Det kunne se ud som om, jeg har opgivet mine forholdsvis jævnlige blogindlæg. Det er imidlertid ikke tilfældet. Kæmper dog fortsat for at blive helt frisk ovenpå mine problemer denne sommer med både stress og sygdom.
Den netop overståede weekend tilbragte jeg, i min egenskab af farmor, som barnepige for børnebørnene, Mikkel og Evald, imens deres forældre var i Århus for at deltage i Verbale Pupiller.
Nu forholder det sig sådan, at min søn og svigerdatter bor på anden sal i et ældre byhus, hvor badeværelset er anbragt i stueetagen. Det betyder rigtig mange daglige ture op og ned ad trapperne - oftest med den mindste på et år på armen. Det er jeg, som bor i en stuelejlighed, uvant med. (Ja, grin bare, men så sjovt er det heller ikke.) Når nattesøvnen så også afbrydes en gang i timen, dels fordi man hele tiden har et øre på den lille, og dels fordi han stadig selv vågner om natten - og når helbredet ikke er i top, så har man det, efter tre døgn, som om man har været på både mental og fysisk stroppetur hele weekenden. Også selvom bonusbarnebarnet for første gang helt impulsivt har kaldt en for Farmor, og selvom den yngste har overgivet sig og tillidsfuldt lagt sin kind ind til ens egen - når nu mor og far ikke var i nærheden.
Summa summarum: Jeg må lige restitueres en smule, før jeg igen kan skrive blot nogenlunde hæderlige indlæg. Hæng på, trofaste læsere. Det er min plan at vende tilbage snarest og fortælle om den meget specielle boggave, som min svigerdatter havde fundet til mig i Århus - og om det værk, jeg er ved at anmelde for Sentura.
Nu skal jeg vist bare sove - og drikke en masse vand, så der kan komme lidt flow i de tørre hjernevindinger.
Vil I have en idé om, hvordan det opleves at være mig lige nu, så husk dengang I selv følte jer allermest nedkørte og kast et blik på dette billede.
4 comments:
Jeg glæder mig til at se dig i fuld omdrejning igen!
Tak, Kirsten! Det gør jeg også. ;-)
Næste gang er det vist farmor, der skal forkæles lidt...
Det ville være dejligt. :-)
Post a Comment