføje, at hvad angår idéen om at omskole ledige indenfor byggebranchen til stillinger indenfor sundhedssektoren, så er der måske alligevel grund til at råbe vagt i gevær. For beskæftigelsesministeren kan med et pennestrøg, der godkender et sådant forslag, samtidig bremse de nybyggerier og renoveringer, som kunne få netop disse ledige i relevant arbejde. Og noget tilsvarende gør sig såmænd nok gældende indenfor flere områder. Det frie initiativ er efterhånden ved at drukne i bureaukrati.
Thursday, January 15, 2009
Dyrene
De ved, at dyrene er der. De tramper stier gennem græsset under de høje graner, rundt om egekrattet og ud og ind mellem tjørnene i hegnet ud til marken. Men det er kun i drømme, de ser dem. Eller i et glimt fanget ind midt i et spring tværs over vejen, når de kører i efterårsmørket med lygterne tændt.
Også fuglene er der. Som en hastig, fjedrende flaksen af vinger et sted oven over deres hoveder. Står de stille og venter, sker det også, at de ser dem flyve i stødvise ryk- stigende, dalende, stigende, dalende - fra træ til træ, smutte fra kvist til kvist, mens de kvidrer og kalder. Altid på afstand. For langt væk til, at man kan være ganske sikker på, om det nu er en skovspurv, en rødkælk eller måske en fremmed fugl.
Men en morgen, den næstsidste dag i november og velsagtens fordi blæsten, natten forinden, har fejet frø af planterne og kastet dem på jorden, er der fuglekvidren og tjiirp, tjiirp, tjiirp under vinduerne, der vender mod syd. De står ganske stille bag ruderne og ser både gulspurv, musvitter og skovspurve samle frø på fliserne, der grænser op til den mossprængte plæne. Ovre i den dryppende tjørn sidder en rødhals og puster sig op. Så hopper den ned på en lavere gren og forsvinder bag stammens grågrønne bark. En rødbrun bølgebevægelse går over græsset - som en serpentine, der pustes ud - forsvinder ud af syne og kommer igen. Den buskede hale rystes, som om egernet danser en afrikansk stammedans, så bukker det sig lynsnart ned, samler noget op med poterne og piler op ad den nærmeste stamme med sit hittegods anbragt i munden.
Lidt efter ankommer de sjældent besøgende halemejser med vippende, langstrakte halefjer og sort-hvide tegninger. De sender spinkle lyde ud i luften, men bliver ikke længe. Det er som om, de blot kommer for at hilse på og straks må tage afsked igen.
De ser ikke dyrene. Men når de følger stierne, som de vel må træde hen under aften eller så tidligt om morgenen, at endnu ingen er vågne, finder de små runde lorte i græsset. De minder om spejderhagl uden støv. Dyrene har afsat fine og dybe kløftede spor, hvor den fugtige jord ligger nøgen. Det drypper fra træerne, og septembers og oktobers blødt, spændstige svampe er faldet sammen til fedtede, sortbrune masser, der minder om noget, der er fisket op fra havet, hvor det er dybest, eller noget fra en fremmed planet. Vinden har lagt sig, og de fleste fugle går tidligt til ro. Kun en utidig kragefugl eller to kalder med bratte, klaprende lyde, der minder om klangen, når man slår to stykker tørt træ mod hinanden.
Også fuglene er der. Som en hastig, fjedrende flaksen af vinger et sted oven over deres hoveder. Står de stille og venter, sker det også, at de ser dem flyve i stødvise ryk- stigende, dalende, stigende, dalende - fra træ til træ, smutte fra kvist til kvist, mens de kvidrer og kalder. Altid på afstand. For langt væk til, at man kan være ganske sikker på, om det nu er en skovspurv, en rødkælk eller måske en fremmed fugl.
Men en morgen, den næstsidste dag i november og velsagtens fordi blæsten, natten forinden, har fejet frø af planterne og kastet dem på jorden, er der fuglekvidren og tjiirp, tjiirp, tjiirp under vinduerne, der vender mod syd. De står ganske stille bag ruderne og ser både gulspurv, musvitter og skovspurve samle frø på fliserne, der grænser op til den mossprængte plæne. Ovre i den dryppende tjørn sidder en rødhals og puster sig op. Så hopper den ned på en lavere gren og forsvinder bag stammens grågrønne bark. En rødbrun bølgebevægelse går over græsset - som en serpentine, der pustes ud - forsvinder ud af syne og kommer igen. Den buskede hale rystes, som om egernet danser en afrikansk stammedans, så bukker det sig lynsnart ned, samler noget op med poterne og piler op ad den nærmeste stamme med sit hittegods anbragt i munden.
Lidt efter ankommer de sjældent besøgende halemejser med vippende, langstrakte halefjer og sort-hvide tegninger. De sender spinkle lyde ud i luften, men bliver ikke længe. Det er som om, de blot kommer for at hilse på og straks må tage afsked igen.
De ser ikke dyrene. Men når de følger stierne, som de vel må træde hen under aften eller så tidligt om morgenen, at endnu ingen er vågne, finder de små runde lorte i græsset. De minder om spejderhagl uden støv. Dyrene har afsat fine og dybe kløftede spor, hvor den fugtige jord ligger nøgen. Det drypper fra træerne, og septembers og oktobers blødt, spændstige svampe er faldet sammen til fedtede, sortbrune masser, der minder om noget, der er fisket op fra havet, hvor det er dybest, eller noget fra en fremmed planet. Vinden har lagt sig, og de fleste fugle går tidligt til ro. Kun en utidig kragefugl eller to kalder med bratte, klaprende lyde, der minder om klangen, når man slår to stykker tørt træ mod hinanden.
Tuesday, January 13, 2009
Morgenbøn?
Jeg er enig med Bertel Haarder. Naturligvis skal der bedes morgenbøn i de danske skoler. Vi lever i et samfund, som i århundreder har bygget på kristne (protestantiske) værdier, hvilket synes at have været til gavn og glæde for befolkningen som helhed. De værdier skal vi videreføre, og morgenbønnen er et udmærket sted at begynde.
Kritiske røster råber op om, at generel indførelse af morgenbøn i skolerne er et udtryk for en farlig fanatisme, at børnene (børnene!) selv skal have lov at vælge, og at den kristne bøn vil sætte skel mellem kristne børn og børn, som tilhører andre trosretninger.
Nu har vi i Danmark, Gud være lovet, ikke blot tradition for at bygge på kristne værdier, men også tradition for at oplyse og uddanne. Det gælder også indenfor det religiøse område. Skolebørn i Danmark undervises således ikke blot i kristendom, men også i andre religioner. Netop derfor er der ingen grund til, at fanatiske sekulære kræfter forsøger at modarbejde det kristne fundament, som det danske samfund bygger på. Og hvad angår børnenes(!) ret til at vælge, så er jeg af den opfattelse, at de færreste børn (om nogen) er i stand til at træffe et sådant valg.
Fadervor er ikke i sig selv et instrument for fanatiske fundamentalistiske kristne kræfter, og det kan den næppe blive, så længe den bedes under en fælles morgensamling med eller uden efterfølgende morgensang, og så længe børnene altså undervises i religion og ikke kun i kristendom.
(Og jo, jeg går også ind for morgensang med tekster fra den danske sangskat, som giver børnene et tiltrængt indblik i dansk historie og kultur.)
Fadervor kan - også fra en mere pragmatisk synsvinkel - opfattes som en tekst, der rent symbolsk udtrykker en anderkendelse af, at der findes noget større end mennesket. At forestille sig noget andet er, i mine øjne, et udtryk for både snæversyn og arrogance.
Principielt mener jeg heller ikke, at et barn, som er opdraget i en anden religiøs tradition, skal kunne fritages for den kristne morgenbøn, sådan som jeg altså forstår, at den praktiseres i enkelte skoler nu - og evt. skulle praktiseres i flere. Det er der to grunde til. For det første opfatter jeg, som det fremgår ovenfor, den kristne morgenbøn som et led i dannelsen og oplysningen af det menneske, der skal indgå i det danske samfund. For det andet mener jeg ikke, at forældre bør nægte deres børn et indblik i andre religiøse retninger, end den, som de nu selv tilhører, netop fordi barnet, når det vel at mærke vokser til og har tilstrækkeligt mange informationer og erfaringer at træffe en beslutning ud fra, skal kunne vælge sin egen vej - også i trosspørgsmål.
Indenfor den protestantiske tradition markerer konfirmationen det tidspunkt, hvor barnet skønnes i stand til at træffe et sådant valg. Den linje kunne man måske så vælge: At barnet/den unge, kunne fritages for morgenbøn efter fjortenårsalderen.
Kritiske røster råber op om, at generel indførelse af morgenbøn i skolerne er et udtryk for en farlig fanatisme, at børnene (børnene!) selv skal have lov at vælge, og at den kristne bøn vil sætte skel mellem kristne børn og børn, som tilhører andre trosretninger.
Nu har vi i Danmark, Gud være lovet, ikke blot tradition for at bygge på kristne værdier, men også tradition for at oplyse og uddanne. Det gælder også indenfor det religiøse område. Skolebørn i Danmark undervises således ikke blot i kristendom, men også i andre religioner. Netop derfor er der ingen grund til, at fanatiske sekulære kræfter forsøger at modarbejde det kristne fundament, som det danske samfund bygger på. Og hvad angår børnenes(!) ret til at vælge, så er jeg af den opfattelse, at de færreste børn (om nogen) er i stand til at træffe et sådant valg.
Fadervor er ikke i sig selv et instrument for fanatiske fundamentalistiske kristne kræfter, og det kan den næppe blive, så længe den bedes under en fælles morgensamling med eller uden efterfølgende morgensang, og så længe børnene altså undervises i religion og ikke kun i kristendom.
(Og jo, jeg går også ind for morgensang med tekster fra den danske sangskat, som giver børnene et tiltrængt indblik i dansk historie og kultur.)
Fadervor kan - også fra en mere pragmatisk synsvinkel - opfattes som en tekst, der rent symbolsk udtrykker en anderkendelse af, at der findes noget større end mennesket. At forestille sig noget andet er, i mine øjne, et udtryk for både snæversyn og arrogance.
Principielt mener jeg heller ikke, at et barn, som er opdraget i en anden religiøs tradition, skal kunne fritages for den kristne morgenbøn, sådan som jeg altså forstår, at den praktiseres i enkelte skoler nu - og evt. skulle praktiseres i flere. Det er der to grunde til. For det første opfatter jeg, som det fremgår ovenfor, den kristne morgenbøn som et led i dannelsen og oplysningen af det menneske, der skal indgå i det danske samfund. For det andet mener jeg ikke, at forældre bør nægte deres børn et indblik i andre religiøse retninger, end den, som de nu selv tilhører, netop fordi barnet, når det vel at mærke vokser til og har tilstrækkeligt mange informationer og erfaringer at træffe en beslutning ud fra, skal kunne vælge sin egen vej - også i trosspørgsmål.
Indenfor den protestantiske tradition markerer konfirmationen det tidspunkt, hvor barnet skønnes i stand til at træffe et sådant valg. Den linje kunne man måske så vælge: At barnet/den unge, kunne fritages for morgenbøn efter fjortenårsalderen.
Monday, January 12, 2009
Svøbt i stilhed
Der er nætter, hvor jeg sover svøbt i stilhed. Et sted, hvor freden er så stor, at jeg kan synke i den som i sort vand under isen. Jeg kan lytte ind i mørket. Jeg kan høre Evigheden. Sidste nat forkyndte en svag og rytmisk brusen, som af Vesterhav og vinger, at det blæste stort og stærkt i graners kroner. Jeg blev vugget i søvn til lyd af bølgeslag og et elsket åndedræt med bløde toner.
Tuesday, January 6, 2009
Morgenavisen
Niels Ole hedder han. Men det har de fleste vist glemt. For dem er han bare Nilo, selvom han jævnligt minder folk om, at han rent faktisk har et rigtigt navn. Han er en rund mand med bamset sexappeal, måne, blå øjne, machoskæg og tøbrudssmil. Selvom det sjældent er det, han selv ser i det spejl, som han helst efterlader tildugget, imens han står der og børster sine tænder til bruset af rindende vand. Det skal til. Det rindende vand. Ellers er der noget, der er helt forkert, og så går bevægelsen i stå. Bevægelse er en nødvendighed – om den så også kun består i bevægelsen med tandbørsten, bevægelsen frem og tilbage med håndklædet ned over ryggen eller den gode gammelkendte, som det snart er lidt for længe siden, han har mærket. Hvis Nilo nu skal sige det selv. Med håndklædet, det som også denne morgen gør det ud for frem og tilbage, slået om livet bevæger han sig gennem stuen og ind på kammeret for at finde en trøje og bukserne fra i går. Undervejs slår han lidt ud med armene for at få mere gang i kroppen. Fysiske øvelser. Det er halvhjertet. Det går nok endda.
Udenfor er morgenstunden våd. Vandet siler i en lind strøm ned over de blanke blade på den vedbendlignende tingest, der også i år sender lange krøllede spiraltråde ind over Nilos altan, hvorfra man kan skimte de røde tagsten på hospitalet overfor. Det er Kukkuk Hospitalet, som han kalder det. Så ved han, hvor han kan gå hen, hvis det bliver for meget alt sammen, som han grinende siger til dem, der gider lytte. Han kan høre suset fra trafikken på gaden, selvom havens træer tager noget af for larmen, nu hvor de står dækket af løv. I dag er der klister i den susen, fordi dækkene presser regnvandet tyndt og fladt mod den grålige asfalt.
Nilo har sat vand på til kaffe. Det foregår i en kasserolle, siden hans elkedel brændte sammen. Han kunne selvfølgelig købe en anden, men den slags koster penge, og hvorfor give dem ud på nyt isenkram, når nu kasserollen fungerer så glimrende? Han tager en rugbrødsmad med ost til sin kaffe (ingen smør, for det er ikke sundt med alt det fedt, sagde diætisten, og Nilo trænger til at tabe sig). Så bladrer han distræt gennem gratisavisen, som i aftes blev smidt ind gennem sprækken. Den stiller ham ikke tilfreds. Han skæver ud til siden gennem det lille vindue over køkkenbordet, hen over bøgerne, der står i vindueskarmen. Den, han selv har skrevet, står der også. Han har flere eksemplarer af den i en kasse under sengen. Så mange blev der nemlig heller ikke solgt. Nu forærer han dem bort til værdigt trængende. Man må jo gøre sit for at højne den almene dannelse, synes Nilo, selvom man så heller ikke får betaling for det. Utak er verdens løn. Utak. Tiktak. Toktok. Regnen trommer mod ruden på denne side af huset. Uophørligt. Men en avis må han have. Der er altså ingen vej udenom. Han må ud i det. Han tager sin sorte skindjakke på - og lærredsposen med.
Han skal tre gader hen. Regnen køler hans hoved, løber ned i hans øjne og danner mørke pletter på de lyse bukser. Han danser slalom udenom pytterne, hvor fliserne ligger i smadder. Naturligvis gør han et nummer ud af det, for at folk ikke skal synes, han tager sig ufrivilligt komisk ud. Så kommer en gammel dame imod ham med gangstativ og plasticdækken på hovedet, og han må undvige, bliver uopmærksom og træder ned i en ordentlig sø, så det kolde vand siver ind gennem hans sko, og strømpen bliver våd. Så skulle da også… Han ryster sit ben, holder balancen på det andet med begge arme strakt skråt ud fra kroppen og posen dinglende ned fra venstre hånd. Folk haster forbi med opslåede paraplyer eller sænkede hoveder og har slet ikke tid til at tage sig af ham. Det er godt det samme. Nu er han der snart. Han håber, han når at få avisen i dag. Det er ikke altid, han er tidligt nok ude. Men jo, minsandten, lykken tilsmiler ham.
Nilo sænker hovedet. Han skeler ud til siderne og bøjer sig lidt fremover, idet han nærmer sig de tre trin op til den gamle dør med jerngrebet med krummelyrer på, i hvilket den sammenfoldede avis er kilet fast. Han har efterhånden fået rutinen, behøver knap nok at standse. I hvert fald kun en brøkdel af et sekund. Så har han fat i papiret, giver folderne et let tryk og trækker avisen fri af dens fangenskab. Ned i lærredsposen og så videre, svagt fløjtende og munter igen, selvom sokken i højre sko stadig er våd. Nu skal han hjem til en ekstra kop kaffe og læse avisen, imens han hygger sig med lyden af regnens trommen mod ruden. Nu skulle dét være muligt. Der er vist nok også en præfabrikeret basse tilbage i den lille lommefryser. Imens vandet koger, og bassen bager i ovnen, kan han så tørre avisens våde sider på den lune radiator.
Nilo ved ikke, at fru Junkersen, oppe på første i huset overfor, har kigget ham ud for længe siden. Hun sidder ved sit vindue dagen lang bag de fine blondegardiner, hvorfra hun har frit udsyn til huset på den anden side af gaden.
- Som om du ikke har noget bedre at give dig til, vrisser hendes datter, når hun kommer på besøg.
- Som om det ikke er godt nok, svarer Fru Junkersen rapt.
Hun sidder som regel og ser det, når den runde herre kommer forbi og henter Andreasens avis. At det er Andreasens er der ingen tvivl om. Fru Junkersen har flere gange set ham komme ud efter den. Hun har også set det, når Andreasen kom ud og ikke fandt avisen, fordi den allerede var blevet hentet.
De første par gange, Fru Junkersen overværede tyveriet, bankede hun vredt med stokken i gulvet. Siden har hun ændret holdning. Det var efter, hun blev klar over, at Andreasen er tidligere dommer – nu pensioneret. Fru Junkersen har ikke meget til overs for dommerstanden. Når hun betænker, hvordan de hundehoveder dømte hendes stakkels bror for bedrageri. Herregud, det var jo bare økonomisk kriminalitet, og pengeinstituttet, han var ansat i, led jo ingen nød af den grund. De skulle hellere gøre noget ved de bøller, der hærger inde på Nørrebro. Ja, det er altså Fru Junkersens mening.
Når Fru Junkersen nu ser, hvor gesvindt den runde fyr dernede får lempet avisen fri af håndtaget og får stoppet den ned i sin medbragte lærredspose, klukker hun lidt for sig selv. Når hun lidt senere ser Dommer Andreasens sure, forvredne ansigt, som ulmer hvidblegt mod det tunge brillestel under det pomadiserede hår, som hun er overbevist om, han får farvet, stå i den åbne dør og stirre op og ned langs fortovet efter den forsvundne avis, dunker hun i gulvet med stokken igen. Men nu er det begejstret og af bare skadefryd.
Udenfor er morgenstunden våd. Vandet siler i en lind strøm ned over de blanke blade på den vedbendlignende tingest, der også i år sender lange krøllede spiraltråde ind over Nilos altan, hvorfra man kan skimte de røde tagsten på hospitalet overfor. Det er Kukkuk Hospitalet, som han kalder det. Så ved han, hvor han kan gå hen, hvis det bliver for meget alt sammen, som han grinende siger til dem, der gider lytte. Han kan høre suset fra trafikken på gaden, selvom havens træer tager noget af for larmen, nu hvor de står dækket af løv. I dag er der klister i den susen, fordi dækkene presser regnvandet tyndt og fladt mod den grålige asfalt.
Nilo har sat vand på til kaffe. Det foregår i en kasserolle, siden hans elkedel brændte sammen. Han kunne selvfølgelig købe en anden, men den slags koster penge, og hvorfor give dem ud på nyt isenkram, når nu kasserollen fungerer så glimrende? Han tager en rugbrødsmad med ost til sin kaffe (ingen smør, for det er ikke sundt med alt det fedt, sagde diætisten, og Nilo trænger til at tabe sig). Så bladrer han distræt gennem gratisavisen, som i aftes blev smidt ind gennem sprækken. Den stiller ham ikke tilfreds. Han skæver ud til siden gennem det lille vindue over køkkenbordet, hen over bøgerne, der står i vindueskarmen. Den, han selv har skrevet, står der også. Han har flere eksemplarer af den i en kasse under sengen. Så mange blev der nemlig heller ikke solgt. Nu forærer han dem bort til værdigt trængende. Man må jo gøre sit for at højne den almene dannelse, synes Nilo, selvom man så heller ikke får betaling for det. Utak er verdens løn. Utak. Tiktak. Toktok. Regnen trommer mod ruden på denne side af huset. Uophørligt. Men en avis må han have. Der er altså ingen vej udenom. Han må ud i det. Han tager sin sorte skindjakke på - og lærredsposen med.
Han skal tre gader hen. Regnen køler hans hoved, løber ned i hans øjne og danner mørke pletter på de lyse bukser. Han danser slalom udenom pytterne, hvor fliserne ligger i smadder. Naturligvis gør han et nummer ud af det, for at folk ikke skal synes, han tager sig ufrivilligt komisk ud. Så kommer en gammel dame imod ham med gangstativ og plasticdækken på hovedet, og han må undvige, bliver uopmærksom og træder ned i en ordentlig sø, så det kolde vand siver ind gennem hans sko, og strømpen bliver våd. Så skulle da også… Han ryster sit ben, holder balancen på det andet med begge arme strakt skråt ud fra kroppen og posen dinglende ned fra venstre hånd. Folk haster forbi med opslåede paraplyer eller sænkede hoveder og har slet ikke tid til at tage sig af ham. Det er godt det samme. Nu er han der snart. Han håber, han når at få avisen i dag. Det er ikke altid, han er tidligt nok ude. Men jo, minsandten, lykken tilsmiler ham.
Nilo sænker hovedet. Han skeler ud til siderne og bøjer sig lidt fremover, idet han nærmer sig de tre trin op til den gamle dør med jerngrebet med krummelyrer på, i hvilket den sammenfoldede avis er kilet fast. Han har efterhånden fået rutinen, behøver knap nok at standse. I hvert fald kun en brøkdel af et sekund. Så har han fat i papiret, giver folderne et let tryk og trækker avisen fri af dens fangenskab. Ned i lærredsposen og så videre, svagt fløjtende og munter igen, selvom sokken i højre sko stadig er våd. Nu skal han hjem til en ekstra kop kaffe og læse avisen, imens han hygger sig med lyden af regnens trommen mod ruden. Nu skulle dét være muligt. Der er vist nok også en præfabrikeret basse tilbage i den lille lommefryser. Imens vandet koger, og bassen bager i ovnen, kan han så tørre avisens våde sider på den lune radiator.
Nilo ved ikke, at fru Junkersen, oppe på første i huset overfor, har kigget ham ud for længe siden. Hun sidder ved sit vindue dagen lang bag de fine blondegardiner, hvorfra hun har frit udsyn til huset på den anden side af gaden.
- Som om du ikke har noget bedre at give dig til, vrisser hendes datter, når hun kommer på besøg.
- Som om det ikke er godt nok, svarer Fru Junkersen rapt.
Hun sidder som regel og ser det, når den runde herre kommer forbi og henter Andreasens avis. At det er Andreasens er der ingen tvivl om. Fru Junkersen har flere gange set ham komme ud efter den. Hun har også set det, når Andreasen kom ud og ikke fandt avisen, fordi den allerede var blevet hentet.
De første par gange, Fru Junkersen overværede tyveriet, bankede hun vredt med stokken i gulvet. Siden har hun ændret holdning. Det var efter, hun blev klar over, at Andreasen er tidligere dommer – nu pensioneret. Fru Junkersen har ikke meget til overs for dommerstanden. Når hun betænker, hvordan de hundehoveder dømte hendes stakkels bror for bedrageri. Herregud, det var jo bare økonomisk kriminalitet, og pengeinstituttet, han var ansat i, led jo ingen nød af den grund. De skulle hellere gøre noget ved de bøller, der hærger inde på Nørrebro. Ja, det er altså Fru Junkersens mening.
Når Fru Junkersen nu ser, hvor gesvindt den runde fyr dernede får lempet avisen fri af håndtaget og får stoppet den ned i sin medbragte lærredspose, klukker hun lidt for sig selv. Når hun lidt senere ser Dommer Andreasens sure, forvredne ansigt, som ulmer hvidblegt mod det tunge brillestel under det pomadiserede hår, som hun er overbevist om, han får farvet, stå i den åbne dør og stirre op og ned langs fortovet efter den forsvundne avis, dunker hun i gulvet med stokken igen. Men nu er det begejstret og af bare skadefryd.
Sunday, January 4, 2009
Nytårsmorgen
Nytårsmorgen er Viktor den første på gaden. Han er iført blå parka, grå hue og handsker, og han er bevæbnet med den kraftige kost og et fejeblad. Mira står ved vasken i køkkenet og ser, hvordan han, i sine sorte læderstøvler, de aflagte fra stationen, knirker gennem den hårdt stampede sne ned ad havegangen, ud på det smalle fortov og ud på gaden. Hunden er med. Den løber begejstret rundt og pløjer sne op med snuden blandt forhavens visne, hvidpudrede stauder.
Viktor ser sig om, kaster blikke mod de mørke vinduer i de andre huse, der til forveksling ligner deres eget – især nu om vinteren, hvor beplantningen i den ene forhave ikke adskiller sig væsentligt fra den i den næste. Han stiller kosten fra sig – op ad bilen - tager en plasticpose op af lommen, folder den ud og begynder at samle paprør og kulørt papir fra Nytårsnattens affyrede raketter, sole og bomber. Hun åbner for den varme hane og lader vandet fosse ud over sine hænder og ned i baljen med gårsdagens brugte glas og bestik.
Nu løfter Viktor hånden og hilser på nogen, hun ikke kan se, længere oppe ad vejen. Han rækker ud efter kosten, og så står han støttet til den, da Sigurd, slagteriarbejderen oppe fra nummer 10, nærmer sig med sine 2 meter og 8, med sit runde hoved, dumme øjne og mørkt skæg. Viktor smiler sit charmerende smil, skubber huen op over panden, ser ned og sparker med den ene støvlesnude til en snavset, hårdt sammenpresset klump sne, der må være faldet af fra undervognen. Sigurd griner og slår ud med begge arme, vender sig og ser rundt på de tavse rødstenshuse. Et øjeblik efter går han igen. Hunden har sat sig et stykke henne ad fortovet og forholder sig for én gangs skyld forbløffende rolig, som om den er blevet kølet ned af al den frost.
Viktor fejer for egen dør. Så fejer han ude på gaden. Rundt omkring bilen. Ovre i nummer 5 dukker Annemette frem i døren. Hun har sin sorte dynejakke på og røde strikhandsker. Hun nikker reserveret til Viktor, som nikker igen. Hun låser sig ind i algierens bil (det må være hans, for hun bruger den aldrig) og tænder motoren, så kabinen kan blive varm. Udstødningsgassen sender blå skyer ud i den frostklare luft, mens Annemette finder sneskovlen frem og begynder at rydde sne væk fra trappen og ned ad havegangens fliser. Bagefter skraber hun bilens ruder rene, og da hun er færdig, går hun indenfor i huset igen.
Mira tager et rent viskestykke i skabet og begynder at tørre glas og bestik af. Algieren kommer ud, iført sin pæne mørke frakke med de blanke knapper ned foran. Han kører en sort skindhandskeklædt hånd gennem sit grånende hår. Så får han øje på Viktor, der er begyndt at feje på det modsatte fortov, ovre hos de musikalske søstre, og han vinker og råber noget til ham tværs over den dæmpede durren af bilens motor. Viktor vinker igen, og algieren stiger ind i sin varme bil og svinger ud på vejen og kører. Han er sikkert på vej på familiebesøg, eller måske skal han en tur ind i klubben. Han har ikke noget arbejde. Dårlige nerver, siger han og smiler lidt trist. Det er noget med hans baggrund. Få minutter efter dukker Annemette frem. Hun børster sne af sædet på sin cykel, som har stået lænet op ad muren. Så trækker hun den ud på gaden og begynder cykelturen ud til hospitalet, hvor hun skal gøre rent, som hun gør det hver morgen. Det er begyndt at sne lidt igen.
Viktor samler den fyldte pose op fra gaden og lægger den i skraldespanden. Mira har sat de vaskede tallerkener på plads i skabet nu og løfter plasticbaljen for at hælde det snavsede opvaskevand ud i afløbet. Hun hører, at han åbner døren ind, tager jakken af, banker sne af huen og handskerne og stiller støvlerne fra sig. Der slår kold luft ind i køkkenet ude fra gangen. Hunden stryger ind med krystaller i pelsen og sætter våde potespor på gulvet. Hun peger tavst hunden hen i kurven, så bøjer hun sig og tørrer efter med en klud, før han kommer ind og får øje på sporene.
- Der er ikke mange, der er vågne endnu, siger Viktor højt gennem den halvt åbne dør, jeg var vist den første, der var ude for at rydde op!
Det kan hun høre, han er stolt af. Det er vigtigt, der er pænt ud mod gaden. Nu fik han da sat et eksempel.
Viktor ser sig om, kaster blikke mod de mørke vinduer i de andre huse, der til forveksling ligner deres eget – især nu om vinteren, hvor beplantningen i den ene forhave ikke adskiller sig væsentligt fra den i den næste. Han stiller kosten fra sig – op ad bilen - tager en plasticpose op af lommen, folder den ud og begynder at samle paprør og kulørt papir fra Nytårsnattens affyrede raketter, sole og bomber. Hun åbner for den varme hane og lader vandet fosse ud over sine hænder og ned i baljen med gårsdagens brugte glas og bestik.
Nu løfter Viktor hånden og hilser på nogen, hun ikke kan se, længere oppe ad vejen. Han rækker ud efter kosten, og så står han støttet til den, da Sigurd, slagteriarbejderen oppe fra nummer 10, nærmer sig med sine 2 meter og 8, med sit runde hoved, dumme øjne og mørkt skæg. Viktor smiler sit charmerende smil, skubber huen op over panden, ser ned og sparker med den ene støvlesnude til en snavset, hårdt sammenpresset klump sne, der må være faldet af fra undervognen. Sigurd griner og slår ud med begge arme, vender sig og ser rundt på de tavse rødstenshuse. Et øjeblik efter går han igen. Hunden har sat sig et stykke henne ad fortovet og forholder sig for én gangs skyld forbløffende rolig, som om den er blevet kølet ned af al den frost.
Viktor fejer for egen dør. Så fejer han ude på gaden. Rundt omkring bilen. Ovre i nummer 5 dukker Annemette frem i døren. Hun har sin sorte dynejakke på og røde strikhandsker. Hun nikker reserveret til Viktor, som nikker igen. Hun låser sig ind i algierens bil (det må være hans, for hun bruger den aldrig) og tænder motoren, så kabinen kan blive varm. Udstødningsgassen sender blå skyer ud i den frostklare luft, mens Annemette finder sneskovlen frem og begynder at rydde sne væk fra trappen og ned ad havegangens fliser. Bagefter skraber hun bilens ruder rene, og da hun er færdig, går hun indenfor i huset igen.
Mira tager et rent viskestykke i skabet og begynder at tørre glas og bestik af. Algieren kommer ud, iført sin pæne mørke frakke med de blanke knapper ned foran. Han kører en sort skindhandskeklædt hånd gennem sit grånende hår. Så får han øje på Viktor, der er begyndt at feje på det modsatte fortov, ovre hos de musikalske søstre, og han vinker og råber noget til ham tværs over den dæmpede durren af bilens motor. Viktor vinker igen, og algieren stiger ind i sin varme bil og svinger ud på vejen og kører. Han er sikkert på vej på familiebesøg, eller måske skal han en tur ind i klubben. Han har ikke noget arbejde. Dårlige nerver, siger han og smiler lidt trist. Det er noget med hans baggrund. Få minutter efter dukker Annemette frem. Hun børster sne af sædet på sin cykel, som har stået lænet op ad muren. Så trækker hun den ud på gaden og begynder cykelturen ud til hospitalet, hvor hun skal gøre rent, som hun gør det hver morgen. Det er begyndt at sne lidt igen.
Viktor samler den fyldte pose op fra gaden og lægger den i skraldespanden. Mira har sat de vaskede tallerkener på plads i skabet nu og løfter plasticbaljen for at hælde det snavsede opvaskevand ud i afløbet. Hun hører, at han åbner døren ind, tager jakken af, banker sne af huen og handskerne og stiller støvlerne fra sig. Der slår kold luft ind i køkkenet ude fra gangen. Hunden stryger ind med krystaller i pelsen og sætter våde potespor på gulvet. Hun peger tavst hunden hen i kurven, så bøjer hun sig og tørrer efter med en klud, før han kommer ind og får øje på sporene.
- Der er ikke mange, der er vågne endnu, siger Viktor højt gennem den halvt åbne dør, jeg var vist den første, der var ude for at rydde op!
Det kan hun høre, han er stolt af. Det er vigtigt, der er pænt ud mod gaden. Nu fik han da sat et eksempel.
Saturday, January 3, 2009
Frost
Den sidste morgen i det nye år ser det ud som om, Isjomfruen er fløjet gennem landskabet og har pustet på alle træerne. Støvfine krystaller har fæstnet sig til hver stamme, hver gren, hver kvist og hvert strå og dæmper jordernes brune og grønne nuancer langs med den grusvej, vi kører ad. Verden er klar, hvid og ren. Som en begyndelse.
Subscribe to:
Posts (Atom)