Regnskabets time

I romanen Med venlig deltagelse har Erling Jepsens Alter Ego, forfatteren Allan, et regnskab at gøre op med sin mor, da den tyranniske far dør. Allan ønsker ikke at deltage i begravelsen, men nøjes i første omgang med at sende en buket.

"Det føltes rigtigt, at han sendte en buket fra dem alle tre. Så kunne hans mor se at han ikke var alene, men havde sin egen lille familie nu. At der var nogen der godt ville være sammen med ham. Nogen der måske ligefrem elskede ham."

Da begravelsen er overstået, vender Allan, sammen med søsteren Sanne, tilbage til barndomshjemmet, som de gennem de sidste ni år har været forment adgang til.
Mødet med hjemmet og med moderen og storebroderen Asger, bliver også et møde med en smertelig barndom og med Allans egne ambivalente følelser overfor forældrene.

I løbet af de følgende uger graver Allan sig ned i stadig dybere lag af familiens hemmelige liv - dels for at finde ud af sandheden om sin fars død, som han har mistanke om ikke er gået helt naturligt til, og dels for at finde den kærlighed, han altid har hungret efter.

Med venlig deltagelse er en fortælling om misbrug, om omsorgssvigt, om et stædigt håb om kærlighed på trods af alt og om overlevelsesstrategier i forhold til det almindelige vanvid bag ligusterhækken. Man forfærdes, og man græder - til tider af grin, for Jepsen skildrer de enkelte hændelser med en kulsort humor, der bobler op fra psykens dybeste mørke.

"Han turde ikke sige hende sandheden. Det behøvedes heller ikke. Sanne kendte sin lillebror, alt for godt.
-Du skulle tage at snakke med nogen om det her, sagde hun. - Du skulle søge professionel hjælp.
- Nå? sagde han.
-Og du skal ikke gå til psykologer, de sidder bare og hælder vand ud af øret. Du skal til en psykiater. De fortæller dig hvad du skal gøre og ikke gøre, og så udskriver de medicin. Det hjælper. Men pas på ikke at tage for meget, du skulle nødig ende som mig.
- Ja, sagde han.
Hun mente det godt. Men han havde nu ikke tænkt sig at søge professionel hjælp; han havde da god grund til at skyde sin mor. Det behøvede vel ikke betyde at man var psykisk syg?"

Jepsens enkle og ukunstlede sprogbrug, som jeg under andre omstændigheder ville have beklaget og skældt ud over som værende stilistisk ufuldendt, fungerer i dette værk som en understregning af det hverdagsagtige og almindelige, hvilket netop sætter romanens socialpsykologiske spænding stærkt i relief. Det er umådeligt dygtigt gjort. Erling Jepsen er en ærlig tragikomiker med et stort personligt mod, når det gælder den selvudlevering, i hvilken vi andre kan spejle os selv såvel som vore familier.