Da forstod jeg livets mening

Selvom bogmarkedet blomstrer med nyudsprungne udgivelser, gør man til tider sig selv en stor tjeneste ved også at dykke ned i den ældre litteratur.

Blandt mine personlige yndlingsværker fra begyndelsen af det 20ende århundrede er Pär Lagerkvists lille roman Det evige smil (Det eviga leendet), som udkom første gang i Sverige i 1920.
Det er et fint og diskret filosofisk værk om livets mening eller mangelen på samme. I et enkelt og dæmpet hverdagssprog fabulerer forfatteren over eksistensens mest grundlæggende og klassiske spørgsmål.

"Der var engang nogle døde," således indledes fortællingen, "de sad sammen et eller andet sted i mørket, hvor vidste de ikke, måske ingen steder, de sad og snakkede for at få evigheden til at gå."

De døde fortæller hver især deres egne livshistorier, men alle kredser de om det samme tema: Hvad er meningen med livet?
Omsider enes de om at opsøge Gud for at stille ham til regnskab for Skaberværket. Men da de finder Gud, viser han sig at være en simpel gammel brændehugger, og hans svar på menneskenes brændende spørgsmål er lige så simple som han selv. De døde sjæle er ikke fuldt ud tilfredse med den besked de får, men skubber børnene frem for den gamle mand og spørger, hvad han så har ment med disse uskyldige små?

"Store tårer brød frem i den gamles øjne. Han strøg forsigtigt og varsomt hen over deres små hoveder, hans fingre skælvede.
Dem har jeg ingenting ment med, sagde han så stille, at alle kunne høre det. Dengang var jeg bare lykkelig.
[...] Ingen sagde noget mere. De havde ingenting, de kunne sige; men de tav ikke af beklemthed, men fordi deres hjerte var for fuldt. De tav for at kunne fornemme alt. De tav, fordi der skulle være fuldkommen stille. De forlod sig selv, for at være hos det, der var sket med dem."

Det evige smil fremsætter en enkel lære om væren. Som en af de døde udtrykker det: "Da forstod jeg, at livet kun vil sig selv. Det vil træerne, det vil menneskene, det vil blomsterne, de, som dufter på jorden, men ikke en enkelt af dem.
Livet har ingen kærlighed til dig, menneske, til dig, blomst, til dig, bølgende græs, undtagen når det mener dig. Når det ikke længere mener dig, så elsker det dig ikke mere, men udsletter dig.
Da forstod jeg livets mening.
[...] Jeg tror ikke, livet vil træer og mennesker, jeg tror ikke, livet vil blomster og bølgende græs, undtagen når det netop mener det. Ellers vil det lige så gerne være ingenting. Tom ørken. Sand, som hvirvler om i et øde rum."

Tom Kristensen kaldte Det evige smil "en af de bedste romaner i skandinavisk litteratur." Det er den stadig!


Pär Lagerkvist:
Det evige smil

Gyldendal 1968