Forfatterens bedste ven

I dag kom jeg til at sige et af de forbudte ord, nemlig ’følelser’. Det skete, da vi på kurset om nyere dansk litteratur diskuterede Christina Hesselholdts Hovedstolen (1998).

”Teksten fremkalder ingen følelser i mig” sagde jeg – eller noget i den retning. Man skal passe på med at sige den slags i det akademiske miljø. Det er uvidenskabeligt. Det peger i retning af subjektivitet og sentimentalitet. Det peger også i retning af den store fortælling, som vi ellers har kæmpet så ihærdigt for at få erklæret død. Og det ved jeg naturligvis alt sammen udmærket godt, men af og til bliver jeg så enormt træt af den politiske korrekthed og den alment vedtagne konsensus i forhold til denne eller hin forfatter eller dette og hint værk, at jeg simpelthen må op af stolen og tale Roma midt imod.

Hvad jeg egentlig mente, og hvad jeg efterfølgende forsøgte at uddybe, var, at Hovedstolen er et værk, der ikke gør nogen forskel i min verden. Den tilføjer ikke min horisont et nyt perspektiv, og den hverken begejstrer, henriver eller provokerer mig – i særlig høj grad. Og dog, måske provokerer den mig. Men det kommer vi til.

Jovist kan jeg godt se, at der allerede i titlen ligger et opgør med den tradition i dansk digtekunst, som især Per Højholt var en varm fortaler for, nemlig at holde det private ude af teksten. Kun når det private løftes til almengyldighed bør det vinde indpas i værket. (En kunst som for eksempel Karen Blixen var en mester i.)
Jeg kan også godt se, at Christina Hesselholdt kan noget med ord. Hun er en begavet stilist – ingen tvivl om den ting. Bogens korte prosastykker, som tilbyder glimt ind i en barndom, som måske og måske ikke er biografisk funderede, og som følgelig kan siges at fremstå som eksempler på fremskrevet liv, er meget fint udtænkt i al deres berøringsforskrækkelse. Teksterne går aldrig nogensinde ind i et egentligt narrativt forløb, de frembyder ingen overraskende vendepunkter eller nogen filosofisk indsigt i tilværelsens mysterier. De er heller ikke morsomme, og de bringer hverken sproget selv eller sprogets muligheder og begrænsninger i spil. Denne erindringsroman, som altså ikke er en egentlig erindring og heller ikke nogen egentlig roman – altså dette værk eller disse fiktioner, som man for nemheds skyld har kaldt teksterne – kommer til at fremstå som en plan flade og som sådan aldeles uvedkommende for læseren, medmindre læseren primært interesserer sig for et værks stilistiske træk.

Her synes jeg, at kunsten går i selvsving. Kunsten er blevet til kunst for kunstens skyld, og dermed bliver den mere kunstig end kunstnerisk. Den slags har vi set meget af indenfor alle kunstarter gennem især de seneste 50 år. En lort på dåse kan således fremstå som kunst, fordi den er kommet på dåse, og fordi kunstneren hævder, at det er kunst. Men en lort er og bliver en lort, uanset hvor fin en indpakning den kommer i.

Mit problem med Hesselholdts Hovedstolen og med flere andre værker og forfattere i disse år er, at jeg ikke kan mærke, at de har noget på hjerte, udover at de altså gerne vil beskæftige sig med kunsten. Hvad gør en kunstner, som ikke har noget budskab? Jo, en sådan kunstner gør naturligvis kunsten ikke blot til sit medium, men til sit materiale. ”Se, jeg laver kunst!” råber kunstneren og presser én gang til. (Ikke så underligt, at fæces går igen i både Manzonis og Hesselholdts værker.) Og derudover er der kun formen – eller indpakningen, så at sige, tilbage. Og det er altså en lidt flad fornemmelse at lukke op til indholdet af potten eller til slet og ret ingenting, når man tror, at man åbner en gave.

Og her er det altså, at jeg ikke gider sidde og råbe med i koret: ”Ih, hvor er det godt fundet på!”
For ved I hvad? Pottens indhold står man sig bedst ved at skille sig af med, og papirkurven er stadig forfatterens bedste ven.