En hyldest til venskabet

Ida Maria Leth debuterer i dag med romanen Vejen til Signesminde. En stærk og bevægende fortælling om venskabet mellem to unge kvinder, om seksuelle og følelsesmæssige traumer og om en psykiatri, der famler i blinde.

Ulla er på sommerophold i et lille lokalsamfund, nær det sagnomspundne spøgelseshus, Signesminde, da Mathildes og hendes veje krydses på en skovsti. Senere støder de igen på hinanden, i København, og et nært venskab udvikler sig mellem den tilbageholdende Ulla og den udadvendte og fandenivoldske Mathilde.
Ulla kæmper med gamle traumer ovenpå en voldtægt, som hun ikke har turdet sætte ord på, før Mathilde gør det for hende. Men også Mathilde har ting med i rygsækken, som næppe tåler dagens lys. Det går kun langsomt op for Ulla, som på en og samme tid beundrer og irriteres over den flyvske Mathilde, som altid har nye kærester og nye projekter i hovedet og gang på gang ender i vanskelige situationer ude på overdrevet.
Mathilde rejser til USA, hvor hun bliver involveret i en sekt og voldsomt optaget af den åndelige verden. Da hun vender hjem, bliver hendes psykiske problemer tydelige, og efter et selvmordsforsøg havner hun på den lukkede afdeling, hvor hun underlægges flere behandlingsforsøg med ringe effekt.
Ulla er den vedholdende veninde, som, til trods for sin stædige og årelange indsats, føler, at hun gang på gang svigter Mathilde, og som selv er tæt på at bukke under, før hun finder vejen tilbage til Signesminde og svarene på de mange spørgsmål, Mathilde har givet anledning til. For hvad var Mathilde egentlig på vej væk fra derude i skoven? Og hvor kom de mange penge bag skabsbeklædningen i hendes lejlighed fra?

Vejen til Signesminde er fortalt lige ud ad landevejen i et letflydende sprog, og bogen er fyldt med fine skildringer af kærligheden mellem de to kvinder og af smertefulde erfaringer med de mænd, de forsøgsvis indleder forhold til. Værket er mere end noget andet en hyldest til kvinders venskab, men underliggende finder man en kritik af et overfladisk og eksperimenterende behandlersystem og af den grænseoverskridende, ansvarsløse og ofte traumatiserende seksualitet, som vist godt kan siges at være ganske udbredt i vor tid.

Kunstneren Tamara Laras omslag til bogen bør ikke forbigås. Som vanligt har hun forstået at fange bogens sjæl, og hun har her gengivet dens billede i en vidunderlig, glødende collage, hvor Mathildes viltre krøller flyder i et med sandslotte, røde sko og vilde valmuer.

Det er svært at lægge Vejen til Signesminde fra sig, når man først har påbegyndt læsningen, og efterfølgende sidder man tilbage med en stilhed og eftertænksomhed indeni og føler sig ramt på sjælen. Ida Maria Leths debutroman er et elementært underholdende og psykologisk dramatisk værk, hvor lys og mørke går hånd i hånd.


Ida Maria Leth:
Vejen til Signesminde
Roman
272 sider
199,-
Facet 2009

Klichéer og skrækvisioner

Ungdomsforfatteren Lise Bidstrup skriver på sin hjemmeside, at en af hendes foretrukne genrer er fantasy. Det er man da heller ikke i tvivl om, når man først har læst hendes seneste roman, Flagermuseliljen. Denne gang har Lise Bidstrup (angiveligt) forsøgt sig med en voksenroman, men jeg har ærligt talt svært ved at se, hvordan dette værk adskiller sig fra en fantasy-inspireret ungdomsroman.

Flagermuseliljen er fortællingen om den godt trediveårige Helle, der pludselig må stå ansigt til ansigt med fortidens spøgelser og sine egne indre dæmoner, da døren åbnes til en tid, hun har lagt bag sig. Styk for styk samles puslespillet, indtil Helles erindring om det, der dengang skete, samles til en helhed i hendes bevidsthed. Undervejs skrider grænserne mellem drøm og realitet for den unge kvinde – og for læseren.

Idéen bag værket fejler ikke noget, men romanen er fyldt med klichéer, barnagtige skrækvisioner af blod og sataniske skikkelser med grøntlysende øjne på den ene side og hvide sandstrande, palmesus og bølgebrus på den anden, som får en til at gabe i kedsommelighed og undren over, hvordan en forfatter kan erklære et værk med så mange floskler og banaliteter for en voksenroman. Hele scenariet er så skarpt og skabelonagtigt skåret, at man krummer tæer af forlegenhed på forfatterens vegne.

Både sprog og billeder i Flagermuseliljen bryder gang på gang sammen, som når det for eksempel hedder sig, at ”lyden af nederlag lavmælt, næsten uhørligt, skar sig gennem moderens brystkasse”. Her er det godt nok vanskeligt at lade være med at grine højt ved tanken om det langørede hjerte, som må banke i moderbrystet. Og hvordan lyder egentlig et nederlag? Det melder historien intet om.
Hertil kommer hovedpersonens alt for ungdommelige sprogbrug. Personligt har jeg vanskeligt ved at tro på, at et voksent menneske af pæn familie vil stå på en finere natklub i selskab med kollegerne og til en fremmed kvinde sige ting som ”fis af med dig” og ”Gu’ er jeg da røv bange”.

Lise Bidstrups forsøg på at skrive en voksenroman holder ikke vand. Vandet siver stille og roligt ud i det hvide sand, som romanen er tung af. Bidstrup skal stramme sig betydeligt an, hvis hun vil gøre sig håb om, at hendes næste roman skal kunne fænge denne anmelder. Fantasi har forfatteren til overmål, men en flyvsk fantasi er ikke nok til at gøre en god forfatter – og slet ikke en forfatter af voksenromaner.


Lise Bidstrup:
Flagermuseliljen
206 sider
Kr. 199,-
Facet 2009

Stoltenborgs fodfetichist

Kirsten Schmidts tredje roman, Englefjæs, drøner derud af i et hæsblæsende tempo og strejfer undervejs så mange menneskelige problemer, at man som læser bliver helt ør i hovedet. Romanen er befolket med alle tænkelige afvigere lige fra alkoholikere over eks-prostituerede og til fodfetichister. Det kunne være interessant, men bliver det desværre aldrig, fordi der ikke på noget tidspunkt bliver gået i dybden med nogen af problemstillingerne. Behandlingen af de enkelte emner får således den samme overfladiske og lettere moraliserende/politisk korrekte karakter, som den man kender fra ugebladenes brevkassesvar. Og det er rigtig, rigtig ærgerligt, når forfatteren nu har taget hul på de problematikker.

Julian er præstesønnen, der vokser op i Stoltenborg med Jesus som sin bedste ven og med sin omfangsrige familie på sidelinjen. Allerede som lille forelsker han sig i den unge hjælpepræst Lea og hendes lange røde støvler, der bliver dannende for Julians seksualitet. Sideløbende sværmer Julian for den jævnaldrende Rachel, der finder mest fornøjelse i at lege med andres hjerter. Et slagsmål mellem Julian og klassens plageånd, Brian, får et uventet udfald, da Julian ovenpå kampen rækker hånden forsonende frem mod sin tidligere fjende - og sådan går det slag i slag. Vi følger Julian gennem teenageårenes trængsler og ind i voksenalderen, hvor han tager på motorcykeltur ned gennem Sydeuropa og med hjælp fra Jesus foranstalter et mirakel foran Paven selv. Og naturligvis vender Julian hjem til Stoltenborg igen til en næsten amerikansk happy ending.

Englefjæs er trivialliteratur i højt gear. Sproget er enkelt – til tider så enkelt, at det er vanskeligt at afgøre, om bogen henvender sig til børn eller voksne. Til trods for de mange aparte skikkelser og skæbner, der befolker romanen, bærer persongalleriet præg af en indgroet småborgerlighed, som gør det lidt vanskeligt at tro på scener som f.eks. den, hvor den purunge Julian praktiserer fodsex med Lea ved familiens kaffebord.

Kirsten Schmidt vil for meget på en gang i denne roman, og derfor bliver historien i længden ganske trættende og temmelig uvedkommende, til trods for de nok så relevante emner og lejlighedsvis pudsige indfald.

Kirsten Schmidt:
Englefjæs
Roman
386 sider
199,-
Facet 2009

Forbrugerrevolution efterspørges

Der er vand i kyllingerne og kviksølv i slikket. Vi, som gerne læser varedeklarationerne (hvis vi ellers har husket at få briller og lup med ud at handle), ved allerede, at de fleste varer indeholder både sukker (det gælder f.eks. varen Makrel i Tomat - helt ærligt: Makrel i Tomat?) og "spor af nødder". Enhver idiot, inklusive undertegnede, som fortsat putter det i kaffen, ved, at sukker er usundt, og der findes flere mennesker, som er allergiske overfor nødder eller i hvert fald ikke tåler dem ret godt.

At købe ind til et sundt og nærende måltid er efterhånden blevet noget af en kunst. Frugt og grønt er præpareret med diverse sprøjtegifte og dyrket på jorder, der lider under årtiers forurening. Kød kommer, for størstedelens vedkommende, fra dyr, der dagligt lider alskens pinsler under den industri, som landbruget er udartet til, og når disse dyr først har undergået transformationen fra dyr til kølediskskød, er kødet altså nu også pumpet med alskens ækelheder, som skal få det til at se mere indbydende ud for forbrugeren.

Det værste er, at vi nu åbenbart er kommet derud, hvor rigtig mange mennesker ikke længere værdsætter den rene og naturlige smag, men foretrækker sminkede madvarer fyldt med tilsætningsstoffer, som formentlig befordrer det smagsindtryk, de kender bedst. Det er der i hvert fald noget, der tyder på, når man læser artiklen i Tænk om de pumpede kyllinger.

Hvad netop kyllinger angår, så har jeg smagt økologisk kylling, som jeg så langt foretrækker for billigudgaven, som desværre er den eneste udbudte flere af de steder, hvor jeg til daglig køber ind. Jo, jeg forstår godt, at man lader sig friste til at købe den "almindelige", når pengene er små, og guderne skal vide, at mit budget sjældent er til de absolut fineste varer - "med alle de ting, som jeg ellers render og laver", som det engang hed i en reklame. Omvendt forholder det sig sådan, i hvert fald hvad den økologiske kylling angår, at der - udover en bedre smag - er langt mere substans i den, hvilket også bevirker, at den skrumper mindre under stegning og mætter mere i maven. Her kan man altså diskutere, hvad der bliver dyrest i sidste ende, hvis det ikke er tilstrækkeligt for en at vide, at den økologiske kylling (formentlig) har haft et bedre liv end lørdagskyllingen.

Og når nu vi er ved det med maden og dens kvalitet eller mangel på samme, så lad mig straks benytte lejligheden til at bringe et par ukvemsord over det faktum, at man, til trods for det store udvalg af brød på dagligvarebutikkernes hylder, ikke kan finde ét lyst brød lavet af f.eks. speltmel eller andre ældre og sundere meltyper og uden tilsætning af gær. Næh, det kræver en tur til helsekostbutikken, hvor de så til gengæld også ved, hvad de skal tage for sådan et.

Udover de ovennævnte irritationsmomenter i dagligdagen og i dagligvarebutikkerne må jeg inderligt beklage (og beklage mig over), at slik, snacks og færdigretter samt diverse fedende og sukkerfyldte produkter efterhånden er kommet til at fylde så voldsomt meget på butikshylderne på bekostning af mere lødige varer.

Som om det ikke var galt nok, så hersker der i dag et udbredt emballagetyranni, som gør det praktisk talt umuligt for ældre og/eller motorisk hæmmede mennesker at få produktet vristet ud af diverse sammensvejsede plasticpakker, dåser osv.

Jeg vil tilbage til frisk afskåret pålæg (uden vandige og andre tilsætninger) indpakket i brunt papir, til duftende, saftspændte frugter og grøntsager, der kan købes stykvis og bæres hjem i en pose - og til en enkelt hylde med slik (uden kviksølv, tak), som købmanden vejer af til en. Og jeg vil ikke være nødsaget til at betale overpriser for det i små listige specialforretninger. Nej, jeg vil have at det skal være dagligdag i enhver dagligvarebutik.

Hvordan får man gang i en forbrugerrevolution? Hallooo, er der nogen, der hører mig? Eller foretrækker I at holde fast i pumpet kylling med knogleskørhed, kviksølvsvingummi og fiberfrit gærbrød?

Asymmetrisk tid

Den 26 januar (på min fødselsdag) har Anne Lise Marstrand-Jørgensen skrevet et indlæg på sin blog, hvori hun refererer til en artikel i Scientific American Daily. Tak for den, Anne Lise!



Jeg må blankt erkende, at jeg endnu ikke er nået igennem hele artiklen, men jeg er allerede så begejstret, at jeg straks må viderebringe linket her på egne sider til de læsere, der endnu ikke er faldet over det inde hos Anne Lise.

Du kan læse om asymmetrisk tid her.

Borgerservice?

Jeg har brugt dagen i dag på at lytte til telefonsvarere. Ikke fordi jeg har en særlig forkærlighed for netop den beskæftigelse, men fordi jeg har søgt hjælp på min mors vegne. Og det er så, i store træk, den hjælp, man kan få: En telefonsvarer, der aflirer den samme remse med opfordring til "tast selv", hver gang man ringer op til en offentlig instans.

Min mor er en gammel dame på 78. Hun lider af sukkersyge, knogleskørhed, gigt, svagt syn og begyndende demens, og nu, hvor hun flere gange er faldet og har måttet ringe efter hjælp via den anordning, hun bærer om håndleddet, fordi hun ikke selv kan komme på benene igen, ønsker hun at fraflytte sin almennyttige bolig, hvor der både er livsfarlige trapper og en have, hun ikke længere magter at passe, for at flytte ind i en lejebolig (i stueniveau og uden trapper), som min søster udlejer i sit eget hus.

Den ordning, at min mor altså kan tilbringe sine sidste år i en lejlighed dør om dør med min søster, som iøvrigt er social- og sundhedshjælper, og hvor der således vil kunne være kvalificeret opsyn med hende, forekommer både min mor, min søster og mig at være en ideel løsning, fremfor at min mor skal sendes på et plejehjem, hvilket hun meget nødig vil. Det sidste kan vi ikke fortænke hende i, da vi for få år siden så, hvordan min far meget hurtigt blev dårligere, deprimeret og mere isoleret af at komme sådan et sted hen.

Der er bare et problem: Min søster, som er afhængig af lejeindtægten fra sin udlejningslejlighed for at få sit budget til at hænge sammen, er nødsaget til ikke blot at opkræve husleje af min mor, men også at sikre sig gennem et indskud, som - det skal bemærkes - er i den beskedne ende af, hvad man ellers betaler i indskud. Min mor har ingen formue og kan ikke betale et sådant indskud af egen lomme.

Ergo har hun henvendt sig til kommunen, i håb om, at man der ville give hende et boligindskudslån. Men her lyder beskeden, ifølge min mor og til min store undren, at det kun gives til alment boligbyggeri. Ydermere hævdede den sagsbehandler, som min mor talte i telefon med, at min mor ikke havde behov for at flytte, da hun jo havde en udmærket bolig. Hendes handicap og det faktum, at hun ofte falder og flere gange er kommet til skade i den forbindelse, mente sagsbehandleren ikke kom det smør ved. Der var altså blankt afslag fra den kant.

Min mor havde dernæst kontaktet sin bank. Her ville man gerne låne hende pengene til indskuddet, men forlangte en tilbagebetaling i så store rater og over så kort tid, at min mor ikke kan magte det rent økonomisk. Aldersdiskrimination? Tænkeligt, ja, men i banken var de for kloge til at nævne, at den korte løbetid kunne forklares på baggrund af min mors alder, så det kommer vi næppe langt med.
Og så ringede min mor og var tæt på at græde i telefonen.

Altså tog jeg affære. Eller rettere: Jeg forsøgte at tage affære. For det er minsandten lettere sagt end gjort i en sag som denne. Da min mor, som følge af sin begyndende demens og deraf betingede lejlighedsvise forvirring (især i stressede og ukendte situationer) ikke altid kan overskue de beskeder, hun får, valgte jeg at starte helt forfra. Jeg ringede til Odense Kommune, hvor min mor er bosiddende, og fortalte omstillingsdamen, at jeg gerne ville tale med en sagsbehandler på min mors vegne.

- Ja, hvad drejer det sig om? spurgte omstillingsdamen.
- At min mor har brug for vejledning i forbindelse med en påtænkt flytning, svarede jeg.
- Et øjeblik, så får du Borgerservice, sagde damen.
- Jo, sagde jeg, men er der ikke noget om, at alle har en personlig sagsbehandler ved kommunen, som man kan få en tid hos?
- Jovist, sagde damen, man har mange sagsbehandlere indenfor forskellige områder, og når det handler om flytning, skal du tale med Boligydelseskontoret, så det skal du bede om, når du omstilles til Borgerservice.

Jeg blev så stillet om til Borgerservice, hvor telefonen ringede og ringede, hvorefter en telefonsvarer meddelte, at der var ventetid, da alle medarbejdere var optaget. Og jeg ventede. Jeg ventede længe. Omsider lød det, som om telefonen blev taget - og så blev forbindelsen afbrudt. Hele proceduren gentog sig, hvorefter jeg opgav at gå den vej.

Jeg vidste, at jeg nok ville få brug for min mors skatteoplysninger undervejs i forløbet, så jeg valgte i mellemtiden at ringe til Skat i Lerchesgade, som jeg havde et direkte nummer til. Her kom jeg i kontakt med en telefonsvarer, der i løbet af tre-fire minutter fik orienteret mig om alle mine valgmuligheder. For hver valgmulighed, jeg valgte, gennem tast-selv, var der flere nye tast-selv-muligheder. Omsider modtog jeg så den oplysning af den mekaniske stemme i den anden ende af røret, at de skatteoplysninger, jeg havde anmodet om ville blive fremsendt "omkring 1. marts".

Det vil altså sige, at står man og har brug for sine personlige skatteoplysninger i en vis fart, og har man - som min mor - ikke adgang til eller erfaring med en pc, så må man selv møde op på Skat i Lerchesgade og sidde i kø den time, som det erfaringsmæssigt tager, for at få udleveret papirerne på stedet. Min mor er i den situation, at hun er så gangbesværet, at lægen har forbudt hende at tage bussen, hvor hun da også flere gange er faldet. Hun har så fået bevilget taxakørsel til nedsat pris, men der er loft over, hvor mange ture, hun kan få om året. De fleste bruger hun da også på månedlige dagligvareindkøbsture. Så tak for hjælpen, fagre nye verden! siger jeg bare.

Her til eftermiddag, hvor jeg igen har siddet ved min pc, har jeg søgt på diverse sider under Borgerservice.dk og Odense Kommune for at finde noget, der kunne være relevant for min mors situation. For der er (mindst) tre ting, jeg ikke begriber i alt det her:

1. Hvorfor kan min mor ikke få (et beskedent) kommunalt lån til en privat lejebolig? Det fik jeg selv, da jeg blev skilt i 1988 og fik mulighed for at leje mig ind i den selvsamme lejlighed hos min søster, som der er tale om i denne sag.

2. Kan det virkelig have sin rigtighed, at hver enkelt borger ikke længere har en personlig sagsbehandler, som man kan henvende sig til med generelle spørgsmål, så man kan blive guidet rundt til forskellige instanser og få vejledning om, hvad man har ret og pligt til?

3. Kan det være rigtigt (moralsk og praktisk), at man som syg, ældre borger i dagens Danmark ikke kan få hjælp og støtte til at tage varigt ophold i en passende bolig efter ens eget valg og endda med mulighed for opsyn af nærmeste pårørende, når man kan få hjælp og støtte til anbringelse på et plejehjem, hvor plejepersonalet, så vidt jeg har begrebet, har nok at løbe om allerede?

Dette indlæg er ikke kun ment som et surt opstød. Dette er et råb om hjælp. Så hvis du læser dette og har forstand på eller erfaring med de nævnte områder indenfor Serviceloven (går jeg ud fra, at det er), så vil jeg være mere end taknemlig for en kommentar eller en personlig mail fra dig.

Ton ned, ton ned...

I dag har jeg modtaget endnu et afslag på en jobansøgning. Nå ja, det er jo efterhånden en rutinesag. Denne gang handlede det om et job som biblioteksmedhjælper; servicering af publikum, opstilling af bøger på reoler etc. Ikke noget højtravende, men en god lille bestilling, hvor jeg kunne bevæge mig hjemmevant rundt mellem bøger og læsende folk. For udover at være uddannet indenfor det litterære område, har jeg jo også arbejdet for Instituttjenesten på Syddansk Universitetsbibliotek. Jeg mener derfor at være rimeligt kvalificeret til en sådan beskæftigelse.

Det er jeg så åbenbart den eneste, der mener. For hvor mange biblioteksjobs har jeg ikke lagt billet ind på efterhånden? Uden resultat, forstås.
Jeg har både søgt stillinger af ovenfor omtalte art og stillinger, som man ønskede besat med en person, der også kunne indgå som kulturel formidler i bredere forstand, iværksætte kunstneriske arrangementer, foredrag og lignende.

Sidstnævnte stillinger har jeg angiveligt ikke fået, fordi jeg ikke er uddannet bibliotekar. Til gengæld har jeg jo altså så ovenstående kvalifikationer og derudover flere års praktisk erfaring som billedkunstner plus nogen erfaring med både amatørteater og oplæsning. Nå ja, der kan vel være noget fagpolitisk, der dér gør sig gældende. Det har jeg jo oplevet, når jeg søgte stillinger som folkeskolelærer. (I folkeskolen skal man nemlig først og fremmest ansætte lærere med en folkeskolelæreruddannelse og ikke sådan nogen akademikersnuder som mig, har jeg forstået på en skoleinspektør, som jeg spurgte.)

Men hvorfor får jeg gang på gang afslag på stillinger som bogopsætter og udstempler? Ifølge den jobkonsulent, som jeg senest tale med i MA, kan det meget vel skyldes, at jeg skriver for varmt om min interesse for det litterære. Jeg må endelig ikke anføre nogen steder, at jeg både skriver anmeldelser og egne litterære tekster i min fritid, for slet ikke at tale om, at jeg har medvirket til at udgive en bog.
- For det er jo ikke, hvad de har brug for i sådan en stilling, sagde jobkonsulenten, de skal bruge en kuli, der ikke fortaber sig i bøgernes indhold og litterære kvaliteter.
Hun mente heller ikke, at jeg skulle fortælle om min kandidatgrad. For det ville nok bare virke skræmmende på dem, der læste ansøgningen. Fyordet er: OVERKVALIFICERET!

Jeg kan bestemt ikke udelukke, at der er noget - måske endda temmelig meget - om det, jobkonsulenten siger. Det er jeg oprørt over. Men jeg er også oprørt over, at jobkonsulenten opfordrer mig til at nedtone det, der for mig står som mine største erhvervede (og til dels personlige) aktiver, for jeg oplever det som en opfordring til at lyve om, hvem og hvad jeg er - og jeg er langt fra sikker på, at det er holdbart i længden. Idéen om at man som højtuddannet ikke kan være reelt interesseret i mindre end et akademisk karrierejob eller i stand til omhyggeligt at varetage en mindre ansvarskrævende stilling er, for mig at se, en eksorbitant desavouering af mig som person - og af andre i min situation.

Og ja, jeg bliver godt gammeldags ærgerlig, når jeg tænker på, at flere af mine gamle (unge) studiekammerater og en veninde af anden etnisk herkomst, hvis dansk, så lærenem hun end er, dog næppe kan kaldes flydende, og med en uddannelse som makeup-artist i bagagen, er blevet ansat i netop sådanne stillinger.
Grim misundelse? Tjah, men vel ganske forståelig, mine interesser, min erfaring og min litterære baggrund taget i betragtning.

Skulle jeg nogensinde komme til en jobsamtale på baggrund af en ansøgning til et job som bogopsætter, så må jeg naturligvis endelig ikke nævne den egentlige grund til, at jeg søger et job, som er så lidet prestigefyldt og så langt fra mine kvalifikationer. Nemlig den, at mit "kald" er noget, jeg beskæftiger mig med i min fritid, og at jeg først og fremmest søger et job for at kunne ernære mig selv. (Surpriiise!) Det fik jobkonsulenten også lige indskudt. For man kan åbenbart ikke have en bogopsætter, der tjener til dagen og vejen ved at sætte bøger på plads, for siden at gå hjem og sætte sig til tastaturet for selv at skrive dem. Man skulle jo nødig gå der og fantasere, imens man kører rundt med sin bogvogn. I hvert fald er der ikke nogen, der skal vide, at man fantaserer om andet end aftenens serie på TV2, eller hvad man skal lave til middag i weekenden. Næh, skal en bogopsætter brænde for noget, så skal det være for bogvognsrulning og alfabetisering uden litterære dikkedarer.