Fri kunst - hvilken kunst?

Vi kommer ikke udenom, at også kunst og kultur - især i et kommercialiseret samfund - er områder, som er afhængige af økonomi. Megen god kunst når aldrig et større publikum alene af den grund, at kunstnerne er tvunget til at bruge størstedelen af deres tid og kræfter på andet og såkaldt 'almindeligt' arbejde for at eksistere. Er det ikke ressourcespild?

Det forekommer mig, at der generelt er den holdning blandt ikke-kunstnere, at man gerne ser kunsten og kunstnerne i samfundet, men at man nødig vil bidrage konstruktivt (læs økonomisk) til opretholdelsen af deres eksistens. (Jeg tænker for eksempel på, at en nyere undersøgelse har konkluderet, at flere danskere ville besøge landets museer, såfremt der var fri entre.)

Kunstpublikummet kan formentlig ikke se formålet med at understøtte de kulturelle institutioner eller de enkelte kunstnere, eftersom det ikke anerkender vigtigheden af det alternative sprog, som kunsten udgør - et sprog gennem hvilket det er muligt at nå andre dele af bevidstheden og følelseslivet, end vi ellers er i kontakt med.

Kunstnere er åbenbart forvist til en æterisk svæven i et særrum, hvor det er muligt at opretholde en eksistens alene i kraft af talentet. Det er en meget smuk og romantisk forestilling, som desværre ikke holder vand, idét også kunstnere har brug for brød på bordet for at være til og for at kunne skabe.
Jeg siger ikke, at kunstnere førhen var bedre stillet, men jeg spørger, om ikke et overskudssamfund som det danske burde være bedre i stand til at integrere kunsten og kunstnerne i hverdagslivet og således give de åndelige dimensioner i tilværelsen øgede vækstbetingelser?
Og jeg taler ikke om statsstøtte, men om den enkeltes ansvar i forhold til kunstnerens og eget liv.

Forestil jer et Danmark blottet for kunstneriske udtryk. Forestil jer en verden uden skønhed og skæve vinkler.... Skræmmende, trøstesløs, ikke sandt?