I min familie har vi råd for den slags
- en opskrift nedarvet gennem generationer
min oldefar fandt sit for enden af rebet
man fandt ham i laden
- "Han mistede jordforbindelsen"
siger vi og smiler polisk
En fjern kusine
blev fundet i knælende stilling
med en strikke om halsen
hun led af patologisk angst for højder
I min familie er det nærmest rutine
én skød hovedet af sig
- det kunne ha' været mer' smagfuldt
det er der enighed om
Og blandt mine nærmeste
kan opregnes flere forsøg
med piller og skarpe remedier
Selv hører jeg nok til
de dybt seriøse som ikke
råber "ulv" før den er der
Dog skader det ikke
at være beredt:
Ha' altid barberblad
reb og piller ved hånden
for ingen kender timen
og da er det godt
at ha' råd for den slags
6 comments:
Det må være tanken om, at ens liv er mislykket eller at man har gjort noget, som man synes er forfærdeligt, der kan udløse den slags tanker. Jeg ved det ikke.
Jeg tror også at der er mange familier og milieu'er hvor man ikke må græde og at det gør det endnu værre.
Hvis vi går en tur i Tisvilde Hegn, eller en anden skov, som er stor nok, så vil du efterhånden få lyst til at træde en ny sti.
Det må du gerne.
At finde en skov, som er stor nok, gøres med kort og lommelygte, vandrestøvler er at foretrække frem for bare fødder.
Kærligste hilsener.
Jamen, Donald :-) - vandrestøvlerne er snøret, og jeg har lommelygten i hånden.
I'm not a quitter!
Men interessant er det naturligvis at overveje, hvorfor sådanne drastiske løsninger, som dem, der beskrives i digtet, åbenbart ligger ret lige for i visse familier og ikke i andre.
Endog meget interessant at det kan være familie-genereret. Mon det kan hænge sammen med at udtryk af sorg af omgivelserne bliver taget som sygdomstegn eller at "det ligger i luften at vejen ud er gennem kirkegaarden" i stedet for gennem skoven? Som man ikke kan se for bare træer:-))!
Beats me, Donald.
Men manglende evner for konflikthåndtering er jo nok en nærliggende tanke. Om den så er et resultat af miljø eller gener, det kan man spekulere over.
Det kommer godt nok lidt langt væk fra digtet, som får mig til at tænke på en kvinde som fortalte om at finde sin mand hængende og en Grønlandsk mand som fortalte mig om unge mennesker i fjerne bygder, som går ud i det kolde vand for at dø (de går, hopper ikke, og det mente han var tegn på at det var en meget stærk dødsvilje.) Han mente at ikke troede at de kunne få noget ud af livet - der var ingen fremtid.
Man kan lissom mærke stoltheden samtidig med håbløsheden: Vi klarer det selv, der skal ikke være nogen, der behøver at rydde op efter mig. Intet barberblad, blodbad eller Randers Reb.
Jeg vil ikke forsøge mig som textfortolker eller kritiker, men jeg synes godt nok at den ironiske distance ikke er markant. Det er måske den glade optimisme, "vær beredt", som ligesom latterliggør oldefaderen en smule, tager tænderne ud af oldefaderens selvoptagne indadvendthed.
Tjah, Donald. Man må jo finde en måde at forholde sig på overfor livets genvordigheder - og hvem er vi at fælde domme, som vel dybet set er moralske, over selvmorderes valg,?
"Lad mig aldrig dømme min nabo, før jeg har vandret en mil i hans mokkasiner", som indianerne sagde.
Også Virginia Woolf gik ud i floden i stedet for at springe. Så vidt vides. Familien hævder ydermere, at hun var en fremragende svømmer....
Men igen, vandet og døden drog hende livet igennem. Det fremgår tydeligt ikke blot af hendes fiktive tekster, men også af breve og dagbøger. Det ligner en skæbne.
Post a Comment