Sløret komposition for to stemmer

Det er svært at sige, hvor Bergh begynder, og hvor Bach hører op, i de to debuterende digteres fælles samling Emergens, som for få uger siden udkom på Forlaget Litera.

Teksterne indgår i en så tæt symbiose, at værket kunne være skabt af én og samme forfatter. Det kan man kritisere bogen for, men der er måske en pointe i denne symbiotiske sammensmeltning, da værket på det tematiske plan fremstår som en illustration ikke blot af den ensomhedsfølelse, men også af den momentane overskridelse af samme, som mennesker er fælles om i det post- eller senmoderne samfund. Når de to stemmer altså ligner hinanden til forveksling, indikeres det således, at moderne mennesker har mere tilfælles, end vi til daglig gør os klart. Grundvilkåret – den eksistentielle ensomhed - er det samme for os alle.

Emergens, der er tænkt som første bind i en trilogi, er inddelt i fire sektioner, som hver især spejler en tilstand i mødets eller overskridelsens cyklus. Første sektion beskriver det øjeblik, da en tone slås an i den enkelte, og han eller hun vender blikket mod noget udenfor sig selv. I Louise Bachs gengivelse:

Du er sne der gror fast på huden
du er digte der vokser under fingrene
du er rytmer der smelter i vinter og issol

I anden sektion er mødet en realitet, grænserne mellem to verdener smelter bort, og symbiosen på én gang lokker og truer. Tredje sektion præges af en begyndende tilbagetrækning, og i sidste sektion synker Selvet tilbage i sin daglige isolation, og kun efterdønninger af mødets intensitet anes på overfladen af digterjeg’ets bevidsthed. Det kan lyde således med Kaare Berghs ord:

Idag vil jeg undlade at se ned hvor tingene gror
jeg synker sammen
og vender blikket mod en flad himmel

Samlingens tekster har en sprødhed, en skarphed og en kølighed over sig, som leder tankerne hen på frosne pytters skrøbelige isflager. Det er måske den overflade og retside, som omslagsillustrationens sortrøde vrangside af blotlagte kapillærer blæst op i nærbillede skal modsvare. Beklageligvis når Bachs og Berghs tekster mig kun sjældent der, hvor hjertet banker. Sanselighed og nærhed går tabt i abstraktioner og smukke sentenser. På det æstetiske og filosofiske niveau scorer samlingen imidlertid høje tal på min pointtavle for sine frysende smukke og klare øjebliksbilleder, og for de associationsrækker, som de iværksætter, med tråde tilbage til myten om Orfeus og Eurydike.

Bach og Bergh er nyudsprungne digtere med et stort potentiale - og værd at holde øje med fremover. Emergens ville dog nok have vundet noget, stilistisk såvel som følelsesmæssigt, hvis samlingen i højere grad fremstod som en duet, hvori de to digterjeg’er sang op mod hinanden. Dette ville have oplyst læserens nu let slørede auditive vision af en ’komposition for to stemmer’.

Louise Bach og Kaare Bergh:
Emergens

Forlaget Littera 2007