En romance med skriften er, hvad jeg finder i Thomas Krogsbøls tirrende digtsuite Areola.
Læs hele min anmeldelse her.
Thomas Krogsbøl:
Areola
Poesi
Borgen 2009
Thursday, August 27, 2009
Digte fra dårekisten
Jeg har anmeldt Niels Simonsens erindringsdigte fra hans ungdoms ophold på sindssygehospitalet Augustenborg.
Niels Simonsen:
Datoer
Digte
Gyldendal 2009
Niels Simonsen:
Datoer
Digte
Gyldendal 2009
Friday, August 21, 2009
Citronerne
Dér står de så, tidlig morgen i køkkenet, han med armene lagt om hende bagfra. Hun mærker varmen fra hans hud gennem natkjolens tynde bomuld, og han nynner og spreder duft af sol og honningsødme om dem, mens de ser gennem vinduet ud på natteregnens spor i alt det grønne.
Og så er det, hun pludselig igen kommer til at tænke på citroner. Og de kommer springende, citronerne, som små gule bolde med kold, skarp lugt, og de falder ned fra loftet, slår tilbage fra gulvet, og hun kan slet ikke styre dem.
- Citroner, siger hun syrligt, -citroner, citroner, citroner!
Og han viger bestyrtet tilbage (han kan ikke fordrage citroner og slet ikke forstå, hvor de nu kom fra) og begynder at slå om sig, slå efter de der citroner, og han rammer hende, så hun får tårer i øjnene, og hun bukker sig ned og samler citroner op og kaster dem efter ham, selvom hun slet ikke vil det, og han flygter, og hun følger efter for at forklare, hvad hun ikke kan forklare, og han hører ikke, hvad hun gerne ville sige, han hører bare lyden af citronerne, der ruller over gulvet, springer over dørtræet, triller ud i alt det grønne foran deres hus.
Sekunder senere er han forsvundet i en sky af hjulspindsstøv, hvirvlet op fra et sted centimeter under fugten fra i nat, og hun vender sig om og går indenfor og græder lidt, da hun igen står i køkkenet i citroner op til anklerne og længes efter sol og honningsødme og ikke har nogen anelse om, hvor længe han nu skal være sur.
Og så er det, hun pludselig igen kommer til at tænke på citroner. Og de kommer springende, citronerne, som små gule bolde med kold, skarp lugt, og de falder ned fra loftet, slår tilbage fra gulvet, og hun kan slet ikke styre dem.
- Citroner, siger hun syrligt, -citroner, citroner, citroner!
Og han viger bestyrtet tilbage (han kan ikke fordrage citroner og slet ikke forstå, hvor de nu kom fra) og begynder at slå om sig, slå efter de der citroner, og han rammer hende, så hun får tårer i øjnene, og hun bukker sig ned og samler citroner op og kaster dem efter ham, selvom hun slet ikke vil det, og han flygter, og hun følger efter for at forklare, hvad hun ikke kan forklare, og han hører ikke, hvad hun gerne ville sige, han hører bare lyden af citronerne, der ruller over gulvet, springer over dørtræet, triller ud i alt det grønne foran deres hus.
Sekunder senere er han forsvundet i en sky af hjulspindsstøv, hvirvlet op fra et sted centimeter under fugten fra i nat, og hun vender sig om og går indenfor og græder lidt, da hun igen står i køkkenet i citroner op til anklerne og længes efter sol og honningsødme og ikke har nogen anelse om, hvor længe han nu skal være sur.
Tuesday, August 18, 2009
Hva'?
Som mine faste læsere vil vide, fik jeg for to år siden indsat et såkaldt T-dræn i højre trommehinde, da jeg gennem længere tid havde været plaget af en voldsom øreinfektion. Dengang medførte operationen en kolossal lettelse, som holdt sig frem til forsommeren i år, hvor jeg igen begyndte at opleve problemer med min hørelse, voldsom træthed, svedanfald og intens trykfornemmelse i hovedet.
En undersøgelse i sidste uge viste en væsentlig hørenedsættelse på højre øre, og min ørelæge sagde, at drænet nu syntes at gøre mere skade end gavn.
I går blev drænet så fjernet - igen under fuld narkose, på grund af min nærmest fobiske rædsel for ørebehandlinger. Sønnen fulgte mig ind til operationen på øreklinikken og hjem igen, hvor han tog sig af mig nogle timer, indtil min ven kom fra arbejde og kunne tage over.
Som det ser ud nu, har jeg et hul i trommehinden, som i bedste fald vil lukke sig af sig selv. Sker det ikke, vil man forsøge at lukke det kirurgisk. T-drænet viste sig, fortalte lægen, at være delvist afstødt allerede (selvom et T-dræn vist ikke skulle kunne afstødes). Lægen mente, at det delvist afstødte dræn var årsagen til, at jeg havde haft en del gener i øret her hen over sommeren.
Nu kan jeg så blot afvente for at finde ud af, om min hørelse på højre øre bliver normal igen, eller om vi taler om en permanent skade. I dag har jeg fortsat tyngdefornemmelse i øret, dertil en fornemmelse af at hulrummene i og omkring øret er stoppet ud med træuld eller kapok, tendens til svimmelhed og altså nedsat hørelse. Endelig er trætheden også fremherskende, hvilket godt kan vare ved, hvis ikke min hørelse når op på sit normale niveau igen.
Som normalthørende kan man ikke rigtigt forstå, hvor mange livsområder et hørehandicap griber ind i. (Jeg kunne i hvert fald ikke selv forstå det, før jeg for et par år siden første gang erfarede det på egen krop.) Og omverdenens mangel på forståelse bliver endnu en byrde, den hørehandicappede må bære.
Har du eller en, du kender, høreproblemer, vil jeg derfor anbefale denne side, som jeg er faldet over i min søgen efter mere dytgående oplysninger om, hvordan det er at have et hørehandicap, og hvad man kan gøre for at hjælpe sig selv eller en anden i den situation.
En undersøgelse i sidste uge viste en væsentlig hørenedsættelse på højre øre, og min ørelæge sagde, at drænet nu syntes at gøre mere skade end gavn.
I går blev drænet så fjernet - igen under fuld narkose, på grund af min nærmest fobiske rædsel for ørebehandlinger. Sønnen fulgte mig ind til operationen på øreklinikken og hjem igen, hvor han tog sig af mig nogle timer, indtil min ven kom fra arbejde og kunne tage over.
Som det ser ud nu, har jeg et hul i trommehinden, som i bedste fald vil lukke sig af sig selv. Sker det ikke, vil man forsøge at lukke det kirurgisk. T-drænet viste sig, fortalte lægen, at være delvist afstødt allerede (selvom et T-dræn vist ikke skulle kunne afstødes). Lægen mente, at det delvist afstødte dræn var årsagen til, at jeg havde haft en del gener i øret her hen over sommeren.
Nu kan jeg så blot afvente for at finde ud af, om min hørelse på højre øre bliver normal igen, eller om vi taler om en permanent skade. I dag har jeg fortsat tyngdefornemmelse i øret, dertil en fornemmelse af at hulrummene i og omkring øret er stoppet ud med træuld eller kapok, tendens til svimmelhed og altså nedsat hørelse. Endelig er trætheden også fremherskende, hvilket godt kan vare ved, hvis ikke min hørelse når op på sit normale niveau igen.
Som normalthørende kan man ikke rigtigt forstå, hvor mange livsområder et hørehandicap griber ind i. (Jeg kunne i hvert fald ikke selv forstå det, før jeg for et par år siden første gang erfarede det på egen krop.) Og omverdenens mangel på forståelse bliver endnu en byrde, den hørehandicappede må bære.
Har du eller en, du kender, høreproblemer, vil jeg derfor anbefale denne side, som jeg er faldet over i min søgen efter mere dytgående oplysninger om, hvordan det er at have et hørehandicap, og hvad man kan gøre for at hjælpe sig selv eller en anden i den situation.
Saturday, August 15, 2009
Anton får en ny cykel
Jeg lukkede ham ind i opgangen en dag sidste vinter, drengen. Han stod bleg og rundhovedet i det kolde ovenlys fra den elektriske lampe i vindfanget og kaldte hulkende ind i dørtelefonen. Udenfor var det allerede mørkt. Snefoget dansede koldt og tæt i det gule lys fra lygterne langs vejen.
- Hør, sagde jeg, da jeg åbnede døren for ham, imens jeg så ned i hans tårestrimede ansigt - hvad er det med dig? Er der noget, jeg kan hjælpe dig med?
Hans far ville ikke lukke ham ind, forstod jeg, mellem de mange hikst og hulk, der fortsat fik hans brystkasse under vindjakken til at hæve og sænke sig som i krampe. Hans mor var ikke hjemme, og hans far havde besøg, og nu ville han ikke lukke ham ind.
- Nå da, sagde jeg og tog ham om de smalle skuldre under det tæt barberede og usædvanligt store hoved, - kom, så følger jeg dig op.
Vi standsede foran min overbos anonyme trædør på første, og jeg bankede på: En, to, tre. Så ventede vi.
- Hvad er det nu, du hedder? spurgte jeg drengen, for selvom jeg ofte havde set ham og hans ældre søster og havde vekslet bemærkninger om vejr og vind med begge forældre, kunne jeg i det øjeblik overhovedet ikke erindre mig deres navne.
- Anton, hviskede han og lignede en Anton.
Så blev døren åbnet.
- Hej, sagde jeg, - Anton stod her nede i vindfanget og var ked af det, fordi han ikke kunne komme ind.
- Kunne du ikke komme ind? sagde Antons far til drengen og så ud som en Anton i voksenstørrelse. Det mindste af hans øjne under den runde, plyssede isse trak sig en smule sammen.
- Nej, hikstede drengen og blev stående.
- Nå, nå, men kom så ind med dig da.
- Anton mente, at du ikke ville lukke ham ind, indskød jeg, idet jeg omhyggeligt undgik at lægge tryk på ordet "ville".
Jeg fulgte min bemærkning op med et afvæbnende smil, imens jeg bestræbte mig på at aflæse Senior, som selv ved en tidligere lejlighed havde nævnt en gammel voldsdom, han løb rundt med, og som for ikke længe siden havde råbt og skreget af et af børnene deroppe, som var det en granvoksen mand, han gjorde udfald mod. Dengang havde jeg været alvorligt på vej til at gå op og banke på. Eller ringe til ordensmagten.
Senior så overrasket ud, åbnede døren en smule, rakte ud efter drengen og trak ham indenfor, imens han stak mig et halvt forlegent grin.
- Nej da, selvfølgelig må han komme ind. Måske har dørtelefonen ikke virket. Det sker af og til.
Og Senior drejede hovedet en smule og stirrede intenst på panelet, hvor dørtelefonen hænger.
- Det kan være, sagde jeg.
Anton var allerede ude af syne.
- Tak for hjælpen, sagde Senior og skubbede døren til.
- Selv tak, sagde jeg, vendte mig og gik ned.
I går løb jeg på Senior, da jeg var på vej ind til mig selv. Han kom ned ad trappen, slæbende på en flyttekasse. Jeg nikkede og sagde hej og skyndte mig med nøglerne, for Senior har før været mere end snakkesalig ude på trappen, når vi løb på hinanden, og når han først kommer i gang med at tale, får han kartofler i munden og snupper endelser af, så man ikke aner, hvad manden egentlig siger. Man må bare forsøge at nikke og sige hm med nogenlunde passende mellemrum.
Men denne gang standsede Senior ikke op, og hans nik var forbeholdent. Jeg undrede mig over, at jeg ikke havde set nogen flyttevogn på gaden.
Senere på eftermiddagen lød der bump og stemmer ude på trapperne. Seniors trængte igennem.
- Ja, halvvejs råbte han, oprømt, - det skal sgu blive helt rart at blive sig selv igen!
Det var mandesnak. Kammerat til kammerat. En bemærkning og en tone af den slags, som mænd bruger overfor hinanden og overfor sig selv, når deres følelsesliv og relationer brænder sammen. En bemærkning, der skal give udtryk for en frejdighed, som ikke er til stede. Jeg-klarer-mig-sgu-alligevel-bedre-uden-dig-din-so-jargonen.
Ind under aften var der lyde igen. Jeg kunne ikke identificere dem, men gik ud i entreen og kastede et blik gennem dørspionen.
Det var Anton, der stod der med ryggen til og det runde hoved sænket og skramlede med noget, jeg ikke havde vidvinkel nok til at se, hvad var.
I nat bragede teknomusikken så løs fra en lejlighed henne i den næste opgang. Bassen drønede gennem murværket, dunkede i sengens puder. Døvende musik, trancemusik med en aggressiv puls. Det stod på time efter time, og jeg var oppe flere gange og tænde lys og vende sider i min roman, før der, efter et par afsluttende sentimentale popnumre, blev ro hen ad halv tre. Jeg var ikke et øjeblik i tvivl om, at det var Senior, der holdt indflytterfest, alt imens han sendte et fuck dig-budskab ud i natten til sin kone og siden græd snot ned i en bajer.
Længere er han altså ikke flyttet. Det kunne ligne ham. Senior og familie er altid flyttet fra en opgang til en anden her i bebyggelsen.
Drengen har fået ny cykel. Jeg så den til formiddag, da jeg skulle ud. Dér står den i indhakket lige under trappen, skinnende med sin orange lak og de forkromede fælge, prangende med sit brede styr. Så var det altså den, han skramlede med i går aftes.
- Hør, sagde jeg, da jeg åbnede døren for ham, imens jeg så ned i hans tårestrimede ansigt - hvad er det med dig? Er der noget, jeg kan hjælpe dig med?
Hans far ville ikke lukke ham ind, forstod jeg, mellem de mange hikst og hulk, der fortsat fik hans brystkasse under vindjakken til at hæve og sænke sig som i krampe. Hans mor var ikke hjemme, og hans far havde besøg, og nu ville han ikke lukke ham ind.
- Nå da, sagde jeg og tog ham om de smalle skuldre under det tæt barberede og usædvanligt store hoved, - kom, så følger jeg dig op.
Vi standsede foran min overbos anonyme trædør på første, og jeg bankede på: En, to, tre. Så ventede vi.
- Hvad er det nu, du hedder? spurgte jeg drengen, for selvom jeg ofte havde set ham og hans ældre søster og havde vekslet bemærkninger om vejr og vind med begge forældre, kunne jeg i det øjeblik overhovedet ikke erindre mig deres navne.
- Anton, hviskede han og lignede en Anton.
Så blev døren åbnet.
- Hej, sagde jeg, - Anton stod her nede i vindfanget og var ked af det, fordi han ikke kunne komme ind.
- Kunne du ikke komme ind? sagde Antons far til drengen og så ud som en Anton i voksenstørrelse. Det mindste af hans øjne under den runde, plyssede isse trak sig en smule sammen.
- Nej, hikstede drengen og blev stående.
- Nå, nå, men kom så ind med dig da.
- Anton mente, at du ikke ville lukke ham ind, indskød jeg, idet jeg omhyggeligt undgik at lægge tryk på ordet "ville".
Jeg fulgte min bemærkning op med et afvæbnende smil, imens jeg bestræbte mig på at aflæse Senior, som selv ved en tidligere lejlighed havde nævnt en gammel voldsdom, han løb rundt med, og som for ikke længe siden havde råbt og skreget af et af børnene deroppe, som var det en granvoksen mand, han gjorde udfald mod. Dengang havde jeg været alvorligt på vej til at gå op og banke på. Eller ringe til ordensmagten.
Senior så overrasket ud, åbnede døren en smule, rakte ud efter drengen og trak ham indenfor, imens han stak mig et halvt forlegent grin.
- Nej da, selvfølgelig må han komme ind. Måske har dørtelefonen ikke virket. Det sker af og til.
Og Senior drejede hovedet en smule og stirrede intenst på panelet, hvor dørtelefonen hænger.
- Det kan være, sagde jeg.
Anton var allerede ude af syne.
- Tak for hjælpen, sagde Senior og skubbede døren til.
- Selv tak, sagde jeg, vendte mig og gik ned.
I går løb jeg på Senior, da jeg var på vej ind til mig selv. Han kom ned ad trappen, slæbende på en flyttekasse. Jeg nikkede og sagde hej og skyndte mig med nøglerne, for Senior har før været mere end snakkesalig ude på trappen, når vi løb på hinanden, og når han først kommer i gang med at tale, får han kartofler i munden og snupper endelser af, så man ikke aner, hvad manden egentlig siger. Man må bare forsøge at nikke og sige hm med nogenlunde passende mellemrum.
Men denne gang standsede Senior ikke op, og hans nik var forbeholdent. Jeg undrede mig over, at jeg ikke havde set nogen flyttevogn på gaden.
Senere på eftermiddagen lød der bump og stemmer ude på trapperne. Seniors trængte igennem.
- Ja, halvvejs råbte han, oprømt, - det skal sgu blive helt rart at blive sig selv igen!
Det var mandesnak. Kammerat til kammerat. En bemærkning og en tone af den slags, som mænd bruger overfor hinanden og overfor sig selv, når deres følelsesliv og relationer brænder sammen. En bemærkning, der skal give udtryk for en frejdighed, som ikke er til stede. Jeg-klarer-mig-sgu-alligevel-bedre-uden-dig-din-so-jargonen.
Ind under aften var der lyde igen. Jeg kunne ikke identificere dem, men gik ud i entreen og kastede et blik gennem dørspionen.
Det var Anton, der stod der med ryggen til og det runde hoved sænket og skramlede med noget, jeg ikke havde vidvinkel nok til at se, hvad var.
I nat bragede teknomusikken så løs fra en lejlighed henne i den næste opgang. Bassen drønede gennem murværket, dunkede i sengens puder. Døvende musik, trancemusik med en aggressiv puls. Det stod på time efter time, og jeg var oppe flere gange og tænde lys og vende sider i min roman, før der, efter et par afsluttende sentimentale popnumre, blev ro hen ad halv tre. Jeg var ikke et øjeblik i tvivl om, at det var Senior, der holdt indflytterfest, alt imens han sendte et fuck dig-budskab ud i natten til sin kone og siden græd snot ned i en bajer.
Længere er han altså ikke flyttet. Det kunne ligne ham. Senior og familie er altid flyttet fra en opgang til en anden her i bebyggelsen.
Drengen har fået ny cykel. Jeg så den til formiddag, da jeg skulle ud. Dér står den i indhakket lige under trappen, skinnende med sin orange lak og de forkromede fælge, prangende med sit brede styr. Så var det altså den, han skramlede med i går aftes.
Sunday, August 2, 2009
Fragmenter af en sommer
Sometimes there's so much beauty in the world I feel like I can't take it, like my heart's going to cave in.
(Ricky Fitts i American Beauty)
Det er maj, og et tæppe af vilde stedmoderblomster breder sig, hvor hybenroser før har dækket grunden.
"Hvide brude" kalder min ven de blomstrende tjørne.
Gammelrosa græsser langs markvejen medio juni.
Himlen i trolddomslys hen under aften.
Nr. Lyngvig Fyr en blå dag sidst i juni.
Vesterhavet!
I Heines fodspor op langs Ilsefloden i juli.
Og en svanefamilie holder til i søen i den lille by for foden af Brocken.
Danmark på grænsen mellem juli og august. En skov af tungt frugtsommelige rønnebærtræer.
(Ricky Fitts i American Beauty)
Det er maj, og et tæppe af vilde stedmoderblomster breder sig, hvor hybenroser før har dækket grunden.
"Hvide brude" kalder min ven de blomstrende tjørne.
Gammelrosa græsser langs markvejen medio juni.
Himlen i trolddomslys hen under aften.
Nr. Lyngvig Fyr en blå dag sidst i juni.
Vesterhavet!
I Heines fodspor op langs Ilsefloden i juli.
Og en svanefamilie holder til i søen i den lille by for foden af Brocken.
Danmark på grænsen mellem juli og august. En skov af tungt frugtsommelige rønnebærtræer.
Subscribe to:
Posts (Atom)