Det ender med en abildgård

Jeg er blevet nyorienteret: Jeg er blevet kolonihavetilhænger.
Det begyndte med, at min svigerdatter inviterede indenfor i den kolonihave, hun havde købt, og efter ganske få besøg var jeg solgt. Hvem skulle nu have troet, at det kunne overgå mig? Jeg, der altid har smågrinet let foragteligt af disse forældede og småborgerlige haveforeninger, hvor lillemor trak i havehandsker og galocher, imens lillefar fik sig en kold øl i skyggen? Aldrig i livet!
Men nu overvejer jeg altså selv, om jeg ikke skulle få mig en kolonihave.

Jeg har nemlig opdaget, at dette er et fristed - ikke blot for øldrikkende arbejdsmænd, men for vidt forskellige mennesker: unge og gamle, kunstnere, arbejdere og bedsteborgere (hvis man stadig kan tale om sådanne), danskere og nydanskere. Jovist - flere indvandrere har nemlig også taget kolonihavetanken til sig.

Og på dette fristed kommer smilene oftere frem, end man ellers ser det. Jeg tror, at det skyldes mangfoldigheden, glæden ved at have noget, man kan sætte et personligt præg på, og den leg, som (have)arbejdet dermed forvandles til. For det petit-agtige kalder det indre barn frem.

Derfor har hvert hus og hver have også sit eget udtryk. Der er dukkehuse, og der er legehuse, og der er haveskur, og der er huse i funktionalistisk design. Haverne er overdådige eller minimalistiske eller Ordnung muss sein-agtige eller Pipi Langstrømpe-skødeløse. Ét sted ligger huset lavt langt inde bag en sirligt snoet sti og næsten skjult af stedsegrønne buske, som får denne plet til at ligne illustrationen til et børneeventyr. Derfor er det en varieret oplevelse at gå rundt på stierne og tillade sig nysgerrige blikke ind over hækkene. Folk hilser og nikker og smiler, når de ser én. Man hører nok til, tænker de sikkert. Og det gør jeg jo næsten. Jeg er i hvert fald en af familien.

Jeg troede egentlig, at kolonihavefænomenet var opstået engang i begyndelsen af det 20ende århundrede, for at tilgodese de arbejderfamilier, som til daglig var trængt sammen i små og usunde lejligheder i storbyerne. Helt galt på den var jeg ikke, men en smule research viste mig, at kolonihaver på sin vis kan spores helt tilbage til sen-middelalderen, hvor haverne, der blev anlagt udenfor byernes fæstningsmure ofte blev betegnet som abildgårde.
Det kan man læse mere om her.

Ja, måske ender det med en abildgård. Frem med galocher og havehandsker!