Vokser ud af det hus
hvor jeg voksede op
må bøje nakken
for ikke at støde mod loftet
kravler gennem gangene
hvor lyset går ud
når man tænder
løber over loftet
og ser ikke lemmen i gulvet
åben som en grav
løber over graven
som ikke er der
og falder
ud af min barndom
3 comments:
Nej nej nej da! Faldt du ned gennem en lem i gulvet, som du havde glemt existensen af? Det er jo livsfarligt! Håber du har det godt og at du ikke brækkede eller forstuvede noget!!!
Tak for din bekymring, Donald. Jo, det går bedre nu. Nothing broken!
Bonusinfo: Hvad det biografiske islæt angår, kan jeg oplyse, at der faktisk fandtes en lem i gulvet i en tilbygning til vores hus. En såkaldt grav med læsket kalk, som stammede fra dengang, hvor der havde været cykelfabrik på stedet. Måske det er den, der spøger.
En dejlig sløjfe.
Minder mig om nattens drømme om barndom, hvor tiden er til at gå tur i. Hvor den ikke er til andet.
Man vågner ofte vemodig - fordi dé var der, som er væk - men alligevel sært fortrøstet. For om hvad - den fortrøstning?
Post a Comment