Weldon i selvsving

Romanforfatteren Phoebe Fox har været nødsaget til at aflyse årets store julemiddag for ægtemand, børn og svigerbørn og har i stedet ladet sig indskrive på kurstedet Castle Spa til en tiltrængt omgang afslapning og selvforkælelse for kvinder.

Ferien bliver dog noget anderledes end forventet: Snart efter Phoebe Fox og de øvrige kurgæsters ankomst begynder det underbetalte og utilfredse personale en efter en at forlade stedet, og gæsterne må finde andre former for tidsfordriv, end hvad de oprindelig havde set frem til. Nogen foreslår, at de skiftes til hver især at fortælle noget om sig selv, og resultatet bliver, at de badekåbeklædte kvinder smider den sidste rest af blufærdighed overfor hinanden på kanten af den store jacuzzi, der ganske symbolsk bobler som en heksekedel om deres nøgne fødder.

Den usminkede sandhed om personerne bag de malede øjenlåg, de kunstige bryster og de falske vipper kommer for en dag gennem barske, barokke og vanvittige historier om utro, dominerende og tåbelige ægtemænd, kærester og elskere, men også om kvinders ondskab, hævngerrighed og alt andet end søsterlige indstilling til hinanden.

Her er fortællingen om den smukke kvindelige dommer, som viser sig oprindeligt at være født som mand, her er beretningen om tvillingesøstrene - hjernekirurgen og kønsforskeren - som vælger at underspille deres intelligens for at få en mand på krogen, her er den yndige unge manicuredame, som er på vej til sit bryllup med en saudiarabisk prins, der tidligere har holdt hende indespærret, og så videre og så videre. Bedst fungerer måske historien om en stedmoders endeligt, som vender de vanlige forestillinger om stedmor og steddatter fuldstændig på hovedet og for én gangs skyld fortæller, hvordan en steddatter kan optræde som eventyrets onde dronning – eller historien om konspirationsteoretikerens overvejelser vedrørende Gramsci-projektets betydning for udviklingen af og under moderniteten.

I Kvinder på kur skildrer Fay Weldon, som vanligt, en verden, hvor jungleloven hersker bag de glittede facader, hvor hjerter spiddes under stilethæle, og hvor smudset samler sig under de ægte tæppers pænt støvsugede overflader. Det er der ikke meget nyt i, og selvom Weldon forstår at føre sin muntert dasende giftpen, så læseren bliver hængende ved teksten, er der langt mellem snapsene i denne nutidige feminine Decameronpendant. Det hele kommer til at dufte lidt for tungt og mættet af dyre dameblade og Desperate Housewives. Måske har Fay Weldon skrevet sig træt og er gået i selvsving, måske er tiden bare løbet fra de selvfede 80er-feministers udhængning af skvattede mænd og onde sted- og medsøstre. Weldons afklædte kurbadskvinder rykker i hvert fald ikke en tøddel hverken ved verdens tilstand, ved min mentale eller ved hendes hidtidige forfatterskab.


Fay Weldon:
Kvinder på Kur
Roman
Lindhardt og Ringhof 2008

Bukdahl tæller ned

Skulle det være gået nogens næse forbi, vil jeg ikke undlade at gøre opmærksom på, at Rasmus Graff, Sigurd Buch Kristensen og Martin Johs. Møllers De helvedes lambier ødelægger mine sandheder (Forlaget 28/6) er med i nedtællingen til Bukdahls Bet - Den Smalle Litteraturpris.

Det samme gælder Christian Bjoljahns og Martin Johs. Møllers nyligt udkomne Flytning (ligeledes Forlaget 28/6) - et værk, som undertegnede selv er overmåde begejstret for og finder værdigt til en pris - ikke kun fordi, det er med helt oppe på beatet, hvad angår nye litterære formeksperimenter, men også fordi det, sin faktuelle og rapporterende transkriptionsform til trods, udfolder en sammenhængende fortælling, i egentlig klassisk litterær forstand, for den, der forstår at finde gentagelser og sammenhænge på kryds og tværs i en tekst.

Læs Lars Bukdahls omtale af værkerne her.

Læs mere om Forlaget 28/6 og dets udgivelser.

Iværksættelse af det halvhjertede

I den nye Malmrosfilm, Kærestesorger, skildres en gruppe gymnasieelevers indbyrdes relationer først i 1960erne. Handlingen udspiller sig på og omkring Viborg Katedralskole, hvor det umage par Jonas og Agnethe danner omdrejningspunkt for historien.

Lægesønnen Jonas, en sympatisk, men ikke videre stræbsom ung mand bliver nærmest tilfældigt hvirvlet ind i et forhold til den gammelkloge, ambitiøse, men fysisk og følelsesmæssigt umodne Agnethe, som han ikke er sikker på, at han er rigtigt forelsket i. Måske er det i højere grad hendes familie – hendes veltalende og litterært dannede far (spillet af Søren Pilmark) og hendes bløde storesøster - der fascinerer ham, som han på et tidspunkt bemærker.

Agnethe, der altid har følt sig som det uønskede barn i en dybest set dysfunktionel familie og har et voldsomt behov for at vide sig elsket, mærker snart, at Jonas følelser er noget lunkne, og så starter spillet: Agnethe trækker sig, og selvom Jonas først oplever dette som en befrielse, bliver han voldsomt såret, da han hører, at Agnethe har fået en ny kæreste, som han efterfølgende gør sit bedste for at slå af brættet, så han kan generobre Agnethe. Og sådan fortsætter historien slag i slag, så man fristes til at nynne den gamle Beatles-sang: You say goodbye and I say hello….

Vi møder også Birger, den fandenivoldske fyr med det rå og charmerende ydre, som hylder sin personlige (maskuline) frihed, men snart fanges ind af skæbnens – eller tilfældighedernes? – spil, den dystre og utilnærmelige Toke, der er optaget af Nietzsche og 2. Verdenskrig, lærer Boysen, der holder studiekredsmøder, hvorunder han skiftevis beder Fadervor med de unge og diverterer dem med saftige beretninger fra sin egen ungdomstid, og en række andre mere eller mindre skæve karakterer.

Kærestesorger er endnu et stykke Malmros-nostalgi og skal nydes som sådan, selvom man sagtens, hos unge anno 2009, vil kunne genkende 60er-teenagernes kejtede forsøg på at finde en plads i voksenverdenen. Så stor er forskellen på unge dengang og i dag såmænd heller ikke. Kun sproget og rammerne er forandret.

Thomas Ernst klarer sin rolle som den afdæmpede Jonas ganske hæderligt, om end der er lidt knas med hans fortællerstemme, hvor den glider berettende ind over handlingen. Her savnes lidt sjæl, der kan overbevise publikum. Simone Tang vokser i mere end en forstand (filmholdet har fulgt de unge skuespillere gennem tre år) i rollen som Agnethe. Hvor det indledningsvis er lidt for tydeligt, at hun fremsiger replikker, glider hun efterhånden mere og mere ind i sin karakter. Både Esper Svane og Jacob Grosen Pedersen er fremragende castet i rollerne som henholdsvis Toke og Birger og leverer hver især en glimrende indsats.

Malmros har sagt om Kærestesorger, at den ”handler om de små forelskelser, som skulle gøre det ud for den store, men som blev halvhjertede”. Måske er det grunden til, at man som biografgænger kan sidde med en underlig fornemmelse af alligevel at mangle noget, når man har set filmen. Det store drama udebliver, og selvom der er optræk til både dyb ømhed, voldsomme jalousiudbrud og erotiske forløsninger kommer der aldrig rigtig skred i tingene – når man lige ser bort fra sidehistorien om Agnethes fars oprør, der af omgivelserne bliver opfattet som et sammenbrud.

Manglen på dramatisk dybde kan opleves som et savn i forbindelse med denne nye Malmros-film, når man som Malmrosfan ved, hvor intenst han før, ved hjælp af gennemført underspilning, har skildret sine karakterers indre liv, men jeg tror, at det netop er på disse præmisser, værket skal opleves: Som en iværksættelse af det halvhjertede, det spirende, det endnu tilfældige og ufærdige. Kærestesorger skildrer de første famlende forsøg på at træde i karakter som voksne - og som elskende.

Kort og godt: Kærestesorger er en smal, stilfærdig og blød film for Malmroselskere, Jutlandiofile, nostalgikere og yndere af pubertetsriter.


OBS: Du kan læse og se mere om filmen her.

Niels Malmros:
Kærestesorger
Nordisk Film 2009

Okadas parallelunivers

Haruki Murakamis roman, Træopfuglens krønike, starter ganske tilforladeligt i et plausibelt realunivers, som vi vel alle vil kunne genkende: Den selvvalgt arbejdsløse jurist, Toru Okada, er ved at koge pasta til frokost i det hjem, han deler med sin samlever, Kumiko, og deres - på dette tidspunkt bortløbne - kat, da han modtager et telefonopkald, som siden skal vise sig at markere et vendepunkt i hans liv.

Få uger senere forsvinder Kumiko lige så sporløst som katten, og i sin søgen efter hende bevæger Okada sig som en nutidig Orfeus ind i hidtil ukendte sammenhænge og dimensioner, som vender op og ned på hans opfattelse af liv og død, drøm og virkelighed, og viser ham sammenfald og betydninger, som han ikke i sin vildeste fantasi kunne have forestillet sig. Kumikos perverterede bror - den skrupelløse politiker Noboru Wataya, en eftertænksom teenagepige, to synske søstre, en gammel soldat, en pengestærk modedesigner og hendes tavse søn, en udtørret brønd, som giver adgang til underverdenen, og et hus, over hvilket der hviler en forbandelse, får på godt og ondt betydning for Okada og hans stædige eftersøgning af den tabte elskede.

Trækopfuglens krønike er blevet betegnet som et eksempel på magisk realisme, men i min personlige begrebsverden er den magiske realisme af en helt anderledes håndfast karakter, end de scener, som udspiller sig i Murakamis fantastiske univers. Nej, jeg vil langt hellere betegne Trækopfuglens krønike netop som en fantastisk fortælling. Her er ingen dansende kopper og ingen blegtgrønne havfruer, som vi kender dem fra bl.a. Isabel Allendes fiktive verden. Hos Murakami går realiteten så langsomt i skred, at man kun oplever en let tøven – den tøven, som siges at være et karakteristika for den fantastiske fortælling. Man kan vælge at læse værket symbolsk, man kan vælge at læse det som en psykologisk thriller, eller man kan lade værket stå åbent og tage udgangspunkt i den tvivl, som værket selv formidler, med hensyn til, hvorvidt tiden virkelig kan opfattes kronologisk, og om der mon ikke rent faktisk eksisterer parallelverdener, der kan forskyde sig ind i det velordnede univers, vi ynder at omtale som realiteten.

Trækopfuglens krønike er en mastodontroman og et moderne mesterværk med mytiske undertoner, og enhver seriøs litteraturelsker bør unde sig selv den fornøjelse at lade sig suge ind i Toru Okadas grusomme og underskønne parallelunivers.

Haruki Murakami:
Træopfuglens krønike
Klim 2001

Vedkommende danmarkshistorie

Den er dansk. Men den er ikke bare dansk. Den er jysk og derfor både gammel dansk og ærkedansk. Ifølge min personlige opfattelse, naturligvis. Jeg taler om Jens Smærup Sørensens allerede voldsomt roste roman, Mærkedage, som også jeg nu omsider har fået læst og kun kan give flere roser med på vejen.

I mit hoved hænger det så firkantet sammen, at udviklingen, som nogen ynder at kalde det, og i vore dage multietniciteten og globaliseringen, starter i storbyen – altså København, når vi taler Danmark – og derfra breder sig vestover til de mere provinsielle og bagstræveriske egne. Så pyt med, at også Århus og i mindre grad Odense, efter dansk målestok, vel også må betegnes som metropoler for samfundsudviklingen. Allerede i forstæderne til disse byer støder man på en vis reservation overfor fremskridtet, om end afviklingen af det danske, som i hvert fald jeg husker det fra min egen provinsielle barndom i tresserne og fra mine forældres fortællinger, og udviklingen i retning af det internationale tilsyneladende ikke lader sig bremse. Flere steder i Jylland støder man endnu på mindelser om en tid, der var. Ja, længst ude på landet kan man af og til have en fornemmelse af at være faldet ned i en tidslomme, men det såkaldte fremskridt er og bliver uafvendeligt. Derfor er det vigtigt, at nogen skriver historien om dengang.

For hvordan var det nu det var – ikke kun i Jylland, men såmænd også på Fyn og store dele af Sjælland? Hvordan kan det være, at nogle af os stadig nostalgisk taler om de gode gamle dage, så de yngre generationer hovedrystende vender blikket mod himlen og klikker beklagende med tungen? Hvad var det, der var så ganske anderledes og aldeles fremragende før i tiden?
Det får man et ganske godt indblik i, når man læser Mærkedage.

Jens Smærup Sørensen lader de mange fortællinger, som snor sig ind og ud af hinanden hele vejen gennem denne dejligt sendrægtige roman, tale i et gammelt dansk med vendinger fra jyske lokaldialekter. Denne gennemførte sprogkolorit bidrager i væsentlig grad til at give værket dets dæmpet glødende sepiatoner.

Romanen beretter med springende kronologi om de to gårdmandsfamilier, Godiksen og Lundbæk, i Staun, og om de folk, som knytter sig til dem, gennem flere generationer. Familierne følges gennem nedslag i netop mærkedagene i deres liv: En konfirmation i 1934, et sølvbryllup i 1967 og en tresårs fødselsdag i 2003.
Her er stovte gamle bønder, som forventer at se deres livsværk videreført af efterkommerne, her er stræbsomme småfolk, som kæmper for at komme til fadet og frem i verden, her er kvinder, som lever et stille liv med de traditionelle kønsroller, andre, som sætter deres vilje igennem i det skjulte og enkelte, der bryder ud og sætter egen dagsorden. Her er mænd, som ser op til de gamles visdom og lytter til deres livserfaring, og der er dem, der tværtimod betragter de gamle som vrøvlehoveder og bagstræveriske høveder, som omgivelserne nok var bedre tjent med at få sendt på aftægt.

Jens Smærup Sørensen forstår på mærkværdigste vis på en og samme tid at stille sig solidarisk med sine karakterer og at udlevere dem på det grusomste. Som læser får man ikke lov til at gøre sig nogen illusioner om, at verden er Morten Korchs sort-hvid og praktisk opdelt i de gode og de onde. Hver og en har sin menneskelige brist.

Persongalleriet i denne kollektivroman er stort, og det tager lidt tid og kræver lejlighedsvise tilbageslag i teksten, hvis man vil have alle på plads i sin bevidsthed. Men forfatteren har jo da tydeligvis også haft et overordnet sigte med denne fortælling, som ikke så meget handler om at skildre den enkeltes skæbne som at skildre en egn og en tid – eller vel snarere tidens og udviklingens fremadskriden - gennem de enkelte karakterer, deres indre monologer og deres udadvendte replikker og ageren. Det er lykkedes til fulde. Her er beretningen om, hvordan Danmark er gået fra at være et samfund baseret på landbrug, traditioner og bondekultur og til at være et moderne forretningsforetagende, hvor hensynet til helheden såvel som til den enkelte – det være sig mand eller svin, folk eller fæ – er udraderet til fordel for egen økonomisk vinding.

Mærkedage skildrer, hvordan udviklingen og fremskridtet som en stormflod er skyllet ind over landet og har revet ned, hvad andre har bygget op. Her er vedkommende danmarkshistorie fortalt på den gode, gammeldags og personlige måde, så enhver burde kunne forstå den. En gave til kommende generationer – når de engang bliver gamle nok til at interessere sig for fortiden og deres rødder.

Jens Smærup Sørensen:
Mærkedage
Gyldendal 2007