Monday, July 16, 2007

En stemme fra graven


Hør Virginia Woolfs stemme her, hvor hun taler om ord:

"....purity or their impurity discussed. If you start a society for pure English they will show their resentment by starting another for impure English. Hence the unnatural violence of much modern speech."

Uddraget stammer fra en radioudsendelse med forfatteren 29. april, 1937, og jeg har fundet det på denne side.

6 comments:

Anonymous said...

Hun lå vist ikke i graven da hun sålunde talede. Men på den anden side er det en gravrøst, det har du egentlig ret i. Kommentaren på det site, du henviser til, siger også at hun lyder som om hun er et værre overklasseløg (min formulering) men de bedømmer ikke, om hun er bedre eller værre end fx. E.M.Forster. Jeg må indrømme, at jeg får myrekryb, hvorimod jeg ikke får myrekryb af at læse Karen Blixen's Fantastiske Fortællinger, måske fordi man kan abstrahere fra Blixen's stemme.

Vores litteratur-interesserede Hans Hvass mente, at Karen Blixen led af en eller anden spiseforstyrrelse, fordi hun kunne finde på at sige at hun levede af østers og champagne. Han mente hun var for snobbet. Hans store favorit var Johs.V.

Tina Charlotte Møller said...

@Donald - gud ved, hvilken forhistorie du har, siden du reagerer så negativt på Woolfs stemme....
Selv er jeg vildt begejstret - både fordi jeg er meget lykkelig over omsider at høre Woolf, og fordi jeg glæder mig over hendes formfuldendte sprogbrug.
Naturligvis er der en vis sammenhæng mellem (ud)dannelse, socialklasse og den måde, hvorpå man taler, og derfor kan det vel ikke undre, at Woolf (og Blixen) talte så 'nydeligt'. Jeg har bare svært ved at forstå, hvorfor du (og andre) reagerer negativt på det.

Din gengivelse af Hans Hvass og hans udlægning af Blixens spiseforstyrrelse er så kortfattet, at den kommer til at lyde som populærvidenskab for folket.
Sagen er den, at der findes flere indikationer på, at Blixen rent faktisk led af anorexia nervosa. Billedet sløres imidlertid, fordi hun på grund af andre lidelser også fik en maveoperation, som bevirkede, at hun ikke kunne holde så meget mad i sig. Blixen mente angiveligt, at østers var noget af det lettest fordøjelige, hun kunne spise. Champagnen - tjah, mon ikke det primært var ved festlige lejligheder. Jeg tvivler stærkt på, at hendes budget havde klaret champagne i hverdagen.

Man kan så også spørge, hvorfor denne oplysning er interessant for læserne? Det er den kun i den udstrækning, den kan forklare noget i hendes tekster. Så længe man ikke foretager denne sammenkobling hører den i bedste fald hjemme under privatlivets fred - og i værste fald i sladderbladenes spalter.

Hvad angår snobberiet, så kan man jo anlægge flere vinkler derpå - og det vil føre for vidt i en kommentar. Kort vil jeg dog sige tre ting:
1. Tiderne var anderledes og stadig mere klassedelte.
2. Blixen (og Woolf) var naturligvis hver især præget af deres opvækst.
3. Blixen så tilværelsen og dens inderste orden som hierarkisk i sin form.

Endelig får du min egen private tilføjelse. Som en kvinde, jeg engang kendte, sagde: Hellere snobbe opad end snobbe nedad!

Anonymous said...

Jeg tror min forhistorie kommer af det faktum, at jeg har oplevet for mange svindlere:-)

Det er klart at Blixen's måde at optræde, hendes maske eller hendes bevidste profil, er forårsaget af afslag på "Skæbnens Veje" og andre ting, hun skrev, inden hun prøvede at bruge pseudonym; en historie, som i sig selv bekræfter, at man ikke må stole på anmeldere, udgivere, litteraturhistorikere, og for den sags skyld forfattere. Men en tekst er en meddelelse i en samfundsskabt virkelighed, som er ægte nok (mere ægte end "verden").

Ingen tekst kan stå helt alene, altså stå uden henvisning til og fuldendelse fra kulturen, den er opstået i. Hvis en tekst fortæller noget, som jeg kan bruge i min videre færden gennem min egen kultur, så har den en umiddelbar værdi for mig, og jeg håber du kunne se af min kommentar, at Blixen er højt værdsat her i huset:-)

Jeg tror du har ret i din forklaring på hendes måde at spise på, men jeg tror også, at hun har moret sig ved at være "hovski-snovski". Den radio-udsendelse, hvori (tror jeg) Jørgen Gustava Brandt (magisteren) fortalte om sit forhold til Baronessen, afslører hvor sanselig den gamle dame også kunne være, selv om hun følte sig nødsaget til at optræde som "fin".

Jeg fornemmer, at det er den spænding mellem det tilknappede og exhibitionismen, som var drivkraften, der fik Karen til at skrive stor kunst; og det var der nok ikke mange andre, der ville have kunnet i en lignende situation!

Nu er jeg ikke helt sikker på, at jeg forstår dit spørgsmål om hvorfor denne oplysning skal have betydning for læseren, hvilken oplysning mon du tænker på?

Det har ingen betydning for Blixens historier om den magiske sangerinde, at hun var snobbet, men Karen B. er måske særligt god til at give denne sangerinde en karakteristik, som giver farve og fylde. På samme måde er settings i den sidste Fantastiske Fortælling (der er blevet balletificeret, tror jeg) også ganske givet udsprunget af hendes interesse for de højere lag i samfundet.

Det er klart, at en Martin Andersen Nexø næppe ville kunne skabe den sensuelle magi, som KB kan.

Men jeg ved det ikke, jeg har slet ikke forsket i dansk litteratur og er også indenfor Engelsk Literature en blot og bar begynder.

P.S. Hans Hvass var populærvidenskab for folket. Hans motivation var at formidle en højere forståelse af biologi (og udviklingslære, derfor Hvidbjørn eller hvad det nu var for en Bibel, Johs.V prøvede at skrive) og han havde skam respekt for Karen Blixens forfatterskab. Men derfor kan man godt grine lidt ad hendes tåbelige manerer.

Tina Charlotte Møller said...

@Donald - ang. forhistorien kan jeg kun sige: Også du, Donald?
Men nu er der jo mange slags svindlere til....

Jeg er ikke klar over, hvilken radioudsendelse du refererer til - så om den var med Gustava Brandt eller måske Bjørnvig, skal jeg ikke kunne sige. I hvert fald var det Bjørnvig, som havde tilnavnet 'Magisteren'.

Den 'oplysning', som jeg ikke mener er umiddelbart interessant for læseren, er den, der handler om Karen Blixens spiseforstyrrelse.

'Den magiske sangerinde' - jeg antager, at du taler om Pellegrina Leoni fra "Drømmerne" og "Ekko". Hun må betragtes som forfatterens alter ego. Blixen har da også selv udtalt: "Ja, hun er mig".
Det har jeg et fyldigt afsnit om i mit speciale, så det skal der ikke siges for meget om her.

Overordnet vil jeg dog sige, at når Blixen så ofte inddrog adelen i sine fortællinger - og kunne virke snobbet på omgivelserne - så var det fordi, hun bestræbte sig på at formidle og leve op til nogle svundne idealer - nemlig en åndens adel og redelighed, som er blevet stadig mere svækket med tiden. (Adelen som stand betragtet blev et ydre symbol på denne åndens redelighed.)
Samtidig var hun dog selv fuldstændig klar over, at hun havde påtaget sig denne rolle eller maske, om man vil. Og derfor kunne hun netop spille med den eller spille den ud.
Bemærk f.eks. hvordan hun karikerer sig selv i skikkelsen Malin NatogDag i "Syndfloden over Norderney".

Anonymous said...

Måske var der flere udsendelser, men mon ikke Jørgen Gustava Brandt har lavet en udsendelse, hvori "Magisteren" optræder (og det var Thorkild Bjørnvig).

Det er godt at forsvare KB og den eventuelle spiseforstyrrelse med at den er irrelevant for hendes litterære output; det er synd, at hun led af det og mange andre (alvorligere) sygdomme og så meget mere fantastisk at hun kunne hæve sig over disse, og endda ironisere, fuldt bevidst om den rolle hun spillede.

Pellegrina er som du siger et Alter Ego, men KB har som de fleste gode forfattere haft evnen til at skifte disse alternative identifikationspunkter ud. Man kan næsten forestille sig, hvordan hun har haft det, når hun var i en kreativ proces, for med lidt tilsætning af fantasi kan man se KB's egen charmerende personlighed meget tydeligt.

Men det, som er interessant for mig er, at hun kunne bruge det Alter Ego som grundlag for nogle historier, der løfter sig op over almindeligt vanvid, ja undskyld udtrykket, og havner i en sammenhængende, spændende historie, som man holder af og hvor man ser nogle personlighedstræk med almen menneskelig relevans.

Tina Charlotte Møller said...

Hahaha.. Donald, jeg tror nok, at det var Ørum, der sagde: "Alle går vi rundt med en lille desperation inden i os - og det er nærmest et tilfælde, om den slår ud i kriminalitet eller litteratur." :-)