Tuesday, March 27, 2007

Specialeovervejelser

Da jeg fortalte mine unge medstuderende og litterære bekendte, at jeg havde tænkt mig at skrive om Karen Blixen og Virginia Woolf i mit speciale, viste der sig et skeptisk udtryk på deres ansigter.
Da jeg fortalte dem, at jeg ydermere ville inddrage en biografisk vinkling, så de direkte forfærdede ud - et udtryk, som et øjeblik efter afløstes af en let nedladende hovedrysten.
Jeg havde læst på Universitetet i 5 snart 6 år: Havde jeg da slet intet lært? Biografisk tolkning var yt, død, borte, hedengangen, oldnordisk. Den vise ville vælge den sikre vej, som var anvist gennem nykritikken og de analysemetoder, som fulgte den.
Myten om det autonome kunstværk havde åbenbart bidt sig fast i de dugfriske og mindre overskrevne hjerner.

Det kan gerne være, at Blixen og Woolf er 'gamle' forfattere. Men deres værker har holdt over tid. Derfor har de fortsat noget at sige en nutidig læser.
Det er også rigtigt, at der stadig i nogen grad hersker den konsensus på de højere læreanstalter, at grænsen mellem værk og forfatter ikke bør overskrides (som nykritikken foreskrev det). At opretholde dette skel, når vi taler Blixen og Woolf, er imidlertid en alvorlig vildfarelse. Det er så tydeligt, at disse to litterære ikoner tog udgangspunkt i biografisk materiale, når de skrev, at det ville være en reduktion af dimensioner, hvis man negligerede det biografiske element. Ydermere var især Blixen en mester i en selviscenesættelse, som moderne tiders selvpromoverende show-skribenter kunne lære meget af.

Og så kan jeg jo glæde mig over, at grænsen mellem liv og kunst, mellem fiktion og dokumentar, i disse år bliver stadig mere flydende for ikke at sige udvisket. Nu spilles der ligefrem - i hvert fald fra forfatternes side - med eller i dette krydsfelt.
Så måske er det fastholderne af nykritikken og de deraf beslægtede analysemetoder, der i virkeligheden er de gammeldags og bagstræberiske. Det kan man overveje.

4 comments:

Anonymous said...

Hvor jeg dog bare vil krydes fingre for det speciale!

Tina Charlotte Møller said...

Tusind tak for det, Kirsten. Det er rigtig sødt af dig! :-) Jeg kæmper, jeg kæmper!
Har netop nu problemer omkring noget research. Finder jeg det, jeg skal bruge, kan det utvivlsomt løfte hele analysen og binde tingene bedre sammen. Men tiden rinder, og jeg burde skrive og ikke researche nu. :-(

Anonymous said...

Nej, men dog Blixen OG Woolf - MED livsinddragelse. Det var dog, det var dog... Det er guf!

Vil du ikke godt give mig et praj, når det speciale når Statsbiblioteket, det vil jeg uhyre gerne læse?

Mange venlige hilsner
Ane-Marie Kjeldberg

Tina Charlotte Møller said...

Kjeldberg - velkommen til, og tusind tak for interessen. Jo, jeg skal gerne give besked, når specialet bliver tilgængeligt! :-)