En illegitim Llambías?

Pablo Henrik Llambías roman Et ukendt barn er et collagelignende værk, som glider ind og ud af forskellige virkelighedsdimensioner og fortællinger. Rammen udgøres af jeg-fortællerens deprimerende situation, umiddelbart ovenpå en skilsmisse, hvor han som forfatter og som menneske føler sig fastlåst og ude af stand til at engagere sig i noget udenfor sig selv. En dag får forfatteren imidlertid tilsendt et manuskript – en påstået autentisk beretning om en ung kvindes oplevelser under 2. Verdenskrig – og dette manuskript kommer til at danne afsæt for et selvrefleksivt projekt, som til sidst manifesterer sig som Et ukendt barn.

Undervejs følger vi jeg-fortælleren under hans forsøg på at finde ind til sandheden bag det manuskript, han er blevet tilsendt, og ind i hans bestræbelser på at legitimere den tilsendte beretning såvel som sin egen historie. Vejen går over erindringsmateriale, over historiske studier af 2. Verdenskrig og personlige beretninger om samme, ind i det tilsendte manuskript og videre ud på Vestre Kirkegård.

Romanen kan kritiseres for manglende ’flow’ ligesom et temmelig langt afsnit om Ardenneroffensiven kan kaste den læser af, der ikke – som Llambías selv - har en umiddelbar interesse for 2. Verdenskrig i særdeleshed eller militærhistorie i det hele taget. En nærmere analyse af værket påviser imidlertid, at hvert element i romanen fungerer som en nødvendig brik i legitimeringen af værket som helhed.

Og her er det så, man må spørge, om en roman fungerer som roman, hvis den kræver en analyse for at kunne hænge sammen i læserens bevidsthed? Min personlige mening er, at det er et plus, hvis en roman har en iboende symbolik eller undertoner, som gør den egnet til fortolkning på flere planer, men det må ikke være romanens primære projekt. En roman skal kunne læses og forstås umiddelbart som fortælling.

En ting, som jeg i særlig grad undrede mig over i den store sammenhæng, og som jeg spurgte ind til, da Llambías for nylig talte om sin bog på Syddansk Universitet, var de mange overgrebs- og voldtægtslignende situationer, som værkets kvinder udsættes for. Her savnede jeg nemlig den legitimering i forhold til resten af fortællingen, som Llambías hævder at gå op i.
Direkte adspurgt refererede forfatteren først til det afsnit i værket, som er en gengivelse af det tilsendte manuskript, og han forklarede overgrebene i dette afsnit som et typisk eksempel på, hvor farlig situationen for en enlig kvinde i Tyskland var hen mod slutningen af krigen.

Det svar fandt jeg imidlertid ikke tilfredsstillende, idet også andre kvinder i romanen tydeligvis fremstår primært som begærsobjekter for jeg-fortælleren og oftest i seksuelle forestillinger, som rummer et element af tvang overfor og ydmygelse af kvinderne. Jeg spurgte Llambías, om der kunne være en symbolsk sammenhæng mellem den passage i bogen, som han netop havde læst op og selve værkets tilblivelsesproces? I den oplæste passage beskrives en stor fabriksbygning med indbyrdes forbundne rør og med skorstene, hvorigennem, der udledes damp for at lette det indre tryk fra produktionsprocesserne. Jeg ønskede med andre ord at vide, om overgrebssituationerne kunne ses som en form for afledning og/eller udladning i forhold til forfatterens indre liv under skriveprocessen.
Her flammede noget farligt op i Llambías argentinskmørke øjne, og hans kønne smil blev diabolsk. Svaret forsvandt i en afvæbnende latter.

Jeg tror, at vi i denne situation nåede den lille smalle stribe ingenmandsland i grænseområdet mellem fortæller-jeg’et og forfatter-jeg’et. Og det er grund nok til at læse Et ukendt barn på trods af værkets svagheder som fortælling betragtet.


Pablo Henrik Llambias:
Et ukendt barn

Gyldendal 2005