Sønnen bringer i disse dage løbende rapporter fra
Audiatur Festival i Bergen.
Jeg har derfor været inde på hans (altså Martins) blog og har fulgt diverse links til en række oplæsninger/performances. Og her er det så, jeg gerne vil have hjælp fra andre lyttere og seere, som er velbevandrede ud i den nyere poesi: Hvad er meningen? vil jeg gerne have lov at spørge.
Jeg sidder et sted midtvejs mellem en stille morskab (som angiveligt ikke er på sin plads, hvis man skal dømme efter den tilsyneladende dybt andægtige stemning i salen) og seriøs akademisk spørgen ind til. Dér har jeg placeret mig, da det forekommer mig at være for let, hvis jeg blot afskriver dennne nye kunst som - ja, som netop 'for let'.
Er jeg blevet forstokket, forbenet og for konservativ?
Jeg ved jo godt, at jeg - formentlig - til enhver tid vil sætte Morten Nielsens
"......Stille, helt stille -
og du er den lyse Nat og den vilde Vin,
det tøvende Rum og Vinduets lette Gardin"
over for eksempel Martin Larsens højrøstede nuller og ettaller med akkompagnement. Det er dog ikke fordi, jeg gerne vil gøre min konservatisme til en kunst i sig selv. Så jeg spørger igen: Hvad er meningen?
21 comments:
Jeg har lige læst Henry Miller: Assassinernes tid. Her følger to citater, som fik mig til at tænke på dit indlæg.
"...digterens fantasterier virker som sort snak. Og det ER sort snak hvis der kun er nogle få tusind mennesker ud af jordens milliarder som foregiver at forstå hvad den enkelte digter siger. Dyrkelsen af kunsten har nået sin afslutning når den kun eksisterer for en lille eksklusiv håndfuld mænd og kvinder. Så er det ikke længere kunst, men et kodesprog skabt af et hemmeligt selskab for udbredelsen af en meningsløs individualitet."
Og:"De har ikke bevist at de er digtere; de nøjes med at kalde sig sådan. De skriver ikke for et publikum der sluger hvert eneste af deres ord, men for hinanden. De retfærdiggør deres afmagt ved bevidst at gøre sig uforståelige. De er spærret inde i deres små oppustede egoer; af frygt for at blive knust ved første berøring med verden holder de sig højt hævet over den. De er ikke engang personlige når det kommer til stykket, for hvis de bare var det, ville vi måske forstå deres smerte og galskab, som den virkelig er."
Det er skarpe ord...noget af det er vist også lidt for groft...men man kan vel ikke komme udenom, at mange moderne digtere er fuldstændig umulige at forstå for de fleste mennesker.
Nogle mennesker vil sikkert mene, at det også gælder mange forfattere.
@Jens - tak for interessante citater af Miller. Ja, det er hårde ord - og måske også ment bevidst provokerende?
Men det kan i hvert fald være sådan, en del nyere (digte)kunst virker på mange mennesker. Efter min mening må kunst gerne udfordre både intellekt og holdninger. Dog mener jeg, at et godt kunstværk også bør have en dør stående på klem til verden, så læseren/beskueren kan finde vej ind i det. I modsat fald går kunsten netop i selvsving, og følgen må vel blive, at enhver kan kalde sig kunstner. Der kommer kort og godt, som en god ven bemærkede, lidt Kejserens nye Klæder over det.
Naturligvis har avantgarden ofte måttet forklare sig - og de nyeste idéer - for omverdenen, og det kan også være, at vi simpelthen har brug for en teoretisk forklaring af den digtekunst, som dette indlæg beskæftiger sig med.
Eller?
I hvert fald synes jeg, at der er stærkt behov for en mere modigt-kritisk holdning overfor 'det nye'.
Er det din søn? Virkelig? Wauv en litterær familie. Nej, jeg må have misforstået - har du en så voksen søn? (undskyld hvis det er upassende i denne tråd, men bliver jo nysgerrig).
Digte? De er fantastisk sammentrækninger af stemninger og følelser. Små koncentrerede godbidder, som man kan bruge dejlig lang tid på at tygge.
Hvordan udtrykker man sin kritik af det nye uden at virke gammeldags?
@Spacemermaid - jo, Martin er min søn og ja, det har udviklet sig til at blive en litterær familie. Something running in the family...
Nysgerrigheden er i orden. Var det ikke for den, ville man jo aldrig blive klogere på verden.
Han meldte sin ankomst nogle år tidligere, end jeg havde planlagt at skulle have børn. Men jeg har ikke et øjeblik fortrudt, at jeg tog imod ham med åbne arme. :-)
Poetiske godbidder... Hm. Den må JEG lige tygge lidt på.
@Kirsten - Hvis du finder svaret på det spørgsmål, så vil jeg meget gerne høre det. ;-)
@Kirsten - et ps:
Hvordan er det egentlig blevet gældende konsensus, at noget er 'dårligt' fordi, det er gammeldags...
Ja, jeg ved godt, at det forholder sig sådan i vor tid, men jeg er ikke enig i den opfattelse. Verden forekommer mig langt mere nuanceret end som så.
Tina, jeg er helt enig. Du formulerer altid tingene så præcist.
Lige nu svælger jeg i Tranströmer - efter min mening den største! - og det rører mig så dybt, det griber sådan fat i mig...og det er faktisk nyt og gammelt på samme tid - ergo: eviggyldigt! Det er derfor det holder, og holder, og holder...
Ak ja...og broderfolket har også haft en Gunnar Ekelöf med sine sønderkyssede strofer.
Og jeg glemmer aldrig en radioudsendelse tilbage i firserne, hvor Poul Borum og Hans-Jørgen Nielsen (tror jeg det var) spillede musik og læste digte op for hinanden - og hvor Borum læste sin egen oversættelse af et digt af den svenske digter Stig Larsson op (Stig Larsson, f.1955 - ikke at forveksle med den afdøde krimiforfatter Stieg Larsson 1954-2004):
'den første kvinde går/den anden kvinde går/hvad kan jeg/her kan jeg gå fra den første kvinde/jeg kan også gå bort fra den anden kvinde/den første kvinde går/hvad kan jeg'...((fejl)citeret efter hukommelsen) - jeg må se at få fundet det digt frem, altså.
De gamle svenskere ku' sgu noget! :-)
@Kære Beo - javist, de (gamle) svenskere har et eller andet særligt poetisk gen, som dukker frem, når de kaster sig ud i skribentgerningen.
Læser meget gerne (fejl)citerede digt, når du finder det i sin fuldkomne version. :-)
se også denne diskussion:
http://luftskibet.information.dk/sandkassen/sokilde_og_adolphsen#comment-9929
Jeg har nu bedt Malmø bibliotek om at finde Larsson-digtet til mig. Spændt på om de gider...
Uh! Meningen har været diskuteret andet steds, hos Tue i Sandkassen fx i forbindelse med hans bogspids om Peter A's "En million historier" og - især - Søkildes fabelagtige fablen i systemets kliniske rum!
Mette Moesstrup har på skolen sludret og fortalt om det der foregik, og senere skrevet lidt mere til det hos Tue. Try catch some meaning there fx:
http://luftskibet.information.dk/sandkassen/sokilde_og_adolphsen#comment-9961
Blot scroll opad, så kommer det!
vi former selv vort liv
sådan er det
og sådan er det ikke
at leve
er noget vi selv
tilsigter
vi kan sluge en sten
og forøge vores vægt
hvis vi vil
sådan er det
med os levende
der er i stand til at udvide vore grænser
hvis vi synes blomsterne
har en dybere mening
har de en dybere mening
og hvis stenene er for grå
hælder vi bare vand
over dem
sådan er det
og sådan er det ikke
det må du selv bestemme
Henrik S. Holck (1978)
Kirsten og Sigurd, mange tak for jeres henvisninger.
Beo - herligt at du vil gøre dig den ulejlighed. Glæder mig til at høre nærmere.:-)
Kære Anonymous - velkommen som aktiv debattør i Ordhulen (det bør her oplyses de øvrige læsere, at redaktionen er bekendt med den anonyme kommentators identitet)og mange tak for et smukt og tankevækkende citat, som inspirerer mig til at få samling på en række forestillinger, som jeg i tidens løb har gjort mig om livet og døden og om overgangen imellem de to. Mere om dette i et senere blogindlæg.
Interessant at forsøge at anskue den nye digtekunst udfra den citerede teksts vinkling. Ja, så enkelt er det vel, når alt kommer til alt.
Jeg kan berette, at et samarbejde mellem Örnskiöldsvik Bibliotek og Det Kongelige Bibliotek om ganske få dage vil gøre mig i stand til at citere digtet både på svensk og dansk. Jeg har desværre ikke fundet det gamle kassettebånd med radioudsendelsen, men når jeg ser den svenske originaltekst er jeg helt sikker på, at jeg kan genkalde mig Borums oversættelse.
:-)
@Beo - thumbs up for din ihærdige research. :-)
Tina...så er der bingo!
Det viste sig at Det Kongelige Bibliotek havde et ex. af den Stig Larsson-antologi som digtet kan ses i.
Og dermed blev jeg indmeldt på Universitetsbiblioteket ca. 30 år efter at have begyndt min uddannelse, og EFTER at jeg har fået min studiegæld eftergivet.
Evighedsstudent...moi?
Digtet fylder en hel del, så jeg vil hellere sætte det på min blog som et indlæg, hvor det kan stå med linjerne i deres rigtige format.
:-)
Beo - ih, det glæder jeg mig til at læse ovre på din blog.
Ønsker for dig, at du får megen glæde af din indmeldelse på Universitetsbiblioteket.
Evighedsstudent - er vi ikke alle evighedsstudenter et eller andet sted? ;-)
Jo, det har taget mig en evighed at finde ud af at jeg er evighedsstudent :-)
Post a Comment