Friday, September 25, 2009

Botanisk Have

Sønnen og jeg har været en tur i Botanisk Have her i september.


Selv i gråvejr og snuskregn lyser nøkkeroserne med en egen glans.


En lille sort fugl trippede rundt på bladene i vandkanten. (Jo, den er med på fotoet - lige til venstre for midten.)


En uforfærdet fiskehejre nød udsigten.


Vi fik lov at komme ganske nær - om end hejren så også lod aldeles uinteresseret og foregav at være faldet i søvn.

Thursday, September 24, 2009

Så er det altså sådan

Vi vinker farvel til vore drømme
de ligner hvide måger
med retning mod havet
ind under aften
Så er det altså sådan det er
vi nivellerer vore længsler
afstemmer håbet med realiteten
synker en smule mere ned i mosset
dybere nu dag for dag
accepterer uden nævneværdig smerte
at himlen blot er et astronomisk fænomen
vi erindrer glimtvis men stærkt
bærer den tyngde med os i cellerne
ind i skumringstimen
Så er det altså sådan det er
at blive ældre

Friday, September 18, 2009

De venter på Weekendavisen

- Jeg kan se det i spejlet, siger Stella, - jeg er ikke så smuk, som dengang jeg var seksten.

Det er sandt. Hun har sneglespor i håret og skuffede træk skiftende med smilerynker om de lyse øjne.

- Skønheden sidder i sjælen, siger Sigurd. Han smiler for sig selv og ser ud over græsset, hvor spindelvæv skinner i septembersolen.

Sådan taler de sammen den morgen i september. Der er sol og sølv og noget sent i luften. Det er en fredag, så de venter på Weekendavisen.

Senere skal de læse den sammen ved bordet i stuen eller måske på terrassen. Præcis som de gjorde, dengang det var sommer. Det er stadigvæk ikke for sent.

Tuesday, September 8, 2009

Spor 6

Flaksende letter en sodsværtet krage
fra spærenes mørke over perronen
mens jernbaneskinnernes blanke skrig
trækker striber af længsel
langt ind i september

Sensommersols skarptegnede mønstre
i strenge sorte metalkonstruktioner
plyssæder stemmer signalfløjtens hvislen
så flimrer stammer forbi langs med sporet

På gensyn min Elskede
gensyn min Elskede
Elskede
Elskede
Elskede