Tuesday, February 20, 2007

Dit ansigt som ikke kan ses i et spejl - kun i en andens

What is hell?
Hell is oneself,
Hell is alone, the other figures in it
Merely projections.

T.S. Eliot

Dette citat kan passende stå som en sammenfatning af temaet i Dobbeltgængeren (1846) af F.M. Dostojevskij.
Dobbeltgængeren er en fortælling om den russiske embedsmand, Goljadkin, som under en snestorm i Skt. Petersborg møder sin egen dobbeltgænger og hvirvles ind i en tilstand af mental oversvømmelse og ud i en række ukontrollerbare begivenheder:

>>Hu - dette vejr!...skulle der mon blive oversvømmelse?<< tænkte vor helt. >>Vandet er nok steget for voldsomt...<<

Den tragikomiske Goljadkin kan ses som en tidlig repræsentant for det moderne, splittede menneske. Hans største ønske er at udtrykke sit sande jeg, uden hensyntagen til almindelig skik og brug, og netop dér går han galt i byen: Fordi han ikke kan underlægge sig de gældende normer og spille den rolle, han er blevet tildelt, udstødes han af fællesskabet og isoleres i sin egen ensomhed.

Karen Blixen lader en af sine karakterer i "Syndfloden over Norderney" sige: "På din maske skal jeg kende dig." Goljadkins problem er, at han ikke er i stand til at udnytte maskens muligheder, og at masken derfor udnytter ham, med det resultat til følge, at Goljadkin selv bliver stadig mere uigenkendelig og på det nærmeste usynlig.
Romanen er både motivisk og kompositorisk bygget op omkring spejlinger. Fortællingen består således af tretten kapitler, hvis opbygning kan illustreres grafisk gennem billedet af en sommerfugl: De første seks kapitler spejler på indholdssiden de sidste seks, mens det syvende og midterste kapitel, som kan siges at udgøre sommerfuglens krop, står uden spejling.

Har man ikke tidligere læst noget af Dostojevskij, er Dobbeltgængeren et udmærket værk at begynde med: Her introduceres, i en overskuelig form, genkomne temaer i hele forfatterskabet, men i modsætning til mange af Dostojevskijs øvrige værker er persongalleriet såvel som sidetallet stærkt begrænset her. Det stærkt symbolladede værk giver endvidere righoldige muligheder for analyse og fortolkning for den læser, som holder af at gå i dybden med et værk. Romanens objektverden kan således betragtes som et udtryk for (anti)heltens bevidsthedstilstand. Det er et simpelt og velkendt greb i mange fortællinger, men Dostojevskijs håndværksmæssige dygtighed løfter dette kunstgreb op på et mesterligt niveau.


F.M. Dostojevskij:
Dobbeltgængeren

People's Press,
København 2006

No comments: