Dvælen og kontemplation

I 2005 blev den amerikanske forfatterinde, Marilynne Robinson, tildelt Pulitzerprisen for romanen Gilead, som udkom i USA året før – og i 2006 blev oversat til dansk af Ida Jessen.
Gilead er en smuk og stilistisk formfuldendt skildring af et århundrede i amerikansk historie, som oprulles for læseren igennem pastor John Ames’ personlige brevtestamente til sin søn.

Da præsten midt i det 20ende århundrede affatter sit brev, er han en aldrende og alvorligt syg mand, som må se i øjnene, at han aldrig vil nå at se sin da syvårige søn vokse op. I et forsøg på dog at videregive sin livserfaring og slægtens historie begynder han derfor at nedfælde de tanker og erindringer, som falder ham ind i løbet af denne hans sidste sommer i Gilead, Iowa. Det bliver en beretning om vanskelige fader-søn relationer, om idealisme og pacifisme, om kærlighed, teologi og om livets mirakel. Pastor Ames fremstår som en helstøbt person, der har levet hele sit liv i overensstemmelse med kristendommens fundamentale principper om ydmyghed og næstekærlighed. Men midt under brevskrivningen vender en gammel vens fortabte søn hjem, og hans tilstedeværelse tvinger præsten til at tage sine hidtidige antagelser og overbevisninger om verden og livet op til revision. En nøglepassus i romanen lyder således:

”På alle de måder der betyder noget, er vi en hemmelighed for hinanden. Jeg tror også, at vi hver især har vores eget helt særlige sprog og vores helt egen æstetik og vores egen jurisprudens. Hver og en af os udgør en lille civilisation, der er bygget på ruinerne af et utal af tidligere civilisationer, men med vores helt egne begreber om, hvad der er smukt, og hvad der er tilladeligt – som, må jeg skynde mig at tilføje, vi i almindelighed ikke lever op til, og som vi kæmper for at leve i overensstemmelse med. Vi forveksler tilfældige ligheder iblandt os med virkelig lighed, fordi vores omgivelser også har fået de samme værdier ind med modermælken og handler med den samme mønt, og mere eller mindre har den samme opfattelse af sømmelighed og forstandighed. Men det betyder egentlig kun, at vi kan leve side om side med det ukrænkelige, det uoverskridelige og med uhyggeligt store afgrunde imellem os.”

Glem alt om kvindelige forfattere, som skriver ud fra et feminint synspunkt: Robinson har givet pastor Ames en stemme, som ikke blot er umiskendeligt maskulin, men samtidig dybt præget af præstens livslange beskæftigelse med teologi og dannelseshistorie.
Det er en sen tekst at læse som følge af værkets mange digressioner og fortællerens utidssvarende sprogbrug, og fordi egentlig handling er nedtonet til fordel for refleksioner. Det gør imidlertid ikke romanen mindre læseværdig. Det betyder blot, at læseren må indstille sig på, at den sidste sommer med pastor Ames er en tid for dvælen og kontemplation.
Marilynne Robinsons Pulitzerpris er fuldt fortjent.

Marilynne Robinson:
Gilead

Gyldendal 2006