Jeg er ved at være grundigt træt af politisk kunst. Jeg er især træt af venstreorienteret kunst og højtråbende venstreorienterede kunstnere, der føler sig kaldet til at lege fritidspolitikere også udenfor deres værker.
Men mest af alt er jeg træt af den ensidighed, som står i fare for at resultere i et decideret meningstyranni.
Hvis kunsten absolut skal være politisk, så må også oppositionen på banen. I modsat fald forvandles den venstreorienterede kunst og dens udøvere til undertrykkere af samme dimensioner som dem, den og de til enhver tid hævder at modarbejde. Dermed lukker kunstmiljøet sig om sig selv og udelukker kunstnere, som måtte have en anden politisk observans end den, der i miljøet opfattes som politisk korrekt.
I mine øjne må det da udgøre et problem i forhold til venstrefløjens højt besungne rummelighed - og i forhold til demokratiets interesser.
Eller hvad?
7 comments:
Det her er svært at argumentere imod på så generelt et plan, synes jeg, for du kan i princippet sagtens have ret, men jeg vil ikke gå i så fritsvævende en fælde...heller ikke selv om jeg ville elske at at angribe højrefløjens kunsthad og reaktionære leverpostejsstædighed.
Selv er jeg fundamentalistisk midtsøgende, dog med adskillige ekskursioner til begge fløje...alt efter emne og sammenhæng.
Amen :-)
Well, Beo - det er sådan set ikke politik i den forstand, jeg ønsker at diskutere her. Den snak kan vi tage i et andet forum.
Men jeg oplever, at det har grebet om sig med netop venstreorienterede kunstnere, som i medierne og i forbindelse med oplæsningsarrangementer lige skal have indsparket alt fra tøhø-agtige bemærkninger til direkte og skingre angreb på den siddende regering.
Samtidig har jeg så undret mig over, hvor få der tager til genmæle. Og det er nok det mest problematiske i mine øjne. Jeg har en fornemmelse af, at de/vi, der ikke er så venstreorienterede, er tilbøjelige til at dukke hovederne og tie i disse fora - for vi er jo i nogen grad afhængige af at socialisere med de mere eller mindre etablerede kunstnermiljøer, hvis vi gerne vil igennem med vores kunstneriske produktion.
Når det er sagt, så synes jeg, at hvis en kunstner har et politisk budskab, så bør vedkommende lade det komme til udtryk gennem kunsten og ikke udenfor sit værk. Generally speaking!
Men hvad jeg først og fremmest reagerer på, er altså den manglende diversitet.
Hvis det du lægger op til ikke er en politisk diskussion, men kun en kunstfaglig debat, så synes jeg det vil være det samme som at diskutere omelet, uden at ordet 'æg' må siges højt.
Jeg er begyndt at lægge mærke til en tendens til, at debatører på beggefløje slår enorme knuder på sig selv for at pakke deres egen grundholdning ind i kunstfærdige argumenter - når det eneste de ønsker at sige, er: jeg er fundamentalt uenig med dig i hvordan samfundet som sådan skal se ud.
Ville du blive lisså irriteret hvis kunstnerne indflettede en bemærkning om at det sørme da er godt at landets økonomi i de sidste seks-syv år har klaret sig så godt?
Ved en oplæsning møder man da for 51% vedkommende kunstneren, og ikke vedkommendes værk?
Jeg vil hellere have at kunstneren holder direkte politiske paroler væk fra værket.
Kunstneren er jo bare et stakkels menneske :-)
Så vidt jeg forstår dig, så mener du, at hvis jeg holder mig til det kunstfaglige, så udviser jeg en form for berøringsangst i forhold til den politiske dimesion.
Hm......
Det kan der være noget om: Jeg er bekymret for, at det igen skal blive en af de diskussioner, hvor de forskellige parter slår hinanden i hovedet med deres argumenter for og imod den ene eller den anden form for politiske standpunkter.
Som sagt, så er det mangfoldigheden jeg mangler at se afspejlet.
Derfor ville jeg også blive lige så irriteret, hvis jeg gang på gang skulle høre kunstnere tale om, hvor godt landets økonomi har klaret sig i de sidste 6-7 år, som du skriver.
Mangfoldighed, tak - mangfoldighed.
Og ja, det er kunstneren man møder til oplæsningsarrangementer, men burde man ikke møde kunstneren som formidler af værket og ikke i så høj grad som privatperson? Det er jeg mere usikker på.
Personligt er jeg primært interesseret i kunstneren som privatperson for så vidt som kunstnerens liv kan føje yderligere dimensioner til værket.
Og ja, i nogle tilfælde kan det så være relevant at høre om vedkommendes politiske standpunkt.
Hvor jeg selv står? (For nu at komme lidt væk fra berøringsangsten.)Jeg står nok og svajer lidt. Min søn udtrykte det vist meget rammende for en del år siden, da han sagde: "Mor, du er jo højreorienteret oppe i hovedet, men du er venstreorienteret i hjertet."
Jeg kalder det 'fornuft og følelse' - med et skævt smil!
"Politisk set er jeg liberal/socialistisk højresindet radikal/Jeg stemmer altid med den største flok/ og de tanker, andre tænker, er mig mer´ end nok"
- hvad tjener en admiral nu om stunder?
:-)
Hahahaha - ja, sådan kunne man se det.
Men hvis det var en til mig, Beo - så tror jeg nok, at du vil opdage noget andet med tiden.
Jeg er ikke kendt for at flyde med strømmen. Jeg arbejder ganske vist på det, men det går ikke så godt.
Tina, jeg tror nok, at jeg er helt enig med dig. Jeg synes, det er jævnt trættende med det dér lyserøde sværmeri og anti-alting-borgerligt.
Post a Comment