Katrine Buchhave Andersen, medredaktør af Banana Split, ironiserer i sin debutroman over den moderne zapperkultur. Læs hele min anmeldelse af EVA - et styk vestlig hjerne med kvaps i knolden fx på Sentura.
8 comments:
Anonymous
said...
Jeg glæder mig også som et lille barn til at læse hendes EVA! Fik den i sidste uge og véd allerede, at den har charmeret mig; illustrationerne og dét jeg lige "snød" mig til at læse! ;) Fin anmeldelse i øvrigt.
Jeg læser hendes bog pt - og er vild med de skift hun har i sin bog - fra at være hurtig og på spring som en tiger - men aldrig hurtigere end, at hun ka flette vidunderlig poesi ind imellem det hurtige som en engel ;)
Du skriver i anmeldelsen: "Sprog og sprogbilleder rejser sig som en uigennemtrængelig mur foran læseren og viser tilbage til nutidsmenneskets narcissistiske interesse for og udstilling af eget tankemylder. Beretningen om Eva skriver sig således ind i den række af ironisk semi-selvudstillende, samtidsspejlende og sprogmættede romaner, som efterhånden er blevet et særkende for en del af folket fra Forfatterskolen. Man kan fx tænke på Lars Frosts Smukke biler efter krigen eller Lone Hørslevs Fjerne galakser er kedelige."
Hvordan ved du, at bogen er (semi)selvudstillende?
@Martin. At værket er semi-selvudstillende er ikke noget, jeg ved, men noget jeg tolker på baggrund af teksten og på baggrund af mit generelle kendskab til Evas/Buchhaves generation og den (medie)virkelighed, som den er vokset op med - og i. Endvidere forekommer det mig, at der værket igennem er talrige indikationer på, at forfatteren er meget tæt på sit stof. Jeg er således ikke i tvivl om, at Buchhave selv må have tilbragt en del timer foran tv-skærmen, siden hun så præcist kan gengive ikke blot replikskifter fra genkendelige udsendelser, men også – og især – den konstante vekslen imellem de ydre og de indre billeder. ’Semi-selvudstillende’ er jo i øvrigt et begreb, som pr. definition er bredt dækkende uden at være så specifikt som ordet ’biografisk’. Jeg mener ikke nødvendigvis, at det er Buchhaves egen tilværelse som sådan, der fremskrives i værket, men én dimension af hendes og hendes generations virkelighed.
Jeg har kun læst enkelte uddrag fra bogen, og det gør mig ikke specielt kvalificeret til at diskutere den, men det, jeg har læst, har ikke givet mig indtryk af at bogen skal pege eller peger i retning af Katrine Buchhave selv. Det er selvfølgelig højst sandsynligt, at Katrine Buchhave har set en del fjernsyn under skrivningen, men det gør da ikke hovedpersonens reaktioner over for det, hun ser i fjernsynet, til Katrine Buchhaves reaktioner. En forfatter som Hanne Vibeke Holst researcher også en del til sine bøger, men det får vel ikke hendes bøger til at pege på hendes egen person. Lars Frost tydeliggør (måske) selvfremstillingen ved at kalde sin hovedperson Lasse og Lone Hørslev leger med selvudleveringen ved at kalde sin for Lone og insistere på at skrive om hverdagens små hændelser (men derudover lade hovedpersonens mand være læge og ikke forfatter (om jeg husker ret)), og Evas fjernsynssetup peger i samme hverdagskoncentrerede retning, det er rigtigt, men jeg kan ikke rigtig se det selvudstillende i det. Men jeg har som sagt heller ikke læst bogen, og det betyder ikke så meget, jeg studsede bare over det.
@Martin, jeg kan godt se din pointe: Lone Hørslev såvel som Lars Frost sætter naturligvis sig selv lidt mere direkte i spil i de nævnte værker - netop ved at lade hovedperson/jegfortæller bære deres egne navne. Jeg opfatter imidlertid Eva-navnet som et navn, der i Buchhaves værk er løftet til symbol på nutidens kvinde, hvilket må inkludere forfatteren selv. Læst sammen med de allerede nævnte indikationer på forfatterens nære kendskab til de situationer og reaktioner, der beskrives i bogen, når jeg så frem til konklusionen 'semi-udstillende' - men altså ikke biografisk.
8 comments:
Jeg glæder mig også som et lille barn til at læse hendes EVA! Fik den i sidste uge og véd allerede, at den har charmeret mig; illustrationerne og dét jeg lige "snød" mig til at læse!
;)
Fin anmeldelse i øvrigt.
Kh
Lonni
PS: Tilpas kritisk og så alligevel - en chance ;)
Lonni
vfseqrySUPER FED ROMAN
Jeg læser hendes bog pt - og er vild med de skift hun har i sin bog - fra at være hurtig og på spring som en tiger - men aldrig hurtigere end, at hun ka flette vidunderlig poesi ind imellem det hurtige som en engel ;)
Lonni
Du skriver i anmeldelsen: "Sprog og sprogbilleder rejser sig som en uigennemtrængelig mur foran læseren og viser tilbage til nutidsmenneskets narcissistiske interesse for og udstilling af eget tankemylder. Beretningen om Eva skriver sig således ind i den række af ironisk semi-selvudstillende, samtidsspejlende og sprogmættede romaner, som efterhånden er blevet et særkende for en del af folket fra Forfatterskolen. Man kan fx tænke på Lars Frosts Smukke biler efter krigen eller Lone Hørslevs Fjerne galakser er kedelige."
Hvordan ved du, at bogen er (semi)selvudstillende?
@Martin. At værket er semi-selvudstillende er ikke noget, jeg ved, men noget jeg tolker på baggrund af teksten og på baggrund af mit generelle kendskab til Evas/Buchhaves generation og den (medie)virkelighed, som den er vokset op med - og i. Endvidere forekommer det mig, at der værket igennem er talrige indikationer på, at forfatteren er meget tæt på sit stof. Jeg er således ikke i tvivl om, at Buchhave selv må have tilbragt en del timer foran tv-skærmen, siden hun så præcist kan gengive ikke blot replikskifter fra genkendelige udsendelser, men også – og især – den konstante vekslen imellem de ydre og de indre billeder.
’Semi-selvudstillende’ er jo i øvrigt et begreb, som pr. definition er bredt dækkende uden at være så specifikt som ordet ’biografisk’. Jeg mener ikke nødvendigvis, at det er Buchhaves egen tilværelse som sådan, der fremskrives i værket, men én dimension af hendes og hendes generations virkelighed.
Hvordan tolker du EVA?
Jeg har kun læst enkelte uddrag fra bogen, og det gør mig ikke specielt kvalificeret til at diskutere den, men det, jeg har læst, har ikke givet mig indtryk af at bogen skal pege eller peger i retning af Katrine Buchhave selv. Det er selvfølgelig højst sandsynligt, at Katrine Buchhave har set en del fjernsyn under skrivningen, men det gør da ikke hovedpersonens reaktioner over for det, hun ser i fjernsynet, til Katrine Buchhaves reaktioner. En forfatter som Hanne Vibeke Holst researcher også en del til sine bøger, men det får vel ikke hendes bøger til at pege på hendes egen person. Lars Frost tydeliggør (måske) selvfremstillingen ved at kalde sin hovedperson Lasse og Lone Hørslev leger med selvudleveringen ved at kalde sin for Lone og insistere på at skrive om hverdagens små hændelser (men derudover lade hovedpersonens mand være læge og ikke forfatter (om jeg husker ret)), og Evas fjernsynssetup peger i samme hverdagskoncentrerede retning, det er rigtigt, men jeg kan ikke rigtig se det selvudstillende i det. Men jeg har som sagt heller ikke læst bogen, og det betyder ikke så meget, jeg studsede bare over det.
@Martin, jeg kan godt se din pointe: Lone Hørslev såvel som Lars Frost sætter naturligvis sig selv lidt mere direkte i spil i de nævnte værker - netop ved at lade hovedperson/jegfortæller bære deres egne navne.
Jeg opfatter imidlertid Eva-navnet som et navn, der i Buchhaves værk er løftet til symbol på nutidens kvinde, hvilket må inkludere forfatteren selv. Læst sammen med de allerede nævnte indikationer på forfatterens nære kendskab til de situationer og reaktioner, der beskrives i bogen, når jeg så frem til konklusionen 'semi-udstillende' - men altså ikke biografisk.
Post a Comment