Saturday, March 17, 2007
Tungt og strålende
Jeg sidder her med Mikael Josephsens anden digtsamling, Pokalhjertet, som udkom på Borgens Forlag i 2000. Den er jeg blevet opfordret til at læse. Og det er jeg glad for.
Pokalhjertet bærer et fortællende element i sig - og en fortløbende tidslighed, som giver samlingen karakter af kortroman. De beskrevne begivenheder udfolder sig i et mig fremmed miljø på travbaner, i vinstuer og i et barndomshjem, hvor druk og tørre tæsk står på dagsordenen.
Det er en fjendtlig og næsten Broby Johansensk verden, Josephsens digterbarn bevæger sig rundt i. Men barnet har stjernekim i blodet, og gennem hans blik transformeres indtryk og oplevelser fra rædselsbilleder til ekspressionistiske, surrealistiske kunstværker. Det fjerner ikke smerten i digterjeg'et - eller i læseren, men det sætter et spor i verden. Som i en af samlingens sidste og opsamlende tekster:
"Sætter en pistol for hestens tinding
kortspil bag ruden
epileptiske oktober
min barndom rejser sig aldrig igen."
Det er flot, hvad Josephsen her har præsteret. Pokalhjertet er tungt og strålende. Læs samlingen!
Mikael Josephsen:
Pokalhjertet
Borgen 2000
Subscribe to:
Post Comments (Atom)
No comments:
Post a Comment