Da Karen Blixen, hen imod slutningen af sit liv, under et interview blev spurgt, hvordan man bør leve, svarede hun: "Først og fremmest skal man være modig. Man kan ikke leve uden et stort mod. Og hvis De spurgte mig igen ville jeg sige: Man må kunne elske, og man må have humoristisk sans."
Det samme fremgår af Blixens fortællinger. For de er - for nu at låne en formulering fra Søren Porsborg, som således karakteriserer den græske tragedie - dramaer om vækst i viden. Denne viden er synonym med selverkendelse eller selvkendskab - i den græske tragedie såvel som i Karen Blixens liv og fortællinger.
Mod og evnen til at elske må til, for at mennesket kan manøvrere gennem tilværelsen, men også den humoristiske sans er essentiel, fordi den sætter den enkelte i stand til at se sig selv og sin (tragiske) situation på afstand, hvorved samme tragedie i et 'guddommeligt' perspektiv kan betragtes som en komedie.
10 comments:
Enten har jeg humorsitisk sans eller syfilis...eller begge dele.
Min mormor hed Karen (jo!) :-)
Kære Beo - i dit tilfælde er der vist tale om humoristisk sans. Om end det primært er i den sorte ende. :-)
Det bør i den sammenhæng nævnes, at nogle forskere tolker Blixens omtale af farven sort som værende synonym med den lidelse, som syfilis bragte ind i hendes tilværelse.
Det tragikomiske viser sig så i det faktum, at de medicinere, som (også) har forsket i Blixens sygdomshistorie hævder, at hendes syfilis var standset rimeligt tidligt i forløbet - men Blixen selv vedblev at frygte, at den endnu stod i fare for at udvikle sig og dermed forårsage sindssyge.
Hendes fysiske lidelser i øvrigt menes at være forårsaget dels af anorexia nervosa og dels af bivirkninger af de skrappe kure, hun i sine unge år gennemgik mod sin syfilis. :-/
Jeg bli'r aldrig en betydende kunstner...efterdi jeg kun kan præstere lidt farveblindhed og en sikkert arvelig tendens til gammelmandssukkersyge.
Og jeg får aldrig nogen farm nogensteds...med min naturblindhed.
Karen styrer fortfarende, og det bøjer jeg mig for :-)
Smukt, TC. Tak.
Din blog er, ligesom Kirsten Nørgaards og Beologens, en lise for sjælen. Anderledes end de to andres (som også er vidt forskellige), men afgjort en lise.
Mit personlige mod bæver i krogene i disse dage, men min kærlighed er stor, og jeg leder efter latteren, som plejer at tjene mig vel.
Tak for reminderen. Nu husker jeg, hvad min indre sporhund skal snuse efter.
Nu vil jeg skrive et nødvendigt brev.
Beo: Min mor hed Karen :-). Men hun er nok ikke identisk med din mormor.
Hahaha kære Beo - jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at du fortsat har chancen for at blive den mest betydende under den klassiske rubrik 'den lidende kunstner'.
Det er da noget! ;-)
Unge Werther, go home!
Ane-Marie, så mange tak for meget kønne ord og ærværdige sammenligninger.
Modet kommer nok, når du mindst venter det.
Gode tanker til dig og dit værk!
:-)
Werthers Echte...tænk at han endte som overspiser, selv efter sn død!
:-)
Ja, Beo - sådan har vi jo hver vore kors at bære. Genopstandne eller ej.;-)
hmmm...mod skulle man have haft lidt mere af, da man var i tyverne...så var det måske (måske, siger jeg) blevet til lidt mere kunst...kærligheden mangler ikke...og humoren er LIVSNØDVENDIG!
Jeg nyder dine indlæg i fulde drag TC!
Tusind tak, Kirsten!:-)
Post a Comment