Sommerpause

Flere indlæg følger sidst i juli/først i august.

Regnduer

To duer ligger væltet på plænen, vinkende hver en vinge mod himlen, som druknende i den øsende regn.

Imitation

Listen to that roaring: You'd think August had arrived. But it's only sweet June flickering a flashlight, beating the big drum, pouring water from the hose all over the place, imitating her younger brother - hence betraying her own sweet-tempered nature.

Tavshedens hus

Øjentrøst og læbeløs blomstrer overstadigt
ved døren
til den tavse families hus.

Desperationen vokser i baghaven.

Isvand

- Mor, kalder Mira fra bryggerset og ind i køkkenet, moar!
- Du må komme herind, hvis du skal sige noget, råber mor, jeg står lige og er ved at ælte dej.

- Misser ligger i en papkasse ude i bryggerset, siger Mira, da hun kommer ind i køkkenet, og hun er helt våd at se på.
- Det ved jeg godt, siger mor, jeg har selv taget hende ind.
- Hvad er der med hende?
- Æhæhehehe, smågriner mor med røde pletter på kinderne og øjnene spærret op, hun faldt i fiskedammen ude bagved.
- Faldt i - hvordan kunne hun det? siger Mira.
- Æhehe, siger mor, ja, det var din far. Han blev irriteret, fordi Misser blev ved at rende ham om benene, og så sparkede han til hende, så hun røg ned i dammen.
- Det er da ikke morsomt! Udbryder Mira og får tårer i øjnene af vrede.
- Næh, siger mor, næh nej, men du ved jo, hvordan han er…
- Sagde du ikke noget til ham?
- Hvad skulle det hjælpe? siger mor og tilføjer, at hun tror, at turen i dammen har sat Missers veer i gang.
- Er det derfor, hun gisper sådan? siger Mira.
- Ja, det er det nok, siger mor og lægger et viskestykke hen over skålen med dej.
- Kommer de så ikke for tidligt, killingerne? spørger Mira.
- Naarh, siger mor, det tror jeg såmænd ikke, men de skal jo alligevel aflives.
- Aflives?
- Ja, siger mor og skyller sine hænder under vandhanen, vi kan jo ikke gå og fodre på alle de katte.
- Og hvordan skulle det så foregå? spørger Mira, som ikke har tænkt sig at lade nogen aflive Missers killinger.
- Din far drukner dem, siger mor, det gjorde han altid med Kissers, da vi boede det andet sted. De skal bare i en spand isvand med låg over, så mærker de ikke noget.
- Det kommer de ikke, siger Mira.
- Ja ja, sukker mor og vender ryggen til, imens hun tørrer hænder, det må du tale med din far om.

Mira går ud i haven og finder far omme ved rækken med dild. Han er ved at klippe toppe af til sin frokost.
- Misser ligger inde i bryggerset og skal føde, fordi du sparkede hende i dammen, siger Mira og stiller sig foran ham.
- Nåhmmm, brummer far og skuler ned til hende. Han ser ilde berørt ud.
- Man sparker ikke dyr! siger Mira.
- Den kom i vejen, siger far og begynder at grine forlegent.
- Mor siger, at du sparkede til den, fordi du blev irriteret på den.
- Det ved hun ingenting om, siger far irritabelt og slår ud med hånden, i øvrigt skete der jo ikke noget ved det.
- Du får ikke lov til at drukne killingerne, siger Mira.
- Nå, siger far, hvem siger det?
- Det gør jeg, siger Mira, og jeg bliver siddende ude hos Misser og passer på.

Misser føder tre killinger. En sort, en grå og en hvid med striber. Mira sidder vagt på en skammel ved siden af kassen.
- Din far er sikkert kun glad for at slippe for den aflivning, siger mor, da hun hen under aften kommer ud i bryggerset.
- Nå, siger Mira med ryggen til.
- Han har været helt hvid i hovedet de andre gange, han har gjort det, siger mor.

Slutningen

Åh, det er det med slutningen. Den volder mig kvaler. Min roman eksemplificerer jo dybest set meningsløsheden, illustrerer et fragmenteret liv - og er fragmentarisk i selve sin opbygning.

Jeg læser amerikanske skrivesider på nettet, hvor happy endings anbefales. "Do not disappoint your reader". I det mindste bør alle løse tråde samles op, står der. En afklaring må finde sted.

Men min roman er fuld af uafklarede spørgsmål. Som livet er det. Vover jeg at føre den idé igennem? Skal jeg lade en syndflod skylle ind over landet og udradere mine karakterer? Skal jeg aflive hovedpersonen? Eller skal hun da alligevel have prinsen, under et bryllup akkompagneret af fuglesang og humlebiers brummen, og leve lykkeligt til sine dages ende?

Hjemligt

Hun føler sig fremmed i støvfri lokaler, ængstelig ved lyse tæpper, retvendte græsstrå i parcelhusplæner og den skarpe duft af skyllemiddel. Et hjem er vel til for at blive brugt, siger hun, som selv er vokset op i et hjem med brugt klaver, med stabler af bøger i hjørner på gulvet og slidte pletter på sofaens armlæn. Der er mærker efter kaffekopper på det mørke skrivebord i hendes stue. Det er hjemligt - som vaserne fyldt med syrener, løjtnanshjerte, akelejer, smørblomst og forglemmigej eller de gule pragtrølliker med lugt af ukastreret hankat, som hun slæber til huse sidst på sommeren. Hun er til striber af regn ned over ruden, til pytter, der knager af frost, til blæst over marker og i duvende træer og duften af nybagte boller. Hun er til blomstrende kløver, til lugten af solvarme køer og lærkesang strejfende himmelblåt, dugtunge klatrende roser og byger af væde fra rødtjørnen, man måtte dukke sig under for at nå frem til husets indgangsdør. Hun har hjemve, men det, der var, er ikke mere til som andet end erindring.

Nu trækker hun bambuspersiennerne ned og skaber en verden, der ligner den, hvor sollyset faldt gennem grønt løv ind i stuen i en længst svunden barndom. Det er hjemligt.