Bare en bamse

En nat for mange år siden lå jeg vågen, plaget af savn og skyldfølelse, fordi jeg havde glemt min bamse udenfor i haven og min mor ikke ville lade mig gå ud for at lede efter ham. Det var en lang nat. Det var en mørk nat. Og min bamse var alene i den, fordi jeg ikke havde passet på ham. Sådan tænkte jeg. Dengang.

Nu ser jeg på min ven, som sidder tavs overfor mig i stolen, med det sørgmodige udtryk i ansigtet, som han ikke siden lagde af sig - og jeg må erkende - med en kærlig hilsen til Freud - at nogle gange er en bamse bare en bamse.

Men hvis han i aften skulle fare vild i haven, ville jeg alligevel gå ud og lede efter ham, før duggen faldt.

For andre gange forholder det sig sådan, at en bamse er en bamse er en bamse.