"En psykopatmanual, der henvender sig [...] til tabere: overvægtige mennesker med klatgæld", udtaler journalist og forfatter Marie Tetzlaff om bogen Hemmeligheden, som var på plakaten hos Smagsdommerne igår aftes.
Rhonda Byrnes bog, som udkommer i dansk oversættelse på Borgens Forlag, er en selvhjælpsbog, som fokuserer på 'loven om tiltrækning'. Det handler om at visualisere og fokusere positivt, idet dine tanker skaber din verden.
Hvad Marie Tetzlaff egentlig tænker, er det svært at komme til klarhed over: Det ene øjeblik harmes hun over et værk, hvori det hævdes, at det i højere grad er den overvægtiges (negative) tanker om mad, der feder, end det er maden i sig selv - og hun anklager dermed forfatteren for at erklære overvægtige mennesker både fede og dumme. I næste øjeblik omtaler Tetzlaff selv de overvægtige som tabere med klatgæld.
Hvem er det egentlig, der er dum her?
Ideen om at ens tanker skaber verden, køber Tetzlaff heller ikke. For hende er tilværelsen åbenbart sort/hvid: Hvis man tror at have indflydelse på noget udenfor sig selv igennem de tanker, man tænker, så er man psykopat og lider af storhedsvanvid.
Som det vil fremgå, er jeg ikke helt enig med Marie Tetzlaff. Naturligvis bør man tage et sådant værks udmeldinger med et gran salt, men der er nu noget om, at de mennesker, som er i stand til at fokusere positivt, oftere har held i sprøjten, end dem, der konsekvent forestiller sig de værst tænkelige scenarier.
Indenfor sportsverdenen har man således påvist en målbar effekt, når sportsudøvere på eliteplan lærer at tænke positivt om sig selv og deres egne fremtidige resultater.
Iøvrigt: Hvorfor skulle det at ønske sig noget godt for sig selv afsløre en som psykopat - som Tetzlaff synes at mene? Er det ikke mere sandsynligt, at den, der får det godt med sig selv, har større overskud at dele ud af til omverdenen?
Det kan gerne være, at Hemmeligheden (The Secret) ikke er nogen oplevelse i litterær forstand, og den såkaldte hemmelighed er måske nok en gammel sandhed, som har været omtalt i adskillige selvhjælpsbøger op gennem 80erne og 90erne, men derfor skal man ikke lade hånt om effekten af positiv tænkning.
Det er aldrig for sent at begynde, Marie Tetzlaff!
4 comments:
Interessant. Jeg opfattede mest hendes hårde ord som en kritik af bogen, mere end som et angreb mod dens håbefulde læsere.
Hun tog bogens logik og vendte den mod bogen(s) selv.
Og sjovt nok...lige før Smagsdommerne (og Deadline) bød DR 2 på et vidunderfuldt gensyn med halvfemsernes skarpeste pessimist: Robbie Coltrane som den skoktske ludoman og weekenddranker og psykolog Dr. Eddie 'Fitz' Fitzgerald i serien 'Cracker' - som foregår i et røgfyldt Manchester. Ti episoder fra 1993-1996.
Fitz er en mand, som konsekvent tænker det værste om sig selv og andre mennesker - for på den måde at kunne tilgive.
Han er realist før han er optimist.
Hvad havde han mon sagt til den dér besynderlige 'nu-har-du-bare-at-være-positiv-or-else'-neobibel?
Mit gæt: den havde ikke engang fået en lufttur i auditoriet :-)
Haha - jeg tror, du har fuldstændig ret, hvad angår Fitz og hans syn på omtalte værk.
Men han kunne måske have glæde af at prøve at tage budskabet til sig.
Det er jo fint nok at være realist (så vidt muligt), men hvorfor skal realisten tage udgangspunkt i et negativt verdenssyn?
Det forekommer mig, at sådan forholder det sig oftest: Pessimisten opfattes af sig selv - og af de fleste andre - som realist, hvorimod optimisten kaldes en verdensfjern drømmer.
Jo, Tezlaff havde da nok til hensigt at gå til angreb på bogen og ikke så meget på dens mulige læsere, og det lykkedes hun da også med.
Jeg bider imidlertid ofte mærke i skævhederne i folks udtalelser - og derfor fokuserer jeg så meget på den ambivalens, jeg hører, i Tezlaffs omtale af overvægtige mennesker.
Hvorfor det så lige er de overvægtige, hun slår ned på, ja det kan man begynde at psykologisere lidt over:
Tezlaff er jo ikke selv nogen sylfide, om end hun er en ganske flot kvinde. Så måske er det dér, hunden ligger begravet.
Nå, nu bliver jeg personlig - og det er ikke meningen. Undskyld Tezlaff!
Jeg får kuldegysninger ved tanken om dem, der nægter at anerkende egne fejl og mangler...men kun vil dyrke de gode og positive.
På den måde kan den slags mennesker hurtigt udvikle sig til...ahem...fascistoide dyrkere af det fejlfrie og pletfrie.
OBS! Jeg taler generelt og tænker ikke på nogen bestemt.
Der er jo den dér med, hvorfor man kun kan se splinten i andres øjne.
Jeg tror man hurtigt kan blive en dybt usympatisk person, hvis man ikke vil have med andet end gode ting og festlige stunder at gøre.
Jeg har mødt den slags personer, især på arbejdspladser.
Der er intet galt i at fokusere positivt...tværtimod...men hvis en bog påstår at man med intens fokusering bliver bliver mangemillionær og tv-vært - så giver det mig permafrost i rygmarven.
Marie Tetzlaff er ikke ufejlbarlig...hun påstod engang at Steffen Brandt skrev dårligt dansk - hvis jeg ellers mindes ret :-/
Ak, I lidettroende....
Altså Beo, det er slet ikke sådan jeg opfatter det, jeg indtil nu har hørt om denne bog - slet ikke på baggrund af de andre bøger indenfor området, som jeg har læst.
Det kan da godt lyde som om, denne bog sætter tingene lidt firkantet op. (Jeg har ikke selv læst den endnu.) Men der er også den mulighed, at det er læserne, der ikke kan se bort fra den fokusering på materielle ting, som der åbenbart er i værket. En materialistisk indstilling, som jeg - med en grov generalisering - vil hævde, er karakteristisk for mange amerikanere.
Der er også den mulighed, at de intelligente og veluddannede smagsdommere frygter at blive bedømt som naive, hvis de udtaler sig positivt om sådan noget halv-åndeligt og New Age-agtigt halløj.
Selv tror jeg på, at det, at fokusere positivt, kan føre noget positivt med sig. Alene i kraft af, at man bliver gladere og dermed udstråler mere glæde - hvilket igen giver gode vibrationer tilbage fra omgivelserne. Smil til verden, siger det gamle ordsprog, så smiler verden til dig.
Det er jo ikke ensbetydende med, at man er blind for egne fejl og mangler. Men man er måske mere tilgivende overfor andre så vel som overfor én selv - og får større overskud til at forandre nogle ting.
Den type mennesker, som giver dig kuldegysninger, ser jeg som en helt tredie race. Og dem har jeg det heller ikke ret godt med. Men det er fordi, de altid har forekommet mig at være påtaget festlige og glade. Påtagethed er ikke min kop t(h)e.
Post a Comment